FARUM-KOMMISSIONEN • Bind 16
Tilsyn, politi og domstole
Kapitel 28
Forside | Til bund | Forrige | Næste
I dette kapitel gives en oversigt over domstolsafgørelser af betydning for kommissionens undersøgelse. De emneopdelte kapitler indeholder mere udførlig omtale med henvisning til udvalgte dele af dommene. Straffedommene er medtaget som bilag 7-9 til beretningen.
Straffesagerne indtager en særlig rolle efter kommissoriet og dets tilblivelse. I beretningen er medtaget, ”hvad der er blevet afdækket under domstolenes behandling af straffesagerne”, med henblik på at opnå en samlet beskrivelse af alle væsentlige forhold vedrørende Farum Kommune, der er omfattet af kommissoriet, jf. kommissoriets punkt 1.6. Kommissionens dokumentindsamling og afhøringer er ikke gennemført med det sigte at bidrage til belysning af forhold i straffesagerne, men for at belyse de spørgsmål kommissoriet omhandler. Kommissionens undersøgelse og redegørelse for faktum er endvidere ikke begrænset til, hvad der måtte have indgået i straffesagerne. Kommissionen er imidlertid forpligtet til at lægge dommenes begrundelse og resultat til grund vedrørende ”de dele af det samlede begivenhedsforløb”, der er omfattet af anklageskrifterne.[1]
I beretningens enkelte afsnit er domsresultaterne herefter indgået som ”et faktum” i kommissionens undersøgelse ligesom en række bevisdata, herunder forklaringer afgivet af tiltalte og vidner i straffesagerne, også er benyttet af kommissionen. Forklaringerne indeholder således i vidt omfang oplysninger og udsagn, der ikke alene vedrører straffesagerne, men også emner omfattet af kommissoriet. Nogle bisiddere for byrådsmedlemmer har i øvrigt under kommissionens afhøringer særskilt understreget betydningen af, at også forklaringerne fra straffesagerne blev inddraget i kommissionens arbejde. Ud over dommene har kommissionen haft adgang til retsbøgerne og alt materiale i straffesagerne, herunder i form af ”forsvarergenparter” og kostermateriale[2] samt udskilt efterforskningsmateriale[3] og skriftlige procedurer.
Der er med tilknytning til Farum-sagen afsagt domme i tre straffesager, der i det følgende omtales i den rækkefølge, hvori der er afsagt endelige straffedomme.
Domstolene udsender pressemeddelelse ved domsafsigelse i større eller mere principielle sager. Med henblik på at give et kort, læsevenligt resumé har kommissionen valgt at gengive disse pressemeddelelser.[4]
Der blev i denne sag rejst tiltale mod 12 byrådsmedlemmer for i 2001 at have forsømt at udøve budgetkontrol i deres respektive fagudvalg. De 12 byrådsmedlemmer var Per Edrén, Erik Fuchs, Marianne Helslev-Rasmussen, Mogens Hovgaard Nielsen, Bent Jensen, Henrik Knud Jerger, Hans Carl Nielsen, Flemming Birger Oppfeldt, Morten Pflug von der Osten, Hüseyin Tas, Ketty Elinor Træholt og Poul Winckler.[5]
Ved Retten i Hillerøds dom af 29. november 2007 blev alle frifundet, jf. beretningens bilag 7.01.[6] Denne dom blev ikke anket og var således endelig.
Retten udsendte følgende pressemeddelelse:[7]
”12 forhenværende byrådspolitikere frifundet (Farum byråd)
Ved Hillerød rets dom af 29. november 2007 er 12 forhenværende byrådspolitikere blevet frifundet for overtrædelse af Kommunestyrelseslovens § 61, jf. § 21.
De tiltalte var medlemmer af byrådet i Farum kommune.
Tiltalen drejede sig om, at de tiltalte i 2001 havde forsømt at udøve budgetkontrol i deres respektive fagudvalg.
Der var under sagen nedlagt påstand om bøder i størrelsesordenen 5-20.000 kr.
Der blev i Farum kommune i 2001 afholdt ubevilgede udgifter på ca. 157 mio. kr.
Kommunens økonomiske forvaltning havde udarbejdet budgetopfølgningsskemaer udvisende det løbende forbrug. Budgetopfølgningsmaterialet blev efter ordre fra borgmesteren ikke udleveret til byrådspolitikerne.
Byrådspolitikerne var i 2001 ikke vidende om eksistensen af budgetopfølgningsskemaerne.
Byrådspolitikerne modtog ingen advarselssignaler fra de budgetansvarlige embedsmænd om budgetoverskridelser.
Byrådspolitikerne fulgte med i den økonomiske udvikling i udvalgene ved at spørge de budgetansvarlige embedsmænd og ved at følge med i diverse plangrundlag, mere/mindre indskrivninger og i prognose- og statistikanalyser.
I følge Indsigtsbetænkning nr. 1425/2002 kan der ikke stilles krav om, at byrådspolitikere skal udstyres med løbende økonomiske oversigter.
En del af budgetoverskridelserne skyldtes såkaldte uundgåelige udgifter, hvilket vil sige udgifter som kommunen er forpligtet til af afholde efter loven eller som beror på usikre fremtidige omstændigheder. For sådanne udgifter gælder, at der ikke behøver at være nogen forudgående bevilling, men at de efterfølgende kan samles op bevillingsmæssigt.
Kommunernes Revision konkluderede, at Farum kommunes regnskab for 2001 ikke gav et retvisende billede af kommunens forvaltning.
Retten fandt ikke, at byrådspolitikerne havde handlet så skødesløst, at deres budgetkontrol, som viste sig ikke at have været tilstrækkelig, kunne karakteriseres som grov pligtforsømmelse.
Retten lagde herved navnlig vægt på, at byrådspolitikerne var blevet ført bag lyset, at de ikke havde modtaget oplysninger om det løbende forbrug samt at størrelsen af de såkaldte uundgåelige udgifter i forhold til det samlede ubevilgede merforbrug ikke var afklaret.
Sagen, der begyndte den 31. oktober 2005 og hvori domsmænd har deltaget, strakte sig over 90 retsdage med afhøringer af de tiltalte, af andre byrådspolitikere og af flere embedsfolk.”
Det hedder i dommen under rettens bemærkninger afslutningsvis side 37f:[8]
”Det fremgår af Kommunestyrelsesloven § 20, at udvalgene udøver deres virksomhed i møder. Det følger heraf, at udvalgsmedlemmerne skal forholde sig til det materiale de får forelagt på møderne, og at de herudover ikke har nogen yderligere undersøgelsespligt.
Det fremgår af Kommunestyrelseslovens § 21, at udvalgene skal foretage bevillingskontrol. Har udvalgsmedlemmerne behov for yderligere oplysninger for at kunne følge op på forpligtelsen til at udøve bevillingskontrol, og kan disse oplysninger ikke tilvejebringes i udvalget, finder retten, at ethvert udvalgsmedlem har en handlepligt i henhold til styrelseslovens § 11, stk. 1, til at indbringe spørgsmålet for kommunalbestyrelsen og at udvalgsmedlemmet kan ifalde ansvar, hvis han undlader at opfylde sin handlepligt.
Styrelseslovens § 21 opstiller ingen nærmere krav til, hvorledes bevillingskontrollen skal udøves. Ifølge Indsigtsbetænkningen og ifølge nyeste teori kan der ikke stilles krav om, at udvalgsmedlemmerne løbende skal forsynes med økonomiske oversigter.
Efter bevisførelsen lægges det til grund, at de tiltalte i forbindelse med vedtagelsen af enkeltsager har forhørt sig hos de tilstedeværende budgetansvarlige embedsmænd, om der var plads i budgettet.
Det findes ligeledes godtgjort, at de tiltalte under deres arbejde i udvalgene havde et grundlag at forholde sig til bevillingerne på i form af plangrundlag, prognoseog statistikanalyser samt mere/mindre indskrivninger.
Retten finder ikke, at den af de tiltalte udøvede bevillingskontrol fuldt ud har været tilstrækkelig. En tjenlig kontrol må bestå i at sammenligne det løbende forbrug med bevillingerne. En forudsætning for at kunne foretage denne kontrol er imidlertid, at de tiltalte kunne modtage oplysninger om forbrugstallene, og at tallene var korrekte.
Forsvaret har under sagen påvist og givet eksempler på, at kommunens bogføring og regnskabsaflæggelse for 2001 har været mangelfuld og fejlbehæftet.
Der har under sagen været divergerende forklaringer om, i hvilken udstrækning de tiltalte blev bibragt den opfattelse, at IT-problemer var årsag til, at pålidelige oplysninger om forbrugstallene ikke kunne leveres.
Efter bevisførelsen findes det godtgjort, at de tiltalte blev ført bag lyset af borgmesteren og af dele af embedsværket vedrørende kommunens økonomi. Det findes ligeledes godtgjort, at de tiltalte var i god tro med hensyn til kommunens økonomiske ressourcer og til, at de af borgmesteren på byrådsmødet den 30. oktober 2001 omtalte kalkulatoriske budgetoverskridelser ville blive rettet op ved en senere budgetregulering.
Der er ikke ført bevis for, at de tiltalte havde grund til at nære bekymring over udviklingen i forbruget i udvalgene.
En forudsætning for at kunne straffe de tiltalte for manglende bevillingskontrol er, at der kan konstateres et ubevilget merforbrug af en vis størrelse, og at dette merforbrug ikke skyldes udgifter, som må betegnes som kalkulatoriske eller lovbundne udgifter. Hvor stor en del af den af Kommunernes Revision konstaterede budgetoverskridelse, der skyldes disse uundgåelige udgifter, henstår uafklaret.
De tiltalte har ikke modarbejdet de af Sabine Kirchmeier-Andersen i 2001 stillede forslag til bedre budgetstyring m.v.
De tiltalte har ikke i løbet af 2001 modtaget så alvorlige advarselssignaler om betydelige budgetoverskridelser, at deres politiske arbejde i udvalgene med rimelighed kan betegnes som skødesløst.
De tiltalte findes efter en samlet vurdering herunder navnlig af, at de tiltalte blev ført bag lyset, at de tiltalte ikke modtog nogen oplysninger om det løbende forbrug og at størrelsen af de såkaldte uundgåelige udgifter i forhold til det samlede ubevilgede merforbrug er uoplyst, ikke at have gjort sig skyldige i grov tilsidesættelse af deres pligter som medlemmer af Farum kommunes fagudvalg.
De tiltalte vil derfor være at frifinde.”
Der henvises i øvrigt til bind 13, kapitel 22, om budget- og bevillingskontrol. Emnet berøres også i bind 3, kapitel 4.5.2.5.
Den såkaldte ”sponsorsag” omfattede tiltale mod bl.a. Peter Brixtofte og Leif Frimand Jensen for at have ladet Farum Kommune betale merpriser til Alletiders Rejser A/S for pensionistrejser (forhold 1) og til Skanska Danmark A/S for renoveringen af en idrætshal (forhold 2), mod at merpriserne skulle anvendes til sponsorstøtte.
Ved Retten i Hillerød dom den 20. juni 2006 blev bl.a. Peter Brixtofte og Leif Frimand Jensen frifundet i forhold 1, men dømt i forhold 2. Dommen var endelig for så vidt angår frifindelsen af de tiltalte i forhold 1 og domfældelsen af Leif Frimand Jensen og en medtiltalt i forhold 2, mens Peter Brixtofte og en anden medtiltalt ankede til frifindelse. Østre Landsret stadfæstede den 8. februar 2007 byrettens dom for disse tiltalte vedrørende forhold 2. Peter Brixtofte indbragte herefter med Procesbevillingsnævnets tilladelse landsrettens dom for Højesteret, der den 15. april 2008 stadfæstede landsrettens dom, jf. beretningens bilag 8.03.[9]
Højesteret udsendte ved domsafsigelsen følgende pressemeddelelse:[10]
”Tidligere borgmester idømt 2 års ubetinget fængsel for mandatsvig af særlig grov beskaffenhed.
Højesteret har i dag afsagt dom i den såkaldte “sponsor-sag”, hvor Farum Kommunes tidligere borgmester, Peter Brixtofte, var tiltalt for mandatsvig af særlig grov beskaffenhed ved at have ladet Farum Kommune betale Skanska Danmark A/S 9 mio. kr. i merpris for renoveringen af en idrætshal, mod at merprisen skulle anvendes til sponsorstøtte til en håndboldklub.
Peter Brixtofte blev for dette forhold ved Hillerød Kriminalrets dom af 20. juni 2006 idømt 2 års ubetinget fængsel. Han ankede dommen til Østre Landsret med påstand om frifindelse. Ved dom af 8. februar 2007 stadfæstede landsretten byrettens dom. Den 16. august 2007 meddelte Procesbevillingsnævnet Peter Brixtofte tilladelse til at anke dommen til Højesteret.
For Højesteret anførte Peter Brixtofte bl.a., at han ikke var skyldig i mandatsvig, idet han havde erklæret sig inhabil vedrørende byggesagen. Efter den kommunale styrelseslov medfører det, at hans rettigheder og forpligtelser som borgmester var overgået til viceborgmesteren Per Edrén. Det var ikke ham, men Per Edrén, der underskrev den aftaleseddel af 1. maj 2000, som forpligtede kommunen til at betale merprisen på de 9 mio. kr. Han anførte videre, at der i landsretten var begået rettergangsfejl, bl.a. ved anvendelse af en forkert bevisbyrderegel, og at dommen derfor skulle ophæves og sagen hjemvises til fornyet behandling ved landsretten. Endelig anførte han, at straffen skulle nedsættes væsentligt og gøres betinget.
Ved Højesterets behandling af sagen deltog 7 dommere.
Højesteret stadfæstede landsrettens afgørelse.
Dommen er enstemmig.
Højesterets afgørelse er begrundet således:
“Landsretten har anset det for bevist, at Peter Brixtofte - i overensstemmelse med beskrivelsen i anklageskriftet - som borgmester i Farum Kommune og i forening med de øvrige tiltalte, herunder ordførende direktør i kommunen Leif Frimand Jensen, har foranlediget, at kommunen i forbindelse med renovering af Stavnsholthallen betalte entreprenøren Skanska Danmark A/S en merpris på 9 mio. kr. mod at dette beløb med tillæg af yderligere 1 mio. kr. af Skanska skulle anvendes som sponsorbidrag til Ajax/Farum Håndbold A/S. Da landsretten således har lagt til grund, at Peter Brixtofte faktisk har handlet i sin egenskab af borgmester i Farum Kommune, er det uden betydning for strafansvaret efter § 280 i straffeloven, at han den 11, januar 2000 i kommunens økonomiudvalg og i kommunalbestyrelsen erklærede sig inhabil i en sag om kommunens leje af Farum Hallen af FIH og i en sag om overladelse af driften af Farum Hallen til Farum Boldklub A/S. Det gælder, selv om dette forstås således, at Peter Brixtofte tillige havde erklæret sig inhabil i byggesagen vedrørende Farum Hallen (Farum Arena), således som byretten har lagt til grund. Det er endvidere uden betydning, at aftalesedlen af 1. maj 2000 fra Skanska med den forhøjede pris ikke blev underskrevet at Peter Brixtofte, men af viceborgmester Per Edrén.
Højesteret tiltræder herefter, at Peter Brixtoftes handling er omfattet af straffelovens § 280 om mandatsvig, og hans principale påstand om frifindelse kan derfor ikke tages til følge.
Som anført er det uden betydning for strafansvaret, at Peter Brixtofte havde erklæret sig inhabil den 11. januar 2000. Det kan derfor ikke anses for en fejl, at landsretten - modsat byretten - ikke omtaler dette spørgsmål i sine præmisser. Der er ikke noget grundlag for at antage, at landsretten har anvendt en forkert bevisbyrderegel. Der foreligger heller ikke andre fejl eller mangler, som kan føre til ophævelse af landsrettens dom, og Peter Brixtoftes subsidiære påstand herom tages derfor ikke til følge.
Forholdet angår et betydeligt beløb - 9 mio. kr. - og må allerede af denne grund anses for at være af særlig grov beskaffenhed, jf. straffelovens § 286, stk. 2. Der er ikke grundlag for at antage, at Peter Brixtoftes handling har været motiveret af et ønske om at opnå personlig økonomisk vinding. Det må på den anden side tillægges en væsentligt skærpende betydning, at han ved sin handling groft har misbrugt sin stilling som borgmester i Farum Kommune, jf. herved straffelovens § 81, nr. 8. Sigtelse i sagens forhold 1 blev rejst i marts 2002, men sagens varighed kan, når henses til dens karakter og omfang samt til, at den har været behandlet i tre instanser, ikke ved straffastsættelsen betragtes som en formildende omstændighed.
Efter en samlet vurdering tiltræder Højesteret, at straffen er fastsat til fængsel i 2 år. Det tiltrædes endvidere, at der efter forholdets omfang og karakter ikke er grundlag for at gøre nogen del af straffen betinget, heller ikke med vilkår om samfundstjeneste.
Højesteret stadfæster herefter dommen. …”
Peter Brixtofte blev således idømt en ubetinget straf på fængsel i 2 år, mens Leif Frimand Jensen blev idømt en betinget straf på fængsel i 1 år 3 måneder.
I den såkaldte ”hovedsag” mod Peter Brixtofte og Leif Frimand Jensen blev tiltalen i anklagemyndighedens skriftlige forelæggelse i 2003 sammenfattet således:[11]
”Stillingsmisbrug
- Undladelse af at påse bevillingsoverholdelse, afholdelse af ubevilgede udgifter samt mangelfuld information om Farum Kommunes økonomi til medlemmerne af kommunens stående udvalg og medlemmerne af byrådet i øvrigt i 2001 (forhold 1.a. og 1.b.).
- Optagelse af kassekredit på 265.000.000 kr. (inkl. renter) i april 2001 hos Finansieringsinstituttet for Industri og Håndværk A/S uden om Farum Byråd (forhold 2.a.).
- Optagelse af lån på 200.000.000 kr. i december 2001 hos BG Bank - ligeledes uden om Farum Byråd (forhold 2.b.).
- Ulovligt forbrug af deponerede midler (forhold 2.c.).
- Undladelse af at påse overholdelse af planlovgivningens regler i forbindelse med opførelse af almene ungdomsboliger på Rugmarken 37 i Farum (forhold 4).
- Mangelfuld procedure omkring bl.a. attestation og godkendelse af regninger vedrørende kommunens afholdelse af udgifter til fortæring m.v. (forhold 9). [forhold 7 efter udskillelse af de oprindelige forhold 6 og 7][12]
- Afholdelse af ubevilget udgift i forbindelse med ulovlig fjernelse af fredskov primo 2001 på Farumgård i Farum (forhold 10). [forhold 8 efter udskillelse af de oprindelige forhold 6 og 7]
I visse af disse forhold er der rejst en subsidiær tiltale for overtrædelse af lov om kommunernes styrelse i overensstemmelse med en påtalebegæring fra Tilsynsrådet for Frederiksborg Amt.
Mandatsvig af særlig grov beskaffenhed.
- Ulovlig ydelse af en garanti i 2001 for Boligselskabet Farumsødal i forbindelse med en påtænkt opførelse af almene ungdomsboliger på Rugmarken 37 i Farum (forhold 3).
- Ulovlig udbetaling til en entreprenør af et honorar i forbindelse med en påtænkt opførelse af en ejendom på Paltholmvej 102 i Farum, der var kommunen uvedkommende (forhold 5).
- Ulovlig forhøjelse af udgifterne i forbindelse med de såkaldte ”velfærdsrejser” idet forhøjelsen skulle kanaliseres over i Farum Boldklub A/S som sponsorat (forhold 6). [senere udskilt til sponsorsagen, jf. afsnit 28.1.2]
- Ulovlig forhøjelse af en entreprenørkontrakt i forbindelse med renoveringen af Stavnsholthallen, idet forhøjelsen skulle kanaliseres over i Ajax/Farum Håndbold A/S som et sponsorat (forhold 7). [senere udskilt til sponsorsagen, jf. afsnit 28.1.2]
- Ulovlig afholdelse af udgifter til forskellige sponsorture og rejser i øvrigt i 2000 og 2001 samt ulovlig afholdelse af udgifter til fortæring i forbindelse med mødevirksomhed i 2001 (forhold 8). [forhold 6 efter udskillelse af de oprindelige forhold 6 og 7]
Der er i disse forhold rejst subsidiære tiltaler for stillingsmisbrug.”
Retten i Hillerød afsagde dom den 10. april 2007. Efter anke afsagde Østre Landsret dom den 6. oktober 2009, jf. beretningens bilag 9.[13]
Østre Landsret udsendte ved domsafsigelsen følgende pressemeddelelse, hvor T1 er Peter Brixtofte og T2 Leif Frimand Jensen:[14]
”… (Østre Landsrets afgørelse i straffesag mod en forhenværende borgmester)
Østre Landsret har i dag, den 6. oktober 2009, afsagt dom i en langvarig straffesag mod en forhenværende borgmester (T1). T1 er af en enig domsmandsret idømt en tillægsstraf af fængsel i 2 år.
Byretten afsagde dom i sagen den 10. april 2007. Også ved byretten blev T1 idømt fængsel i 2 år. Herefter har sagen været behandlet som ankesag ved Østre Landsret.
Der har tidligere verseret en anden straffesag mod T1. Den tidligere sag blev afgjort ved Højesterets dom af 15. april 2008, hvorved han blev idømt 2 års fængsel for mandatsvig af særlig grov karakter.[15] Den tidligere sag var ved byretten blevet udskilt fra den sag, som Østre Landsret nu har afsagt dom i. På grund af denne tidligere sag er den straf, som landsretten nu har udmålt, fastsat som en tillægsstraf.
T1 er efter bevisførelsen for landsretten blevet dømt blandt andet for i 2001, mens han var borgmester, blandt andet for byrådet at have skjult de økonomiske problemer i kommunen, for ikke at have sørget for fornødne bevillinger, for lånoptagelse uden om kommunalbestyrelsen, for at have ignoreret afgørelser fra Naturklagenævnet, og fordi de regnskabsmæssige forhold i kommunen vedrørende repræsentationsudgifter ikke var i orden. Landsretten har i den sammenhæng fundet ham skyldig i en række tilfælde af embedsmisbrug (straffelovens § 155, 1. og 2. pkt.).
For så vidt angår kommunens repræsentation, møder og rejser mv. er T1 dømt for groft mandatsvig (straffelovens § 280, jf. § 286, stk. 2) ved over en periode på et år fra den 1. januar 2001 til den 31. december 2001 at have ladet kommunen betale en lang række regninger for arrangementer, der enten slet ikke havde noget kommunalt formål, eller hvor udgiften pr. deltager var så stor, at en del af regningen må siges at have savnet kommunalt formål. T1 lod udgifterne afholde alene på grundlag af sin stilling uden nogen speciel bemyndigelse fra byrådet vedrørende den enkelte udgift.
De omhandlede regninger har i vidt omfang vedrørt servering af vin, herunder dyr vin, men Østre Landsret har i lighed med byretten undladt at tage særskilt stilling til henholdsvis lovligheden af udgiften til vin og den - ofte mindre - udgift til fortæring.
I de tilfælde, hvor repræsentationen har haft et lovligt kommunalt formål, har landsretten i denne sag som et udgangspunkt statueret mandatsvig i de tilfælde, hvor en samlet kuvertpris på 1.000 kr. på gerningstidspunktet er overskredet. Landsretten har endvidere indlagt en ”bagatelgrænse”, således at der som udgangspunkt ikke er domfældt i tilfælde, hvor overskridelsen er under ca. 40 pct. af regningens omfang, idet der herved tages hensyn til overskridelsens størrelse i absolutte tal.
Der er anledning til at fremhæve, at landsretten ikke har taget stilling til ”1000-kronersreglens” generelle anvendelighed ud over som et udgangspunkt under denne sag. Landsretten har i et enkelt tilfælde efter en konkret vurdering fundet, at der var grundlag for højere kuvertpris. De 1.000 kr. udgør derfor ikke nogen absolut øvre grænse gældende for kommunale arrangementer. Endvidere kan der selvsagt også være anledninger, der ikke i sig selv og uden særlig hjemmel kan legitimere en udgift til fortæring på 1.000 kr. pr. person. Dette vil ikke mindst kunne være tilfældet ved interne møder, hvad dommen også afspejler. Der er således også eksempler i dommen på, at der er dømt for mandatsvig ved en udgift pro persona på under 1.000 kr.
T1’s samlede mandatsvig vedrørende arrangementerne med restaurantbesøg og rejser m.v. er opgjort til godt 1,8 mio. kr.
Landsrettens bevisbedømmelse afviger på nogle punkter fra byrettens, således at T1 til dels er blevet fundet skyldig, hvor han var frifundet af byretten, mens han er frifundet for andet, som byretten havde dømt ham for. Landsretten har også i visse tilfælde henført T1’s strafbare forhold under andre strafbestemmelser end byretten.
Som nævnt har landsretten idømt T1 en tillægsstraf på fængsel i 2 år. Fængselsstraffens betydelige længde er særligt begrundet i omfanget af T1’s mandatsvig vedrørende repræsentation. Straffastsættelsen må i øvrigt blandt andet ses i lyset af, at T1 har vist en fast vilje til at sætte sig ud over regler, der begrænsede hans handlefrihed i forhold til kommunen og det kommunale demokrati, og af hans manglende respekt for regler, der i samfundets interesse begrænsede kommunens handlefrihed udadtil.
Foruden at være blevet idømt fængselsstraf er T1 ved landsretten dømt til at betale en erstatning til kommunen. Erstatningen vedrører udgiften til møder og rejser mv. Endvidere er han blevet dømt til at betale delvise sagsomkostninger.
Under samme ankesag er en forhenværende kommunaldirektør i kommunen (T2) for strafbare forhold i forbindelse med T1’s lovovertrædelser blevet idømt en fællesstraf af fængsel i 2 år. Byretten havde udmålt den samme straf. Straffen er en fællesstraf, der omfatter den straf på fængsel i 1 år og 3 måneder, som T2 den 20. juni 2006 blev idømt ved byrettens endelige dom i den sag, som for T1’s vedkommende først den 15. april 2008 fandt sin endelige afgørelse ved Højesterets dom. Landsretten har ligesom byretten gjort T2’s fængselsstraf betinget under hensyn til hans dårlige helbred. Også T2 er dømt til at betale erstatning.”
I dommen findes følgende sammenfatning side 53f:
”Landsrettens bevisresultat og subsumtion kan kort sammenfattes som følger:
I forhold 1 er tiltalte Peter Brixtofte fundet skyldig i overtrædelse af straffelovens § 155, 1. pkt., idet tiltalte i tiden efter 1. oktober 2001 undlod på fyldestgørende måde at oplyse medlemmerne af Farum byråd om Farum Kommunes økonomiske tilstand samt hemmeligholdt og undlod at reagere ved bevillingsoverskridelser.
Bevillingsoverskridelserne omfatter ubevilgede merudgifter på ca. 97,4 mio. kr., ubevilgede udgifter på ca. 11,5 mio. kr. i regnskabet kaldet budgetregulering og ca. 52 mio. kr. til Team Danmark bygningen. Det voksende underskud i forholdet mellem kommunens indtægter og udgifter for så vidt angår 2000 og 2001 blev tillige skjult. Endvidere er tiltalte Brixtofte i forhold 1 fundet skyldig i hemmeligholdelse af og manglende indgriben over for forringelsen af kommunes likviditet, særligt overtrædelse af kassekreditreglen.
I forhold 2 er Peter Brixtofte fundet skyldig i overtrædelse af straffelovens § 155, 1. og 2. pkt., i forbindelse med optagelse af kassekredit på 250 mio. kr. og lån på 200 mio. kr., medens Leif Frimand Jensen, som ikke har påanket skyldspørgsmålet, i dette forhold ved byrettens dom ligeledes blev fundet skyldig i overtrædelse af straffelovens § 155, 1. og 2. pkt.
I forhold 3 er Peter Brixtofte fundet skyldig i overtrædelse af straffelovens § 155, 1. pkt., ved meddelelse af garanti på 12,5 mio. kr., medens Leif Frimand Jensen, som ikke har påanket skyldspørgsmålet, ved byrettens dom blev fundet skyldig i overtrædelse af straffelovens § 157.
I forhold 4 er Peter Brixtofte fundet skyldig i overtrædelse af straffelovens § 155, 1. pkt., ved ikke at tage nødvendige skridt til at standse byggeriet af ungdomsboligerne.
I forhold 5 er Peter Brixtofte fundet skyldig i overtrædelse af straffelovens § 155, 1. pkt., ved udbetaling af godt 9 mio. kr. til Kay Wilhelmsen, medens Leif Frimand Jensen, som ikke har påanket skyldspørgsmålet, i dette forhold ved byrettens dom blev fundet skyldig i overtrædelse af straffelovens § 157.
I forhold 6 er Peter Brixtofte fundet skyldig overtrædelse af straffelovens § 280, jf. § 286, stk. 2, idet han har begået mandatsvig vedrørende 1.893.770 kr. i forbindelse med arrangementer med fortæring m.v. for kommunens regning. Leif Frimand Jensen er fundet skyldig i overtrædelse af de samme bestemmelser på grund af medvirken til Peter Brixtoftes mandatsvig i en række tilfælde. Denne tiltaltes mandatsvig vedrører 1.001.936 kr.
I forhold 7 er Peter Brixtofte fundet skyldig i overtrædelse af straffelovens § 155, 2. pkt., og Leif Frimand Jensen i overtrædelse af straffelovens § 157 på grund af den regnskabsmæssige håndtering af repræsentationsbilagene i kommunen.
I forhold 8 er Peter Brixtofte fundet skyldig i overtrædelse af skovlovens § 65, stk. 1, jf. § 8, ved træfældning, samt i overtrædelse af straffelovens § 155, 1. pkt., på grund af den udbetalte strafrente på 325.000 kr. og den undladte refusionsopgørelse, medens Leif Frimand Jensen, som ikke har påanket skyldspørgsmålet, ved byrettens dom blev fundet skyldig i overtrædelse af straffelovens § 155, 1. pkt., vedrørende strafrente og refusionsopgørelse.
Samlet er Peter Brixtofte således fundet skyldig i overtrædelse af straffelovens § 155, 1. og 2. pkt., § 286, stk. 2, jf. § 280 og skovlovens § 65, stk. 1, jf. § 8, medens Leif Frimand Jensen samlet er fundet skyldig i overtrædelse af straffelovens § 155, 1. og 2. pkt., § 157 samt § 280, jf. 286, stk. 2.
Straffen fastsættes herefter under citering af de samme bestemmelser som nævnt i byrettens dom, dog at henvisningen til § 61 i lov om kommunernes styrelse for så vidt angår tiltalte Brixtofte udgår.
For Peter Brixtofte fastsættes straffen som en tillægsstraf, jf. straffelovens § 89, og for Leif Frimand Jensens vedkommende som fællesstraf, jf. straffelovens § 61, stk. 1.
Vedrørende den relative strafværdighed af det grove mandatsvig, de tiltalte har begået (straffelovens § 286, stk. 2, jf. § 280), og deres tjenestemisbrug (straffelovens § 155) henviser landsretten til, at straffen for groft mandatsvig kan stige til fængsel i 8 år, medens den højeste straf for tjenestemisbrug efter straffelovens § 155, 1. pkt., er fængsel i 4 måneder. Når tjenestemisbrug er sket for at skaffe sig eller andre uberettiget fordel, kan fængsel indtil 2 år anvendes, jf. § 155, 2. pkt.
Det kan vedrørende Peter Brixtofte efter bevisførelsen lægges til grund, at hans strafbare handlinger i væsentlig grad har været drevet af hans ønske om at sætte Farum i centrum som en af landets mest effektive og mest serviceorienterede kommuner og i øvrigt som en kommune, hvor idrætten, navnlig på eliteniveau stod stærkt. Bortset fra den atypiske berigelse, Peter Brixtofte har opnået for sig selv og andre i forhold 6, kan det lægges til grund, at Peter Brixtofte ikke umiddelbart har tilsigtet eller opnået personlig økonomisk vinding.
På den anden side har Peter Brixtofte for at nå sine politiske mål bevidst og løbende sat sig ud over de regler, der begrænser en borgmesters virke i forhold til kommunen. Beslutninger, som skulle have været truffet af kommunalbestyrelsen, er blevet truffet af Peter Brixtofte alene, og kommunalbestyrelsen har truffet beslutninger på et grundlag, som var præget af manglende eller utilstrækkelig information fra Peter Brixtoftes side. Dette bliver ikke mindre utilstedeligt af, at han i vidt omfang kunne regne med støtte fra kommunalbestyrelsens flertal. Peter Brixtofte har som borgmester fremmet egne formål uden respekt for de regler, der gælder for kommunale beslutninger og således, at den åbne, demokratiske beslutningsproces blev skadet. Dette har medvirket til, at Farum Kommune er blevet påført meget alvorlige økonomiske problemer. Særligt for så vidt angår forhold 6 har Peter Brixtofte ved sin kontinuerlige adfærd ved de talrige arrangementer i 2001, hvor udgifterne til blandt andet meget dyre vine og rejsearrangementer i vid udstrækning har været Farum Kommune helt eller delvist uvedkommende, også påført kommunen et betydeligt tab. Endvidere har Peter Brixtofte vist en fast vilje til at sætte sig ud over lovgivning, som i samfundets interesse begrænser en kommunes handlefrihed udadtil, herunder ved sin uefterrettelighed i forhold til Naturklagenævnet og særligt for så vidt angår låntagning.
Efter en samlet vurdering finder landsretten, at den tillægsstraf, der bør udmåles, passende kan fastsættes til fængsel i 2 år, jf. herved også straffelovens § 81, nr. 8, hvorefter det ved straffens fastsættelse i almindelighed skal indgå som en skærpende omstændighed, at gerningen er begået i udførelsen af offentlig tjeneste eller hverv.
For så vidt angår Leif Frimand Jensen gælder overordnet, at han var en højt placeret embedsmand, der i praksis spillede en helt afgørende rolle for effektueringen af Peter Brixtoftes beslutninger og løbende gik denne til hånde. Leif Frimand Jensen har ikke sagt fra over for Peter Brixtoftes ulovligheder, og hans misforståede loyalitet over for Peter Brixtofte havde et sådant omfang, at han tilsidesatte de pligter over for Farum Kommune, der var forbundet med hans stilling.
Landsretten er opmærksom på, at Leif Frimand Jensen med en så egenartet og stærk politisk leder som Peter Brixtofte ville være kommet under et betydeligt pres, hvis han havde sagt fra, og at han muligt kunne have risikeret afskedigelse, forringelse af arbejdsvilkår eller lignende. Det forhold, at Leif Frimand Jensens helbred var stærkt svækket gennem hele 2001, må antages at have gjort det vanskeligere for ham at yde den modstand, som han burde.
Navnlig når henses til sidstnævnte formildende omstændigheder finder landsretten efter en samlet vurdering, at den fællesstraf for Leif Frimand Jensen på fængsel i 2 år, som byretten har udmålt, er passende bestemt.
Når endvidere henses til de for landsretten fremlagte oplysninger om Leif Frimand Jensens nuværende alvorlige helbredsproblemer, tiltræder landsretten, at den af Leif Frimand Jensen forskyldte fællesstraf gøres betinget på vilkår om to års straffri vandel.
Sagens varighed kan ikke for nogen af de tiltalte føre til en anden og mildere straf. Det bemærkes herved, at efterforskning og strafforfølgning i sagen er iværksat og fremmet behørigt, og at sagen er behandlet i to instanser.”
Peter Brixtofte blev således idømt en ubetinget tillægsstraf på fængsel i 2 år, mens Leif Frimand Jensen blev idømt en betinget fællesstraf på fængsel i 2 år, hvortil kom sagsomkostninger og erstatning, jf. afsnit 28.2.3.
Procesbevillingsnævnet gav den 18. december 2009 afslag på ansøgning fra Peter Brixtofte om anketilladelse til Højesteret.
Ved Retten i Hillerøds dom af 24. september 2004 blev Venstres Vælgerforening frifundet i en sag anlagt af Farum Kommune med påstand om betaling af 6.952,50 kr. med tillæg af renter. Kommunen gjorde gældende, at der var ydet ulovlig partistøtte i form af bespisning af medlemmer af vælgerforeningen ligesom bespisningen ikke tjente noget kommunalt formål. Retten anførte i sin begrundelse bl.a., at den skete bespisning ikke kunne sidestilles med udbetaling af ulovlig partistøtte, ligesom deltagerne måtte antages at være i god tro efter invitation fra kommunen.[16]
Dommen er nærmere omtalt i bind 11, kapitel 17.10.1.
Ved Lyngby rets dom af 28. oktober 2008 blev Sport & Event International v/Bjarne Jensen frifundet i en sag anlagt af Farum Kommune med påstand om betaling af 500.000 kr. med tillæg af renter. Kommunen gjorde gældende, at dette beløb var faktureret for meget i anledning af parternes samarbejde vedrørende pensionistrejser, andre rejser og repræsentation. Retten anførte i sin begrundelse bl.a.:[17]
”Det må efter sagens forelæggelse og de afgivne forklaringer lægges til grund, at de ydelser, der er omfattet af fakturaerne, alle er bestilt af kommunen, i det væsentlige ved daværende borgmester Peter Brixtofte. Det lægges videre til grund, at fakturaerne efterfølgende alle er godkendt af kommunens daværende ordførende direktør Leif Frimand Jensen. Begge har ved deres vidneforklaringer erklæret, at fakturaerne dækker over arrangementer, der faktisk har fundet sted. Kommunen har heroverfor ikke godtgjort omstændigheder, der kan begrunde en formodning for, at nogen faktura skulle angå ydelser, der ikke er leveret.
Retten finder på den baggrund, at kommunen ikke har godtgjort, at der skulle bestå et grundlag for at kræve tilbagebetaling af beløb, som kommunen skulle have betalt i urigtig formening om skyld.”
Dommen er nærmere omtalt i bind 11, kapitel 17.10.2.
I Østre Landsrets dom af 6. oktober 2009 i straffesagen hedder det om Furesø Kommunes erstatningskrav mod Peter Brixtofte og Leif Frimand Jensen:[18]
”Furesø Kommune (tidligere Farum Kommune) har over for Peter Brixtofte fremsat krav om erstatning på 9.037.500 kr. inkl. moms vedrørende Farum Kommunes i forhold 5 omhandlede udbetaling til Kay Wilhelmsen og krav på erstatning over for begge de tiltalte vedrørende de under forhold 6 omhandlede udgifter, som er afholdt af Farum Kommune. Det fremgår af det til sagen oplyste, at Kay Wilhelmsen A/S under konkurs v/en række kreditorer i 2004 anlagde sag mod Farum Kommune med påstand om betaling af ca. 22 mio. kr. vedrørende boets angivelige krav på ydelser i relation til den under forhold 5 omhandlede ”Paltholmsvejsprojekt”. Den skete betaling af 9.037.500 kr. indgår efter det oplyste i sagen. Landsretten finder på det foreliggende grundlag ikke at burde behandle kravet.
Det tab, som kommunen har lidt på grund af mandatsvig i forhold 6[19], kan på grundlag af landsrettens bevisresultat vedrørende dette forhold opgøres til 1.872.186 kr. Tiltalte Peter Brixtofte hæfter for hele dette beløb. Tiltalte Leif Frimand Jensen er dømt for medvirken til en del af dette mandatsvig svarende til i alt 1.001.936 kr. For dette beløb hæfter han solidarisk med tiltalte Peter Brixtofte.”
Der skete herefter domfældelse vedrørende erstatningskravet i forhold 6, mens kravet vedrørende forhold 5 blev udskilt, jf. nedenfor afsnit 28.2.5.
Der henvises i øvrigt til bind 11, kapitel 17.10.3.
I sammenhæng med straffesagens forhold 8 vedrører Farum Kommunes køb af Rørmosegård[20] anlagde Farum Kommune sag mod sælgeren med påstand om betaling af 536.047,48 kr. med tillæg af renter. Påstanden fremkom således:
- For meget betalte morarenter
314.166.67 kr.
- Depositum fra lejemål
154.875,00 kr.
- Refusion af 2 måneders lejebetalinger
82.983,68 kr.
- Refusion af ejendomsskatter
-15.977,87 kr.
Kommunen gjorde gældende, at sælger fejlagtigt havde fået udbetalt morarenter med én procent pr. påbegyndt måned, idet han efter skødet kun havde krav på én procent pr. måned, ligesom sælger uberettiget tilbageholdt lejers depositum og leje for to måneder. Sælger gjorde gældende, at kommunen i overensstemmelse med den indgåede aftale havde betalt 325.000,00 kr. og at krav på depositum og leje efter aftale modsvaredes af sælgers rydning af skovarealer. Kravene var under alle omstændigheder fortabt ved passivitet.
Ved Retten på Frederiksbergs dom af 17. marts 2010[21] fik kommunen medhold som påstået. Dommen blev stadfæstet ved Østre Landsrets dom af 18. oktober 2010.[22]
Byretten anførte i sin begrundelse:
”…
I § 5 i skødet for den i sagen omhandlede ejendomshandel er anført følgende:
“Ved skødets underskrift, dog senest 10. januar 2001, deponerer køber hos Lokalbanken, … kr. 32.500.000,00.
Det deponerede beløb frigives til sælger, når nærværende skøde er tinglyst retsanmærkningsfrit. Lokalbanken bemyndiges til frigivelse mod at banken indestår for at pantehæftelserne aflyses. Såfremt frigivelse sker senere end den 1. februar 2001, på grund af forhold der ikke kan tilskrives sælger, betaler køber renter til sælger med 1% pr. måned fra den 1. februar 2001 og indtil frigivelse finder sted.
Købesum i alt kr. 32.500.000,00”
Efter ordlyden af bestemmelsen findes sagsøgte at have krav på morarente med 1 % pr. måned af købesummen svarende til 10.833,33 kr. om dagen efter den 1. februar, og indtil købesummen frigives. Herefter, og da det er ubestridt, at købesummen blev frigivet den 2. februar 2001, har sagsøgte kun krav på 10.833,33 kr. og ikke 325.000 kr.
Efter vidneforklaringerne fra Peter Brixtofte og Leif Frimand findes det ikke bevist, at de pågældende indgik en mundtlig aftale med sagsøgte om, at § 5 uanset ordlyden skulle forstås således, at morarentesatsen skulle være 1 % pr. påbegyndt måned.
Af skødets § 8 fremgår det, at sagsøger skal respektere det eksisterende lejemål med Daghøjskolen Rørmosegård. Herefter, og da overtagelsesdagen er aftalt til den 1. februar 2001, tilkommer lejebetalingerne for februar og marts måned 2001 og fremefter sagsøger. Med samme begrundelse, og da det af lejeren indbetalte depositum først kommer til udbetaling efter skæringsdagen, har sagsøger krav på dette beløb på 154.875 kr.
Efter bevisførelsen kan det lægges til grund, at sagsøgte efter sagsøgers anmodning og i løbet af kort tid inden overtagelsen ryddede et større fredspligtigt skovareal på den solgte ejendom, da sagsøger som offentlig myndighed efter de dagældende regler ikke selv kunne foretage denne rydning. Dette arbejde var nødvendigt for at ejendommen kunne byggemodnes og videresælges med en betydelig fortjeneste, som var formålet med hele handelen.
Disse forhold om, hvem der skulle rydde arealet og betalingen herfor, er ikke omtalt i skødet eller anden skriftlig aftale.
Selvom det kan lægges til grund, at sagsøgte ikke har fået betaling for skovrydningen, findes det ikke bevist ved vidneforklaringerne fra Peter Brixtofte og Leif Frimand, at de som repræsentanter for en offentlig myndighed indgik en tilstrækkelig klar og tydelig aftale med sagsøgte om, at det udførte arbejde skulle betales på den usædvanlige måde med 2 måneders lejebetalinger fra daghøjskolen og lejers depositum, og uden der blev udstedt nogen regning.
Herefter, og da sagsøger ikke findes at have udvist retsfortabende passivitet, når henses til, at sagsøgte blev afkrævet samtlige omtvistede beløb i februar måned 2003, og sagsøgte under hele forløbet må have vidst, at pengene var udbetalt med urette.
Efter det anførte tages sagsøgers påstand til følge, dog findes der ikke tilstrækkeligt grundlag for at tillægge procesrente forud for sagens anlæg.”
Landsretten stadfæstede dommen med samme begrundelse som byretten.
Der henvises i øvrigt til bind 8, kapitel 12.3.1.2.
I sammenhæng med det standsede byggeprojekt vedrørende ungdomsboliger, hotel samt vandrerhjem på Paltholmvej 102, jf. straffesagens forhold 5[23], anlagdes sag mod Farum Kommune med påstand om betaling af 22,8 mio. kr. med tillæg af rente. Sagen drejer sig om, hvorvidt der var indgået en entrepriseaftale mellem Kay Wilhelmsen A/S og Farum Kommune eller om kommunen på andet grundlag var forpligtet til at betale Kay Wilhelmsen A/S’ udgifter i forbindelse med byggeprojektet og om opgørelsen af disse udgifter. Sagen gennemførtes af kreditorer i Kay Wilhelmsen A/S under konkurs, der havde købt fordringen af konkursboet. Ved Østre Landsrets dom af 17. januar 2011 blev Furesø Kommune frifundet.[24]
Det hedder i landsrettens begrundelse:
”Det er ubestridt, at der ikke blev indgået en skriftlig entreprisekontrakt om Paltholmvejprojektet mellem Kay Wilhelmsen A/S og Farum Kommune.
Peter Brixtofte, Leif Frimand og tidligere direktør i Dansk Boligselskab, Knud Erik Matz, har forklaret, at Dansk Boligselskab skulle være bygherre på projektet. Forklaringerne støttes af, at Farum Kommune allerede i begyndelsen af marts 2001 havde drøftelser med Dansk Boligselskab om køb af Stig Helslev-Rasmussens grund, der skulle anvendes til Paltholmvej-projektet, at det af mødereferatet for byrådsmødet den 24. april 2001 fremgår, at Dansk Boligselskab ønskede at erhverve en grund på Paltholmvej 102 med henblik på at opføre et blandet byggeri, at Dansk Boligselskab i december 2001 anmodede byrådet om at tage stilling til Dansk Boligselskabs forslag til opførelse af projektet, og at Dansk Boligselskab samme måned fremsatte tilbud om køb af Stig Helslev-Rasmussens grund til brug for projektet.
Herefter lægger landsretten til grund, at Farum Kommune og Dansk Boligselskab havde til hensigt, at Dansk Boligselskab, eller et datterselskab heraf, skulle være bygherre på projektet.
I marts 2001 sendte Kay Wilhelmsen A/S efter anmodning fra kommunen prospekt til Dansk Boligselskab, og i maj og juli 2001 fremsendtes henholdsvis kopi af ansøgning om principgodkendelse og salgsbudget. Knud Erik Matz udstedte i juli 2001 fuldmagt til det af Kay Wilhelmsen A/S antagne arkitektfirma til at ansøge om opførelse af projektet. Dansk Boligselskab var anført som bygherre på de tegninger, som arkitektfirmaet i oktober 2001 indsendte til Farum Kommune sammen med ansøgningen om tilladelse til opførelse af projektet. I september 2001 bekræftede Kay Wilhelmsen A/S over for Knud Erik Matz “vor aftale om at vi afgiver ordre på betonelementer”. Disse parters repræsentanter korresponderede om indgåelse af entreprisekontrakt, hvor niveau for pris og indhold skulle være det samme som efter totalentreprisekontrakten indgået i juli 2001 mellem de samme parter om Rugmarken-projektet. Af pressemeddelelse udsendt i februar 2002 af Peter Brixtofte, Kay Wilhelmsen og Knud Erik Matz fremgik, at Dansk Boligselskab eller dettes datterselskab skulle stå for opførelsen af Paltholmvejprojektet, at Farum Kommune havde betalt Kay Wilhelmsen A/S for en række arbejder, som bygherren skulle betale i forbindelse med den samlede byggesag, og at den samlede økonomi inklusive udlæg skulle overtages af byggesagen.
Herefter lægger landsretten til grund, at Kay Wilhelmsen A/S var bekendt med og accepterede, at det var Dansk Boligselskab, der skulle være bygherre på projektet og således skulle bære de dermed forbundne udgifter. Det forhold, at Peter Brixtofte spillede en aktiv rolle i iværksættelsen af projektet og den videre planlægning heraf, er derfor uden betydning.
Landsretten finder det herefter ikke bevist, at der mellem Farum Kommune og Kay Wilhelmsen A/S blev indgået aftale om, at Farum Kommune skulle være bygherre på projektet, eller at kommunen på andet grundlag var forpligtet i forhold til Kay Wilhelmsen A/S.
Den omstændighed, at Peter Brixtofte på vegne af kommunen foranledigede betaling af Kay Wilhelmsen A/S’ a conto faktura, kan ikke føre til et andet resultat. Der er herved lagt vægt på, at fakturaen blev fremsendt efter, at det på et møde den 6. juli 2001 stod klart, at projektet ville blive udsat i minimum 3 måneder, at Peter Brixtofte og Leif Frimand har forklaret, at det var aftalt, at Dansk Boligselskab skulle refundere kommunen eventuelle udgifter, og betalingen skete som et midlertidigt udlæg.
Heller ikke det forhold, at Farum Kommune betalte for det af Kay Wilhelmsen A/S udførte arbejde med kloak og cykelsti, kan føre til et andet resultat, idet kommunen efter Lars Carpens’ forklaring betalte, fordi arbejdet var udført på kommunens grund og var blevet bestilt af en medarbejder hos kommunen. Kommunen anførte ved betalingen, at denne skete uden præjudice for en eventuel senere retssag.
Endelig finder landsretten det ikke bevist, at det var Peter Brixtofte, som på et møde den 30. august 2001 anmodede Kay Wilhelmsen om at bestille betonelementerne. Der er herved lagt vægt på, Peter Brixtofte har forklaret, at han ikke mener at have deltaget i mødet og ikke på anden måde havde med betonelementerne at gøre, Knud Erik Matz har forklaret, at han ikke husker at have deltaget i mødet, men at han og Dansk Boligselskabs advokat flere gange over for Kay Wilhelmsen tilkendegav, at denne ikke kunne disponere på boligselskabets vegne, og at Kay Wilhelmsen A/S over for Dansk Boligselskab bekræftede aftalen om bestilling af betonelementerne.
Herefter tager landsretten Furesø Kommunes frifindelsespåstand til følge.
…”
Furesø Kommunes økonomiudvalg traf den 16. december 2010 beslutning om at hæve 22 anlagte civilretlige erstatningssager mod Peter Brixtofte m.fl. om erstatningskrav på ca. 5,3 mio. kr. vedrørende rejser og repræsentation mv.[25]
Statsforvaltningen Hovedstaden, Tilsynet, udtalte den 18. maj 2011 om Furesø Kommunes beslutning bl.a.:[26]
”…
Statsforvaltningen finder ikke grundlag for at udtale, at Furesø Kommune har handlet økonomisk uforsvarligt ved at hæve de civilretlige erstatningssager mod Peter Brixtofte m.fl.
Statsforvaltningen har herved lagt vægt på, at økonomiudvalget traf beslutning om at hæve sagerne af procesøkonomiske grunde, og at grundlaget for beslutningen var, at Peter Brixtofte og Leif Frimand Jensen er dømt til at betale ca. 1,8 mio. kr. til kommunen i en anden sag, som kommunen ikke har kunnet inddrive på grund af insolvens, at kravet mod andre byrådsmedlemmer udgør en meget lille del af det samlede krav, og at det ifølge advokatvurdering vil koste 2,5-3,5 mio. kr. at føre retssagerne i 1. instans og det dobbelte, hvis sagerne ankes.
Statsforvaltningen foretager sig derfor ikke yderligere vedrørende erstatningssagerne.”
Der henvises herom til bind 11, kapitel 17.9.
Der blev med henblik på at udelukke forældelse af kommunens evt. erstatningskrav indgået procesaftale med Kommunernes Revision om suspension af forældelse. Yderligere drøftelse af sagen afventer såvel endelig straffedom som beretning fra Farum-kommissionen.[27]
Hovedproblemet i sagen var om kommunen ulovligt havde meddelt en række dispensationer efter planlovens § 40, stk. 2, til helårsbeboelse til beboere i sommerhusområdet “Trevang” efter at Miljøministeriet i oktober 1993 tilkendegav, at ministeriet ikke på det foreliggende grundlag ville acceptere, at området skiftede status til helårsbeboelse. Tilsynsrådet for Frederiksborg Amt greb den 8. november 1993 ind over for kommunens dispensationspraksis. Der var under sagen uenighed om både gyldigheden af kommunens dispensationer og gyldigheden af tilsynets afgørelser af 8. november 1993.[28] Sagen var anlagt af Farum Kommune mod tilsynsrådet.
Ved Østre Landsrets dom af 5. januar 1996 blev det bestemt:[29]
”Sagsøgte, Tilsynsrådet for Frederiksborg Amt, tilpligtes at anerkende, at sagsøgtes annullation af 8. november 1993 af Farum kommunes planudvalgs beslutning af 29. oktober 1993 og pålæg af samme dato til sagsøger, Farum kommune, om udøvelsen af dispensationsbeføjelsen efter planlovens § 40, stk. 2, er ugyldige.
Sagsøger frifindes for sagsøgtes påstand om, at sagsøgers dispensationer af 29. oktober 1993, 3. og 4. november 1993 og 30. maj 1994 til 29 ejere af ejendomme i Trevang skal tilbagekaldes.
Sagens omkostninger ophæves.”
Der var dissens vedrørende begrundelse og resultat. Dommen er nærmere omtalt i kapitel 26.7.1 om det kommunale tilsyn og er i øvrigt gengivet i Ugeskrift for retsvæsen 1996, side 583.
Ved Civilretten i Hillerøds dom af 3. oktober 1997 blev tidligere byrådsmedlem P. E. Gustafssson (C) for en konkret udtalelse fremsat i tv-udsendelsen “Rapporten” den 4. december 1996 idømt 15 dagbøder á 150 kr. ligesom udtalelsen blev kendt ubeføjet. Udtalelsen omfattede en mulig sammenhæng mellem kommunens behandling af byggesager og partibidrag.
Injuriesagen var anlagt af Farum Kommune og borgmesteren. Byrettens dom blev stadfæstet ved Østre Landsrets dom af 15. december 1998, idet landsretten fandt, at udtalelsen om bidrag var urigtig og nærliggende måtte forstås som en sigtelse om strafbart forhold.[30]
Sagen er omtalt i bind 3, kapitel 4.5.3.3.2., og i bind 4, kapitel 5.4.1.1.
Centralkøkkenet A/S stod som underentreprenør for Jydsk Rengøring A/S for madleverancer til plejecentret Lillevang og benyttede til det formål plejecentrets køkken. I begyndelsen af 2000 fik Centralkøkkenet også en madleverance til Allerød Kommune, og benyttede da også køkkenet til det formål.
Centralkøkkenet rejste krav mod kommunen om betaling af madleverancer for 451.358,09 kr. Kommunen havde ikke indsigelser mod den størrelsesmæssige opgørelse af kravet, men gjorde gældende, at kommunen havde et tilsvarende modregningskrav for forpagtningsafgift for brugen af køkkenet.
Ved Civilretten i Hillerøds dom af 10. juli 2002 blev kommunen dømt til at betale 451.358,09 kr. med tillæg af rente til Centralkøkkenet A/S.[31] Byretten fandt ikke, at Centralkøkkenet var bundet af et vilkår i kommunens kontrakt med Jydsk Rengøring A/S, der gjorde det muligt for kommunen at kræve betaling for benyttelse af køkkenet. Der kunne derfor ikke modregnes.[32]
Om plejecentret Lillevang henvises til bind 6, kapitel 9.2.5.
SiD anlagde som mandatar for Tina Jensen sag mod kommunen og en arbejdsgiver med påstand om betaling af 25.326,87 kr. med tillæg af renter. Kravet omfattede restlønkrav, feriepenge, søgnehelligdagsbetaling og overarbejdsbetaling samt godtgørelse for manglende ansættelsesbevis, som Tina Jensen anså sig berettiget til ved ophør af sin ansættelse i et fleksjob formidlet af kommunen.
Ved Civilretten i Hillerøds dom af 27. september 2004 blev virksomheden dømt til at betale 10.676,74 kr. med rente, heraf 5.676,74 kr. for restlønkrav og 5.000 kr. i godtgørelse for manglende ansættelsesbevis. Ingen af parterne skulle betale omkostninger til den anden. Af de 5.676,74 kr. for restlønkrav skulle Farum Kommune refundere arbejdsgiveren 2/3 eller 3.163,94 kr. Farum Kommune blev i øvrigt frifundet og tilkendt sagsomkostninger.[33]
Sagen er omtalt i bind 10, kapitel 14.3.3.
Kommunen indgik den 29. maj 2007 forlig med FC Nordsjælland A/S om betaling af 153.245,00 kr. med tillæg af rente[34]
“til fuld og endelig afregning af ethvert krav fra Furesø Kommune på betaling af overskud ved driften af Idrætten I, II og III, og således at der ikke herefter af Furesø Kommune kan rejses noget krav mod Idrætten I, II og III eller FC Nordsjælland A/S om tilbagebetaling af midler modtaget fra Furesø Kommune til dato vedrørende Idrætten I, II og III.
…”
Sagen er omtalt i bind 6, kapitel 9.2.8.
Der henvises til omtalen af domme mv. i de emneopdelte kapitler.
[1] Der henvises i øvrigt til bind 1, kapitel 1, om kommissionens opgave og arbejdsbetingelser med omtale af kommissoriets punkt 1.5 og 1.6.
[2] Eksempelvis kloner af harddiske fra beslaglagte computere på rådhuset i februar 2002.
[3] Eksempelvis efterforskning vedrørende sponsorater, der ikke førte til tiltalerejsning.
[4] Domstolenes pressemeddelelser udarbejdes eller godkendes af de juridiske dommere, der har medvirket ved sagernes afgørelse. Ved evt. tvivl om forståelsen er det naturligvis ikke pressemeddelelsen, men dommens ordlyd, der skal lægges til grund.
[5] Rækkefølgen er som angivet i dommen.
[6] Medtaget i beretningens bilag 7.01
[7] 438-101. Dateret 4. december 2007.
[8] Der henvises i øvrigt til dommen medtaget i beretningens bilag 7.01.
[9] 456-39, 752-6,f2 og 828-2. Beretningens bilag 8 omfatter bilag 8.1. Hillerød kriminalrets dom af 20. juni 2006, bilag 8.2. Østre Landsrets ankedom af 8. februar 2007 og bilag 8.3 Højesterets ankedom af 15. april 2008 (UfR 2008.1607) se også bilag 8.4. Rigsadvokatens kommentar til Højesterets dom i artiklen “Borgmesters strafansvar for mandatsvig” (Juristen 2008, side 247f).
[10] 828-1
[11] 352-1,b14-16. Forelæggelse af 1. december 2003.
[12] Efter Højesterets kendelse af 17. februar 2004 blev de oprindelige forhold 6 og 7 om sponsorater udskilt til særskilt behandling med henblik på sammenlægning med en straffesag mod 4 andre tiltalte, jf. 28.1.2. om sponsorsagen. Sagens forhold 8-10 blev herefter ændret til forhold 6-8.
[13] 238-99 og 802-87. Beretningens bilag 9 omfatter bilag 9.1 Hillerød kriminalrets dom af 10. april 2007 med Appendix I-III og bilag 9.2 Østre Landsrets dom af 6. oktober 2009.
[14] 802-88
[15] Sponsorsagen, jf. afsnit 28.1.2.
[16] 201-8
[17] 902-1,b18-36
[18] Beretningens bilag 9.2, side 58
[19] Forhold 6 vedrører rejser og repræsentation
[20] Se afsnit 28.1.3. og beretningens bilag 9.
[21] 974-1,f1. Den civile sag har afventet endelig dom i straffesagen (849-7,f2,b2). Der blev under byrettens hovedforhandling afgivet forklaring af Erik Geert Pedersen, Svend Petersen, Peter Brixtofte og Leif Frimand Jensen.
[22] 974-1,f2. Der blev under landsrettens hovedforhandling afgivet supplerende forklaring af Svend Petersen, Peter Brixtofte og Leif Frimand Jensen.
[23] Se afsnit 28.1.3. og beretningens bilag 9.
[24] 974-2,b41-43. Sagen blev anlagt i 2004 ved landsretten som 1. instans med påstand om betaling af 22.863.798,75 kr. med tillæg af procesrente fra sagens anlæg. Den civile sag har afventet endelig dom i straffesagen (849-7,f2,b2). Der blev i landsretten afgivet forklaring af bl.a. Kay Wilhelmsen, Lars Carpens, Peter Brixtofte, Leif Frimand Jensen, Knud Erik Matz, Jørgen Lindhardt og Stig Wessberg.
[25] 849-7,f6 og 902-2,f2. Den civile sager har afventet endelig dom i straffesagen (849-7,f2,b2).
[26] 902-2,f2,b1-5
[27] 849-7,f2,b3. Jf. statusnotat af 18. august 2010 til økonomiudvalget.
[28] 82-1,b1-34. Jf. indledningen i Østre Landsrets dom.
[29] 82-1,b33-34
[30] 80-1,b1-4
[31] 86-5. En anke blev hævet 31. januar 2003 (86-1,f1,b1-2).
[32] Kontrakten indeholdt følgende vilkår: “Den årlige forpagtningsafgift fastsættes til kr. 0. Ønsker leverandøren, efter aftale med kommunen, at sælge ydelser til andre, kan det kun ske ved betaling af en royalty/reduktion i pris for salg af mad til Kommunen, der blandt andet sikrer, at leverandøren ikke får en konkurrencefordel, der kan sidestilles med “uretmæssigt tilskud til enkelt virksomhed.” (85-5,b1)
[33] 60-2,b3-12
[34] 832-3,b55