FARUM-KOMMISSIONEN • Bind 16
Tilsyn, politi og domstole
Bilag 1
Forside | Til bund | Forrige | Næste
Bilag 1 omfatter afsluttende indlæg fra bisiddere og klienter samt enkelte andre høringssvar på grundlag af udkast til beretnings bind 2 - 16 (uden bilag) og kommissionens bemærkninger hertil.
Det bemærkes generelt, at kommissionen i høringsfasen har gennemgået det udsendte udkast til beretning. Der er herunder foretaget rettelser af navnlig sproglig og systematisk art i sagsfremstillingerne samt gennemgang af henvisninger dels til beretningens øvrige kapitler og afsnit, dels til baggrundsmaterialet i kommissionens dokumenthåndteringssystem. Kommissionen har endvidere på enkelte områder suppleret eller udbygget sagsfremstillingerne.[1]
Udkast til sammenfatninger og vurderinger er i det væsentlige fastholdt. Kommissionens bemærkninger til høringssvarene er gengivet nedenfor umiddelbart efter høringssvarene.
Som beskrevet i bind 1, kapitel 1.4.4., har ”den person, hvis forhold undersøges” efter § 21, stk. 1, i lov om undersøgelseskommissioner, ret til en bisidder, og denne person og pågældendes bisidder har ved undersøgelsens afslutning ret til at komme med en skriftlig udtalelse om ”de faktiske og eventuelt retlige spørgsmål, undersøgelsen rejser vedrørende den pågældende”, jf. lovens § 23, stk. 4.
Kommissionen sendte udkast til beretning i høring den 11. oktober 2011 og bestemte i den forbindelse, at høringssvar skulle være kommissionen i hænde senest den 10. januar 2012.
Kommissionen har i enkelte tilfælde hørt vidner, der ikke har anmodet om bisidder, om dele af beretningen, som vidnet må antages at have særlig interesse i efter omtale af vidnet i kommissionens sammenfatning og vurdering.[2] Kommissionen har endvidere hørt både sådanne personer og personer, der ikke har været afhørt som vidner, vedrørende beretningens omtale af deres ansættelsesforhold eller et ansættelseslignende konsulentforhold i kommunen. Denne høring er udtryk for, at omtalen ikke nødvendigvis medfører, at der er tale om en person, ”hvis forhold undersøges”, men at der inden for en rimelig margin også her ud over kan være grund til at tage hensyn til personforhold.
Høringen over udkast til beretningens bind 2-16 har omfattet følgende:
Advokat Preben Kønig som bisidder for tidligere byrådsmedlem og borgmester Peter Brixtofte og for Poul Erik Sørup Madsen.
Advokat Anders Valentiner-Branth som bisidder for de tidligere byrådsmedlemmer Hans Carl Nielsen, Flemming Oppfeldt, Morten Pflug, Paul Wachtell og Poul Winckler.
Advokat Lars Carstens som bisidder for tidligere byrådsmedlem Erik Fuchs.
Advokat Jacob Arrevad som bisidder for tidligere byrådsmedlem Lis Jakobsen.
Advokat Nicolai Mallet som bisidder for tidligere byrådsmedlem Hüseyin Tas.
Advokat Henrik Holm Nielsen som bisidder for de tidligere byrådsmedlemmer Per Torsten Edrén, Bent Jensen, Henrik Knud Jerger, Lisbeth Susanne Lose Hasseriis Mohr, tidligere Jacobsen, Marianne Helslev-Rasmussen, Henrik Hovgaard Nielsen og Ketty Elinor Træholt.
Advokat Steen Bech som bisiddere for de tidligere byrådsmedlemmer Eric Christensen, Bo Finsen, Lene Bjerre Herdel, Helene Lund, Lars Schrøder Pedersen og Heike Penzien.
Advokat Karen-Margrethe Schebye som bisidder for en række embedsmænd i Farum Kommune: Bente Abildstrøm, Steen Elholm Elken, Erik B. Frandsen, John Frederiksen, Jørn Frederiksen, Lars Møller Hansen, Liz Tørnsø Johannesen, Morten Bo Jørgensen, Jørgen Larsen, Carsten Lehrmann, Ane Storm Liedecke, Benthe Lindevang, Peter August Madsen, Thue Mylin, Bent Nedergård, John Gilbert Nielsen, Birgit Pedersen, Peter Rosgaard, samt for tidligere ældrerådsformand Erik Scharbau Hjorth-Madsen og for embedsmænd i Frederiksborg Statsamt: Kirsten Bjerregaard, Hanna Ege, Henrik Svend Græsdal, Jakob Næsager Larsen, og Marianne Petersen.
Advokat Helge Sørensen som bisidder for Søren Hjort.
Advokat Jan Erik Kornerup Jensen som bisidder for tidligere ordførende direktør Leif Frimand Jensen.
Advokat Per Møller for Steen Ballegaard og Thorvald Marcussen.
Advokat Niels W. Fredsted for Jørgen Bredahl Tidemand.
Advokat Poul Bach for Mogens Norup Thomsen.
Advokat Maria Muñiz Auken for Alice Wilquin.
Advokat Svend Paludan-Müller som bisidder for en række nuværende og tidligere ansatte i Kommunernes Revision (KR): Kenneth Steen Andersen, Steen Andersen, Knud E. Gamborg, Palle Høegsberg, Keld Johansen, Ejno Bay Klausen, Ulrik Klausen, Robert Knudsen, Henrik Nevado, Michael S. Nielsen, Ole Nielsen, Michael Rasmussen og Poul E. Sørensen.
Tidligere politiassessor Kirsten Trønning som bisidder for tidligere statsamtmand Christian Trønning.
Advokat Martin Haug for tidligere medlem af tilsynsrådet Georg Miksa.
Advokat Nicolai Westergaard som bisidder for tidligere ministre: Karen Jespersen, Lars Løkke Rasmussen, Thorkild Simonsen, og for nuværende og tidligere embedsmænd: Pernille Christensen, Thorkil Juul, Emil le Maire, Niels Jørgen Mau Pedersen, Niels Preisler, Christian Schønau, Hans B. Thomsen og Ib Valsborg.
Advokat Steen Lassen som bisidder for tidligere minister Thor Pedersen.
Advokat John Petersen for tidligere vicepolitimester Inge Wilsbech Andersen og tidligere politimester Jørgen Skat-Rørdam.
Vidnerne Arne Blom, Karin Falkencrone og Regner Reinhardt Møller, der ikke har haft bisidder, er med samme frist hørt om de dele af bind 16, kapitel 26, om det kommunale tilsyn, der vedrører Trevang-sagen og mulige kritisable kontakter mellem kommunalpolitikere og politisk udpegede medlemmer af tilsynsrådet.
Følgende vidner, der ikke har bisidder, er hørt over uddrag af beretningen med omtale af deres ansættelsesforhold eller et ansættelseslignende konsulentforhold, jf. bind 5, kapitel 7 og 8, og bind 7, kapitel 10.3.4.:
Thomas Andreasen, Ulla Andersen, Karin Vith Ankerstjerne, Per Benjaminsen, Mette Bloch, Bob Borella, Hans Jørgen Brink, Jeppe Byrnak, Dorte Dahl, Karen Egdal, Michael Elbæk, Frederik Fetterlein, Jens Glavind, Flemming Steen Hansen, Charlotte Høyer, Mette Jacobsen, Kenneth Jonassen, Ronni Jonski, Michael Fabach Knudsen, Jan Laursen, Jørgen Lindhardt, Jacob Ellingsgaard Marcussen, Jeffery Wayne Markray, Michael Maze, Palle Mikkelsen, Allan Mogensen[3], Martin Monrad, Ulrik Møberg, Tom Nielsen, Carsten Pedersen, Peter Rasmussen, Stine Helslev-Rasmussen, Martin Vith og Charlotte Aagaard.
De afgivne høringssvar omtales i afsnit 1.1.-1.4
Bisidderne for henholdsvis de tidligere byrådsmedlemmer Per Torsten Edrén, Bent Jensen, Henrik Knud Jerger, Lisbeth Susanne Lose Hasseriis Mohr, tidligere Jacobsen, Marianne
Helslev-Rasmussen, Henrik Hovgaard Nielsen, Ketty Elinor Træholt og for Eric Christensen, Bo Finsen, Lene Bjerre Herdel, Helene Lund, Lars Schrøder Pedersen og Heike Penzien samt bisidderen for Leif Frimand Jensen og bisidderen for Thor Pedersen har meddelt, at der ikke afgives høringssvar.
Arne Blom og bisidderne for Christian Trønning og Paul Wachtell har meddelt, at beretningsudkastet ikke giver anledning til bemærkninger.
Endelig har bisidderen for Lars Løkke Rasmussen meddelt, at Lars Løkke Rasmussen ”ikke ønsker at fremkomme med bemærkninger til kommissionens udkast til beretning, som det nu foreligger”.
Advokat Preben Kønig har som bisidder for Peter Brixtofte i mail af 9. januar 2012 skrevet således:
”En detaljeret gennemgang indenfor den af Kommissionen fastsatte frist har som følge af materialets omfang ikke været muligt for min klient.
En anmodning om forlængelse af fristen for afgivelse af kommentarer er ikke blevet imødekommet.
På baggrund heraf har min klient ikke mulighed for at fremkomme med detaljerede bemærkninger til Kommissionens udkast til beretning.
Med den gennemgang det dog har været mulig for min klient at foretage, er der imidlertid ikke umiddelbart bemærkninger til Kommissionens udkast til beretning, idet jeg dog må påpege, at min klient ikke er ganske enig i samtlige vurderinger/konklusioner, der i ikke uvæsentligt omfang hviler på oplysninger/et fejlagtigt grundlag.”
Kommissionens bemærkninger:
Bisidderen anmodede den 23.december 2011 om udsættelse af fristen til udgangen af januar 2012, idet Peter Brixtofte netop havde meddelt, at han var bortrejst til 19. januar 2012, hvorfor bisidderen ikke kunne holde møde med klienten inden høringsfristens udløb.[4] Kommissionen meddelte samme dag, at høringsfristen fastholdtes.[5]
Advokat Anders Valentiner-Branth er som anført bisidder for de tidligere byrådsmedlemmer Hans Carl Nielsen, Flemming Oppfeldt, Morten Pflug og Poul Winckler, mens advokat Lars Carstens er bisidder for Erik Fuchs og advokat Nicolai Mallet for Hüseyin Tas.
Nedenfor behandles disse advokaters høringssvar af 10. januar 2012 efter beretningens systematik.
Advokaterne Anders Valentiner-Branth, Lars Carstens og Nicolai Mallet har om to punkter afgivet identiske høringssvar. Disse svar og kommissionens bemærkninger hertil behandles derfor samlet i afsnit 1.1.2.5.-6.
Advokat Anders Valentiner-Branth har som bisidder for Hans Carl Nielsen gjort indsigelse om utilstrækkelig citering i sagsfremstillingen af Lene Bjerre Herdels og Hans Carl Nielsens forklaringer vedrørende kulturudvalgets indseende med økonomi, herunder Hans Carl Nielsens viden som formand for udvalget.
Kommissionens bemærkninger:
Bisidderens indsigelse er imødekommet ved yderligere citering i tekst og note.
Advokat Lars Carstens har som bisidder for Erik Fuchs noteret sig, ”at det fremgår af udkastet til beretning, at Erik Fuchs blev renset for mistanke om i uberettiget omfang at have opnået kompensation for tabt arbejdsfortjeneste.”
Kommissionens bemærkninger:
Det anførte giver ikke anledning til bemærkninger.
Advokat Nicolai Mallet har som bisidder for Hüseyin Tas gjort indsigelse om manglende citering i sagsfremstillingen af Hüseyin Tas forklaring om bl.a., at han ikke havde nogen personlig økonomisk interesse i rejsen til Tyrkiet, til imødegåelse af citeret forklaring afgivet af Hans Jørgen Brink. Bisidderen bemærker herefter:
”Det kan være forbundet med vanskeligheder at vurdere rigtigheden af modstridende udsagn uden nærmere undersøgelser, men i dette tilfælde har forklaringen fra Hans Jørgen Brink karakter af en gengivelse af rygter, hvorimod udsagnet fra Hüseyin Tas er afgivet som førstehåndskendskab under vidneansvar. Der er derfor kun et ringe grundlag for at holde fast i denne del af Hans Jørgen Brinks vidneforklaring.
Jeg skal på den baggrund som bisidder for Hüseyin Tas anmode om, at det i udkastet til beretning anførte citat udgår, eller at det citerede fra Hüseyin Tas’ forklaring i det mindste også tages med i beretningen for at afbalancere Hans Jørgen Brinks krænkende udsagn.”
Kommissionens bemærkninger:
Bisidderens indsigelse er imødekommet ved indsætning af note i tilknytning til det bestridte vidneudsagn med citering af Hüseyin Tas forklaring og i øvrigt med henvisning til høringssvaret.
Advokat Nicolai Mallet har endvidere i høringssvaret af 10. januar 2012 som bisidder for tidligere byrådsmedlem Hüseyin Tas anfægtet en citeret vidneforklaring vedrørende Hüseyin Tas og anmodet om, at det citerede enten tages ud af den endelige beretning eller Hüseyin Tas vidneforklaring kobles til forklaringen.
Kommissionens bemærkninger:
Bisidderens anmodning imødekommes ved udeladelse af det anførte citat efter en afvejning af dets relevans for kommissionens arbejde.
Advokaterne Anders Valentiner-Branth, Lars Carstens og Nicolai Mallet har om dette punkt på deres klienters vegne afgivet identiske høringssvar. Det hedder i høringssvarene bl.a.:
”1. Farum-kommissionens udkast til beretning har en sammenfattende beskrivelse af budget- og bevillingskontrol i de stående udvalg i Farum Byråd, der ikke er dækkende for faktum.
Den sammenfattende beskrivelse vil endvidere være i strid med de rammer, som kommissionen er bundet af ved afgivelsen af sin beretning i kraft af det vedtagne kommissorium, da kommissionen ved at formulere sig som sket tager stilling til et spørgsmål, som må anses for endeligt afklaret ved Hillerød Rets dom af 29. november 2007.
Det nedenfor anførte afsnit må således udgå af den endelige beretning.
I udkastet til beretning, Budget- og bevillingskontrol, kapitel 22, bind 13, side [325], er bl.a. anført følgende som sammenfatning vedrørende den udøvede budget- og bevillingskontrol:
“I de følgende knap fire år beroede byrådsmedlemmernes indsigt i kommunens løbende økonomiske stilling i alt væsentligt på borgmesterens mundtlige redegørelser - navnlig om en stor og stadigt voksende kassebeholdning - og de såkaldte 25-årsoversigter.”
Det er min opfattelse, at kommissionen med denne formulering giver udtryk for en opfattelse, der ikke er dækkende for faktum, og som i øvrigt ikke er i overensstemmelse med de bevismæssige resultater, som Retten i Hillerød nåede frem til, jf. tillige det anførte herom nedenfor.
Det fremgår således, at det er kommissionens sammenfattende beskrivelse, at byrådsmedlemmerne forlod sig på borgmesterens mundtlige redegørelser om kommunens kassebeholdning og de såkaldte 25-årsoversigter.”
Herefter refereres kommissoriets punkt 1.5. og 1.6., jf. beretningens bind 1, kapitel 1, vedrørende domstolsbehandling. Endvidere refereres fra beretningens bind 15, kapitel 25, side 169, note 1.
“Da kommissionen efter kommissoriets punkt 1.5. vedrørende tiltalte i straffesager skal lægge de endelige domme til grund vedrørende de tiltaltes rolle, er dele af forløbet derfor allerede fastlagt med det anførte i dommene, herunder hvornår og hvorledes byrådsmedlemmerne fik oplysning om låneoptagelser på i alt 450 mio. kr., jf. anklageskriftet i hovedsagens forhold 2 a og b om stillings-misbrug og omtalen i kapitel 28, mens kommissionen ikke er afskåret fra at undersøge andre end de tiltaltes rolle vedrørende samme forhold og i øvrigt forhold, der ikke er omfattet af tiltalen. Kommissionens vidneafhøringer har derfor også berørt dette forløb.”
Det hedder videre:
”Der gælder således en bestemt og ganske snæver ramme for kommissionens gengivelse af de strafferetlige forløb, herunder straffesagen mod en række byrådspolitikere ved Retten i Hillerød.
Kommissionen har ikke haft til opgave at undersøge og redegøre for, hvilken rolle disse byrådspolitikere har haft med hensyn til det eller de forhold, der er omfattet af tiltalen mod vedkommende, og kommissionen er i sin beretning begrænset til at medtage en gengivelse af, hvad der er blevet afdækket under domstolenes behandling af straffesagerne.
En sådan gengivelse er sket i beskrivelsen af Domstolsbehandling, kapitel 28, bind 16, side [149-150], hvor følgende er anført som et citat fra dommen i straffesagen mod byrådspolitikere for at have forsømt at udøve budgetkontrol i de respektive fagudvalg:
“Det fremgår af Kommunestyrelsesloven § 20, at udvalgene udøver deres virksomhed i møder. Det følger heraf, at udvalgsmedlemmerne skal forholde sig til det materiale de får forelagt på møderne, og at de herudover ikke har nogen yderligere undersøgelsespligt. Det fremgår af Kommunestyrelsesloven § 21, at udvalgene skal foretage bevillingskontrol. Har udvalgsmedlemmerne behov for yderligere oplysninger for at kunne følge op på forpligtelsen til at udøve bevillingskontrol, og kan disse oplysninger ikke tilvejebringes i udvalget, finder retten, at ethvert udvalgsmedlem har en handlepligt i henhold til styrelseslovens § 11, stk. 1, til at indbringe spørgsmålet for kommunalbestyrelsen og at udvalgsmedlemmet kan ifalde ansvar, hvis han undlader at opfylde sin handlepligt.
Styrelseslovens § 21 opstiller ingen nærmere krav til, hvorledes bevillingskontrollen skal udøves. Ifølge Indsigtsbetænkningen og ifølge nyeste teori kan der ikke stilles krav om, at udvalgsmedlemmerne løbende skal forsynes med økonomiske oversigter. Efter bevisførelsen lægges det til grund, at de tiltalte i forbindelse med vedtagelsen af enkeltsager har forhørt sig hos de tilstedeværende budgetansvarlige embedsmænd, om der var plads i budgettet.
Det findes ligeledes godtgjort, at de tiltalte under deres arbejde i udvalgene havde et grundlag at forholde sig til bevillingerne på i form af plangrundlag, prognose- og statistikanalyser samt mere/mindre indskrivninger.
…
Der er ikke ført bevis for, at de tiltalte havde grund til at nære bekymring over udviklingen i forbruget i udvalgene. En forudsætning for at kunne straffe de tiltalte for manglende bevillingskontrol er, at dette merforbrug ikke skyldes udgifter, som må betegnes som kalkulatoriske eller lovbundne udgifter. Hvor stor en del af den af Kommunernes Revision konstaterede budgetoverskridelse, der skyldes disse uundgåelige udgifter, henstår uafklaret.
…
De tiltalte har ikke i løbet af 2001 modtaget så alvorlige advarselssignaler om betydelige budgetoverskridelser, at deres politiske arbejde i udvalgene med rimelighed kan betegnes som skødesløst. De tiltalte findes efter en samlet vurdering herunder navnlig af, at de tiltalte blev ført bag lyset, at de tiltalte ikke modtog nogen oplysninger om det løbende forbrug og at størrelsen af de såkaldte uundgåelige udgifter i forhold til det samlede ubevilgede merforbrug er uoplyst, ikke at have gjort sig skyldige i grov tilsidesættelse af deres pligter som medlemmer af Farum Kommunes fagudvalg.
De tiltalte vil derfor være at frifinde.”
Det må på baggrund af det anførte lægges til grund, at kommissionen i sin beretning ikke kan beskrive andet end det, der fremgår af dommen.
Det må endvidere lægges til grund, at dommens beskrivelse af den udøvede budgetkontrol ikke er forenelig med den ovenfor citerede beskrivelse fra udkast til beretning bind 13, side [325].
Hertil kommer, at den citerede beskrivelse f.eks. ikke tager højde for, at byrådet hvert år vedtog et budget for det følgende år, og at der efterfølgende blev udarbejdet et regnskab, som blev revideret og godkendt af byrådet. Dette gjaldt også i årene 1998-2002.
Jeg skal på den baggrund som bisidder for [Erik Fuchs/Hans Carl Nielsen/Flemming Oppfeldt /Morten Pflug/ Hüseyin Tas/Poul Winckler/] anmode om, at det anførte i udkastet til beretning vedrørende budget- og bevillingskontrol, kapitel 22, bind 13, side [325], der er citeret ovenfor, udgår eller i hvert fald bringes i overensstemmelse med rettens ovennævnte bevisresultater, og således at beretningen er dækkende for det faktiske forløb som dokumenteret under straffesagen.”
Kommissionens bemærkninger:
Bisidderne gør gældende, at kommissionen i sammenfatningen i kapitel 22 har givet udtryk for en opfattelse, der ikke er dækkende for faktum, og som i øvrigt ikke er i overensstemmelse med de bevismæssige resultater, som Retten i Hillerød nåede frem til i straffesagen mod en række byrådsmedlemmer. Bisidderne henviser herved til følgende formulering:
“I de følgende knap fire år beroede byrådsmedlemmernes indsigt i kommunens løbende økonomiske stilling i alt væsentligt på borgmesterens mundtlige redegørelser - navnlig om en stor og stadigt voksende kassebeholdning - og de såkaldte 25-årsoversigter.”
Som det fremgår, vedrører kommissionens bevisvurdering byrådsmedlemmernes indsigt i “kommunens løbende økonomiske stilling”, og kommissionen lægger til grund, at denne indsigt “i alt væsentligt“ beroede på borgmesterens mundtlige redegørelser - navnlig om en stor og stadigt voksende kassebeholdning - og de såkaldte 25-årsoversigter. Det af bisidderne anførte giver ikke kommissionen anledning til at ændre sin bedømmelse, der i øvrigt ikke ses at stride imod den bevisvurdering, der er foretaget i byretsdommen, hvor det bl.a. lægges til grund, ”at de tiltalte ikke modtog nogen oplysninger om det løbende forbrug”.
Om økonomistyringen på udvalgsniveau i 2001 henvises til det ved dommen fastslåede, jf. bind 16, kapitel 28.1.1., og beretningens bilag 7.
Der er i beretningens bind 13, side 330 (kapitel 22.5.), indsat en henvisningsnote om høringssvaret og kommissionens bemærkninger hertil.
Advokaterne Anders Valentiner-Branth, Lars Carstens og Nicolai Mallet har om dette punkt på deres klienters vegne afgivet identiske høringssvar. Det hedder i høringssvarene:
”2. Det er min vurdering, at kommissionen ikke har noget grundlag for - eller i hvert fald ikke har påvist noget holdbart grundlag for - en antagelse om, at flertallet i byrådet kan tages til indtægt for at støtte en tilsvarende konfrontatorisk linie over for tilsynsrådet, som den af Peter Brixtofte efter kommissionens opfattelse anlagte.
Kommissionens udkast til beretning anfører således i forhold til Det kommunale tilsyn, kapitel 26, bind 16, side [112], at Peter Brixtofte som borgmester stod for en kritisk, uvillig og konfrontatorisk linje præget af manglende samarbejde og angreb på medlemmer af tilsynsrådet og medarbejdere i dets sekretariat. Det anføres endvidere, at det må lægges til grund, at Peter Brixtofte i hvert faldhavde en vis opbakning til denne linje fra et flertal af byrådets medlemmer.
Kommissionen henviser i den forbindelse til Farum Byråds i “form og indhold usædvanlige, generelle henvendelse“ til tilsynsrådet den 9. august 2000, der blev vedtaget af et bredt byrådsflertal, som også omfattede SF’s og Socialdemokraternes stemmer.
Dagsordenspunkt den 8. august 2000 fra byrådsmøde, punkt 88, Anke til Indenrigsministeren af sager afgjort af Tilsynsrådet blev vedtaget med følgende ordlyd:
“I henhold til bestemmelsen i Lov om kommunernes styrelse … § 47, stk. 4 kan kommunalbestyrelsen indbringe sager afgjort af Tilsynsrådet for Indenrigsministeren.
Det foreslås, at følgende afgørelser ankes til Indenrigsministeren: … 4) Spørgsmål af formel karakter i forbindelse med Tilsynsrådets skrivelser …
Økonomiudvalget: Udvalget behandlede sagen den 8/8-2000 (pkt. 88).
Det foreliggende udkast til brev vedrørende pkt. 4 indstilles godkendt enstemmigt.
Udkastene til breve vedrørende punkterne 1-3 indstilles godkendt med 5 stemmer for (V-3, A-1, C-1), idet Helene Lund ikke kunne medvirke af følgende årsager:
…
Beslutning:
Peter Brixtofte deltog ikke i behandlingen af dette punkt.
Økonomiudvalgets indstilling godkendtes med 13 stemmer for (V-9, A-3, C-1).
Sabine Kirchmeier-Andersen (V) [rettelig (A)] undlod at stemme.
SF (4) stemte imod punkterne 1-3 og henholdt sig til Helene Lunds bemærkninger i Økonomiudvalget.”
Der henvises herved til 337-2 (b145-46).
Som anført undlod Sabine Kirchmeier-Andersen at stemme. Derimod må SF’s stemmeafgivelse forstås således, at medlemmerne af SF i byrådet kunne tilslutte sig henvendelsen til Indenrigsministeriet.
Den efterfølgende henvendelse af 9. august 2000 fra Farum Byråd til Indenrigsministeriet var sålydende:
“Anke af afgørelse truffet af Tilsynsrådet for Frederiksborg amt. Tilsynsrådets journ. nr. 2000-951/359.
I skrivelse af 14. juni 2000 har Frederiksborg Amts Tilsynsråd pålagt Farum Byråd at give Morgenavisen Jyllands-Posten aktindsigt i rapporten “Det første år i plejeboligerne Lillevang“ …
Da lov om kommunernes styrelse ikke giver hjemmel til pålæg af den anførte karakter, og da tilsynsrådets udtalelse ikke er ledsaget af nogen klagevejledning, skønt udtalelsen betegner sig som en afgørelse, har Byrådet forstået tilsynsrådets skrivelse således, at den udtrykker en retsopfattelse, som rådet ønsker lagt til grund af Farum Kommune.
I denne anledning skal Byrådet herved anmode Indenrigsministeriet om en udtalelse om, hvorvidt tilsynsrådets retsopfattelse er bindende for kommunen, eller om ministeriet har bemærkninger til den nedenfor beskrevne løsning. …
Byrådet anser en saglig debat i medierne om ældre og demente borgeres forhold på plejehjem, beskyttede boliger o.l. for særdeles værdifuld og har for så vidt fuld forståelse for Morgenavisen Jyllands-Postens ønske om at få aktindsigt i rapporten.
Denne bygger bl.a. på interviews med og observation af 23 demente beboere i Lillevang. … Disse interviews og observationer er foretaget, uden at de pågældende eller deres pårørende var indstillet på eller orienteret om, at rapporten til sin tid kunne blive offentliggjort.
Tillidsforholdet mellem Farum Kommune på den ene side og beboerne og deres pårørende på den anden side gør, at Byrådet må finde det helt uacceptabelt, hvis nogen af disse skulle læse om rapporten i pressen uden at have haft mulighed for at hindre det.
Det er derfor Byrådets standpunkt, at rapporten ikke bør stilles til pressens rådighed, hvis Lillevangs personale, beboere eller beboernes nærmeste pårørende er modstandere af den ønskede aktindsigt.
Byrådet ville sætte pris på at blive underrettet om hvorvidt Indenrigsministeriet har principielle bemærkninger til, at aktindsigten gøres betinget af de pågældendes accept. Der henvises i denne forbindelse til Højesterets dom i Ugeskrift for Retsvæsen 1989 side 726.”
Der henvises herved til 175-35-1 (b37-38).
Denne henvendelse må antages at bunde i uenighed om rigtigheden af tilsynsrådets udtalelse vedrørende spørgsmålet om aktindsigt i overensstemmelse med henvendelsens ordlyd. Uanset om henvendelsen til ministeriet måtte kunne opfattes som en i form og indhold usædvanlig, generel henvendelse, synes der næppe alene på baggrund af denne henvendelse at være grundlag for at betegne byrådets flertal som konfrontatorisk over for tilsynsrådet.
Det bemærkes i den forbindelse, at denne henvendelse i sit indhold er væsentlig mindre konfrontatorisk end de henvendelser til tilsynsmyndighederne, som en række kommunalbestyrelser f.eks. stod bag i perioden 1996-97 på grund af uenighed i fortolkningen af reglerne om aktindsigt i personalesager. Disse mange henvendelser førte som bekendt til, at offentlighedsloven blev ændret på en sådan måde, at der alene er en meget begrænset adgang til aktindsigt i personalesager.
Kommissionen henviser endvidere til Lars Gram (V)’s udtalelse i byrådsmødet den 30. oktober 2001, side [112] note 1, hvor Lars Gram er citeret for følgende udtalelse:
“Jeg synes, at det var smart i begyndelsen at holde kortene tæt ind til kroppen, fordi vi skulle, jeg troede, at det var for at narre oppositionen, vi skulle narre tilsynsrådet, vi skulle narre Indenrigsministeriet osv. jeg synes, der hvor vi er nu, det er at vi narrer os alle sammen, vi narrer os selv, og vi narrer byens borgere, ved ikke at fortælle hvor vi står henne.”
Det fremgår imidlertid ikke af udkastet til beretning, hvordan kommissionen kommer frem til, at de øvrige medlemmer af “flertallet“ kan tillægges samme opfattelse som Lars Gram.
Et synspunkt om, at den af Lars Gram tilkendegivne holdning kunne tilskrives hele flertallet, blev i øvrigt gjort gældende af anklagemyndigheden under straffesagen, men det blev ikke lagt til grund i dommen.
En antagelse af, at flertallet kan tilskrives det samme ønske som tilkendegivet af Lars Gram, fordi hvert enkelt medlem af byrådet ikke efterfølgende udtrykkeligt tog afstand herfra, vil kunne få ganske vidtrækkende konsekvenser.
Tilbage står i hvert fald, at der ikke i byrådet er truffet en beslutning om ikke at ville efterleve tilsynsrådets afgørelser eller beslutninger.
Jeg skal på den baggrund som bisidder for Flemming Oppfeldt anmode om, at det anførte om, at flertallet i byrådet kan tages til indtægt for at støtte en tilsvarende konfrontatorisk linie over for tilsynsrådet, som den af Peter Brixtofte efter kommissionens opfattelse anlagte, enten udgår, eller at de beskrevne forhold, der sår tvivl om kommissionens vurdering, tillige kommer til at fremgå af beret-ningen.”
Kommissionens bemærkninger:
Bisiddernes bemærkninger giver ikke kommissionen anledning til at ændre den foretagne bevisvurdering, hvorefter Peter Brixtofte fra et flertal af byrådets medlemmer havde i hvert fald en vis opbakning til en kritisk, uvillig og konfrontatorisk linje over for tilsynsrådet.
Der er i beretningens bind 16, kapitel 26.9., side 112, indsat en henvisningsnote om høringsvaret og kommissionens bemærkninger hertil.
Advokat Karen-Margrethe Schebye har som bisidder den 9. januar 2012 skrevet således:
”Høringssvar vedrørende Ane Storm Liedecke, Bente Abildstrøm, John Frederiksen, Jørgen Larsen, Liz Tørnsø Johannesen, Benthe Lindevang, Bent Nedergård, Steen Elholm, Erik B. Frandsen, Peter August Madsen, Birgit Pedersen, Carsten Lehrmann, Jørn Frederiksen, Thue Mylin, Morten Bo Jørgensen, Peter Rosgaard, John Gilbert, Jakob Næsager, Erik Hjorth Madsen, Marianne Petersen, Henrik Græsdal, Lars Møller Hansen, Hanna Ege og Kirsten Bjerregaard.
Som bisidder for ovennævnte personer, enten i henhold til aftale med DJØF, HK, FOA og KC eller i henhold til konkret beskikkelse skal jeg hermed afgive høringssvar vedrørende udkast til beretning i henhold til Kommissionens protokol nr. 259 af 11. oktober 2011.”[6]
Det hedder i høringssvaret:
”I forhold til de personer, som er eller har været ansat i Farum/Furesø Kommune, er det væsentligt for mig som bisidder på vegne disse at betone, at der ved gennemgangen af udkast til beretningen helt overordnet er lagt vægt på, at Kommissionen i sit arbejde i henhold til kommissoriet har udlagt sin opgave som følger, jf. Kommissionens hjemmeside:
”Farum-kommissionen har til opgave at undersøge og redegøre for det samlede begivenhedsforløb, som knytter sig til de beskrivelser og påstande, der er fremkommet i medierne og den offentlige debat, om en lang række kritisable forhold vedrørende Farum Kommune i perioden 1. januar 1990 til 6. august 2003. Kommissionen kan beslutte at inddrage forhold, der ligger før 1. januar 1990, hvis kommissionen finder behov for det med henblik på at kunne give en sammenhængende redegørelse for begivenhedsforløbet. Kommissionen kan også undersøge andre forhold, som er af sådan karakter, at de må anses for at høre med i en redegørelse om forholdene vedrørende Farum Kommune.
Farum-kommissionen har endvidere til opgave at komme med forslag til sådanne ændringer af love, administrative bestemmelser eller administrativ praksis, som undersøgelsen af det samlede begivenhedsforløb kan begrunde.
Farum-kommissionens beretning skal således give lovgiver og offentligheden grundlag for at vurdere behovet for evt. regelændringer, også udover de ændringer af den kommunale styrelseslov, som Folketinget vedtog i foråret 2003 blandt andet i lyset af Farum-sagen (lov nr. 381 af 21. maj 2003).
Farum-kommissionen skal ikke tage stilling til, om enkeltpersoner har gjort sig skyldig i strafbart forhold eller har pådraget sig et erstatningsansvar eller ansættelsesretlige konsekvenser (min fremhævelse).”
På denne baggrund har jeg overvejet, om de sammenfatninger og vurderinger, hvori der i forhold til embedsværkets arbejde af Kommissionen direkte eller indirekte udtrykkes en kritik, burde konkretiseres mere end sket for eksempel ved en angivelse af, hvilke enkeltpersoner der evt. kan udtrykkes kritik i forhold til.
Min overvejelse har været begrundet i, at en for generelt formuleret kritik ville kunne misforstås og misbruges af 3. mand, dels ved misbrug i forbindelse med omtale af konkrete personer, dels ved misbrug i forhold til forsøg på at tilsidesætte retssikkerhedsgarantier ved iværksættelse af ansættelsesretlige eller strafferetlige sanktioner overfor konkrete personer. En generelt formuleret kritik vil således i mange situationer (uberettiget) nemt kunne udbredes til angå alle, uanset om den fra Kommissionens side udtrykte kritik på baggrund af det konstaterede faktum faktisk kan rettes mod alle.
Min konklusion er imidlertid, at når henses til Kommissionens ovennævnte udmeldelse om forståelse af kommissoriet, er det ikke Kommissionens opgave at foretage en sådan konkretisering af kritik i forhold til enkeltpersoner, og Kommissionens generelle formuleringer - i det omfang der ikke med henvisninger eller eksemplificeringer i kritikken opstår ”skjulte” konkretiseringer, der som anført vil kunne føre til misforståelser i forhold til enkeltpersoner af offentligheden eller i relation til iværksættelse af sanktioner - er derfor acceptabel.
Jeg finder det imidlertid vigtigt at henstille til Kommissionen, til trods for at beretningens kapitel 1 principielt ikke er underlagt høring, at Kommissionen fremhæver netop dette forhold ved sin gennemgang af kommissoriet, idet dette ikke direkte fremgår af ordlyden af kommissoriet. Alternativt kunne det fremhæves i forhold til de sammenfatninger og vurderinger, hvor embedsværkets forhold giver Kommissionen anledning til kritik.
Jeg har ikke fundet eksempler på, at der i det foreliggende udkast til beretning i sammenfatningerne og vurderingerne er henvisninger eller eksemplificeringer, der i forhold til den opmærksomme læser af den samlede beretning medfører risiko for ”skjult” konkretisering. Jeg skal imidlertid betone, at i det omfang der i det ikke til høring udsendte kapitel 2 med sammenfatning af Kommissionens undersøgelse og forslag sker en anderledes sammenstilling af beretningens gengivelse af den retlige ramme og det faktum, som ligger til grund for sammenfatningerne og vurderingerne, kan der opstå en ”skjult” konkretisering, som medfører, at læseren får indtryk af, at det netop er en eller flere af mine klienter, der er genstand for kritik. I det omfang dette måtte blive tilfældet, tager jeg forbehold for på vegne mine klienter at fremføre indsigelser i så henseende.
Kommissionen er sikkert allerede bevidst om, at offentligheden, herunder også pressen, ikke vil have lyst eller ressourcer til at gennemgå den fulde beretning, og at kapitel 2 derfor i langt den overvejende del af befolkningen vil blive kilden til bl.a. den vurdering af enkeltpersoner, som i offentligheden vil blive foretaget af disse, og i det lys henstilles det til Kommissionen, at formuleringerne i kapitel 2 nøje afstemmes med formuleringer og sammenstillinger i den fulde beretning, som jeg har haft lejlighed til at gennemgå på vegne mine klienter.
Jeg erindrer i den forbindelse også om, at der ikke fra Farum Kommunes/Furesø Kommunes side eller fra politiets/anklagemyndighedens side er iværksat ansættelsesretlige sanktioner eller rejst krav om iværksættelse af strafferetlig sanktioner i forhold til andre embedsmænd end Leif Frimand Jensen. Kommissionen har til stadighed under undersøgelsen betonet, at Kommissionen i sit arbejde lagde de konklusioner, som domstolene i forhold til de for domstolene rejste sager kom til, til grund for sit arbejde og de vurderinger, som Kommissionen skulle foretage. Kommissionens endelige beretning, og de vurderinger der er indeholdt heri, må derfor heller ikke sætte spørgsmålstegn ved de konklusioner i forhold til enkeltpersoners forhold, som dommene i disse sager udtrykker direkte eller indirekte.”
Kommissionens bemærkninger:
Kommissionen kan bekræfte, at der ikke ud fra kommissionens generelt formulerede betragtninger i sammenfatninger og vurderinger kan drages retlige konklusioner vedrørende enkeltpersoners forhold. Der henvises i øvrigt til bind 1, kapitel 1.3.3. og 1.7.2.
Bisidderen har fremsat konkret indsigelse vedrørende omtalen af Jørgen Larsens personaleforhold og henviser navnlig til offentlighedslovens § 2, og til at dele af forklaringerne er afgivet for lukkede døre.
Kommissionens bemærkninger:
Kommissionen har til dels imødekommet indsigelsen, idet det pågældende afsnit er redigeret til en kortere og mere refererende form. Endvidere er protokollen gennemgået. Der henvises i øvrigt til bind 1, kapitel 1.3.3. og 1.7.2.
Det hedder dernæst i høringssvaret:
”Kommentar til kapitel 7 afsnit 7.4.8.2.
I dette afsnit konkluderer Kommissionen, at der ikke i forhold til ansvar i en stilling, når denne er accepteret, kan påberåbes begrænsninger vedrørende uddannelsesmæssig eller personlig kompetence endsige henvises til manglende faglige forudsætninger for at beklæde en stilling. Denne konklusion er jeg ikke enig med Kommissionen i.
Det er almindeligt antaget i dansk ansættelsesret, at en medarbejder ikke kan forpligtes ud over sine evner - se hertil bl.a. Lars Svenning Andersen m.fl. i Funktionærret, 4. udgave, side 848, afsnit 5.2.2.
Dette følger bl.a. af, at enhver arbejdsgiver også den politiske i kraft af den generelle ledelsesret og proportionalitetsprincippet i forhold til en ansat er pligtig, i det omfang man ikke er tilfreds med den måde, en opgave løses på, at udrede, hvad der er årsagen til, at opgaven ikke løses som forventet, og i øvrigt, i det omfang det er muligt, derefter er pligtig at iværksætte rimelige afhjælpningsforanstaltninger evt. i form af konkrete tilrettevisninger eller efteruddannelse, før der evt. skrides til en afskedigelse. Dette gælder særligt, hvis arbejdsgiveren har været bekendt med alle forhold vedr. den ansattes uddannelse, erfaring og personlige kompetencer, og til trods herfor har ansat den pågældende i en stilling, som det viser sig, at den pågældende ikke har de rigtige forudsætninger for at løfte.
Det er klart, at der i forhold til visse stillinger kan opstilles typeforudsætninger om den ansattes indsigt i krav til stillingen og stillingens indhold, som en ansat må antages at kunne imødekomme, uden at dette er særligt betonet fra arbejdsgiverens side ved ansættelsen/forfremmelsen. Der skal imidlertid i denne forbindelse også tages hensyn til, at arbejdsgiveren ved et længerevarende og forudgående kendskab til den ansatte jo også må formodes at have en indsigt i, om den ansatte kan forventes at opfylde disse typeforudsætninger.
Hertil kommer, at i visse tilfælde udmønter et sådant kendskab sig i, at arbejdsgiveren tilpasser stillingen til den ansatte, og i det omfang dette sker - og selvom det sker, uden at det afspejles i f.eks. stillingsbetegnelse, løn eller hierarkisk placering - må grænserne for en medarbejders ansvar fastlægges herudfra, ligesom medarbejderens imødekommelse og opfyldelse af kravene til ansvar i stillingen må bedømmes herudfra.
Jeg skal opfordre Kommissionen til at medtage disse bemærkninger vedrørende de ansættelsesretlige rammer enten i Kommissionens redegørelse for den retlige ramme, indenfor hvilken medarbejderes ansvar skal bedømmes, eller tilpasse konklusionen som refereret nedenfor i overensstemmelse hermed.
Jeg er med denne tilføjelse for så vidt ikke uenig med Kommissionens konklusioner i den sammenfatning og vurdering, som er foretaget.
Sætningen i næstsidste afsnit i 7.4.8.2 side [221-222] ” …….. gør sig klart, hvilket ansvar der er forbundet med at indtage en sådan stilling ……..” kunne dog med fordel - også for at sikre mod for vidtrækkende konklusioner i forhold til enkeltpersoner - klarere perspektiveres i forhold til den usikkerhed og uklarhed i forhold til ansvar og ansvarsområdet, også på topembedsmandsplan, der har været i kraft af den anderledes og stadigt skiftende organisation i Farum Kommune. Det må således lægges til grund, at det er det faktiske indhold af en stilling, uanset stillingens betegnelse, der afgør pligter og ansvar i en stilling. Jeg er opmærksom på, at der i afsnit 7.4.8.2 er en henvisning til kapitel 6, afsnit 6.5, hvori er anført nogle bemærkninger om de særlige forhold, der har gjort sig gældende i forhold til begrænsning af kompetencer hos ledende medarbejdere i den flade struktur i Farum Kommune, men for at tydeliggøre betydningen af disse forhold i relation til ansvarsbedømmelse bør der i relation til sammenfatning og vurdering ad kapitel 7 ske en klar citering af konklusionerne i kapitel 6 afsnit 6.5.”
Kommissionens bemærkninger:
Bisidderens kritik vedrører følgende afsluttende bemærkninger i udkastet
”Det må forventes, at den der påtager sig en ledende stilling i en kommune - navnlig som kommunaldirektør, ordførende eller administrerende direktør - gør sig klart, hvilket ansvar der er forbundet med at indtage en sådan stilling, og at der ikke siden kan henvises til manglende uddannelsesmæssig eller personlig kompetence, endsige manglende faglige forudsætninger for at bestride stillingen.”
Kommissionen foretager ikke med denne bemærkning en ansættelsesretlig stillingtagen. Med henblik på tydeliggørelse heraf er ovennævnte afsnit i kommissionens endelige beretning tilføjet følgende med note om høringssvaret:
”Undladelse heraf ved ansættelse eller forfremmelse er imidlertid ikke ensbetydende med at der senere kan gøres et ansættelsesretligt ansvar gældende.”
Det af bisidderen i øvrigt anførte giver ikke kommissionen anledning til bemærkninger.
Michael Elbæk, der ikke har bisidder, er hørt over beretningens bind 5, kapitel 8.5. ”Særligt om personale og idræt” samt bind 8, kapitel 12.3.2.12., om Farum Hovedgade 80B. Michael Elbæk har i svar af 13. december 2011 anmodet om sletning af oplysninger om boligforhold, der er uden relation til Farum Kommune.
Kommissionens bemærkninger:
Den ønskede ændring er imødekommet.
Der er fremsat bemærkninger vedrørende kommissionens sammenfatning og vurdering i bind 10, side 247 - 253.
Advokat Svens Paludan-Müller har som bisidder for en række revisorer i det daværende Kommunernes Revision den 9. januar 2012 skrevet således:
”Som bisidder for nuværende og tidligere ansatte i Kommunernes Revision (KR) skal jeg herved kommentere kapitel 23 - kommunens revision - i udkast til beretning.
Kommissionen har fra KR modtaget skriftlige kommentarer og vidneforklaringer til især HLB’srapport, som KR ikke er enig i. KR’s kommentarer er medtaget i kommissionens beretning.
Nedenstående kommentarer, som vedrører afsnittet Sammenfatning og vurdering i udkast til beretning, skal supplere de tidligere indgivne kommentarer. Bemærkningerne vedrører dels revisionsberetningens lovgivningsmæssige og praktiske status, dels punkter, hvor der er behov for supplerende kommentarer.
Blank påtegning
Det afvises - som det også flere steder er refereret i udkast til beretning - at KR har afgivet udtalelser, som på nogen måde bør kunne opfattes som en “blank påtegning“ af Farum Kommunes regnskaber. Der henvises i påtegningen til beretningen, hvor de kritiske bemærkninger, som krævet af styrelsesloven, fremgår af et særskilt punkt. De gældende regler i styrelsesloven om revisionens rapportering er således nøje overholdt. Endvidere forudsættes det, at kommunens forvaltning har gennemgået revisionsberetningerne (med bemærkninger) til brug for dagsordenstekst og kommunalbestyrelsens senere besvarelse af bemærkningerne over for tilsynsmyndigheden. De mangelfulde sagsfremstillinger fra forvaltningen er nævnt på side [251].
Det afvises derfor, at der er givet “blank påtegning“ af kommunens regnskaber i dette ords revisionsfaglige betydning. Alene udtrykket “revisionsberetning”, som er fastsat i styrelsesloven, er en afvigelse fra den private revisionsstandard, der bruger betegnelsen “revisionsprotokollat”.
Ledelseserklæringer og engagementsforespørgsler
Uanset at det er god revisionsskik at indhente ledelseserklæringer og engagementsforespørgsler, var det ikke i undersøgelsesperioden generel praksis i den kommunale sektor.
På side [249] anføres det, at kommissionen er enig i HLB’s kritik af, at KR ikke har fulgt gældende revisionsstandard vedrørende de nævnte erklæringer. I tilslutning hertil mener KR at kunne konstatere, at de manglende erklæringer og forespørgsler ikke har haft betydning for afdækning af noget forhold, heller ikke efter 2002.
Leasingforpligtelser
Der fremsættes af kommissionen på side [250] kritik af manglende oversigter i revisionsberetningerne over kommunens leasingudgifter. Spørgsmålet om reglerne på dette område blev rejst under afhøringen af statsaut. revisor Jørgen Krauw, HLB (side [142]) om de autoriserede konteringsregler fra Indenrigs-ministeriet (“den gule mappe”). Det skal oplyses, at det først fra 2003 var et krav i konteringsreglerne, at leasingudgifter skulle oplyses. I en orienteringsskrivelse fra juli 1997 i den gule mappe siges det, at “kommunalbestyrelsen kan beslutte, hvorvidt forpligtelser i tilslutning til kommunens leasing- og lejeaftaler skal optages i garanti- og eventualrettighedsfortegnelsen”. Samme formulering går igen indtil 2003.
KR har derfor holdt sig til regnskabsreglerne for kommuner, men kommissionen har ud fra en efterfølgende betragtning ment, at noget andet kunne have været hensigtsmæssigt.
Afslutning
Gennem kommissionens undersøgelse er hændelsesforløbet efterforsket, og forhold, som ikke har været gennemskuelige før efter 2002, er afdækket. Uanset hvad der måtte være af kritik af kommunens revision, er der ikke i beretningen nævnt konkrete forhold, der peger på, at eventuelle tab kunne være undgået ved revisionshandlinger fra KR’s side.
Det fremgår af beretningen, at kommissionens bemærkninger til revisionen ikke er ensbetydende med, at revisionen ikke retligt har levet op til de gældende krav på det tidspunkt, hvor revisionen blev udført, men at bemærkningerne er udtryk for en vurdering af, hvad byrådsmedlemmer kunne forvente.
En sag af denne art har naturligt givet anledning til at se på reglerne for bl.a. revisionen af kommuner. Det nævnes i udkast til beretning, at alle kommuner fra den 1. januar 2012 skal revideres i henhold til revisorlovgivningen. Det skal oplyses, at KR fra den 1. januar 2010 har opfyldt denne betingelse.”
Kommissionens bemærkninger:
Det anførte giver ikke kommissionen anledning til bemærkninger.
Der er i beretningens bind 14, kapitel 23.9, side 253, indsat en henvisningsnote til høringssvaret.
Advokat Nicolai Westergaard har som bisidder for tidligere velfærdsminister Karen Jespersen, der i undersøgelsesperioden var socialminister og senere indenrigsminister, den 10. januar 2012 skrevet således:
”I det sammenfattende afsnit, bind 13, kapitel 21.6.11, side [171], er det samråd i Folketingets Kommunaludvalg, som Karen Jespersen som daværende indenrigsminister deltog i den 2. marts 2000, omtalt. Det fremgår her, at Karen Jespersen i samrådet om sagen vedrørende Farum Park og Farum Arena udtalte:
“at sagen blev undersøgt af Tilsynsrådet for Frederiksborg Amt, og at hun derfor ikke kunne udtale sig om arrangementets lovlighed i forhold til lånereglerne. Indenrigsministeren fandt ikke anledning til på grundlag af ministeriets ressortbetingede overtilsyn med overholdelsen af lånebekendtgørelsen at gå ind i sagen på daværende tidspunkt.”
Om baggrunden og grundlaget for denne udtalelse ønsker Karen Jespersen i det hele at henholde sig til den redegørelse herfor, som de ledende embedsmænd i det daværende Indenrigsministerium har afgivet i deres høringssvar af [10]. januar 2012 til beretningsudkastet, og som hun i det hele kan tilslutte sig.”
Kommissionens bemærkninger:
Der henvises til kommissionens bemærkninger nedenfor til høringssvaret fra ledende embedsmænd i Indenrigsministeriet.
Advokat Nicolai Westergaard har som bisidder den 10. januar 2012 skrevet således:[7]
”På vegne hofchef, daværende departementschef Christian Schønau, afdelingschef Hans B. Thomsen, afdelingschef, daværende kontorchef Niels Jørgen Mau Pedersen, afdelingschef, daværende kontorchef Pernille Christensen, direktør, daværende afdelingschef Thorkil Juul og direktør, daværende departementschef Niels Preisler (i det følgende under ét betegnet embedsmændene) skal jeg herved fremkomme med følgende bemærkninger til Farum-kommissionens udkast til beretning:
…”
Det hedder i høringssvaret:
”Ad finansieringsarrangementet vedrørende Farum Park og Farum Arena:
1.
I bind 13, kapitel 21.6.11, anføres det i det sammenfattende afsnit på side [171] i forbindelse med omtalen af finansieringsarrangementet vedrørende Farum Park og Farum Arena om det daværende Indenrigsministeriums rolle i sagen:“Kommissionen finder at måtte lægge til grund, at denne meget betydelige yderligere gældssætning af kommunen kunne være blevet begrænset, hvis Indenrigs- og Sundhedsministeriet som overordnet ressortansvarlig for kommunernes låntagning i foråret 2000 var gået ind i sagen på samme måde, som det tidligere var sket vedrørende Farum Kommunes dispositioner med hensyn til rensningsanlægget.”
Den citerede bemærkning er gentaget i bind 16, kapitel 26.9 på side [117], her tillige med en henvisning til, at bemærkningen også findes i kapitel 21.6.4.4.2. Dette ses imidlertid ikke at være tilfældet.
2.
Indledningsvis bemærkes for fuldstændighedens skyld, at den korrekte betegnelse for ministeriet i 2000 var Indenrigsministeriet.3.
Den grundlæggende indvending mod kommissionens betragtning om ministeriets mulighed for i foråret 2000 at gribe ind i sagen vedrørende Farum Park og Farum Arena med henvisning til forløbet af den tidligere sag vedrørende rensningsanlægget er, at betragtningen er forankret i en falsk præmis, nemlig at de to sager er sammenlignelige i denne henseende. Der er imidlertid en afgørende forskel mellem de to sager derved, at sagen vedrørende rensningsanlægget i modsætning til, hvad der var situationen i Farum Park-sagen, ikke var indbragt for, endsige under behandling i tilsynsrådet, hvilket ministeriet på forhånd havde sikret sig ved henvendelse til tilsynsrådet, jf. daværende kontorchef Niels Jørgen Mau Pedersens forklaring, refereret i kapitel 21.6.4.2.4, side [85].4.
Ifølge den i 2000 gældende kommunestyrelseslov var tilsynsrådene den primære og egentlige tilsynsmyndighed i forhold til kommunerne og ifølge lovens §§ 47, stk. 4 og 61, stk. 7, kunne visse af tilsynsrådenes afgørelser ankes til indenrigsministeren (min understregning).Tilsynsrådene var ifølge loven selvstændige forvaltningsorganer, som ikke stod i et almindeligt underordnelsesforhold til Indenrigsministeriet, og med en i loven fastlagt saglig kompetence. Det ville derfor kræve en klar hjemmel, hvis Indenrigsministeriet skulle kunne intervenere i konkrete sager, medens de blev behandlet af tilsynsrådet. En sådan hjemmel findes ikke. Jeg henviser om retsstillingen til Betænkning nr. 1395/2000 om statens tilsyn med kommunerne, side 139 (uddrag af betænkningen er vedlagt).[8]
Det følger heraf, og det var i øvrigt også i fuld overensstemmelse med den almindelige opfattelse i teori og administrativ praksis af Indenrigsministeriets beføjelser som tilsynsmyndighed i forhold til tilsynsrådene, at ministeriet var afskåret fra at gå ind i sager, såfremt og så længe de verserede ved tilsynsrådet, men tillige fordi ministeriet i så fald ville foregribe tilsynsrådenes afgørelser, kortslutte den ved loven fastlagte administrative ankeadgang og forhindre, at ministeriet kunne varetage opgaven som administrativ ankeinstans.
Med andre ord svigter selve den forudsætning om Indenrigsministeriets mulighed for at gå ind i Farum Park-sagen, som kommissionen har lagt til grund for den ovenfor citerede bemærkning i beretningsudkastet.
5.
I forbindelse med daværende indenrigsminister Karen Jespersens samråd i Folketingets Kommunaludvalg den 2. marts 2000 i anledning af en presseomtale af den finansieringsmodel, Farum Kommune angiveligt anvendte for projekterne vedrørende Farum Park og Farum Arena, blev der redegjort for den beskrevne retsstilling i forholdet mellem det kommunale tilsyn og det ministerielle overtilsyn. Til brug for samrådet havde ministeriet udarbejdet såvel et talepapir, et såkaldt beredskabspapir som en replik, jf. beretningsudkastets kapitel 21.6.4.4.2, side [103-105]. Det fremgår udtrykkeligt heraf, at ministeriet var blevet bekendt med, at Tilsynsrådet for Frederiksborg Amt allerede havde taget sagen op, og at ministeriet derfor – i overensstemmelse med det ovenfor anførte – ikke havde mulighed for eller anledning til at gå ind i sagen, så længe den verserede ved tilsynsrådet.6.
I den ovenfor citerede bemærkning har kommissionen tillige lagt til grund, at Indenrigsministeriet i kraft af sin rolle som overordnet ressortansvarlig for kommunernes låntagning kunne være gået ind i Farum Park-sagen i foråret 2000.I indenrigsministerens beredskabspapir til brug for samrådet den 2. marts 2000 er der redegjort for det ulovbestemte såkaldte overtilsyn, som Indenrigsministeriet som ressortministerium for lånebekendtgørelsen havde med hensyn til overholdelsen af bekendtgørelsen, og som indebar, at ministeriet havde mulighed for af egen drift at tage en sag op, hvis ministeriet blev bekendt med, at en kommune ikke overholdt bekendtgørelsen, eller hvis der var en vis tvivl herom, jf. beretningsudkastets kapitel 21.6.4.4.2, side [103-105]. Der henvises om de retlige rammer for udøvelsen af overtilsynet tillige til Betænkning 1395/2000, side 218f (vedlagt).[9]
Det skal i tilknytning hertil navnlig fremhæves, at overtilsynet ikke hjemlede Indenrigsministeriet nogen særskilt adgang til at gå ind i sager på tværs af de almindelige regler om kompetencefordelingen vedrørende det kommunale tilsyn. Det siger således sig selv, at en adgang for Indenrigsministeriet til - uden en særskilt og klar hjemmel - men alene i kraft af det særlige overtilsyn som ressortansvarligt ministerium at gå ind i sager, der allerede verserede for et tilsynsråd, ikke blot ville være uforenelig med men også undergravende for den ordning af tilsynet med kommunerne, kommunestyrelsesloven foreskrev.
Det blev derfor i overensstemmelse hermed i beredskabspapiret konkluderet, at heller ikke det særlige overtilsyn gav ministeriet nogen mulighed for at gå ind i Farum Park-sagen, så længe den blev undersøgt af Tilsynsrådet for Frederiksborg Amt.
Ved ændringen af kommunestyrelsesloven i 2003 bortfaldt det ministerielle overtilsyn i øvrigt helt, jf. den kommenterede styrelseslov, 2. udg., 2010, side 564f.
7.
Det må endvidere haves for øje, at “Farum-sagen“ først opstod længe efter foråret 2000.Som daværende kontorchef Pernille Christensen har forklaret, jf. kapitel 26.8.2, side [87f], adskilte Farum Kommune sig ikke med det kendskab, som Indenrigsministeriet på det tidspunkt havde til kommunen, fra andre kommuner på en sådan måde, at ministeriet allerede af den grund havde eller burde have en særlig anledning til at gribe ind.
Selvom det var oplyst, at projektet vedrørende Farum Park og Farum Arena involverede et anseeligt beløb - i størrelsesordenen 174 til 184 mio. kr. - var der i foråret 2000 intet i det for ministeriet oplyste, der tydede på en gældsætning, der på nogen måde ville kunne bringe kommunens økonomiske tilstand i fare.
Set i ministeriets perspektiv ville den for tilsynsrådet i foråret 2000 allerede verserende sag vedrørende finansieringen af disse projekter derfor i det højeste kunne ende med, at Farum Kommune måtte deponere et beløb i denne størrelsesorden.
8.
Endelig fremgår det af den ovenfor citerede bemærkning, at det er kommissionens antagelse, at den yderligere gældsætning af Farum Kommune, der efterfølgende fandt sted, kunne være undgået, hvis Indenrigsministeriet var gået ind i Farum Park-sagen som nævnt.Hertil skal det bemærkes, at det er vanskeligt at se, hvorfor kommissionen antager, at en indgriben fra ministeriets side i Farum Park-sagen - i modsætning til tilsynsrådets behandling af sagen som den primære og egentlige tilsynsmyndighed - ville kunne have standset eller begrænset kommunens gældsætning.
9.
Med de anførte begrundelser er det embedsmændenes bestemte opfattelse, at kommissionens antagelse, som den er citeret ovenfor, er forkert.Jeg skal derfor henstille, at bemærkningen i kapitel 21.6.11 og kapitel 26.9 samt de steder, hvor den i øvrigt måtte forekomme, udgår af beretningen.
Hvis kommissionen ikke kan imødekomme at lade bemærkningen udgå, beder jeg om, at der i tilknytning til de steder i beretningen, hvor den forekommer, indsættes en note om embedsmændenes opfattelse, således at det ved læsning af beretningen umiddelbart kan konstateres, at kommissionens bemærkning ikke står uimodsagt. En sådan note kan have følgende ordlyd:
“I et høringssvar til kommissionen har de ledende embedsmænd i det daværende Indenrigsministerium tilkendegivet, at kommissionens antagelse om ministeriets mulighed for at gribe ind i Farum Park-sagen i foråret 2000 er forkert, idet ministeriet hverken i kraft af det da gældende ulovbestemte overtilsyn som ressortministerium for lånebekendtgørelsen eller på noget andet grundlag havde hjemmel til at gribe ind i sagen, idet den på det tidspunkt allerede blev behandlet af Tilsynsrådet for Frederiksborg Amt – i modsætning til, hvad der var tilfældet i den tidligere sag om rensningsanlægget.”
Kommissionens bemærkninger:
De ledende embedsmænd i det daværende Indenrigsministerium har i høringssvaret, som tidligere indenrigsminister Karen Jespersen har tilsluttet sig, tilkendegivet, ”at kommissionens antagelse om ministeriets mulighed for at gribe ind i Farum Park-sagen i foråret 2000 er forkert, idet ministeriet hverken i kraft af det da gældende ulovbestemte overtilsyn som ressortministerium for lånebekendtgørelsen eller på noget andet grundlag havde hjemmel til at gribe ind i sagen, idet den på det tidspunkt allerede blev behandlet af Tilsynsrådet for Frederiksborg Amt - i modsætning til, hvad der var tilfældet i den tidligere sag om rensningsanlægget.” Det er i høringssvaret endvidere anført, ”at det er vanskeligt at se, hvorfor kommissionen antager, at en indgriben fra ministeriets side i Farum Park-sagen - i modsætning til tilsynsrådets behandling af sagen som den primære og egentlige tilsynsmyndighed - ville kunne have standset eller begrænset kommunens gældsætning.
Kommissionen bemærker hertil, at tilsynsrådet den 31. januar 2000 af egen drift - som også anført i Indenrigsministeriets notat af 16. februar 2000 og i ministerens oprindelige talepapir af 23. februar 2000 - over for kommunen rejste spørgsmålet om ”den økonomiske struktur omkring drift af Farum Stadion og Stadions overdragelse til Farum Boldklub A/S, herunder navnlig om der forel[å] et gavemoment i kontrakterne.” Denne sag, der altså vedrørte kommunens aftaler med Farum Boldklub A/S om drift og overdragelse af Farum Park, er omtalt i beretningens bind 7, kapitel 10.5.1. Tilsynsrådet nævner således ikke finansieringen af idrætsbyggeriet .
Spørgsmålet vedrørende byggeriets finansiering og forholdet til lånereglerne blev rejst af tilsynsrådet over for Farum Byråd ved brev af 4. juli 2000. Indenrigsministeriet havde forinden den 2. marts 2000 - samme dag som samrådet i Folketingets Kommunaludvalg blev afholdt oversendte Lars Wismanns brev af 11. februar 2000 til tilsynsrådets videre foranstaltning. Efter de foreliggende dokumenter havde tilsynsrådet således først efter modtagelsen af brevet af 2. marts 2000 fra Indenrigsministeriet med sikkerhed inddraget dette spørgsmål i den tilsynssag, der blev rejst ved brevet af 31. januar 2000 til Farum Byråd.
Tilsynsrådet fremkom den 7. december 2001 - efter høring af Indenrigsministeriet - med en udtalelse om byggeriets finansiering og forholdet til lånereglerne. Sagen blev herefter af kommunen indbragt for Indenrigs- og Sundhedsministeriet, der den 24. april 2002 fremkom med sin udtalelse, hvorefter aftalerne med FIH måtte sidestilles med låntagning, og hvorefter kommunen enten skulle indfri lånene eller deponere lånebeløbet.
Den i høringssvaret anførte begrundelse for, at Indenrigsministeriet forholdt sig passiv, da man i februar 2000 blev opmærksom på, at Farum Kommune på ny i strid med lånereglerne optog maskerede lån på meget betydelige beløb, har således efter kommissionens opfattelse ikke støtte i det ovenfor beskrevne sagsforløb.
Hvis Indenrigsministeriet som overtilsyn straks var gået ind i sagen i februar 2000, finder kommissionen det endvidere åbenbart, at gældsætningen af kommunen kunne være blevet begrænset, jf. i det hele beskrivelsen i bind 13, kapitel, 21.6.4.4.2.
Der er i beretningens bind 1, kapitel 2.13.1.3., bind 13, kapitel 21.6.11., og bind 16, kapitel 26.9., indsat henvisningsnoter med oplysning om høringssvaret og kommissionens bemærkninger hertil.
Det hedder i høringssvaret:
”Ad sagsbehandlingstiden:
I bind 16, kapitel 26.9, side [116], er anført følgende:
“Også Indenrigsministeriet har i nogle sager haft en sagsbehandlingstid af en længde, der ikke umiddelbart lader sig forklare ud fra sagernes indhold. Såvel tilsynsrådet som ministeriet har da også i flere tilfælde beklaget lang sagsbehandlingstid.1”
I den angivne note er der som eksempler for så vidt angår Indenrigsministeriet henvist dels til kapitel 4.5.2.[4] (sagen vedrørende Farum Boldklub A/S) dels til kapitel 20.3.14.1 (sagen vedrørende Dagbladet Arbejderen).
For så vidt angår sagen vedrørende Farum Boldklub A/S, var der tale om en meget omfattende sag, hvor Indenrigs- og Sundhedsministeriet skulle tage stilling til spørgsmålet om inhabilitet i tre forskellige relationer, som hver især skulle vurderes individuelt for en række kommunalbestyrelsesmedlemmer. Herudover gav sagen også ministeriet anledning til principielle overvejelser om de spørgsmål, den rejste. Dertil kom, at ministeriet i den pågældende periode også havde måttet varetage en række andre presserende og meget højt prioriterede sager.
Farum Boldklub-sagens betydelige omfang og kompleksitet er således i sig selv en forklaring på sagsbehandlingstidens længde.
Sagen vedrørende Dagbladet Arbejderen drejede sig om en anmodning fra Folketingets Ombudsmand i juli 1999 om en udtalelse fra Indenrigsministeriet til brug for behandlingen af en sag, som tilsynsrådet havde afgivet en udtalelse i. Der var således ikke tale om, at tilsynsrådets udtalelse var indbragt for ministeriet.
Den lange sagsbehandlingstid skyldtes, at sagen gav ministeriet anledning til principielle overvejelser om den kommunale indkøbsbekendtgørelse, i henhold til hvilken Farum Kommune i den konkrete sag havde givet afslag på aktindsigt. Disse overvejelser skulle koordineres med Finansministeriets tilsvarende overvejelser om den statslige indkøbsbekendtgørelse. Overvejelserne resulterede i, at såvel den kommunale som den statslige indkøbsbekendtgørelse blev ophævet den 15. juni 2002.
Det kan tilføjes, at problemstillingen i sagen også var genstand for drøftelse under et samråd i Folketingets Kommunaludvalg den 10. april 2002, og selve sagen var genstand for et § 20-spørgsmål (S 1659 2001-02, 2. samling) stillet af Line Barfod (EL) den 10. april 2002.
Af det vedlagte svar[10]på spørgsmålet (22. april 2002) fremgår det, at den konkrete sag vedrørende den kommunale indkøbsbekendtgørelse blev sat i bero med henblik på afslutning af sagen vedrørende Finansministeriets anvendelse af den statslige indkøbsbekendtgørelse.
Det fremgik endvidere, at Dagbladet Arbejderen (klageren) i den forbindelse over for Indenrigs- og Sundhedsministeriet havde oplyst, at Dagbladet Arbejderens interesse i sagen ikke var de konkrete kontrakter, der var anmodet om aktindsigt i, men det generelle spørgsmål om bekendtgørelsens betydning for offentlighedens adgang til oplysninger i udliciteringssager.
Der er således en god forklaring på ministeriets sagsbehandlingstid i de to sager, kommissionen konkret har henvist til “som eksempler”. Det ses ikke, om kommissionen derudover måtte have haft andre sager i tankerne med bemærkningen om sagsbehandlingstiden.
Det skal tilføjes, at det forhold, at ministeriet i de to tilfælde har beklaget den lange sagsbehandlingstid, alene refererer til, at sagsbehandlingstiden - som nævnt - har været lang, men ikke at den efter ministeriets opfattelse - de konkrete omstændigheder taget i betragtning - har været for lang.
Kommissionens bemærkning om ministeriets sagsbehandlingstider kan således ikke anerkendes. Jeg henstiller derfor, at bemærkningen udgår af beretningen. Hvis kommissionen ikke kan imødekomme dette, beder jeg om, at der på tilsvarende måde tilføjes en note på det pågældende sted i beretningen om de berørte embedsmænds opfattelse.”
Kommissionens bemærkninger:
Kommissionen har i det omhandlede afsnit som eksempler på sager med en sagsbehandlingstid af en længde, der ikke umiddelbart lader sig forklare ud fra sagernes indhold, indsat en udtrykkelig henvisning til sagen om psykolog Ulla Andersen omtalt i bind 5, kapitel 7.4.2. (Indenrigsministeriets j.nr. 4.k. 1994/122-207-3) og til sagen om Farum Kommunes salg af ejendomme i “Stationsområdet” til Pen-Sam omtalt i bind 8, kapitel 12.3.2.2. (Indenrigsministeriets j.nr. 1.k. 1992/1079-207-1).
Det anførte giver ikke i øvrigt kommissionen anledning til bemærkninger.
Der er i beretningens bind 16, kapitel 26.9., indsat en henvisningsnote om høringssvaret og kommissionens bemærkninger hertil.
Bisidderen har for så vidt angår bemærkninger i øvrigt til beretningsudkastet henvist til en vedlagt redegørelse af 6. januar 2012 fra afdelingscheferne Hans B. Thomsen og Niels Jørgen Mau Pedersen, hvori det hedder:
”…
Som supplement til advokat Nicolai Westergaards samlede høringssvar for embedsmændene i det daværende Indenrigsministerium og Indenrigs- og Sundhedsministerium har Afdelingschef Hans B. Thomsen og daværende kontorchef, nu afdelingschef Niels Jørgen Mau Pedersen følgende bemærkninger:
1. Inhabilitet ved privatøkonomisk investering i aktier (bind 4, s. [179-180])
1.1. Farum-kommissionen finder (s. [180]), at enhver privatøkonomisk investering uanset størrelse i aktier, andele mv. principielt kan give anledning til tvivl om habiliteten i forbindelse med behandling af og afgørelse i sager, der direkte vedrører den virksomhed, investeringen er foretaget i. Det pågældende kommunalbestyrelsesmedlem bør derfor efter kommissionens opfattelse altid underrette kommunalbestyrelsen om sådanne investeringer med henblik på kommunalbestyrelsens afgørelse af habilitetsspørgsmålet, jf. den kommunale styrelseslovs § 14, stk. 1 og 2.
Farum-kommissionen har anført, at besiddelse af enhver aktiepost uanset størrelse må antages at medføre inhabilitet for en dommer i forbindelse med behandling af en sag, der vedrører selskabet, jf. retsplejelovens [§ 60, stk. 1, nr. 1, og § 61]. Videre anføres det, at for revisorer gælder reglen i revisorlovens [§ 24, stk. 2, jf. stk. 1 (tidligere § 11, stk. 2, nr. 4, jf. stk. 1)], hvorefter en revisor er afskåret fra at udføre opgaver som omhandlet i lovens § 1, stk. 2, hvis revisoren har nogen form for direkte eller indirekte økonomisk interesse i den virksomhed, opgaven vedrører. Der henvises endvidere til de advokat etiske regler om interessekonflikter.
Det daværende Indenrigs- og Sundhedsministerium afgav den 11. juli 2005 en udtalelse om inhabilitet i forbindelse med bl.a. kommunalbestyrelsesmedlemmers aktiebesiddelse i Farum Boldklub A/S og Farum Boldklub Holding A/S.
Ministeriet fandt, at selv en direkte, økonomisk interesse som følge af en investering på kr. 5.000 og derunder i en aktiepost er af så ubetydelig karakter, at dette ikke kan føre til en inhabilitetsbegrundende interesse i en sag.
Hvad angår undtagelse fra underretningspligten i den kommunale styrelseslovs § 14, stk. 2, fandt ministeriet, at dette alene utvivlsomt har kunnet ske i de tilfælde, hvor aktiebesiddelsen har været åbenbart ubetydelig, dvs. i denne sag ved aktiebesiddelser på kr. 1.000.
Ministeriet henviste bl.a. til Forvaltningsret - sagsbehandling af Jens Garde m.fl. 2001, s. 76 (nu 2007, s. 97), hvor følgende fremgår:
”Hvis der er tale om mindre aktieposter, vil interessen ofte være så indirekte og ubestemt, at der ud fra vurderingen i [forvaltningslovens] § 3, stk. 1 (”særlig interesse”) og § 3, stk. 2 (”interessens karakter eller styrke”) ikke kan antages at foreligge inhabilitet. Ofte vil det være ganske uvist, om aktierne bliver mere værd eller giver større udbytte ved et positivt udfald af sagen. Kun i særlige tilfælde, f.eks. hvis udfaldet af den sag, der er til behandling, ligefrem skulle være af afgørende betydning for selskabets eksistens, vil der kunne foreligge inhabilitet.”
1.2. Vi har noteret os kommissionens opfattelse, men skal knytte følgende bemærkninger hertil:
Uanset, at inhabilitetsregler for dommere, revisorer og advokater i et vist omfang kan inddrages som inspiration, finder vi ikke, at reglerne bør anvendes uændret på kommunalbestyrelsesmedlemmer. Det er således nogle andre hensyn, der ligger bag reglerne om inhabilitet/uafhængighed for dommere, revisorer og advokater.
Det kan i den forbindelse nævnes, at reglerne om revisorers uafhængighed er baseret på EU-regulering (Rdir 2006/43/EF med senere ændringer).
Hvad angår reglerne om dommeres inhabilitet, følger det af retsplejelovens § 60, stk. 1, nr. 1, og § 61 (lovbekendtgørelse nr. 1063 af 17.11.2011), at ingen må handle som dommer i en sag, når han selv er part i sagen eller er interesseret i dens udfald, eller der i øvrigt foreligger omstændigheder, som er egnede til at rejse tvivl om dommerens fuldstændige upartiskhed.
Ifølge Kommenteret retsplejelov, red. af Bernhard Gomard m.fl., 2008, s. 139, åbner formuleringen ”part i sagen eller interesseret i dens udfald” plads for et vist skøn. Det anføres videre, at det ikke er enhver interesse i sagens udfald, der gør dommeren inhabil. En fjernere interesse som beboer i kommunen, kunde i en virksomhed eller aktionær med et mindre beløb i et aktieselskab, der er part i sagen, bevirker næppe i almindelighed inhabilitet, jf. herved princippet i forvaltningslovens § 3, stk. 1, nr. 3. Afgørende er, om det må antages, at de pågældende omstændigheder medfører fare for, at afgørelsen af sagen vil kunne blive påvirket af uvedkommende hensyn.
Vi henviser endvidere til, at det efter (principperne i) forvaltningslovens § 3 stk. 1, nr. 1 og 2, er en betingelse, at der er tale om en særlig personlig eller økonomisk interesse, og at inhabilitet ikke foreligger, hvis der bl.a. pga. interessens karakter eller styrke ikke er fare for, at afgørelsen vil blive påvirket af uvedkommende hensyn, jf. forvaltningslovens § 3, stk. 2.
Der er herved fra lovgivers side taget stilling til, at ikke enhver personlig eller økonomisk interesse medfører inhabilitet.
På denne baggrund ligger det ikke fjernt at antage - som ministeriet har gjort det i sin udtalelse af 11. juli 2005 - at ikke enhver personlig eller økonomisk interesse giver en sådan anledning til tvivl om inhabilitet, at kommunalbestyrelsesmedlemmet har underretningspligt efter den kommunale styrelseslovs § 14, stk. 2.
Det bemærkes, at ministeriet i den konkrete sag fandt, at undtagelse fra pligten til at underrette kommunalbestyrelsen efter den kommunale styrelseslovs § 14, stk. 2, alene kunne ske ved aktiebesiddelser på kr. 1.000 (eller derunder). Bagatelgrænsen for undtagelse fra underretningspligt lå således lavere end den tilsvarende grænse for, hvornår der efter ministeriets opfattelse forelå inhabilitet.[11]
2. Klageorganets undersøgelsespligt (bind 10, s. [276-280 og 353-355])
Vi er enige med Farum-kommissionen i, at et klageorgan eller en tilsynsmyndighed ikke er henvist til blot ukritisk at lægge en myndigheds udtalelser til grund, men at der må gælde en stærk formodning om, at oplysningerne fra en offentlig myndighed lever op til de forventninger, man i et demokratisk samfund kan have til, at oplysningerne er tilvejebragt og videregivet efter spillereglerne for en uvildig offentlig myndighedsudøvelse, jf. bind 10, s. [280 og 353] i udkastet til beretning.
I den omtalte sag (ministeriets j.nr. 2000/1220/207-7) meddelte ministeriet som anført i kommissionens beretning klageren, at det i medfør af officialprincippet påhviler en forvaltningsmyndighed, herunder et tilsynsråd, at tilvejebringe et fyldestgørende faktisk og retligt grundlag, forinden myndigheden træffer afgørelse i en sag. Tilsynsrådet vil i den forbindelse som regel skulle indhente en udtalelse fra kommunen, og tilsynsrådet vil normalt kunne lægge kommunens oplysninger om de faktiske forhold til grund.
Der henvises til Folketingets Ombudsmands beretning for 1993, s. 119, hvor ombudsmanden udtalte, at udgangspunktet i tilfælde af uenighed om de faktiske forhold må være, at tilsynsmyndigheden kan lægge kommunens oplysninger til grund.
Vi bemærker hertil, at ministeriets udtalelse i den omtalte sag synes at ligge på linje med kommissionens opfattelse - hvilket måske kunne tydeliggøres i kommissionens fremstilling af spørgsmålet i bind 10, s. [279], i udkastet til beretning.
Kommissionen har anført, at forløbet giver kommissionen anledning til at pege på, at klageorganer, tilsynsmyndigheder og andre offentlige myndigheder som led i deres frie bevisbedømmelse på det forvaltningsmæssige område bør være opmærksomme på bl.a. princippet om processuel skadevirkning. Der kan evt. udstedes administrative forskrifter, f.eks. i form af en vejledning.
Vi bemærker hertil, at sådanne forskrifter i givet fald må udstedes af Justitsministeriet.[12]
3. Notatpligt ved administration af Produktionshuset (bind 10, s. [352-353])
Farum-kommissionen anfører, at Farum Kommune fra Produktionshusets start fastholdt, at aftaler med private virksomheder henhørte under kommunens forretningsområde og derfor ikke var undergivet forvaltningsretlige formkrav.
Kommissionen anfører videre, at dette bestyrkedes af Indenrigsministeriets og tilsynsrådets afgørelser, hvorefter der ikke blev stillet krav om notatpligt eller om, at aftalerne skulle være skriftlige. Der har således ikke været noget dokumentationskrav i forhold til den forvaltningsretlige grundopfattelse af god forvaltningsskik.
Indenrigsministeriet havde i et brev af 21. august 2000 (j.nr. 2000/1220/207-7) til Landsorganisationen af Arbejdsledige (LA) bl.a. udtalt, at ministeriet på baggrund af de foreliggende oplysninger lagde til grund, at der alene forelå mundtlige aftaler mellem Farum Kommune og private firmaer om udførelse af arbejdsopgaver i Produktionshuset. Ministeriet oplyste videre, at retten til aktindsigt efter offentlighedslovens § 4 og forvaltningslovens § 9 alene gælder dokumenter, der er indgået til eller oprettet af myndigheden på tidspunktet for fremsættelsen af aktindsigtsbegæringen. Disse bestemmelser giver således ikke en ansøger krav på, at myndigheden producerer dokumenter til opfyldelsen af aktindsigtsanmodningen.
Da der ikke forelå dokumenter omfattet af LA’s anmodning om aktindsigt, foretog ministeriet ikke videre.
Ministeriet tog ved denne udtalelse ikke eksplicit stilling til spørgsmålet om notatpligt.
Indenrigs- og Sundhedsministeriet besvarede den 2. april 2002 en fornyet henvendelse i sagen fra LA vedrørende spørgsmålet om notatpligt. Ministeriet oplyste bl.a., at pligten til at gøre notat efter offentlighedslovens § 6, stk. 1, alene gælder i sager, hvor der er eller vil blive truffet afgørelse. Sager om kontraktsindgåelse var derfor ikke omfattet af reglen.
Ministeriet oplyste videre, at der ifølge Beskæftigelsesministeriet ikke efter reglerne om aktivering var pligt for kommunerne til at indgå skriftlige aftaler med private firmaer i forbindelse med aktivering.
Endelig oplyste ministeriet, at Folketingets Ombudsmands kompetence er anderledes afgrænset end tilsynsrådets og Indenrigs- og Sundhedsministeriets kompetence. Folketingets Ombudsmand (der behandlede sagen på daværende tidspunkt) kan bl.a. tage stilling til eventuelle overtrædelser af god forvaltningsskik, hvilket de kommunale tilsynsmyndigheder ikke kan.
Vi skal henlede kommissionens opmærksomhed på, at baggrunden for, at ministeriet ikke gik ind i spørgsmålet om notatpligt i den konkrete sag om Produktionshuset, således var, at ministeriet ikke anså sig for kompetent hertil. Det var vurderingen, at spørgsmålet om notatpligt i forbindelse med kontraktindgåelserne var et spørgsmål om god forvaltningsskik og dermed ikke et spørgsmål om overholdelse af lovgivningen, som er temaet for tilsynsmyndighedernes retlige prøvelse.
Farum-kommissionens bemærkning bind 10, s. [350], om, at der ”således ikke [har] været noget dokumentationskrav i forhold til den forvaltningsretlige grundopfattelse af god forvaltningsskik”, kan give et urigtigt indtryk af, at ministeriet havde mulighed for at udtale sig om Farum Kommunes iagttagelse af god forvaltningsskik.[13]
Der kan i øvrigt henvises til Offentlighedskommissionens betænkning nr. 1510/2009, hvor bl.a. følgende fremgår om kommissionens overvejelser s. 421:
”Det følger af ombudsmandens praksis, at den omtalte almindelige forvaltningsretlige retsgrundsætning, medfører, at en forvaltningsmyndighed også uden for afgørelsessager kan være forpligtet til at tage notat om ”væsentlige sagsekspeditionsskridt”, hvis de ikke fremgår af sagens akter i øvrigt.
…
I forlængelse heraf kan der peges på, at en udvidelse af notatpligten til at omfatte al virksomhed, der udøves af den offentlige forvaltning, vil harmonere med den grundlæggende afgrænsning af offentlighedslovens anvendelsesområde.
Heroverfor kan der imidlertid peges på, at der kan rejses spørgsmål om, hvorvidt notatpligten efter den almindelige retsgrundsætning gælder for al virksomhed, der udøves af den offentlige forvaltning. Det kan således fremhæves, at de sager, der ikke har haft karakter af afgørelsessager, hvor ombudsmanden har anvendt den almindelige retsgrundsætning, ikke ”dækker” al den virksomhed, som den offentlige forvaltning udøver. De sager, hvor ombudsmanden har anvendt retsgrundsætningen … har således haft karakter af ”traditionelle” administrative sager, der har en vis indgribende og væsentlig betydning for borgeren, og hvor det er naturligt og ønskeligt, at der stilles krav om, at der tages notat om væsentlige sagsekspeditionsskridt.
Der kan i forlængelse af det anførte rejses spørgsmål om, hvorvidt den almindelige retsgrundsætning indebærer, at der inden for alle de forskellige typer af faktisk forvaltningsvirksomhed, som den offentlige forvaltning udøver, består en pligt til at tage notat om væsentlige sagsekspeditionsskridt, herunder notat af modtagne oplysninger, der er af væsentlig betydning for sagen. Blandt andet den tradition for mere uformelle sagsbehandlingsrutiner og de ressourcebetragtninger, … taler efter kommissionens opfattelse også for, at notatpligten ikke gælder i samme omfang for al forvaltningsvirksomhed.”
Under henvisning til det af Offentlighedskommissionen anførte er det således ikke givet, at der gælder en ulovbestemt retsgrundsætning om notatpligt for den type af forvaltningsvirksomhed, som fandt sted ved den omtalte kontraktindgåelse.
Offentlighedskommissionen ses derimod ikke at have udtalt sig om, hvorvidt der ud fra princippet om god forvaltningsskik gælder en sådan grundsætning, men kommissionen henviser til, at Folketingets Ombudsmand i en række sager har antaget, at de efter god forvaltningsskik bør ske den fornødne bevissikring, jf. Offentlighedskommissionens betænkning s. 416.
4. Rensningsanlægget (bind 13, s. [169-173])
I sagen om rensningsanlægget har Farum-kommissionen bl.a. anført, at embedsmandsværkets indstilling til indenrigsminister Thorkild Simonsen var, at ministeriet anlagde retssag imod Farum Kommune for at opnå, at kommunen med retligt bindende virkning blev tilpligtet at anerkende ministeriets retsopfattelse. Det er videre anført, at ministeren med sin kommunale baggrund ikke ønskede en langvarig retssag med en højtprofileret og populær borgmester som modpart. Sagen blev på den baggrund lukket med et forlig, der på den ene side indebar, at ministeriets principielle holdning kunne hævdes at være fastholdt, og på den anden side stillede kommunen væsentligt mere fordelagtigt, end en indfrielse af engagementet eller en deponering af det samlede provenu ville have gjort.
Vi bemærker hertil, at dispensationen til Farum Kommune den 3. august 1999 ikke indebar en varig forbedring af kommunens økonomi, men stillede kommunen likviditetsmæssigt i et vist omfang mere fordelagtigt i forhold til en fuld indfrielse af lånet eller en deponering af det samlede provenu. Der er ikke i beretningsudkastet argumenteret for, at fordelen for kommunen skulle være væsentlig.[14]
5. Fremadrettede tiltag - ændring af styrelsesloven (bind 15, s. [257-260]) og de kommunale budget- og regnskabsregler (bind 13, s. [172])
5.1. Styrelseslovens § 66
Farum-kommissionen anfører, at konklusionen kan være, at Farum-sagen ikke dokumenterer et behov for ændring af styrelseslovens § 66, men alene et behov for generel information - et ABC-notat til alle kommunalbestyrelsesmedlemmer. Det er imidlertid kommissionens opfattelse, at der er god grund til - evt. i forbindelse med andet sagkyndigt lovforberedende arbejde - at overveje, om styrelseslovens § 66 vedrørende borgmesterens vægring kan og bør tydeliggøres.
Vi har noteret os kommissionens opfattelse.
Det bemærkes, at ministeriet fandt, at der var det fornødne retlige og faktiske grundlag for at suspendere Peter Brixtofte efter styrelseslovens § 66.[15]
5.2. Generel information til alle landets kommunalbestyrelsesmedlemmer om mindretallets rettigheder
Hvad angår behovet for generel information (ABC-notat) til alle landets kommunalbestyrelsesmedlemmer om mindretallets rettigheder, kan det oplyses, at Center for Offentlig Kompetenceudvikling (COK) og KL tilbyder en række kurser til kommunalpolitikere.
I denne sammenhæng skal det såkaldte ”Kattegat-kursus”, nævnes. Kurset, der tager afsæt i den fiktive Kattegat Kommune, er målrettet til nyvalgte kommunalpolitikere. Ifølge KL deltog 4 ud af 5 nyvalgte kommunalpolitikere i de seneste Kattegat-kurser i 2010.
Ifølge COK tilrettelægger nogle kommuner selv introduktionskurser, eksempelvis Odense, København, Aarhus og Vejle.
Til brug for Kattegat-kurset er der udarbejdet en omfattende grundbog[16], hvori der indgår følgende hovedtemaer: 1) Kommunalt folkestyre - kommunalpolitikken i det danske demokrati, 2) Kommunernes styrelse - rammer for det kommunalpolitiske arbejde, 3) Kommunernes opgaver - redskaber til politisk styring af kommunens opgaver, 4) Den kommunale økonomi - redskaber til politisk styring af kommunens økonomi og 5) Kommunernes omverden - samspillet med andre kommuner og aktører.
De temaer, som ABC-notatet handlede om (de enkelte kommunalbestyrelsesmedlemmers rettigheder (mindretalsgarantier) og tilsynets beføjelser), er alle behandlet i den omtalte bog.
Udover Kattegat-kurserne udbydes en række andre kurser af relevans for kommunalpolitikere.[17]
5.3. Forretningsgange vedr. leje- og leasingaftaler
Farum-kommissionen anfører, at kommuner, der indgår leje- og leasingaftaler, bør have fastlagt forretningsgange, der sikrer entydige ansvarsplaceringer. Forretningsgangene skal sikre, at kommunen bliver i stand til at udarbejde en oversigt over forpligtelserne til årsregnskabet. Oversigten skal udarbejdes i overensstemmelse med gældende krav, herunder de bestemmelser, som fremgår af lånebekendtgørelsen om leje- og leasing.
Kommissionen anfører endvidere, at forretningsgangene bør indeholde bestemmelser om:
- ansvars- og kompetencefordeling ved indgåelse af leasingkontrakter
- godkendelsesprocedure i byråd og økonomiudvalg
- at leasinggivere skal indarbejdes i oversigt over finansielle institutioner, fra hvem der indhentes engagementsforespørgsler
- opgørelsen af forpligtelserne i årsregnskabet
- vurdering af leje- og leasingforholdet, i relation til om lejemålet eller leasingforholdet erstatter en kommunal anlægsudgift, og om der er givet dispensation for deponering/belastning af låneramme for indgåelse af kontrakter
- opgørelse af evt. beløb til deponering
Vi skal hertil bemærke, at det fra regnskab 2004 har været obligatorisk at optage forpligtelser vedrørende finansielle leasingkontrakter i balancen. Endvidere skal der i bemærkningerne til regnskabet optages en oversigt over garantier, eventualrettigheder og - forpligtelser. Denne oversigt bør efter gældende regler indeholde væsentlige finansielle forpligtelser i forbindelse med lejeaftaler eller operationel leasing. Endvidere har der siden budget 2000 været et krav om, at bemærkningerne til budgettet skal indeholde en redegørelse for, hvordan budgettet er påvirket af indgåelsen af leasingarrangementer, herunder sale-and-lease-back arrangementer.
Vedrørende punkt 1 og 2 skal det nævnes, at det er fastsat i lånebekendtgørelsens § 15, stk. 4, at beslutning om indgåelse af leje- og leasingaftaler, der kan sidestilles med en kommunal anlægsopgave, træffes af kommunalbestyrelsen i et møde. Der stilles således efter gældende regler krav til forretningsgangene i forbindelse med indgåelse af større leasingaftaler.
Vedrørende punkt 4 er der som ovenfor nævnt krav om, at finansielle leasingforpligtelser skal opgøres og fremgå af balancen i regnskabet. Der er i ”Budget- og regnskabssystem for kommuner” oprettet en særskilt funktion til registrering af leasingforpligtelser: 9.55.79 Gæld vedrørende finansielt leasede aktiver.
Vedrørende punkt 5 og 6 skal alene rent teknisk bemærkes, at det kan forekomme uhensigtsmæssigt at udtage enkeltelementer til særskilt behandling, da det ved alle kommunale anlægsopgaver forudsættes, at de vurderes i forhold til lånebekendtgørelsens bestemmelser om opgørelse af låneramme, deponering m.v.[18]
5.4. Øvrige tiltag
For så vidt angår lovgivning om midlertidig suspension, mens en borgmesters forhold undersøges, og om muligheden for evt. at kræve nyvalg, henviser kommissionen til de overvejelser, der allerede er gjort i Folketinget i forbindelse med behandling af forslag til ændring af den kommunale styrelseslov (midlertidig suspension af borgmesteren under visse undersøgelser) og forslag til folketingsbeslutning om adgang til at kræve nyvalg og folketingsbeslutning om mistillidsvotum til borgmesteren.
Kommissionen anfører, at overvejelser om gennemførelse af sådanne meget vidtrækkende forslag i forhold til det kommunale selvstyre og dets virkemåde bør afvente evt. sagkyndigt lovforberedende arbejde.[19]
5.4.1. Midlertidig suspension
Vi har noteret os kommissionens opfattelse, herunder at vurderingen af spørgsmålet vedrørende midlertidig suspension bør afvente et evt. sagkyndigt lovforberedende arbejde.
5.4.2. Adgang til at kræve nyvalg og mistillidsvotum til borgmesteren
Som kommissionen har anført, er der tale om meget vidtrækkende forslag. Til brug for kommissionens overvejelse af, om der er behov for inddragelse af disse spørgsmål i et evt. lovforberedende arbejde, kan vi endvidere oplyse, at spørgsmålene er blevet indgående behandlet af Folketinget.
Der kan i den forbindelse nærmere oplyses følgende om folketingsbehandlingen:
a)adgang til at kræve nyvalg:
- B 88 (2009-10) om mulighed for afholdelse af ekstraordinære kommunale valg.
Forslaget ville give borgere i en kommune eller i en region mulighed for med en underskriftsindsamling at forlange et ekstra valg til kommunalbestyrelsen eller regionsrådet. Der krævedes underskrifter fra mindst 35 pct. af antallet af afgivne stemmer ved det seneste valg. Ændringen fra 50 pct. i de tidligere forslag til 35 pct. blev begrundet med de nye, større kommuner efter kommunalreformen.
- B 33 (2004-05, 1. samling) om mulighed for afholdelse af ekstraordinære kommunale valg.
Beslutningsforslaget skulle åbne mulighed for ekstraordinære valg til kommunalbestyrelse og regionsråd. Der skulle afholdes nyvalg, hvis et antal vælgere svarende til mindst 50 pct. af de vælgere, der deltog i seneste ordinære valg, skrev under herpå.
Forslaget skulle sikre, at det i de faste kommunale valgperioder var muligt for vælgerne at tilbagekalde deres mandat til politikerne. Forslaget havde baggrund i Farumsagen og erfaringer fra udlandet.
- B 152 (2003-04) om mulighed for nyvalg til kommunalbestyrelse og amtsråd og om folkeafstemning i kommune og amt.
Beslutningsforslaget pålagde regeringen at ændre lovgivningen således, at der kunne udskrives nyvalg til en kommunalbestyrelse midt i en valgperiode eller afholdes folkeafstemning i kommunen, hvis et nærmere fastsat antal vælgere anmodede herom (for kommunalvalgs vedkommende 50 pct.).
- B 88 (2001-02, 2. samling) om vælgernes ret til at kræve nyvalg til kommunalbestyrelsen.
Beslutningsforslaget pålagde regeringen at fremsætte lovforslag, der skulle sikre, at der kunne afholdes nyvalg til kommunalbestyrelsen, hvis over halvdelen af de vælgere, som stemte ved det forudgående kommunalvalg, skrev under på et krav om dette. Af bemærkningerne til beslutningsforslaget fremgik det, at forslagsstillerne ville give borgerne ret til at kræve nyvalg til kommunal-bestyrelsen, når der opstod situationer, som vælgerne ikke havde kunnet forudse ved det ordinære kommunalvalg. Det drejede sig f.eks. om sager, der afslørede, at der var tilbageholdt en række oplysninger over for borgere og opposition, eller at politikerne løb fra deres valgløfter.
- B 9 (1997-98, 1. samling) om mulighed for afholdelse af ekstraordinære kommunale valg.
Beslutningsforslaget skulle åbne mulighed for ekstraordinære valg til kommunalbestyrelse, amtsråd og bydelsråd. Der skulle afholdes nyvalg, hvis 50 pct. af det antal vælgere, der deltog i seneste ordinære valg, skrev under herpå.
- B 30 (1997-98, 1. samling) om udvikling af demokratiet i kommuner og amter.
Der blev foreslået en ny demokratisk formålsparagraf i kommunestyrelsesloven med bl.a. mulighed for nyvalg i valgperioden. Den kommunale valglov ændres, så der bliver mulighed for at gennemføre nyvalg til kommunalbestyrelsen/amtsrådet under følgende omstændigheder:
- 10 pct. af samtlige stemmeberettigede borgere i kommunen skriver under på et begrundet krav om nyvalg.
- nyvalget gennemføres 2 måneder efter, at det er konstateret, at 10 pct. af de stemmeberettigede har skrevet under. Den nyvalgte kommunalbestyrelse konstituerer sig og tiltræder senest 1 måned efter valget.
- den nyvalgte kommunalbestyrelses funktionsperiode begrænses til udløbet af den sædvanlige valgperiode, således at der uanset denne mulighed holdes kommunal- og amtsrådsvalg samtidig hvert 4. år i hele landet.
Beslutningsforslagene er alle fremsat af et enkelt eller to partier (Enhedslisten og/eller SF), og det har også alene været de partier, der ubetinget har støttet forslagene.
Ved 1. behandlingerne siden 1997 blev det blandt andet fremhævet fra de daværende regeringers side, at den manglende adgang til at udskifte medlem-merne af kommunalbestyrelser og regionsråd i løbet af valgperioden giver kontinuitet og ro til at varetage de opgaver, som kommunalbestyrelsen og regionsrådet har det øverste ansvar for.
Efter førstebehandlingen er alle forslagene blevet henvist til Kommunaludvalget og derefter bortfaldet.
b)adgang til at stille et mistillidsvotum til borgmesteren:
- B 24 1997-98, 2. samling
- B 113, 1998-99
- B 73, 2001-02, 2. samling
- B 10, 2005-06
Beslutningsforslagene, som alle var fremsat af SF, var enslydende og indeholdt en opfordring til regeringen om at fremsætte lovforslag, der muliggør, at en borgmester kan fratages sin funktion, hvis et kvalificeret flertal i kommunalbestyrelsen på 2/3 af kommunalbestyrelsens medlemmer mener, at den pågældende har vist sig uegnet til at varetage funktionen som den øverste administrative chef.
Ved 1. behandlingerne siden 1997 blev det fremhævet fra de daværende regeringers side, at baggrunden for, at valget af borgmesteren har virkning for kommunalbestyrelsens funktionsperiode, er hensynet til ro og kontinuitet i kommunalbestyrelsen.
Dansk Folkeparti har fremsat et lignende forslag: B 131, 1998-99, som blev behandlet sammen med B 113, 1998-99.
Generelt har SF, EL og i et vist omfang DF været for forslagene, mens V, S, K og R har været imod (partier, der ikke pt. er repræsenteret i Folketinget er ikke medregnet).”
Kommissionens bemærkninger:
Det i redegørelsen anførte giver ikke kommissionen anledning til bemærkninger.
Der er i beretningen indsat notehenvisninger til redegørelsen.[20]
[1] Jf. protokol nr. 259 af 11. oktober 2011: ”Kommissionen forbeholder sig, ud over de ændringer høringssvarene måtte give anledning til, i beretningen at foretage rettelser af navnlig sproglig og systematisk art.”
[2] Jf. protokol nr. 259 af 11. oktober 2011.
[3] Brevet er returneret med adressat ubekendt. Ingen dansk adresse.
[4] Mailen har følgende ordlyd: ”Idet jeg netop har fået oplyst, at min klient er bortrejst til den 19. januar 2012 og idet det ikke forinden min klients afrejse har været muligt at gennemgå sagen med min klient, skal jeg hermed venligst anmode om udsættelse i sagen til ultimo januar måned 2012.”
[5] Det hedder i kommissionens afgørelse af 11. oktober 2011 efter fristfastsættelsen til den 10. januar 2012: ”Eventuelle udtalelser modtaget efter dette tidspunkt kan ikke forventes at indgå hverken i kommissionens endelige vurdering eller at blive medtaget i beretningen”. Det hedder om høringen bl.a.: ”Efter lovens afgrænsning forventes en evt. udtalelse koncentreret om kommissionens sammenfatninger og vurderinger, men med adgang til at udtale sig om også de øvrige dele af beretningen.” (protokol nr. 259). Hverken fristfastsættelsen den 11. oktober 2011 eller beslutningen af 23. december 2011 om at fastholde fristen blev kæret.
[6] Høringssvaret indeholder ingen bemærkninger i relation til Jakob Næsager, Marianne Petersen, Henrik Græsdal, Hanna Ege og Kirsten Bjerregaard, der alle var ansat i Frederiksborg Statsamt, og Erik Hjorth-Madsen, der var formand for ældrerådet i Farum Kommune.
[7] Advokaten er herudover bisidder for de tidligere ministre Thorkild Simonsen, Karen Jespersen og Lars Løkke Rasmussen. Der er afgivet svar for de to sidstnævnte. Advokaten er endvidere bisidder for Emil le Maire, Niels Preisler og Ib Valsborg.
[8] I det vedlagte uddrag af betænkningens afsnit 3.2. ”Indenrigsministeriets beføjelser som tilsynsmyndighed i forhold til tilsynsrådene”, er side 139 markeret følgende: ”Tilsynsrådene er selvstændige forvaltningsorganer, som ikke står i et almindeligt underordnelsesforhold til Indenrigsministeriet.” og efter omtale af styrelseslovens § 47, stk. 2, 2. pkt.: ”Der er derimod ikke hjemmel til, at ministeren kan meddele et tilsynsråd tjenestebefalinger med hensyn til afgørelsen af en konkret sag.”
[9] I det vedlagte uddrag af betænkningens afsnit C ”Ulovbestemt sektortilsyn (overtilsynet)” er side 220 markeret følgende: ”Udvalget finder det rigtigt, at det enkelte fagministerium ikke er forpligtet til at realitetsbehandle - herunder foretage nærmere undersøgelse i - enkeltsager i kommunerne.”
[10] Se beretningens bilag 10, afsnit 2.16.4.39., om Folketingsspørgsmål og forslag.
[11] Der er i bind 4, side 180, indsat en henvisningsnote om høringssvaret.
[12] Der er i bind 10, side 280 og 355, indsat henvisningsnoter om høringssvaret.
[13] Der er i bind 10, side 352, indsat en henvisningsnote om høringssvaret.
[14] Der er i bind 13, side 171, indsat en henvisningsnote om høringssvaret.
[15] Der er i bind 15, side 260, indsat en henvisningsnote om høringssvaret.
[16] ”Kommunalt folkestyre - overblik og indblik” af Caroline Hegelund og Lars Wilms (red.), Kommuneforlaget A/S, 2009.
[17] Der er i bind 15, side 260, indsat en henvisningsnote om høringssvaret.
[18] Der er i bind 13, side 172, indsat en henvisningsnote om høringssvaret.
[19] Der er i bind 15, side 260, indsat en henvisningsnote om høringssvaret.
[20] Som anført ovenfor i bind 4, side 180, bind 10, side 280, 352 og 355, bind 13, side 171 og 172, bind 15, side 260.