FARUM-KOMMISSIONEN • Bind 16
Tilsyn, politi og domstole
Kapitel 27
Forside | Til bund | Forrige | Næste
Efter kommissoriet skal kommissionen undersøge og redegøre for det samlede begivenhedsforløb, som knytter sig til de beskrivelser og påstande, der er fremkommet i medierne og den offentlige debat om kritisable forhold blandt andet vedrørende ”den måde, hvorpå tilsynsmyndigheder mv. har reageret på forholdene i Farum Kommune”. Inden for denne ramme skal kommissionen undersøge og redegøre for ”Hillerød Politis varetagelse af sine opgaver i forbindelse med anmeldelser af Farum Kommune”, jf. kommissoriet.
Kommissionen skal ikke undersøge forhold, der knytter sig til den efterforskning, der er foretaget af Statsadvokaten for Særlig Økonomisk Kriminalitet, der den 14. februar 2002 formelt overtog efterforskningen i Farum-sagen fra Hillerød Politi.
I den offentlige debat har der været rejst kritik af Hillerød Politi[1] for manglende indgriben over for Farum Kommune. Kritikken har særligt knyttet sig til det forløb, der fulgte efter dagbladet B.T.’s første artikler om Farum-sagen bragt i avisen den 6. februar 2002. Hillerød Politi er navnlig blevet kritiseret for ikke at have foretaget tilstrækkelige efterforskningsskridt over for Farum Kommune og mistænkte enkeltpersoner i dagene umiddelbart efter den 6. februar 2002. Denne kritik er mest direkte blevet fremført af journalister, der dækkede den strafferetlige efterforskning af Farum-sagen[2].
Kritikken har endvidere været rejst af medlemmer af Folketinget. Som eksempel herpå kan der henvises til Ekstra Bladets artikel ”Brixtoftes brandert: Politiets indsats stinker” fra den 10. februar 2002[3], hvor MF Anne Baastrup (F) er citeret for følgende udsagn:
”Politiets tøven kan tolkes, som om der er habilitetsproblemer mellem politiet og Farum Kommune. Som om personer blandt ordensmagten er i lommen på kommunens folk. - Det tror jeg ikke, der er, men det er meget farligt, at man overhovedet kan få den overvejelse.”
Endvidere kan nævnes artiklen ”Ekspert: Farlig kritik af politiet” bragt i Politiken den 10. februar 2002[4], hvor daværende medlem af Folketinget Elisabeth Arnold (Det Radikale Venstre) er citeret for følgende udtalelse:
”Politiet burde have rykket ud uden unødig forsinkelse for at sikre sig bevismateriale, da de fik en anmeldelse af medlemmer af Farum Kommunalbestyrelse. Jeg kender ikke til Brixtoftes inderkreds og ved ikke, om det lokale politi er for tæt på ham, så det kan begrunde, hvorfor de er så langsomme. Men der må ikke være mistanke om noget som helst, så politiets ledelse bør beslutte, om sagen skal overlades til statsadvokaten”.
Andre har omvendt kritiseret den politiske indblanding i Hillerød Politis opgavevaretagelse i forhold til Farum Kommune. Således professor i strafferet og straffeproces ved Aarhus Universitet, Gorm Toftegaard Nielsen, der i Politiken den 10. februar 2002[5] udtalte:
”Politikerne har en fantastisk evne til at udtale sig om konkrete sager, som sikrer dem presseomtale på en billig måde. De skulle hellere forstå, at det ikke er deres opgave at forsøge at påvirke hverken politiet eller domstolene. Især ikke i en politisk sag som denne, hvor offentligheden nemt kan få det indtryk, at det er politiske hensyn, der afgør, om Brixtofte bliver retsforfulgt. … Det er dybt beklageligt, at politikerne forsøger at påvirke politiets efterforskning, da vores retsvæsen netop fungerer uden indblanding fra politikerne.”
Endvidere kan der henvises til Peter Brixtoftes tidligere forsvarer, advokat René Offersen, der i bogen ”Imperator Sagen uden om Brixtofte” skriver:[6]
”Hillerød Politi burde roses og respekteres for ikke at lade formiddagspressen sætte dagsordenen i en sag, hvor selve det overhovedet at iværksætte politimæssige foranstaltninger ville få sagen til at eksplodere og efterlade den berørte i et retssikkerhedsmæssigt tomrum.”
Hillerød Politis efterforskning af forholdene i Farum Kommune har endvidere været drøftet i Folketinget.
Der kan i den forbindelse henvises til spørgsmål nr. S 1001 fremsat den 18. februar 2002 af MF Søren Søndergaard (Enhedslisten) til justitsministeren:
”Vil ministeren oplyse, om ministeren på nogen måde har været i forbindelse med politiets beslutning om at vente i dagevis efter pressens afsløring af mulige ulovligheder i Farum med at foretage sig noget - dage, som blandt andet blev brugt til at fjerne muligt bevismateriale?”
Justitsministeren svarede den 8. marts 2002:
”Det er sædvanlig praksis, at politiet orienterer Justitsministeriet om sager, der må forventes at påkalde sig generel mediemæssig og/eller politisk interesse. I overensstemmelse hermed har Politimesteren i Hillerød i den indledende fase af Farum-sagen givet Justitsministeriet en generel orientering om sagen, herunder om modtagne anmeldelser og om spørgsmålet om assistance fra Statsadvokaten for Særlig Økonomisk Kriminalitet. Det er ikke Justitsministeriets opgave i forbindelse med sådanne orienteringer at tage stilling til eller i øvrigt forholde sig til politiets nærmere tilrettelæggelse af efterforskningen.”
Derudover kan der henvises til justitsministerens mundtlige besvarelse af samrådsspørgsmål A (B 84 - bilag 55) i Folketingets Udvalg for Forretningsordenen den 30. maj 2002. Besvarelsen indeholder en kortfattet kronologisk gennemgang af straffesagen fra B.T.’s første artikler i februar 2002 frem til besvarelsen af spørgsmålet i maj måned.
I debatten har det også været anført, at der skulle bestå et særligt venskabeligt forhold mellem Farum Kommune og ledelsen i Hillerød Politi, navnlig mellem Peter Brixtofte og tidligere politimester Jørgen Skat-Rørdam, jf. blandt andet de ovenfor nævnte aviscitater. Det er antydet, at dette forhold har haft betydning for Hillerød Politis opgavevaretagelse og vurdering af anmeldelser vedrørende Farum Kommune. Afsnit 27.2. indeholder en beskrivelse af samarbejdsrelationerne mellem Farum Kommune og Hillerød Politi, herunder mellem blandt andre borgmesteren og politimesteren.
I perioden fra 1990 og frem til Farum-sagens opkomst har der været indgivet forskellige politianmeldelser mod Farum Kommune, og herunder også mod Peter Brixtofte personligt. I de fleste af disse sager afviste Hillerød Politi efter en kort og umiddelbar vurdering at indlede efterforskning. Anmeldelserne vil blive omtalt nedenfor under afsnit 27.3. og 27.4.
For så vidt angår perioden fra den 6. februar 2002 og frem til Statsadvokaten for Særlig Økonomisk Kriminalitets beslutning i juni 2003 om at rejse tiltale mod blandt andre Peter Brixtofte, er det blevet hævdet, at afgørelsen om overhovedet at indlede en strafferetlig efterforskning, herunder ransagninger af blandt andet Farum Rådhus og Peter Brixtoftes private bopæl, blev dirigeret eller i hvert fald påvirket af højtstående personer fra det politiske miljø. Det er gjort gældende, navnlig af Peter Brixtofte og dennes forsvarere, at straffesagerne var politisk motiverede, og at beslutningen om at indlede en efterforskning reelt blev truffet i Justitsministeriet og Statsministeriet. Se således René Offersen i ”Imperator - Sagen uden om Brixtofte”, hvor det anføres:[7]
”Det er utænkeligt, at der kan begæres ransagning af et hjem tilhørende en person som Peter, uden dette er tiltrådt af justitsministeren og statsministeren … Det er klart, at justitsministeren og statsministeren som udgangspunkt må følge de anbefalinger, der bliver givet nedefra i systemet. Det interessante er så, hvor langt nedefra en anbefaling kommer, og hvordan den modtages? Jeg kunne svært godt tænke mig at se den indstilling, som politimesteren i Hillerød sendte op i systemet den lørdag [lørdag den 9. februar 2002, hvor ransagningerne af blandt andet Peter Brixtoftes bolig fandt sted]. Det måtte alligevel kræve noget selvtillid at bede en Venstre-ledet regering om tilslutning til en begæring om ransagning af et fremtrædende medlem af Venstres folketingsgruppe… I tid må politimesterens begrundelse nødvendigvis være udformet efter den indstilling, der gik op i systemet. Begrundelsen hviler derfor på den indstilling, som rådgivningen af justitsministeren og statsministeren må have baseret sig på. Men der må da have været mere? Ellers må der da et eller andet sted undervejs i systemet have været en, der løftede et øjenbryn. Der er selvfølgelig også den mulighed, at ideen om ransagningsbegæringen tog form et andet sted højere oppe i systemet.”
Spørgsmålet om mulig politisk indblanding vil blive belyst nedenfor i afsnit 27.5 i forbindelse med en nærmere gennemgang af forløbet i februar måned 2002.
Politikredsene og kommunerne har traditionelt samarbejdet inden for en lang række områder. Det gælder forskellige spørgsmål som færdsel og trafik, beredskabskommissioner, tildeling af alkoholbevillinger, SSP-samarbejdet (skole, sociale myndigheder og politi) og PPS-samarbejdet (politi, psykiatrien og sociale myndigheder), pas og kørekort mv.
En betydningsfuld del af samarbejdet foregår i dag i kredsrådene, der blev oprettet i forbindelse med politi- og domstolsreformen, der trådte i kraft den 1. januar 2007. I kredsrådene drøftes spørgsmål af almindelig karakter vedrørende politiets virksomhed og organisation i politikredsen samt spørgsmål vedrørende kriminalitetsudviklingen og samarbejdet mellem politiet og lokalsamfundet, jf. retsplejelovens § 112, stk. 1. Det enkelte kredsråd består af politidirektøren og borgmestrene i de kommuner, som politikredsen dækker.
I undersøgelsesperioden (1990-2003) eksisterede der også et tæt samarbejde mellem landets kommuner og politikredsene. Samarbejdet svarede på flere punkter til samarbejdet i dagens kredsråd. Frem til 2007 var et af de centrale fora i samarbejdet mellem kommunerne og politikredsene de såkaldte lokalnævn, hvor man ligeledes drøftede blandt andet politiets virksomhed i kredsen.
Såvel kommunernes som politikredsenes organisation og opgavevaretagelse er nærmere beskrevet i lovgivningen. Der kan i den forbindelse henvises til lov om kommunernes styrelse, og - for så vidt angår politiets virksomhed - retsplejeloven og politiloven.
Derudover er såvel kommunerne som politikredsene undergivet almindelige offentligretlige grundsætninger om f.eks. saglighed i forvaltningen og formelle regler som f.eks. forvaltningslovens regler om (in)habilitet.
For så vidt angår samarbejdet mellem kommunerne og politikredsene er dette nærmere beskrevet enkelte steder i lovgivningen, f.eks. retsplejelovens bestemmelser om oprettelse af kredsråd (tidligere lokalnævn) og i restaurationslovens bestemmelser om oprettelse af bevillingsnævn.
Vedrørende anklagemyndighedens opgaver og spørgsmålet om påtale fremgår det af retsplejelovens § 96, stk. 1, at det er de offentlige anklageres opgave i forbindelse med politiet at forfølge forbrydelser. Af bestemmelsens andet stykke fremgår det endvidere, at de offentlige anklagere skal fremme enhver sag med den hurtighed, som sagens beskaffenhed tillader, og derved ikke blot påse, at strafskyldige drages til ansvar, men også at forfølgning af uskyldige ikke finder sted.
Om anklagemyndighedens forhold til justitsministeriet er det i retsplejelovens § 98 nævnt, at justitsministeren er de offentlige anklagere overordnet og fører tilsyn med disse. I stk. 2 er anført, at justitsministeren kan fastsætte bestemmelser om de offentlige anklageres udførelse af deres opgaver.
I § 98, stk. 3, er det foreskrevet, at justitsministeren kan give de offentlige anklagere pålæg vedrørende behandlingen af konkrete sager, herunder om at begynde eller fortsætte, undlade eller standse forfølgning.
Ved lov nr. 368 af 24. maj 2005, der trådte i kraft den 26. maj 2005, indførtes i retsplejelovens § 98, stk. 3 en tilføjelse om, at såfremt justitsministeren udnytter hjemmelen til at give anklagemyndigheden pålæg angående en konkret straffesag, skal dette pålæg være skriftligt og ledsaget af en begrundelse. Endvidere skal Folketingets formand skriftligt underrettes om pålægget.
I lovforslaget[8] er blandt andet anført:
”Formålet er at sikre en større åbenhed og gennemsigtighed i forbindelse med anvendelsen af denne beføjelse, uanset at beføjelsen i praksis anvendes yderst sjældent. Efter regeringens opfattelse vil den foreslåede ordning kunne medvirke til at hindre, at der opstår mytedannelser om f.eks. årsagerne til, at en tiltale er blevet rejst eller ikke er blevet rejst… Efter fast praksis er justitsministrene yderst tilbageholdende med at gribe ind i konkrete straffesager, som behandles af anklagemyndigheden. Fra de senere år kendes kun et enkelt eksempel på, at justitsministeren har anvendt beføjelsen i retsplejelovens § 98, stk. 3.”[9]
Samarbejdet mellem Farum Kommune og Hillerød Politi i perioden 1990-2003 har primært drejet sig om traditionelle områder som f.eks. trafik og færdsel, tilladelser, alkoholbevillinger og SSP-samarbejdet.
Tidligere politimester ved Hillerød Politi Jørgen Skat-Rørdam,[10] der var kredsens politimester i årene 1975-2003, og tidligere vicepolitimester ved Hillerød Politi Inge Wilsbech Andersen[11], der var kredsens vicepolitimester i årene 1983-2006, har begge afgivet vidneforklaringer for kommissionen. Ifølge deres forklaringer afveg samarbejdet med Farum Kommune ikke fra politikredsens samarbejde med de øvrige kommuner i politikredsen, og de opgaver, der skulle løses mellem politikredsen og Farum Kommune, var i store træk de samme som i forhold til de øvrige kommuner. De har begge forklaret alene at have haft professionel og ikke privat relation til borgmesteren.
For så vidt angår samarbejdet med Peter Brixtofte nævnes det fra begge, at dette var præget af, at Peter Brixtofte var meget væk fra kommunen pga. folketingsarbejdet, og der var således mindre direkte borgmesterkontakt til Peter Brixtofte end til borgmestrene i de andre kommuner i politikredsen.
Kommissionen har anmodet Hillerød Politi (nu Nordsjællands Politi) om at fremsende journaloplysninger om oprettede sager vedrørende Farum Kommune og 6 navngivne enkeltpersoner, herunder Peter Brixtofte og Leif Frimand Jensen.
Ud fra de fremsendte journaloplysninger, har kommissionen anmodet om udlån af i alt 15 sager, der har været oprettet af Hillerød Politi i undersøgelsesperioden.
Der er tale om anmeldelser, der i nogle tilfælde alene har vedrørt Farum Kommune, i andre tilfælde specifikt er rettet imod enkeltpersoner, navnlig Peter Brixtofte. En større del af anmeldelserne er indgivet af den samme gruppe af personer og foreninger så som Komokoda (Komitéen mod Magtmisbrug og Korruption i Danmark) og Åbenhedskomitéen.
Anmeldelserne fra før februar 2002 har f.eks. vedrørt kommunens afskedigelse af psykolog Ulla Andersen, ”tvangsarbejde”, mulige overtrædelser af byggeloven eller naturbeskyttelsesloven, pligtforsømmelse og brud på brevhemmeligheden.
De fleste af anmeldelserne er efter en kort sagsbehandlingstid blevet afvist af Hillerød Politi i medfør af retsplejelovens § 749, det vil sige uden at der er rejst en sigtelse, idet det har været politiets opfattelse, at der ikke var tale om et strafbart forhold.
I flere af sagerne er Hillerød Politis afgørelse om at afvise anmeldelsen blevet påklaget til Statsadvokaten for Sjælland, der i alle tilfælde har tiltrådt politiets afgørelse.
Sagen om Farum Kommunes indgåelse af aftaler med Falck om forskellige former for vagtvirksomhed indeholder et eksempel på uenighed mellem Farum Kommune og Hillerød Politi.
På baggrund af flere episoder med hærværk og graffiti i Farum Kommune tilbød Falck, der i forvejen drev en redningsstation i kommunen, at overvåge kommunens ejendomme med henblik på at forebygge kriminalitet.
Farum Kommune og Falck indgik herefter i 1997 og 1998 flere aftaler om patruljering i kommunen. Dette blev senere udvidet til også at gælde patruljering i private boligområder - de såkaldte områdevagter.
Den del af aftalerne, der vedrørte patruljering eller vagttjeneste i private boligområder eller ved ejendomme, der ikke var ejet af Farum Kommune, var efter politimester Jørgen Skat-Rørdams opfattelse i strid med lov om vagtvirksomhed.[12] Politimesteren anførte dette over for Farum Kommune, der herefter lod ordningen ophøre. Dog fortsatte vagtvirksomheden i forhold til kommunens egne ejendomme.
Navnlig den såkaldte Metax-sag har været fremhævet som eksempel på, at der i forbindelse med Hillerød Politis behandling af sager vedrørende Farum Kommune indgik usaglige forhold. I denne sag frafaldt Hillerød Politi et tidligere meddelt vilkår om etablering af en venstresvingsbane i forbindelse med anlæg af en tankstation med ind-og udkørsel til Paltholmvej i Farum.
Der kan i den forbindelse henvises til blandt andet bogen ”Ikke bare rødvin - Om underet i Farum” af Jens Jørgen Nielsen, hvor det anføres:[13]
”Politimesteren gav dispensation til at lave en venstresvingsbane. Jydsk Sengetøjs lager havde tidligere fået afslag på en lignende anmodning om dispensation. Men lige pludselig var det altså OK med Metax stationen. Billedet er altså som følger: Metax blev sponsor for Farum Boldklub samtidig med at dispensationen i forhold til lokalplanen blev sjasket igennem på to dage, samtidig med at politimesteren, der er på venskabelig fod med borgmesteren, pludselig ændrede syn på trafikale problemer i forbindelse med en udkørsel osv. Døm selv, om det hele er tilfældigt!”
Den 15. april 1999 modtog Hillerød Politi en mundtlig forespørgsel fra Farum Kommune om politikredsens vurdering af udkørselsforholdene i forbindelse med en påtænkt etablering af en tankstation på hjørnet af Frederiksborgvej og Paltholmvej i Farum.[14]
I et brev af 29. april 1999 til Hillerød Politi understregede Farum Kommune, at sagen var meget vigtig for kommunen, og at man imødeså en hurtig sagsbehandling.[15]
Den 17. juni 1999 meddelte Hillerød Politi Farum Kommune, at politiet kunne godkende opførelsen af en tankstation på det ønskede sted på vilkår om blandt andet etablering af en venstresvingsbane ind mod tanken på Paltholmvej for trafikken vestfra[16].
Den 2. juli 1999 udstedte kommunen en byggetilladelse til opførelse af tankstationen og den 17. november 1999 gav Farum Kommune foreløbig ibrugtagningstilladelse.[17] I tilladelsen var angivet en række vilkår, blandt andet færdiggørelse af et beplantningsbælte og en færdselsstribe. Derimod var der ikke anført noget om etablering af venstresvingsbane.
Den 18. januar 2000 ansøgte Farum Kommune Hillerød Politi om godkendelse af de påtænkte ind- og udkørselsforhold til Paltholmvej fra den nu opførte Metax-tankstation.[18]
Den 21. januar 2000 indgav en privat borger politianmeldelse mod Farum Kommune for at have udstedt en ibrugtagningstilladelse uden at sikre sig, at der skete etablering af en venstresvingsbane på Paltholmvej som fastsat af Hillerød Politi.[19] I samme brev blev Metax samtidig anmeldt for at have taget tankstationen i brug uden at de vilkår, der var stillet af politiet, var overholdt.
Umiddelbart efter anmeldelsens modtagelse anmodede Hillerød Politi Farum Kommune om en udtalelse om de forhold, der var omtalt i anmeldelsen.
Den 23. februar 2000 svarede Farum Kommune:[20]
”… Vi kan oplyse, at Farum Kommune har udstedt foreløbig ibrugtagningstilladelse til tankanlægget med skrivelse af 17. november 1999, som vedlægges i kopi.
Vi skal herefter venligst anmode Politimesteren om på ny at overveje spørgsmålet om behovet for at etablere en venstresvingsbane på Paltholmvej ud for Metax-tanken.
Begrundelsen for anmodningen er, at trafikken efter vor opfattelse afvikles uden problemer med den nuværende vejbredde og den nuværende afstribning på Paltholmvej.
Det kan tilføjes, at der er foretaget en ændring af afstribningen på Paltholmvej, således at den fuldt optrukne afstribning midt på vejbanen er ændret til en stiplet afstribning ud for Metax-tanken.”
Herefter foretog en polititjenestemand fra Hillerød Politi en besigtigelse af den nu opførte tankstation og tilkørselsforholdene.
I politirapport af 7. marts 2000[21] anføres det:
”… Ved besigtigelse omkring Metax-tanken på Paltholmvej ses, at denne tankstation ikke har bemanding. Der er en vaskehal og nogle få benzinstandere.
Der er 2 afgørende faktorer, som kan ændre trafikforholdene ved benzinstationen.
- En væsentlig ændring af trafikmønstret, som forøger trafikintensiteten på stedet.
- En ændring af det nuværende serviceniveau på benzinstationen.
Det vil være forsvarligt i trafiksikkerhedsmæssigt henseende, at undlade krav om etablering af venstresvingsbane, så lang tid trafikmønsteret ikke ændres af fx etablering af stadion eller lignende, der i væsentlig grad forøger trafikken på stedet.
Der bør ligeledes stilles krav om etablering af venstresvingsbane, hvis dette eller andet selskab, som måtte erhverve grunden, udbyder detailsalg som almindeligt fra benzinstation.”
Ledelsen ved Hillerød Politi fulgte denne indstilling, og i skrivelse af 21. marts 2000 fik Farum Kommune meddelelse om, at anlæg af en venstresvingsbane ud fra en samlet vurdering kunne undlades ”for tiden”.[22]
Som en konsekvens heraf meddelte Hillerød Politi den 7. april 2000 anmelderen i sagen, at politiet ikke ville foretage videre i sagen[23], idet kravet om etablering af en venstresvingsbane på Paltholmvej var frafaldet.
Om dette forløb har Jørgen Skat-Rørdam forklaret[24]:
”Adspurgt om Metax-sagen forklarede vidnet, at denne havde to faser. Først på trafiksiden som en godkendelse af udkørsel, hvilket blev betinget af en venstresvingsbane og så et halvt år senere, hvor kommunen ønskede denne betingelse fjernet på baggrund af en henvendelse fra Metax.
Foreholdt brev af 7. april 2000 fra Politimesteren i Hillerød forklarede vidnet, at han kender brevet og kommunens svar derpå. … Han husker, at han drøftede det med både Hillerød Politis trafikafdeling og med stationslederen i Farum, idet det var et spørgsmål om den konkrete trafikintensitet. Der var mindst trafik på vejen i weekenden, hvor tanken blev brugt mest, og derfor var det ikke relevant med en venstresvingsbane. Farum Park spillede ikke nogen rolle, og der var ingen kiosk på tanken. Så vidnet skønnede, at det var unødvendigt med en venstresvingsbane på det tidspunkt og svarede kommunen, at det var i orden at undlade at etablere en venstresvingsbane, men tog dog forbehold for hvis situationen ændrede sig. Vidnet mener ikke, at Metax fik positiv særbehandling vedrørende udkørselsforhold og svingbane. Trafikafdelingen havde fået et halvt års erfaring med de faktiske forhold og var på den baggrund nået frem til et andet skøn, nemlig at svingbanen ikke var nødvendig. Andet lå der ikke i det.”
Omstændighederne ved Farum Kommunes tilladelse til opførelse af tankstationen og den efterfølgende ibrugtagningstilladelse har været undersøgt og vurderet af flere, blandt andet Tilsynsrådet for Frederiksborg Amt[25], Statsadvokaten for Særlig Økonomisk Kriminalitet[26] og i forbindelse med den uvildige advokatundersøgelse[27]. Baggrunden for disse undersøgelser har blandt andet været en mistanke om sammenhæng mellem Farum Kommunes tilladelse til opførelse af tankstationen og en samtidig eller forudsat sponsoraftale mellem Metax og Farum Boldklub A/S. Der kan i den forbindelse henvises til beretningens bind 7, kapitel 11 om reklame- og sponsoraftaler, idet denne problemstilling ikke direkte vedrører Hillerød Politis opgavevaretagelse i Metax-sagen.
Farum Kommune gav den 9. maj 2001 byggetilladelse til opførelse af ungdomsboliger på Rugmarken 37. To borgere klagede herover til Naturklagenævnet, der den 3. juli 2001 meddelte Farum Kommune, at de indgivne klager var tillagt opsættende virkning, og at byggetilladelsen af 9. maj 2001 herefter ikke kunne udnyttes, før der var truffet endelig afgørelse i sagen.[29] Naturklagenævnet fastholdt afgørelsen om opsættende virkning i brev af 10. juli 2001.
Ved brev af 18. juli 2001 indgav to borgere i Farum anmeldelse til Hillerød Politi i anledning af, at byggeriet af ungdomsboligerne fortsatte trods Naturklagenævnets afgørelse om at tillægge klagerne opsættende virkning.[30]
Imidlertid afgjorde Hillerød Politi, at der ikke skulle indledes en strafferetlig efterforskning i sagen.
I afgørelsen fra den 19. juli 2001 hedder det blandt andet:
”… Jeg har ved min afgørelse navnlig lagt vægt på, at Naturklagenævnet ikke vides at have påbudt det iværksatte bygge- og anlægsarbejde standset i medfør af planlovens § 60, stk. 3. Der ses derfor ikke at foreligge en strafbar overtrædelse af planloven, jfr. herved lovens § 64, stk. 1, nr. 4.”
Dette svar blev fulgt op med et brev fra vicepolitimesteren af 31. juli 2001, hvori det blandt andet blev anført:
”… Såfremt der skal kunne blive tale om at straffe efter planlovens § 64, stk. 1, nr. 4, for overtrædelse af et påbud, skal formalia vedrørende påbuddet være opfyldt. Det er således efter min opfattelse nødvendigt, at påbuddet betegner sig som et egentligt påbud, og der skal være vejledt om, at tilsidesættelse at påbuddet kan straffes.”
Den 14. august 2001 meddelte Naturklagenævnet Boligselskabet Farumsødal som bygherre og ejer af ejendommen påbud om at standse byggeriet.[31] Dansk Boligselskab svarede ved brev af 15. august 2001, at selskabet fandt, at påbuddet var meddelt på et forkert grundlag, og at kommunen var den relevante tilsynsmyndighed i sagen.[32]
Den 21. august 2001 meddelte Politimesteren i Hillerød en af de oprindelige klagere, at anmeldelsen nu ville blive vurderet.
Den 23. august 2001 traf Naturklagenævnet afgørelse i klagesagen. Naturklagenævnet fandt, at anvendelsen til ungdomsboliger ikke var omfattet af byplanvedtægtens anvendelsesbestemmelser, og at tilladelsen til at etablere ungdomsboliger indebar en større afvigelse fra planens anvendelsesbestemmelser, end der kunne tillades ved en dispensation. Byggetilladelsen af 9. maj 2001 var således ikke lovligt meddelt i relation til planloven, og da der forelå en væsentlig retlig mangel, var afgørelsen ugyldig. Fortsat byggeri, indtil der måtte foreligge retlig lovliggørelse, var således ulovligt.[33]
Byggeriet blev først standset, da miljø- og energiministeren den 27. august 2001 i medfør af planlovens § 3, stk. 4, overtog kommunens kompetence som tilsynsmyndighed i sagen og samme dag meddelte Boligselskabet Farumsødal påbud om at standse byggeriet med øjeblikkelig virkning.[34]
Tilsynsrådet, der også var blevet inddraget i sagen, begærede den 6. september 2001 over for Statsadvokaten for Sjælland påtale rejst imod borgmester Peter Brixtofte i medfør af kommunestyrelseslovens § 61 c.[35]
Peter Brixtofte blev herefter i den såkaldte hovedsags forhold 4 tiltalt principalt for overtrædelse af straffelovens § 155 subsidiært for overtrædelse af § 61 c, stk. 1, i lov om kommunernes styrelse ved som borgmester og formand for økonomiudvalget at have gjort sig skyldig i grov tilsidesættelse af de pligter, som dette hverv medførte, ved at undlade at opfylde pligten efter planlovens § 51 til at påse overholdelse af planloven og derved foranledige et ulovligt forhold lovliggjort, idet han havde undladt at tage de nødvendige skridt til at standse byggeriet, uagtet Naturklagenævnets delafgørelser om, at de to indgivne klager var blevet tillagt opsættende virkning med den følge, at den af kommunen meddelte byggetilladelse af 9. maj 2001 ikke måtte udnyttes, før Naturklagenævnet havde truffet endelig afgørelse i sagen.
Ved Hillerød kriminalrets dom af 10. april 2007 blev Peter Brixtofte fundet skyldig i den subsidiære tiltale. Vedrørende spørgsmålet om, hvorvidt der i sagen forelå et påbud eller forbud, hedder det i dommen:[36]
”Retten kan ikke tiltræde forsvarets principale anbringende, hvorefter alene et forbud/påbud, som i formen fremtræder som et sådant, udløser en pligt til indgriben. Planlovens § 51 stk. 3 skaber en pligt til indgriben, når kommunalbestyrelsen får kendskab til et ulovligt forhold, og bestemmelsens stk. 4, som omhandler kommunalbestyrelsens pligt til at påse overholdelse af forbud og påbud, kan ikke fortolkes som indskrænkende pligten til indgriben efter stk. 3. Naturklagenævnets delafgørelser af 3. og 10. juli 2001 bestemte, at byggetilladelsen ikke kunne udnyttes, før end der var truffet endelig afgørelse i sagen, hvilket må opfattes som et forbud mod at bygge, også selvom ordet “forbud” ikke er anvendt. At byggeriet var gået i gang, udelukker ikke, at der træffes en foreløbig afgørelse, og en sådan, formuleret med lovens egne ord, “at den meddelte byggetilladelse … ikke kan udnyttes før end der er truffet endelig afgørelse i sagen”, kan fornuftigvis kun forstås som et påbud om at standse det igangsatte byggeri eller, hvad der kommer ud på det samme, et forbud imod at fortsætte byggeriet.”
Ved Østre Landsrets ankedom af 6. oktober 2009 blev Peter Brixtofte fundet skyldig i den principale tiltale efter straffelovens § 155, 1. pkt. Det hedder i dommen:[37]
”Det kan efter bevisførelsen anses for godtgjort, at Peter Brixtofte under hele sagsforløbet med hensyn til opførelse af ungdomsboliger på Rugmarken 37 har indtaget en særdeles aktiv rolle og personligt har presset på for at fremskynde byggeriet. Han har på et tidligt tidspunkt været bekendt med, at der kunne rejses begrundet tvivl om, hvorvidt kommunen havde det fornødne grundlag efter planloven for byggeriets gennemførelse. Det kan efter bevisførelsen lægges til grund, at Peter Brixtofte, der i al fald fra Naturklagenævnets afgørelser af 3. og 10. juli 2001 var fuldt bekendt med baggrunden for, at kommunens tilladelse til byggeri skulle afvente endelig afgørelse i klagesagen, uberettiget modsatte sig, at byggeriet blev sat i bero.
Landsretten finder af de i byretsdommen anførte grunde, at Naturklagenævnets afgørelser ikke er ugyldige. Specielt for så vidt angår indsigelsen om ugyldighed på grund af manglende partshøring, skal landsretten yderligere anføre, at byggeriet som anført reelt var Peter Brixtoftes initiativ med Dansk Boligselskab som en indforstået partner.
Peter Brixtoftes samlede kompromisløse adfærd under hele sagsforløbet må efter landsrettens opfattelse sidestilles med aktiv handling med det formål at ignorere Naturklagenævnets indgriben og derved udvirke, at byggeriet blev gennemført uantastet. Peter Brixtofte havde som borgmester et ansvar for det støttede byggeris lovlighed. Landsretten finder det herefter ubetænkeligt at lægge til grund, at Peter Brixtofte siden begyndelsen af juli 2001 herved kontinuerligt misbrugte sin stilling som borgmester i Farum Kommune til at krænke det offentliges ret.”
Farum-sagens kronologi er nærmere beskrevet i beretningens bind 2, kapitel 3 om Farumsagens opkomst. I dette afsnit vil alene de forhold blive fremhævet, som har haft betydning for vurderingen af den rolle, som Hillerød Politi spillede i Farum-sagen. Dels i forhold til efterforskningen efter de første afsløringer i dagspressen, dels spørgsmålet om hvem der nærmere traf afgørelse om iværksættelse af den politimæssige efterforskning.
Onsdag den 6. februar 2002 bragte dagbladet B.T. de første artikler om mulige strafbare forhold i Farum Kommune. Artiklerne vedrørte navnlig kommunens store udgifter til repræsentation, herunder regningerne fra Restaurant Sepp med store udgifter til rødvin.
Torsdag den 7. februar 2002 bragte B.T. blandt andet historien om kommunens forsinkede betaling af 32,5 mio. kr. med en dag til entreprenør Svend Petersen for købet af Rørmosegårdgrunden. B.T. skrev, at Peter Brixtofte ifølge avisens kilde havde givet Jørn Frederiksen ordre om at gennemføre betalingen en dag for sent med den konsekvens, at der skulle udbetales en strafrente på 1 % af købesummen svarende til 325.000 kr.[38] B.T. havde konfronteret Jørn Frederiksen med oplysningerne, men han havde ifølge avisen ikke ønsket at udtale sig. B.T. ville ifølge artiklen også have forelagt oplysningerne for Leif Frimand Jensen, men han havde ikke været at træffe.
Senere samme dag modtog Hillerød Politi anmeldelser imod Peter Brixtofte fra Borgerlisten og fra Helene Lund (F).
Samme dag omkring kl. 14 interviewede journalist Morten Pihl fra B.T. vicepolitimester Inge Wilsbech Andersen om politiets reaktion på artiklens oplysninger[39]. Vicepolitimesteren udtalte ifølge avisen, at hun havde læst artiklen og drøftet den med politimesteren, og at de havde været enige om ikke på det foreliggende grundlag at tage sagen op af egen drift. Journalisten foreholdt vicepolitimesteren, at Jørn Frederiksen i Københavns Radio havde bekræftet historien. Vicepolitimesteren svarede, at denne oplysning var ny for hende, og at hun ville drøfte den med politimesteren. Senere samme eftermiddag rettede politiet henvendelse til Jørn Frederiksen og aftalte en afhøring, der blev foretaget samme aften. I den forbindelse beslaglagde politiet hos Jørn Frederiksen kommunens sagsmappe vedrørende købet af Rørmosegård-grunden. Beslaglæggelsen blev efter anmodning fra viceborgmester Per Edrén den følgende dag forelagt retten, der ved kendelse af 15. februar 2002 godkendte beslaglæggelsen.[40]
Fredag den 8. februar 2002 meddelte Jørn Frederiksen Hillerød Politi, at en person natten til den 8. februar 2002 fra hans kontor havde fjernet flere sagsmapper med materiale fra forskellige ejendomshandler. Jørn Frederiksen henledte politiets opmærksomhed på kommunens byrådssekretær. Det viste sig efterfølgende rent faktisk at være byrådssekretæren, der sent torsdag aften den 7. februar 2002 havde fjernet de omhandlede mapper fra Jørn Frederiksens kontor.
B.T. bragte under overskriften ”Politiet sov sødt” interviewet fra den foregående dag med vicepolitimesteren. Artiklen indeholdt en meget skarp og direkte kritik af Hillerød Politi med beskyldninger om passivitet:[41]
”Næsten som de tre abekatte, hvor den ene holder sig for øjnene, den anden for ørerne og den tredje for munden, reagerede politiet i Hillerød i går, da Borgerlisten ved 9-tiden anmeldte Farums borgmester, Peter Brixtofte, for mandatsvig.
…
Cirka fem timer efter anmeldelsen havde politiet stadig ikke foretaget sig noget som helst.”
Lørdag den 9. februar 2002 bragte B.T. historien om de bortfjernede mapper fra Jørn Frederiksens kontor.
Navnlig interviewet med Inge Wilsbech Andersen og historien om de bortfjernede mapper fik kritikken af Hillerød Politi til at blusse kraftigt op - også på Christiansborg. Fra flere sider blev det gjort gældende, at efterforskningen burde overdrages til andre, f.eks. Statsadvokaten for Særlig Økonomisk Kriminalitet.
Også i andre aviser blev Hillerød Politi udsat for hård kritik. Dette gjaldt f.eks. Ekstra Bladet, der den 10. februar 2002 bragte den ovenfor nævnte artikel ”Brixtoftes brandert: Politiets indsats stinker” i avisen, hvor MF Anne Baastrup (SF) blev citeret for følgende:[42]
”Det lokale politi må tages af den sag… Jeg skal ikke vurdere, om Hillerød Politi burde have beslaglagt papirer, straks da sagen kom frem. Men det er velkendt, at politiet i sager, der indeholder papirer, skal være meget hurtigt ude… Det er direkte chokerende, at der nu er fjernet papirer, som kan have betydning for sagen, og for politiet i Hillerød indebærer det et meget, meget stort problem.”
Samme dag anmodede politimesteren Statsadvokaten for Særlig økonomisk Kriminalitet om bistand til sagens fortsatte efterforskning. Henset til sagens karakter og til det omfang, som den efter presseomtalen og anmeldelserne kunne antages at få, blev denne anmodning straks imødekommet.
Hillerød Politi indgav anmodning til Retten i Hillerød om tilladelse til ransagninger på 10 adresser, herunder Farum Rådhus og Peter Brixtoftes private bopæl. Kriminalretten i Hillerød blev samme aften kl. 18.20 sat af dommer Peter Garde, der i en kortfattet kendelse[43] imødekom politiets anmodning.
Senere samme aften blev ransagningerne gennemført af politipersonale fra Hillerød Politi og Statsadvokaten for Særlig Økonomisk Kriminalitet.
I dagene herefter gennemgik Hillerød Politi det forholdsvis omfattende materiale, der var tilvejebragt ved ransagningerne.
Søndag den 10. februar 2002 bragte Berlingske Tidende under overskriften ”Hård politisk kritik af politiet” en artikel, der på linje med artiklerne bragt i B.T. og Ekstra Bladet indeholdt en kritik af Hillerød Politi for passivitet, navnlig ved ikke at have sikret sig sagsmapperne fra Jørn Frederiksens kontor, efter at Jørn Frederiksen den 7. februar 2002 var stået frem i B.T. som kilde til historien om den forsinkede betaling ved købet af Rørmosegård-grunden. I artiklen anføres det, at MF Elisabeth Arnold (Det Radikale Venstre) ”undrer sig over, at politiet var mere end 12 timer om at hente tre sagsmapper, som angiveligt kan dokumentere, at Brixtofte sørgede for, at grunden Rørmosegård blev betalt en dag for sent.”[44]
I artiklen anføres endvidere: ”Også professor i erhvervsret ved Aalborg Universitet, Lars Bo Langsted, finder det overraskende, at politiet ikke har beslaglagt alle dokumenter, som kan be- eller afkræfte beskyldningerne mod Brixtofte.”
Torsdag den 14. februar 2002 anmodede politimester Jørgen Skat-Rørdam Statsadvokaten for Særlig Økonomisk Kriminalitet om at overtage sagen, idet den foreløbige gennemgang af det beslaglagte materiale havde vist, at omfanget var langt større, end kredsen havde resurser til at behandle. Statsadvokaturen overtog umiddelbart herefter sagen.
Navnlig to spørgsmål skal overvejes, når Hillerød Politis rolle i forbindelse med begivenhederne i februar 2002 skal vurderes på baggrund af den offentlige debat, der har fundet sted. Spørgsmålene har ingen indbyrdes sammenhæng, men vedrører to forskellige aspekter i Farum-sagen.
Det første spørgsmål går på, om Hillerød Politi var for længe om at reagere på de oplysninger, som politiet modtog i dagene efter den 6. februar 2002.
Det andet spørgsmål, der er rejst af Peter Brixtofte og hans forsvarere er, hvorvidt beslutningen om at indlede en strafferetlig efterforskning mod Farum Kommune og en række enkeltpersoner reelt blev taget i det politiske system, hvorfor afgørelsen ikke var strikt saglig, men i et vist omfang båret af politiske motiver.
Om forløbet i februar 2002 har tidligere politimester Jørgen Skat-Rørdam over for kommissionen forklaret:[45]
”Adspurgt om politiets efterforskning i februar 2002 mener vidnet, at politiet handlede rimelig hurtigt. Den første artikel handlede om forbrug af dyr vin, og hvor meget kommunen brugte til repræsentation. Det var et spørgsmål, om det var et strafferetligt problem. Vidnet var ikke hjemme, da artiklen blev bragt i avisen. Dagen efter blev han orienteret om overvejelserne og var enig i, at politiet ikke havde handlet på baggrund af den artikel. Den efterfølgende artikel handlede om forsinkelse af betalingen vedrørende Rørmosegaard. Det var ejendomsdirektøren, der bragte historien i avisen, og den artikel udløste en reaktion fra politiets side. De sendte en viceinspektør fra kriminalpolitiet ud for at afhøre ejendomsdirektøren og fik udleveret en række bilag. Den tredje artikel kom i avisen om fredagen.
Torsdag eller i hvert fald fredag havde de kontakt med statsadvokaten med henblik på at orientere om de overvejelser, de havde gjort samt at sikre formel underretning om sagen, da det drejede sig om et medlem af Folketinget, og det kunne have interesse opad i systemet. Herefter havde de flere samtaler med vicestatsadvokat Jørgen Jensen. Lørdag indgav de begæringen til retten om ransagningskendelse. Baggrunden for, at ransagningen blev begæret på det tidspunkt, var, at de fik en opringning fra vicestatsadvokaten, hvor de blev orienteret om, at Rigsadvokaten ”syntes”, at de ikke burde vente længere, dvs. til mandag, men gå i gang straks. Vidnet svarede benægtende på kommissionens spørgsmål om, hvorvidt vidnet opfattede Rigsadvokatens opfattelse som en ordre om straks at gå i gang. Det krævede ret meget at samle folk en lørdag aften. Hillerød Politi rettede henvendelse til SØK med anmodning om bistand. Vidnet talte selv med statsadvokat Henning Thiesen fra SØK herom. Han husker ikke, om vicepolitimesteren også havde kontakt til SØK i den anledning. SØK var med til ransagningen.”
På linje hermed har tidligere vicepolitimester Inge Wilsbech Andersen forklaret:[46]
”Adspurgt om politiets efterforskning i februar 2002 efter artiklerne i B.T. forklarede vidnet, at B.T. onsdag den 6. februar 2002 havde den første omtale af regningsbilag fra restaurant Sepp. I artiklerne blev der fokuseret på, at det var en falsk faktura, men i straffelovens forstand var det ikke falsk. Derimod dækkede regningsbilaget meget muligt ikke det reelle indhold. Bilaget burde findes i kommunens regnskaber. Derfor ville øjemedet ikke forspildes ved ikke straks at rykke ud. …
Torsdag den 7. februar 2002 kom politimesteren tilbage fra ferie. Vidnet satte politimesteren ind i problemstillingen. Den næste dags artikel indeholdt afsløringen om 1 dags forsinket betaling for Rørmosegaard, der udløste en erstatning på 325.000 kr. Efter politiets opfattelse måtte de bilag, der viste dette forløb, ligge i kommunen. De bilag løb ikke nogen steder. Den fungerende borgmester ville undersøge tingene. I løbet af dagen havde hun en særdeles ubehagelig telefonsamtalte med journalist Morten Pihl. Der var en hadsk stemning. Morten Pihl gjorde vidnet opmærksom på, at Jørn Frederiksen i radioen havde sagt, at han af borgmesteren havde fået direkte ordre til at forsinke betalingen. Der blev bebudet flere afsløringer. Politiet fik omgående fat i Jørn Frederiksen, der afleverede det materiale, han havde om Rørmosegaard.
Torsdag eller i alt fald fredag underrettede de den fungerende statsadvokat, vicestatsadvokat Jørgen Jensen om sagen. Om fredagen kom artiklen om sagen med Alletiders Rejser. Politimesteren og vidnet drøftede strategien for efterforskningen. Den blev forelagt for Jørgen Jensen, der erklærede sig enig.
Lørdag den 8. februar 2002 blev politimesteren ringet op hjemme af Jørgen Jensen, der havde talt med rigsadvokaten. Beskeden var, at de nu skulle gå i gang med ransagningen af Farum Kommune og af Peter Brixtoftes hjem. Ransagningen skete lørdag aften. Dommeren blev hidkaldt. Dommeren bor i nærheden af politigården, og retten blev derfor af praktiske grunde sat på vidnets kontor. SØK var med til ransagningen, da Hillerød Politi ikke havde mandskab nok, ligesom SØK bidrog med ekspertise. SØK overtog officielt efterforskningen, men om det først var i den efterfølgende uge, husker vidnet ikke. Det var naturligt, at SØK overtog sagen. Det var ikke vidnet, der ringede til SØK herom, så det må have været politimesteren.”
Kommissionen har anmodet Justitsministeriet om journaloplysninger vedrørende oprettede sager om Farum Kommune eller sager oprettet med relation til Farum-sagen for undersøgelsesperioden 1990-2003. Anmodningen omfattede alt materiale, der kunne belyse Hillerød Politis behandling af anmeldelser og efterforskning vedrørende Farum Kommune, navnlig Farum-sagens opkomst i februar 2002, herunder korrespondance og telefonnotater med ministeriet.
Der kan i den forbindelse tillige henvises til justitsministerens besvarelse af spørgsmål nr. 1 af 16. april 2002 fra Folketingets Udvalg for Forretningsordenen vedrørende forslag til folketingsbeslutning om kommission til undersøgelse af Farum-sagen (B 84 - bilag 45). Ved dette spørgsmål blev justitsministeren anmodet om at fremsende en oversigt over, hvilke sager ministeriet indenfor en årrække på 5 år har haft vedrørende Farum Kommune inkl. klagesager.
Der har ifølge materialet fra Justitsministeriet ikke været nogen sagsgang mellem Justitsministeriet og anklagemyndigheden om iværksættelse af efterforskning forud for ransagningernes gennemførelse den 9. februar 2002.
Den eneste sag, der er journaliseret i Justitsministeriet vedrørende dette emne er en sag med journalnummer 2002-1006/10-0001: Indberetninger fra Politimesteren i Hillerød og Statsadvokaten for Særlig Økonomisk Kriminalitet om efterforskning i Farum-sagen[47]. Denne sag indeholder intet materiale fra perioden før den 14. februar 2002, hvor efterforskningen overgik til Statsadvokaten for Særlig Økonomisk Kriminalitet. Denne dag modtog Justitsministeriet en telefax fra Hillerød Politi vedlagt politimesterens pressemeddelelse om, at efterforskningen fra denne dato var overtaget af Statsadvokaten for Særlig Økonomisk Kriminalitet[48]. Derudover er der tale om notater og bidrag til besvarelse af folketingsspørgsmål. I sagen er en notits udfærdiget af en af ministeriets embedsmænd den 18. februar 2002[49]. I notitsen er gengivet en mail fra Statsadvokaten for Særlig Økonomisk Kriminalitet til Justitsministeriet af 17. februar 2002 vedrørende politiets undersøgelser i Farum-sagen.
Forklaringer er medtaget under sagsfremstillingen.
Ud fra kommissionens undersøgelse af samarbejdet mellem Farum Kommune og Hillerød Politi i perioden 1990-2003 er det overordnet kommissionens vurdering, at dette samarbejde ikke i særlig grad har adskilt sig fra politikredsens samarbejde med de øvrige kommuner (Allerød, Græsted-Gilleleje, Helsinge, Hillerød, Skævinge og Slangerup) eller for den sags skyld fra andre politikredses forhold til de kommunale samarbejdspartnere.
Det er blevet antydet, at der skulle have bestået et særligt venskabeligt forhold mellem Peter Brixtofte og Jørgen Skat-Rørdam, og at dette venskab i konkrete sager, hvor politikredsen traf afgørelse, muligvis har haft betydning for sagens udfald.
Ved afhøringerne i kommissionen har såvel Jørgen Skat-Rørdam som Inge Wilsbech Andersen afvist at have haft et forhold af privat karakter til Peter Brixtofte. I det for kommissionen tilvejebragte materiale indgår alene korrespondance af mere formel karakter, f.eks. mødeindkaldelser, invitation til nytårsparole, jubilæum og lignende, og der indgår ikke heri materiale, der godtgør, at der skulle have bestået et særligt, venskabeligt forhold mellem Peter Brixtofte på den ene side og repræsentanter fra Hillerød Politis øverste ledelse på den anden side.
Kommissionen må herefter lægge til grund, at der ikke har foreligget omstændigheder, der for så vidt angår ledelsen i Hillerød Politi kunne medføre inhabilitet ved politiets behandling af sager med tilknytning til Farum Kommune.
Den af kommissionen foretagne gennemgang af politianmeldelser indgivet imod Farum Kommune før februar 2002 giver ikke kommissionen anledning til bemærkninger. Der er således efter kommissionens opfattelse ikke påvist fejl ved Hillerød Politis behandling af anmeldelser frem til februar 2002 bortset fra sagen om byggeri af ungdomsboliger på Rugmarken i Farum. Det må i denne sag betegnes som en fejl, at Hillerød Politi ved afgørelserne af 19. og 31. juli 2001 afviste at indlede efterforskning i sagen vedrørende overtrædelse af planloven i forbindelse med byggeriet. Det må antages, at fejlen beroede på en urigtig anvendelse af lovgivningen.
For så vidt angår Metax-sagen er der efter kommissionens opfattelse ikke grundlag for at antage, at der skulle være indgået usaglige forhold ved politiets afgørelse om at frafalde vilkåret om en venstresvingsbane. Som anført af Jørgen Skat-Rørdam foretog Hillerød Politi i januar 2000 en fornyet vurdering af trafikforholdene på Paltholmvej, efter at tanken var taget i brug, og efter at det var konstateret, at aktivitetsniveauet på tanken ikke var så højt som først forventet.
Det er gjort gældende, at Hillerød Politi i forlængelse af afhøringen af Jørn Frederiksen onsdag den 7. februar 2002 om aftenen burde have beslaglagt yderligere materiale, end det Jørn Frederiksen havde i sin besiddelse under afhøringen vedrørende kommunens køb af Rørmosegård-grunden, og at politiet hurtigere burde have iværksat ransagninger. Flere journalister og politikere satte i denne forbindelse spørgsmålstegn ved Hillerød Politis vilje og evne til at efterforske muligt strafbare forhold begået i Farum Kommune.
Det kan anføres, at Hillerød Politi i forlængelse af afhøringen af Jørn Frederiksen og gennemgang af det fra ham modtagne materiale og i hvert fald senest efter hans oplysning til politiet den følgende dag, om at sagsmapper var fjernet fra hans kontor, burde have iværksat ransagninger. Der var således en nærliggende risiko for, at belastende dokumenter såvel på rådhuset som hos involverede personer, ville blive skaffet af vejen.
På den anden side må sagens kompleksitet og særegenhed også tages i betragtning. Der var tale om muligt strafbare økonomiske transaktioner i en kommune med involvering af kommunens øverste politiske og administrative ledelse og en heraf følgende overvældende offentlig interesse. Hillerød Politi, der var en politikreds af forholdsvis beskeden størrelse, inddrog den regionale statsadvokatur i sagen senest dagen efter afhøringen af Jørn Frederiksen og tilrettelagde efterforskningen i samråd med denne. Anmodning om ransagningskendelse blev - efter Rigsadvokatens intervention - indgivet til retten knap to døgn efter afhøringen af Jørn Frederiksen og modtagelsen af de første belastende dokumenter, og Hillerød Politi anmodede om og fik bistand fra Statsadvokaten for Særlig Økonomisk Kriminalitet til gennemførelse af ransagningerne, der blev foretaget straks rettens kendelse forelå. Efter at sagens omfang i de følgende dage stod klarere, overtog Statsadvokaten for Særlig Økonomisk Kriminalitet den 14. februar 2002 efter politimesterens anmodning den fortsatte efterforskning med bistand fra Hillerød Politi.
Hillerød Politis dispositioner i sagen fra den 6. februar 2002 og frem til Statsadvokaten for Særlig Økonomisk Kriminalitets overtagelse af efterforskningen den 14. februar 2002 giver efter en samlet vurdering ikke kommissionen anledning til bemærkninger.
Det er også blevet anført, at Hillerød Politi og Statsadvokaten for Særlig Økonomisk Kriminalitet burde have ransaget hos flere personer end sket, idet disse personer muligvis spillede en rolle i de kriminelle aktiviteter, der fandt sted i Farum Kommune, og at det materiale, disse personer muligvis lå inde med, kunne have haft betydning for de efterfølgende straffesager.
Det ligger uden for kommissionens opgave at udtale sig om, hvorvidt enkeltpersoner burde have været inddraget i efterforskningen. Kommissionen går derfor ikke nærmere ind i disse overvejelser.
For så vidt angår spørgsmålet om mulig indblanding fra det politiske system i politiets efterforskning er det som nævnt gjort gældende, at efterforskningen i realiteten var iværksat på regeringens initiativ, eller i hvert fald understøttet derfra på samme måde som den senere afgørelse om at rejse tiltale.
Politimester Jørgen Skat-Rørdam og vicepolitimester Inge Wilsbech Andersen har begge forklaret om deres kontakt til statsadvokaten i forbindelse med efterforskningens opstart. Ved disse afhøringer er det også nævnt, at rigsadvokaten via statsadvokaten lod forstå, at han var af den opfattelse, at man ikke burde vente med at gennemføre de påtænkte ransagninger til mandag den 11. februar 2002, men allerede foretage dem om lørdagen den 9. februar 2002.
Der er ikke i afhøringerne eller det skriftlige materiale holdepunkter for, at Justitsministeriet eller andre ministerier skulle have været involveret i de trufne beslutninger eller på anden måde skulle have påvirket politiets efterforskning i forbindelse med Farum-sagen.
Hillerød Politis rolle i Farum-sagen giver ikke kommissionen anledning til at fremkomme med forslag til ændringer af den eksisterende lovgivning.
Kommissionen bemærker herved, at der i retsplejelovens § 98, stk. 3, som anført nu er foreskrevet en særlig fremgangsmåde, såfremt den siddende justitsminister i forhold til konkrete straffesager ønsker at instruere politiet eller anklagemyndigheden. Forsøg på mytedannelser i Farum-sagen kunne måske mere effektivt have været bremset, såfremt denne bestemmelse havde været gældende allerede i februar 2002.
Endvidere bemærker kommissionen, at der ved politikredsreformen pr. 1. januar 2007 er sket en sammenlægning af de tidligere politikredse til nye og større enheder. Dette indebærer, at der i hver politikreds nu er en særlig advokatur for økonomisk kriminalitet, og en tilsvarende efterforskningsafdeling.
Denne specialisering må alt andet lige styrke politiet og anklagemyndigheden også i forhold til større sager om økonomisk kriminalitet, således at de politikredse med deres større ”slagstyrke” i højere grad end tidligere vil være i stand til selv at løfte sådanne opgaver.
[1] I forbindelse med politi- og domstolsreformens ikrafttrædelse den 1. januar 2007 blev Hillerød Politi lagt sammen med en række andre nordsjællandske politikredse under det nye navn Nordsjællands Politi.
[2] 65-1,f1,b118-122. ”Brixtofte - historien om en afsløring” af Morten Pihl og Jakob Priess-Sørensen, s. 117 ff.
[3] 257-13,f2,b148
[4] 257-13,f2,b169
[5] 257-13,f2,b168
[6] 65-22,f1,b35
[7] 65-22,f1,b40-41
[8] Fremsat den 23. februar 2005 af justitsministeren (2004/2 LSF 13).
[9] Det eksempel, der omtales i lovforslaget, vedrører Rigsadvokatens afgørelse om ikke at opgive påtale mod tre politiassistenter i forbindelse med politiets indsats på Nørrebro natten mellem den 18. og den 19. maj 1993. På baggrund af Ombudsmandens efterfølgende udtalelse om, at Rigsadvokaturen som myndighed måtte betragtes som inhabil, fandt Justitsministeriet, at der forelå sådanne helt særlige eller ekstraordinære omstændigheder, som kunne begrunde justitsministerens anvendelse af beføjelsen i § 98, stk. 3. Justitsministeren traf herefter afgørelse om at opgive påtale mod de tre betjente.
[10] 316-160
[11] 316-159
[12] 316-160,b3
[13] 65-5,f1,b40
[14] 233-11,f1,b34-35
[15] 233-11,f1,b37
[16] 233-11,f1,b52
[17] 233-11,f1,b32-33
[18] 233-11,f1,b11
[19] 233-11,f1,b21
[20] 233-11,f1,b5
[21] 233-11,f1,b28
[22] 233-11,f1,b3
[23] 233-11,f1,b1
[24] 316-160,b2-3
[25] 254-16
[26] 285-2,f4,b3-15
[27] 110-20,f1
[28] Sagen er udførligt omtalt i bind 8, kapitel 12.3.2.9.
[29] 223-127,b97f
[30] 223-127,b59
[31] 223-128,b88f
[32] 223-128,b91
[33] 223-128,b97ff
[34] 349-69,f2,b64ff
[35] 223-123,b704ff
[36] Medtaget i beretningens bilag 9.1., side 723-724
[37] Medtaget i beretningens bilag 9.2., side 35
[38] Peter Brixtofte blev senere dømt for mandatsvig af særlig grov beskaffenhed vedrørende dette forhold.
[39] 148-7,b1. Interviewet er endvidere gengivet i bogen ”Brixtofte - Historien om en afsløring” s. 118ff.
[40] 237-1,f4
[41] 148-7,b1
[42] 257-13,f2-b148
[43] 237-1,f3,b3. I bogen ”Imperator Sagen uden om Brixtofte” kritiserer advokat René Offersen Hillerød kriminalrets afgørelse om ransagning. Det skal hertil bemærkes, at det ikke er kommissionens opgave at forholde sig til afgørelser truffet af domstolene i forbindelse med Farum-sagen.
[44] 257-13,f2-b157
[45] 316-160,b3-4
[46] 316-159,b4-5
[47] 778-2
[48] 778-2,f1,b48-49
[49] 778-2,f1,b46-47