FARUM-KOMMISSIONEN • Bind 5
Personaleforhold
Kapitel 7
Forside | Til bund | Forrige | Næste
Kommissionen har efter kommissoriet inden for den ramme, der udgøres af angiveligt kritisable forhold, bl.a. til opgave at undersøge og redegøre for borgmesterens varetagelse af sine opgaver som øverste daglige leder af administrationen, de kommunale embedsmænds varetagelse af deres opgaver og samarbejdet mellem kommunalpolitikerne og de kommunale embedsmænd. Kommissionen skal endvidere undersøge og redegøre for kommunens aftaler med organisationer og private virksomheder.
Kritikken på personaleområdet har navnlig vedrørt forskellige varianter af ansættelsesretlig beskyttelse/tryghed.
I kapitel 6 omtales strukturændringer og personalenormeringer, herunder en række ændringer i den administrative ledelse. I dette kapitel behandles personaleforhold i øvrigt, men i sammenhæng med de beskrevne ændringer i kapitel 6.
Kapitlet omfatter kommunens behandling af personalesager, herunder personalepolitik, regler for behandling af personalesager og psykisk arbejdsmiljø (afsnit 7.2.), løn- og ansættelsesvilkår (afsnit 7.3.), ytringsfrihed og tjenestepligt (afsnit 7.4.) samt anvendelsen af konsulenter (afsnit 7.5.). For så vidt angår den rejste kritik om ansættelse af personer i kommunen og personaleudlån som led i idrætsfremme henvises til kapitel 8.
De enkelte forvaltningsgrenes organisations- og personaleforhold er yderligere beskrevet under de emneopdelte kapitler, herunder særligt bind 6, kapitel 9 om udlicitering af dele af rådhusforvaltningen til henholdsvis Business Services A/S og Rambøll A/S.
Der er i det følgende citeret flere markante udsagn om enkeltpersoners forhold. Omtalen er generelt set relevant i forhold til kommissionens overordnede opgave vedrørende fastlæggelse af hvordan de forskellige funktioner er varetaget, herunder som embedsmand og borgmester. Den citerede ganske hårde kritik af borgmesterens personlige forhold, herunder om alkoholforbrug og adfærd, har således interesse som genstand for kommissionens undersøgelse af det faktiske forløb, såfremt det kan have haft betydning for den kommunale administrations og byrådets funktionsduelighed og funktionsmåde, herunder borgmesterens funktion som daglig leder af kommunens administration. Der kan og skal derimod ikke på grundlag af omtalen af navngivne enkeltpersoners forhold drages andre konklusioner, herunder navnlig ikke ansættelses- eller erstatningsretlige konklusioner.[1]
Peter Brixtofte skriver i sin bog ”Med hjertet” (2003), side 139, om forholdene i 1994:[2]
”Den dygtige og loyale John Frederiksen, der var kommunaldirektør, hørte nok mere hjemme i en statsinstitution eller en stor privat virksomhed. Det med borgerne tæt på var ikke rigtig ham. Det var ikke fordi, han var snobbet eller højrøvet. Han var blot lidt genert.
Vi skiltes derfor på en god måde og med en anstændig økonomisk ordning. Ved hans fratrædelsesreception holdt en psykolog Ulla Andersen en tale med et digt a la H.C. Andersens Kejserens nye klæder, der efter min opfattelse i bund og grund var ond overfor John Frederiksen. Det var en provokation fra en ansat, der tilhørte den yderste venstrefløj. Men uanset hvad burde jeg ikke havde ladet mig provokere.
I den offentlige debat om offentligt ansatte er der ikke langt fra debatten om loyalitet til debatten om ytringsfrihed. Det påpegede min skoledirektør Susanne Aagård,[3] der nu er kommunaldirektør i Køge, og det skulle jeg have lyttet til.
Det gjorde jeg ikke, og udtalte, at Ulla Andersen med sin tale havde signaleret, at hun ikke ville have noget med kommunen at gøre. Og havde det været en privat arbejdsplads havde hun heller ikke fået 3 sekunder til at pakke.
Men visse medier og modstandere udlagde det som et indgreb mod ytringsfriheden, og at jeg ikke havde sans for humor (det var det værste), og det gav meget debat. Jeg blev forfulgt i hele valgkampen. Uffe sagde til mig, at jeg skulle trække udtalelserne i mig - og jeg kunne bare give ham “skylden” eller rettere ”æren”.
Det ville jeg ikke. Sagen endte med, at hun selv sagde op.”
DJØF-bladet bragte i nr. 14/2002 artiklen ”Hvad nu Farum”:[4]
””Han var vores sidste rigtige kommunaldirektør. Sagt af SFeren Helene Lund, medlem af Farum Byråd gennem de sidste 16 år, om cand.polit.en fra Finansministeriet, John Frederiksen, der sagde op efter gensidig aftale og ingen kommentarer i efteråret 1994. Ni måneder holdt han.
…[Sabine Kirchmeier-Andersen:]
”Det er borgmestergangen, vi skal have totalt omstruktureret. Man kan dårligt tale om, at vi skal kappe hovedet af nogen, for der er reelt ikke nogle hoveder at kappe af. Brixtofte har styret det hele.”
Helene Lund (SF) siger efter 16 års medlemskab af Farum Byråd:
”Farums historie er jo, at der i de sidste mange år ikke har været det, man kunne kalde en kommunal organisation. Én mand, Peter Brixtofte, har truffet alle beslutningerne og flyttet rundt på lederne i en uendelighed. Der har været kørt en atomiseret del-og-hersk politik, ingen har vidst, hvad hinanden lavede, og ingen har haft overblik.”
…Lars Carpens lover, at de almindelige spilleregler mellem politikere og embedsmænd fremover bliver fulgt i Farum kommune.
”Det vil jeg være meget opmærksom på. Embedsmændene skal rådgive og vejlede, og politikerne lave politik. Det, vi har set, har været, at de to ting meget uheldigt er blevet blandet sammen.”
Succes og fiasko
Få måneder efter John Frederiksens afskedsreception på Farum Rådhus, forlod skoledirektøren, Suzanne Aaholm, også sit job. Hun gik, fordi hun ikke kunne holde klimaet i ledelsesgruppen ud og de vilkår, hun skulle byde sig selv og sine medarbejdere.
…Hun karakteriserer Farum kommune, som den var, da hun forlod den i 1995, således:
”Det var en organisation, som - båret af borgmesterens engagement - gik ekstremt målrettet og effektivt efter at realisere tre projekter: integration af nydanskere på arbejdsmarkedet, fremmedsprogsintegration og en reduktion af ressourceanvendelsen. Men samme ekstreme målrettethed betød, at man let kom på kant af reglerne. Så Farums succes og fiasko er et produkt af den samme tænkning. Fiaskoen var, at man gik på kompromis med spilleregler og det, vi andre kalder almindelig etik, i en grad, som var ekstrem.”
Hun kalder ledelsesklimaet, da hun gik i 1995, for fantastisk dårligt, præget af mangel på dialog, tilfældigheder og konstant omskiftelighed i vilkårene. Alting udgik fra Peters lyst, intuition og følelser.”
Tórun Ellingsgaard & Jaku-Lina Elbøl Nielsen skriver i bogen ”Brixtofte, spillet om magten” (2002), side 122-23, om forholdene i 1994:[5]
”Et af de mål, Peter Brixtofte havde sat sig, var at slanke administrationen på rådhuset endnu mere. Siden han var blevet borgmester, var antallet af ansatte på rådhuset faldet fra 210 til 140, men han lagde langsigtede planer, og nu ville han ned på 70 inden år 2004, bebudede han. Det skulle ske ved at omorganisere arbejdet på rådhuset yderligere. Men det, som i starten af Brixtoftes tid som borgmester føltes som tiltrængt fornyelse, begyndte at blive en belastning for medarbejderne på rådhuset. Peter Brixtofte ville hele tiden lave om på arbejdsgangene, og ofte havde personalet dårligt nok sat sig ind i deres nye opgaver, før de igen blev flyttet til en ny afdeling.
De menige medarbejdere var frustrerede og følte sig utrygge, både på grund af strukturændringerne og fordi de blev færre og færre til at klare arbejdet. Der blev ikke indkaldt vikarer, når nogen var syge eller skulle på barselsorlov. Nedskæringerne i personalet skulle godt nok ske ved naturlig afgang, men mange gik med en fornemmelse af, at ledelsen håbede på, de ville sige op af sig selv. Da en ældre medarbejder faldt om, mens hun var ved at ekspedere ved skranken i rådhusbutikken og få timer senere døde på sygehuset, mente hendes kolleger, at arbejdspresset kunne bære en del af skylden. Medarbejderen havde den dag påtaget sig arbejdet for en syg kollega oven i alt det, hun selv skulle tage sig af. HK’ernes tillidsmand på rådhuset, Bent Nedergård, blev interviewet til Ekstra Bladet og fortalte, at han hver dag talte med folk, der havde stress, ondt i maven og havde svært ved at sove på grund af deres arbejde.”
Side 123-124:[6]
”Peter Brixtofte forlangte, at medarbejderne var med på hans ideer. Impulsiv som altid præsenterede han ide på ide og blev meget let begejstret. Ofte udpegede han omgående folk til at føre ideerne ud i livet, og mens de arbejdede på opgaven, holdt hans begejstring sig som regel. Men hvis medarbejderen ikke levede op til hans forventninger og ikke udførte opgaven helt efter hans hoved, begyndte han at lægge mærke til småting, som han syntes, de var dårlige til. I starten konfronterede han vedkommende med problemet og fik talt ud, men som regel var det sådan, at når Peter først var begyndt at finde fejl hos nogen, blev han ved, indtil han til sidst var overbevist om, at de var uduelige. På samme måde, som han i starten havde været meget begejstret for dem, blev han til sidst meget træt af dem. Det var blandt andet sådan, han havde behandlet to af sine tidligere kommunaldirektører. Og når han først var blevet træt af en medarbejder, var der ingen nåde. På møderne kunne de andre medarbejdere kun se til og krumme tæer, mens Peter trynede vedkommende ved gentagne gange at fokusere på de opgaver, som de ikke havde løst tilfredsstillende. Han gennemheglede dem på en yderst pinlig og nedladende måde, der for dem, som genkendte mønsteret fra tidligere, ikke efterlod nogen tvivl om, hvilken vej det bar. Vedkommende ville ikke holde ret længe. Og hvis der tilmed var tale om en leder, var der slet ingen pardon, for så var mange andre mennesker afhængige af dem, og derfor gjaldt det om at gøre kort proces, hvis de ikke slog til, mente Brixtofte.”
Side 131-132:[7]
”Selv om Ulla Andersen ikke længere arbejdede på rådhuset, gav fyringssagen stadig efterdønninger i slutningen af 1994. Arbejdstilsynet i Frederiksborg Amt havde allerede, inden Ulla Andersen holdt sin famøse tale, haft Farum Kommune i kikkerten, og hen på efteråret kontaktede tilsynet kommunen for at få lavet en undersøgelse af det psykiske arbejdsmiljø på rådhuset. Arbejdstilsynet havde inden Ulla Andersen-sagen fået flere henvendelser fra medarbejdere, som havde klaget over, at arbejdspresset var for stort, og at ansatte, som havde kritiseret forholdene, følte sig forfulgt.
Men Peter Brixtofte ønskede absolut ingen undersøgelse og afviste blankt Arbejdstilsynets henvendelse. Leif Frimand, der på det tidspunkt også var blevet kommunens ordførende direktør, tog sig af henvendelserne fra pressen. “Man går jo ikke til lægen og spørger, hvorfor man ikke har ondt i benet,” sagde han blandt andet til Ritzaus Bureau. Frimand syntes desuden, at det virkede, som om Arbejdstilsynet udnyttede situationen til at få medieopmærksomhed.”
Side 132-133 vedrørende 1994-95:
”Det lykkedes dog ikke at forhindre Arbejdstilsynet i at foretage en undersøgelse. Tilsynet havde ret til at kræve, at kommunen samarbejdede, og godt to uger inde i det nye år begyndte to psykologer fra Arbejdstilsynet at interviewe de ansatte i Socialforvaltningen, hvor problemerne tilsyneladende var størst. Psykologerne havde hele tiden to repræsentanter fra ledelsen i hælene på sig, mens de arbejdede, men fik dog lov til at tale med medarbejderne under fire øjne, hvis de ønskede det. Efter blot fire dage var psykologerne fra Arbejdstilsynet færdige med deres arbejde. Men den undersøgelse, som medarbejderne havde troet ville konkludere noget om, hvordan arbejdsmiljøets tilstand var, mundede kun ud i en vejledning. Da vejledningen var færdig, var Peter Brixtofte den første til at sende en pressemeddelelse ud om, at Arbejdstilsynet ikke havde fundet anledning til at give påbud og henstillinger, men kun havde givet nogle vejledende råd. “Vi kan naturligvis ikke være 100 procent jublende lykkelige alle sammen hele tiden. Der vil altid være nogen, der er utilfredse eller har et problem - også inde på B.T.,” sagde han til en journalist fra B.T. “Men det billede, der er blevet tegnet af en kommune med forfærdelige arbejdsforhold - det er falsk.””
Side 133 vedrører 1995:
”Medarbejderstaben på rådhuset var nu nede på 118 medarbejdere, og målet var stadig at nå ned på 70. Det sidste halve år var godt 12 medarbejdere holdt op i kommunen. Foruden Ulla Andersen havde også personalechef Steen Ballegaard fået nok og forladt kommunen.”
Henrik Madsen, ”Bogen om Peter” (2002), side 21:[8]
”Mange embedsmænd har de senere år forladt Farum rådhus. Der er aldrig nogen, der har fortalt offentligheden hvorfor.
Ingen har sagt sandheden om et råddent arbejdsmiljø, præget af frygt for borgmesterens humørsyge og tiltagende problemer med alkohol.
De fleste har fået en pose penge, og så er det blevet ved det. Mange embedsmænd kom til at hade Peter i konfrontationens øjeblik, men de fleste har blot ønsket at komme videre i livet.
Derfor er det endnu aldrig kommet frem, at Peter har været en elendig, alkoholiseret leder gennem flere år.”
Side 59-60 vedrører 1993-1994:[9]
”Suzanne Aaholm, kommunaldirektør, Køge:
”Jeg kom fra en strømlinet og målrettet organisation, hvor jeg havde lært at arbejde efter nogle ganske bestemte principper. Jeg kunne pakke det hele sammen. Intet virkede i Farum. At omgås medarbejderne var et rent omsorgsarbejde. Sådan så Peter det ikke. Problemet var så, at det var ekstremt kritisk at sige noget til Peter, der ikke stemte med hans egen opfattelse. Alligevel kunne jeg ikke lade være med at sige min mening. Jeg mente, jeg skulle være loyal overfor hans beslutninger, ikke nødvendigvis hans vurderinger. Det fik vi meget tid til at gå med. Det var ikke lige behageligt, men samtidig nok grunden til, at Peter respekterer mig i dag.”
Da 1993 rinder ud har Peter ikke alene et overforbrug af mennesker, men også et truende overforbrug af rødvin.
Det sker, at medarbejderne ser ham stærkt beruset i dagtimerne.”
Side 60:
”Billedet af den venlige, kærlige og i øvrigt friske borgmester er ved at forsvinde. I kantinen snakker medarbejderne om den chef, der er blevet truet med fyring, fordi han har udtalt noget forkert til Frederiksborg Amts Avis, om borgmesterens stigende alkoholforbrug, og om hvorvidt det er rigtigt, at hele administrationen af kommunen snart skal udliciteres.”
Side 62 vedrørende 1994-1995:[10]
”Peters stigende alkoholforbrug begynder for alvor at få betydning for forholdet til medarbejderne på rådhuset.
Der snakkes mere og mere om problemet, fordi han oftere og oftere kan opleves beruset om eftermiddagen.
Borgmesteren kan efterhånden sammenlignes med den lunefulde far, hvis humør børnene aldrig kan vide sig sikre på.
Selv den sidst ankomne deltidsmedarbejder kender problemet med humørsygen på borgmestergangen.
I modsætning til tidligere kan Peter være ufattelig rå i sin omgang med de ansatte. Mest rå er han, når han har fået for meget at drikke.
Borgmesterens alkoholforbrug er over nogle år gået fra det normale til et betydeligt misbrug.”
Side 70 vedrørende 1993-1994:[11]
”Suzanne Aaholm, kommunaldirektør, Køge:
”I den periode var reduktion af medarbejderantallet virkelig i fokus. Ikke kun som politisk projekt. Det var også i fokus som strafprojekt. På en måde oplevede jeg organisationen blive afstraffet som en del af Peters frustration. På et tidspunkt var jeg på ferie. Da jeg kom tilbage, var samtlige mine medarbejdere - på nær én - blevet flyttet til andre afdelinger. Jeg konfronterede ham med det. Jeg kunne se på ham, at han godt kunne se, at det var galt. Han prøvede at gøre det godt, men skaden var sket, og jeg vidste, jeg måtte væk. Der skete det besynderlige, at efter jeg ikke havde haft kontakt med ham i lang tid, sendte han mig et sødt brev og tre flasker rødvin, da jeg blev kommunaldirektør i Køge. Han skrev, at han syntes, det var godt gået, og at jeg nok skulle klare det. Det er det, jeg siger: Sådan er Peter også.””
Side 89 vedrørende 1998:[12]
”Farum Kommune drives som en effektiv, privat virksomhed med borgmesteren som arbejdende bestyrelsesformand.
En lille gruppe direktører administrerer kritikløst bestyrelsesformandens visioner og ideer. Der er ingen kontrolinstanser, for topembedsmændene tør ikke sige bestyrelsesformanden imod.
Under sig har direktionen en lille gruppe områdechefer, der omsætter ideerne til praksis og håber, det snart bliver weekend. Men effektivt - det er det.
Det er sådan, man driver en moderne kommune.”
Jens Jørgen Nielsen, ”- ikke bare rødvin” (2003), side 32:[13]
”Der er flere måder at gøre forvaltningen mør og lydig på. For det første benyttede han sig af noget der nærmer sig psykisk terror. Brixtofte svækkede de ansattes selvtillid ved ofte at skælde dem huden fuld og latterliggøre dem. De der ikke kunne klare det, sagde op, eller også blev de fyret. For det andet flyttede han konstant rundt på folk, og ændrede forvaltningsstrukturen med korte mellemrum og uden varsler. Efter flere ansattes udsagn endte det i en totalt opsplittet forvaltning. Folk fik ikke lov til at sidde for længe på et sagsområde inden de blev forflyttet. Også rent fysisk blev forvaltningen opsplittet, Brixtofte selv administrerede i stigende omfang fra Farums sportsbygninger. Resultatet var, at det blev noget nær umuligt for de ansatte at få et overblik over kommunens aktiviteter. Hertil kom, at de ubetinget lydige fik plads inden for Brixtoftes hof, andre og måske mere erfarne, men også kritiske, blev sendt ud i periferien.
Efter mindre end 10 år på borgmesterposten, havde Peter Brixtofte allerede slidt fire kommunaldirektører ned.”
Morten Pihl og Jakob Priess-Sørensen, ”Brixtofte, Historien om en afsløring” (2002), side 80, vedrørende 2001-2002:[14]
”Paradoksalt nok viser det sig, at borgmesterens forsøg på at købe sig til Lindhardts tavshed får præcis den modsatte effekt.
For på Farum Turist- og Servicekontor, der har til huse i et lille nydeligt hus på Farum Hovedgade, kommer Lindhardt til at dele kontor med en anden mand, som er blevet »deporteret«. Hans navn er Jørn Frederiksen, han er tidligere teknisk direktør i Farum Kommune med ansvar for kommunens køb og salg af grunde, og han er bitter.
Bitter, fordi han er på sin anden »champignonkur«. Kuren indebærer, at en medarbejder midlertidigt degraderes og rent fysisk flyttes til et kontor langt væk fra alt og alle.
Ofte får vedkommende, som det er tilfældet med Jørgen Lindhardt, ingen computer og ingen opgaver. Der kan medarbejderen så sidde og være uhyre opmærksom på, at Farum og Peter Brixtofte fortrinligt kan eksistere uden hans eller hendes arbejdskraft.
Kuren er mest effektfuld, når den tildeles medarbejdere højt oppe i det kommunale hierarki. De høje herrer kan hurtigt mærke forskel på et isoleret arbejdsmiljø langt fra magtens centrum, alle beslutningerne og det liv med restauranter, rødvin og ros fra Peter, de havde før.
Behandlingen går under navnet champignonkuren, fordi Peter Brixtofte selv har beskrevet sit formål med behandlingen med netop det ord. Forklaringen er ifølge borgmesteren selv, at den slags medarbejdere - præcis lige som champignoner - trives bedst i et mørkt rum, hvor de jævnligt bliver overhældt med lort.
Det er som regel ikke nødvendigt at holde folk på kuren i mere end en eller to måneder, så har de fanget idéen. Brixtofte har vist dem, hvad de har at tabe, og at han så let som ingenting kan tage deres karriere og deres privilegier fra dem igen, hvis det bliver nødvendigt.
Langt de fleste medarbejdere behøver kun en enkelt champignonkur for at indse, at Peter altid har ret. Jørn Frederiksen har bare ikke lært lektien, og han er bestemt ikke blevet mere medgørlig af at være på sin anden champignonkur.
Tværtimod. Han er rasende.”
Avisomtalen har bl.a. omfattet en artikel i Weekendavisen den 15. oktober 1993 under overskriften ”Peter den Gode, den Onde og den Grusomme”:[15]
”Fup og Farum. Peter Brixtofte har placeret Farum som mønsterkommune i danskernes bevidsthed. På amerikansk maner hilser, smiler og klapser han ude i byen. Bag Rådhusets lukkede døre hersker han med frygten som våben.
…… Men bag lukkede døre må han være en helt anden Peter. Et dusin af hans nærmeste chefer i forvaltningen er gået - eller blevet gået - siden han trådte til. Tidligere og nuværende ledere beskriver samstemmende hans ledelsesstil som ”management by fear” - ledelse gennem frygt. Alle kræver anonymitet men udtaler sig enslydende: Den ene dag er man i kridthuset. Den næste dag får man et los. Og man ved aldrig hvorfor. Han tåler ikke at blive sagt imod. Men hvis man ikke siger ham imod, mister han totalt respekten for en. Han spiller den ene chef ud mod den anden. Og tillader ingen at vokse sig stor. Han lugter tendenser til magtkoncentrationer på flere hundrede meters afstand. Og slår til.
…”
Frederiksborg Amts Avis skrev den 18. august 1994 under overskriften ”Topchef har forladt Farum” med underrubrikken ”Et underligt og hurtigt farvel og tak”:[16]
”Farum Kommune har atter mistet en topchef. Peter Brixtofte er flere gange beskyldt og kritiseret for at slide både personale og chefer op i rådhuset på grund af urimelige arbejdskrav. I går ryddede rådhusets øverste chef kommunaldirektør John Frederiksen sit bord og tog afsked med kollegerne ved en reception på sit kontor. Årsagen til afskeden skyldes uenighed om indholdet i kommunaldirektørens stilling.
Efter knap to års ansættelse har Farum Kommunes kommunaldirektør sagt sin stilling op. Det skete for nylig. I går var der afskedsreception. Pressen har ikke anført mere og generelt har meddelsomheden omkring afskeden ligget meget lavt.
- Det er korrekt, at jeg har taget min afsked, og hvad angår forklaringen kan jeg kun sige så meget, at afskeden skyldes overvejelser omkring ændringer i min stilling som kommunaldirektør, og på det grundlag tog jeg min afsked, oplyser John Frederiksen fra sit hjem i Hørsholm i går.
John Frederiksen valgte for to år siden, at søge stillingen som kommunaldirektør i Farum efter 14 år som rådgiver og chef i Finansministeriet. John Frederiksen ville prøve noget helt andet, og i Farum var man begejstrede for den højt ansete embedsmand hvis indsigt i økonomi og rådgivning faldt på et tørt sted i Farum Kommune. John Frederiksen er da også en af hovedkræfterne bag Farum Kommunes nye plan for år 2004 samt den nye plan om omstrukturering af Farum Rådhus til et idealrådhus.
Borgmester Peter Brixtofte vil kun bekræfte, at der var afskedsreception i går. - Det er det eneste jeg vil udtale mig om, fastslår han.
Socialdemokraternes byrådsmedlem i Farum Hans Carl Nielsen ved heller ikke meget om baggrunden for John Frederiksens opsigelse.
- Men det er ingen hemmelighed, at personalet i almindelighed er hårdt presset, og som enhver ved, vil personalets vilkår altid ramme lederne, men jeg erkender, at kommunaldirektørens pludselige afsked virker ganske underlig, siger Hans Carl Nielsen, som tilføjer, at socialdemokraterne kun har godt at sige om John Frederiksen og hans arbejde.
På rådhuset er det afdelingslederen i løn- og personaleafdelingen Søren Ballegaard, der foreløbig har overtaget kommunaldirektørens plads.”
Berlingske Tidende skrev den 20. august 1994 under overskriften ”Besparelser øger presset på ansatte” med underrubrikken ”Fyringer. Fra 133 til 70 på kun 10 år. Det er tal, der har rystet de ansatte på rådhuset i Farum. Tallene i en dugfrisk rapport viser nemlig antallet af beskæftigede på rådhuset i dag og i år 2004.”:[17]
Målet er, at man allerede om et par år når ned under 100 på selve rådhuset. Fyringen af psykolog Ulla Andersen, der på en satirisk måde forholdt sig kritisk til venstreborgmester Peter Brixtofte og hans administration, har på ny rettet offentlighedens projektør mod den lille by for enden af S-togslinie H nordvest for København. »Stemningen på rådhuset er trykket efter fyringen. Det berører jo alle, når en kollega bliver fyret. Mange spørger sig selv, hvor meget eller lidt de nu kan ytre sig,« siger tillidsmanden for HKerne på rådhuset, Bent Nedergård, efter et møde fredag mellem de fire tillidsmænd i huset.
Han tilføjer, at talen efter hans opfattelse kun burde have udløst en advarsel til psykologen, der fredag mødte på arbejde men blev bedt om at gå hjem igen. »De hidtidige og kommende dramatiske nedskæringer i personalet er en nedvurdering af vores arbejde,« siger Bent Nedergård om arbejdsklimaet på rådhuset. Han mener, at mange medarbejdere er så overbebyrdede med arbejde, at det går ud over helbredet. »Alene rapporten virker nedbrydende på mine kolleger, som allerede nu klager over, at det kniber med at udføre arbejdet ordentligt,« siger Bent Nedergård. Han vil bede sit forbund om hjælp til at sætte ind overfor de barske forhold. Peter Brixtofte er - stort set siden han overtog borgmesterkæden i 1986 - blevet kritiseret for at fare for voldsomt frem. Et dusin af hans nærmeste medarbejdere er fyret eller blevet gået indtil nu - heraf fire kommunaldirektører. En kilde siger til Ritzaus Bureau, at mange ansatte på rådhuset tager på arbejde for at overstå et onde. Brixtoftes ledelsesstil blev for et års tiden siden i Weekendavisen beskrevet som »management by fear« - ledelse gennem frygt - og den seneste fyring viser, at det kan være dyrt at sige sin mening. Borgerne mærker tilsyneladende ikke den dårlige stemning på »bykongens slot«. Brixtofte og hans parti sidder på 10 af byrådets 15 pladser, og borgmesteren beskrives tillige som en mand, der er fænomenalt god til at trække tænderne ud på oppositionen. »Det eneste, vælgerne tænker på, er skatten, og den er da også blevet sat ned hvert år i Brixtoftes tid,« lyder det fra Farum.”
Der er i øvrigt skrevet en række artikler om arbejdsmiljø mv. på Farum Rådhus i første del af undersøgelsesperioden, bl.a.:
Berlingske Tidende, 4. august 1990: ”Farum skærer ned på ansatte”.[18]
Berlingske Tidende, 9. juni 1991: ”Kommunalt ansatte må løbe stærkt”.[19]
Politiken, 20. august 1994: ”Farumansatte presses”.[20]
Ekstra Bladet den 7. oktober 1994: ”Brixtoftes folk flygter”.[21]
Politiken, den 7. oktober 1994: ”Arbejdstilsyn truer Farum”.[22]
Politiken, den 30..11. 1994: ”Arbejdstilsyn løs på rådhus”.[23]
Der henvises i øvrigt til medieomtalen i bind 2, kapitel 3.
Efter kommunestyrelseslovens § 17, stk. 6, (nu stk. 7), drager kommunalbestyrelsen omsorg for indretning af kommunens administration og fastsætter regler om ansættelse og afskedigelse af kommunalt personale.
Borgmesteren har under ansvar over for kommunalbestyrelsen den daglige ledelse af kommunens administration, jf. § 31, stk. 3.
Et byråd har derfor inden for rammerne af det kommunale selvstyre vid adgang til at indrette den kommunale organisation med tilhørende personalenormering, jf. bind 4, kapitel 6.
Det samme gælder som udgangspunkt politik og administration for så vidt angår kommunens personaleforhold, dog således at der her skal iagttages et omfattende regelsæt.
De offentlige myndigheders personaleadministration er således karakteriseret ved, at myndigheden ikke blot er bundet af ansættelsesretlige regler, men også af almindelige offentligretlige regler.
De relevante skrevne ansættelsesretlige regler findes først og fremmest i tjenestemandsloven, tjenestemandspensionsloven og funktionærloven samt en række cirkulærer mv.
Kommunalt ansatte tjenestemænd er ikke direkte omfattet af tjenestemandslovens § 1.[24] De tjenestemandsretlige regler, som gælder for kommunalt ansatte tjenestemænd, er imidlertid fastsat i tjenestemandsregulativ af 1991 for kommuner inden for Kommunernes Landsforenings forhandlingsområde, som fastsætter stort set de samme regler for de kommunale tjenestemænd, som gælder for de statslige.[25]
De skrevne ansættelsesretlige regler suppleres af uskrevne regler, der ofte vil have karakter af sædvaner, og praksis både fra de almindelige domstole, fra Arbejdsretten, fra tjenestemandsretterne og fra voldgiftsretter nedsat med hjemmel i de kollektive overenskomster og aftaler.
Skrevne forvaltningsretlige regler, der har særlig betydning for undersøgelsen, findes i forvaltningsloven, offentlighedsloven samt i straffelovens § 152.
Lovreglerne suppleres af almindelige, ulovbestemte, forvaltningsretlige grundsætninger vedrørende bl.a. hjemmelsspørgsmål og sagsbehandling.
EF’s ministerråd vedtog i 1991 et minimumsdirektiv om arbejdsgiverens pligt til at underrette arbejdstageren om vilkårene for ansættelsesforholdet.[26] Direktivet kan implementeres ved lov eller en kollektiv overenskomst.[27]
Ved aftale (kollektiv overenskomst) af 9. juni 1993 mellem Kommunernes Landsforening, Amtsrådsforeningen i Danmark, Københavns Kommune, Frederiksberg Kommune og Kommunale Tjenestemænd og Overenskomstansatte gennemførtes direktivet med enkelte supplerende regler for ansatte i kommunalt eller amtskommunalt regi.
Efter aftalens § 2, skal ansættelsesmyndigheden udfærdige et ansættelsesbrev, der som minimum indeholder følgende:
Kommunernes Landsforening har over for kommissionen redegjort for landsforeningens opfattelse af hjemmelsgrundlaget for den kommunale tjenestemandsregulering.[28]
Det fremgår af redegørelsen, at den kommunale tjenestemandsansættelse før tjenestemandsreformen i 1970 var reguleret af en standardtjenestemandsvedtægt, der var udarbejdet af Indenrigsministeriet, og som den enkelte kommunalbestyrelse kunne tiltræde.
Udgangspunktet er fortsat, at det henhører under den enkelte kommunalbestyrelses kompetence at træffe beslutning om tjenestemandsansættelse og fastsætte vilkårene herfor. Imidlertid har kommunalbestyrelserne i 1970 overdraget kompetence til med bindende virkning for kommunerne at forhandle og fastsætte løn- og ansættelsesvilkår til Kommunernes Landsforening. Kommunernes Landsforening anser denne bemyndigelse for også at omfatte tjenestemandsregulativerne.
Når Kommunernes Landsforening udøver sin arbejdsgivervirksomhed i henhold til denne bemyndigelse, er Kommunernes Landsforening i henhold til § 67 i kommunestyrelsesloven undergivet Lønningsnævnets tilsyn, også når det gælder fastsættelse af vilkår for tjenestemandsansættelse.
Tjenestemandsregulativet indeholder i § 17 bestemmelser om suspension af tjenestemænd. I henhold til denne bestemmelse kan en tjenestemand suspenderes eller midlertidigt overføres til andet arbejde, når pågældende har pådraget sig grundet mistanke om et forhold, der betager tjenestemanden den tillid, som bestridelsen af stillingen kræver, eller som i øvrigt gør det betænkeligt, at pågældende vedblivende udfører sit hidtidige arbejde. Kommunernes Landsforening kan efter forhandling med de forhandlingsberettigede organisationer fastsætte nærmere regler om iværksættelse og ophør af suspension.
Hjemmel til afskedigelse af disciplinære årsager findes i tjenestemandsregulativets §§ 10, 22. 24 og 26. De nævnte bestemmelser har følgende ordlyd:
”§ 10. Tjenestemanden skal samvittighedsfuldt overholde de regler, der gælder for pågældendes stilling, og vise sig værdig til den agtelse og tillid, som stillingen kræver.
§ 22. Som disciplinær straf for tjenstlig forseelse kan anvendes advarsel eller irettesættelse, bøde, der dog ikke må overstige 1/2 måneds løn, overførelse til andet arbejde eller andet arbejdssted eller til anden stilling inden eller uden for ansættelsesområdet under kommunen, degradation - herunder nedrykning med ét eller flere løntrin inden for samme lønramme - eller afsked. Bøde over 1/25 af månedslønnen og overførelse til andet arbejde kan ikke anvendes, inden forhør er afholdt i overensstemmelse med §§ 18-20, medmindre der foreligger en uforbeholden skriftlig tilståelse, i hvilken tjenestemanden vedgår de faktiske omstændigheder i det påsigtede forhold og erkender sig skyldig i en tjenesteforseelse. Overførelse til andet arbejdssted eller til anden stilling inden eller uden for ansættelsesområdet under kommunen, degradation eller afsked som straf for tjenesteforseelser kan, når forholdet ikke er fastslået ved dom, aldrig finde sted uden efter afholdt tjenstligt forhør. Ikendte bøder kan tilbageholdes i lønnen.
§ 24. Tjenestemænd afskediges af kommunalbestyrelsen.
§ 26. Tjenestemænd kan afskediges uden ansøgning med 3 måneders varsel til udgangen af en måned. Afsked kan dog ske med kortere varsel, hvis afskedigelsen er begrundet i, at tjenestemanden som følge af strafbart forhold, tjenesteforseelse eller mislighed er uskikket til at forblive i stillingen.”
Hjemlen til at foretage diskretionær afsked af kommunale tjenestemænd findes ligeledes i tjenestemandsregulativets § 26. Bestemmelsen indeholder ingen angivelse af, i hvilke tilfælde diskretionær afsked kan foretages, men adgangen til at afskedige diskretionært er ikke fri. I henhold til almindelige forvaltningsretlige grundsætninger skal afskedsgrunden f.eks. være saglig; herudover begrænses adgangen til diskretionær afsked af almindelige forvaltningsretlige grundsætninger om inddragelse af kriterier, lighedsgrundsætninger og proportionalitetsgrundsætninger.
Mere specielle begrænsninger i adgangen til diskretionær afsked kan findes i lovgivningen, eksempelvis ligebehandlingsloven.
Diskretionær afsked er særlig aktuel i forbindelse med stillingsnedlæggelser på grund af omstruktureringer, rationaliseringer, arbejdsmangel eller besparelser samt ved afsked på grund af uegnethed eller samarbejdsvanskeligheder, som ikke bebrejdes tjenestemanden som en tjenesteforseelse.
Kompetencen til at foretage diskretionær afskedigelse ligger hos kommunalbestyrelsen, jf. § 24. Afskediges en tjenestemand, fordi stillingen nedlægges, uden at der anvises tjenestemanden en anden passende stilling, har tjenestemanden som udgangspunkt ret til rådighedsløn i indtil 3 år, jf. § 30, stk. 1, jf. dog stk. 2 - 4.
Hjemlen til afskedigelse af en kommunal tjenestemand på grund af sygdom findes i den almindelige hjemmel for diskretionær afskedigelse og er ligeledes begrænset af almindelige, ulovbestemte, forvaltningsretlige grundsætninger om proportionalitet i retsfølgen og af skrevne regler uden for tjenestemandslovgivningen.
Kommunernes Landsforening har på grundlag af forhandling med Kommunale Tjenestemænd og Overenskomstansatte (KTO) samt i medfør af §§ 25-27 og § 29, stk. 2, i tjenestemandsregulativet af 1991 fastsat et regulativ om afsked af tjenestemænd på grund af helbredsbetinget utjenstdygtighed eller alder (KL- og ARF-området), som i det alt væsentlige svarer til Finansministeriets cirkulære for statstjenestemænd. [29]
Som følge af at kommunale tjenestemænd efter 1. januar 1997 er omfattet af lov nr. 286 af 24. april 1996 om brug af helbredsoplysninger mv. på arbejdsmarkedet, blev der i forbindelse med en ændring af pensionsregulativet pr. 1. januar 1997 foretaget en omlægning af helbredsbedømmelsen ved tjenestemandsansættelse. Før 1. januar 1997 var helbredsbedømmelsen ved ansættelse sket med henblik på en vurdering af, dels om den pågældende helbredsmæssigt var egnet til at bestride stillingen, dels om der skulle tages forbehold for pension. Fra 1. januar 1997 blev helbredsbedømmelsen omlagt, så der ikke længere i forbindelse med den enkelte tjenestemandsansættelse skal indhentes en udtalelse fra Helbredsnævnet eller fra et dansk pensionsforsikringsselskab. Den ansættende kommune forudsættes i forbindelse med ansættelsessamtaler mv. selv at vurdere, om den pågældende er egnet - herunder helbredsmæssigt egnet - til at bestride tjenestemandsstillingen på tilsvarende måde, som man ved ansættelse vurderer egnetheden af overenskomstansatte mfl. I enkeltstående tvivlstilfælde kan kommunen mod betaling indhente en udtalelse fra Helbredsnævnet.
Regulativ om helbredsbedømmelse af tjenestemænd mfl. omfatter tjenestemænd, som er ansat efter tjenestemandsregulativet af 1991 for kommuner inden for Kommunernes Landsforenings forhandlingsområde. Regulativet omfatter således ikke lærere i folkeskolen, som er omfattet af tjenestemandsloven.
Funktionærloven fastsætter regler for ansættelsesforholdene for funktionærer i såvel privat som offentlig tjeneste.
Derimod vil selvstændige, der f.eks. som konsulenter arbejde for en kommune, ikke være omfattet af loven, idet der ikke her er tale om personer, der er undergivet arbejdsgiverens instruktioner.
Funktionærloven fastsætter bl.a. regler for arbejdsaftalen mellem arbejdsgiveren og funktionærer, herunder regler om:
Udover reglerne i funktionærloven, er også andre love og administrativt fastsatte regler relevante for retsstillingen mellem funktionærer og arbejdsgiveren, f.eks. ligebehandlingsloven og ansættelsesbevisloven.
Som alle andre skønsmæssige afgørelser truffet af en offentlig myndighed skal afgørelser, som vedrører funktionærers ansættelsesforhold, overholde de almindelige forvaltningsretlige ulovbestemte grundsætninger om saglige krav, herunder proportionalitetsgrundsætningen og lighedsgrundsætningen. Der vil således ikke kunne ske suspension af disciplinære årsager, hvis det forhold, som ligger til grund for den disciplinære sanktion, er af så underordnet betydning, at en mindre disciplinærforanstaltning, f.eks. en irettesættelse, vil være proportional.
Herudover skal naturligvis de øvrige forvaltningsretlige regler, herunder forvaltningslovens regler om habilitet, partsrepræsentation, aktindsigt, partshøring, begrundelsespligt og klagevejledning være opfyldt.
Endelig er det ligeledes forudsat, at grundlovens frihedsrettigheder mv. er overholdt af den ansættende myndighed, således f.eks. offentligt ansattes ytringsfrihed.
For funktionærer er der ikke fastsat særlige bestemmelser om suspension som disciplinærsanktion. I stedet kan myndigheden hæve tjenesteforholdet og bortvise funktionæren, hvis der foreligger grov misligholdelse fra funktionærens side, jf. funktionærlovens § 4 forudsætningsvis, smh. med § 2 b, stk. 3, jf. stk. 1. De nævnte bestemmelser er sålydende:
”§ 4. Hvis funktionæren uberettiget undlader at tiltræde tjenesten eller forlader denne, eller arbejdsgiveren hæver tjenesteforholdet på grund af grov misligholdelse af kontrakten fra funktionærens side, har arbejdsgiveren ret til erstatning for det ham derved påførte tab. I tilfælde af ulovlig udeblivelse eller forladen af tjenesten har arbejdsgiveren, medmindre særlige omstændigheder foreligger, mindst krav på en erstatning svarende til en halv måneds løn.
§ 2 b. Såfremt opsigelse af en funktionær, der er fyldt 18 år, og som har været uafbrudt beskæftiget i den pågældende virksomhed i mindst 1 år før opsigelsen, ikke kan anses for rimeligt begrundet i funktionærens eller virksomhedens forhold, skal arbejdsgiveren udrede en godtgørelse…
…Stk. 3. Bestemmelserne i stk. 1 og 2 finder tilsvarende anvendelse i tilfælde af uberettiget bortvisning…”
Arbejdsgiverens adgang til bortvisning er endvidere forudsat i funktionærlovens § 2 a, stk. 3, jf. stk. 1, og § 3.
Hjemlen til at foretage diskretionær afsked af kommunale funktionærer findes i funktionærlovens § 2. Bestemmelsen indeholder ingen angivelse af, i hvilke tilfælde diskretionær afsked kan foretages, men adgangen til at afskedige diskretionært er som ved afskedigelse af tjenestemænd ikke fri. I henhold til almindelige forvaltningsretlige grundsætninger skal afskedsgrunden f.eks. være saglig; herudover begrænses adgangen til diskretionær afsked af almindelige forvaltningsretlige grundsætninger om inddragelse af kriterier, lighedsgrundsætninger og proportionalitetsgrundsætninger. Desuden vil der også for funktionærer være andre lovregler, som har en indflydelse på arbejdsgiverens adgang til afsked, herunder f.eks. ligebehandlingsloven.
Suspensionen i funktionærforhold er kendetegnet ved, at ansættelsesforholdet består uændret - herunder med normal løn - alene med den modifikation at arbejdsgiveren ikke længere ønsker funktionærens arbejdsydelse.[30] Der stilles modsat tjenestemænd ikke betingelser om f.eks. (mistanke om) noget dadelværdigt hos funktionæren eller for den sags skyld uoverensstemmelse mellem arbejdsgiveren og funktionæren. En suspension kan f.eks. også skyldes mangel på opgaver eller samarbejdsvanskeligheder mellem funktionæren og dennes kollegaer, som ikke kan tilskrives den suspenderede funktionær. Suspension af funktionærer kan imidlertid også, som f.eks. i forbindelse med suspensionen af psykolog Ulla Andersen, skyldes, at en arbejdsgiver finder, at funktionæren har misligholdt ansættelsesaftalen.
I forbindelse med afsked på grund af sygdom eller tilskadekomst, suppleres funktionærlovens § 2 med § 5 om lovligt forfald og løn under sygdom.
Begrænsningerne er sammenfaldende med de begrænsninger, der gælder for afskedigelse af disciplinære årsager.
Lovgivningen indeholder ikke bestemmelser om, at arbejdsgiveren skal yde en funktionær, der afskediges på grund af sygdom eller tilskadekomst, pension. Bestemmelser om tvungent medlemskab af en pensionskasse, som ifølge sine vedtægter yder pension i tilfælde af uarbejdsdygtighed på grund af sygdom eller tilskadekomst, findes derimod i nogle kollektive overenskomster mellem offentlige arbejdsgivere og offentligt ansattes organisationer.
Sager, hvori medarbejdere bliver afskediget uden ansøgning eller undergives disciplinære eller diskretionære ansættelsesretlige tiltag, vil være afgørelsessager omfattet af forvaltningsloven, jf. lovens § 2, stk. 1. Forvaltningslovens bestemmelser om inhabilitet, vejledning og repræsentation, partsaktindsigt, partshøring, begrundelse, klagevejledning og tavshedspligt opstiller en række regler for sagsbehandlingen i forbindelse med ansættelses- og afskedigelsessager mv.
Offentlighedsloven gælder ikke for sager om ansættelse, forfremmelse eller andre sager om enkeltpersoners ansættelsesforhold i det offentliges tjeneste. Som en undtagelse hertil gælder loven for oplysninger om den ansattes navn, stilling, uddannelse, arbejdsopgaver, lønmæssige forhold og tjenesterejser, og for så vidt angår ansatte i chefstillinger endvidere for oplysninger om disciplinære reaktioner af advarsel eller derover, dog kun for et tidsrum af to år efter, at den endelige afgørelse herom er truffet, jf. lovens § 2, stk. 2-3. Herudover kan den, hvis personlige forhold er omtalt i et dokument, med visse opregnede undtagelser, forlange at blive gjort bekendt med oplysningerne herom. Endelig gælder også offentlighedslovens § 6 om notatpligt i sager om ansættelse og forfremmelse mv.
Af andre love med relevans for sager om kommunalt ansattes ansættelsesforhold kan nævnes ombudsmandsloven, persondataloven og virksomhedsoverdragelsesloven. Herudover gælder love for særlige områder, eksempelvis folkeskolelovens bestemmelse om høring af skolebestyrelsen i ansættelsessager.
Efter styrelseslovens § 67 skal bestemmelser om løn- og øvrige ansættelsesforhold for personale i kommunal tjeneste godkendes af Kommunernes Lønningsnævn.
Lønningsnævnet er en offentlig myndighed. Godkendelsesbeføjelsen gælder over for samtlige kommuner, uanset om de er medlemmer af KL.
Kommunalbestyrelsen har den primære kompetence til at fastsætte løn- og ansættelsesvilkår for sine ansatte. Lønningsnævnet tager stilling til, om de trufne bestemmelser skal godkendes eller nægtes godkendt. Lovens fastsættelse af kompetence til lønningsnævnet og ministerens udpegning af medlemmerne af nævnet er en udvidelse af statens tilsynsbeføjelse fastsat i overensstemmelse med grundlovens § 82.
Lønningsnævnet kan ikke selv optræde som arbejdsgiverpart, men har alene den funktion at sikre en betryggende varetagelse af kommunernes fælles interesser og en vis koordinering af lønudviklingen på det kommunale og statslige område.
Reglerne om Lønningsnævnets sammensætning og virksomhed er fastsat i bekendtgørelse om Kommunernes Lønningsnævn.
Løn- og ansættelsesforhold er et af de få områder inden for kommunalretten, der stadig er underlagt krav om forudgående godkendelse (approbation). Det drejer sig om såvel generelle regler om løn- og ansættelsesvilkår for en eller flere stillingstyper som løn- og ansættelsesvilkår for en enkelt stilling.
Manglende godkendelse af løn- og ansættelsesvilkår for kommunalt ansatte vil ofte medføre, at sådanne vilkår anses for ugyldige. Revisionen og det kommunale tilsyn påser, om løn- og ansættelsesvilkår er godkendt af Lønningsnævnet.
Efter bekendtgørelsens § 4 kan der for kommunalt ansat personale ikke fastsættes løn- og ansættelsesvilkår, der ikke har hjemmel i de af Lønningsnævnet godkendte bestemmelser, retningslinjer, overenskomster eller andre regler. Der kan tillades undtagelse fra krav om godkendelse, hvis det af tilsynsmæssige grunde synes ubetænkeligt. Dette gælder dog ikke stillinger som kommunaldirektør eller forvaltningschef. I praksis er lønfastsættelsen i meget vidt omfang uddelegeret ud fra retningslinjer om løntilsynet med enkeltstillinger.
Bestemmelsen om, at løn- og ansættelsesforholdet for de ansatte i kommunerne skal godkendes, enten konkret eller ved en godkendelse af generelle overenskomster, er begrundet i hensynet til, at der ikke skal være en konkurrence mellem kommunerne om de ansatte, hvor ”rige” kommuner ved at hæve lønniveauet skulle kunne tiltrække mere kvalificeret arbejdskraft, end mindre velstillede kommuner ville være i stand til.
Kommunernes Lønningsnævn godkender klassificeringer af enkeltstillinger, hvor den lønmæssige placering ikke på forhånd er entydigt fastsat i overenskomst eller aftale.[31]
DJØF nedsatte den 7. april 1995 et udvalg, som i lyset af stigningerne i antallet af afskedigelser af chefer navnlig i den (amts)kommunale sektor skulle overveje, hvordan man kunne forbedre ansættelsestrygheden for de (amts)kommunale topchefer dvs. kommunaldirektører, sygehuschefer og forvaltningschefer.[32]
Udvalget undersøgte 45 afskedigelsessager fra perioden 1991 til 1995. Det var karakteristisk, at begrundelserne for afskedigelserne var skønsmæssige (diskretionære) og hovedsageligt formuleret som samarbejdsvanskeligheder, ledelsesproblemer, uegnethed eller en kombination heraf.
Udvalget pegede blandt andet på, at en klar kompetencefordelingsplan, som opdateredes og tilpassedes efter behov, ville kunne modvirke uklarhed og dermed konflikter omkring kompetence imellem specielt chefer og politikere, mens der dog ikke blev anbefalet en egentlig stillingsbeskrivelse. Udvalget pegede endvidere på, at der i videre omfang end i dag, ligesom i staten, burde være mulighed for i forbindelse med åremål at aftale tilbagegangsstilling ved åremålets udløb. For så vidt angik aftalemæssige muligheder for at forbedre afskedigelsesvilkårene foreslog udvalget, at der skabtes mulighed for, at fratrædelsesordning blev aftalt i forbindelse med ansættelse af en topchef.
Den ansættelsesretlige beskyttelse er bl.a. omtalt i betænkning nr. 1472/2006 ”Ytringsfrihed og meddeleret for offentligt ansatte”, jf. nærmere afsnit 7.4.
Ifølge ”Personalepolitik for Farum kommune” fra november 1990 havde den hidtil eksisterende personalepolitik ikke været nedskrevet bortset fra enkeltstående aftaler og forskellige administrative regler. Desuden havde der i vidt omfang været anvendt forskellig personalepolitisk praksis på de forskellige forvaltningsområder.
Formålet med den nedskrevne personalepolitik var ”at skabe et fælles personalepolitisk grundlag, som kommer til udtryk gennem en række overordnede visioner, politikker og holdninger.” Det hedder bl.a.:[33]
”Farum kommune er en servicevirksomhed, hvis kvalitet måles på serviceydelser og dermed den kontakt, der er mellem kommunens borgere og kommunens ansatte. Derfor vil vi med personalepolitikken fremme:
∗ Udviklende og trivselsfremmende arbejdsbetingelser
∗ hver enkelt ansattes evne til borgervenlig, fleksibel, effektiv og kvalitetspræget opgaveløsning
∗ medarbejdernes faglige og personlige udviklings- og uddannelsesmuligheder
∗ medarbejdernes mulighed for selv at træffe beslutninger og gå nye veje i opgaveløsningen
∗ indflydelse og ansvarlighed på eget arbejdsområde
∗ et sundt fysisk og psykisk arbejdsmiljø,
∗ en virksomhedskultur baseret på holdninger, der på tværs af og mellem alle niveauer i kommunen bygger på gensidig respekt, tillid, anerkendelse, hjælpsomhed, samarbejde og accept af et fælles ansvar.”
Med henblik på at opfylde disse formål fastsattes der i personalepolitikken en række retningslinjer for kommunens chefer, ledere og medarbejdere, for samarbejdet generelt og for personaleinformation.
Herudover fastsatte vejledningen retningslinjer for lønpolitik, rekruttering, introduktion af nye medarbejdere, seniorpolitik og personalegoder samt om personaleudvikling, herunder for
kompetencedelegation,
udviklingssamtaler,
jobbytte/jobrotation,
jobudvikling,
efteruddannelse,
intern og ekstern efteruddannelse,
informationsteknologi og
organisationsudvikling.
På baggrund af vedtagelsen af personalepolitikken, blev der i juni 1994 udarbejdet en ”personalehåndbog” med information om reglerne i personalepolitikken, afsnit om tryghedsaftalen, forsikringsforhold, orlovsordninger samt regler om udveksling af data. Personalehåndbogen forblev uændret frem til 2003.[34]
Økonomiudvalget godkendte i et møde den 3. maj 1994 ”Alkoholpolitik for Farum Rådhus” med følgende sagsfremstilling:[35]
”Rådhusets samarbejdsudvalg har igennem nogen tid drøftet indførelse af en alkoholpolitik for ansatte på rådhuset, idet en politik på dette område ikke er inkluderet i den personalepolitik, som blev godkendt af økonomiudvalget i november måned 1990.
Rådhusets Hovedsamarbejdsudvalg indstiller en alkoholpolitik, som ikke opstiller forbud, men som klart siger, at alkohol og arbejde ikke hører sammen.
Som et element i udmøntningen foreslår Rådhusets Hovedsamarbejdsudvalg, at det tilkendegives, at Kommunen vil hjælpe medarbejdere, som er (på vej ud) i misbrug, f.eks. ved kontrolleret behandling, professionel vejledning og samtale eller opholdsbehandling.
Rådhusets Hovedsamarbejdsudvalg foreslår, at den vedtagne alkoholpolitik udsendes til de eksterne samarbejdsudvalg til inspiration, idet Udvalget er opmærksom på, at det fremlagte forslag på grund af sit indhold ikke kan være dækkende som alkoholpolitik for alle ansatte.
Løn og Personale vurderer de økonomiske konsekvenser af forslaget som værende meget små og foreslår derfor, at der om nødvendigt budgetreguleres for eventuelle udgifter frem for på forhånd at afsætte konkrete midler til formålet.”
I det herefter vedtagne forslag til alkoholpolitik hedder det:[36]
”Alkoholpolitik for ansatte på Farum rådhus
“Vi opstiller ikke forbud. Men vi mener ikke dermed, at alkohol og arbejde hører sammen.
Vi forventer af vore ledere og medarbejdere, at de i deres dagligdag på arbejdspladsen tænker på, at de udøver service over for borgere, og at brug af alkohol nedsætter effektiviteten og kan skade Kommunens anseelse.”
Vi taler ikke om en enkelt øl til frokost, men om brug af alkohol før og efter frokost:
Brug af alkohol er nemlig ikke kun en privatsag. Alkohol i store eller små mængder kan skabe dårlige medarbejdere. Det sker bare ikke fra den ene dag til den anden, men kan tage år.
Overgangen fra forbrug til misbrug er glidende og ender for ofte der, hvor alkoholmisbrugeren bliver afskediget fra sit arbejde. Så er det for sent at hjælpe.
Medarbejdere bør og ledere har pligt til at støtte en kollega, som drikker alkohol på arbejdspladsen, inden det er for sent.
Lederen har pligt til at stille krav til medarbejderen.
Kommunen vil hjælpe medarbejdere, som er (på vej ud) i misbrug f.eks. ved
* kontrolleret behandling
* professionel vejledning og samtale
* opholdsbehandlingog reserverer årligt økonomiske midler hertil efter nærmere politisk beslutning.”
Alkoholpolitikken blev øjensynligt først revideret i 2003, hvorefter der i arbejdstiden ikke måtte indtages alkohol og andre rusmidler med undtagelse af arrangementer i forbindelse med jubilæer, tjenesteophør, runde fødselsdag, højtider og lignende.[37]
Byrådet behandlede den 7. februar 1990 punktet ”Regler for behandling af personalesager”.[38]
Det fremgår af sagsfremstillingen, at de dagældende regler fra 1988
”indebærer, at økonomiudvalget skal behandle en lang række enkeltsager, som i praksis aldrig har givet anledning til tvivl. Praksis har derfor ændret sig gradvist i løbet af den forgangne valgperiode, således at byrådsforvaltningen har afgjort en række sager og herefter orienteret økonomiudvalget.
Byrådsforvaltningen har derfor i lyset af den igangværende decentraliseringsproces og ud fra et ønske om, at den daglige administration delegeres til forvaltningen, udarbejdet vedlagte reviderede forslag til regler for behandling af personalesager.
Forslaget beskriver den praksis, som omtrentligt var gældende i slutningen af den seneste valgperiode.”
Beslutningen blev forelagt for byrådet efter begæring af Hans Carl Nielsen (A) og Bent Jensen (K), idet de pågældende efter protokollen for økonomiudvalgets møde den 30. januar 1990 ikke kunne ”medvirke til at afgive økonomiudvalgets kompetence til borgmesteren i sager om varig ansættelse af tjenestemænd”. Byrådet godkendte forslaget med 13 stemmer for (V og C) og 6 imod (A, F og K).
Der gjaldt ifølge løn- og personaleafdelingens notat af 16. februar 1990 herefter følgende regler:[39]
”Behandling af personalesager
Økonomiudvalget har i sit møde den 30. januar 1990 i henhold til styrelsesvedtægtens § 10, stk. 3[40] fastsat følgende regler for behandling af personalesager:Ansættelse:
Ved besættelse af chefstillinger nedsætter økonomiudvalget et ansættelsesudvalg. Økonomiudvalget foretager indstilling om ansættelse til byrådet, der træffer beslutningen.Om varig ansættelse af tjenestemænd godkender borgmesteren indstillingen fra forvaltningen (og evt. fra vedkommende stående udvalg), såfremt indstillingen går på varig ansættelse. I modsat fald træffer økonomiudvalget beslutning.
Ved ansættelse af institutionsledere nedsætter forvaltningerne ansættelsesudvalg, der alene består af embedsmænd, herunder medarbejderrepræsentanter. Fagudvalget kan dog afgive indstilling til økonomiudvalget om nedsættelse af ansættelsesudvalg, hvori også indgår politikere. Ansættelsesudvalget foretager indstilling om ansættelse til fagudvalget, der herefter foretager indstilling til økonomiudvalget, der træffer beslutningen. Fagudvalget kan beslutte at interviewe ansøgere, inden det foretager indstilling til økonomiudvalget.
Om andre ansættelser i forvaltningen træffes beslutning af borgmesteren (i praksis: personalechefen) efter indstilling fra vedkommende forvaltning.
I institutionerne træffes beslutningen om ansættelse af institutionslederen, idet repræsentanter for institutionens medarbejdere - og i et vist omfang tillige for brugere (f.eks. forældre) - skal inddrages i beslutningen.
For så vidt angår ansættelser i folkeskolen og ungdomsskolen gælder endvidere reglerne i skolestyrelsesloven, hvorefter den enkelte skolebestyrelse skal høres om og kan stille forslag om ansættelse af medarbejder og ledere.
Hvis forslaget er enstemmigt, hvorved forstås at alle medlemmer var til stede og stemte for, da forslaget blev stillet, ansætter borgmesteren på byrådets vegne den pågældende.
Hvis skolebestyrelsens forslag ikke er afgivet i enstemmighed, træffer økonomiudvalget beslutning efter forudgående indstilling fra skoleudvalget.
Afsked
Spørgsmål om uansøgt afsked af chefer/institutionsledere skal forelægges for borgmesteren, der iagttager overholdelse af overenskomsters/aftalers eventuelle høringsforpligtelser og forvaltningslovens partshøringsregler og derefter forelægger sagen for vedkommende stående udvalg og/eller økonomiudvalget, dersom den ansatte selv eller pågældende faglige organisation finder indstillingen ubegrundet.
I øvrige sager om uansøgt afsked træffer personalechefen afgørelse under iagttagelse af overenskomsters/aftalers eventuelle høringsforpligtelser og forvaltningslovens parthøringsregler.
Bortvisning
Sager om bortvisning af ansatte forelægges for borgmesteren til afgørelse. I borgmesterens fravær træffer byrådsforvaltningen (organisation og personale) afgørelsen. Sagen forelægges for økonomiudvalget på førstkommende møde.Aflønning
Alle spørgsmål om ændring af medarbejdernes aflønning (herunder oprykning til højere lønramme, kvalifikations- og andre tillæg, vederlag) forelægges for økonomiudvalget, for institutionernes vedkommende med indstilling fra vedkommende ståede udvalg, efter at der i fornødent omfang har fundet forhandling sted med lønudvalget og vedkommende faglige organisation(er).Øvrige personaleforhold
Borgmesteren, forvaltningscheferne og institutionslederne bemyndiges til at træffe afgørelse om øvrige personaleforhold (f.eks. efteruddannelse af medarbejdere), idet samarbejdsudvalgene er medbestemmende med hensyn til fastlæggelse af retningslinier for disse forhold. Det bemærkes, at samarbejdsudvalgene tillige er medbestemmende med hensyn til retningslinier for ansættelser, afskedigelser og forfremmelser.Forhandling med lønudvalget og/eller faglige organisationer
Spørgsmål, der skal eller ønskes gjort til genstand for forhandling eller drøftelse med lønudvalget og/ eller faglige organisationer (dog ikke de lokale tillidsmænd og klubber) skal forelægges for borgmesteren, der tager stilling til, hvorvidt økonomiudvalget og vedkommende stående udvalg bør deltage i forhandlingen eller drøftelsen, eller om forhandlingen skal gennemføres af forvaltningen. Spørgsmål af større betydning vedrørende forhandling med faglige organisationer skal forelægges for økonomiudvalget, førend forhandlingen påbegyndes.”
Et forslag fra marts 1994 til visse ændringer blev øjensynligt ikke gennemført. Det hedder i forslaget om baggrunden:[41]
”Ovenstående forslag adskiller sig fra de regler, som det tidligere økonomiudvalg fastsatte den 30. januar 1990, ved, at
* reglerne om ansættelser i folkeskolen og ungdomsskolen er justeret i overensstemmelse med ændret lovgivning
* det er præciseret, at økonomiudvalget godkender uansøgt afskedigelse af tjenestemænd
* bortvisningssager foretages i overensstemmelse med praksis af personalechefen med efterfølgende forelæggelse for økonomiudvalget
* afsnittet om aflønning er forkortet, så indholdet stemmer med praksis
* henvisningen til samarbejdsudvalgenes medbestemmelse under øvrige personaleforhold er moderniseret
* økonomiudvalget på forhånd alene skal inddrages i spørgsmål af større betydning i relation til de forhandlingsberettigede personaleorganisationer og ikke i alle spørgsmål.”
Tilsynsrådet udtalte sig den 20. januar 2000 om ansættelse af en skoleleder uden høring af skolebestyrelsen. Sagen er omtalt i en række Farum-borgeres hvidbog om tilsynsmyndighedernes rolle i Farum-sagen, jf. bind 16, kapitel 26.
Det fremgår af sagen, at skolebestyrelsen havde klaget til tilsynsrådet over, at byrådet den 3. august 1999 havde ansat en skoleleder, uden at skolebestyrelsen havde haft mulighed for at udtale sig, jf. folkeskolelovens § 40, stk. 2.[42]
Klagen indeholdt følgende hovedpunkter:[43]
”
- At Kommunen undlod at informere skolebestyrelsen om det fornyede stillingsopslag, der blev bragt i Statstidende den 23. juni 1999.
- At Kommunen tilbageholdt NN’s ansøgning i perioden 15. juli til 30. juli i stedet for at fremsende den til skolebestyrelsen.
- At Kommunen ikke har informeret skolebestyrelsen om, at der skal ske ansættelse på byrådsmødet den 3. august 1999.
- At Kommunen i forlængelse af pkt. 1-3 og derfor helt uvarslet gav skolebestyrelsen en weekend til at gennemføre en samtale med NN og fremkomme med en udtalelse.”
Klagen blev bakket op af foreningen Skole og Samfund i et brev af 30. august 1999.[44]
Byrådet udtalte bl.a., at skolebestyrelsens formand efter ansøgningsfristens udløb den 15. juli 1999 løbende var holdt orienteret om alle faser i sagsforløbet, herunder den 16. juli 1999 om at sagen om ansættelse af en ny skoleinspektør ville blive behandlet på byrådsmødet den 3. august 1999. Skolebestyrelsen havde således haft godt 14 dage til at afholde samtale med NN og komme med en indstilling. Byrådet udtalte videre, at mundtlig underretning var tilstrækkelig, at NN’s ansøgning ikke var blevet tilbageholdt, og at skolebestyrelsens undladelse af at efterkomme en opfordring til at udtale sig ikke burde afskære byrådet fra at træffe beslutning om ansættelse. Byrådet beklagede, at høringsbrevet af 16. juli 1999 ikke blev behørigt afsendt, men først blev afleveret den 30. juli 1999.
Tilsynsrådet konstaterede, at der var uenighed om telefonisk kontakt i juli 1999 mellem formanden for skolebestyrelsen og den koordinerende skoleleder og om, hvorvidt det blev oplyst, at der skulle træffes beslutning i byrådsmødet den 3. august.
Tilsynsrådet udtalte den 20. januar 2000:[45]
”Ifølge folkeskolelovens § 40, stk. 2 kan kommunalbestyrelsen først træffe beslutning om ansættelse af ledere, lærere og børnehaveklasseledere når skolebestyrelsen har udtalt sig. Endvidere fremgår det af folkeskolelovens § 44, stk. 7, at skolebestyrelsen skal afgive en udtalelse.
Tilsynsrådet må derfor på grundlag af de i sagen foreliggende oplysninger lægge til grund, at Farum Byråd ved beslutningen på byrådsmøde den 3. august 1999 om at ansætte den nye skoleleder på Stenvadskolen har tilsidesat reglen i folkeskolelovens § 40, stk. 2. om at ansættelse træffes efter en udtalelse fra vedkommende skolebestyrelse, idet Tilsynsrådet ikke finder, at Byrådet har givet skolebestyrelsen en reel mulighed for at udtale sig.
Da der under alle omstændigheder kun forelå en telefonisk orientering af skolebestyrelsen, burde Byrådet have indset, at det var nærliggende, at der forelå en misforståelse, når der ikke forelå en udtalelse fra skolebestyrelsen til byrådsmødet.
Tilsynsrådet finder, at Farum Byråds beslutning lider af en alvorlig retlig mangel, men under hensyn til, at den pågældende skoleleder er ansat finder Tilsynsrådet ikke anledning til at foretage yderligere i sagen.
Det kan ikke antages, at manglende høring giver adgang til tilbagekaldelse af en udnævnelse af en skoleinspektør, der ikke kan antages at have kendskab til tilblivelsesmangelen ved udnævnelsen.
…”
Farum Kommune indgik i 1980 med HK-klubben en teknologi- og tryghedsaftale. Ordningen blev suppleret ved tryghedsaftale af 17. november 1988, tryghedsaftale af 11. november og 5. december 1988 og ved tryghedsretningslinjer af 29. januar 1990.[46]
Aftalen af 1980 havde til formål af sikre, at ansatte i kommunen ikke ville føle sig usikre i jobbet i forbindelse med nedskæringer mv., f.eks. som følge af indførelse af nye teknologier.
Tryghedsaftalen af 17. november 1988 blev indgået som et supplement til den oprindelige tryghedsaftale med henblik på at sikre rolige og afbalancerede personaletilpasninger på Farum Rådhus. Det anføres i denne aftale, at[47]
”der ikke foretages afskedigelser som følge af omstrukturering (såvel ændring som nedlæggelse af arbejdsfunktioner)”.
I retningslinjerne af 25. januar 1990 blev tryghedsaftalen uddybet, navnlig i lyset af indførelsen af de såkaldte afviklingsstillinger, jf. nedenfor.
Kommunens tryghedsaftaler blev opsagt efter Farum-sagens opkomst.
Byrådet godkendte således den 8. april 2002, at kommunen som led i en beslutning om tilpasning af den administrative organisation opsagde tryghedsaftaler med kortest muligt varsel. Samtidig indførtes ansættelsesstop for samtlige områder i kommunen, jf. nedenfor.[48]
Farum Kommune opsagde herefter tryghedsaftalerne ved breve af 31. maj 2002 til hver af de berørte personaleorganisationer. Opsigelsen skete med 6 måneders varsel med efterfølgende 6 måneders frist for forhandling.[49]
Genforhandling om tryghedsaftaler blev afsluttet i september 2003 med resultat som angivet i følgende referat:[50]
”Genforhandling af Tryghedsaftaler i Farum Kommune.
Ved forhandling mellem delegation af medarbejderrepræsentanter nedsat af DCSU og ledelsesrepræsentanter ved Farum Kommune har parterne konstateret, at Farum Kommune i henhold til Byrådets beslutning den 8. april 2002 og ved skrivelse af 31. maj 2002 overfor samtlige berørte organisationer har opsagt de i Farum Kommune indgåede Tryghedsaftaler til endeligt bortfald den 31. maj 2003. Parterne er enige om, at følgende tryghedsaftaler herefter er bortfaldet:
- Teknologi- og Tryghedsaftale af 1. juli 1980 med tilhørende tillæg.
- Tryghedsaftale af 17. november 1988.
- Tryghedsaftale af 5. december 1988.
- Retningslinier af 29. januar 1990.
- Aftale af 11. november 1988.
Parterne konstaterer, at der i forbindelse med aftalernes bortfald ikke er et provenu til forhandling.
Farum Kommune ønsker fortsat at være en god og tryg arbejdsplads og vil fortsat gøre mest muligt for at fastholde medarbejdere. Farum Kommune lægger således op til at prioritere personalepolitiske initiativer, der sikrer en udviklende arbejdsplads og udvikler medarbejderne mest muligt, idet Farum Kommune mener, at dette er den allerbedste tryghed for alle parter.
Farum Kommune vurderer, at man ikke har behov for at indgå nye tryghedsaftaler til afløsning af ovennævnte bortfaldne aftaler. Farum Kommune finder, at de kollektive overenskomster og lovgivningen udførligt regulerer den retlige regulering af medarbejdernes forhold i forbindelse med afskedigelser. Farum Kommune vil gerne supplere denne regulering med personalepolitiske tilkendegivelser som supplement til disse bestemmelser.
Farum Kommune foreslår således, at følgende personalepolitiske forslag efter drøftelse i de respektive SU-udvalg supplerer den retlige beskyttelse af medarbejderne i Farum Kommune.
Ved f.eks. indførelse af ny teknologi, brug og udvikling af ny teknologi, omstruktureringer, ændringer og nedlæggelse af arbejdsfunktioner, nedlæggelser af institutioner eller dele heraf samt besparelser og/eller som følge af beslutninger der medfører ændringer i personalebehovet i Farum Kommune tilkendegiver Farum Kommune aktivt at ville undersøge alternativer til afskedigelser forud for en eventuel afskedigelse. I den forbindelse vil Farum Kommune inddrage den berørte medarbejder og den forhandlingsberettigede organisation heri.
Sygdom er lovligt forfald. Sygdom kan dog også medføre driftsmæssige forstyrrelser af et sådant omfang, at det er sagligt og nødvendigt at bringe ansættelsesforholdet til ophør med det varsel der er gældende for den enkelte medarbejder.
Forud for afskedigelse på grund af sygdom er Farum Kommune af den opfattelse, at alle aspekter og muligheder bør undersøges forinden endelig beslutning om afsked tages.
Hvert forvaltningsområde må på baggrund af ovennævnte retningslinier tage stilling til hvorledes udfyldelse af denne rammeaftale skal ske.
Ovennævnte referat vil blive formidlet til alles kendskab via SU-systemet.
Ovennævnte er drøftet i DCSU den 26. september 2003.
Parterne er enige.”
1990 til 1993 opererede Farum Kommune med såkaldte ”afviklingsstillinger”.
Som nævnt ovenfor blev tryghedsaftalen uddybet i retningslinjerne af 25. januar 1990 navnlig i lyset af indførelsen af de såkaldte afviklingsstillinger. Der blev her fastsat regler om den nærmere sagsbehandling i forbindelse med etableringen af afviklingsstillingerne, om skriftlig underretning af berørte medarbejdere, om pligt for medarbejdere, som var i afviklingsstillinger, til aktivt at søge nye stillinger og vikariater, om ansættelsesudvalgenes forpligtelser og lign.
Bl.a. vidnet Benthe Lindevang havde en afviklingsstilling. I brev herom af 29. juni 1990 hedder det bl.a.:[51]
”[B75][52] har oplyst, at du er blevet orienteret om, at dit arbejdsområde i forbindelse med de igangværende rationaliserings- og effektiviseringsforanstaltninger i skatte- og betalingsforvaltningen vil blive omlagt med henblik på afvikling, hvorfor du må påregne at skulle skifte arbejdsområde og/eller forvaltning.
Baggrunden for de igangværende omlægninger er, at byrådet i sit møde den 14.12.88 besluttede at effektivisere rådhusadministrationen for herved at kunne reducere antallet af ansatte i rådhusadministrationen. Byrådet besluttede ved samme lejlighed, at ingen medarbejdere skal afskediges på grund af omlægningerne, hvorfor byrådet har indgået en tryghedsaftale med personaleorganisationerne.
De skævheder i personalesammensætningen, som den naturlige afgang medfører, nødvendiggør omplacering af medarbejdere imellem forvaltningerne.
Ifølge tryghedsaftalen og de udarbejdede retningslinjer for tilpasning af personaleressourcerne i rådhusadministrationen vil du via interne stillingsopslag få mulighed for at søge tilsvarende ledige stillinger andre steder i kommunen.
Til gengæld for garantien for tryghed har du pligt til at søge aktivt på de opslåede passende stillinger, herunder vikariater. Hvis du ansættes i et vikariat, kan du forblive i den pågældende forvaltning, indtil du igen bliver ansat i en ledig stilling i samme eller en af de øvrige forvaltninger.”
Ved brev af 29. april 1993 meddelte kommunen Benthe Lindevang, at økonomiudvalget i sit møde den 6. april 1993 havde besluttet at ophæve begrebet “afviklingsstillinger”, hvorfor hun kunne se bort fra brevet af 29. juni 1990.[53]
Med baggrund i en rammeaftale af 15. november 1990 mellem Kommunernes Landsforening og KTO (Kommunale tjenestemænd og overenskomstansatte) indgik Farum Kommune og en forhandlingsdelegation fra medarbejderne i Farum Kommune den 26. juni 1991 en aftale om en fratrædelsesordning for visse grupper af ansatte i Farum Kommune.[54]
Aftalen blev godkendt af økonomiudvalget på et møde den 6. august 1991 under punktet ”Fratrædelsesordning for visse grupper af ansatte i Farum kommune”. Det hedder i sagsfremstillingen bl.a.:[55]
”Rammeaftalen kan anvendes, når en kommune med baggrund i budgetmæssige besparelser må reducere arbejdsstyrken. Besparelserne skal ikke nødvendigvis vedrøre det aktuelle budgetår, hvorfor aftalen også kan tages i brug, hvor personaleindskrænkninger kan forudses for kommende budgetår.
For at rammeaftalens fratrædelsesordninger kan virke i kommunen, skal der indgås en lokal aftale mellem byrådet og en lokal forhandlingsdelegation valgt af og blandt tillidsrepræsentanterne i kommunen.
Den lokale aftale skal være tidsbegrænset og kan have været gyldig mindst 8 måneder og højst 12 måneder, og lokale aftaler kan indgås frem til udgangen af året 1993.
Formålet med tidsbegrænsningen er at skabe størst muligt incitament for de medarbejdere, som kan tage imod fratrædelsestilbudet, til at gøre deres stilling op. Det er derfor ikke hensigten, at fratrædelsesordningerne skal udvikle sig til permanente ordninger i kommunerne.
På denne baggrund har personalefunktionen og den lokale forhandlingsdelegation den 25.6.1991 indgået en betinget aftale om en fratrædelsesordning for visse grupper af ansatte i kommunen.
Aftalen, der i tilfælde af økonomudvalgets godkendelse træder i kraft den 1. februar 1992 og udløber den 31. januar 1993, omfatter samtlige personalegrupper i:
∗ rådhusadministrationen
∗ biblioteket
∗ skoletandplejen
∗ driftsafdelingen
samt øvrige personalekategorier, som omfattes af besparelser, der i aftaleperioden medfører personalenedskæringer.
Aftalen har i øvrigt følgende hovedindhold:
- Tjenestemænd der er fyldt 60 år, kan ved at søge afsked, få tillagt 4 års ekstraordinær pensionsalder
- Ikke-tjenestemænd som har været ansat uafbrudt ved kommunen i 9, 12 eller 15 år, og som opsiger deres stilling, får et fratrædelsesbeløb svarende til henholdsvis 2, 4 og 6 måneders løn. Hvis ikke-tjenestemanden er fyldt 60 år, kan vedkommende i stedet få foretaget tre års ekstraordinær pensionsindbetaling.
- Ansatte som er fyldt 67 år kan få en særlig fratrædelsesgodtgørelse, som udgør 1/6 af nettolønnen på fratrædelsestidspunktet for det antal måneder, der ved fratrædelsen er tilbage indtil udgangen af den måned, hvor den pågældende fylder 70 år.”
Som nævnt ovenfor blev kommunens tryghedsaftaler opsagt efter Farum-sagens opkomst efter byrådets enstemmige vedtagelse 8. april 2002 som led i en beslutning om tilpasning af den administrative organisation. Samtidig indførtes ansættelsesstop for samtlige områder i kommunen.[56] Ansættelsesstoppet blev af byrådet den 23. april 2002 forlænget ”indtil videre, idet der dog kan søges dispensation i økonomiudvalget.”[57]
Økonomiudvalget behandlede herefter et større antal sager om dispensation fra ansættelsesstoppet ved genbesættelse af ledige hidtidige stillinger i kommunen. Herudover forholdt udvalget sig til genbesættelse af ledige stillinger, der var kommet til som led i virksomhedsoverdragelse. Der var således pr. 1. oktober 2002 blevet virksomhedsoverdraget 17 medarbejdere fra ISS Ejendomsservice og tre fuldtidsstillinger og en deltidsstilling i forbindelse med opsigelse af Farum Boldklub A/S’ serviceaftale vedrørende Farum Arena.[58]
Økonomiudvalget tiltrådte den 20. maj 2003 under punkt 249 ”Ansættelsesstop - bedre håndtering” følgende oplæg fra forvaltningen:[59]
”Farum Kommune har som bekendt ansættelsesstop. Det håndteres proceduremæssigt således, at forslag om genbesættelser forelægges de enkelte fagudvalg, der sender dem videre til økonomiudvalget.
Der foregår ikke nogen økonomifaglig eller personalemæssig vurdering eller indstilling til sagerne - og økonomiudvalget forholder sig normalt ret konstaterende til sagerne, idet der reelt sjældent er oplysningsmæssigt grundlag for at betvivle genansættelser.
Ansættelsesstop giver en naturlig og billig lejlighed til at reflektere over ressourceanvendelsen, set i lyset af den bekostelige beslutning det er, at ansætte eller afskedige medarbejdere.
Administrative procedurer
For at sikre at både ansættelsesstoppet og beslutning om genansættelse gennemgår en kvalitativ sagsbehandling indføres administrativt følgende procedure
- Ansøgninger forelægges efter standardskabelon - som skal udarbejdes og ansøgningen skal være bilagt en overordnet funktionsbeskrivelse. Dette skal tjene flere formål, nemlig at belyse, hvad stillingsindholdet er, give en grundlag for at sammensætte er rigtig løn, når vi ser på den nye medarbejders samlede kompetencer i forhold til stilling og så være med til at arbejde mere kvalitativt med egentligt at beskrive hvad stillingsindholdet er de enkelte stillinger.
- Ansøgninger vurderes administrativt en gang om måneden efter ovenstående anvisning.
- Det nedsættes et midlertidigt styreudvalg til at håndtere denne proces bestående af Karsten Ole Knudsen, John Olsen, Bo Holmsgård, og Mona Egebjerg (p.t.).
- Ansøgningen benyttes som en lejlighed til at vurdere områdets ressourceanvendelse, og typen af medarbejder. Det vil sige, at styregruppen skal analysere behov - og i processen være i tæt dialog med områderne.
- Den første vurdering vil være om stillingen overhovedet skal besættes ud fra en faglig eller økonomisk vurdering. Dernæst vurderes om stillingen kan besættes ved intern rokade - eller internt opslag. Der kan evt. også komme på tale, at medarbejderne skal tvinges til at flytte, hvis øvelsen ikke kan ske frivilligt.
- Når disse muligheder er udtømte og det er besluttet, at stillingen skal genbesættes, anbefaler styreudvalget at stillingen genbesættes.
- Kommunaldirektøren har det endelige ansvar på baggrund af en kvalificeret administrativ sagsbehandling og kan give godkendelse til besættelse af stillingerne.
Politisk forelæggelse
- Hvis stillingerne efter styreudvalgets vurdering kan genbesættes gives besked til den ansvarlige chef, der så foretager ansættelse efter almindeligt gældende regler. Disse stillinger forelægges altså ikke fagudvalgene eller Økonomiudvalget.
- Hvis styreudvalget ikke kan anbefale genbesættelse af stillingen, sendes indstillingen til høring hos fagudvalget med en konkret faglig og økonomisk vurdering af behovet for stillingen.
- Efter fagudvalgets indstilling sendes sagen til afgørelse i økonomiudvalget.
- Specielle personsager af større omfang er undtaget fra sagsbehandling i styreudvalget og forelægges fortsat økonomiudvalget til afgørelse efter kommunaldirektørens konkrete vurdering.
Systematisk opfølgning
- økonomiudvalget får, udover sager til afgørelse, forelagt en oversigt en gang månedligt over stillinger, der er frigivet til besættelse af det administrative styreudvalg og godkendt af kommunaldirektøren.
- Vi vil, så snart ressourcerne tillader det, få udviklet et balanceret resultatark, der måned for måned viser personaleforbrug og afvigelser.
- I forlængelse af at kunne håndtere ansættelsesstoppet mere professionelt vil der senere blive udarbejdet forslag til retningslinier for det professionelle ansættelsesforløb, så vi sikrer kvalificeret rekruttering i fremtidige stillinger.”
I et møde den 8. september 1994 på rådhuset i Farum blev det over for repræsentanter for Arbejdstilsynet oplyst, at en del ansatte på rådhuset havde symptomer på psykisk belastende arbejdsforhold. Symptomerne blev beskrevet som “udbrændthed”, udtalt træthed, søvnbesvær og vanskeligheder med at “slippe” arbejdet i fritiden. Desuden oplystes, at der i kommunen var en stor ”personaleomsætning”.[60]
På denne baggrund foretog Arbejdstilsynet en undersøgelse af rådhusets psykiske arbejdsmiljø. Som konklusion på denne undersøgelse skrev Arbejdstilsynet ved brev af 27. januar 1995 til kommunen bl.a.:[61]
”Arbejdstilsynet har besøgt Rådhuset den 16. og 19. januar 1995. Ved besøget vurderede Arbejdstilsynet … de psykiske belastninger ved arbejdets udførelse i udvalgte afdelinger af Socialforvaltningen. De udvalgte afdelinger er: Pensionistbutikken, Rådhusbutik/bistand, Sikring og Familieafdelingen.
Fra Farum Kommune deltog daglig sikkerhedsleder Jørgen Jensen. Socialchef Jørgen Larsen i besøget den 16. januar. Den 19. januar deltog sikkerhedsrepræsentant NN og socialchef Jørgen Larsen. Desuden blev ordførende direktør Leif Frimand orienteret ved besøgets start og afslutning.
Kredsen er bekendt med, at Farum Kommunes Hovedsamarbejdsudvalg på møde den 5. januar 1995 på baggrund af bl.a. Arbejdstilsynets møder i efteråret 1994 med Sikkerhedsudvalget og Hovedsamarbejdsudvalget har besluttet at arbejde videre med, om der i visse områder eller arbejdsfunktioner er forhold omkring det psykiske arbejdsmiljø, som bør/kan ændres.
Det er på den baggrund Arbejdstilsynets opfattelse, at Hovedsamarbejdsudvalget har igangsat et konstruktivt arbejde med det psykiske arbejdsmiljø.
Nærværende vejledning, som peger på nogle centrale problemområder, vil være et naturligt led i dette positive arbejde med det psykiske arbejdsmiljø.
Kredsen skal i den forbindelse gøre opmærksom på, at sikkerhedsorganisationen skal inddrages i den igangsatte proces.
…Det skal understreges, at Arbejdstilsynet ikke hermed har foretaget en egentlig undersøgelse af det psykiske arbejdsmiljø i de udvalgte afdelinger, men en målrettet inspektion, som giver mulighed for en umiddelbar vurdering af visse centrale momenter.
…Der forekommer en del ændringer af de opgaver, som den enkelte medarbejder skal varetage. Opgaveændringerne kan i visse tilfælde forekomme relativt pludseligt. I forbindelse med disse ændringer er det nødvendigt at etablere uddannelse/oplæring i de nye funktioner for medarbejderne. Uddannelsen finder i en vis udstrækning sted som intern oplæring, men der gives også mulighed for at erhverve den nødvendige viden gennem deltagelse i eksterne kurser. I nogle tilfælde har der været en tidsmæssig forskydning i oplæringen, som har medført, at medarbejdere i perioder ikke har haft tilstrækkelig viden inden for de nye arbejdsfelter.
Denne problemstilling skal også ses i lyset af, at en række funktioner varetages inden for relativt små grupper medarbejdere, hvorfor den enkelte har et betydeligt ansvar for, at opgaverne bliver løst på et kvalificeret niveau.
Den nødvendige prioritering af opgaverne foretages selvstændigt af den enkelte medarbejder inden for en overordnet ramme. Denne ramme kan være fastlagt gennem lovgivningen på det sociale område eller i enkelte tilfælde være fastlagt lokalt. Kompetencen til at prioritere opgaverne er reel på den måde, at ledelsen kun sjældent ændrer på den prioritering, som medarbejderne foretager.
Kompetencen er normalt forbundet med ansvar for opgavevaretagelsen i et vist omfang. I den forbindelse giver en del medarbejdere udtryk for en vis usikkerhed m.h.t. prioriteringsmuligheder og kriterier …”
Jyllands-Posten skrev under overskriften ”Arbejdstilsynet frikender Farum” med underrubrikken ”Det psykiske arbejdsmiljø på det omstridte rådhus i Farum Kommune fejler intet”:[62]
”Trods verserende rygter og anonyme udtalelser om et dårligt miljø, hvor ansatte frygter for borgmester Peter Brixtoftes “efterretningstjeneste”, viser det sig nu, at langt de fleste ansatte på rådhuset er tilfredse med deres arbejdsforhold.
Det er hovedkonklusionen i en kommende rapport fra Arbejdstilsynet, der har gennemført et såkaldt helhedstilsyn på Farum Rådhus.
Tilfreds borgmester
Arbejdstilsynet har ikke konstateret forhold, der giver anledning til hverken påbud eller henstillinger til kommunen, erfarer Jyllands-Posten.
Tilsynet fandt dog frem til to medarbejdere, hvis arbejdsforhold på grund af nylig tiltrædelse og arbejdspres var utilfredsstillende.
Men det er ”småting”, og det bliver nu afhjulpet sammen med Arbejdstilsynet, lover en tilfreds borgmester, Peter Brixtofte (V).
»Det er sikkert et chok for mange, at vi har et godt arbejdsmiljø på Farum Rådhus. Jeg er glad for denne frikendelse - ikke mindst efter alle de mærkelige historier om et dårligt arbejdsmiljø,» siger Peter Brixtofte.
Arbejdstilsynets interesse for kommunen har især skyldtes et krav om en undersøgelse fra medarbejderrepræsentanter. De henviste bl.a. til henvendelser fra utilfredse og pressede kolleger. Disse turde dog ikke stå frem af frygt for følgerne, lød det.
Trods en række møder lykkedes det ikke Arbejdstilsynet at få dokumentation for påstandene. Derfor fandt Farum Kommune før jul ingen grund til at gå nærmere ind i samarbejdet med Arbejdstilsynet om en undersøgelse.
Manglen på dokumentation medførte også, at tilsynet måtte gennemføre sin undersøgelse som et såkaldt helhedstilsyn, der omfatter alle aspekter af arbejdsmiljøet.
Færre medarbejdere
Peter Brixtofte mener, at “alle de mærkelige historier” om det dårlige arbejdsmiljø er opstået af politiske årsager.
»Det er klart, at det virker utroligt provokerende, for både fagforbund og visse politikere at se, at vi uden problemer, blot ved bedre teknologi og arbejdsgange, kan opretholde den gode service med langt færre medarbejdere,« siger borgmesteren.
Fra 209 ansatte på rådhuset er Farum Kommune nu nede på 118. Målet er 70. Det bliver medarbejderne inviteret til en konference om i maj, oplyser Peter Brixtofte.”
På økonomiudvalgets møde den 9. december 2002 fremlagdes en redegørelse fra borgmester Lars Carpens og et notat udarbejdet af tillidsrepræsentant Benthe Lindevang, HK-tillidsrepræsentant.
I borgmesterens redegørelse hedder det:[63]
”Forvaltningens situation i Farum Kommune
I nogen tid har jeg drøftet med kommunens ledelse arbejdsbelastningen blandt kommunens ansatte og især de medarbejdere. der er involveret i betjening af Byråd, økonomiudvalg samt behandling/besvarelse af Tilsynsrådssager og i vidt omfang også Aktindsigtssager.
Generelt har arbejdspresset i langt de fleste afdelinger på Rådhuset/Produktionshuset været meget stærkt forøget og i enkelte afdelinger grænsende til det uholdbare.
Nyt IT system på 3 måneder
Byrådet måtte februar/marts træffe den meget vanskelige beslutning at skrotte det meget ambitiøse IT system udviklet sammen med et privat IT-firma. IT systemerne var reelt brudt sammen, hvorfor det var nødvendigt at genindføre Kommunedatas IT systemer. Kommunen har næsten 150 mio. kr. til gode hos borgerne, i kraft af at edb systemerne ikke har fungeret i længere tid, hvilket under normale omstændigheder burde være under 50 mio.
I kraft af en meget stor arbejdsindsats fra medarbejderne, lykkedes det på 3 måneder at få de nye systemer til at køre og data gendannet ved at gå tilbage til 1 ½ år gamle backup data, og derefter i vidt omfang indtaste på ny. Dog er der stadig problemer med at gendanne gamle journaler, da der i indkøringsperioden af det private IT-firmas system, har været brugt 4 forskellige journalsystemer. Nogle er gendannet og andre er ikke.
Ny ledelse af økonomifunktionen
På basis af Kommunedatas IT systemer har kommunen fået genetableret den økonomiske rapportering til Byrådets medlemmer og ledelsen i øvrigt. Kommunaldirektør, økonomidirektør mfl. er fratrådt og ledelsen af økonomi afdelingen består af nye folk.
Regnskab 2001 udarbejdet på 1½ måned
På trods af svære odds, hvor regnskabsmateriale blandt andet har været beslaglagt i flere måneder, flere års bilagsmateriale har måttet kopieres, ligesom et uhørt antal Tilsynsrådssager og aktindsigtssager skulle ekspederes lykkedes det alligevel økonomiafdelingen og de decentrale økonomifunktioner at få udarbejdet et 2001 regnskab. Kommunen bad om en længere udsættelse på aflevering af regnskabet, men fik kun en begrænset udsættelse.
Budget 2002[64] udarbejdet på 1½ måned
Stærkt forsinket kunne kommunen så sent som i august påbegynde arbejdet med udarbejdelse af et nyt budget for 2003 med tilhørende overslag over årene 2004 - 2006. Indenrigs- og Sundhedsministeriet blev ansøgt om udsættelse for aflevering af budgettet, hvilket dog ikke kunne accepteres på grund af en lang række tekniske bindinger. Derfor skulle arbejdet reelt færdiggøres på 1½ måned, hvor en normal budgetprocedure ville starte så tidligt som i februar og forløbe over en periode på 7- 8 måneder. Set under et har økonomiafdelingen og de decentrale økonomifunktioner udført 1½ års normal arbejde indenfor 5 - 6 måneder. Hertil kommer alle de ekstra opgaver, som afdelingen har skulle præstere for, at Byrådet kunne besvare Tilsynsråd og diverse aktindsigtsbegæringer.
Besvarelse af en kæmpe pukkel af Tilsynsrådssager og aktindsigter
Besvarelse af Tilsynsrådssager og aktindsigtssager har været forankret på et begrænset antal medarbejdere primært i Byrådssekretariatet, økonomiafdelingen og personaleafdelingen. Siden maj 2002 er der besvaret 65 Tilsynsrådssager og mere end 112 aktindsigtsforespørgsler ud af i alt 133, hvor adskillige rummer utallige underspørgsmål. Af de resterende 21 er nogle delvist besvaret. Tidligere bestod en aktindsigtssag i en forespørgsel til en konkret sag eller udgift, men i Farum er der spurgt til hele komplekser af sager eksempelvis alle repræsentationsudgifter. Farum Kommune har i årevis på linie med mange andre kommuner arkiveret bilag i dato orden. Enhver kan forstå, hvor ressourcekrævende det ud fra et kontoudtog vil være at frem finde flere tusinde bilag, når de er arkivet i datoorden. Det gør heller ikke opgaven mindre arbejdskrævende, at kommunen ikke systematisk har knyttet tekster til posteringerne.
Hyppigere økonomi- og byrådsmøder
På trods af at der tilflyder Byrådets medlemmer langt flere informationer end i mange år, så har der vist sig “smuttere”. For at undgå disse har vi siden oktober afholdt økonomiudvalgsmøder og Byrådsmøder stort set hver 14. dag. Det giver selvfølgelig forvaltningen et yderligere arbejdspres.
Konklusion
Det er min vurdering, at forvaltningen er langt over smertegrænsen for, hvad man kan byde medarbejderne. De arbejder i et uhørt tempo med et voldsomt overarbejde. Samtidig udsættes de for en voldsom kritik for fejl, som uvilkårligt opstår under så voldsom en arbejdsbelastning.
Mange af de hårdest belastede medarbejdere er endvidere enten helt nye folk eller medarbejdere, som er overflyttet fra andre forvaltninger, og som reelt ikke har været involveret i de problemer, som de nu er sat til at rydde op i.
Endvidere er de forvaltninger, der har måttet afgive personale således blevet yderligere belastet, på grund af kommunens beslutning om ansættelsesstop. Generelt er samtlige administrative medarbejdere hårdt belastet da de i mange tilfælde må varetage de belastede afdelingers opgaver i forhold til opgaveløsningen overfor borgerne.
Antallet af Tilsynsrådssager er ganske vist på vej ned, men til gengæld bliver de tilbageblevne stadig mere arbejdskrævende. Den kommende kommissionsundersøgelse vil formentlig også stille krav til organisationen.
Jeg ser ikke anden mulighed end at rette en henvendelse til Indenrigs- og Sundhedsministeriet og anmode ministeriet om at bidrage til, at kommunens medarbejdere kan få nogle mere rimelige arbejdsbetingelser. Vi får ikke forvaltningen til at fungere, hvis det nuværende arbejdspres fortsætter.
…”
I notatet fra tillidsrepræsentant Benthe Lindevang hedder det:[65]
”Arbejdspresset i Farum Kommunes administration.
Jeg har som tillidsrepræsentant for HK-medlemmerne i Farum Kommune brug for at udtale mig selvstændigt om det arbejdspres, der foregår i administrationen.
Da jeg er tillidsrepræsentant for HK-medlemmerne, omtales medarbejdere som medlemmer.
Der påhviler Farum Kommunes administration et endog meget stort arbejdspres.
Administrationens medlemmer har været igennem en meget turbulent tid, hvor det hele startede i februar 2002. Efter de første voldsomme bølger havde lagt sig, havde medlemmerne den opfattelse, at nu kunne det kun gå fremad. Men det kan vi desværre kun konstatere, ikke er sket.
Specielt Byrådssekretariatet, personaleafdelingen og de økonomiske områder har haft et voldsomt arbejdspres. Medlemmerne har tit og ofte arbejdet fra kl. 7.00 - 23.00 om aftenen. I det tidsrum har det ikke været muligt at afholde den overenskomstsatte frokost, der har ikke været sørget for ordentlig aftensmad til medlemmerne, og sidst men ikke mindst så er hviletidsreglerne slet ikke blevet overholdt.
Hviletidsreglerne siger helt klart at Arbejdstiden skal tilrettelægges således, at de ansatte får en hvileperiode på mindst 11 sammenhængende timer inden for hver periode på 24 timer.
Dette betyder, at fra det tidspunkt, hvorfra arbejdstiden beregnes, skal der gives 11 sammenhængende timers hvil, når man regner 24 timer tilbage.
Det kan beregnes, om forholdene er lovlige, hvis man tegner en tidslinje og fra et tidspunkt inden for arbejdstiden regner 24 timer tilbage, idet der inden for denne periode skal være 11 timers sammenhængende hvil.
Jeg må desværre konstatere, at dette ikke er tilfældet i de nævnte afdelinger.
Det er rigtigt at vi i overenskomsten har den regel, at hvis man er på grundløn løntrin 39. så er man ansat uden højeste tjenestetid. For at kunne overkomme arbejdsbyrderne, har det været nødvendigt at medlemmerne har brugt langt flere timer til løsning af opgaverne, end man normalt ville kunne acceptere inden for gældende regler.
Endvidere har det haft en afsmittende virkning på alle de andre områder i administrationen (kun 70 fuldtidsansatte) at de har skullet overtage de helt almindelige daglige opgaver for at kunne servicere borgerne. For vi kan jo kun være enige om, at der ikke er sket en synderlig forringelse af borgerbetjeningen i den så turbulente tid, der har hersket på Rådhuset siden februar måned 2002.
Alt dette taget i betragtning skal jeg ikke undlade at nævne, at selv om vi har serviceret borgerne på bedste vis, så har vi samtidig stået model til borgernes forargelse over det skete. Vi har f.eks. restanter som ikke vil betale deres gæld, for hvorfor skal jeg det, når Peter angiveligt har betalt 8.000,- kr. for en flaske rødvin.
Det er psykisk belastende at skulle kunne håndtere den form for borgere, når der ikke er udmeldt nogle retningslinier til medlemmerne om, hvordan de skal håndtere de sure borgere.
Det psykiske arbejdsmiljø lurer i krogene hver dag. Medlemmerne synes selv, at de gør en kæmpe indsats, fordi de er loyale til fingerspidserne, men samtidig får de det ene hug efter det andet, fordi det ikke går hurtigt nok. Der arbejdes på højtryk, og man kan ikke blive ved med at svinge pisken på denne måde.
Det psykiske og fysiske arbejdsmiljø, er helt i bund og vi kan ikke klare mere nu. Hvis ikke der bliver gjort noget omgående mister vi dybt professionelle medlemmer, enten til sygdom, eller det der er værre.
Vi taler om medlemmer som har været her i en årrække, og som ved flid og slid er de eneste som har mulighed for at udføre de mange opgaver, vedr. aktindsigt og tilsynsrådssager der rejser sig hver dag. Jeg håber, at Byrådet er klar over, at hvis ikke aktindsigtssagerne bliver besvaret til tiden, ekspederes de automatisk videre til tilsynsrådet, og hvis ikke tilsynsrådssagerne var blevet lavet i det tempo, som er foregået, så var der blevet pålagt Byrådets medlemmer dagbøder af anselig størrelse.
Jeg vil nødig gentage mig selv, men det må være slut nu. Jeg må bede økonomiudvalg og Byråd om at gøre en indsats for, at denne slagtning af medlemmerne stopper omgående.
Jeg skal gerne uddybe min skrivelse ved et møde med økonomiudvalg og Byråd, hvis det fremmer forståelsen.”
På et efterfølgende byrådsmøde den 10. december 2002 hedder det under punktet ”Arbejdsmiljøet i Farum Kommunes administration”:[66].
”Sagsfremstilling.
Der foreligger redegørelse af primo december 2002 fra Borgmester Lars Carpens, som har været til udtalelse og er påført bemærkninger fra Råhusets samarbejdsudvalg.
Der foreligger endvidere notat af primo december 2002 fra HK v/tillids-repræsentanten.
Såvel redegørelsen som notatet beskriver de arbejdsbetingelser, som de administrative medarbejdere har oplevet igennem de seneste mange måneder og som ser ud til at fortsætte lang tid fremover.
Ekspeditionen af telefoniske og personlige henvendelser og behandlingen af konkrete sager, herunder især aktindsigts- og Tilsynsrådssager har været så stor en belastning for en række medarbejdere, at der nu må ske en ændring af forholdene for disse.
Bilag: Redegørelse fra Borgmester Lars Carpens samt notat fra HK v/tillids-repræsentanten.
Beslutning fra økonomiudvalget den 09-12-2002
Økonomiudvalget indstiller:
- At borgmesteren bemyndiges til at indgå aftale med KL om den nødvendige konsulentbistand til besvarelse af tilsynsrådssager, aktindsigtssager m.m. foreløbig indtil udgangen af marts måned 2003 i et omfang foreløbig op til 120 timer pr. uge.
- At der ydes tillægsbevilling til konti under økonomiudvalget i 2002 på 150.000 kr. og i 2003 på 1,5 mio. kr.
- At merudgiften i 2002 og 2003 finansieres med træk på kassebeholdningen.
- At den ny kommunaldirektør kommer med forslag til mere langsigtet løsning med evt. anvendelse af ansatte medarbejdere.
Beslutning fra Byrådet den 10-12-2002
Økonomiudvalgets indstilling blev godkendt.”
Arbejdstilsynet udarbejdede et høringsudkast dateret 2. januar 2003:[67]
”Bilag til høringsbrev (sag nr.20020098659/8) om psykiske belastninger i forbindelse med stor arbejdsmængde og tidspres i Byrådssekretariatet, Farum Kommune.
Arbejdstilsynet har besøgt Farum Kommune Rådhuset, … den 12. og 19. december 2002. …
Beskrivelse:
Ved besøget kunne det konstateres, at de ansatte i Farum Kommunes Byrådssekretariat, gennem en længere periode havde haft et omfattende og uvant stort antal arbejdsopgaver.
Siden februar 2002 var sekretariatets driftsopgaver øget betydeligt i omfang og opgaverne bestod bl.a. i besvarelse af tilsynsrådssager, aktindsigtssager, rapportering til Indenrigs- og Sundhedsminister og bagmandspoliti, samt besvarelse af henvendelser fra borgere, pressen og øvrige medier. Herudover havde sekretariatet opgaver vedr. servicering af Byråd, særlige opgaver fra Kommunernes Revision samt genindførelse af tidligere IT-system, efter afvikling af nyt IT-projekt. Samtidigt med dette havde sekretariatet i de sidste par måneder været involveret i arbejdet om ny organisation i kommunen. Til nogle af opgaverne havde været indkaldt assistance i form af advokatbistand og hjælp fra Kommunernes Landsforening.
Det blev oplyst, at de ansatte i Byrådssekretariatet skulle forholde sig til en lang række krav fra forskellige instanser, borgere mv., i forbindelse løsning af opgaverne. Det kunne være myndighedssager med tidsfrister (dagsbøde omfattet), som medførte en meget tidskrævende manuel gennemgang af bilag. Opgaverne kunne endvidere blive returneret med yderligere krav til undersøgelse. Aktindsigtssager med kort frist, henvendelser fra vrede borgere, som var utilfredse med deres sagsbehandling, samt bevågenhed fra pressen, hørte til det daglige arbejde.
I forbindelse med andre opgaver for sekretariatet var arbejdsbyrden ligeledes taget til. Der blev bl.a. afholdt væsentligt flere Byrådsmøder. Planlægning af disse møder skete ofte under stort tidspres, og den færdige dagsordenen kunne fx blive tilbagekaldt til ændring på et tidspunkt, hvor den allerede var på vej ud til deltagerne.
Byrådssekretariatet var vant til at arbejde i et “flydende miljø” dvs. uden klar opgavebeskrivelse eller retningslinier for omfang/afgrænsning af arbejdet, fx frist for ændring af dagsorden til møder. Medarbejderne oplevede nu, at rammerne for arbejdet var medvirkende til at øge arbejdspresset.
Det kunne endvidere være vanskeligt, at opnå den fornødne arbejdsro, idet sekretariatsgruppen jævnligt blev forstyrret på deres kontorer. Der var mange personer der i løbet af en arbejdsdag henvendte sig med spørgsmål vedr. kommunen og personalet skulle ligeledes være behjælpelige med at tage kopier, sende fax mv. (fotokopi- og faxmaskiner var placeret på sekretariatsgangen og blev benyttet af alle).
På grund af arbejdsmængden var der ikke tid til langtidsplanlægning af opgaverne, og de ansatte betragtede arbejdsgangen som kontinuerlige “brandslukninger”. Prioritering af sagerne måtte således foregå fra dag til dag. Det blev oplyst, at arbejdsopgaverne formelt blev prioriterede, men medarbejderne oplevede ikke selv, at der forelå en reel mulighed for nedprioritering eller videregivelse af opgaver.
En væsentlig del af sekretariatsarbejdet krævede en indgående viden om kommunens sagsbehandling og tidligere forløb og kunne ikke umiddelbart overtages af andre medarbejdere. Samtidig kunne opgaverne på trods af et godt kendskab til forholdene være uoverskuelige, fx når bilag skulle frem findes fra div. flyttekasser.
Det blev oplyst, at opgavemængden havde medført en lang række overarbejdstimer for den enkelte medarbejder i sekretariatet. I de sidste par måneder blev der flere gange om ugen arbejdet fra ca. 8.30 til 22.00 aftenen.
Gruppen af medarbejdere oplevede selv, at de støttede godt op om hinanden, og havde altid sat en ære i at udføre arbejdet på et højt serviceniveau.
På mødet blev der givet udtryk for, at det mest belastende i den nuværende arbejdssituation var den massive kritik, der ofte blev rettet mod sekretariatsmedarbejderne for det arbejde der blev præsteret.
Det blev oplyst, at dette generelt havde øget angsten for at begå fejl. Medarbejderne oplevede således en yderligere belastning, idet der foruden den øgede arbejdsmængde, blev ydet en ekstra indsats og rettet særlig opmærksomhed på, at opgaverne blev udført korrekt.
Arbejdsbyrden havde medført at to medarbejdere var sygemeldte og den øvrige personalegruppe følte sig nedslidte og at smertegrænsen nu var nået. Den enkelte medarbejder oplevede, at det var svært at lade arbejdet ligge i fritiden, hvilket havde givet sig udtryk i søvnproblemer og ændret adfærd overfor kolleger/familie.
Vurdering:
Det vurderes, at ansatte i Byrådssekretariatet gennem en længere periode har været udsat for en arbejdsmængde og et tidspres, der på kort og lang sigt kan medføre psykosociale belastninger i form af stresstilstande og udbrændthed.
Som baggrund for vurderingen kan følgende belastninger nævnes:
- Mængden af arbejdsopgaver har gennem længere tid været større, end hvad der for den enkelte ansatte er muligt at gennemføre i løbet af en arbejdsdag.
- Mange tidskrævende opgaver med kort frist, hvor ansatte samtidig oplever uklare krav i form af uvished om hvorvidt arbejdet er løst tilfredsstillende.
- Ingen retningslinier for omfang/afgrænsning af arbejdet. De ansatte kan således mangle mulighed for prioritering, når der fra flere sider samtidigt tilfalder opgaver, der skal løses inden for samme tidsperiode.
- Medarbejderne kan opleve, at arbejdet rejser modstridende krav, idet der skal udføres en stor mængde arbejde, der samtidig har krav om høj kvalitet.
- Uro og mange afbrydelser, som gør det svært at opretholde koncentrationen og færdiggøre en opgave.
- Konstant, at skulle kunne redegøre for kommunens aktuelle situation overfor borgere, presse og øvrige medier.
- To sygemeldinger på grund af arbejdspresset.
Afgørelse:
Arbejdet skal i alle led udføres sikkerheds- og sundhedsmæssigt fuldt forsvarligt ud fra både en enkeltvis og samlet vurdering af de fysiske og psykosociale forhold i arbejdsmiljøet, som på kort og lang sigt kan have indvirkning på den fysiske eller psykiske sundhed.
Hjemmel:
Arbejdsministeriets lovbekendtgørelse nr. 784 af 11. oktober 1999 af lov om arbejdsmiljø, som ændret ved lov nr. 331 af 16. maj 2001 og lov nr. 437 af 10. juni 2002 § 38 jf. Beskæftigelsesministeriets bekendtgørelse nr. 492 af 20. juni 2002 om arbejdets udførelse § 4, 6 a-c og 7 stk.1.
Vejledning:
I forbindelse med det afsluttende møde med kommunens sikkerhedsudvalg og efterfølgende møde med Borgmesteren, fremkom følgende eksempler på løsningsforslag, som kan medvirke til at aflaste de ansatte i forbindelse med den akutte arbejdsbyrde:
…”
Der er afgivet en række forklaringer om emnerne i dette afsnit.
Vidnet Bente Abildstrøm, kommunaldirektør, har forklaret:[68]
”Der var flere grunde til at vidnet sagde op i 1992. Det væsentligste element var, at på et eller andet tidspunkt ville hun komme i konflikt med Peter Brixtofte. Vidnet kunne ikke fortsat leve med de forhold, der var i Farum Kommune. Hun følte sig ind imellem som en ”overbetalt sekretær”. Peter Brixtofte blev meget vred, når vidnet gav udtryk for, at hun var uenig med ham.[69] Peter Brixtofte beskyldte hende så for alt muligt - for eksempel at være dum, dvask og doven - og nedgjorde hende. Vidnet følte, at nu var det tidspunktet at forlade Farum Kommune. Der var ingen fratrædelsesgodtgørelse, da hun selv sagde op. Peter Brixtofte blev rasende over hendes opsigelse.[70]
…Om kommunens formelle personalepolitik i november 1990[71] forklarede vidnet, at hun huskede den, og at hun med garanti selv har været med til at formulere den. Personalepolitikken ændrede sig reelt de sidste år, vidnet var i kommunen. Den her nedskrevne personalepolitik var snarere en beskrivelse af forholdene, da hun blev ansat i kommunen. Omkring 1986 var Farum Kommune således en attraktiv arbejdsplads med en meget god normering. De var for mange, men det gav plads til en masse andre initiativer. Der var herunder i starten meget råderum for administrationen til at udarbejde oplæg og komme med ideer. Fra omkring 1988-1989 ændrede det sig meget. De var i gang med besparelser og nedskæringer, og der var udmeldt afviklingsstillinger. Det vil sige, at personale i disse stillinger vidste, at når de rejste, blev stillingerne ikke genbesat. Der blev rykket meget rundt på personalet. Særligt personale i afviklingsstillinger blev flyttet meget. Det betød, at en medarbejder fra en forvaltning måske blev flyttet til en anden, hvor de ikke havde så gode forudsætninger for at løse opgaverne. Det blev tilstræbt, at personalet skulle have relevant uddannelse, og det fik de. Vidnet husker ikke det psykiske arbejdsmiljø i de år som værende sundt og trygt. Nedskæringerne gav en dårlig stemning. Medarbejderne var bange og nervøse for den øverste ledelse, nemlig Peter Brixtofte. Hun hørte på tredjehånd historier om, at Peter Brixtofte havde placeret medarbejdere rundt i administrationen, der rapporterede til ham om, hvordan folk arbejdede.
Foreholdt hovedsamarbejdsudvalgsmødet i oktober 1991 forklarede vidnet, at hun var medlem af rådhusets hovedsamarbejdsudvalg, og det fungerede. Vidnet husker ikke mødet den 28. oktober 1991. Vidnet husker, at der var en stigende rumlen blandt personalet på grund af besparelser og nedskæringer.
Foreholdt ændringer i styrelsesvedtægten af 10. maj 1989[72] forklarede vidnet, at hun ikke husker udtalelsen fra samarbejdsudvalget. Hun forklarede, at der generelt var problemer med adskillelsen mellem det administrative og det politiske niveau. Det var almindelig praksis, at hvis borgerne var utilfredse med en afgørelse, særligt afgørelser truffet i socialforvaltningen, henvendte de sig til borgmesteren eller formanden for socialudvalget. Afgørelsen blev herefter ofte omgjort. Personalet gav udtryk for, at de følte sig til grin, og selv om de omgjorte afgørelser ikke var direkte ulovlige, idet afgørelserne ofte bygger på et skøn, gjorde det arbejdet med at fastlægge retningslinjer for behandling af sager efter særligt bistandsloven vanskeligt. Vidnet hørte om flere klager fra personalet. I teknisk forvaltning og planforvaltningen var der også problemer. …
Hun havde daglig kontakt med Peter Brixtofte, men der var ingen faste møder. Det var efter behov. Efter vidnet havde sagt op, skrev hun et notat til Peter Brixtofte om, hvordan han kunne få mere ud af den næste kommunaldirektør ved at rådføre sig mere og være mere åben omkring den politiske del. Holdningen havde været, at det ikke vedkom vidnet, hvad der foregik i det politiske bagland. Peter Brixtofte rådførte sig ikke med vidnet. Det var en envejskommunikation. Hun fik kun besked på ”gør sådan og sådan”. Det er forekommet, at vidnet har været uenig med Peter Brixtofte. Hun husker dog ikke en konkret sag. Hun følte da, at det var lige meget, hvad hun mente. Hun har ikke været ude for at måtte sige, at noget var direkte ulovligt. Vidnet har ikke modtaget ordre om at træffe afgørelser med et bestemt indhold i konkrete sager.
Hun har ikke kendskab til, at borgmesteren skulle have pålagt administrationen at nå bestemte afgørelser. Derimod har hun som forklaret hørt om omgørelser af trufne afgørelser.
Peter Brixtofte havde efter vidnets opfattelse ”et unaturligt stort rødvinsforbrug”. Når der kom nogle borgere med et problem, blev de ofte budt på øl eller rødvin. Hun har ikke oplevet, at alkoholforbruget har haft betydning for Peter Brixtoftes evne til at udføre arbejdet som borgmester. Vidnet blev sjældent taget med ud til arrangementer på Tante Maren eller Bregnerød Kro, idet hun ikke drak og derfor nok var ”kedelig”.
…”
Vidnet John Frederiksen, kommunaldirektør, har forklaret:[73]
”Foreholdt ”Personalepolitik”[74] de ”7 pinde” om forholdene for de ansatte i kommunen mener vidnet, at det var en korrekt beskrivelse af forholdene, som de var. De ansatte fik medindflydelse, personlig udvikling og uddannelsesmuligheder. I hele vidnets ansættelsesperiode var der besparelser i normeringen på rådhuset, hvilket selvfølgelig havde indflydelse på medarbejderne. Der var i kommunen indgået en tryghedsaftale, som gik ud på, at der ikke blev fyret folk. Hvis der var ansatte, der rejste, skulle de tilbageblevne, som den negative konsekvens af tryghedsaftalen, så ”dække huller”, når der ikke blev ansat nye medarbejdere. Vidnet indgik en aftale med borgmesteren om, at hver 3. stilling fik lov at blive genbesat. Det hjalp lidt. Der var 147 ansatte i kommunen, da vidnet tiltrådte sin stilling. Da vidnet forlod rådhuset, var der 133 ansatte. Der blev i perioden ansat 5-10 nye personer. Aftalen om delvis genbesættelse betød, at der til en vis grad var tale om en ”kontrolleret nedskæring”. Vidnet mener, at personalet var tilfreds med denne ordning. I 1992 blev der udført en organisationsgennemgang. Vidnet gik faktisk rundt og talte med alle medarbejdere og fulgte deres arbejdsopgaver i de forskellige enheder. Denne gennemgang blev brugt til at rykke rundt på personalet ved rationaliseringen.
Vidnet husker ikke, om der var et samarbejdsudvalg for alle ansatte i kommunen. Han husker rådhusets hovedsamarbejdsudvalg. Han mener, at han nok har været formand for dette. Vidnet tror, der var møde omkring en gang i kvartalet. Vidnet husker det ikke helt præcist. Vidnet husker ikke nærmere, om der blev udfærdiget referater ved møderne. Der blev givet information på møderne om økonomi og personaleforhold.
…Der var forskel på stemningen blandt de medarbejdere, der arbejdede i institutionerne, og de medarbejdere der arbejdede på rådhuset. På institutionerne var det vidnets opfattelse, at man mente, at man havde gode normeringer, og der skete meget nyt i kommunen. På rådhuset var de ansatte præget af nedskæringerne.
…Vidnet forklarede, at han i sin ansættelsesperiode havde to borgmestre. Fra sin ansættelse og cirka 3 måneder frem var Peter Brixtofte borgmester. Herefter blev det Flemming Oppfeldt, der var borgmester frem til omkring lige før sommeren 1993, da Peter Brixtofte i en del af tiden var minister og i øvrigt beskæftiget med landspolitik. I den tid Flemming Oppfeldt var borgmester, var han på rådhuset og fungerede som fuldtidsborgmester. Fra regeringen faldt i 1993 blev Peter Brixtofte gradvis mere aktiv og fungerede til dels sammen med Flemming Oppfeldt. Selv da Peter Brixtofte igen blev borgmester, var han dog ofte væk, da han interesserede sig mere for landspolitikken i den periode, og korrespondancen mellem vidnet og Peter Brixtofte skete ofte pr. telefon. De havde et fint samarbejde på denne måde. Peter Brixtofte sagde, at vidnet var hurtigopfattende som ham selv. Vidnets opgave var at levere et beslutningsgrundlag og følge op på de politisk trufne beslutninger. Peter Brixtofte kendte kommunen som sin egen bukselomme. Peter Brixtofte var ikke meget på rådhuset i den periode. I efteråret 1993 var Peter Brixtofte præget af kommunevalget. I 1994 rettede Peter Brixtoftes antenner sig på ny mere mod Farum. Borgmesteren ville være fuldtidsborgmester igen. Det medførte problemer, da Peter Brixtoftes måde at lede på ikke passede til vidnets ledelsesstil.
Tingene tog en drastisk ændring i maj 1994. I foråret 1994 havde vidnet af Peter Brixtofte fået ordre om at udarbejde en rapport, der skulle vise, hvordan kommunen kunne nå ned på 70 ansatte på rådhuset med uændret serviceniveau. Vidnet gik sammen med sine embedsmænd i gang med rapporten, der blandt andet skulle omfatte måling af de enkelte ansattes aktiviteter. Vidnet fik herefter ordre på selv at udarbejde rapporten. Vidnet havde nægtet at skrive en rapport med den konklusion, Peter Brixtofte ønskede, da han mente, at det var urealistisk at bibeholde det daværende serviceniveau med de ønskede nedskæringer. Herefter modtog vidnet i maj 1994 et privat brev fra Peter Brixtofte, hvori denne gav udtryk for, at han var utilfreds med vidnets håndtering af sagen. Vidnets reaktion var, at nu ville han væk.
…Peter Brixtofte inddrog ikke direkte vidnet i politiske beslutninger. Vidnet kom med input til de politiske beslutninger, men hverken ville eller skulle være involveret i det, der skete partipolitisk.
Vidnet forklarede, at Peter Brixtofte godt kunne lide rødvin. Vidnet var imponeret af, hvor meget rødvin Peter Brixtofte kunne indtage, uden at det tilsyneladende påvirkede hans arbejdsindsats.
…”
Vidnet har videre for lukkede døre forklaret om baggrunden for sin fratræden som kommunaldirektør og fratrædelsesaftale. Af betydning for kommissionens undersøgelse refereres uddrag af forklaringen.[75] Vidnet har således forklaret,
”at Peter Brixtofte i sommeren 1994 ønskede en ny struktur, hvor chefgruppen refererede direkte til borgmesteren. Vidnet blev tilbudt fortsat ansættelse nu som ordførende direktør med samme løn som hidtil, men alene med ansvar for tildelte ad hoc opgaver. Det var Peter Brixtofte, der skulle bestemme hvilke områder, vidnet skulle have ansvaret for. De arbejdsbetingelser ønskede vidnet ikke. … Vidnet ophørte reelt sit job den 12. august 1994, formelt først 1. november 1994. Vidnet mødte efterfølgende alene op i kommunen til en afskedsreception. …
Optakten til vidnets fratræden var brevet fra Peter Brixtofte i maj 1994. …”
Vidnet Jørgen Larsen, socialchef og administrerende direktør, har forklaret:[76]
”Vidnet husker, at der blev udfærdiget en samlet protokol fra samarbejdsudvalgsmøderne. Vidnet ved ikke, om protokollerne står i Farums arkiver. Han troede, at kommunen havde fremsendt de protokoller, kommissionen havde bedt om, men hvis det ikke er tilfældet, må kommunen jo søge igen. I begyndelse af 1990’erne blev der oprettet et koordinationsudvalg. Dette udvalg holdt møde 2 eller 4 gange om året med økonomisk udvalg. Det centrale samarbejdsudvalg og rådhusets hovedsamarbejdsudvalg holdt møder cirka 10 gange om året. Rådhusets hovedsamarbejdsudvalg holdt typisk møde et par uger før det centrale samarbejdsudvalg, så konklusionerne kunne tages med i sidstnævntes møder. Fra ledelsen blev der i et eller andet omfang givet orientering til medarbejderne om økonomien. Medarbejderne rejste kritik over for udvalget om, at informationerne kom for sent ud eller manglede. Medarbejderne mente, at det var vanskeligt at komme med deres meninger, for eksempel når det gjaldt indflydelse på budgettet, på grund af at informationerne kom for sent. Vidnet var formand for det centrale samarbejdsudvalg fra 1998. Han var medlem af udvalget også forud herfor. Han var medlem af rådhusets hovedsamarbejdsudvalg fra 1994 og måske tidligere. Fra 1998 var vidnet formand for udvalget.
…Fra 1. april 1998 og frem, til Leif Frimand Jensen var tilbage efter sin sygeorlov, var samarbejdet tættere end ellers. Borgmesteren respekterede vidnets viden og kompetence. Vidnet havde rigtig mange borgervendte opgaver. Når opgaverne bare blev rimeligt løst på et rimeligt niveau, var hverdagen rimelig. Vidnet havde ikke et konfliktfyldt forhold til borgmesteren. Det var almindelig kendt, at borgmesteren havde et alkoholforbrug i arbejdstiden. Borgmesterens kendetegn var, at humøret svingede. Vidnet har ikke grundlag for at udtale sig om, hvorvidt borgmesterens humørsvingninger eller dømmekraft var påvirket af dette alkoholforbrug.”
Vidnet Doris Sonne-Hansen, løn- og personalekontoret, har forklaret:[77]
”… Mens Steen Ballegaard var chef, var der syv medarbejdere på lønkontoret. Der indførtes begrebet afviklingsstillinger, hvilket var meget ulykkeligt. De to af stillingerne i lønkontoret blev til afviklingsstillinger. Det vil sige, at der var to medarbejdere for meget. Når man var i en afviklingsstilling, betød det, at man skulle søge aktivt om andet job både inden for og uden for kommunen. Vidnet ved ikke, hvilken kommunaldirektør der indførte begrebet, men da den næste kommunaldirektør tiltrådte, blev begrebet afviklingsstillinger fjernet. For løn- og personalekontoret var det vidnet og Steen Ballegaard, der skulle pege på de to stillinger, der skulle være afviklingsstillinger. Hun mener, at det var Steen Ballegaard, der med hver enkelt chef skulle udpege afviklingsstillinger. De sidste 4 år vidnet var ansat på løn- og personalekontoret, var der tre deltidsstillinger og to fuldtidsstillinger, hvoraf den ene fuldtidsstilling var vidnets.
Foreholdt ”Personalepolitik i Farum Kommune” fra 1990 side 3-4 med ”syv pinde”, der skulle beskrive principperne bag personalepolitikken,[78] forklarede vidnet, at bortset fra at ingen havde tid til at læse i den, kan hun godt genkende beskrivelsen af noget af personalepolitikken. Der var meget udfordring og variation i jobbene. Man skulle kunne meget. Det var på en måde meget spændende at arbejde i Farum Kommune. Man fik selv i vidt omfang lov at tilrettelægge sit arbejde, og der var ingen indblanding, så længe det gik godt. Der var dog ikke tale om en ”målrettet og bevidst rekruttering” til ledige stillinger, da dette ikke var muligt på grund af nedskæringerne og resultatet af tryghedsaftalen, der betød, at når der var ledige stillinger, blev de besat med personale fra andre afdelinger. Det tog lang tid eksempelvis at oplære en ansat, der f.eks. kom fra inkasso, til at arbejde i lønafdelingen.
Vedrørende afsnit 6 om rekruttering[79] forklarede vidnet, at det beskriver forholdene i 1990. Senere blev det påvirket af de kraftige stillingsbesparelser, og man holdt som nævnt op med at rekruttere udefra.
Foreholdt at der har været en del kritik af, at chefstillinger kun blev slået op i Statstidende, forklarede vidnet, at John Frederiksens stilling var slået korrekt op. Fra 1997 var hun ikke med til at slå chefstillinger op, selv om der fortsat blev ansat direktører. Vidnet har aldrig været med til at ansætte chefer.
…Adspurgt forklarede vidnet, at hun ikke havde hverken direkte kontakt eller samarbejde med borgmesteren til dagligt. Nogle af de beregninger, hun foretog, blev fremlagt i økonomisk forvaltning, og så kunne vidnet godt blive kaldt op til borgmesteren for at forklare om tallene. Vidnet er ikke selv bekendt med, at borgmesteren skulle have blandet sig i sagsbehandlingen på rådhuset. Han har ikke gjort det på hendes område.”
Vidnet Steen Ballegaard, personalechef, har forklaret:[80]
”Om sin stilling som ekspeditionssekretær/afdelingsleder i perioden 1990 til 1. november 1992 forklarede vidnet, at den nye fælles løn- og personaleafdeling som en klassisk løn- og personaleafdeling varetog alle opgaver vedrørende løn og løndannelsen samt personaleforvaltningen bortset fra den daglige ledelse af personalet, der naturligt lå decentralt i de enkelte forvaltninger under de respektive chefer. Vidnets ansvarsområde var nedskrevet på papir. Afdelingen besluttede ikke, hvem der skulle ansættes, men førte forvaltningernes beslutning om personale ”ud i livet” i form af ansættelses- og afskedsbreve mv. Vidnets opgaver var de samme også efter hans udnævnelse til organisations- og personalechef. Det var en ren titulær ændring, en ratificering af den gældende tilstand. Som afdelingsleder refererede vidnet først til vicekommunaldirektør Bente Abildstrøm. Da hun blev kommunaldirektør, fortsatte han med at referere til hende og efterfølgende til kommunaldirektør John Frederiksen. Vidnet sagde sin stilling op, da han ønskede nye udfordringer. Han var tilfreds med indholdet af sin stilling, men ikke med omstændighederne i kommunen. Efter John Frederiksen var holdt op, følte vidnet, at hans situation var meget utryg. Vidnet havde ikke den beskyttelse i systemet længere, som en kommunaldirektør skal give de ansatte i forhold til det politiske system, kendetegnet ved den øverste ledelse, borgmesteren. Efter John Frederiksen ophørte, skulle vidnet referere til Leif Frimand Jensen, men vidnet havde hverken interesse i eller ønske om at referere til Leif Frimand Jensen, som han ikke havde tillid til. Den manglende tillid byggede vidnet på det generelle samarbejde med Leif Frimand Jensen. Derfor søgte han væk fra Farum Kommune.
…Løn- og personaleafdelingens rolle ved nedskæringer i forbindelse med rådhusreform 2 og senere bestod i, at man skulle bidrage til at realisere nedskæringerne ved naturlig afgang. Vidnet etablerede herunder frivillige seniorfratrædelsesordninger og gennemførte i den anledning senior-samtaler med de 58-59-årige. Vidnet indgik også aftaler med tjenestemænd, der efter reglerne havde 3 måneders opsigelsesvarsel, men nu fik tilbud om at kunne nøjes med 1 måneds opsigelsesvarsel. Endvidere indgik vidnet særlige aftaler for tjenestemandsansatte i folkeskolerne og på rådhuset.
Ifølge tryghedsaftalen måtte der ikke foretages afskedigelser. Ideen var derfor, at de, der rejste fra kommunen, skulle rejse frivilligt. Der var nok medarbejdere at ”tage af” i begyndelsen. Den politiske beslutning om reduktion af personalet kunne godt gennemføres på det tidspunkt.
Foreholdt ”Personalepolitik i Farum Kommune” fra 1990 side 3-4 med ”syv pinde”, der skulle beskrive principperne bag personalepolitikken,[81] forklarede vidnet, at han godt kendte den. Der var flere om at skrive politikken, og vidnet har bidraget. Han kan ikke svare entydigt på, om ”de 7 pinde” blev efterlevet. I starten af 1990 blev de nok, men efterhånden var der flere og flere af punkterne, der ikke blev det. Der var tryghed i ansættelsen på den måde, at ingen blev afskediget. Tilbud til nye medarbejdere om kvalificeret indføring i arbejdet haltede mere og mere på grund af det stigende arbejdspres. 50-60 personer forlod administrationen i perioden 1990-1994. ”Målrettet og bevidst rekruttering” fandt ikke sted på grund af nedskæringerne.
…Foreholdt artiklen ”Besparelser øger presset på ansatte” i Berlingske Tidende 20. august 1994,[82] og at John Frederiksen tidligere har forklaret for kommissionen, at han havde nægtet at udarbejde et notat om, hvordan man kunne nå ned på 70 ansatte i administrationen uden serviceforringelse, forklarede vidnet, at han ved, at John Frederiksen af borgmesteren i 1993 var blevet bedt om uden brug af sine chefer at skrive et notat om organisationen. Vidnet mener, at John Frederiksen udarbejdede et sådant notat, idet Frederiksen faktisk indhentede bidrag fra sine chefer, herunder vidnet. Det var efter vidnets erindring et notat, ikke en rapport.
…Vidnet forklarede, at han ikke havde daglig, men jævnlig kontakt med borgmesteren. Vidnet deltog i chefgruppemøderne. Borgmesteren deltog navnlig i chefgruppemøderne, når der blev behandlet emner om økonomi, og vidnet har i den anledning bidraget vedrørende personalebudgetter. Kontakten med borgmesteren var som regel udmærket.”
Vidnet Benthe Lindevang, tillidsmand, har forklaret:[83]
”Vidnet forklarede, at hun har siddet i skatteforvaltningens samarbejdsudvalg, et underudvalg til rådhusets hovedsamarbejdsudvalg i perioden 1983-1990. I perioden 1990-1994 har hun ikke haft tillidsposter på grund af to gange barselsorlov (1990-1991 og 1993-1994). I juli 1994 efter barsel kom hun tilbage til de samme arbejdsfunktioner samt indtrådte i skatteforvaltningens samarbejdsudvalg på ny. I perioden 1996-1998 var vidnet næstformand i HK-klubbens bestyrelse. I perioden 1998-2003 var vidnet tillidsrepræsentant for HK-klubben, rådhuset, i 2001 og 2002 var hun tillige tillidsrepræsentant for ansatte på tandklinikkerne og for skolesekretærerne. Endvidere var vidnet næstformand i rådhusets hovedsamarbejdsudvalg, medlem af det centrale samarbejdsudvalg og medlem af koordinationsudvalget i samme periode (1998-2003).
…Omkring 1991 fik nogle af medarbejderne i administrationen, herunder i skatteforvaltningen, et brev om, at deres stillinger var ”afviklingsstillinger”. I starten betød det, at de der modtog et sådant brev, følte sig meget usikre. De, der fik brevet, talte sammen. Der blev rejst megen kritik omkring måden, besparelserne blev taklet på. Det påvirkede også vidnet. Hun talte med den daværende skattedirektør, der gav udtryk for, at det skulle de ansatte ikke tage sig af. Med tiden glemte man det, indtil organisationerne tog det op, og fik det ændret, så der ikke længere fandtes ”afviklingsstillinger”. Peter Brixtofte havde en spareplan, der indebar, at de ansatte på rådhuset skulle reduceres fra 245 til omkring 70 ansatte. Vidnet ved, at der i 1991 var 245 ansatte og i 2003 77, da hun trådte af som tillidsrepræsentant, så Peter Brixtoftes plan lykkedes. Vidnet ved, at tillidsmanden Bent Nedergård tog sig meget af sagen, dengang der blev givet meddelelse om afviklingsstillinger. Der blev kun udsendt breve. Der var ikke nogen reel nedskæring i starten. Reduktionerne skete ved naturlig afgang. Det blev aldrig taget op i samarbejdsudvalget, at man ville nedlægge stillinger. I 1994 og frem til 1999 blev der lavet en opgørelse. Der var 30-40 ansatte, der havde naturlig afgang. Før Bent Nedergård tog også Ingelise Jansvel sig af sagen for medarbejderne. Personalet brokkede sig til Ingelise Jansvel, der tog sagen op over for ledelsen, men det fik hun ikke noget ud af.
…Vidnet forklarede, at der i henhold til reglerne om oprettelse af samarbejdsudvalg mv. fandtes rådhusets hovedsamarbejdsudvalg og det centrale samarbejdsudvalg, der dækkede alle kommunens ansatte. Klageinstansen ved uenigheder i det centrale samarbejdsudvalg var koordinationsudvalget. Vidnet er sikker på, at det centrale samarbejdsudvalg også eksisterede før 1996, måske hed det bare noget andet.
De små samarbejdsudvalg for alle forvaltningerne (miljø, teknik, skat mv.) refererede til hovedsamarbejdsudvalget som igen refererede til det centrale samarbejdsudvalg. Produktionshuset var ikke medlem af rådhusets hovedsamarbejdsudvalg. De skulle egentligt have haft et samarbejdsudvalg selv, men det ville lederen ikke, og derfor blev det ikke til noget.
I koordinationsudvalget sad personale fra det centrale samarbejdsudvalg, medlemmer af økonomiudvalget og borgmesteren. Koordinationsudvalgets opgaver var at behandle de forslag, der var vedtaget i samarbejdsudvalget, som havde økonomiske konsekvenser i kommunen samt at behandle tvister, der kunne påklages til koordinationsudvalget. Koordinationsudvalget holdt ifølge det aftalte møder 4 gange om året, men over en periode på 5 år, hvor vidnet var medlem af koordinationsudvalget, blev der reelt holdt møder i alt 4 gange. Der blev indkaldt til møder oftere, men de blev aflyst i sidste øjeblik. Der findes protokoller over møderne i samarbejdsudvalgene og koordinationsudvalget. Det var blandt andet Liz Johannesen, som skrev i de ”blå protokoller”. Protokollerne befinder sig måske i fjernarkivet. På et tidspunkt i 1990’erne overtog Henrik Zip Sane arkivet. Han havde helt styr på arkivering af Farum Kommunes sager. Han sørgede for, at alt fra kommunens arkiv kom korrekt til fjernarkivet. Hver gang der var møder, blev der sendt en kopi over til ham, og han sørgede for arkivere korrekt. Henrik Zip Sane, der nu bor i Uppsala, stoppede i kommunen omkring 2001. Vidnet mener, at protokollerne må befinde sig i et af fjernarkiverne, enten i kælderen under Solvangskolen, under det gamle rådhus eller under Paltholmskolen (kulturcentret).
Vidnet var fra maj 1998 til maj 2003 næstformand i rådhusets hovedsamarbejdsudvalg, tillidsmand og sad i det centrale samarbejdsudvalg og kondinationsudvalget. Hun havde tidligere været medlem af skatteforvaltningens samarbejdsudvalg. Der afholdtes et møde om måneden først i rådhusets hovedsamarbejdsudvalg, derefter i det centrale samarbejdsudvalg med en fast aftalt kadence, således at sagerne fra det ene udvalg kunne komme med i mødet til det næste udvalg. Men den aftalte kadence blev ikke holdt. Ledelsen stod for indkaldelser og dagsorden. Nogle gange, hvis de var heldige, blev dagsordenen uddelt efter mødet. Når vidnet og andre tillidsmænd beklagede sig over problemet, fik de af ledelsen at vide, at de var nogle ”brokkehoveder”.
Informationerne til samarbejdsudvalgene var ikke gode. Ledelsen informerede ikke de ansatte. Eksempelvis skal samarbejdsudvalgene have indflydelse på uddannelserne på konto 6 området, men det fik de ikke reelt. De ansatte i udvalgene startede i februar måned med at bede om information om budget overvejelser, fordi de vidste, at forhandlingerne foregik i foråret. I december blev de så i udvalgene orienteret om, at nu var budgettet vedtaget og offentliggjort, og så kunne de som alle andre se det. Tillidsmændene stod sammen og brokkede sig, men sloges forgæves. Information om økonomien, som samarbejdsudvalgene skal have, fik de kun, hvis ledelsen havde lyst til at give det. Som regel kunne tillidsmænd og andre, der kunne være berørte af beslutninger, læse om det i morgenpressen samme dag, som det skulle ske, hvilket for eksempel var tilfældet på udliciteringsområdet. Eksempelvis blev hjemmeplejen udliciteret og kunne læse det om morgenen i avisen, samme dag det skulle ske. Der blev en ”hulens ballade” over det også fra de faglige organisationer. Peter Brixtofte var efterfølgende godt klar over, at her var han gået over stregen. Vidnet mener, at det var derfor, hun blev bedt om bemærkninger i forbindelse med udlicitering af lønkontor mv. Ledelsen forsøgte her at overholde reglerne, men det lykkedes ikke. Rådhusets hovedsamarbejdsudvalg og det centrale samarbejdsudvalg blev ledet af Jørgen Larsen som formand. Peter Brixtofte deltog ikke i samarbejdsudvalgsmøder. Han deltog kun to gange i koordinationsudvalgets møder.
Foreholdt ”Personalepolitik fra november 1990”[84] forklarede vidnet, at personalet selv var med til at udfylde personalepolitikken. Det var ikke noget, der blev truffet beslutninger om ovenfra. Målene blev nået over en lang årrække. Det tog lang tid for medarbejderne at finde sig til rette med mere frihed i ansættelsen. Meningen var, at man fik mere frihed over for sine opgaver og skulle være mere ansvarsbevidst. Problemet var, at det gav et dårligt internt arbejdsmiljø på rådhuset, fordi friheden ikke blev fulgt op med information om, hvem der havde ansvar for hvad, hvorfor de ansatte fik rundsave på albuerne. Der var mange slagsmål mellem ledelsen og medarbejderne. Friheden kunne ikke kaperes, og lederne var dårlige til at informere deres medarbejdere. Lederne manglede selv informationer. Der blev hørt meget på gangene. En fjer blev til en stor høne. Manglende information og klare udmeldinger var et stort problem.
…Som tillidsmand i perioden 1998-2003 modtog vidnet mange klager om stress. Hun har nok fra omkring 5 fået henvendelse om problemet og hun gik selv til 10-12 andre medarbejdere. Der var dagligt murren i krogene hos stort set alle. Vidnet sad fysisk på rådhuset og så kun det, der foregik på rådhuset ikke i Produktionshuset. I en konkret sag i 1999-2000 havde en person det rigtig dårligt. Hun havde klaget til vidnet flere gange. Hun faldt til sidst om i armene på vidnet. Sagen kører forsat i Arbejdsskadestyrelsen, der ikke vil anerkende skaden som arbejdsbetinget. Det var en grim sag. Personen var ansat på borgmestergangen under Jørgen Larsen. Hun var blandt andet protokolfører og skrev de protokoller fra samarbejdsudvalgene, som kommissionen nu ikke kan finde. Hvis vidnet ikke kunne håndtere klager om stress fra ansatte, ved selv at tale med personen og tage sig af vedkommende, bragte hun klagen videre til forbundet. Vidnet henvendte sig ikke til ledelsen. Det skulle man være påpasselig med. Vidnet henvendte sig en gang til ledelsen ved Jørgen Larsen sidst i 1998. En person havde henvendt sig til hende med stress og klage over at vedkommende blev behandlet psykisk dårligt af sin chef. Vidnet husker ikke i dag, om personen herefter blev smidt ud eller flyttet mod sin vilje. Det er den eneste sag, vidnet henvendte sig til ledelsen med af frygt for en gentagelse. Nogle af cheferne kunne man godt tale med, andre ikke.
…Vidnet har ikke haft personlig kontakt med borgmester Peter Brixtofte bortset fra de 10 minutter, hun var inde, og han bad om hendes bemærkninger til udliciteringerne. Vidnet kender ikke Peter Brixtofte. De to gange vidnet har talt med Peter Brixtofte, talte han pænt til hende. Vidnet havde adgang til protokoller fra byråd og økonomiudvalg, men kun fra de åbne møder. Andet måtte personalet ikke se, fordi en person engang havde lækket noget fra et lukket møde til pressen. Når vidnet af protokollerne kunne se, at der i for eksempel økonomiudvalget blev behandlet emner, der ikke forinden havde været i SU, som de skulle, brokkede hun sig til ledelsen. Det hjalp ikke. Der var ikke noget at gøre. Vidnet har ikke haft personlig kontakt til andre byrådsmedlemmer bortset fra møderne i Koordinationsudvalget.
Vidnet eneste kendskab til økonomistyringen på rådhuset var fra regnskabet fra skatteankenævnet. Vidnet var ikke med til budgetplanlægning, således som reglerne om samarbejdsudvalg ellers foreskriver.
I juli 2002 havde mange medarbejdere en del penge til gode på grund af overarbejde i forbindelse med alle tilsynsrådssagerne. Arbejdstilsynet var indblandet i sagen. Vidnet fik sammen med borgmester Lars Carpens i økonomiudvalget forhandlet en aftale igennem om udbetaling til medarbejderne.
…Adspurgt af formanden forklarede vidnet uddybende, at der ”med den frihed som medarbejderne havde svært ved at styre selv”, skulle forstås, at de fik frihed under ansvar, men ikke samtidig kendte deres kompetencebeføjelser. Det var generelt i hele rådhuset. Lederne opførte sig heller ikke ens over for medarbejderne eller gav samme besked.”
Vidnet Karin Bek, sekretær, har forklaret:[85]
”Foreholdt ”Bogen om Peter” vedrørende Suzanne Aaholm-episoden[86] forklarede vidnet, at hun husker episoden. Peter Brixtofte var meget impulsiv. Når han fik en ide, skulle den udføres nu, han kunne ikke vente. Vidnet har ikke eksempler på lignende episoder, men vil ikke afvise at det fandt sted.
…Foreholdt ”Personalepolitik 1990”[87] forklarede vidnet, at målene ikke blev en realitet. Medarbejderne havde ikke selv mulighed for at træffe beslutninger. Der var ”en god styring fra toppen”. Vidnet opfattede klart, at Farum Kommune blev styret af borgmester Peter Brixtofte. Peter Brixtofte fulgte meget med i tingene på kommunen og sagde til, hvis der var noget, han ikke syntes om.
…Vidnet bekræftede, at hun fra 1990 og frem har arbejdet for 2 borgmestre, i en periode nærmest samtidig. Vidnet havde daglig kontakt med borgmesteren, også Flemming Oppfeldt som hun også var sekretær for. Han var flink og venlig.
…Vidnet har haft et godt samarbejde med Peter Brixtofte. Der var ingen uoverensstemmelser. Samarbejdet med Flemming Oppfeldt var også godt, men det var jo kun et kortvarigt forløb. Vidnet har overværet flere medarbejdere blive skældt ud og nedgjort af Peter Brixtofte. Vidnet husker en episode med Bente Abildstrøm angående husleje fra en gård, Lillevangsgård som kommunen havde købt, som ikke var gået ind. Bente Abildstrøm blev bebrejdet dette af Peter Brixtofte, selv om hun slet ikke havde ansvaret for det. Vidnet mener, at det var den endelige grund til, at Bente Abildstrøm rejste fra kommunen. Vidnet syntes, det var ubehageligt at være vidne til, når Peter Brixtofte skældte ud og nedgjorde vidnets kollegaer.
Grunden til at vidnet skiftede arbejdsplads til boliganvisningsområdet og kom væk fra borgmesterkontoret var, at hun følte sig dårlig behandlet af Peter Brixtofte i 1996. Først stod der lidt nedsættende i HK-bladet, at der i Farum Kommune var ansat ”bedstemødre”, forstået således, at der var så mange gamle ansatte. Det, syntes vidnet, var en meget naturlig følge af, at der gennem flere år havde været ansættelsesstop og heller ikke var ansat så mange elever. I vidnets sommerferie ringede så to ”gamle” kollegaer til hende og fortalte, at der skulle sidde en elev på borgmesterkontoret. Eleven havde selv sagt, at hun skulle sidde der som sekretær. Af de to andre sekretærer sagde den ene ja til en fratrædelsesordning. Den anden blev trods tilbud om lignende ordning. Da vidnet kom tilbage fra ferie, sagde vidnet til Peter Brixtofte, at hun var skuffet over ude i byen at skulle høre, at der var ansat en elev i borgmesterkontoret, der skulle være borgmestersekretær. Peter Brixtofte blev meget forbavset. Han kunne ikke forstå problemet. Han havde svært ved at sætte sig ind i andres følelser. Generelt når han fik en idé, kunne han ikke forstå, hvis ikke alle andre straks så det fornuftige i denne idé. Han ønskede, at vidnet skulle lære eleven op. Det ville vidnet ikke. Peter Brixtofte blev ked af det. Vidnet sagde til Peter Brixtofte, at hun ville holde op om et par år og gå på pension. Herefter fandt Peter Brixtofte og Leif Frimand Jensen ud af, at vidnet skulle have med boliganvisningsområdet at gøre, hvortil vidnet svarede, at det ville hun gerne på den betingelse, at hun ikke ville sidde på borgmesterkontoret. Peter Brixtofte forstod det ikke, men vidnet fik et andet kontor i en anden bygning og så herefter ikke meget til Peter Brixtofte.
Vidnet forklarede på spørgsmål om Peter Brixtoftes mulige alkoholforbrug, at når han kom fra frokost ude i byen, var han ikke helt ædru, men han tænkte klart alligevel. Efter vidnets vurdering har alkoholindtagelse ikke påvirket Peter Brixtoftes dømmekraft eller arbejdsindsats i perioden frem til 1996, hvor vidnet havde noget med Peter Brixtofte at gøre.
…Adspurgt af formanden uddybede vidnet sin forklaring om, at hun arbejdede for to borgmestre ”på én gang” således, at hun mente, at Peter Brixtofte gerne ville styre Flemming Oppfeldt, mens denne var borgmester.”
Vidnet Ane Liedecke, forvaltningschef, har forklaret:[88]
”Adspurgt om sin opsigelse og fratrædelsesaftale af marts 1997 forklarede vidnet, at på dette tidspunkt skulle der bruges en ny chef på kultur- og fritidsområdet. Hun blev spurgt. Af private årsager sagde hun nej til stillingen, som ville indebære flere dage om ugen med aftenarbejde. Hun blev ikke bare spurgt, om hun ville have stillingen, men blev bedt om at søge den. Der var fra kommunens side ikke forståelse for, at hun ikke var interesseret i stillingen. Man kunne godt sige nej generelt, men på det tidspunkt var det dumt at gøre det. Det var ikke sådan, at hun fik besked på at søge væk, hvis hun ikke tog stillingen. Det havde ikke noget at gøre med Peter Brixtofte. Det var mere vidnets forhold til Leif Frimand Jensen. Da der var tale om en ny stilling, som reelt ville være en degradering, som hun ikke skulle tåle, talte hun med DJØF, og resultatet blev, at hun fik en fratrædelsesgodtgørelse.
…Vidnet havde et tæt samarbejde med Peter Brixtofte. Samarbejdet var godt. Vidnet mødte stor lydhørhed. Det er hendes opfattelse, at borgmesteren havde stor respekt for faglige input. Hun lærte meget i den periode, hun var ansat i Farum Kommune.
Vidnet har ikke personligt været udsat for hånlig eller nedladende tiltale fra borgmesteren. Hun har oplevet, at andre har været udsat for det. Vidnet forklarede, at hun tror, der var stor variation i samspillet mellem borgmesteren og de enkelte ansatte.
Vidnet har periodevis oplevet, at borgmesteren havde et større alkoholforbrug i arbejdstiden. Foreholdt tidligere samstemmende forklaringer herom til kommissionen, er vidnet fuldstændig enig i, at det ikke påvirkede borgmesterens dømmekraft eller arbejdsindsats.
…Foreholdt personalepolitikken fra 1990[89] forklarede vidnet, at hun mener, at have fået en sådan udleveret ved sin ansættelse. Vidnet mener bestemt, at de formål, der er beskrevet på side 5, blev opfyldt. Der blev arbejdet bevidst omkring personalepolitikken for at nå målene. Der blev for eksempel afholdt medarbejdersamtaler, og der blev givet medarbejderne indflydelse. Hvis det for eksempel var en studentermedhjælper, der havde været sagsbehandler og udarbejdet et notat, var det medhjælperen selv, der fremlagde sagen for politikerne. Hvis der skulle diskuteres pladsanvisning, var det medarbejderen i pladsanvisningsafdelingen, der sammen med borgmesteren og vidnet holdt møde. Da vidnet selv blev ansat i 1993, blev målene omkring rekrutteringen fulgt. Tingene blev ændret efterfølgende. På det tidspunkt hvor vidnet selv fik ansvar for at ansætte folk under sig, skulle man altid forsøge at rekruttere internt først.
…Adspurgt af advokat Valentiner-Branth forklarede vidnet, at hun som forvaltningschef havde direkte reference til Peter Brixtofte. Han blev også ind imellem orienteret i enkeltsager og kunne træffe afgørelser. Han kunne således gå ind i det hele og bestemme.
Adspurgt af samme forklarede vidnet, at John Frederiksen blev holdt uden for indflydelse, efter han nægtede at lave notat om de 70 ansatte. Vidnet ved ikke, om det var naturligt, men det er i hvert fald set før i Farum Kommune. Hvis man sagde nej til en opgave på baggrund af faglige argumenter, for eksempel at det var ulovligt, at Kommunernes Revision havde udtalt sig imod det, at det ikke stemte med hensynet til borgerne osv., var det legitimt. Det var det ikke, hvis begrundelsen for at sige nej var en personlig politisk overbevisning.”
Vidnet Liz Johannessen, sekretariatschef, har forklaret:[90]
”Vidnet forklarede adspurgt om sin fratræden i september 2000 som sekretariatschef, at der forud herfor var blevet afholdt en direktionskonference på Hotel Marina i Vedbæk. Der var omkring 10 medarbejdere fra kommunen med til konferencen. De skulle blandt andet drøfte økonomi og den administrative organisation. Borgmesteren, Leif Frimand Jensen, Jørgen Larsen og Lars Bjerregaard Jensen kom lidt senere til Hotel Marina, da der vist var ministerbesøg i Farum den dag. Martin Vith var gået i gang med at fortælle om økonomien, herunder hvad der skulle indarbejdes i næste års budget. Borgmesteren blev ret sur, da han kom og så materialet, som Martin Vith havde lagt frem. Da han senere om aftenen fandt ud af, at vidnet havde fortalt nogle kollegaer, hvor konferencen geografisk skulle afholdes, blev han gal på vidnet. Vidnet følte, at det var dybt urimeligt. Hun mente ikke, at stedet for konferencens afholdelse var hemmeligt. Borgmesteren har sikkert ment, at det var illoyalt af hende, men det mener hun ikke, at det var. Konferencens 2. dag blev delvis aflyst, og en del af deltagerne blev sendt hjem. Hun ville gerne have talt med Peter Brixtofte en af de følgende dage, men han kom ikke på borgmesterkontoret. Leif Frimand Jensen optrådte i den forbindelse som bindeled mellem borgmesteren og vidnet, og han opfordrede vidnet til at finde en anden stilling i Farum Kommune.[91] Vidnet forklarede, at hun arbejdede ”120 %”, det vil sige meget mere end de 37 timer om ugen. Det skulle man for borgmesteren. Vidnet var måske efterhånden ”lidt slidt”, hvorfor borgmesteren nok har ment, at vidnet ikke levede op til hans forventninger/krav arbejdsmæssigt. Så søgte vidnet en anden stilling.
…Samarbejdet var normalt rigtigt godt med borgmesteren. Hvis man arbejdede 110 % og stod til rådighed for borgmesteren, var forholdet rigtig godt. Borgmesteren var en meget aktiv politiker også på Christiansborg, så vidnet havde også en del kontakt med Peter Brixtoftes sekretær Vibeke Mathisen på Christiansborg. Vidnet har ikke været ude for, at borgmesteren har talt hånligt eller nedladende til hende bortset fra episoden på Hotel Marina. Hun husker ikke konkrete tilfælde, hvor han har talt hånligt/nedladende til andre, men Peter Brixtofte kunne godt blive rigtig gal.
Adspurgt om borgmesterens alkoholforbrug i arbejdstiden har påvirket hans dømmekraft og arbejdsindsats, forklarede vidnet, at de gange hun har været sammen med borgmesteren, hvor han har drukket alkohol, har det ikke påvirket hans arbejdsindsats eller dømmekraft.
Foreholdt Personalepolitikken fra 1990[92] oplyste vidnet, at hun mener, at der også findes en personalepolitik fra 1994, som er den gældende. Vidnet vil fremskaffe den og fremsende den til kommissionen. Vidnet forklarede om personalepolitikken, at når man kom med nye ideer til opgaveløsning, værdsatte borgmesteren det meget. Medarbejderne havde et stort kompetenceniveau ude i forvaltningerne helt tilbage fra 1990 og meget af beslutningskompetencen lå ude i forvaltningerne. I den tid vidnet har været i Farum Kommune, synes vidnet, at det er en god og også hård arbejdsplads, og det mener hun også, at andre medarbejdere syntes. Vidnet havde ikke noget med rekruttering af nye medarbejdere at gøre.
…”
Vidnet Klaus Elbæk-Jørgensen, juridisk konsulent, har forklaret:[93]
”Vidnet havde ikke daglig eller jævnlig kontakt med borgmesteren. Kontakten var afhængig af, hvilke sager vidnet behandlede. Hvis vidnet var involveret i en bestemt sag, borgmesteren også var involveret i, kunne vidnet godt have daglig kontakt med borgmesteren. Det var for eksempel tilfældet, da kommunen førte retssag mod tilsynsrådet. Forholdet til borgmesteren var uden forbehold godt. Vidnet har ikke hørt hånlige eller nedsættende bemærkninger fra borgmesteren hverken til eller om vidnet.”
Vidnet Alice Wilquin, tillidsmand, har forklaret:[94]
”Rådhusets hovedsamarbejdsudvalg havde møde en gang om måneden. Det centrale samarbejdsudvalg havde møde en gang i kvartalet. Det lokale samarbejdsudvalg havde nok møde en gang om måneden. Møderne var formaliseret med indkaldelse og en dagsorden, der blev udsendt 14 dage før mødet. Formaliteterne blev overholdt. Der blev udarbejdet en protokol. Sekretær Kirsten Feder skrev beslutningsprotokollerne. Efter Kirsten Feder gik på pension var det muligvis Susanne Christiansen, der skrev protokollen. Det var i hvert fald en fra borgmestergangen. Kommunaldirektøren var formand i rådhusets hovedsamarbejdsudvalg og det centrale samarbejdsudvalg. Hun mener, det i hele perioden var Leif Frimand Jensen, der var formand. De fik på møderne information fra ledelsen om, hvad der foregik i kommunen. I forbindelse med strukturændringerne blev de informeret, når beslutningerne var truffet. Hun husker ikke, at der var diskussioner i samarbejdsudvalgene, inden beslutningerne blev truffet, de blev bare præsenteret for den endelige beslutning.
Foreholdt Bente Abildstrøms forklaring til kommissionen[95] forklarede vidnet, at det er korrekt, at der omkring organisationsændringerne var megen utryghed og mange forflyttelser. Det var ikke rart at vide, at man sad i en afviklingsstilling. Indbyrdes havde kollegaerne det godt. De havde en ”fælles fjende”, det var ledelsen, som de ikke havde det godt med.
…Foreholdt Personalepolitikken fra november 1990[96] forklarede vidnet, at målene som helhed ikke blev nået. Medarbejderne traf ganske vist en del beslutninger selv, og kommunen gav også de ansatte efteruddannelse, og til tider var der endda rigtig mange penge til efteruddannelse, men som helhed betragtet blev målene slet ikke nået.”
Vidnet Mogens Norup Thomsen, teknisk direktør, har forklaret:[97]
”I maj 1997 blev vidnet syg af stress og blev sygemeldt i 14 dage. Planchef Niels Erik Olsen fik besked på at passe vidnets arbejdsområde, imens vidnet, som borgmesteren udtrykte det, ”tilsyneladende var syg”. Vidnet opfattede dette, som at borgmesteren ikke troede på hans sygdom. Borgmesterens udtryk er refereret af andre for vidnet. Da vidnet havde været hjemme 3-4 dage, fik han en opringning om, at Niels Erik Olsen var faldet død om i sin stol på rådhuset. Efter denne meddelelse gik vidnet til lægen og fik en ny sygemelding på yderligere 4 uger. I de 4 uger tog vidnet i samråd med familien en beslutning om, at inden året 1997 var omme, ville han finde et andet arbejde.”
Vidnet Mogens Beier, juridisk konsulent, har forklaret:[98]
”Den 29. september 1999 skrev vidnet et brev til Peter Brixtofte om et par konkrete forhold, som han ikke ville stå model til.
En af grundene til, at han skrev brevet, var, at han havde en medarbejder Lene Siercke i praktik. Hun skulle arbejde i kommunen et halvt år ad gangen. Da perioden udløb, bad vidnet om en fastansættelse af hende, fordi hun var dygtig, og han havde brug for hendes arbejdskraft, men han fik afslag med den begrundelse, at hele den tekniske afdeling skulle udliciteres. Det var i slutningen af sommeren 1999. Det var svært at slå igennem på borgmesterkontoret, og vidnet syntes også, at det var svært at holde borgmesterkontoret fast på de gældende regler.
En anden grund til brevet var, at en privat erhvervsmand, Engelbrecht, købte et stykke jord i Bregnerød. Det er ham, som også ejer Bistrup planteskole og omtales som ”Den unge gartner”. Han havde købt det af en landsmandsenke. Den gamle dame havde ønsket sin grund udstykket og solgt til parcelhusgrunde, men fik afslag fra kommunen gang på gang. Begrundelsen var blandt andet, at jorden lå i landzone. Vidnet havde ikke været med til at give afslag, men vidste at afslagene var givet. Engelbrecht købte jorden til landbrugsjords-pris, og herefter var der en borgmesterbeslutning om at godkende udstykningen til boliger. Det var Jørn Frederiksen, der som ”stik-i-rend-dreng” for Peter Brixtofte sagde til vidnet, at der skulle laves en ny lokalplan nu, og at jorden skulle udstykkes og bebygges med parcelhuse. Det var en ren og skær borgmesterbeslutning. Sagen var meget kompliceret. Der blev lavet en lokalplan. På det tidspunkt var Susanne Kock holdt op. Vidnet meddelte i brevet til borgmesteren, at han ikke kunne tage ansvaret for planafdelingen, når der var sådanne sager, der ”lugtede” langt væk. Det var vidnets klare personlige opfattelse, at der var en aftale mellem Peter Brixtofte og Engelbrecht, der var en stor sponsor i Farum Boldklub. Denne opfattelse byggede på, at de bagvedliggende omstændigheder gjorde, at det lignede noget, der var aftalt om, at man kunne ”fikse” det med lokalplanen, når Verner Engelbrecht havde købt jorden. Hvorfor havde den gamle dame ellers ikke kunnet få udstykket sin jord?
Endelig var der udliciteringen til Rambøll, der skulle styre alle byggesagerne og lave alle planer. Herefter mente vidnet, at hvis han som chef for en afdeling ikke havde noget at skulle sige længere, ville han ikke være chef. Han fralagde sig derfor i brevet til Peter Brixtofte sit ansvar som planchef.
Adspurgt af kommissionen lovede vidnet at fremsende kopi af det brev, han sendte til borgmesteren.[99]
Efter den tid blev vidnet ”lagt på is”. Fra at have deltaget i møder og planlægning fik han nu ”fred og ro til at passe sine opgaver” og tid til at pleje social omgang i afdelingen. Han havde i brevet lagt op til en samtale med Peter Brixtofte, men der kom ingen direkte reaktion fra denne, bortset fra at vidnet kunne mærke, at han blev ”skubbet ud” arbejds- og opgavemæssigt. Leif Frimand Jensen tilkendegav over for vidnet, at Peter Brixtofte havde læst og respekterede brevet.
…I oktober 2004 gik han på efterløn, en beslutning han tog dels på grund af sin alder, og dels på grund af den senere ”hurlumhej”, der var i kommunen.
…… I oktober 2001 kom vidnets afdeling tilbage på rådhuset, og Erik B. Frandsen blev på det tidspunkt chef også for vidnets afdeling, plan og byg. På intet tidspunkt blev der skrevet noget ned om, at vidnet ikke længere havde chefansvar, men han var ligeglad. Han fik samme løn som hidtil. Det var bare en de facto udvikling.”
Vidnet Vita Hansen, sekretær, har forklaret:[100]
”… Det er rigtigt, at borgmesteren fortsat holdt flere møder uden for rådhuset i 2001.
Foreholdt Sidse Ægidius’ forklaring[101] forklarede vidnet, at det er korrekt, at Peter Brixtofte på det tidspunkt oftest arbejdede fra et lokale på Farum Park, nok fordi det var mere hyggelige lokaler. Derfor tog vidnet typisk om formiddagen 2-3 gange om ugen til Farum Park med post og gennemgik den med Peter Brixtofte.
Da det først var blevet en rutine, mener vidnet ikke, det betød noget for borgmesterens virke, at man skulle køre til Farum Park. Vidnet ved ikke, hvorfor Sidse Ægidius ikke fik svar. Det var noget Leif Frimand Jensen stod for. …”
Vidnet Mona Egebjerg, organisationsdirektør, har forklaret:[102]
”Som leder af byrådssekretariatet var vidnet med til alle byråds- og økonomiudvalgsmøder. Karsten Ole Knudsen var øverste leder, men hun trådte til, når han ikke var til stede. Samarbejdet med - på det tidspunkt - Lars Carpens og den øverste embedsmandsledelse var godt og tillidsfuldt, men jo længere man kom ud i rækkerne, jo mindre tillid var der fra byrådsmedlemmernes side. Nogle af byrådsmedlemmerne ytrede sig til pressen om, at der var nogle ting i kommunen, der ikke gik godt, og signalerede, at det var embedsmændenes skyld, og nævnte tilmed nogle embedsmænd ved navns nævnelse. Det var meget ubehageligt. Det dårlige klima mellem embedsværket og byrådet medførte, at de som embedsmænd overvejede at trække sig, hvis det det ikke blev bedre. Det gjaldt også vidnet. Samarbejdet med Karsten Ole Knudsen var godt hele vejen igennem. Vidnet og han kendte hinandens styrker og svagheder.”
Vidnet Bent Nedergård, tillidsmand, har afgivet en skriftlig redegørelse efter § 9, stk. 2, i lov om undersøgelseskommissioner. Vidnet var beskæftiget som medarbejder i bogholderiet, senere indkøbsafdelingen frem til pensionering 30. november 1995. Han var medlem af rådhusets hovedsamarbejdsudvalg 1976/77-1995 og koordinationsudvalget i 1994-1995 samt HK-tillidsrepræsentant 1991-1995. Det fremgår af besvarelsen i øvrigt:[103] ”
Spørgsmål 3: Arbejdet i samarbejdsudvalget og som tillidsrepræsentant.[104]
Punkt 1.
Der blev afholdt møder efter aftale mellem hovedsamarbejdsudvalgets formand og næstformand, og information om sagerne fik medarbejderrepræsentanterne gennem dagsordnerne og på selve møderne.Antallet og hyppigheden af møderne kan ikke genkaldes, men jeg mener, at der blev holdt møder i det omfang, dette var ønsket.
Punkt 2.
Information vedrørende nedskæringer skete ret ofte - først gennem pressen, men ellers på samarbejdsudvalgsmøderne, hvor vi hele tiden af borgmesteren, når han deltog og ellers af den ordførende direktør Leif Frimand, fik at vide, at målet var, at Farum Kommune skulle være den billigste kommune i landet, hvorfor reducering af personalet var nødvendig. Med hensyn til omstrukturering og rokering var informationsniveauet efter min mening meget ringe.Punkt 3.
Da der var en tryghedsaftale, var der ingen afskedigelsessager, og med hensyn til omstrukturering og rokering, drejede det sig hovedsageligt om underretning om det, ledelsen havde besluttet. Da nedskæringer i stor udstrækning ramte HK-medarbejdere, måtte jeg gang på gang i samarbejdsudvalget protestere mod, at mine kolleger blev overbebyrdet med arbejde. Det blev jeg ikke populær på.Punkt 4.
Ledelsens modtagelse af spørgsmål og kritik var altid særdeles dårlig. Efter min mening var ledelsen bedøvende ligeglade med vores protester, selv om vi gentog protesterne.Punkt 5.
Hovedsamarbejdsudvalget havde kontakt med borgmesteren, når han deltog i udvalgsmøder. Der var kun kontakt til byrådsmedlemmerne gennem koordinationsudvalget.Spørgsmål 4: Arbejdsklima og personaleforhold.[105]
Punkt 1.
Som medlem af hovedsamarbejdsudvalget var jeg allerede i 1990 bekendt med følgerne af den voldsomme reduktion af det administrative personale, så jeg var forberedt, da jeg i 1991 tiltrådte som tillidsrepræsentant for HK-erne. Gennem samtaler med mange medarbejdere blev jeg klar over, at mange på grund af den store arbejdsbyrde var tvunget til at slække meget på kvaliteten af det arbejde, de udførte, og det var der mange, der havde det dårligt med.Det gjorde det ikke bedre, at borgmesteren fortsatte med at tale om yderligere personalenedskæringer. Da arbejdsbyrden var meget ulige fordelt, blev forholdet medarbejderne imellem forringet ret meget. Mellemlederne gjorde tilsyneladende intet for at ændre på dette forhold. Dermed øgedes kløften mellem medarbejdere og ledere. Forholdet til den administrative ledelse var dårligt, da ledelsen efter medarbejdernes mening ikke i tilstrækkeligt omfang gjorde borgmesteren opmærksom på følgerne af den fortsatte personalereduktion.
Kontakten til borgmesteren skete kun ved hovedsamarbejdsudvalgets møder. I alle personalesager skete kontakten til ledelsen gennem personalechefen, Steen Ballegaard, som var ret forstående over for medarbejdernes problemer.
Punkt 2.
Med hensyn til Arbejdstilsynets undersøgelse i 1994-1995 så var det hovedsagelig sikkerhedsudvalget, der tog sig af dette, men hovedsamarbejdsudvalget blev løbende orienteret om sikkerhedsudvalgets arbejde. Jeg var kun lidt involveret i Arbejdstilsynets undersøgelse, da jeg ikke rent tjenstligt havde ret megen føling med forholdene i de berørte afdelinger, men de mange henvendelser fra medarbejderne til mig om det meget store arbejdspres, gjorde det klart for mig, at det psykiske arbejdsmiljø langt fra var i orden. En meget stor del af problemerne skyldtes de fortsatte personalenedskæringer, og da borgmesteren ikke ville ændre sin beslutning om fortsat reducering af antallet af ansatte på rådhuset, var det ikke muligt at rette op på det psykiske arbejdsmiljø.Herudover kan jeg ikke udtale mig om, hvorvidt der blev fulgt op på vejledningen fra Arbejdstilsynet.
Punkt 3.
Jeg har med al ønskelig tydelighed erfaret, at mange medarbejdere var meget stressede på grund af det store arbejdspres og mellemledernes manglende forståelse for problemerne.For mit eget vedkommende opstod der en ubehagelig og presset situation omkring det tidspunkt, hvor man ønskede at få mig pensioneret.
Punkt 4.
Jeg mener ikke, at borgmesteren har talt hånligt eller nedladende til medarbejderne.Jeg har heller ikke erindring om, hvorvidt andre har gjort det.
Punkt 5.
Over for mig har mange medarbejdere udtrykt kritik af ledelsesstilen, men af frygt for repressalier turde kollegerne kun sige det til mig, og det hindrede mig i stor udstrækning i at gøre ret meget ved sagen. Jeg kunne tydeligt mærke, at den grimme ”Ulla Andersen-sag” havde gjort mine kolleger bange.”
Vidnet Jørgen Larsen, socialchef og administrerende direktør, har forklaret:[106]
”I 1994 interesserede Arbejdstilsynet sig for Farum Kommune. Vidnet var ikke i direkte kontakt med Arbejdstilsynet eller tillidsmændene i den anledning. Det var formentlig Frimand, der havde den kontakt. Alle var dog involveret i overvejelserne om, hvor vidt noget kunne gøres anderledes for at modvirke stress og arbejdsnedslidning. Arbejdet i kommunen skulle organiseres mere effektivt. Arbejdstilsynet havde blandt andet dialog med fællestillidsmanden Bent Nedergaard. Forespurgt om problemerne blev løst i forbindelse med Arbejdstilsynets henvendelse, forklarede vidnet, at der blev løst mange problemer hen ad vejen. Problemerne må vel være løst, da Arbejdstilsynet aldrig igen kom på banen over for kommunen. Da vidnet senere omkring 1999 var formand for det centrale samarbejdsudvalg, blev der aldrig drøftet problemer på det niveau, der havde været i 1994.”
Vidnet Kaj Nielsen, cand. psych., tilsynsførende i Arbejdstilsynet, har om forløbet i 1994-1995 forklaret bl.a.:[107]
”… Det er normalt, at ledelsen deltager i møder, når Arbejdstilsynet er til stede. Den undersøgelse, der blev foretaget i kommunen, var ikke ”almindelig”, særligt fordi Arbejdstilsynet ikke havde lov at tale med medarbejderne under gruppesamtaler. Vidnet var opmærksom på, at det kunne have betydning for, hvad der blev svaret, at socialchefen gik med rundt. Det var vidnets opfattelse, at folk udtalte sig frit. Der var lagt op til, at man kunne bede om en samtale i enrum med Arbejdstilsynet, hvis man ønskede det. En person ønskede og fik lov til det. Vidnet mener ikke, at der var nogen medarbejdere, der ikke sagde, hvad de mente.
…På det tidspunkt havde Arbejdstilsynet kendskab til flere kommuner, der faktisk havde problemer med det psykiske arbejdsmiljø. Symptomerne, som Arbejdstilsynet blev præsenteret for inden undersøgelsen i Farum Kommune, lød meget voldsomme, men efter undersøgelsen og medarbejdernes beskrivelse af forholdene i forbindelse med observering af dem, kunne der ikke påvises voldsomme problemer. Arbejdstilsynets opgave er at se på arbejdsopgaverne i forhold til de ressourcer, medarbejderne har til at løse disse, og se om der er en fornuftig sammenhæng.
Der blev foretaget nedskæringer i Farum Kommunen på det tidspunkt, og det kan være at dette sammenholdt med den enkeltes usikkerhed om eget fremtidige job kan have forårsaget en del af de voldsomme symptomer, som Arbejdstilsynet havde fået beskrevet, men Arbejdstilsynet var begrænset til at vurdere arbejdsvilkårene for arbejdets udførelse, jf. arbejdsmiljølovens § 38, og her skønnede Arbejdstilsynet, at der var balance mellem de opgaver, der blev stillet, og de ressourcer der var til stede. Der var foretaget nedskæringer, men samtidig var der også skåret ned på opgavemængden, og der var anvist nye måder at løse opgaverne på.
…[I forhold til andre kommuner skilte] Farum Kommune sig ikke sig specielt ud, hverken positivt eller negativt. Man stod midt i en omstillingsproces, som man forsøgte at håndtere på en rimelig måde.”
Vidnet Vita Hansen, sekretær, har forklaret:[108]
”Foreholdt udkast til brev fra Arbejdstilsynet af 2. januar 2003[109] forklarede vidnet, at hun var enig i beskrivelsen af arbejdspresset. Der var i 2002 meget pres på forvaltningen fra pressen og fra tilsynsmyndighederne, der var aktindsigtssagerne, og der var i det hele taget meget fart på i kommunen. Også tilbage i 2001 var det et meget travlt sted at være, så en arbejdsuge på 37 timer fandtes ikke.”
Vidnet Lars Carpens, borgmester, har forklaret:[110]
”Vidnet bad Arbejdstilsynet om at komme og vurdere arbejdssituationen i kommunen, og de kom med en udtalelse/trussel om at lukke arbejdspladsen på grund af arbejdsbelastningen, hvis ikke man kunne opnå forståelse med tilsynsrådet om rimelige vilkår.”
Der henvises herudover til vidnet Bent Nedergårds skriftlige redegørelse ovenfor i afsnit 7.2.7.1. under spørgsmål 4, punkt 2, samt vidneforklaringer i bind 4, kapitel 6.
Peter Brixtofte har i sin skriftlige redegørelse, jf. beretningens bilag 2.2, kommenteret bl.a. forklaring afgivet af Bente Abildstrøm (side 2-3), Karin Bek (side 4-5), Kaj Nielsen (side 7), Mogens Norup Thomsen (side 7-9) og Mogens Beier (side 23-24).
Den rejste kritik vedrørende ansættelsestryghed og psykisk arbejdsmiljø i første del af undersøgelsesperioden er - bortses fra Ulla Andersens personalesag - ikke underbygget af det fremkomne i personalesagerne og det øvrige skriftlige materiale. Kritikken er kun i en vis grad underbygget af vidneudsagn.
Om ledelsesstilen i kommunen i første del af undersøgelsesperioden har Bent Nedergård, der var tillidsmand, i sin redegørelse svaret, at mange medarbejdere over for ham udtrykte ”kritik af ledelsesstilen, men af frygt for repressalier turde kollegerne kun sige det til mig, og det hindrede mig i stor udstrækning i at gøre ret meget ved sagen. Jeg kunne tydeligt mærke, at den grimme ”Ulla Andersen-sag” havde gjort mine kolleger bange.”
I modsat retning taler navnlig Arbejdstilsynets ”målrettede inspektion” sammenholdt med psykolog Kai Nielsens forklaring om, at Farum Kommune i forhold til andre kommuner ikke skilte ”sig specielt ud, hverken positivt eller negativt. Man stod midt i en omstillingsproces, som man forsøgte at håndtere på en rimelig måde.” Det var vidnets opfattelse, at folk havde udtalt sig frit og havde sagt, hvad de mente. Man kunne bede om en samtale i enrum med Arbejdstilsynet, hvilket en medarbejder benyttede sig af.
Det har været kommunens erklærede politiske mål at skære ned på personalet, hvilket i sig selv vil kunne være en psykisk belastning for medarbejderne. Kommunen har navnlig gennem den beskrevne tryghedsaftale og aftrædelsesordninger søgt at dæmme op for personalets potentielle betænkeligheder ved nedskæringer.
Kritik af arbejdsmiljøet generelt efter Farum-sagens opkomst er underbygget med bl.a. Arbejdstilsynets undersøgelse af byrådssekretariatet. Den organisation, kommunen stod med i 2002, havde temmelig åbenbart ikke ressourcer til at håndtere de problemer, der søgtes afdækket efter Farum-sagens opkomst.
Særligt om den rejste kritik vedrørende borgmester Peter Brixtoftes alkoholforbrug bemærkes, at det efter de afgivne forklaringer bevismæssigt må lægges til grund, at borgmesteren har været i stand til at varetage hvervet som borgmester. Set både i forhold til kommunens alkoholpolitik for medarbejderne og den almindelige opfattelse er alkoholforbrug under varetagelsen af et offentligt hverv - ud over ved repræsentation og ved særlige lejligheder - ikke acceptabel, jf. også bind 11, kapitel 17.14. Det lægges da også til grund, at borgmesteren i forbindelse med sin tilbagevenden som borgmester i februar 2002 tilkendegav: ”Jeg har taget kritikken af mit alkoholforbrug til efterretning og vil for fremtiden ikke nyde alkohol i arbejdstiden.”[111]
Det må bevismæssigt lægges til grund, at borgmesterens adfærd i form af omgangstone og personalemæssige dispositioner i forhold til flere ledende medarbejdere tæt på borgmesteren og i nogen grad herudover er gået ud over, hvad der kan anses for sædvanlig god personaleledelse, og at han derved har påvirket det psykiske arbejdsmiljø for disse medarbejdere, jf. udsagn fra Bente Abildstrøm[112], Liz Johannessen[113], Mogens Norup[114], Mogens Beier[115] og Sidse Ægidius[116], samt udsagn fra Carsten Lehrmann, Jørn Frederiksen og Jørgen Lindhardt gengivet i afsnit 7.4. Se om emnet også Bent Nedergaard og Ane Liedeckes udsagn.[117]
Kommissionen har ikke i øvrigt grundlag for at vurdere kritikken - eller anledning til at udtale sig om, hvorvidt borgmesterens alkoholforbrug eller personlige adfærd har haft betydning for borgmesterens virke som chef for kommunens personale eller embedshandlinger i øvrigt.
Kritikken har vedrørt spørgsmål om overholdelse af pligten til bl.a. at opnå godkendelse af løn- og andre ansættelsesvilkår hos Kommunernes Lønningsnævn og i øvrigt den enkelte kommunes rolle set i forhold til KL’s lønudvalg.
KL’s lønudvalg træffer i almindelighed på medlemskommunernes vegne bindende aftaler og beslutninger for de enkelte kommuner vedrørende løn- og ansættelsesvilkår. Det gælder både for de generelle vilkår og i konkrete personalesager. Lønudvalget er også bindeleddet i korrespondancen mellem kommunerne og Kommunernes Lønningsnævn.[118]
Efter styrelseslovens § 67 skal bestemmelser om løn- og øvrige ansættelsesforhold for personale i kommunal tjeneste godkendes af Kommunernes Lønningsnævn.
Lønningsnævnet er en offentlig myndighed. Godkendelsesbeføjelsen gælder over for samtlige kommuner, uanset om de er medlemmer af KL.
Kommunalbestyrelsen har den primære kompetence til at fastsætte løn- og ansættelsesvilkår for sine ansatte. Lønningsnævnet tager stilling til, om de trufne bestemmelser skal godkendes eller nægtes godkendt. Lovens fastsættelse af kompetence til lønningsnævnet og ministerens udpegning af medlemmerne af nævnet er en udvidelse af statens tilsynsbeføjelse fastsat i overensstemmelse med grundlovens § 82.
Lønningsnævnet kan ikke selv optræde som arbejdsgiverpart, men har alene den funktion at sikre en betryggende varetagelse af kommunernes fælles interesser og en vis koordinering af lønudviklingen på det kommunale og statslige område.
Reglerne om Lønningsnævnets sammensætning og virksomhed er fastsat i bekendtgørelse om Kommunernes Lønningsnævn.
Løn- og ansættelsesforhold er et af de få områder inden for kommunalretten, der stadig er underlagt krav om forudgående godkendelse (approbation). Det drejer sig om såvel generelle regler om løn- og ansættelsesvilkår for en eller flere stillingstyper som løn- og ansættelsesvilkår for en enkelt stilling.
Manglende godkendelse af løn- og ansættelsesvilkår for kommunalt ansatte vil ofte medføre, at sådanne vilkår anses for ugyldige. Revisionen og det kommunale tilsyn påser, om løn- og ansættelsesvilkår er godkendt af lønningsnævnet.
Efter bekendtgørelsens § 4 kan der for kommunalt ansat personale ikke fastsættes løn- og ansættelsesvilkår, der ikke har hjemmel i de af Lønningsnævnet godkendte bestemmelser, retningslinjer, overenskomster eller andre regler. Der kan tillades undtagelse fra krav om godkendelse, hvis det af tilsynsmæssige grunde synes ubetænkeligt. Dette gælder dog ikke stillinger som kommunaldirektør eller forvaltningschef. I praksis er lønfastsættelsen i meget vidt omfang uddelegeret ud fra retningslinjer om løntilsynet med enkeltstillinger.
Bestemmelsen om, at løn- og ansættelsesforholdet for de ansatte i kommunerne skal godkendes, enten konkret eller ved en godkendelse af generelle overenskomster, er begrundet i hensynet til, at der ikke skal være en konkurrence mellem kommunerne om de ansatte, hvor ”rige” kommuner ved at hæve lønniveauet skulle kunne tiltrække mere kvalificeret arbejdskraft, end mindre velstillede kommuner ville være i stand til.
Kommunernes Lønningsnævn godkender klassificeringer af enkeltstillinger, hvor den lønmæssige placering ikke på forhånd er entydigt fastsat i overenskomst eller aftale.[119]
Kommunernes Lønningsnævn har over for kommissionen oplyst, at der i undersøgelsesperioden er behandlet 5 sager vedrørende Farum Kommune. Herudover har nævnssekretariatet været involveret i besvarelsen af et spørgsmål fra et folketingsmedlem til indenrigs- og sundhedsministeren.[120]
”Det drejer sig om følgende sager:
- Klassificering af 2 nyoprettede forvaltningschefstillinger fra 1. januar 1992 i forbindelse med omstrukturering.
- Klassificering af 3 forvaltningschefstillinger fra 1. november 1992 i forbindelse med omstrukturering.
- Aftale mellem Farum Kommune og Jydsk Rengøring A/S vedrørende bl.a. aflønning mv. af medarbejdere, der er overført til Jydsk Rengøring A/S.
- Revisionssag vedrørende aflønning af projektledere [i Jydsk Rengøring A/S].
- Farum Kommune som aftalepart (udmeldt af KL).
- Forespørgsel vedrørende lederen af Produktionshuset.”
Ad A og B: Klassificering af forvaltningschefstillinger fra 1. januar 1992 i forbindelse med omstrukturering.
Klassificeringerne blev godkendt af Lønningsnævnet efter forelæggelse fra KL med anbefaling.
Ad C: Revisionssag vedrørende aflønning af projektledere i Jydsk Rengøring A/S.
Tilsynsrådet havde anmodet nævnet om[121]
”… en vejledende udtalelse vedrørende lovligheden - set i relation til de gældende overenskomster - af nogle aftaler om medarbejdernes retsstilling, som er indeholdt i en kontrakt mellem Farum Byråd og Jydsk Rengøring A/S om renholdelse og vintervedligeholdelse af veje, stier og parkeringspladser samt om vedligeholdelse af grønne områder.
…I denne anledning skal Kommunernes Lønningsnævn udtale, at Nævnets kompetence omfatter godkendelse af bestemmelser om løn- og øvrige ansættelsesforhold for personale i kommunal tjeneste, jf. kommunestyrelseslovens § 67. Det falder således uden for Lønningsnævnets kompetence at tage stilling til løn- og ansættelsesvilkår for medarbejdere, som er beskæftiget hos virksomheder, med hvilke kommuner indgår entreprisekontrakter.
…”
Ad D: Revisionssag vedrørende aflønning af projektledere i Produktionshuset.[122]
”…
Revisionens bemærkninger vedrører aflønningen af projektledere (holdledere) i Produktionshuset i Farum Kommune.
Revisionen anfører, at der pr. 1. april 1991 er indgået en aftale mellem Farum Kommune og SiD Birkerød/Farum om ansatte i Produktionshuset. Revisionen henleder i denne forbindelse opmærksomheden på de gældende regler om løntilsyn med enkelt stillinger og nævner, at det heraf fremgår, at stillinger, hvis aflønning er fastsat i overenskomster, aftaler og klassificeringsregler, og som med en helt speciel begrundelse uden forbrug af puljen til lokalløn ønskes aflønnet med anden løn end den i reglerne fastsatte, skal forelægges Kommunernes Lønningsnævn til godkendelse.
Den særlige aflønning af projektledere har ikke været forelagt Lønningsnævnet til godkendelse.
…Kommunernes Landsforening oplyser, at Farum Kommune har skønnet, at de i alt 5 projektlederstillinger (holdledere) ved Produktionshuset ikke har været omfattet af en mellem Kommunernes Landsforening og de forhandlingsberettigede organisationer indgået overenskomst. På denne baggrund har kommunen med hjemmel i reglerne om det lempede løntilsyn efter Kommunernes Landsforenings administrative information nr. 2109 af 19. juni 1990 aftalt stillingernes lønvilkår med en forhandlingsberettiget personaleorganisation.
Kommunernes Landsforening oplyser, at Farum Kommune nu som følge af tilsynsrådssagen og de i tilknytning hertil af Kommunernes Landsforening givne oplysninger har vurderet den aftalte aflønning af de pågældende på ny. Farum Byråd har derfor meddelt, at byrådet for sit vedkommende ikke er uenig i, at den lokale aflønningsaftale for så vidt angår aflønningen af projektledere rettelig burde være forelagt Kommunernes Lønningsnævn til godkendelse. Som konsekvens heraf har Farum Byråd opsagt aflønningsaftalen. De lokale aftaleparter har efterfølgende bekræftet aftalens bortfald med udgangen af marts 1993.
Kommunernes Landsforening har herefter på baggrund af det således passerede anmodet Kommunernes Lønningsnævn om efter omstændighederne at godkende de lokalt aftalte aflønningsvilkår for projektledere (holdledere) for tiden 1. april 1991 og indtil 31. marts 1993.
…Kommunernes Lønningsnævn har den 11. februar 1994 efter omstændighederne godkendt, at aflønningen af projektlederne i perioden 1. april 1991 til 31. marts 1993 har fundet sted efter den mellem Farum Kommune og SiD lokalt indgåede aftale.
Til grund for godkendelsen ligger, at Lønningsnævnet tidligere - ved behandlingen af revisionssager, hvor der i en periode uretmæssigt er blevet udbetalt for meget i løn i forhold til de gældende regler - efter omstændighederne efterfølgende har godkendt de stedfundne betalinger, når de har fundet sted på basis af ikke bevidste fejl.”
Ad E. Farum Kommune som aftalepart (udmeldt af KL).
Efter Farum Kommunes udmeldelse af KL med virkning fra 1. januar 2002 fandt Kommunernes Lønningsnævn det nødvendigt at rette henvendelse til kommunen om de gældende regler. KL var således ikke det sædvanlige mellemled ved forelæggelse af sager til godkendelse i nævnet.
Lønningsnævnet havde fra KL modtaget et notat af 21. november 2001 ”Farum Kommunes udmeldelse af KL - mulige konsekvenser på overenskomst- og aftaleområdet”, hvori det bl.a. hedder:[123]
”Ad 8. Forholdet til Kommunernes Lønningsnævn
Antallet af sager, der skal forelægges Lønningsnævnet, er kraftigt reduceret som følge af udlægningen af løntilsynet. Det betyder måske, at Farum Kommune ikke eller i hvert fald kun som den rene undtagelse vil have behov for at forelægge konkrete sager for Lønningsnævnet. Men det generelle udgangspunkt vil i kraft af bekendtgørelsen om Lønningsnævnet være, at alle generelle regler, tjenestemandsaftaler og kollektive overenskomster og i princippet også konkrete sager om aflønning af avancementstillinger skal forelægges Lønningsnævnet. Tiltrædelsesoverenskomster/aftaler til KL’s overenskomster/aftaler skal forelægges Lønningsnævnet, med mindre kommunen får en godkendelse til at indgå tiltrædelsesoverenskomster uden efterfølgende forelæggelse for Kommunernes Lønningsnævn. Det vil naturligvis være en opgave for kommunens revision som i alle andre kommuner at påse, at kommunens overenskomster og aftaler og hele løn- og personaleadministrationen er lovlig herunder i overensstemmelse med Lønningsnævnets godkendelser.
…”
Efter internt notat af 26. november 2001 i Lønningsnævnet havde sekretariatschef Jens Ove Dall den 22. november 2001 et møde med kommunens personalechef Lars Møller Hansen. Det hedder bl.a.:[124]
”Kommunen har ikke overvejelser angående “smarte” løsninger på personaleområdet. Der stiles mod tiltrædelsesoverenskomster. Desuden er der et ønske om en personalepolitisk aftale.”
Konsekvenserne af Farum Kommunes udmeldelse blev behandlet på sekretariatsrådsmøde den 4. december 2001 og lønningsnævnsmøde den 14. december 2001.[125]
Lønningsnævnet skrev den 21. december 2001 således til kommunen:[126]
”Kommunernes Lønningsnævn er af KL blevet orienteret om, at Farum Kommune er udmeldt af landsforeningen med virkning fra 1. januar 2002. Det er oplyst, at Farum Kommunes bemyndigelse til KL til med bindende virkning at indgå overenskomster og andre aftaler eller fastsætte generelle bestemmelser om løn- og øvrige ansættelsesforhold for det kommunalt ansatte personale samtidig bortfalder.
Reglerne om Lønningsnævnets tilsyn findes i den kommunale styrelseslovs § 67 og i bekendtgørelsen om Kommunernes Lønningsnævn. Sager vedrørende Farum Kommune har hidtil efter bestemmelsen i bekendtgørelsens § 5 skullet forelægges for Nævnet af KL. Der er nu taget initiativ til, at sager vedrørende Farum Kommune i stedet skal kunne forelægges af Nævnets formand. Den ændrede fremgangsmåde forventes gennemført i begyndelsen af 2002.
Angående udøvelsen af løntilsynet har udmeldelsen af KL især betydning i følgende henseender:
- De bemyndigelser, der af Lønningsnævnet er givet til de kommunale sammenslutninger, vil ikke umiddelbart være gældende for Farum Kommune.
- I relation til overenskomstfornyelse og andre forhandlinger og aftaler med personaleorganisationerne skal Farum Kommune agere som selvstændig arbejdsgiverpart.
Kommunernes Lønningsnævn har på et møde den 14. december 2001 vurderet den nye situation. Blandt andet på baggrund af, at der for Farum Kommune gennem en årrække ikke har været forelagt revisions- eller tilsynsrådssager angående løn- og personaleområdet, har udgangspunktet været, at der - under iagttagelse af gældende regler og særstillingen som selvstændig arbejdsgiverpart - ikke er behov for et mere intensivt løntilsyn for Farum Kommunes vedkommende end for andre kommuner. Der kan herefter meddeles følgende:
1 .Bemyndigelser
a. Løntilsyn med enkeltstillinger
Der blev af Lønningsnævnet den 8. juni 1990 givet de kommunale sammenslutninger adgang til implementering af en betydelig lempelse af tilsynet med enkeltstillinger. I opfølgning heraf har de enkelte kommuner fået en vidtgående adgang til at oprette og lokalt at aftale løn- og ansættelsesvilkår for stillinger, der ikke er overenskomstdækket. Ordningen er beskrevet i Kommunernes Landsforenings administrative informationsskrivelse nr. 2109 af 19. juli 1990, hvortil henvises.
Lønningsnævnet har vedtaget, at Farum Kommune i samme omfang og med samme begrænsninger som hidtil skal have adgang til at aftale lønvilkår med vedkommende personaleorganisation for enkeltstillinger, hvor aflønningen ikke er fastlagt i overenskomst eller aftale. Det er herved forudsat, at der generelt vil være en overenskomstdækning i samme omfang som hidtil, og at nye personalegrupper overenskomstdækkes.
b. Vanskelige afskedigelsessager
Der er af Lønningsnævnet fastlagt retningslinjer for adgangen til at indgå individuelle fratrædelsesaftaler i forbindelse med vanskelige afskedigelsessager. Efter disse kan der lokalt med vedkommende personaleorganisation aftales forlænget opsigelsesvarsel eller en godtgørelse inden for en økonomisk ramme svarende til et års løn, inkl. løn i opsigelsesperioden.
Lønningsnævnet har vedtaget, at Farum Kommune uden særskilt godkendelse kan indgå sådanne individuelle fratrædelsesaftaler i samme omfang som andre primærkommuner har adgang til. Der vil i begyndelsen af 2002 blive tilsendt kommunen en mere detaljeret og præciseret beskrivelse af denne adgang.
2. Overenskomster mv.
Det følger af bekendtgørelsen om Kommunernes Lønningsnævn, at forslag til retningslinjer for forhandlinger om fornyelse af overenskomster og aftaler skal forelægges Lønningsnævnet til godkendelse. Det samme gælder for rammeforlig med personaleorganisationerne. Forhandlingsoplæg skal forelægges, inden der indledes forhandlinger med personaleorganisationerne om almindelige eller principielt betydningsfulde ændringer af overenskomster og aftaler mv.
Lønningsnævnet har for Farum Kommunes vedkommende vedtaget, at hvor fornyelsen agtes gennemført via en tiltrædelsesoverenskomst eller aftale i tilknytning til en af Lønningsnævnet godkendt overenskomst eller aftale for samme personalekategori på det hidtidige (dvs. KLs) forhandlingsområde, kan forhandlingsoplæg undlades, hvis der ikke samtidig agtes aftalt afvigende eller supplerende løn- og ansættelsesvilkår. Hvor fornyelsen agtes gennemført på anden måde, og der tilsigtes almindelige eller principielle ændringer, skal forhandlingsoplæg forelægges. Det samme gælder, hvis det under forhandlingerne om en tiltrædelsesoverenskomst eller -aftale viser sig hensigtsmæssigt eller nødvendigt at indgå aftale om afvigende eller supplerende vilkår af sådan karakter i tilknytning hertil. I så fald kan forhandlingerne ikke afsluttes, før forhandlingsoplæg er tiltrådt af Lønningsnævnet.
Forhandlingsresultater skal altid forelægges Lønningsnævnet til godkendelse.”
I fortsættelse af brevet sendte Lønningsnævnet den 17. januar 2002 et notat om kommunens adgang til at indgå individuelle fratrædelsesaftaler vedrørende vanskelige sager om uansøgt afsked.[127]
Byrådet i Farum Kommune besluttede på møde den 19. februar 2002 at genindmelde kommunen i KL. I kommunens brev af 20. februar 2002 til KL herom hedder det bl.a.:[128]
”Der er udfærdiget særskilt bemyndigelse til Kommunernes Landsforenings bestyrelse til med bindende virkning for kommunen, at indgå overenskomster og andre aftaler, eller at fastsætte generelle bestemmelser om løn- og øvrige ansættelsesforhold for kommunens personale, jf. vedlagte.”
Kommunernes Lønningsnævn, der modtog kopi af brevet til KL, skrev herefter i brev af 28. februar 2002 til kommunen:[129]
”…
I relation til indgåelse af overenskomster og aftaler mv. vil Farum Kommune således igen være omfattet af KL’s forhandlingsområde. Der kan herefter bortses fra Lønningsnævnets ovennævnte brev af 21. december 2001, idet Farum Kommune fra 22. februar 2002 ikke har en særlig retsstilling som aftalepart mv.”
Farum Kommune skrev den 28. februar 2002 til KTO (Kommunale Tjenestemænd og Overenskomstansatte):[130]
”Vedrørende aftale af 21. december 2001 indgået mellem KTO og Farum Kommune om plan for forhandlinger om fornyelse pr. 1. april 2002 af aftaler og overenskomster om løn- og ansættelsesvilkår for ansatte i Farum Kommune.
Farum Kommune er med virkning fra 22. februar 2002 blevet indmeldt i Kommunernes Landsforening og har i denne forbindelse afgivet bemyndigelse til Kommunernes Landsforenings bestyrelse til, med bindende virkning for kommunen, at indgå overenskomster og andre aftaler eller at fastsætte generelle bestemmelser om løn- og øvrige ansættelsesforhold for kommunens personale.
Som følge heraf betragtes forudsætningerne for aftale af 21. december 2001 som værende bortfaldet, idet aftalen ikke har nået at få virkning.”
KTO svarede kommunen den 4. marts 2002, at man var enige i, at den indgåede køreplansaftale var bortfaldet som følge af Farum Kommunes indmeldelse i KL, ligesom man betragtede Farum Kommunes brev som en samtidig tilkendegivelse om, at kommunens opsigelse - over for de enkelte organisationer - af samtlige kutymer, sædvaner og personalepolitiske lokalaftaler m.m., der måtte være knyttet til overenskomsten/personalegruppen, ligeledes var bortfaldet.[131]
Ad F. Forespørgsel vedrørende lederen af Produktionshuset.
Lønningsnævnet bidrog med oplysninger til besvarelse af spørgsmål S 1703 af 12. april 2002, der i svaret er refereret således:[132]
”Kommunernes Lønningsnævn har over for ministeriet telefonisk oplyst, at Kommunernes Lønningsnævn ikke har taget stilling til lovligheden af ansættelsesvilkårene for lederen af Produktionshuset i Farum.”
Der henvises i øvrigt til afsnit 7.5.2. om konsulentaftale med Lars Bjerregaard Jensen.
I økonomiudvalgets møde den 9. august 1994 godkendtes under punkt ”Lokalløn pr. 1. april 1993” et mellem kommunen og HK-klubben aftalt forhandlingsresultat. Det hedder i sagsfremstillingen bl.a.:[133]
”Tidligere var lønfastsættelsen for kommunalt ansatte udelukkende et aftalespørgsmål mellem Kommunernes Landsforening og de forhandlingsberettigede personaleorganisationer, men efter ønske fra kommunerne om at få indflydelse på lønfastsættelsen indførtes i 1989 lokallønnen som et element i lønfastsættelsen.
Lokallønnen er et udtryk for, at en del af den lønforhøjelse, som ellers ville være blevet fordelt ved centrale aftaler, er lagt ud til fordeling efter lokal aftale mellem Kommunen og personaleorganisationerne.
Lokallønnen kan udmøntes til enhver form for lønforbedring, herunder pensionsforbedring, til enkelt(e) medarbejder(e) eller grupper af medarbejdere.
Lokallønordningen bør indgå som en del af personalepolitikken, og Kommunernes Landsforening har derfor forbindelse med overenskomst- og aftalefornyelserne pr. 1. april 1993 aftalt med KTO, at Kommunen og (lokale) repræsentanter for de forhandlingsberettigede personaleorganisationer skal søge at opnå enighed om, efter hvilke overordnede principper af personale- og lønpolitisk karakter forhandlingerne om den egentlige anvendelse af lokallønmidler skal finde sted.
Drøftelserne med personaleorganisationerne kan ske via et forhandlingsudvalg, som Medarbejderrådet udpeger. Medarbejderrådet udgøres af samtlige lokale tillidsrepræsentanter for de forhandlingsberettigede personale organisationer.
De tidligere principper har været bredt formuleret, hvilket har haft den fordel, at Kommunen som arbejdsgiver har kunnet argumentere for næsten ethvert af dens egne forslag som hørende under principperne.
Ulempen ved brede principper er, at lokallønpolitikken ikke tilstrækkelig tydeligt har kunnet forklares over for personaleorganisationerne.
Efter forslag fra Direktionen godkendte det tidligere økonomiudvalg den 30. november 1993, at følgende principper blev lagt til grund for drøftelserne med Medarbejderrådet, og bemyndigede forvaltningen til at foretage de justeringer, som måtte følge af drøftelserne:
∗ honorering af ledelsesindsatsen på institutionsområdet i forbindelse med den igangværende decentralisering og omstilling
∗ omklassificering af lederstillinger eller specialiststillinger, hvor stillingens nuværende klassificering ikke modsvarer dens ansvars- og opgaveindhold set i forhold til andre stillinger i Kommunen med tilsvarende ansvar og indhold
∗ personlige tillæg/omklassificeringer til nøglemedarbejdere
∗ personlige, tidsbegrænsede tillæg til ansatte, som indgår i beskrevne omstillings- eller udviklingsprojekter (minimum 1.000 kr. pr. måned)
∗ engangsbeløb i forbindelse med løsning af en konkret, særlig opgave (minimumsbeløb 5.000 kr.)
∗ engangsbeløb (minimum 3.000 kr.) i tilfælde, hvor medarbejdere som følge af væsentlige bygningsmæssige ændringer har måttet udvise ekstra fleksibilitet (f.eks. ved betonrenovering og omfattende brandskade).
I drøftelserne med Medarbejderrådets forhandlingsudvalg den 14. december 1993 konstaterede parterne, at der ikke kunne opnås enighed om principper, idet de fremsatte forslag lå for langt fra hinanden i deres fundament.
Ovennævnte principper fastsattes herefter som værende gældende i overenskomstperioden 1. april 1993 - 31. marts 1995.
…”
Herefter fulgte indstilling vedrørende omklassificeringer, personlige ikke-pensionsgivende tillæg og engangsbeløb.
I august 1994 udsendte byrådet 3 rapporter under overskriften “Farum Kommune mod år 2004”. I disse rapporter var målsætningen for Farum Kommunes virksomhed “en fortsat bedre service til en lavere skat”,[134] jf. i øvrigt bind 4, kapitel 6.
Med HK/Kommunal København som initiativtager nedsatte fagforeningerne en perspektivgruppe til at vurdere rapporterne. I et notat fra HK/København af 1. november 1994 hedder det om dette arbejde.[135]
”Byrådet i Farum kommune udsendte i august måned 3 rapporter under overskriften “Farum kommune mod år 2004”. I disse rapporter beskrives målsætningen for Farum kommunes virksomhed “en fortsat bedre service til en lavere skat”. Det er både en gældende og fremadrettet målsætning. Rapporterne beskæftiger sig også med konsekvenserne for rådhusets arbejdsopgaver og bemanding. På kort sigt satses på en personalereduktion til 94 stillinger i administrationen (mod pt. ca. 133). Ved udløbet af 10 års perioden er målet 70 stillinger.
For at realisere disse reduktioner satses på en udvikling af de kommunale medarbejdere, øget anvendelse af ny teknologi, forenkling af arbejdsgange og øget decentralisering.
…Perspektivgruppens vurdering af rapporterne peger på, at det er gennemarbejdede debatoplæg om rådhusadministrationen i fremtiden med mange visioner, men også kendte forslag (f.eks. direktionsledelse). De fremhæver også, de usikkerhedsmomenter der er i rapporterne i forhold til forudsætninger og vanskeligheder ved at realisere visionen. De kan ikke med baggrund i rapporterne vurdere om bemandingsmålene på kort og langt sigt er opnåelige, men beskriver dem som fiktive. De fremhæver endelig de beskrevne forslag til pilotprojekter (nye medarbejdertyper, decentralisering af koordineringsopgaver på serviceområder m.v.). En afvisning af rapporten vil kun kunne opfattes reaktionært, i stedet skal man gå ind i idéerne og afprøve dem.
…”
Økonomiudvalget behandlede i et mødet den 8. november 1994 en række chefstillinger under punktet ”Ansættelse af forvaltningschefer”:[136]
”Stillingerne som økonomidirektør, fællesforvaltningschef og socialchef har været opslået ledige i Statstidende med ansøgningsfrist den 2. november 1994.
Der er indkommet ansøgninger fra henholdsvis Hans Jørgen Brink, Joan Behrens og Jørgen Larsen.
Borgmesteren indstiller, at disse ansøgere ansættes i forvaltningschefstillingerne, således at økonomidirektøren ansættes på åremål og Fællesforvaltningschefen og Socialchefen med et års prøvetid.
Borgmesteren indstiller endvidere, at han bemyndiges til at træffe aftale med personaleorganisationerne om de nærmere vilkår for åremålsansættelsen og om stillingernes endelige klassificering.
Beslutning:
Anbefales idet ØU indstiller at Jørgen Larsen ikke ansættes med prøvetid.
Hans Carl Nielsen (A) kan medvirke til ansættelserne men beklager principielt opslagsformen og forudsætter, at stillingerne klassificeres svarende til lignende stillinger i kommuner af Farums størrelse.”
I byrådsmødet samme dag tiltrådtes indstillingen fra økonomiudvalget. ”A henholder sig til Hans Carl Nielsens udtalelse”.[137]
Spørgsmålet om omklassificering af stillinger på rådhuset som følge af strukturreform blev bl.a. behandlet i økonomiudvalget den 28. februar 1995, hvor 28 stillinger blev godkendt omkvalificeret med følgende sagsfremstilling:[138]
”Økonomiudvalget kan uden forhandling med organisationerne og uden forelæggelse for Lønningsnævnet beslutte at omklassificere en kommunal stilling, når der er tale om
∗ en væsentlig ændring af de funktioner, der hidtil har været henlagt til den pågældende stilling, og
∗ en aktuel funktionsændring, der umiddelbart kan begrunde en klassificeringsændring, og
∗ en markant tilkendegivelse af den ny eller ændrede funktion, således at denne fremgår klart og tydeligt fx. af organisationsplanen.
Forhøjelse af kvalifikationstillæg kan dog kun gennemføres i enighed med vedkommende organisation.
Den organisationsændring, som Byrådet den 13. september 1994 har vedtaget for Rådhusets vedkommende, har såvel for chefernes som for en række andre medarbejderes vedkommende indebåret væsentlige ændringer af de hidtidige funktioner.
Direktionen indstiller nu for de øvrige medarbejderes vedkommende, at der med virkning fra den 1. oktober 1994 gennemføres følgende klassificeringsændringer/forhøjelser af kvalifikationstillæg.
…”
Spørgsmålet om omklassificering af stillinger på rådhuset som følge af strukturreform blev endvidere behandlet i økonomiudvalget den 6. juni 1995, hvor 12 stillinger blev godkendt omkvalificeret med lignende sagsfremstilling, dog med tilføjelse, at indstillingen om ”klassificeringsændringer til overassistent med virkning fra den 1. oktober 1994” skete efter forhandling med rådhusets HK-klub.[139]
Der var i tiden mellem økonomiudvalgets beslutning den 28. februar 1995 og 6. juni 1995 sket forhandling med HK om, hvorvidt kommunen i strid med hovedaftalen havde undladt forhandling med HK-klubben. Leif Frimand Jensen skrev herom i notits af 10. maj 1995:[140]
”På et møde mellem HK-Klubben, Farum rådhus og Leif Frimand blev forløbet omkring klassificeringerne i efteråret 1994 drøftet.
Der var enighed om, at der i de pågældende om klassificeringer var nogle stillinger, der burde have været forhandlet i.h.t. de gældende overenskomster.
Der opnåedes ligeledes enighed om, at der optages forhandlinger m.h.p. omklassificeringer af stillinger, der efter HK-Klubbens opfattelse burde have indgået i omklassificeringerne i efteråret 1994.
Disse forhandlinger finder sted 26/5 1995.”
Om grundprincipper for Ny Løn (Aftale om ny løndannelse):[141]
”Ved overenskomstfornyelsen den 1.4.1997 blev arbejdsgivere og arbejdstagere på det offentlige område enige om en ny lønreform, der indebærer
- at der på det kommunale område aftales nye lønformer for en række personalegrupper, og
- at en del af løndannelsen flyttes fra centrale til lokale forhandlinger.
Omlægningen betyder også, at den anciennitetsbaserede løndannelse erstattes af andre løngivende kriterier.
De nye kriterier er
- funktionsløn, der bestemmes af stillingens indhold,
- kvalifikationsløn, der bestemmes af medarbejderens kvalifikationer, og
- resultatløn, der bestemmes af de opnåede resultater.
De nye lønformer giver mulighed for, at lønnens størrelse mere direkte kan sættes i forhold til de ansattes ansvar, kompetence og kvalifikationer - og skulle dermed fremme sammenhængen mellem løn og stillingens krav/indhold.”
Lønnen består herefter af 4 elementer: Grundløn, funktionsløn, kvalifikationsløn og resultatløn.[142]
Ny løn gennemførtes også i Farum Kommune, jf. ”Farum Kommunes overordnede lønpolitik Ny løn” pr. 1. april 1998.[143]
Efter Farum-sagens opkomst besluttede byrådet at undersøge, om der var kritisable forhold vedrørende løn- og ansættelsesvilkår i kommunen.
Kommunen indgik den 7. august 2002 kontrakt med KL om konsulentbistand til scanning af lønbudgetterne i Farum Kommune med henblik på vurdering af legalitet, personalenormering og serviceniveau (lønscanning pr. februar 2002), jf. bind 15, kapitel 25.
KL’s konsulenter afgav den 6. februar 2004 fire delrapporter om henholdsvis konto 6-området (det administrative område), skoleområdet, kulturområdet og idræts- og fritidsområdet.[144]
Disse rapporter gav sammen med kommunens egen gennemgang anledning til en række initiativer som led i kommunens genopretning.
Om konsulenternes arbejdsmetode hedder det i delrapporten for konto-6 området:[145]
”1. Baggrund
Farum Kommune har anmodet KL’s personalejuridiske kontor om at foretage en scanning af kommunens lønbudget med henblik på en vurdering af om der sker lønudbetalinger, som ikke har bevillingsmæssig dækning og/eller om der findes andre ikke sædvanlige dispositioner i relation hertil.
I den forbindelse foretages der endvidere en scanning af personaleforbruget - herunder i relation til bevillingsgrundlaget - alt med det formål at afdække, i hvilket omfang der evt. kan opnås besparelser ved at ændre lønbudgettet.
Sideløbende hermed gennemgås alle personalemapper med henblik på at få afdækket, om der foreligger fejl og mangler i ansættelsesbreve, lønaftaler mv. og/eller om der i øvrigt foreligger usædvanlige eller ulovlige løn- og ansættelsesvilkår.
2. Dokumentationsmateriale
Til brug for undersøgelsen har konsulenterne fået udleveret følgende materiale:
- Budget for 2001
- Budget for 2002
- Udkast til regnskab for 2001
- Udtræk over udbetalte lønninger for 2000
- Udtræk over udbetalte lønninger for 2001
- Udtræk over udbetalte lønninger for perioden 1-1-2002 til 30-8-2002.
- Udtræk over udbetalte lønninger for februar 2002.
- Foreløbig organisationsoversigt for 2002
- De centrale personalemapper for medarbejdere inden for konto 6-området, bortset fra en række medarbejdere, hvor personalesagerne ikke har kunnet findes/ikke eksisterer. Tilsvarende er der en række medarbejderes personalesager, som konsulenterne ikke har haft mulighed for at gennemgå, fordi Farum Kommune på et møde med konsulenterne i juli 2003 meddelte, at man ikke ønskede, at konsulenterne skulle gennemgå flere sager.
Derudover har medarbejderne i Personaleafdelingen bidraget med supplerende oplysninger i relation til det udleverede materiale.
3. Arbejdsmetode
Med baggrund i det udleverede materiale har konsulenterne foretaget en registrering af hver enkelt medarbejders
- organisatoriske tilhørsforhold
- lønsammensætning og dennes kontering
- øvrige stamdata af relevans for undersøgelsen
ligesom de pågældende medarbejderes personalemapper er gennemgået med henblik på at konstatere, om der foreligger fejl og mangler i ansættelsesforholdet og/eller om der foreligger usædvanlige eller ulovlige løn- og ansættelsesvilkår.
Det har ikke været muligt at foretage en kontrol af om der har været bevillingsmæssig dækning for den enkelte medarbejders løn, idet der på budgettet for 2002 alene var anført et samlet personalebudget på konto 6. Personalebudgettet var således ikke udspecificeret på de enkelte områder og stillingstyper.
Konsulenterne har da også ved gennemgangen af personalesagerne konstateret, at der i en række tilfælde ikke har været en præcis afgrænsning af hvilke stillinger, der er henført til konto 6 og hvilke der ikke er.
Medarbejdere, der selv har sagt deres stilling op eller af anden årsag er fratrådte inden udgangen af december 2002 er som hovedregel ikke registreret, medmindre der efter konsulenternes opfattelse har været anledning til særskilte bemærkninger vedrørende omstændighederne eller vilkårene i forbindelse med den enkelte medarbejders fratrædelse.
4. Indholdet i denne rapport
Rapporten består af
- et generelt afsnit om gennemgang af personalesager, herunder hvilke krav, der stilles til ansættelsesbreve og lønaftaler
- 70 skemaer for medarbejdere aflønnet på konto 6 i undersøgelsesperioden, idet der ikke er foretaget registreringer af de ledende embedsmænd, hvis ansættelsesretlige forhold er behandlet i et andet forum.
- konsulenternes helhedsvurdering og anbefalinger.
Afleveringstidspunktet taget i betragtning må rapporten tages med det forbehold, at der fra registreringstidspunktet og frem til nu er sket organisatoriske ændringer i Farum Kommune, ligesom visse af de registrerede medarbejdere formentlig ikke længere er ansat i kommunen.
Rapporten er således et øjebliksbillede af de forhold, som var gældende i Farum Kommune i den periode, hvor konsulenterne gennemgik personalesagerne baseret på de lønudtræk, som blev foretaget for februar lønnen 2002.”
De øvrige delrapporter indeholder ligeledes oplysninger om grundlaget for hver af disse delrapporter, herunder oplysninger indhentet ved interviews.
Kommissionens undersøgelse har særligt vedrørt konto 6-området samt idrætsområdet.
Kommissionen har selvstændigt anmodet om udlån af 104 personalesager for nærmere gennemgang. For tre personer oplyste kommunen, at den ikke havde en personalesag for vedkommende, og at der for en persons vedkommende var tale om, at pågældende som konsulent blev honoreret efter regning.
De øvrige 100 sager er gennemgået med henblik på belysning af dels muligt kritisable forhold i kommunens personaleadministration (ansættelsesretlige regler og bevilling) og supplerende oplysninger i forhold til KL’s gennemgang, herunder om efterforløb, dels med henblik på forehold af persondata ved kommissionens vidneafhøringer (ansættelsesperiode og placering i organisationen mv.).[146]
I det omfang udspørgeren har inddraget personfølsomt materiale under afhøringer, har der i enkelte tilfælde været anvendt dørlukning.[147]
Kommissionen har omhyggeligt overvejet afgrænsningen mellem, hvad det er nødvendigt at medtage i beretningen for at løse den opgave, som kommissionen er pålagt at udføre, over for personhensyn.[148] Kommissionen har herunder været opmærksom på, at en række personer har været offentligt omtalt med angivelse af navn, jf. særligt personer omtalt i dette kapitel og i kapitel 8 og bind 7, kapitel 10.
Det hedder i KL’s delrapport om konto 6-området:[149]
”5. Gennemgang af personalesager
En personalesag er i denne sammenhæng defineret som de dokumenter og oplysninger, som knytter sig til en bestemt medarbejders løn- og ansættelsesvilkår, dvs. såvel de dokumenter, som fysisk befinder sig i en eller flere personalemapper som de oplysninger, som kan fremskaffes på anden vis fx via lønsystemet.
Konsulenterne har rekvireret de personalesager, som ligger i Personaleafdelingen og har i den forbindelse konstateret, at disse sager i en lang række tilfælde ikke har indeholdt alle de dokumenter og oplysninger, som normalt vil ligge på en personalesag, hvilket formentligt må tilskrives det forhold, at dele af personaleadministrationen er lagt ud på de enkelte driftsområder. Konsulenterne har derfor i fornødent omfang indhentet supplerende oplysninger hos de budget- og personaleansvarlige ledere.
Som bilag 1 er vedlagt medarbejderskemaer for hver enkelt medarbejder inden for området. Skemaerne, der er udarbejdet af konsulenterne, indeholder en række oplysninger om medarbejdernes løn- og ansættelsesforhold samt en beskrivelse af hvor der efter konsulenternes opfattelse foreligger fejl og mangler i ansættelsesgrundlaget, ligesom der foreligger en beskrivelse af, hvor der efter konsulenternes opfattelse er tale om usædvanlige løn- og ansættelsesvilkår.”
Det hedder i KL’s delrapport om konto 6-området:[150]
”5.1. Ansættelsesbreve
For ansatte i kommunerne gælder Aftale om arbejdsgiverens pligt til at underrette arbejdstageren om vilkårene for ansættelsesforholdet (ansættelsesbreve), der stiller en række krav til indholdet af et ansættelsesbrev.
Et ansættelsesbrev skal som minimum indeholde oplysninger om
- Parternes navne
- Arbejdsstedets beliggenhed
- Beskrivelse af arbejdet eller angivelse af den ansattes titel/stilling
- Ansættelsesforholdets begyndelsestidspunkt
- Ansættelsesforholdets forventede varighed, medmindre der er tale om tidsubegrænset ansættelse
- Den ansattes rettigheder m.h.t. ferie (opfyldes ved henvisning til overenskomst)
- Bestemmelser om opsigelsesvarsler (opfyldes ved henvisning til overenskomst)
- Den aftalte løn, pensionsbidrag og lønudbetalingsterminer
- Den daglige eller ugentlige arbejdstid
- Henvisning til kollektive overenskomster/aftaler
Det er anført under de enkelte punkter, hvilke krav der kan opfyldes ved en generel henvisning til den relevante overenskomst.
Sker der ændringer i ansættelsesvilkårene, skal der ikke nødvendigvis udfærdiges et nyt ansættelsesbrev, hvis blot medarbejderen får et tillæg til ansættelsesbrevet, hvoraf ændringerne tydeligt fremgår.
Hvis der i øvrigt er andre (lovlige) vilkår som forudsætning for ansættelsen, skal disse indføjes i ansættelsesbrevet. Et vilkår kan fx være ansættelse på prøve eller at den ansatte skal dokumentere en bestemt uddannelse i form af et eksamensbevis.
Ifølge Aftalen om ansættelsesbreve forudsættes ansættelsesbreve, der er udstedt før 1. juli 1993 at opfylde aftalens krav. Ifølge retspraksis er dette imidlertid ikke gældende, hvis ansættelsesforholdet har gennemgået så mange forandringer og vilkårsændringer, at det oprindelige ansættelsesbrev reelt er indholdsløst.
I aftalen er der endvidere en bestemmelse om, at en medarbejder ansat før 1. juli 1993 kan kræve, at pågældendes ansættelsesbrev bringes i overensstemmelse med aftalen. Kommunen har i givet fald en frist på 2 måneder til at gøre dette.
Selv om et ansættelsesbrev udstedt før 1. juli 1993 må antages at være gyldigt, kan der alligevel være vægtige grunde til at udfærdige et nyt ansættelsesbrev. For det første er der hensynet til medarbejderens muligheder for nøjagtigt at kende sine ansættelsesvilkår. Dernæst er der hensynet til såvel den centrale som den decentrale personaleadministrations behov for at have opdaterede oplysninger om medarbejderens løn- og ansættelsesvilkår. Endelig er der hensynet til den budget- og personaleansvarlige leders mulighed for at have et overblik over vilkårene for samtlige medarbejdere inden for dennes ansvarsområde.
5.1.1 Fejl og mangler ved ansættelsesbrevene inden for konto 6-området
Ud af de i alt 70 registrerede medarbejdere inden for konto 6-området område har 6 et ansættelsesbrev, som efter konsulenternes opfattelse lever fuldt ud op til de krav, som stilles i Aftale om ansættelsesbreve.
For 35 medarbejderes vedkommende foreligger der et ansættelsesbrev, der delvist er mangelfuldt, enten fordi der mangler oplysninger om ansættelsesvilkårene som fx den udbetalte løn eller fordi ansættelsesforholdet har gennemgået så mange forandringer og vilkårsændringer som fx den ugentlige arbejdstid, at det oprindelige ansættelsesbrev reelt er indholdsløst.
For 17 medarbejderes vedkommende forligger der ikke noget ansættelsesbrev.
For 28 medarbejderes vedkommende er personalesagerne ikke gennemgået i relation til ansættelsesbrevene, fordi de pågældende medarbejdere var holdt op på registreringstidspunktet, eller fordi sagerne ikke var gennemgået inden Farum Kommunes beslutning om, at konsulenterne ikke skulle gennemgå flere personalesager.
5.1.2 Sammenfatning vedrørende ansættelsesbreve
Sammenfattende må konsulenterne konstatere, at der er alvorlige mangler i ansættelsesgrundlaget for en lang række medarbejdere inden for konto 6-området. Efter konsulenternes opfattelse vil en lang række medarbejdere med rette kunne hævde, at de har et mangelfuldt ansættelsesbrev og på den baggrund rejse krav om at disse ajourføres.
…Efter konsulenternes opfattelse bærer området præg af, at man fra kommunens side i høj grad har nedprioriteret at have orden i den del af personaleadministrationen, hvilket har den konsekvens, at der både for medarbejderne og de budget- og personaleansvarlige ledere er stor usikkerhed om, hvilke vilkår, der reelt er gældende i ansættelsesforholdet.”
I delrapporten for Kulturområdet hedder det:[151]
”5.1.1 Fejl og mangler ved ansættelsesbrevene inden for Kulturområdet
Ud af de i alt 70 registrerede medarbejdere inden for Kulturområdet [ ] har 10 et ansættelsesbrev, som efter konsulenternes opfattelse lever fuldt ud op til de krav, som stilles i Aftale om ansættelsesbreve.
For 39 medarbejderes vedkommende foreligger der et ansættelsesbrev, der delvist er mangelfuldt, enten fordi der mangler oplysninger om ansættelsesvilkårene som fx den udbetalte løn eller fordi ansættelsesforholdet har gennemgået så mange forandringer og vilkårsændringer som fx den ugentlige arbejdstid, at det oprindelige ansættelsesbrev reelt er indholdsløst.
For 17 medarbejderes vedkommende foreligger der ikke noget ansættelsesbrev.
For 4 medarbejderes vedkommende er personalesagerne ikke undersøgt i relation til ansættelsesbrevene, fordi de pågældende medarbejdere var holdt op på registreringstidspunktet.
5.1.2 Sammenfatning vedrørende ansættelsesbreve
Sammenfattende må konsulenterne konstatere, at der er alvorlige mangler i ansættelsesgrundlaget for en lang række medarbejdere inden for Kulturområdet. Efter konsulenternes opfattelse vil en lang række medarbejdere med rette kunne hævde, at de enten ikke har et ansættelsesbrev eller ikke har et gyldigt ansættelsesbrev og på den baggrund rejse krav om, at disse udfærdiges eller ajourføres.
…Efter konsulenternes opfattelse bærer området præg af at man fra kommunens side i høj grad har nedprioriteret at have orden i den del af personaleadministrationen, hvilket har den konsekvens, at der både for medarbejderne og de budget- og personaleansvarlige ledere er stor usikkerhed om, hvilke vilkår, der reelt er gældende i ansættelsesforholdet.”
I delrapporten for idræts- og fritidsområdet hedder det:[152]
”5.1.1 Fejl og mangler ved ansættelsesbrevene inden for Idræts- og Fritidsområdet
Ud af de i alt 30 registrerede medarbejdere (bilag 4-7), inden for Idræts- og Fritidsområdet område har 3 et ansættelsesbrev, som efter konsulenternes opfattelse lever fuldt ud op til de krav, som stilles i Aftale om ansættelsesbreve.
For 26 medarbejderes vedkommende foreligger der et ansættelsesbrev, der delvist er mangelfuldt, enten fordi der mangler oplysninger om ansættelsesvilkårene som fx den udbetalte løn eller fordi ansættelsesforholdet har gennemgået så mange forandringer og vilkårsændringer som fx den ugentlige arbejdstid, at det oprindelige ansættelsesbrev reelt er indholdsløst.
For 1 medarbejders vedkommende foreligger der ikke noget ansættelsesbrev.
5.1.2 Sammenfatning vedrørende ansættelsesbreve
Sammenfattende må konsulenterne konstatere, at der er alvorlige mangler i ansættelsesgrundlaget for en lang række medarbejdere inden for Idræts- og Fritidsområdet. Efter konsulenternes opfattelse vil en lang række medarbejdere med rette kunne hævde, at de ikke har et gyldigt ansættelsesbrev og på den baggrund rejse krav om disse ajourføres.
…Efter konsulenternes opfattelse bærer området præg af, at man fra kommunens side i høj grad har nedprioriteret at have orden i den del af personaleadministrationen, hvilket har den konsekvens, at der både for medarbejderne og de budget- og personaleansvarlige er stor usikkerhed om, hvilke vilkår, der reelt er gældende.”
Det hedder i KL’s delrapport om konto 6-området:[153]
”5.2. Lønaftaler
På det kommunale område er der et krav om, at lønvilkår skal aftales med den forhandlingsberettigede organisation. Derudover er det en forudsætning i Rammeaftalen om Ny Løn, at der hvert år afholdes lokale lønforhandlinger. Indførelsen af Ny Løn i 1998, hvor et af formålene var at styrke den lokale løndannelse, har selvsagt øget antallet af tilfælde, hvor der lokalt skal indgås lønaftaler.
På langt de fleste overenskomstområder er der centralt fastsat en grundløn for den pågældende stilling, medens eventuel funktionsløn og kvalifikationsløn skal aftales mellem kommunen og den forhandlingsberettigede organisation.
Ved overgangen til Ny løn i 1998 bistod KL Farum Kommune med at overføre alle ansatte fra “gammel løn” til Ny løn. Ved den lejlighed blev alle ansattes nye løn sat korrekt på plads, idet der blev gennemført en forhandling om lønnen for hver enkelt ansat og der blev indgået aftale om den enkelte ansattes individuelle løn. Forhandlingerne blev gennemført som en samlet forhandling for alle ansatte - f.eks. alle pædagoger - med den ansattes faglige organisation. De individuelle aftaler fremgik af et samlet forhandlingsreferat hvoraf den enkelte ansattes aftalte løn fremgik. Konsulenterne har ikke fundet dette aftalegrundlag i de gennemgåede personalemapper.
5.2.1 Fejl og mangler ved lønaftaler inden for konto 6-området
Ud af de 70 registrerede medarbejdere inden for konto 6-området foreligger der gyldige lønaftaler for 26 medarbejderes vedkommende.
For 16 medarbejderes vedkommende foreligger der enten ingen lønaftaler eller også er disse
- ikke indgået med den forhandlingsberettigede organisation eller
- ikke i overensstemmelse med den faktisk udbetalte løn eller
- behæftet med andre formelle eller materielle mangler i forhold til gældende overenskomster og aftaler.
For 7 medarbejderes vedkommende foreligger der ingen lønaftaler.
Af de vedlagte medarbejderskemaer (bilag 1) fremgår, hvilke mangler der er tale om i de enkelte tilfælde.
For 28 medarbejderes vedkommende er personalesagerne ikke gennemgået i relation til lønaftaler, fordi de pågældende medarbejdere var holdt op på registreringstidspunktet eller fordi sagerne ikke var gennemgået inden Farum Kommunes beslutning om, at konsulenterne ikke skulle gennemgå flere personalesager.
Det er kendetegnende for nogle medarbejderes løn, at der ikke er angivet hvilke kriterier, der ligger til grund for ydelsen af henholdsvis funktionsløn og kvalifikationsløn. Alle Ny Løn-overenskomster er bygget op over den forudsætning, at de løndele, som ligger ud over grundlønnen skal begrundes i konkrete funktioner eller medarbejderens særlige kvalifikationer.
At der ikke er angivet begrundelser for funktions- og kvalifikationsløndelene kan ikke karakteriseres som egentlige fejl, men det efterlader en klar formodning for, at der er en række lønninger, som ikke er gennemtænkte og dermed må karakteriseres som vilkårligt fastsatte fra kommunens side.
Det er konsulenternes klare indtryk, at en række lønninger er fastsat ved baglæns regning og efterfølgende forsøgt konverteret til den relevante overenskomst med indplacering efter de gældende grundlønninger.
Efter konsulenternes opfattelse er ovennævnte udtryk for væsentlige mangler i kommunens praksis med hensyn til fastsættelse af medarbejdernes løn, idet det forringer de personaleansvarlige lederes muligheder for at følge op på medarbejdernes lønudvikling i relation til at sammensætte den med henholdsvis funktionsløn og kvalifikationsløn.
Eksempelvis vil en leder ikke umiddelbart kunne påberåbe sig overfor en medarbejder, at der ydes løn for varetagelsen af en bestemt funktion eller kvalifikation, hvis dette ikke fremgår af den pågældende medarbejders lønsammensætning. Dette bringer kommunen i risiko for, at en medarbejder kan rejse krav om tildeling af løntillæg for varetagelse af opgaver, som Farum Kommune allerede mener den ansatte modtager løn for at varetage. Når Farum Kommune har valgt at tilrettelægge løndannelsen som sket, vil det være Farum Kommune som har bevisbyrden for at en særlig opgavevaretagelse er aftaledækket.
5.2.2 Sammenfatning vedrørende lønaftaler
Sammenfattende kan konsulenterne konstatere, at hovedparten af de gennemgåede lønaftaler teknisk set er gyldige, idet der er indgået aftale herom med de forhandlingsberettigede organisationer.
For så vidt angår de tilfælde, hvor der ikke foreligger lønaftaler eller disse er behæftet med alvorlige mangler har kommunen reelt ikke haft det fornødne hjemmelsgrundlag for at udbetale den løn til medarbejderne, som ikke er aftalt med en forhandlingsberettiget organisation. En overenskomst giver hjemmel til at udbetale de løndele, som fremgår af overenskomsten som fx grundløn og centralt fastsatte løndele, hvorimod øvrige løndele skal aftales lokalt mellem kommunen som arbejdsgiver og den faglige organisation, som er part i den overenskomst, som den pågældende medarbejder er omfattet af.
…Dernæst må det anses for en væsentlig fejl, at der i nogle tilfælde ikke er overensstemmelse mellem den aftalte løn (i det omfang denne er aftalt) og den udbetalte løn.
Endelig er det ovenfor nævnt under pkt. 5.2.1 en klar mangel, at der i en række tilfælde ikke er angivet begrundelser for de enkelte løndele.”
I delrapporten for skoleområdet hedder det:[154]
”4.2. Lønaftaler
[som beskrevet i 1. og 2. afsnit for konto 6-området]
For lærere i Farum Kommune er der indgået en forhåndsaftale, der dækker alle lærere og børnehaveklasseledere i Farum Kommune. For viceskoleinspektører og skoleledere har konsulenterne konstateret, at der er indgået konkrete aftaler. Konsulenterne har ikke konstateret, at der foreligger lønaftaler i personalesagerne, og har således forudsat, at lønnen [til] lærerne er reguleret ved hjælp af forhåndsaftaler. Konsulenterne har ikke vurderet om den faktiske indplacering i lønsystemet er i overensstemmelse med forhåndsaftalen, idet det forudsættes, at der kun i mindre omfang sker fejl i denne del af personaleadministrationen.
I de personalesager konsulenterne har gennemgået synes lønnen til lærerne i hovedtræk at passe med indholdet i forhåndsaftalerne. Konsulenterne har således ikke med baggrund i det fremlagte materiale kunne konstatere, at der ikke forelå den nødvendige hjemmel til at udbetale lønnen for lærerne.
I fire personalesager er det konstateret, at der ikke foreligger en gyldig lønaftale. Dette er efter konsulenternes opfattelse i strid med rammeaftalen om Ny Løn.
Særligt er det konstateret, at en teknisk servicemedarbejder har fået udbetalt 5000,- kr. for maling af radiatorer. Når dette udbetales som løn skal der foreligge en relevant lønaftale.
Konsulenterne har konstateret, at skolerne har en høj normering for så vidt angår det administrative personale i forhold til sammenlignelige skoler. Det administrative personale er aflønnet på et højt niveau, såfremt der ikke foreligger forhold, som kan begrunde dette. Efter konsulenternes opfattelse bør lønniveauet for det administrative personale gennemgås med henblik på at konstatere om der er sammenhæng mellem den pågældende stilling på skolerne og lønniveauet. Det er konsulenternes umiddelbare vurdering, at dele af det administrative personale udfører forvaltningsopgaver, og derfor bør henføres til konto 6.
4.2.1 Sammenfatning vedrørende lønaftaler
Sammenfattende kan konsulenterne konstatere, at der ikke er alvorlige fejl og mangler i kommunens lønaftaler. I langt hovedparten af sagerne foreligger tilstrækkelig hjemmel til at udbetale løn. Det er konsulenternes umiddelbare vurdering, at dette formentlig også vil være gældende for de øvrige skoler i Farum Kommune, idet løndannelsen for lærerne sker ved forhåndsaftaler - og at der typisk er indgået lønaftaler for det øvrige personale.”
I delrapporten for kulturområdet hedder det:[155]
”5.2. Lønaftaler
[som beskrevet for konto 6-området]
5.2.1 Fejl og mangler ved lønaftaler inden for Kulturområdet
Ud af de 70 registrerede medarbejdere inden for Kulturområdet foreligger der gyldige lønaftaler for 28 medarbejderes vedkommende.
For 38 medarbejderes vedkommende foreligger der enten ingen lønaftaler eller også er disse
- ikke indgået med den forhandlingsberettigede organisation eller
- ikke i overensstemmelse med den faktisk udbetalte løn eller
- behæftet med andre formelle eller materielle mangler i forhold til gældende overenskomster og aftaler.
For 4 medarbejderes vedkommende er personalesagerne ikke undersøgt i relation til lønaftaler, fordi de pågældende medarbejdere var holdt op på registreringstidspunktet.
Af de vedlagte medarbejderskemaer (bilag 4-7) fremgår, hvilke mangler der er tale om i de enkelte tilfælde.
Det er kendetegnende for de fleste medarbejderes løn, at der ikke er angivet hvilke kriterier, der ligger til grund for ydelsen af henholdsvis funktionsløn og kvalifikationsløn. Alle Ny Løn-overenskomster er bygget op over den forudsætning, at de løndele, som ligger ud over grundlønnen skal begrundes i grundlønnen skal begrundes i konkrete funktioner eller medarbejderens særlige kvalifikationer.
At der ikke er angivet begrundelser for funktions- og kvalifikationsløndelene kan ikke karakteriseres som egentlige fejl, men det efterlader en klar formodning for, at der er en række lønninger, som ikke er gennemtænkte og dermed må karakteriseres som vilkårligt fastsatte fra kommunens side.
Det er konsulenternes klare indtryk, at en række lønninger er fastsat ved baglæns regning og efterfølgende forsøgt konverteret til den relevante overenskomst med indplacering efter de gældende grundlønninger.
Efter konsulenternes opfattelse … [som beskrevet for konto-6 området]
5.2.2 Sammenfatning vedrørende lønaftaler
Sammenfattende kan konsulenterne konstatere, at der er alvorlige fejl og mangler i kommunens lønaftaler.
Det alvorligste i den sammenhæng er, at kommunen reelt ikke har haft det fornødne hjemmelsgrundlag for at udbetale den løn til medarbejderne, som ikke er aftalt med en forhandlingsberettiget organisation. En overenskomst giver hjemmel til at udbetale de løndele, som fremgår af overenskomsten som fx grundløn og centralt fastsatte løndele, hvorimod øvrige løndele skal aftales lokalt mellem kommunen som arbejdsgiver og den faglige organisation, som er part i den overenskomst, som den pågældende medarbejder er omfattet af.
Konsekvensen af ovennævnte er, at den forhandlingsberettigede organisation kan påstå overenskomstbrud med deraf følgende ikendelse af bod.
Dernæst må det anses for en væsentlig fejl, at der i nogle tilfælde ikke er overensstemmelse mellem den aftalte løn (i det omfang denne er aftalt) og den udbetalte løn.
Endelig er det ovenfor nævnt under pkt. 5.2.1 en klar mangel, at der i en række tilfælde ikke er angivet begrundelser for de enkelte løndele.”
I delrapporten for idræts- og fritidsområdet hedder det:[156]
”5.2. Lønaftaler
[som beskrevet for konto 6-området]
5.2.1 Fejl og mangler ved lønaftaler inden for Idræts- og Fritidsområdet
Ud af de 30 registrerede medarbejdere inden for Idræts- og Fritidsområdet foreligger der gyldige lønaftaler for 7 medarbejderes vedkommende.
For 23 medarbejderes vedkommende foreligger der enten ingen lønaftaler eller også er disse
- ikke indgået med den forhandlingsberettigede organisation eller
- ikke i overensstemmelse med den faktisk udbetalte løn eller
- behæftet med andre formelle eller materielle mangler i forhold til gældende overenskomster og aftaler.
Af de vedlagte medarbejderskemaer (bilag 4-7) fremgår, hvilke mangler der er tale om i de enkelte tilfælde.
Det er kendetegnende for de fleste medarbejderes løn, at der ikke er angivet hvilke kriterier, der ligger til grund for ydelsen af henholdsvis funktionsløn og kvalifikationsløn. Alle Ny Løn-overenskomster er bygget op over den forudsætning, at de løndele, som ligger ud over grundlønnen skal begrundes i konkrete funktioner eller medarbejderens særlige kvalifikationer.
At der ikke er angivet begrundelser for funktions- og kvalifikationsløndelene kan ikke karakteriseres som egentlige fejl, men det efterlader en klar formodning for, at der er en række lønninger, som ikke er gennemtænkte og dermed må karakteriseres som noget vilkårligt fastsatte.
Det er konsulenternes klare indtryk, at en række lønninger er fastsat ved baglæns regning og efterfølgende forsøgt konverteret til den relevante overenskomst med indplacering efter de gældende grundlønninger.
Efter konsulenternes opfattelse … [som beskrevet for konto 6-området]
5.2.2 Sammenfatning vedrørende lønaftaler
[som beskrevet for kulturområdet]
Det hedder i KL’s delrapport om konto 6-området:[157]
”5.3. Usædvanlige eller ulovlige løn- og ansættelsesvilkår
Ud over at vurdere, om der i det enkelte ansættelsesforhold foreligger retlige fejl og mangler i relation til medarbejdernes løn- og ansættelsesvilkår, har konsulenterne endvidere vurderet, om der efter konsulenternes opfattelse foreligger lovlige løn- og ansættelsesvilkår for en eller flere ansatte inden for konto 6-området.
Vurderingen er foretaget ud fra, hvad der må anses for at være normale ansættelsesvilkår for en medarbejder i en kommune og der tages derfor i denne sammenhæng ikke højde for de særlige lokale forhold og prioriteringer, der kan spille ind i fastsættelsen af løn- og ansættelsesvilkår for den enkelte medarbejder.
I en række tilfælde har konsulenterne konstateret et relativt højt lønniveau for stillinger, som ud fra en normalbetragtning ville være lavere aflønnet.
Konsulenterne har i den forbindelse bl.a. lagt følgende forhold til grund for vurderingen:
- forholdet mellem aflønning og stillingsbetegnelse
- forholdet mellem aflønning og jobindhold
- forholdet mellem aflønning og ansættelsestid/joberfaring
- forholdet mellem aflønning og organisatorisk placering
Vurderingerne er således ikke foretaget ud fra et lønstatistisk grundlag, men ud fra en konkret vurdering af de tilgængelige oplysninger om bl.a. den enkelte medarbejders funktioner, kvalifikationer og organisatoriske placering.
5.3.1 Sammenfatning vedrørende usædvanlige eller ulovlige løn- og ansættelses vilkår
Sammenfattende er det konsulenternes vurdering, at der på konto 6-området ikke har været nogen overordnet styring af det løn- og personaleadministrative område i form af retningslinier for udarbejdelse af ansættelsesbreve og lønaftaler, hvilket i visse tilfælde har resulteret i fejl og mangler i medarbejdernes ansættelsesgrundlag.”
I delrapporten for skoleområdet hedder det:[158]
”4.3. Usædvanlige eller ulovlige løn- og ansættelsesvilkår
[som beskrevet for konto 6-området]
4.3.1. Usædvanlige eller ulovlige løn- og ansættelsesvilkår inden for Skoleområdet
I en række tilfælde har konsulenterne konstateret et relativt højt lønniveau for stillinger, som ud fra en gennemsnitsbetragtning normalt ville være lavere aflønnet. Som ovenfor nævnt gælder dette det administrative personale på skolerne. Derudover synes lederen af Bybækskolen at oppebære en usædvanlig høj løn. Det fremgår af sagen, at han er fratrådt - formentlig som skolechef, men der foreligger ikke sikre oplysninger herom i personalesagen. I det omfang pågældende fungerede som skoleleder, synes lønnen at være for høj.
4.3.2. Sammenfatning vedrørende usædvanlige eller ulovlige løn- og ansættelsesvilkår
[som beskrevet for konto 6-området]
Specielt på nogle administrative stillinger er det konsulenternes umiddelbare vurdering, at lønnen [er] høj og det bør undersøges hvorvidt lønnen står mål med stillingernes indhold og ansvar, eller om de pågældende medarbejdere udfører forvaltningsopgaver, således at lønnen i større udstrækning afspejler stillingens funktioner og ansvar.”
I delrapporten for kulturområdet hedder det:[159]
”5.3. Usædvanlige eller ulovlige løn- og ansættelsesvilkår
[som beskrevet for konto 6-området]
På musikskoleområdet har konsulenterne ikke umiddelbart konstateret, at der skulle være et usædvanligt højt lønniveau.
På biblioteksområdet er lønningerne relativt høje blandt de faguddannede bibliotekarer, hvilket formentlig må tilskrives, at de pågældende har en høj anciennitet.
5.3.1 Sammenfatning vedrørende usædvanlige eller ulovlige løn- og ansættelsesvilkår
[som beskrevet for konto 6-området]
Specielt på nogle lederstillinger er det konsulenternes vurdering, at lønnen er for høj og ikke står mål med stillingernes indhold og ansvar.”
I delrapporten for idræts- og fritidsområdet hedder det:[160]
5.3. Usædvanlige eller ulovlige løn- og ansættelsesvilkår inden for Idræts- og Fritidsområdet
[som beskrevet for konto 6-området]
Dertil kommer, at der inden for Idræts- og Fritidsområdet er etableret nogle ansættelsesforhold, som ud fra en umiddelbar betragtning må anses for usædvanlige set i forhold til kommunens muligheder for at kunne kontrollere, at arbejdet bliver udført og at der er overensstemmelse mellem arbejdsopgaverne og den løn, som gives. Der tænkes her specielt på området for idrætskonsulenter/idrætsambassadører. Konsulenterne har noteret sig, at alle aftaler/kontrakter med idrætsambassadørerne er ophørt, men særligt for så vidt angår Mette Jacobsens ophør skal det bemærkes, at Farum Kommune - efter det for konsulenterne oplyste - har indgået en fratrædelsesaftale i strid med den rådgivning, som konsulenterne har givet overfor Stefan Krüger.
Konsulenterne har endvidere konstateret, at enkelte medarbejdere har opnået økonomisk gunstige fratrædelsesaftaler, som efter konsulenternes opfattelse har været unødvendige set i forhold til kommunens grundlag for at ønske disse medarbejderes fratrædelse. Disse eksempler fremgår ligeledes af de vedlagte skemaer (bilag 4-7).
5.3.1 Sammenfatning vedrørende usædvanlige eller ulovlige løn- og ansættelsesvilkår
Sammenfattende er det konsulenternes vurdering, at Idræts- og fritidsområdet har haft så stor (politisk) bevågenhed, at man i en række tilfælde er gået på kompromis med, hvad der må anses for passende lønniveauer til de medarbejdere, som er beskæftiget eller har været beskæftiget inden for området.
Ud over idrætskonsulenterne/idrætsambassadørerne har også en del administrative medarbejdere i forvaltningen og medarbejdere i Svømmehallen fået lønninger, som efter konsulenternes opfattelse ligger ud over det normale.”
For kulturområdet og for idræts- og fritidsområdet har KL’s konsulenter særlige bemærkninger om budgetteret og faktisk personaleforbrug.
I delrapporten for kulturområdet hedder det:[161]
”4.1. Organisation og budgetteret personaleforbrug
Kulturområdet hører politisk under Kulturudvalget.
Den øverste chef for området var kulturdirektør Marianne Bolvig.
Under Kulturområdet hører følgende områder:
- Kulturhuset
- Biblioteket
- Musikskolen
- Farum Arkiver og Museer
På budgettet for 2002 er afsat i alt 49,58 årsværk (fuldtidsstillinger), der fordeler sig med
- 7,10 årsværk i Kulturhuset
- 18,61 årsværk i Biblioteket
- 21,37 årsværk på Musikskolen samt
- 2,50 årsværk på Farum Arkiv og Museer.
Det samlede lønbudget ifølge budgettet er på 17.222.000 kr., der fordeler sig med
- 3.201.000 kr. til Kulturhuset
- 6.413.000 kr. til Biblioteket
- 6.757.000 kr. til Musikskolen
- 851.000 kr. til Farum Arkiv og Museer
På musikskoleområdet er der endvidere budgetteret med en indtægt på 2.068.000 kr., som kommer fra elevbetaling.
4.2. Faktisk personaleforbrug
Med baggrund i en udskrift af de samlede lønudbetalinger for februar 2002 kan det konstateres, at der pr. 31. august 2002 var ansat i alt 11 medarbejdere i Kulturhuset, der omregnet udgør i alt 7,14 årsværk, idet de 3 af medarbejderne ikke er budgetlagt på Kulturhusets lønkonto. Det bemærkes, at stillingen som børnekulturkonsulent, der er besat for en 3-årig periode af den tidligere skoleinspektør på Solvangskolen, er budgetlagt på kulturområdet, men at lønnen åbenbart fortsat konteres på Solvangskolen lønkonto.
På samme tidspunkt var der på Biblioteket ansat 22 medarbejdere, der omregnet udgør i alt 18,398 årsværk, idet 1 af medarbejderne (en elev med 100 % lønrefusion) ikke er budgetlagt på bibliotekets lønkonto.
På musikskolen var der pr. 31. august 2002 ansat 30 medarbejdere, der omregnet udgør 20,67 årsværk.
I Farum Arkiv og Museer har konsulenterne registreret 11 medarbejdere, hvoraf de 4 er aflønnet via Farum Arkiv og Museers lønkonto (svarende til 2,79 årsværk) og resten aflønnet på hovedkonto 5.
Ifølge Marianne Bolvig har der været beskæftiget 22 fleksjobbere i Arkivet, men konsulenterne har ikke gennemgået/haft mulighed for at gennemgå samtlige ikke-ordinært ansatte i Arkivet.
Der vedlægges som bilag 3 en samlet oversigt over de medarbejdere, som ifølge konsulenternes registreringer har været tilknyttet Kulturområdet i 2002.
4.3. Budgetteret personaleforbrug sammenholdt med faktisk personaleforbrug pr. 31. august 2002
Konsulenterne kan konstatere, at der stort set er overensstemmelse mellem det budgetterede personaleforbrug og det faktiske personaleforbrug på kulturområdet beregnet ud fra det samlede personaleforbrug pr. 31. august 2002.
På de enkelte områder er der kun mindre afvigelser på under 1 årsværk i op- eller nedadgående retning.
Med hensyn til Farum Arkiv og Museer bemærkes det dog, at der er en uklarhed for så vidt angår af lønningen af Arkivar Bjarne Birkbak. Bjarne Birkbak er budgetlagt med en halv stilling, men aflønnes for en fuldtidsstilling og hele lønnen konteres på Arkiv og Museums lønkonto.
4.4. Sammenfatning vedrørende budgetteret personaleforbrug og faktisk personaleforbrug
Budgettet giver et nogenlunde retvisende billede af hvor mange personaleressourcer der anvendes på kulturområdet, bortset fra Farum Arkiv og Museer, hvor der er beskæftiget en lang række medarbejdere enten i form af fleksjobs eller andre tilskudsberettigede stillinger. Alle disse stillinger er i følge kulturdirektør Marianne Bolvig etableret ved, at Produktionshuset har anvist medarbejdere til Farum Arkiv og Museer.
Konsulenterne har fået oplyst, at Rigsrevisionen er ved at undersøge området nærmere, og konsulenterne vil derfor ikke gå ind i en nærmere vurdering af eventuelle problemstillinger i den forbindelse.
I delrapporten for idræts- og fritidsområdet hedder det:[162]
”4.1. Organisation og budgetteret personaleforbrug
Idræts- og Fritidsområdets opgaver hører politisk under Idræts- og Fritidsudvalget.
Den øverste chef for området er udviklingschef Stefan Krüger.
Under Idræts- og Fritidsområdet hører følgende områder:
- Farum Park
- Farum Marina
- Svømmehallen
- Farum Arena
- Folkeoplysning
Konsulenterne har ikke kunnet få oplyst med sikkerhed, hvor Fritids- og Ungdomsklubberne samt Ungdomsskolen organisatorisk har hørt hjemme og disse områder er derfor ikke taget med i denne sammenhæng. Der henvises i den forbindelse til bilag 2. Konsulenterne har dog noteret sig, at Stefan Krüger i referatet har oplyst, at han i forhold til Idræts- og Fritidsudvalget har fremlagt sager, som vedrører Fritids- og Ungdomsklubber og Ungdomsskolen, herunder personalesager og budgetreguleringer, og han har været ansvarlig for budgetoverholdelse inden for bevillingsområdet.
På budgettet for 2002 er afsat i alt 26,20 årsværk (fuldtidsstillinger), der fordeler sig med 20,80 årsværk i Svømmehallen og 5,40 årsværk i forvaltningen.
Det samlede lønbudget ifølge budgettet er på 9.336.000 kr., der fordeler sig med 6.276.000 kr. til personalet i Svømmehallen og 2.060.000 kr. til personalet i forvaltningen.
Derudover har konsulenterne noteret sig, at der på budgettet for 2002 er afsat et beløb på 1.250.000 kr. til konsulentbistand fra idrætsambassadører og andre konsulenter samt at der er afsat et beløb på 130.000 kr. til musical.
4.2. Faktisk personaleforbrug
Med baggrund i en udskrift af de samlede lønudbetalinger for februar 2002 kan det konstateres, at der pr. 31. august 2002 er ansat i alt 22 medarbejdere i Svømmehallen, der omregnet til hele 2002 udgør i alt 17,46 årsværk. I løbet af hele 2002 har der været ansat 24 medarbejdere inden for området.På samme tidspunkt var der i forvaltningen ansat 5 medarbejdere, der omregnet til hele 2002 udgør i alt 4,74 årsværk. I løbet af hele 2002 har der været ansat 6 medarbejdere inden for området.
Derudover er der ansat 2 medarbejdere i Farum Marina (Furesøbadet), der omregnet udgør 2 årsværk. Det bemærkes, at der på budgettet ikke er afsat særskilte lønmidler til de 2 medarbejdere i Farum Marina (Furesøbadet).
Det samlede personaleforbrug for hele området omregnet til hele 2002 udgør 24,20 årsværk.
Endvidere er der beskæftiget 2 medarbejdere i Farum Park, som er aflønnet på henholdsvis hovedkonto 5 og hovedkonto 6 og som følge deraf således ikke budgetlagt under Idræts- og Fritidsområdet.
Derudover har konsulenterne konstateret, at Farum Kommune i 2002 har aflønnet eller aflønner følgende medarbejdere, der angiveligt har arbejdet som idrætsambassadører/konsulenter i et ikke nærmere defineret omfang inden for Idræts- og Fritidsområdet:
- Mette Bloch - konsulentkontrakten opsagt til udgangen af februar 2002
- Karen Egdal - konsulentkontrakten opsagt til udgangen af februar 2002
- Frederik Fetterlein - konsulentkontrakten opsagt med udgangen af marts 2002
- Peter Rasmussen - konsulentkontrakten opsagt til udgangen af september 2002
- Charlotte Aagaard - konsulentkontrakten opsagt til udgangen af december 2002
- Jens Glavind - konsulentkontrakten udløber uden yderligere varsel med udgangen af december 2002
- Michael Maze - konsulentkontrakten opsagt til udgangen af juni 2003
- Martin Monrad - konsulentkontrakten opsagt til udgangen af juni 2003
For ovennævnte personer er aflønningen sket via kontoen til konsulentbistand fra idrætskonsulenter og idrætsambassadører. Den samlede udgift til honorarer er for 2002 beregnet til ca. 830.000 kr.
Derudover har konsulenterne noteret sig, at Mette Jacobsen er ansat som idrætskonsulent, men er aflønnet via en almindelig lønkonto inden for Idræts- og Fritidsområdet. Bob Borella (fratrådt 31.3.2002) var ligeledes ansat som idrætskonsulent, men aflønnet under hovedkonto 6.
Der vedlægges som bilag 3 en samlet oversigt over de medarbejdere, som ifølge konsulenternes registreringer har været tilknyttet Idræts- og Fritidsområdet i 2002.
4.3. Budgetteret personaleforbrug sammenholdt med faktisk personaleforbrug pr. 31. august 2002
Konsulenterne kan konstatere, at der ikke er overensstemmelse mellem det budgetterede personaleforbrug og det faktiske personaleforbrug på idræts- og fritidsområdet beregnet ud fra det samlede personaleforbrug pt. 31. august 2002.
På såvel svømmehallens som forvaltningens område et der et mindre personaleforbrug end budgetteret svarende til ca. 4 årsværk, idet svømmehallen havde budgetteret med 20,80 årsværk og forbrugt 17,46 årsværk, medens forvaltningen havde budgetteret med 5,40 årsværk og forbrugt 4,74 årsværk.
Dette modsvares delvist af, at der som nævnt under pkt. 4.2 ikke er budgetteret med lønudgifter vedrørende Farum Marina (Furesøbadet) på trods af at der er beskæftiget 2 medarbejdere på området.
4.4. Sammenfatning vedrørende budgetteret personaleforbrug og faktisk personaleforbrug
Hvis man ser på personaleforbruget inden for idræts- og fritidsområdet under ét må det konstateres, at der pr. 31. august 2002 er nogenlunde overensstemmelse mellem det samlede budgetterede personaleforbrug og det samlede faktiske personaleforbrug.
Ser man imidlertid på de enkelte områder isoleret, udviser budget og forbrug ikke et retvisende billede af hvor mange personaleressourcer, der reelt anvendes inden for de enkelte områder.
Det kan endvidere konstateres, at nogle lønudgifter til medarbejdere, der har arbejdet eller arbejder inden for Idræts- og Fritidsområdet (Søren Hjorth, Charlotte Høyer og Bob Borella) er henført til lønkonti, der ikke umiddelbart har noget med idræts- og fritidsområdet at gøre, hvilket igen ikke giver et retvisende billede af hvor mange personaleressourcer, der anvendes inden for området.
Konsulenterne skal pege på § 40 stk. 2 i lov om kommunernes styrelse, hvoraf fremgår: “Foranstaltninger der vil medføre indtægter eller udgifter, som ikke er bevilget i forbindelse med vedtagelsen af årsbudgettet, må ikke iværksættes, før kommunalbestyrelsen har meddelt fornøden bevilling.”
Det er kritisabelt at der er afholdt udgifter til personale på driftsområder (2 medarbejdere i Farum Marina/Furesøbadet) uden fornøden bevilling. Bestemmelsen i styrelseslovens 40 stk. 2 skal dels sikre at der er den fornødne hjemmel til at afholde driftsudgifter på et driftsområde, men skal tillige sikre, at kommunalbestyrelsens medlemmer får mulighed for at tage stilling til serviceniveauet inden en driftsaktivitet iværksættes.”
Det hedder i KL’s delrapport om konto 6-området:[163]
”6. Helhedsvurdering af konto 6-området
Efter konsulenternes opfattelse må det konstateres, at der ikke har været tilstrækkeligt styr på den løn- og personaleadministrative del, idet der efter konsulenternes vurdering er for mange ansættelsesbreve og lønaftaler, der er mangelfulde. Dette vidner efter konsulenternes opfattelse dels om manglende respekt for og overholdelse af de regler, der gælder for kommunalt ansatte og dels om manglende evner til at håndtere den personaleadministrative opgave tilfredsstillende.
Det kan dog efter konsulenternes opfattelse ikke udelukkes, at de mange fejl og mangler delvist er begrundet i en mangel på klare og entydige forretningsgange og usikkerhed om kompetenceforholdene.
7. Konsulenternes anbefalinger
På baggrund af ovennævnte gennemgang anbefales det,
[1] at Farum Kommune sikrer at alle ansatte har et ansættelsesbrev, der lever op til kravene i Aftale om ansættelsesbreve. I den forbindelse vil konsulenterne anse det som en fordel, at der som udgangspunkt anvendes et standardansættelsesbrev, der indeholder plads til udfyldelse af de nødvendige oplysninger.
[2] at Farum Kommune sikrer at lønaftaler er hjemlede via aftaler med de forhandlingsberettigede organisationer for de medarbejdere, hvor disse mangler. I den forbindelse er det konsulenternes opfattelse, at de lønaftaleskemaer, som kommunen p.t. anvender, fortsat vil være velegnede til formålet.
[3] at Farum Kommune styrker den centrale personalefunktion med henblik på en fremtidig tilfredsstillende personaleadministration. En styrkelse heraf bør samtidig indebære, at det sikres, at de centrale personalemapper løbende tilføres alle relevante dokumenter for ansættelsesforholdet.
[4] at Farum Kommune tager skridt til - i det omfang dette lovligt kan gennemføres - at varsle lønnedgang for de medarbejdere, som i dag får en løn, som ligger væsentligt over, hvad der må anses for sædvanligt for den pågældende stilling og den pågældende medarbejders kvalifikationer.
[5] at Farum Kommune - med henblik på at sikre en kontrolleret lønudvikling inden for rammerne af KTO-forliget - generelt melder ud i organisationen, at kommende lokalt aftalte lønstigninger skal være begrundet i, at den enkelte medarbejders jobfunktioner har ændret sig i væsentlig grad og/eller at medarbejderen har erhvervet sig yderligere kvalifikationer af relevans for opgavevaretagelsen.
[6] at Farum Kommune nøje præciserer og synliggør, hvem der har kompetencen og dermed også ansvaret i de forskellige faser af løn- og personaleadministrationen.
[7] at Farum Kommune overvejer at indføre en højere grad af kvalitetskontrol i løn- og personaleadministrationen således, at antallet af fejl og mangler fremover reduceres til et minimum. I den forbindelse er det væsentligt, at kvalitetskontrollen foretages der, hvor den faglige ekspertise er til stede eller også skal det sikres, at den faglige ekspertise oparbejdes der, hvor kommunen ønsker, at kvalitetskontrollen skal foregå.”
I delrapporten for skoleområdet hedder det:[164]
5. Helhedsvurdering af skoleområdet
Det må konstateres, at der ikke har været tilstrækkeligt styr på den løn- og personaleadministrative del.
Manglende og mangelfulde ansættelsesbreve og enkelte mangelfulde lønaftaler er kendetegnende for området og vidner efter konsulenternes opfattelse om manglende respekt for de regler, der gælder for kommunalt ansatte.
Det kan dog efter konsulenternes opfattelse ikke udelukkes, at de mange fejl og mangler delvist er begrundet i en mangel på klare og entydige forretningsgange og usikkerhed om kompetenceforholdene, ligesom området bærer præg af, at ikke have tilstrækkelig opbakning fra en personaleadministrativ enhed, der kan justere forholdene efter den udvikling personaleområdet løbende gennemgår.
6. Konsulenternes anbefalinger
På baggrund af ovennævnte gennemgang anbefales det,
…at Farum Kommune sikrer at alle ansatte har et ansættelsesbrev, der lever op til kravene i Aftale om ansættelsesbreve. I den forbindelse vil konsulenterne anse det som en fordel, at der som udgangspunkt anvendes et standardansættelsesbrev, der indeholder plads til udfyldelse af de nødvendige oplysninger. Dette gælder særligt personalesager, hvor der ikke foreligger et ansættelses brev samt personalesager med et mangelfuldt ansættelsesbrev, hvor sidste ansættelsesbrev er fra efter 1. juli 1993.
…at Farum Kommune gennemgår de administrative stillinger på skolerne med henblik på at vurdere om der er sammenhæng mellem stillingernes funktioner og ansvar og den aktuelle aflønning, samt vurderer om nogle stillinger bør henføres til konto 6 i det omfang, der hovedsagligt udføres forvaltningsarbejde i disse stillinger.
…”[i øvrigt som beskrevet for konto 6-området ad 2, 4, 6 og 7 ]
I delrapporten for kulturområdet hedder det:[165]
”6. Helhedsvurdering af Kulturområdet
Efter konsulenternes opfattelse er der god grund til at se nærmere på Kulturområdet i en lang række henseender.
For det første må det konstateres, at kulturområdet ikke fungerer som en helhed. Området bærer præg af at de 2 store institutioner - Musikskolen og Biblioteket - stort set kører deres eget løb, hvilket også fremgår af det interview, som er foretaget med kulturdirektør Marianne Bolvig. Det er dog konsulenternes opfattelse, at dette kan skyldes en kombination af, at de 2 institutioner stort set har været uden for politisk fokus, og at der har været mangel på synlig og kritisk ledelse fra kulturdirektørens side.
For det andet må det konstateres, at der ikke har været tilstrækkeligt styr på den løn- og personaleadministrative del. Manglende og mangelfulde ansættelsesbreve, uhjemlede lønaftaler og vilkårlige ansættelsesvilkår er kendetegnende for området og vidner efter konsulenternes opfattelse dels om manglende respekt for de regler, der gælder for kommunalt ansatte dels om manglende evner til at håndtere den personaleadministrative opgave tilfredsstillende. Det kan dog efter konsulenternes opfattelse ikke udelukkes, at de mange fejl og mangler delvist er begrundet i en mangel på klare og entydige forretningsgange og usikkerhed om kompetenceforholdene imellem decentrale ledere og forvaltningen.
For det tredje må det konstateres, at lønniveauet specielt i nogle lederstillinger ligger langt ud over, hvad der må anses for normalt og passende set i forhold til områdets størrelse og placering i den kommunale organisation. Efter konsulenternes opfattelse vidner det om mangel på ansvarlighed i forhold til kommunens økonomi, at lønningerne ikke sættes i forhold til den kompetence og det ansvar, som ligger i de pågældende stillinger.
For det fjerde kan det diskuteres, om kulturområdet fortsat kan bære at være et selvstændigt direktørområde (forvaltning).
7. Konsulenternes anbefalinger
På baggrund af ovennævnte gennemgang anbefales det,
…at Farum Kommune foretager en detaljeret gennemgang af personalebehovet på Kulturområdet med henblik på en konstatering af, om personaleforbruget er for højt i forhold til det serviceniveau, der ønskes
at Farum Kommune skaber en større grad af gennemskuelighed i forhold til såvel Musikskolens som Bibliotekets aktiviteter og i den forbindelse sikrer, at den til enhver tid værende overordnede leder af disse institutioner får adgang til alle relevante informationer om disse institutioners virksomhed både af driftsmæssig karakter og løn- og personaleadministrativt.
at Farum Kommune sikrer, at normeringen på Kulturområdet afspejler det faktiske personaleforbrug og at de medarbejdere, der beskæftiges på området, også lønmæssigt konteres på områdets lønkonti
…”[i øvrigt som beskrevet for konto 6-området ad 1-7]
I delrapporten for idræts- og fritidsområdet hedder det:[166]
”6. Helhedsvurdering af Idræts- og Fritidsområdet
Efter konsulenternes opfattelse er der god grund til at se nærmere på Idræts- og Fritidsområdet i en lang række henseender.
For det første må det konstateres, at der ikke har været styr på den løn- og personaleadministrative del.
Mangelfulde ansættelsesbreve, uhjemlede lønaftaler og vilkårlige ansættelsesvilkår er kendetegnende for området og vidner efter konsulenternes opfattelse dels om manglende respekt for og overholdelse af de regler, der gælder for kommunalt ansatte og dels om manglende evner til at håndtere den personaleadministrative opgave tilfredsstillende.
Det kan dog efter konsulenternes opfattelse ikke udelukkes, at de mange fejl og mangler delvist er begrundet i en mangel på klare og entydige forretningsgange og usikkerhed om kompetenceforholdene imellem decentrale ledere og forvaltningen, ligesom de vanskeligheder som er konstateret i forbindelse med Business Services opgavevaretagelse kan have betydning for såvel forvaltningen som de decentrale lederes mulighed for at varetage den personaleadministrative opgave tilfredsstillende.
For det andet må det konstateres, at lønniveauerne i en række stillinger ligger langt ud over, hvad der må anses for normalt og passende. Efter konsulenternes opfattelse vidner dette om mangel på ansvarlighed i forhold til kommunens økonomi.
For det tredje virker idræts- og fritidsområdet efter konsulenternes opfattelse pustet op til et niveau, som må siges at være atypisk i forhold til de opgaver, som en kommune normalt skal varetage. Konsulenterne er i den forbindelse opmærksom på, at ambitionen fra politisk side har været, at Farum skulle være landets førende idrætsby, hvilket der i sig selv ikke er noget odiøst i, men de økonomiske omkostninger i form af høje honorarer til idrætsambassadører og øvrigt personale, er efter konsulenternes opfattelse utraditionelt høje.
For det fjerde bør det overvejes, om idræts- og fritidsområdet fortsat kan bære at være en selvstændig enhed/et selvstændigt område set i lyset af de begrænsede opgaver, der efterhånden findes på området. Konsulenterne har i den forbindelse noteret sig, at hele konstruktionen med idrætsambassadører er afviklet, hvorefter langt den største del af området udgøres af Svømmehallen. Det bemærkes i øvrigt, at den nu fratrådte chef for idræts- og fritidsområdet oppebar en løn svarende til en forvaltningschef i en mellemstor dansk kommune, hvilket efter konsulenternes opfattelse lå langt ud over, hvad stillingen berettigede til.
For det femte ligger den samlede normering på området efter konsulenternes opfattelse i den pæne ende af skalaen. Dette er primært i Svømmehallen, men også blandt forvaltningspersonalet virker normeringen i overkanten. Det er oplyst, at normeringen i Svømmehallen, hvor der fx er ansat 6 tekniske serviceledere og et antal tekniske specialister, bl.a. er begrundet i hallens lange åbningstider, men efter konsulenternes opfattelse vil et nogenlunde ensartet serviceniveau kunne opretholdes med en lavere normering.
7. Konsulenternes anbefalinger
På baggrund af ovennævnte gennemgang anbefales det,
…at Farum Kommune foretager en detaljeret gennemgang af personalebehovet på Idræts- og Fritidsområdet med henblik på en konstatering af om personaleforbruget er for højt i forhold til det serviceniveau, der ønskes
at Farum Kommune sikrer, at den bevilligede normering på Idræts- og Fritidsområdet afspejler det faktiske personaleforbrug og at de medarbejdere, der beskæftiges på området, også lønmæssigt konteres på områdets lønkonti
…”[i øvrigt som beskrevet for konto 6-området ad 1-7]
KL’s konsulenter afgav delrapporterne med følgebrev af 4. februar 2002. Det fremgår heraf bl.a.:[167]
”De oplysninger, som ligger til grund for rapporterne og som primært fremgår af de vedlagte medarbejderoplysningsskemaer, er indsamlet i efteråret 2002 og foråret 2003. KL skal derfor tage forbehold for, at forholdene har ændret sig i perioden derefter uden at KL er bekendt hermed.”
I det omfang KL var blevet gjort bekendt med ændringer, var der ”i fornødent omfang taget højde herfor”. KL havde herunder noteret sig, at chefen for idræts- og fritidsområdet, Stefan Krüeger, var fratrådt sin stilling, og at alle kontrakter med idrætsambassadørerne var bragt til ophør.[168]
Om konto 6-området bemærkes:[169]
”at der ikke er foretaget en gennemgang af alle sager på konto 6-området, idet en række IT-medarbejdere med en særlig ansættelseskonstruktion ikke er gennemgået.”
Om skoleområdet bemærkes:[170]
”at der ikke er foretaget en gennemgang af alle sager på skoleområdet, idet Stenvadskolen og Stavnsholtskolen kun delvist er gennemgået og Solvangskolen ikke er gennemgået.”
For både konto 6-området og skoleområdet anføres:[171]
”Det bemærkes endvidere, at der ikke som på Kulturområdet og Idræts- og Fritidsområdet er foretaget interview med de budget- og personaleansvarlige ledere.
Rapporten på skoleområdet har derfor en anden karakter end på de områder, hvor samtlige personalesager er gennemgået.”
Dels på baggrund af KL’s rapporter, dels på baggrund af kommunens egne undersøgelser gennemførtes genforhandling og ændring af løn- og ansættelsesvilkår.
For 30 personer blev lønnen enten ”frosset fast eller sat ned”, jf. vidnet Mona Egebjergs forklaring.
Særligt om personer med tilknytning til idrætsområdet henvises til kapitel 8.
Personalekontorets opgaver i sidste del af undersøgelsesperioden er belyst i økonomiudvalgets protokol den 20. maj 2003 under punkt 248 ”Ansøgning om dispensation fra ansættelsesstoppet - genbesættelse af personalekonsulent”, hvorefter udvalget tiltrådte ansættelse af personalekonsulent efter følgende sagsfremstilling:[172]
”Personalekontoret har tidligere haft 2 ansatte, hvoraf den ene er ophørt 01.03.2003. Arbejdsmængden og belastningsgraden er så stor, at området ikke kan fungere med kun en person.
Der er på kort meget store udfordringer for personalekontoret.
- I samarbejde med Business Services få udarbejdet arbejdsprocesbeskrivelser med henblik på at få minimeret de høje niveauer i fejlagtige lønudbetalinger. Opgaven er aftalt med Business Service, men det kræver ressourcer at få den gennemført.
- Kommunedata har som et led i den almindelige udvikling af deres løn- og personalesystem skabt et væsentligt bedre system, som Farum Kommune også skal implementere. Denne opgave er på grund af travlhed udskudt til september, men vil så kræve en stor indsats fra personaleafdelingen, idet det lægger op til andre måder at arbejde på og vil kræve undervisning af decentrale ledere, da der bliver mulighed for direkte indtastning ved kilden og vil dermed sparer papirgange og minimerer fejlmulighederne.
- Opfølgning af anbefalingerne i KL rapporten om scanning af lønbudgetterne med henblik på vurdering af legalitet, personalevurdering og serviceniveau. Omfanget af denne opgave kendes først efter økonomiudvalgsmøde den 20.05.2003
- Fortsættelse af ovenstående arbejde i de områder, som KL endnu ikke har gennemgået og som økonomiudvalget beslutter skal scannes efter ovenstående model.
- Ansættelsesbrevene opfylder ikke alle lovens krav. De faglige organisationer kan idømme os en bod på kr. 5.000 for hvert ansættelsesbrev, der ikke opfylder kravene. Det er derfor meget vigtigt, at dette overholdes, både af hensyn til at det vil være en dårlig økonomi at skulle betale bod for ikke at overholde loven, og i forhold til at de ansatte har krav på at have et korrekt ansættelsesbrev.
- Samarbejds- og sikkerhedsstrukturen skal tilpasses til den nye struktur.
- Der skal udvikles en ny personalepolitik, som passer til Farum Kommune, og sigter på både organisationsudvikling og medarbejderudvikling, hvilket er et meget “udsultet” område.
- Personalehåndbogen er fra 1994 og er slet ikke i overensstemmelse med virkeligheden i 2003 og trænger til en gennemgribende renovering.
- Dette er opgaverne på kort sigt. Opgaverne på langt sigt vil senere blive forelagt økonomiudvalget som en del af personalekontorets langsigtede mål.
- Der ansøges derfor om dispensation for ansættelsesstoppet til ansættelse af en veluddannet personalekonsulent, idet forvaltningen klare vurdering er, at opgaverne ikke kan løses på kort sigt, hvis der ikke tilføres fagligt velfungerende ressourcer.
- …”
Der henvises i øvrigt til bind 4, kapitel 6.3.2. hvorefter den nye organisationsdirektør bl.a. har til opgave at:
- ”Sikre opfølgning på den igangværende undersøgelse på lønområdet der gennemføres af KL’s konsulenter, herunder sikre opfølgning på de konkrete sager som undersøgelsen måtte give anledning til.”
Der henvises endvidere til bind 4, kapitel 6.3.3. hvorefter det i sagsfremstillingen til økonomiudvalget den 2. marts 2004 om tilpasning af organisationsstrukturen bl.a. hedder:[173]
”Personaleområdet
Personaleområdet i Farum Kommune er fortsat normeringsmæssigt væsentligt under sammenlignelige kommuner. Denne vurdering ændres ikke ved at der er rent løntekniske opgaver udlagt til Business Services. KL har i januar rapporteret for sin lønscanning af kommunen, og resultaterne heraf forelægges ved efterfølgende separat sag. Det fremgår af rapporteringen at der er en række betydelig mangler i bl.a. det ansættelsesmæssige sagsgrundlag. Det er organisationsdirektørens generelle vurdering, at personaleområdet skal styrkes snarest. Den vanskelige rekrutteringssituation på dette område kan dog vanskeliggøre dette.”
Der er afgivet en række forklaringer om emnerne i dette afsnit.
Vidnet Jørgen Larsen, socialchef og administrerende direktør, har forklaret:[174]
”Forespurgt til ansættelsen og afskedigelsen af [B75][175] forklarede vidnet, at [B75] blev ansat i oktober 1998. Vidnet var medunderskriver på ansættelsesbrevet. Det er korrekt, at [B75] blev opsagt kort efter sin tiltræden, og han fik en godtgørelse på 4 måneders løn. Vidnet ved ikke i detaljer, hvad [B75] var ansat til, men han skulle være chef for infrastrukturen, herunder bl.a. medvirke til at skabe en smuk by ved veje og byfornyelse. [B75] havde nogen kvalifikationer, som han kunne tilføre kommunen med blandt andet en baggrund i det private erhvervsliv. Da B75 fik ansættelsesaftalen, som vidnet så som en bekræftelse på ansættelsen, var der stadig igangværende lønforhandlinger. Det var vidnet og personalechefen, der for kommunen indgik i disse forhandlinger. Efter en del forhandling måtte vidnet dog melde tilbage til borgmesteren, at kommunen ikke kunne opfylde [B75]’s krav. Det er korrekt, at der allerede ved indgåelse af ansættelsesaftalen var aftale om månedsløn til [B75], men de videre forhandlinger vedrørte tillægsgoder, som [B75] blandt andet kendte det fra det private erhvervsliv. [B75]’s ansættelseskontrakt var bygget op på en sådan måde, at han fik et løntillæg til det lønniveau, han var indplaceret på. [B75]’s ønsker på dette område kunne kommunen ikke matche. Borgmesteren var enig i, at da forhandlingerne ikke kunne falde på plads, så den ansættelsesgaranti [B75] havde fået ved ansættelsesaftalen kunne overholdes, måtte [B75] have en lønkompensation. [B75] nåede at være ansat i Farum Kommune i 2 til 3 uger. Han fik et kontor. [B75] var således påbegyndt sit arbejde i kommunen, inden hans løn var endelig forhandlet på plads. Dette er ikke helt usædvanligt inden for det offentlige ansættelsessystem. Vidnet husker ikke, at der har været andre tilsvarende sager.
Adspurgt af advokat Karen-Margrethe Schebye om hvordan lønnen for en kommunal chef blev dannet, forklarede vidnet, at der indledningsvis skete en klassificering af lønnen i henhold til en tabel. Det vil sige, at [B75] fik en grundløn og derefter et løntillæg. Løntillægget blev forhandlet sammen med den faglige organisation. Organisationen fik et brev fra kommunen om, at de kunne møde til forhandlingssamtalen. Det er meget almindeligt, at lønforhandlingerne ikke helt er faldet på plads inden ansættelsen. For cirka 10 år siden blev mange forhandlinger indgået med inddragelse af Kommunernes Lønningsnævn.”
Vidnet Doris Sonne-Hansen, løn- og personalekontoret, har forklaret:[176]
”Hun stod i starten for forhandlinger med KL/Kommunernes Lønningsnævn om godkendelse af omnormering. Senere blev der lempet generelt på området, og på et tidspunkt med indførelse af ny løn skulle der ikke ske godkendelse mere. Kun øverste skalatrin måtte ikke rykkes. Farum Kommune var ikke den eneste kommune, der var omfattet af disse regler, der gjaldt generelt for kommunerne.
Når tilladelse skulle indhentes i Kommunernes Lønningsnævn, var det lønkontoret, der stod for det.
Efter Steen Ballegaard rejste, havde vidnet ansvaret for, at ansættelsesbreve blev udarbejdet også for personalet på institutionerne. Ved ansættelse, bortset fra tjenestemandsstillinger, brugtes ansættelsesskemaer. På institutionerne var det for eksempel skoleinspektøren, der forhandlede og ansatte folk inden for hans forvaltning. Med hensyn til ny løn var der flere papirer, der skulle udfyldes med de tillæg, der blev forhandlet med forbundene. Ansættelsesbrevene blev kopieret og lagt i personalesagsmapperne. Når der skete ændringer i stillingerne, blev der udfærdiget et nyt ansættelsesskema fra den pågældende forvaltning. Hvis ansættelsesbrevet ikke blev korrekt udfyldt, kunne der ikke laves lønindberetninger. Alt blev samlet på personalesagen.
Foreholdt ”Scanning af løn- og personaleområdet. Delrapport vedrørende konto 6-området”, punkt 5.1.1 ”Fejl og mangler ved ansættelsesbrevene inden for konto 6-området”,[177] forklarede vidnet, at hun ikke forstår, der kan være de beskrevne fejl og mangler. Kommunernes Revision kom hvert år og reviderede. De var meget grundige og gennemgik mange sager. Blandt andet gennemgik de udbetalinger til byrådsmedlemmer og alle chefer. Der kunne mangle et bilag eller mangle et bankkontonummer, som kunne være lagt forkert, men der var ingen alvorlige bemærkninger. Revisionsberetninger lå der for hvert år. Vidnet mener, at revisionen ville have meldt tilbage, hvis der i hendes ansættelsesperiode havde været så grove fejl, som det fremgår af den foreholdte delrapport. Der kunne ikke udbetales løn, hvis der ikke var et ansættelsesbrev, oplysning om bankkonto, oplysning om hvilken løn, der skulle udbetales, og et udfyldt skema for ny løn. Også medarbejdere, der var rejst, var der sager på. De lå på fjernarkivet. Man kunne ringe til arkivet i kulturhuset, og de ville så finde materialet. Vidnet ved ikke, hvor sagerne fysisk var/er, men de har altid kunnet skaffes. Fjernarkivet har i hvert fald eksisteret i 30 år, og hun ved, at det forsat fungerer, fordi hun ind i mellem stadig arbejder for kommunen på konsulentbasis, da hun er den eneste, der kan lave tjenestemandspensionssagerne.
Foreholdt delrapportens punkt 5.2.1, forklarede vidnet, at hvis der ikke er en lønaftale, kan man ikke indberette og udbetale løn. Lønmedarbejderne kunne ikke gætte, hvad de enkelte skulle have udbetalt. Vidnet har altid sørget for, at der var underskrift fra forbundene ved for eksempel Benthe Lindevang eller andre, der havde kompetencen til at underskrive lønaftaler. Alle originale lønaftaleskemaer underskrevet af forbundet og vidnet ligger i en særskilt mappe, som vidnet gav videre til sin efterfølger, da hun stoppede. Der blev brugt en kopi heraf til lønindberetningerne. Denne mappe brugtes også af Kommunernes Landsforening, da de bistod kommunen i forbindelse med overgangen til ny løn, en bistand vidnet i øvrigt var meget glad for.
Foreholdt delrapportens pkt. 6 ”Helhedsvurdering af konto 6-området” forklarede vidnet, at det værste var, da lønkontoret blev udliciteret. Det var i november 1999, nogenlunde samtidig med at vidnet ophørte sit arbejde. Vidnet havde skrevet mange sider om, hvor uhensigtsmæssigt det var at udlicitere lønkontoret. Lønkontoret havde så mange personaleopgaver, som ikke kunne udliciteres, og opgaverne var i høj grad integreret og kunne ikke bare adskilles. Det var nok ikke den normale situation, men sådan var det i Farum. Hendes kritik af udliciteringen følte hun blev opfattet som om, at hun var for gammel til at se det positive i nye måder at indrette kommunens forvaltning på, men vidnet ved, at det gik galt ved udliciteringen. Hun har fortsat sin gang i kommunen som konsulent og har hørt lærere sige, at de ikke har fået udbetalt lønnen korrekt, siden hun rejste. En chef, som vidnet ikke vil oplyse navnet på, sagde til vidnet, at hun havde ret med hensyn til, at udlicitering af lønkontoret var en dårlig ide. De var til sidst kun 4½-5 personer ansat på løn- og personaleområdet mod omkring 10 i andre tilsvarende kommuner. Det er vidnets opfattelse, at man med en så lille bemanding ikke kunne tjene på udlicitering.
Adspurgt om sit kendskab til kommunens konsulentaftaler forklarede vidnet, at hun kun kender aftalen med Kommunernes Landsforening om bistand i forbindelse med overgangen til ny løn og til aftalen om udlicitering af lønafdelingen. Hun har ikke indsigt i andre konsulentaftaler. Hun havde intet at gøre med udbetaling til konsulenterne, da hun kun havde at gøre med dem, der skulle betale A-skat.
Foreholdt protokol fra møde i økonomiudvalget af 2. juni 1998, punkt 77, (om drøftelse af kommunens konsulentbistand 1995-1997)[178] forklarede vidnet, at hun godt kender navnene på flere af de konsulentfirmaer, der bliver nævnt, men hun har ikke været med til at udarbejde det notat, der omtales på mødet. Vidnet gætter på, at det måske er borgmesteren og kommunaldirektøren, der har udarbejdet notatet. Måske kender direktørerne for de enkelte forvaltninger til konsulentaftalerne, eksempelvis direktøren for teknisk forvaltning. Vidnet vidste godt, at Lars Bjerregaard Jensen og Palle Mikkelsen var ansat som konsulenter. Hun ved ikke, hvem der indgik konsulentaftalerne med dem.”
Vidnet Steen Ballegaard, personalechef, har forklaret:[179]
”Kompetencen til at ansætte havde den enkelte forvaltning selv. Økonomiudvalget og borgmesteren eller i dennes fravær personalechefen stod for afskedigelser.
Lønfastsættelse var delt i to, for overenskomstansatte og tjenestemandsansatte. Konkret lønplacering og fastsættelse af løn skete tidligere i forvaltningerne decentralt og blev godkendt i økonomiudvalget. Fra starten af 1989 koncentrerede man lønindplacering i personalekontoret i vidnets afdeling og det skulle så koordineres og godkendes i chefgruppen. Alle indplaceringer skulle og blev under vidnets ansættelse godkendt i økonomiudvalget.
Det var vidnet, der havde ansvaret for at ansættelsesforhold, der skulle godkendes i Kommunernes Lønningsnævn også blev det. Der var ikke en eneste chef, hvis ansættelsesforhold ikke havde fuld hjemmel efter de gældende regler og aftaler. Det kan dokumenteres. Der var styr på lønfastsættelsen i den periode, vidnet var ansat. Det var en del af vidnets opgave at sige til og fra over for ansættelsesvilkårene herunder lønfastsættelsen. Når vidnet sagde, at ”det kan/må man ikke”, blev der lyttet til det.
Da krav om ansættelsesbeviser ved en kommunal aftale mellem KL og KTO trådte i kraft den 1. juli 1993, var det allerede fuldt implementeret i Farum Kommune. Alle, der er ansat i Farum Kommune i vidnets embedsperiode, fik et ansættelsesbrev. Hvis man blev omklassificeret, fik man et tillæg til sit ansættelsesbrev, og der blev taget en kopi til personalesagen. Der var ikke noget i Farum Kommune, der skulle laves om på grund af de nye regler om ansættelsesbeviser. Der fandtes medarbejdere, som eksempelvis havde været ansat siden 1970’erne, der ikke havde noget ansættelsesbrev, men det var i overensstemmelse med de nye regler, at de ikke nu fik ansættelsesbrev.”
Vidnet Sidse Ægidius, sekretariatschef og direktør, har forklaret:[180]
”Kommissionen adspurgte endvidere om kommunens udmelding af KL og konsekvenser vedrørende indgåelse af nye overenskomster. Vidnet forklarede, at hun ikke tidsmæssigt kunne overkomme at sætte sig ind i overenskomstforhandlinger og derfor afviste at tage sig af opgaven. Hun mener, at Peter Brixtofte udmeldte kommunen i et øjebliks voldsom hidsighed. Jørgen Larsen fik sagerne vedrørende overenskomstforhandlinger. Kommunen har i øvrigt i hendes tid stort set ikke trukket på bistand fra KL.”
Vidnet Karsten Ole Knudsen, kommunaldirektør, har forklaret:[181]
”Foreholdt notat af 25. september 2004[182] forklarede vidnet, at han husker notatet. Aftalen med KL om, at de skulle udføre en lønscanning, var indgået i 2002, dvs. før vidnet kom til. Vidnet troede, at der hurtigt ville ske noget i sagen, men det gjorde der ikke. Det drejede sig om mange penge. Derfor gennemgik vidnet sammen med Mona Egebjerg selv lønningslisten og fandt de sager, der gav anledning til yderligere.
Vidnets egen oplevelse var, at KL var langsommelige. Vidnet bad Mona Egebjerg om at notere, hvilke konkrete ting fra KL’s side, de var utilfredse med. De rykkede KL’s lønafdeling, men vidnet og Mona Egebjerg konstaterede, at samarbejdet med KL’s lønkontor var trægt. KL havde et administrativt setup, der var utilstrækkeligt. De mange uafklarede sager var dræbende for arbejdsmiljøet på rådhuset. Vidnet så sin opgave som fremadrettet og brugte tid på at vurdere den enkelte medarbejders plads i kommunen i den nye organisation. Det vigtige for vidnet var den enkelte medarbejderes evne og vilje til at trække med i den nye organisation. Han var ikke specielt optaget af at undersøge fortiden. Det var der mange andre, der var i gang med. Hermed ikke sagt at han ville holde hånden over angribelige forhold. Det var en usædvanlig situation og ikke en let opgave. Alle i kommunen blev betragtet som belastede af det tidligere hændelsesforløb, selv folk der først var ansat efter sagens opkomst. Det var en ikke heldigt gennemført konsulentopgave. Først i 2004 havde de energi nok til at sige fra over for KL.
Foreholdt KL’s rapport fra 2004 ”Farum Kommune - scanning af løn- og personaleområdet. Delrapport vedrørende konto 6-området”,[183] punkt 5.1.1 ”Fejl og mangler ved ansættelsesbreve”, forklarede vidnet, at de manglende ansættelsesbreve ikke gav anledning til problemer, men det skal jo være i orden. Mona Egebjerg var også opmærksom på det og var enig med vidnet i, at det var lavet alt for dårligt fagligt set. Vidnet forholdt sig alene til, om det som ”rettidig” konsulentydelse betragtet var i orden. Lønscanningen i sig selv var sikkert god, men den burde være kommet 1 år tidligere. Ad ”5.1.2. sammenfatning” forklarede vidnet, at det, at der manglede lønaftaler, ikke var i orden, og at det var udtryk for at administrationen havde været utrolig dårlig. Det var derfor, at vidnet ansatte en personaledirektør, og dermed blev der taget hånd om problemet.”
Vidnet Lars Møller Hansen, personalekonsulent, har forklaret:[184]
”… opgaverne bestod primært i at fungere som konsulent i forhold til institutionsområdet uden for selve den kommunale forvaltning. Farum Kommune havde en model med decentral personaleadministration, bl.a. på børnehaver, skoler og plejehjem, hvor selve ansættelserne skete i de enkelte institutioner. Her rådgav vidnet lederne af institutionerne om konkrete spørgsmål. Vidnet tog sig dog af afskedigelsessituationer fra alle områder, idet disse sager ofte var ubehagelige og krævede særlig ekspertise.
Adspurgt om det centraladministrative personaleområde på rådhuset, dvs. konto 6, forklarede vidnet, at det har han stort set ikke beskæftiget sig med. Det var primært Leif Frimand Jensen og Peter Brixtofte, der tog sig af ansættelser i administrationen. Organisationsmodellen i administrationen var ”alternativ”, og der var vældig få personer ansat på kerneopgaver i centraladministrationen. Vidnet var eneste person i personaleafdelingen på rådhuset. Vidnet refererede til Jørgen Larsen. Vidnet var bindeled til Business Services, som stod for lønadministrationen. Vidnet fik oplysningerne om lønniveauet/lønsummen af enten Jørgen Larsen eller Leif Frimand Jensen, og derudfra var det vidnets opgave at udforme lønaftaler og videreformidle disse til Business Services. Vidnet husker ikke, om det var sådan ved alle ansættelser, men sådan kørte det løbende. …
Foreholdt ”Farum Kommune - scanning af løn- og personaleområdet. Delrapport vedrørende konto 6-området,” punkt 5.1.1. ”Fejl og mangler ved ansættelsesbrevene inden for konto 6-området”,[185] forklarede vidnet, at det var meget få ansættelsesbreve, vidnet havde udfærdiget i sin ansættelsesperiode, idet kommunen i hans ansættelsesperiode mere afskedigede end ansatte folk. Der skete i løbet af perioden en udvikling i lovgivningen, hvilket betød, at ansættelsesbreve fra gammel tid kunne være blevet mangelfulde og ikke opfyldte de krav, der er i dag. Det var Business Services, der skulle ajourføre ansættelsesbrevene, og ansvaret lå for så vidt i lønfunktionen sammen med lønudbetalingen for institutionerne med videre. Med hensyn til ansættelser i centraladministrationen på konto 6, lå det ikke i vidnets ansvarsområde. …
Ad punkt 5.2.1 ”Fejl og mangler ved lønaftaler inden for konto 6-området” forklarede vidnet, at i starten var der system i det, og sagerne lå i nogle arkivskabe i et system efter personnummer. På et tidspunkt mistede vidnet overblikket, hvilket skete i forbindelse med, at dele af personaleadministrationen blev udliciteret til Business Services. Mange af sagerne var udlånt til Business Service, som ikke havde det store system i det. Der kunne være mange interessenter, der kiggede i sagerne og der forsvandt en del sager. Vidnet husker ikke præcist hvornår, herunder om det var før eller efter, Farum-sagen startede.
Vidnet kan ikke sige, hvorvidt han har haft alle konto 6-ansættelsers lønaftaler mellem hænderne, men det var hans ansvarsområde. Han kan derfor heller ikke sige, hvorvidt en manglende lønaftale derfor skylde, at der er sket konto 6-ansættelser uden om ham.
…Adspurgt af kommissionen om vidnets opfattelse af fordele eller ulemper ved ikke at være medlem af KL forklarede vidnet, at en lille kommune er absolut afhængig af det store fællesskab og dets forhandlingsapparat og af at være med i en ”familie”. Udmeldelsen gav mange spørgsmål og mange møder, men heldigvis varede det ikke så længe, før kommunen kom ind i KL igen.”
Vidnet Per Rohde Soelberg, KL, har forklaret:[186]
”… Opgaverne bestod dels i at lave en lønscanning og dels at bedømme normeringsniveauet i de decentrale institutioner i kommunen. Sidstnævnte blev dog aldrig gennemført. Lønscanning er ikke en decideret undersøgelse, men en gennemgang, der har til formål at pege på eventuelle problemer og usædvanlige forhold. Man foretager en foreløbig gennemgang af lønninger for at se, om der er penge at hente nogen steder, og for at få et overblik over, hvor slemt det stod til, og hvad der i givet fald hvad skulle gøres for at sænke lønningerne. De tog 2½ mand ud i kommunen for at skaffe sig overblik, og det var ganske svært. Det er vidnets indtryk, at de personer i kommunen, de samarbejdede med, gjorde, hvad de kunne. Der var usædvanlig stor uorden i papirerne. Nogle papirer skulle findes i flyttekasser og måske samtidig med, at der sad journalisterne og kopierede materialet. Det var derfor svært at få et overblik over forholdene på området.
Foreholdt delrapport vedrørende konto 6-området[187] om hvorvidt fejl og mangler ved ansættelsesbreve var væsentlige eller mere formelle, forklarede vidnet, at det også i andre kommuner var almindeligt, at der kunne være fejl ved ansættelsesbrevene, og de kunne leve med problemstillingerne i forhold til de gamle ansættelsesbreve. Med hensyn til ansættelse af ledere i institutionerne var der forvirring, idet man decentralt mente, at det var en central opgave at udforme ansættelsesbrevene, mens de centralt mente, at det var en decentral opgave.
Det var ikke kun på konto 6-området, at der var forvirring, men også på de andre områder. De foretog først scanning på idræts- og fritidsområdet, og det, der kom frem, var meget interessant. Bagefter så de også på kulturområdet, på børneområdet og på skoleområdet og så videre. De, der klagede, var normalt de ansatte, der fik mindre løn end andre. Der var ikke uro eller utilfredshed fra dem, der fik en højere løn end det normale aftaleniveau. Der var heller ikke klarhed omkring beskrivelsen af de ansattes arbejdsfunktioner og kvalifikationer. Når kommunen omorganiserede, fik folk nye opgaver eller omskoling og nogen gange ændringer i løn, men tingene var ikke ajourført, så medarbejdernes aftalte løn ifølge ansættelsesbeviserne var ikke altid i overensstemmelse med den løn, de fik udbetalt. De lavede ingen samlet undersøgelse af, hvor meget kommunen betalte for meget i forhold til det almindelige aftalelønniveau.
…Adspurgt af advokat Jesper Lett om det ikke var misvisende at skrive ”6 ud af 70”, når 28 ikke var gennemgået, forklarede vidnet, at … han er enig i ”6 ud af 42” ville være en mere passende formulering.
…Adspurgt af advokat Anders Valentiner-Branth[188] om man i forbindelse med konto 6 kikkede på ansættelsesbrevene i 1998 forklarede vidnet, at alle medarbejdere ansættelseskontrakter i 1998 blev genforhandlet i forbindelse med ny løn. Så fejlene i de 16 ud af 42 sager må derfor være sket siden 1998.”
Vidnet Mona Egebjerg, organisationsdirektør, har forklaret:[189]
”Foreholdt vidnets notat af 25. september 2004 til kommunaldirektøren[190] samt vidnet Karsten Ole Knudsens forklaring[191] forklarede vidnet, at baggrunden var en dyb frustration over, at opgaven vedrørende lønscanning bestilt hos KL ikke var løst tilfredsstillende, og at de ikke havde materialet, da de skulle bruge det. Der var frustrationer over at få tilsendt en konsulentregning fra KL på 300.000 kr., som de var nødt til at betale, for et materiale, der var ubrugeligt. De var nødt til at bruge en mere ”bondsk” model, fordi materialet kom alt for sent.
Hun betragtede den tidligere inderkreds i ledelsen af Farum Kommune som Peter Brixtofte, Jørgen Larsen og Leif Frimand Jensen. Det var meget tydeligt, at de personer, der var i tæt berøring med inderkredsen, havde en meget høj løn, sikkert fordi de havde arbejdet rigtig meget i perioder, måske nærmest døgnet rundt. Men så store lønninger var urimelige, i hvert fald som situationen var i 2003-2004. Vidnet kendte godt til lønniveauet i de omkringliggende kommuner som ikke var i nærheden af niveauet i Farum Kommune. Der var f.eks. en byrådssekretær, der havde over 40.000 kr. i løn pr. måned. Adspurgt om den procedure de herefter fulgte, forklarede vidnet, at der blev skrevet lønningslister ud, og Karsten Ole Knudsen og vidnet gennemgik listerne hver for sig. Der var 30 personer, hvor de begge fandt, at lønniveauet skilte sig ud. De skaffede sig oplysninger om lønniveauet for personer i tilsvarende stillinger ud fra lønstatistikker og ved at spørge i kommunerne omkring dem. Sammen med Karsten Ole Knudsen og personalekonsulent Lars Møller Hansen fandt de frem til et mere rimeligt lønniveau for de nævnte 30 personer, der enten fik lønnen frosset fast eller sat ned. Det skete relativ hurtigt.
…Adspurgt af advokat Karen-Margrethe Schebye om de havde rettet henvendelse til Kommunernes Lønnings- og Pensionsnævn, forklarede vidnet, at det foresvæver hende, at Per Sohlberg fra KL var i en dialog med nævnet om lønniveauet. Videre forespurgt om formalia var i orden i de enkelte sager med hensyn til løntillæg etc., forklarede vidnet, at i nogle sager kunne de ikke se, hvad funktionstillæg etc. indebar, og hvilke funktioner de dækkede over. Adspurgt om de tog kontakt til de forhandlingsberettigede faglige organisationer, forklarede vidnet, at kommunen tog først kontakt til de personer, der tilsyneladende havde for høj løn. Mange mennesker kender deres løn, men ikke detaljerne. En del af de faglige organisationer havde styr på, hvad tillæggene vedrørte. Det var den samme aftale, kommunen var i besiddelse af, men der kunne være flere notater hos den faglige organisation. Adspurgt om, hvorfor lønnen var for høj, forklarede vidnet, at der f.eks. var nogle personer, der havde fået et midlertidigt funktionstillæg, som aldrig var frataget dem. Der blev ikke truffet aftale om nedsættelse af lønnen, uden at de faglige organisationer var med. Adspurgt om hvor ansvaret lå i de situationer, hvor der var givet midlertidigt tillæg, og om ikke det var kommunen, der skulle sørge for at følge op og ophæve tillægget, forklarede vidnet, at det efter hendes opfattelse er en gensidig aftale, men at det i sidste ende er forvaltningens ansvar, og at ansvaret lå i de enkelte forvaltninger. Adspurgt yderligere om der ikke var tilfælde, hvor midlertidige projekter løb ud over et år, forklarede vidnet, at det var der også. Aftalerne lå på de enkelte personalesager. Adspurgt om der fandtes en samlet oversigt, forklarede vidnet, at hun på et tidspunkt har udfærdiget et uofficielt notat til økonomiudvalget i 2004 og her havde noteret, hvilke personer og hvilke beløb det drejede sig om. I 2005 ville kommunen spare 800.000 kr. og året efter 2,2 mil. kr. Det var ikke på den officielle dagsorden. Vidnet ved, at da hun tømte sin computer ved sin opsigelse, afleverede hun notatet til det daværende sekretariat i Farum.[192]
Adspurgt Kønig forespurgte om det var vidnets indtryk, at den høje løn var udtryk for, at der var meget arbejde, forklarede vidnet, at der f.eks. sad en sekretær til ca. 41.000 kr. i løn og solgte billetter i svømmehallen. Medarbejderen blev hentet hjem til kommunen grundet arbejdspresset. Hun var en god arbejdskraft. Det var Lis Johannesen, som var en meget kvalificeret medarbejder.”
Kommissionen har også under indtryk af det arbejde, der allerede er udført ved KL’s lønscanning, afstået fra at foretage en gennemgang af samtlige personalesager med henblik på at afdække mulige fejl eller mangler i sagerne.
Kommissionens gennemgang af en række konkrete personalesager viser et meget svingende informationsniveau. I en del af sagerne foreligger der intet ansættelsesbrev, ingen nærmere stillingsbeskrivelse og meget spartanske oplysninger om lønforhold mv. I andre sager er oplysningerne mere fyldige. Sagerne forekommer generelt ustrukturerede, og det må have været vanskeligt for personaleadministrationen at orientere sig i indholdet. KL’s lønscanning bekræfter dette indtryk.
Nogle af disse forhold har sammenhæng med, at de høje krav, der i dag stilles til indholdet af personalesager, herunder f.eks. indholdet af ansættelsesbreve, ikke var gældende, da de ældre sager blev oprettet. Personalesagernes administrative behandling kan endvidere have sammenhæng med den samlede prioritering af personaleressourcerne i administrationen.
Personalesager vedrørende idrætsområdet er særskilt beskrevet i kapitel 8.
Den rejste kritik har bl.a. vedrørt spørgsmål om hvornår embedsmænds tjenestepligt, herunder tavshedspligt og loyalitetspligt, kan vige (ytringsfrihed og meddeleret) eller skal vige, dvs. i form af pligt til at sige fra over for muligt ulovlige embedshandlinger (meddelepligt). Ytringer, der slet ikke er omfattet af embedsmandens tjenestepligt, kan embedsmanden som alle andre fremsætte alene bundet af straffelovens bestemmelser om injurier. Embedsmanden kan imidlertid af forskellige grunde afstå fra at udnytte sin ytringsfrihed og meddeleret/meddelepligt.
Sagen vedrørende psykolog Ulla Andersens tale ved kommunaldirektørens afskedsreception i august 1994 giver anledning til undersøgelse og diskussion om embedsmandens ytringsfrihed og loyalitet.
Endvidere giver spørgsmålet om Jørgen Lindhardt, Jørn Frederiksen og evt. andre embedsmænds adgang til at videregive oplysninger på lovlig måde, herunder til pressen, og uden derved at udsætte sig for repressalier anledning til undersøgelse og diskussion (meddeleret - whistleblower).
Endelig giver spørgsmålet om Leif Frimand Jensens og andre embedsmænds tjenestepligt contra ”pligt til at sige fra” anledning til undersøgelse og diskussion.
Der henvises vedrørende medieomtale mv. til bind 2, kapitel 3 og bind 4, kapitel 6.
Navnlig praksis fra Folketingets Ombudsmand angav også i undersøgelsesperioden retningslinjer for offentligt ansattes ytringsfrihed og meddeleret set i forhold til tjenestepligter.
Emnet har gennem tiden været behandlet af flere juridiske forfattere, herunder i statsretlig sammenhæng.
Professor Alf Ross anfører i Dansk Statsforfatningsret II om tjenestemænds ytringsfrihed (1980):[193]
”Der antages … i kraft af det særlige ansættelsesforhold for tjenestemænd at gælde en særlig ”loyalitetspligt” over for den styrelse, hvori den pågældende er ansat - i sidste instans over for den til enhver tid siddende minister. Særligt antages denne at måtte være af betydning for de højtstående tjenestemænd, som dagligt personligt skal samarbejde med ministre, som f.eks. departementschefer. I praksis vil der således være et sæt regler - såvel af juridisk som ikke-juridisk karakter - der vil kunne lægge bånd på de faktiske muligheder for at udøve den ytringsfrihed, som tjenestemanden - på linie med andre borgere - er i besiddelse af.”
Om offentlig ansattes ytringsfrihed anfører professor Peter Germer, Statsforfatningsret (2000):[194]
”Offentligt ansatte er omfattet af ytringsfrihedsbeskyttelsen i grundlovens § 77, ikke blot fordi de skal have adgang til at ytre sig på lige for med andre borgere, men også fordi offentligheden skal have adgang til at høre de synspunkter, som de offentligt ansatte med deres særlige indsigt kan fremføre.
…Det er almindeligt anerkendt, at der kan fastsættes regler om tavshedspligt, som i et vist omfang begrænser offentligt ansattes ytringsfrihed. De ytringsfrihedsbegrænsninger, der følger af tavshedspligten, er imidlertid af en særlig art.
…Der er grund til at understrege, at de modstående hensyn ikke må udstrækkes længere, end formålet kræver, når de anvendes til at begrænse ytringsfriheden.
Det anføres undertiden, at offentligt ansattes ytringsfrihed begrænses af deres loyalitetspligt og troskabspligt. Dette er en misforståelse, som er svær at udrydde. Loyalitet er en god ting, og illoyalitet er noget kedeligt noget, men der opstår problemer, hvis man begynder at knytte retsvirkninger til loyalitetsbegrebet. Erfaringen viser, at den politiske frihed kommer i fare, når vage begreber som loyalitetspligt og troskabspligt behandles som håndfaste juridiske forpligtelser.”
Der henvises om emnets behandling i offentlig ret i undersøgelsesperioden navnlig til professor Jens Peter Christensen: ”Offentligt ansatte chefers ansvar - En udredning om visse forhold af betydning for offentligt ansatte chefers retsstilling” (1998).[195]
Folketinget behandlede den 30. januar 2004 beslutningsforslag B 39 om meddeleret for offentligt ansatte og beslutningsforslag B 40 om fremme af offentligt ansattes deltagelse i den offentlige debat. I beslutningsforslag B 39 og under Folketingets forhandlinger blev Farumsagen omtalt. Det hedder således i B 39: [196]
”Det er forslagsstillernes opfattelse, at nogle af de kommunale skandaler kunne være undgået og kan undgås, hvis de ansatte får en meddeleret. Efter de oplysninger, der i dag foreligger, tyder meget på, at der ville have været ansatte i Farum Kommune, der ville have benyttet sig af en sådan ret. Det fremgår af det, der er kommet frem efter afsløringer om forholdene i Farum Kommune, at ansatte var klar over, at der var noget rivende galt. Men de turde ikke sige noget på grund af konsekvenserne for deres stilling, hvilket er forståeligt, når man tænker på den personalepolitik, der blev praktiseret i Farum.”
Under forhandlingerne anførtes bl.a.:
”Birthe Rønn Hornbech (V):
…Hvis man forestiller sig, at en sådan anmelderet altså skulle medføre, at man, uden at man selv fik sanktioner af disciplinær art, f.eks. skulle kunne gå til medierne, så er dertil at sige, at medierne selvfølgelig alt for ofte render med en halv vind, men jeg tvivler alligevel på, at seriøse medier vil begynde at påstå, at der foreligger uredelighed, hvis ikke de næsten har beviserne i orden.
I den forbindelse har jeg bemærket, at forslagsstillerne mener, at hvis man nu havde haft den her angiveret, så havde man nok undgået Farum-sagen. Nej, det er nemlig præcis det, man ikke havde. Det havde man ikke undgået, vil jeg gerne sige til hr. Aage Frandsen, for der havde pressen jo skrevet, og man havde jo angivet og angivet Peter Brixtofte på alle leder og kanter; der var skrevet om det; man havde hørt ham selv med sine søforklaringer rent ud sagt i den ene tv-udsendelse efter den anden, og alligevel skete der ikke noget, for det skal være mere præcist, for at politiet begynder at gøre noget.
Den er måske i virkeligheden et godt eksempel på, at det er ret så vanskeligt, når ikke engang den demokratiske kontrol - for vælgerne vidste det her - træder i kraft ved et Folketingsvalg, at vælgerne ikke engang fyrer en sådan person, men i virkeligheden bærer ham på skjolde.
Derfor synes jeg, at bemærkningerne i virkeligheden taler lidt imod forslaget eller i hvert fald viser, hvor vanskeligt det er at få fastsat nogle regler. Men vi er altså af den opfattelse, at både meddeleretten og ytringsfriheden virkelig er områder, som fortjener opmærksomhed, som fortjener, at sagkyndige ser på det. …
…(Kort bemærkning). Aage Frandsen (SF):
… Det, der skete ved Farum-sagens opklaring og oprulning, var vel egentlig, at det var en ansat eller rettere sagt en tidligere ansat, der på et tidspunkt gik til pressen og afleverede noget. Det var, så vidt jeg husker, en tidligere ansat.
Dermed være ikke sagt, at man ellers havde undgået den. Det siger jeg ikke, men jeg tror nok alligevel, at Farum-sagen illustrerer, at der desværre nogle steder er et klima, heldigvis ikke ret mange steder og formentlig ikke så slemt, der gør, at der er nogen, der ikke tør gå til andre for at fortælle, at den er riv, rav, ruskende gal.
(Kort bemærkning). Birthe Rønn Hornbech (V):
Ja, lige præcis det sidste med, at der er nogen, der ikke tør: Det var også det, jeg sagde. Ytringsfriheden har vi, men hvad er den værd, hvis man ikke tør bruge den?
Derfor mener jeg også, at det er så vanskeligt et område, at det er klogt af justitsministeren at tilbyde, at det går i Jens Peter Christensen-udvalget. Så kan vi jo håbe, at han netop kan anvise nogle retsregler. Men jeg advarer mod at tro, at menneskene bliver gode af det, men det er vi jo også enige om.”
B 39 og B 40 blev ikke vedtaget, men indgik herefter i et udvalgsarbejde udført af udvalget om offentligt ansattes ytringsfrihed og meddeleret. Dette udvalg afgav i marts 2006 betænkning nr. 1472 ”Ytringsfrihed og meddeleret for offentligt ansatte”. Udvalget foreslog i betænkningen ikke lovændringer, men øget information, herunder i form af udkast til en vejledning.[197]
Justitsministeriet udsendte pressemeddelelse ved afgivelsen af betænkningen med følgende resumé:[198]
”Grænserne for offentligt ansattes ytringsfrihed og meddeleret
…Udvalget har haft til opgave at beskrive de gældende regler om offentligt ansattes ytringsfrihed.
På baggrund af denne beskrivelse - og i fornødent omfang under inddragelse af erfaringer med disse reglers praktiske betydning - har udvalget skulle vurdere, om der er behov for en yderligere lovfæstelse af offentligt ansattes ret til at ytre sig. Udvalget har endvidere haft til opgave at vurdere, om der kan være anledning til at tage initiativer med henblik på at fremme offentligt ansattes deltagelse i den offentlige debat, herunder om der er behov for information til offentligt ansatte om deres ret til at ytre sig.
Udvalget har tillige haft til opgave at beskrive de gældende regler om meddeleret for offentligt ansatte og på baggrund heraf at vurdere, om der er behov for at indføre nye regler i lovgivningen om offentligt ansattes meddeleret.
1. I betænkningen anfører udvalget, at de undersøgelser, som udvalget har foretaget med henblik på belysning af den praktiske betydning af de gældende regler om offentligt ansattes ytringsfrihed, efterlader det indtryk, at der blandt både ansatte og myndigheder hersker en vis usikkerhed om indholdet og rækkevidden af de gældende regler om offentligt ansattes ytringsfrihed. Dette er efter udvalgets opfattelse uheldigt og ikke befordrende for offentligt ansattes deltagelse i den offentlige debat. Udvalget anbefaler derfor, at der udarbejdes en vejledning om offentligt ansattes ytringsfrihed. Udvalget har udarbejdet et forslag til en sådan vejledning.
Efter udvalgets opfattelse vil en lovfæstelse af de gældende regler ikke give bedre vejledning om reglernes indhold end den nuværende reguleringsform. Det er endvidere udvalgets opfattelse, at de negativt betonede årsager til, at offentligt ansatte ikke ytrer sig - så som frygt for at skabe et dårligt arbejdsklima og frygt for karrieremæssige konsekvenser - er forhold, der i ringe grad lader sig afhjælpe ved en lovfæstelse af de gældende regler. Sådanne negativt betonede årsager kan efter udvalgets opfattelse først og fremmest afhjælpes gennem en holdningsændring blandt de ansatte og ledelsen.
Udvalget anbefaler på den baggrund, at der ikke sker en lovfæstelse af de gældende regler om grænserne for offentligt ansattes ytringsfrihed. Repræsentanterne for Danske Mediers Forum og Dansk Journalistforbund anbefaler, at der - udover den af udvalget foreslåede vejledning - sker en overordnet lovfæstelse af de gældende regler om offentligt ansattes ytringsfrihed.
I betænkningen behandler udvalget også spørgsmålet om en særlig regulering af offentligt ansattes ansættelsesretlige beskyttelse.
Det er udvalgets vurdering, at det næppe er praktisk, hensigtsmæssigt eller stimulerende for anvendelsen af offentligt ansattes ytringsfrihed at fastsætte regler om en særlig ansættelsesretlig beskyttelse i sager, der involverer spørgsmål om offentligt ansattes ytringsfrihed. Der er endvidere efter udvalgets opfattelse ikke noget, der tyder på, at der generelt er tale om et omfangsrigt problem vedrørende offentligt ansattes ytringsfrihed, hvorfor der heller ikke kan anføres væsentlige argumenter for eksistensen af et aktuelt behov for sådanne særlige regler.
Udvalgsflertallet anbefaler på den baggrund, at der ikke indføres særlige regler om offentligt ansattes ansættelsesretlige beskyttelse i relation til spørgsmålet om ytringsfrihed. Repræsentanterne for Funktionærernes og Tjenestemændenes Fællesråd (FTF), Landsorganisationen i Danmark (LO) og Dansk Journalistforbund anbefaler, at der indføres en generel lovbestemmelse, der - i overensstemmelse med gældende ret - konstaterer, at en offentlig arbejdsgiver ikke må sanktionere lovlige ytringer. En sådan bestemmelse skal kombineres med specifikke regler om mulighed for dom til fortsat ansættelse, forhøjet godtgørelsesniveau og særlige bevisbyrderegler.
2. Udvalget finder ikke at kunne pege på et behov for at fastsætte nye regler om offentligt ansattes meddeleret, idet en sådan allerede fremgår af de gældende regler. Dette gælder både i relation til spørgsmålet om den ansattes adgang til at videregive oplysninger og i relation til spørgsmålene om ansættelsesretlig beskyttelse og tilkendelse af økonomisk kompensation. Den gældende retstilstand må endvidere i praksis antages i tilstrækkeligt omfang at beskytte den ansattes identitet, hvis denne ønsker at forblive anonym.
Det er endvidere udvalgets opfattelse, at en nærmere lovregulering af offentligt ansattes meddeleret ikke i praksis vil give en bedre vejledning end de gældende regler, ligesom det er udvalgets vurdering, at det ikke har været manglen på en lovfæstet meddeleret, der i visse sager har været årsagen til, at der ikke på et tidligere tidspunkt er tilgået offentligheden informationer om misligheder.
Udvalget understreger samtidig særligt betydningen af den ansattes ret - og i visse tilfælde pligt - til at underrette internt om ulovligheder, herunder fagligt uforsvarlige forhold.
Udvalget anbefaler på den baggrund, at der ikke indføres nye regler i lovgivningen om indholdet af offentligt ansattes meddeleret.
For så vidt angår spørgsmålet om indførelse af regler om en særlig ansættelsesretlig beskyttelse i tilfælde, hvor afskedigelsen mv. er sket på grund af den ansattes retmæssige videregivelse af oplysninger om misforhold i forvaltningen, henviser udvalget til det tilsvarende spørgsmål i relation til ytringsfrihed.
Udvalget anbefaler på den baggrund, at der ikke indføres særlige ansættelsesretlige regler i sager vedrørende meddeleret. Repræsentanterne for Funktionærernes og Tjenestemændenes Fællesråd (FTF), Landsorganisationen i Danmark (LO) og Dansk Journalistforbund anbefaler, at der indføres en generel lovbestemmelse, der - i overensstemmelse med gældende ret - konstaterer, at en offentlig arbejdsgiver ikke må sanktionere meddelelser om kritikværdige eller ulovlige forhold på arbejdspladsen. En sådan bestemmelse skal kombineres med specifikke regler om mulighed for dom til fortsat ansættelse, forhøjet godtgørelsesniveau og særlige bevisbyrderegler.”
Justitsministeren udsendte i september 2006 ”Vejledning om offentligt ansattes ytringsfrihed”. Vejledningen svarede til udvalgets udkast til en vejledning. I vejledningen omtales retsgrundlaget for offentligt ansattes ytringsfrihed. Det hedder i vejledningen bl.a.:[199]
”Forholdet mellem offentligt ansattes ytringsfrihed og kravet om ansattes loyalitet
Som nævnt ovenfor gælder der visse begrænsninger i offentligt ansattes ytringsfrihed. Dels må offentligt ansatte ikke ytre sig i en urimelig grov form eller fremsætte åbenbart urigtige oplysninger om væsentlige forhold inden for eget arbejdsområde. Dels er centralt placerede medarbejdere tæt på beslutningsprocessen undergivet visse begrænsninger med hensyn til ytringer om forhold, der vedrører deres eget arbejdsområde.
Det er imidlertid vigtigt at understrege, at den ulovbestemte loyalitetspligt, der består i et ansættelsesforhold, ikke kan medføre yderligere begrænsninger i offentligt ansattes ytringsfrihed
Når en lovlig ytring er fremsat
Hvis en offentligt ansat ytrer sig i overensstemmelse med de retningslinjer, der er beskrevet i denne vejledning, er ytringen lovlig og kan dermed ikke give anledning til, at den ansatte pålægges ansvar.
Ytringen kan heller ikke danne grundlag for, at ledelsen - i kraft af sin almindelige ret til at lede og fordele arbejdet - anvender de såkaldte ”negative ledelsesreaktioner”. En lovlig ytring kan derfor ikke i sig selv føre til afskedigelse eller andre former for direkte eller indirekte sanktionering, som for eksempel ændring af den ansattes arbejdsområde, eller at den ansatte ikke tilgodeses i forbindelse med tildeling af løntillæg.
Der kan dog være tilfælde, hvor følgevirkningerne af en lovlig ytring - for eksempel samarbejdsvanskeligheder - er af en så alvorlig karakter, at det kan danne grundlag for ”negative ledelsesreaktioner”. Ledelsen skal i sådanne tilfælde være særligt opmærksom på kravene til kvalifikation og bevissikkerhed, herunder de krav der gælder om, at samarbejdsvanskelighederne skal være betydelige, og om at vanskelighederne i det væsentlige skal skyldes den ansatte. Og ledelsen skal amtidig have sig det vægtige hensyn til offentligt ansattes ytringsfrihed for øje.”
I betænkningen sammenfattes gældende ret om ytringsfrihed og meddeleret (afsnit 2.2.-2.3.), udvalgets undersøgelse af de gældende reglers praktiske betydning (2.4.) og udvalgets overvejelser og forslag om ytringsfrihed og meddeleret (afsnit 2.5.-2.6.).[200]
Af interesse for kommissionens undersøgelse og evt. fremadrettede forslag citeres fra kapitlet om gældende ret for så vidt angår meddeleret og modstykket hertil i form af meddelepligt (underretningspligt). Det hedder herom side 101 f:
”3.2. Gældende regler om offentligt ansattes meddeleret
Der er ikke i lovgivningen fastsat regler om meddeleret for offentligt ansatte. Begrebet ”meddeleret” er heller ikke behandlet nærmere i den stats- eller forvaltningsretlige litteratur.
Ved meddeleret for offentligt ansatte forstås herefter på baggrund af udvalgets kommissorium og beslutningsforslag B 39 om meddeleret for offentligt ansatte en ret for offentligt ansatte til at give pressen og andre eksterne parter oplysninger i tilfælde, hvor der kan være spørgsmål om ulovlig forvaltning eller anden uredelighed i den offentlige forvaltning, herunder åbenbart misbrug af offentlige midler.
Meddeleretten indebærer i henhold til beslutningsforslag B 39 endvidere en ret for den offentligt ansatte til at forblive anonym, en beskyttelse mod negative ansættelsesmæssige konsekvenser samt sikring af en økonomisk kompensation, hvis sagen desuagtet får sådanne negative ansættelsesmæssige konsekvenser.
Spørgsmålet om offentligt ansattes ytringsfrihed og meddeleret for offentligt ansatte er i nogen grad sammenfaldende.
Det centrale ved beskrivelsen af grænserne for offentligt ansattes ytringsfrihed er de offentligt ansattes meningstilkendegivelser. Offentligt ansatte vil i tilfælde, hvor der kan være spørgsmål om ulovlig forvaltning eller anden uredelighed i den offentlige forvaltning, herunder åbenbart misbrug af offentlige midler, kunne udtale sig til offentligheden i en form, der har karakter af en meningstilkendegivelse, hvis udtalelserne ligger inden for grænserne af deres ytringsfrihed. …
I relation til offentligt ansattes meddeleret er det navnlig spørgsmålet om videregivelse af faktiske oplysninger, der vil være aktuelt. Den begrænsning i offentligt ansattes ytringsfrihed, der følger af reglerne om tavshedspligt, bliver således særlig relevant.
Offentligt ansatte har i tilfælde, hvor der kan være spørgsmål om ulovlig forvaltning eller anden uredelighed i den offentlige forvaltning, herunder åbenbart misbrug af offentlige midler, ret til at videregive oplysninger om sådanne forhold til pressen, hvis oplysningerne ikke er fortrolige.
Det centrale spørgsmål i relation til offentligt ansattes meddeleret er således, i hvilket omfang offentligt ansatte har ret til at videregive fortrolige oplysninger i tilfælde, hvor der kan være spørgsmål om ulovlig forvaltning mv.”
Herefter gennemgås reglerne om offentligt ansattes ret til at videregive oplysninger til pressen og andre eksterne parter i de omhandlede tilfælde (afsnit 3.2.1.), ansattes underretningspligt mv. i forbindelse med ulovlige ordrer (3.2.2.), retsplejelovens regler om mediernes kildebeskyttelse (afsnit 3.2.3.), reglerne om undersøgelsesforbud (afsnit 3.3.1.), reglerne om beskyttelse mod efterfølgende ansættelsesmæssige konsekvenser (afsnit 3.3.2.) og reglerne om erstatning ved uberettiget afskedigelse (afsnit 3.3.3.). Herfra citeres følgende fra side 102 f:
”3.2.1. Ret til at videregive oplysninger til pressen og andre eksterne parter
…Tavshedspligten omfatter alene fortrolige oplysninger. Efter § 152, stk. 3 anses en oplysning for at være fortrolig, når det fremgår af særlige lovbestemmelser, at oplysningen eller bestemte typer af oplysninger er af fortrolig karakter. En oplysning anses endvidere for at være fortrolig, når det i øvrigt er nødvendigt at hemmeligholde oplysningen for at varetage væsentlige hensyn til offentlige eller private interesser.
Det beror herefter i det væsentligste på normer uden for straffeloven, hvilke offentlige eller private interesser som kan medføre, at en oplysning må anses for at være fortrolig. Blandt sådanne normer findes navnlig forvaltningslovens § 27, stk. 1.
Forvaltningslovens § 27, stk. 1, indeholder en opregning af forskellige hensyn, der efter en konkret vurdering i hvert enkelt tilfælde kan føre til, at en oplysning er fortrolig og dermed undergivet tavshedspligt.
Opregningen er ikke udtømmende, men må antages at dække de fleste hensyn, der kan medføre tavshedspligt. Blandt de hensyn, der ikke er nævnt i bestemmelsen, men som efter omstændighederne kan begrunde tavshedspligt, er hensynet til offentlige myndigheders interne beslutningsproces.
…Som nævnt ovenfor beror det på en konkret vurdering i hvert enkelt tilfælde, om bl.a. de hensyn, der er nævnt i § 27, stk. 1, kan føre til, at en oplysning er fortrolig og dermed undergivet tavshedspligt. Oplysninger, der er omfattet af adgangen til aktindsigt, er dog i almindelighed ikke fortrolige.
Som det ligeledes er omtalt i kapitel 3, afsnit 3.1.3.1[201]., indebærer den omstændighed, at en oplysning er fortrolig, ikke i sig selv, at der foreligger en krænkelse af tavshedspligten, hvis oplysningen videregives til andre. Videregivelse af den fortrolige oplysning skal være ”uberettiget”, jf. straffelovens § 152, stk. 1.
Der foreligger således bl.a. ikke en krænkelse af reglerne om tavshedspligt, hvis den person, i hvis interesse der er tavshedspligt, har givet fornødent samtykke til videregivelsen.
Selv om der ikke foreligger samtykke, vil videregivelse af fortrolige oplysninger efter omstændighederne kunne være berettiget.
I relation til spørgsmålet om en meddeleret for offentligt ansatte skal opmærksomheden særligt henledes på, at straffelovens § 152 e - hvortil der er henvist i forvaltningslovens § 27 - indeholder en bestemmelse om, at tavshedspligten efter straffelovens § 152 ikke omfatter tilfælde, hvor den pågældende er forpligtet til at videregive oplysningen, og tilfælde, hvor den pågældende handler i berettiget varetagelse af åbenbar almeninteresse eller eget eller andres tarv.
Som omtalt i afsnit 3.1.3.1.[202], er § 152 e udtryk for en angivelse af tilfælde, hvor videregivelse af fortrolige oplysninger ikke kan anses for uberettiget efter § 152, stk. 1. En videregivelse af fortrolige oplysninger vil således efter omstændighederne også kunne være berettiget i andre tilfælde end de, der er nævnt i § 152 e.
Udtrykket ”åbenbar almeninteresse” i straffelovens § 152 e, nr. 2, henviser til samfundsmæssig interesse. Spørgsmålet om, hvorvidt videregivelsen har været berettiget, skal afgøres efter en konkret vurdering, hvor vigtigheden af formålet med videregivelsen afvejes mod den krænkelse, der er forbundet med videregivelsen af de fortrolige oplysninger.
…3.2.2. Underretningspligt mv. i forbindelse med ulovlige ordrer
Et spørgsmål - der er forskelligt fra spørgsmålet om meddeleret - er, om offentligt ansatte, som er bekendt med retsstridige forhold inden for deres arbejdsområde, under visse nærmere omstændigheder ikke blot har ret, men tillige pligt til på eget initiativ at ytre sig herom (underretningspligten).
3.2.2.1. Ret og pligt til at ”sige fra” over for ulovlige ordrer
Spørgsmålet om en underretningspligt udspringer af spørgsmålet om embedsmænds ret og pligt til at ”sige fra” over for ulovlige ordrer fra overordnede (omfanget af lydighedspligten).
I hvilket omfang embedsmænd har ret og pligt til at ”sige fra” over for ulovlige ordrer kan grundlæggende beskrives som et spørgsmål om afvejningen af hensynet til forvaltningens effektivitet eller ledelsens bestemmelsesret over for kravet om lovmæssig forvaltning.
Det følger af straffelovens § 156, at den der virker i offentlig tjeneste eller hverv straffes med bøde eller fængsel indtil 4 måneder, hvis han nægter eller undlader at efterkomme lovlig tjenstlig befaling. Der er således ikke tvivl om, at embedsmænd har både ret og pligt til at efterkomme den lovlige ordre.
For så vidt angår ulovlige ordrer, er det traditionelt antaget i den forvaltningsretlige teori, at den ansatte har både ret og pligt til at undlade at efterkomme klart ulovlige ordrer, eller ordrer, som pålægger den ansatte at gøre noget, der i sig selv er strafbart. En ansat, der følger en klart ulovlig ordre, vil kunne blive mødt med ansættelsesmæssigt eller strafferetligt ansvar for at have fulgt ordren.
Kan ordren ikke siges at være klart ulovlig, men kan der dog på saglig vis argumenteres for, at der foreligger ulovlighed, har embedsmanden både ret og pligt til at efterkomme ordren. Hensynet til ledelsens bestemmelsesret er således i disse tilfælde traditionelt antaget at måtte have overvægt i forhold til kravet om lovmæssig forvaltning. Hvis det efterfølgende måtte blive lagt til grund - f.eks. ved en tjenstlig undersøgelse - at ordren rent faktisk var ulovlig, vil embedsmanden ikke kunne ifalde noget tjenstligt ansvar for at have adlydt ordren. Han vil derimod have begået en tjenstlig forseelse ved at nægte at adlyde ordren, selvom det viser sig, at prøvelsesinstansen finder ordren ulovlig, jf. Poul Andersen, Dansk Forvaltningsret, 5. Udgave (1965), side 172ff og Bent Christensen, Forvaltningsret. Opgaver, hjemmel organisation, 2. udgave (1997), side 358 ff.
Det følger af ovenstående, at det ifølge den traditionelle lære om pligten og retten til at efterkomme den overordnedes ordrer er antaget, at retten og pligten følges ad.
Embedsmanden vil således ikke have ret til at undlade at følge ulovlige ordrer, medmindre han også har pligt hertil.
Det må dog i praksis antages, at en ansat, som vælger ikke at følge en ordre, der efterfølgende viser sig ”blot” at være ulovlig (og ikke klart ulovlig) i almindelighed ikke af den grund efterfølgende vil blive mødt med ansættelsesmæssigt eller strafferetligt ansvar for tilsidesættelse af lydighedspligten.
Det antages således af Jens Peter Christensen i Oliver Talevski mfl., Undersøgelseskommissioner, Embedsmandsansvaret og Folketingets Rolle (2002), side 307 f[203], at den ansatte i praksis vil blive givet en fejlmargin, når det gælder vedkommendes vurdering af, om en ordre var ulovlig eller klart ulovlig. Hvis der i et tilfælde af den nævnte karakter ikke er tilstrækkeligt grundlag for at bebrejde en ansat, som har nægtet at efterkomme en ordre, at vedkommende fejlagtigt vurderede ordren som klart ulovlig (og ikke ”blot” ulovlig), vil der således ikke være anledning til at gøre ansvar gældende for tilsidesættelse af lydighedspligten.
3.2.2.2. Handle- og undladelsespligter i tilfælde af ulovlige ordrer
Hvis en embedsmand modtager en ulovlig ordre, opstår spørgsmålet om, hvilke nærmere handle- og undladelsespligter der påhviler embedsmænd i sådanne tilfælde.
…[herefter omtales Tamil-sagen[204] og ombudsmandspraksis]
…Endvidere kan nævnes en utrykt ombudsmandsafgørelse fra 2005 (J.nr. 2002-3762-812). …
Ombudsmanden anfører generelt i sin udtalelse, at ansatte for så vidt ingen ytringsfrihed har, når de informerer offentligheden som led i tjenesten, hvad enten dette sker på eget initiativ eller efter anmodning fra ledelsen. Ombudsmanden anfører herefter følgende:
”Den ansatte skal dog reagere over for ulovlige ordrer mv. Hvis f.eks. den ansatte bliver bedt om at afgive en information over for offentligheden som han mener har et ulovligt (herunder fagligt uforsvarligt eller usandfærdigt) indhold, har den ansatte pligt til at reagere herimod efter de ulovbestemte regler om offentligt ansattes ret og pligt til at sige fra, f.eks. ved at henvende sig til sin nærmeste chef. Se nærmere herom i beretningen og indstillingen i den tjenstlige undersøgelse i Tamilsagen, afgivet den 14. november 1995, side 53f.”
…Embedsmænd har således ret og pligt til at underrette ordregiveren om en ordres klare ulovlighed. Embedsmænd har formentlig tillige ret og pligt til at underrette ordregiveren også i tilfælde, hvor en ordre ikke kan anses for klart ulovlig. Det sidste spørgsmål kan dog næppe anses for endelig afklaret.
Hvis ordregiveren ikke tager hensyn til den ansattes rådgivning om, at en ordre er ulovlig, kan man stille det spørgsmål, om den ansatte har ret og pligt til at underrette ordregiverens foresatte, herunder om retten hertil er mere vidtgående end pligten.
Det anføres herom i Betænkning om fagligt etiske principper i offentlig administration afgivet af DJØF’s fagligt etiske arbejdsgruppe i 1993, side 138-139, at det nok må antages, at den ansatte har pligt til at underrette ordregiverens foresatte i tilfælde af klart ulovlige ordrer, men at der kun vil være tale om en pligt til at gå til leddet umiddelbart over ordregiveren (modsat højere oppe i hierarkiet).
Det anføres dog, at retstilstanden ikke er klar på dette punkt.
Det anføres samtidig, at retten til at gå op i hierarkiet formentlig er videre end en eventuel pligt hertil. Retten er næppe begrænset til tilfælde, hvor ulovligheden er klar, men omfatter formentlig også tilfælde, hvor antagelsen af ulovlighed er særlig stærk begrundet. Retten er næppe heller begrænset til at være en ret til at gå til ordregiverens nærmeste foresatte.
Arbejdsgruppens antagelser får tilslutning af Jens Peter Christensen i Oliver Talevski mfl., a.st., side 310, men det anføres dog samtidig, at der ikke i den foreliggende praksis er noget sikkert grundlag for at vurdere disse antagelser, jf. Oliver Talevski mfl., a.st., side 308.
Fra ombudsmandspraksis kan nævnes FOB 1996.131, …
3.2.2.3. Særligt om underretning af eksterne parter
Hvis en ansat har modtaget en ulovlig ordre, kan der tillige stilles det spørgsmål, om den ansatte - efter at have udtømt mulighederne inden for sin egen myndighed - i visse tilfælde har ret og måske pligt til at informere udenforstående (f.eks. statsministeren, Rigsrevisionen, kommunale tilsynsmyndigheder eller Folketingets Ombudsmand) om sin viden. Det bemærkes i den forbindelse, at der ikke er grundlag for at antage, at der vil kunne opstå tilfælde, hvor en ansat har pligt til at henvende sig til pressen.
…Spørgsmålet er hverken afklaret i litteraturen eller praksis. Det må dog anses for utvivlsomt, at en ansat i intet tilfælde har pligt til at henvende sig til offentligheden om sådanne forhold.
…Om den kommunale forvaltning anføres det i betænkningen fra DJØF’s fagligt etiske arbejdsgruppe, side 141 ff, at der kun i ganske særlige tilfælde (navnlig trussel mod liv og velfærd) kan være en pligt for kommunaldirektøren til at henvende sig direkte til myndigheder uden for kommunen, f.eks. de kommunale tilsynsmyndigheder, jf. tilsvarende Bent Christensen og Preben Espersen, Retsforholdet mellem politikere og embedsmænd (1983), side 102 ff, samt Jens Peter Christensen i Oliver Talevski mfl., a.st., side 322.
DJØF’s fagligt etiske arbejdsgruppe antager endvidere, at alle ansatte har en ret til at rette henvendelse til myndigheder uden for kommunen i tilfælde af klare ulovligheder. Denne antagelse får tilslutning af Jens Peter Christensen i Oliver Talevski mfl., a.st., side 322. Samme forfatter anfører i den forbindelse, at det endvidere forekommer nærliggende at antage, at der - som led i sagens oplysning - består en pligt til at henvende sig til revisionen i tilfælde af formodede ulovligheder vedrørende bevillingsmæssige forhold, jf. herved også Bent Christensen og Preben Espersen, a.st., side 108, hvor det anføres, at en rapporteringspligt over for den kommunale revision vil indebære den fordel - sammenlignet med en rapporteringspligt over for tilsynsmyndigheden - at kommunalbestyrelsen får mulighed for at afhjælpe det ulovlige forhold, inden dette bliver tilsynsmyndigheden bekendt, og at kommunalbestyrelsen i hvert fald får mulighed for at kommentere forholdet, inden sagen videresendes til anden myndighed.
3.2.3. Retsplejelovens regler om mediernes kildebeskyttelse
Retsplejelovens § 172 indeholder regler om vidnefritagelse for ansatte ved medierne. … Reglerne om vidnefritagelse vil kunne have betydning for en offentlig ansats mulighed for at forblive anonym i tilfælde, hvor den pågældende har videregivet oplysninger til pressen.[205]
…”
Der henvises videre til betænkningen side 119 ff., afsnit 3.3., Undersøgelsesforbud, ansættelsesmæssig beskyttelse mv., herunder:
”3.3.2. Beskyttelse mod efterfølgende ansættelsesmæssige konsekvenser
Som det fremgår af afsnit 3.1., kan en offentligt ansats ytringer eller videregivelse af faktiske oplysninger ikke danne grundlag for ”ansvarsreaktioner”, herunder straf- og disciplinæransvar fra myndighedens side, hvis ytringerne eller videregivelsen har ligget inden for ytringsfrihedens grænser, herunder at den pågældende ikke har brudt sin tavshedspligt. En lovlig ytring eller videregivelse kan heller ikke i sig selv mødes med negative ledelsesreaktioner.
For så vidt angår afgrænsningen af tavshedspligten, skal der særligt henvises til, at tavshedspligten ikke omfatter tilfælde, hvor den pågældende handler i berettiget varetagelse af åbenbar almeninteresse eller eget eller andres tarv, jf. straffelovens § 152 e, nr. 2. … Den ansatte vil således i sådanne tilfælde ikke have brudt sin tavshedspligt, selv om de videregivne oplysninger er fortrolige.
De gældende regler indeholder således et forbud mod, at lovlige ytringer og videregivelse af faktiske oplysninger kan danne grundlag for ”ansvarsreaktioner”, og at en lovlig ytring eller videregivelse i sig selv kan mødes med negative ledelsesreaktioner.
De gældende regler indeholder derimod ikke et forbud mod, at følgevirkningerne af en lovlig ytring eller videregivelse - typisk samarbejdsvanskeligheder - kan danne grundlag for negative ledelsesreaktioner.
Efter ombudsmandens praksis og den generelle retspraksis vedrørende vurderingen af samarbejdsvanskeligheder som afskedigelsesgrund stilles der dog krav om en vis kvalifikation af sådanne samarbejdsvanskeligheder, før der kan skrides til afskedigelse, herunder krav om, at vanskelighederne er betydelige, at årsagen til vanskelighederne (inklusiv hovedskylden) kan tilskrives den pågældende, og at samarbejdsvanskelighederne er søgt løst ved mindre indgribende foranstaltninger.
Endvidere stilles der krav om et særligt sikkert bevismæssigt grundlag. …”
I kapitel 4, Ytringsfrihed og meddeleret i praksis, hedder det side 153:
”Hvis en offentligt ansat ønsker at deltage i den offentlige debat med kritiske ytringer om forhold, der er relateret til hans eller hendes arbejde, har vedkommende en vidtgående ret hertil. Såfremt der er tale om kritik af klare ulovligheder, har den offentligt ansatte desuden en pligt til at sige fra over for ledelsen. Denne pligt indebærer imidlertid ikke en pligt til at fremsætte kritikken offentligt.
Det vil være op til den enkelte offentligt ansatte at afgøre, om vedkommende ønsker at deltage i den offentlige debat.”
Det hedder videre om generelle tendenser side 179-180:
”Betragtes samtlige sektorer under et, er det et klart mønster, at de offentligt ansatte, der ytrer sig, kritiseres for at være illoyale over for deres arbejdsplads eller ledelse. En anden tendens, om end mindre udbredt, er, at de offentligt ansatte mærker konsekvenser begrundet i samarbejdsvanskeligheder, ligesom flere sager indeholder eksempler på, at andre forhold efter fremsættelsen af den kritiske ytring bliver kritiseret på en måde, der for den offentlige ansatte fremstår som uden proportioner i forhold til sagens kerne.
Noget kan således tyde på, at offentligt ansatte, der ytrer sig kritisk, risikerer at komme under lup i den forstand, at deres arbejde vurderes efter en anden og strengere målestok end deres kollegers.
De sager, der angår kritik af ledelsesforhold, faglige forhold eller som er udtryk for en personlig holdning, får tilsyneladende mere alvorlige konsekvenser for de offentligt ansatte end ytringer vedrørende standarden i ydelser og institutionernes arbejdsforhold uanset hvilken sektor, der er tale om.
Endelig er der i mange tilfælde et krav om, at offentligt ansatte forholder sig ukritisk til ledelsesbeslutninger truffet på administrativt og politisk niveau.”
I kapitel 5, Udvalgets overvejelser og anbefalinger, hedder det side 231:
”Som anført finder udvalget imidlertid ikke at kunne udelukke, at en lovregulering, der hovedsageligt vil have signalmæssig karakter, vil kunne have en stimulerende effekt på offentligt ansattes benyttelse af deres meddeleret, idet en sådan lovregulering måske vil kunne reducere de negativt betonede årsager til, at ansatte eventuelt måtte afstå fra at benytte sig af deres meddeleret, så som frygt for at skabe et dårligt arbejdsklima og frygt for karrieremæssige konsekvenser.
Det er dog udvalgets opfattelse, at frygten for at skabe et dårligt arbejdsklima og frygten for karrieremæssige konsekvenser er forhold, der i ringe grad lader sig afhjælpe ved en nærmere lovregulering af en meddeleret. Udvalget skal herved også henvise til, at offentligt ansatte i Sverige - hvor der findes en nærmere regulering af spørgsmålet om meddeleret - som nævnt ikke synes at benytte deres meddeleret i videre omfang, end tilfældet er i Danmark.
Udvalgets skal samtidig særligt understrege betydningen af den ansattes ret - og i visse tilfælde pligt - til at underrette internt om ulovlige eller fagligt uforsvarlige forhold.
I de tilfælde, hvor der kan være spørgsmål om ulovlig forvaltning eller anden uredelighed i den offentlige forvaltning, herunder åbenbart misbrug af offentlige midler, vil det formentlig typisk være sådan, at ansatte, som bliver bekendt med, at sådanne forhold muligvis foreligger, vil underrette internt inden for myndigheden, således at der kan rettes op på forholdene. Såkaldte ”skandalesager”, hvor de pågældende ulovligheder mv. først på et meget sent tidspunkt bliver offentligheden bekendt, vil således kun opstå i de tilfælde, hvor topledelsen har villet dække over forholdene eller ikke har udvist rettidig omhu med hensyn til at løse problemerne. Sådanne ekstreme situationer kan man efter udvalgets opfattelse ikke gardere sig mod ad lovgivningens vej.
Udvalget finder således ikke anledning til at anbefale, at der indføres nye regler i lovgivningen om indholdet af offentligt ansattes meddeleret.
For så vidt angår spørgsmålet om indførelse af regler om en særlig ansættelsesretlig beskyttelse i tilfælde, hvor afskedigelsen mv. er sket på grund af den ansattes retmæssige videregivelse af oplysninger om misforhold i forvaltningen, finder udvalgsflertallet i lighed med det tilsvarende spørgsmål i relation til ytringsfrihed, ikke at kunne anbefale indførelse af sådanne særlige regler i ansættelsesretlige sager vedrørende meddeleret.
Et mindretal i udvalget bestående af Funktionærernes og Tjenestemændenes Fællesråd (FTF), Landsorganisationen i Danmark (LO) og Dansk Journalistforbund (DJ) peger, som anført afslutningsvis i afsnit 5.1.3.4.[206], på det ønskelige i at styrke den ansættelsesretlige beskyttelse.”
Ved kommunaldirektør John Frederiksens afskedsreception den 17. august 1994 holdt Ulla Andersen, der var deltidsansat som psykolog i kommunen, en tale med titlen ”Rygtet om borgmesterens nye ideer - frit efter ”Kejserens nye klæder””. Talen førte til, at Farum Kommune samme dag skriftligt meddelte Ulla Andersen, at man påtænkte at afskedige hende på grund af manglende loyalitet. Den 1. september 1994 frafaldt kommunen at afskedige Ulla Andersen og meddelte hende i stedet en advarsel. Efterfølgende opsagde Ulla Andersen selv sin stilling, idet hun gjorde gældende, at den behandling, hun nu blev udsat for af kommunen som arbejdsgiver, indebar en misligholdelse af ansættelsesforholdet fra kommunens side. Tilsynsrådet og Indenrigsministeriet udtalte senere, at Farum Kommune ikke lovligt havde kunnet meddele Ulla Andersen en advarsel, idet hun ikke ved den omhandlede tale kunne antages at have overskredet grænserne for sin ytringsfrihed.
Frederiksborg Amts Avis bragte den 19. august 1994 en artikel under overskriften ”Skandalefyring på Farum Rådhus” med underrubrikken ”Kommunens psykolog fyret efter eventyrtale”. Det hedder bl.a.:[207]
”Ulla Andersen, som er tidligere byrådsmedlem for Lokallisten i Birkerød, handlede i den tro, at receptionen var lukket for offentligheden, men det spiller ingen rolle ifølge Peter Brixtofte.
Den tale var illoyal og en direkte nedrakning af kommunen, og det var en ansøgning om at blive fritaget for at arbejde i Farum Kommune, fastslår Peter Brixtofte.
Talen var en nedrakning af kommunen, af chefgruppen, af borgerne og af de ansatte, mener jeg, og det er ikke et angreb på Ulla Andersens ytringsfrihed. Hun må sige hvad hun vil, men hun må selv betale prisen, fastslår Peter Brixtofte, som erkender, at når talen falder på ytringsfrihed, så er denne sag et spørgsmål om, hvor grænsen går. Han er ikke selv i tvivl.
En af deltagerne i receptionen, byrådsmedlem Bo Finsen (SF) overværede talen og fandt den både morsom og tilforladelig i betragtning af, at alle havde den opfattelse, at receptionen var lukket.
For det første er Peter Brixtoftes reaktion både barnlig og uoverlagt, og for det andet, skal han huske på, at hans reaktion kan koste kommunen en frygtelig masse penge, siger Bo Finsen.
Det socialdemokratiske byrådsmedlem og medlem af Økonomiudvalget, Hans Carl Nielsen, hørte om sagen i går morges og skrev øjeblikkeligt et brev til Peter Brixtofte, hvor han udbad sig en redegørelse og den fik han.
Jeg forstår borgmesterens vrede, men der var ingen presse tilstede, ytringsfriheden er en kendsgerning, og som jeg hører talen, er den for banal til en sådan reaktion fra chefgruppens side, mener Hans Carl Nielsen.”
Samtidig bragte avisen Ulla Andersens tale i dens fulde ordlyd.
Avisen skrev efterfølgende den 20. august 1994 under overskriften ”Farum krænker ytringsfriheden” med underrubrikken ”Juridisk ekspert: Afskedigelse er klart uberettiget”.[208] I artiklen citeres cand. jur. Knud Aage Frøbert, Danmarks Journalisthøjskole bl.a. således:
”Selvfølgelig er der grænser for, hvorvidt offentligt ansatte kan udtale sig, hvis de overtræder deres tavshedspligt, men i denne sag har Ulla Andersen intet røbet. Hun har blot ironiseret over forholdene i kommunen, og det kan hun altid gøre. Der er intet illoyalt i det, siger Knud Aage Frøbert.
Det ligger helt klart, hvad en offentligt ansat kan gøre, det har folketingets ombudsmand slået fast flere gange. Offentligt ansatte må gerne kritisere, så længe de ikke overtræder deres tavshedspligt, og derfor skal Ulla Andersen ikke ”betale en pris” for sin tale. Det er kun departementschefer og kommunaldirektører, der har pligt til loyalitet, forklarer Knud Aage Frøbert.”
Der henvises i øvrigt til medieomtale i afsnit 7.1., til Peter Brixtofte, ”Med hjertet” (2003), side 139, og bind 2, kapitel 3.2.1.5.
Indholdet af Ulla Andersens tale var følgende:[209]
”Der levede engang en borgmester i en lille ubetydelig kommune på Sjælland.
Borgmesteren holdt uhyre meget af magt og prestige, og han gav alle sine penge ud på at blive nummer ét i hele verden.
Han brød sig ikke om sine socialrådgivere og psykologer, brød sig ikke om pædagogik eller om møder uden alene for at fortælle om sine idéer. Han havde en ide for hver time på dagen, og lige som man siger om en erhvervsleder, at han er til bestyrelsesmøde - så sagde man altid her: Borgmesteren er i fjernsynet.
Allermest holdt han dog af at sænke skatteprocenten i den lille by og en stor del af administrationen blev holdt fast beskæftiget med at finde besparelser.
I den provinsby hvor han boede, gik det meget fornøjeligt til. Der var jævnligt fest på rådhuset, og der kom mange fremmede. Den lille by var blevet kendt i den ganske verden, og tilflyttere myldrede til, for der var pladsgaranti i daginstitutionerne og børnehave på rådhuset.
Pladsgarantien betød ganske vist, at børnene skiftedes til at lege og skulle ligge i lag, når de skulle sove til middag.
Men udskrivningsgrundlaget steg, og skatteprocenten faldt. Og når fru Hansens hane galede og forstyrrede naboen, blev der straks sendt en embedsmand ud for at sætte en stopper for støjplagen.
Adskillige tro embedsmænd var dag og nat beskæftiget med at designe borgmesterens image. Andre embedsmænd blev sat til at kontrollere, at værket skred planmæssigt frem, smile og bekræfte, at borgmesteren havde de helt rigtige ideer. Rask væk forlangte borgmesteren organisationsplaner og optællinger fra direktionen, som arbejdede til langt ud på natten.
Og den ny, smarte kommunaldirektør, som havde været sergent i statsministerens livgarde, gik rundt i afdelingerne og ind i direktionen, der arbejdede med deres tomme regnskaber.
”Gud bevar’ os!”, tænkte den smarte kommunaldirektør og spilede øjnene op. ”Det hænger jo overhovedet ikke sammen”. Men det sagde han ikke, for den, der ikke kunne se det geniale i borgmesterens ideer, duede ikke i sit embede eller måtte være utilladelig dum.
Og jævnligt blev det flotte regnskab forelagt pressen og borgerne, som havde svært ved helt at forstå det, men jublede når endnu en skattebesparelse blev forelagt.
De som tvivlede, blev bragt i tvivl om deres egen dømmekraft: ”Jeg er nok bare dum”.
Nogle af undersåtterne pegede på de mange uløste problemer, og den stakkels, smarte kommunaldirektør spilede igen bare øjnene op.
Men han sagde ikke noget, for han vidste ikke, hvad han skulle sige uden at gøre borgmesteren ophidset.
”Herre Gud,” tænkte han, ”skulle jeg være dum? Det har jeg aldrig troet, og det må ingen mennesker vide! Sku’ jeg ikke du’ til mit embede? Nej, det går ikke an, at jeg fortæller til nogen, at borgmesterens ideer er lige så luftige, som kejserens nye klæder.
Så må jeg hellere lige så stille liste A’.”
Senere samme dag fik Ulla Andersen på sin privatadresse overbragt et brev fra kommunens personalechef Steen Ballegaard. I brevet anførtes følgende:[210]
”Påtænkt afskedigelse
Under en afskedsreception dags dato for Kommunens afgåede kommunaldirektør bad du om ordet og nævnte, at du ville holde en tale, selv om du ikke kender den pågældende særlig godt. Du oplæste herefter talen “Rygtet om borgmesterens nye ideer”, som vedlægges i kopi.
Talen er efter Ledelsens opfattelse gennemsyret af et forsøg på at latterliggøre Borgmesteren og den af Byrådet vedtagne politik, lige som du specifikt påstår, at “direktionen arbejder med tomme regnskaber”.
Ledelsen har på den baggrund mistet tilliden til, at du loyalt vil forfølge de politiske mål, som Byrådet opstiller, hvorfor Kommunen påtænker at afskedige dig fra din psykologstilling med overenskomstmæssigt varsel til fratræden med udgangen af februar måned 1995.
I opsigelsesperioden fritages du for tjeneste.
Eventuelt tilgodehavende hoved- og restferie vedrørende ferieåret 1994-95 skal afvikles i opsigelsesperioden, jf. ferieaftalens § 4, stk. 5. Ifølge forvaltningsloven har du adgang til at udtale dig til den påtænkte afskedigelse.
Din skriftlige udtalelse skal være Løn og Personale i hænde senest onsdag den 24. august 1994 kl. 09.00.”
Borgmester Peter Brixtofte fremsendte den 18. august 1994 kopi af brevet med bilag til byrådsmedlemmerne til orientering.[211]
På vegne af Ulla Andersen og Dansk Psykolog Forening skrev advokat Mette Lauritzen den 19. august 1994 til Farum Kommune og anmodede om et møde i sagen.[212]
På denne baggrund blev der den 24. august 1994 afholdt et møde mellem parterne, hvor Farum Kommunes direktion meddelte, at Ulla Andersen kunne fortsætte i sin stilling i kommunen, hvis hun ville give en uforbeholden undskyldning til Farum Kommune inden den 31. august 1994 kl. 12.00. I mødet overrakte kommunen et brev af 24. august 1994 til Ulla Andersen med følgende indhold:[213]
”Du tilbydes at fortsætte i din stilling som psykolog ved Farum kommune, såfremt du uden forbehold inden 31.8 kl. 12.00 giver en undskyldning til din arbejdsplads, Farum kommune.
Borgmesteren ønsker ingen undskyldning, da han mener, at han som politiker skal finde sig i meget.
På direktionens vegne
Leif Frimand”
Ved brev af 26. august 1994 meddelte Ulla Andersen kommunen, at hun ikke fandt anledning til at fremkomme med en undskyldning:[214]
”Farum Kommune har ønsket at jeg skal undskylde at have holdt en tale onsdag den 7.08.1994. Jeg har overvejet kommunens ønske og nøje studeret talen.
Det er fortsat min opfattelse at talen og dens indhold ligger inden for rammerne af min ytringsfrihed og at den ikke på nogen måde udtrykker illoyalitet i forhold til min arbejdsplads. Jeg finder derfor ingen anledning til at fremsætte en undskyldning.”
Farum Kommune svarede Ulla Andersen ved brev af 1. september 1994 underskrevet af Peter Brixtoftte og Leif Frimand Jensen:[215]
“I brev af 17. august 1994 skrev personalechefen til dig, at Kommunen påtænkte at afskedige dig fra din stilling som psykolog med baggrund i indholdet af en tale, som du holdt i forbindelse med kommunaldirektørens afskedsreception den 17. august 1994.
Efterfølgende har du den 23. august 1994 og 26. august 1994 afgivet skriftlige udtalelser i sagen.
Efter en nøje vurdering, hvori blandt andet er indgået dit hidtidige virke i kommunen, har Kommunen besluttet ikke at skride til afskedigelse.
For ordens skyld anerkender Kommunen selvsagt den ytringsfrihed du - også som offentligt ansat - har. Kommunen må imidlertid tildele dig en advarsel på baggrund af, at du i arbejdstiden er fremkommet med mishagsytringer over din arbejdsplads.
Såfremt dette måtte gentage sig, forbeholder Kommunen sig at betragte det som en sådan mistillid fra din side overfor Farum Kommune, at dette vil umuliggøre din fortsatte ansættelse her.”
Ved brev af 2. september 1994 anmodede Ulla Andersens advokat Tilsynsrådet for Frederiksborg Amt om at tage stilling til lovligheden af den meddelte advarsel. I brevet anførte advokaten bl.a.:[216]
“Jeg skal indledningsvis gøre opmærksom på, at Ulla Andersen på det tidspunkt, hvor hun den 17. august 1994 holdt sin tale for den afgående kommunaldirektør, havde “flexet ud”. Episoden foregik således ikke i Ulla Andersens arbejdstid. Ulla Andersen var som ansat inviteret til afskedsreceptionen, deltagelsen var ikke pålagt hende som en tjenestepligt, og Ulla Andersens udtalelser måtte ganske klart for alle tilstedeværende fremstå som hendes private afskedstale til kommunaldirektøren, som hun efter det oplyste havde haft et vist samarbejde med i sin tid som tillidsrepræsentant for psykologerne i kommunen. Udtalelserne kan således på ingen måde anses for institutionelle ytringer.
Selv om kommunen i sin skrivelse af 1. september 1994 har præciseret sin begrundelse således, at advarslen er givet på grund af mishagsytringer over for arbejdspladsen, må dette fortsat opfattes således, at det er ytringernes indhold, som er anledningen til kommunens beslutning. Det skal i den forbindelse gøres gældende, at Ulla Andersen ikke indtager nogen lederstilling i Farum Kommune og i øvrigt arbejder på et område, der ikke kendetegnes ved en intens politisk styring, men derimod i overvejende grad må antages at være styret af fagpsykologiske hensyn, og at hun således ikke - under henvisning til den ovennævnte praksis - kan antages at være omfattet af nogen særlig loyalitetspligt, som kan medføre begrænsning i hendes ret til at ytre sig om kommunale forhold.”
Brevet var vedlagt Ulla Andersens beskrivelse af hændelsesforløbet:[217]
”På et informationsmøde d. 15. august meddelte borgmesteren det samlede rådhuspersonale, at samarbejdet mellem kommunaldirektør, John Frederiksen og Farum kommune var bragt til ophør pr. 17/8-94. Samtidigt blev det meddelt at spørgsmål om årsagen til kommunaldirektørens fratræden ikke ville blive besvaret.
Ved afslutningen af dette møde inviterede kommunaldirektøren samtlige medarbejdere til et afskedsglas på sit kontor onsdag d. 17/8 kl. 14.
Ved denne interne afskedsreception holdt jeg en tale for kommunaldirektøren. Talen mundede ud i et eventyr frit efter H.C. Andersens eventyr: ”Kejserens nye klæder”. Eventyret blev begrundet med, at når man ikke kan få noget konkret at vide, så må man gætte.
Eventyret var fremstillet i 1 eksemplar, som blev afleveret til John Frederiksen som en personlig gave.
John Frederiksen kvitterede for talen med et smil og en omfavnelse. Efter at have holdt min tale forlod jeg rådhuset.
Ca. 2 timer efter receptionsafslutningen stod personalechef, Sten Ballegaard, uden for min hoveddør og forlangte, at jeg skulle komme ud og modtage et brev. Brevet blev afleveret med ordene: ”Jeg beklager, ein Brief”.
…Da jeg næste formiddag mødte på arbejde blev jeg modtaget af kolleger, som om morgenen af afdelingsleder, Jørgen Larsen, var blevet orienteret om, at jeg var blevet afskediget med øjeblikkelig virkning. Jeg kunne berolige mine kolleger med, at afskedigelsen endnu ikke var effektueret men påtænkt.
Efter 1 time blev jeg af afdelingsleder, Jørgen Larsen imidlertid bedt om at pakke mine personlige ejendele og forlade arbejdspladsen.
…Jeg stiller mig fuldstændig uforstående overfor den påtænkte afskedigelse, ligesom jeg finder Brixtoftes og mine chefers udtalelser til pressen krænkende.”
Efter anmodning afgav Farum Byråd den 13. oktober 1994 udtalelse til tilsynsrådet:[218]
”…
1. Farum Kommune har ikke udstedt direktiver eller personalevejledninger om de ansattes udtalelser vedrørende kommunale forhold. Der tilkommer ansatte i Farum Kommune ytringsfrihed uden andre begrænsninger end dem, der følger af loven eller ansættelsesforholdets natur.
2. Byrådet konstaterer, at Ulla Andersen i sin tale ved receptionen den 17. august 1994 gav udtryk for en hånlig og nedladende holdning til sin arbejdsplads (“en lille ubetydelig kommune”), rettede beskyldninger mod Kommunens embedsmænd for ikke at varetage deres arbejdsopgaver ved sine udtalelser om, at adskillige embedsmænd alene var “beskæftiget med at designe Borgmesterens image”, samt gav udtryk for ringeagt over for Direktionen, som beskyldtes for ikke at udføre fornuftigt arbejde (“arbejdede med deres tomme regnskaber”).
Ulla Andersen beklikker embedsmændenes integritet og dømmekraft ved at fremstille det, som om embedsmændene var beskæftiget med at bekræfte idéer, der betegnes som lige så luftige som kejserens nye klæder.
Sådanne udtalelser, fremsat over for en kreds af medarbejdere på alle niveauer, er egnede til at latterliggøre ledergruppen og rejse tvivl om Direktionens kompetence. Byrådet finder det derfor forståeligt, at ledergruppen har fundet disse udtalelser utilbørlige, henset til deres form, det sted hvor udtalelserne faldt og udtalelsernes indhold.
Lige så lidt som en medarbejder må forulempe sine foresatte korporligt, f.eks. ved at give en næsestyver, må en ansat krænke dem verbalt ved latterliggørende, urigtige anførsler, der er egnede til at fratage ledelsen den autoritet og respekt, som er grundlaget for udøvelsen af ledelsesfunktionen.
Byrådet har derfor ingen bemærkninger til den advarsel, som den administrative ledelse har meddelt Ulla Andersen.
Som eksempel på en mishagsytring, som efter Folketingets Ombudsmands opfattelse kunne danne grundlag for en saglig afskedigelse, kan Byrådet henvise til Ombudsmandens beretning for 1969, side 35. I sagen udtalte tillidsmanden for eleverne på Åndssvageforsorgens Personalehøjskole fra talerstolen til de forsamlede lærere og elever, at Bestyrelsen var “en møgbunke, der burde skiftes ud”. Ombudsmanden udtalte hertil, at det anvendte udtryk var af en sådan karakter, at det måtte give Bestyrelsen fornødent grundlag for en kraftig reaktion.
Af de i klageskrivelsen nævnte udtalelser fra Ombudsmanden vedrører beretningen for 1982, side 199, og beretningen for 1984, side 149, tilfælde af forudgående censur eller forsøg herpå fra en styrelses side. Disse afgørelser er derfor uden relevans, idet Farum Kommune ikke forudgående har censureret og ikke agter at censurere, hvad ansatte medarbejdere som privatpersoner udtaler offentligt om kommunale anliggender.
Det er i øvrigt karakteristisk for Ombudsmandens udtalelser, at de - bortset fra den nævnte udtalelse i beretningen for 1969, side 35 - vedrører tilfælde, hvor medarbejderen er fremkommet med udtalelser og synspunkter vedrørende konkrete sagforhold, der er eller var genstand for overvejelser i den pågældende styrelse eller kommune. Dette gælder også de i klageskrivelsen nævnte udtalelser i beretningen for 1987, side 237, og 1992, side 330. I sidstnævnte udtalelse fandt Ombudsmanden det dog på sin plads at fremhæve, at “offentligt ansattes ytringsfrihed bør udøves med omtanke og hensynsfuldhed, herunder også i henseende til de omstændigheder, hvorunder ytringer fremsættes”.
Tilfælde, hvor medarbejderen generelt pådutter ledende embedsmænd en adfærd og holdning, som - hvis udtalelsen var sandfærdig - ville gøre dem uværdige til den agtelse og tillid, som chefstillinger kræver, ses ikke at foreligge siden udtalelsen fra 1969. Dette beror utvivlsomt på, at offentligt ansatte normalt ved nærmere eftertanke indser det forkerte i ringeagtsytringer over for deres foresatte, hvorfor klagesager ikke opstår.
3. Hverken Byrådet, økonomiudvalget eller et stående udvalg har forud for den Ulla Andersen meddelte advarsel behandlet sagen om Ulla Andersens udtalelser den 17. august 1994.
Byrådet anser den Ulla Andersen meddelte tilkendegivelse som et udslag af Borgmesterens og administrationschefernes ledelsesbeføjelser over for de ansatte. Som sådan falder det uden for Tilsynsrådets kompetence at tage stilling hertil, jfr. den kommunale styrelseslovs S 61, stk. 1 og stk. 6, samt Hans Gammeltoft-Hansen m.fl.: Forvaltningsret (1994), side 494 og 493.
4. Af § 61 i den kommunale styrelseslov fremgår det, at tilsynsmyndigheden kan sætte en kommunalbestyrelses beslutning ud af kraft, hvis den strider mod lovgivningen. Lovgivningen fortolkes i den forbindelse som såvel skreven som uskreven ret, herunder offentligretlige rets grundsætninger. Af Preben Espersen m.fl.: Lov om kommunernes styrelse med kommentarer (1991), side 212, fremgår det, at udtrykket “lovgivningen” skal fortolkes indskrænkende i forhold til uoverensstemmelser mellem en kommunalbestyrelse og dennes ansatte.
Det er også på denne baggrund Byrådets opfattelse, at det ligger uden for Tilsynsrådets kompetence at tage stilling til sagen.
Byrådet ønsker endvidere at tilkendegive som sin opfattelse, at det forhold, at der gives en advarsel til en overenskomstansat medarbejder, ikke er en afgørelse i lovgivningmæssig for stand, men alene et udslag af arbejdsgiverens ret til at tilkendegive over for en ansat, at en bestemt adfærd ikke kan accepteres. I givet fald vil berettigelsen af en advarsel kunne drøftes med den ansattes faglige organisation i henhold til de arbejdsretlige regler. En advarsel i ansættelsesretlig forstand har således ikke nogen umiddelbar retsvirkning over for den ansatte, men kan alene indgå som et bevismoment i vurderingen af, om en efterfølgende afskedigelse kan anses for sagligt begrundet.
I øvrigt giver det Kommunens administrative ledelse anledning til forundring, at der i klageskrivelsen tales om Ulla Andersens “private afskedstale til Kommunaldirektøren, som hun efter det oplyste havde haft et vist samarbejde med i sin tid som tillidsrepræsentant for psykologerne i Kommunen.”
Det stemmer ikke hermed, at Ulla Andersen som indledning til sin tale den 17. august 1994 oplyste, at hun ikke personligt kendte Kommunaldirektøren eller havde haft noget samarbejde med ham.
…”
Det fremgår af byrådets protokol for den 11. oktober 1994, at et mindretal stemte mod udtalelsen til tilsynsrådet:[219]
”F’s og A’s byrådsgrupper tager kraftigt afstand fra Farum Kommunes behandling af psykolog Ulla Andersen og kan helt tilslutte sig advokat Mette Lauritzens henvendelse til Tilsynsrådet på Ulla Andersens vegne.”
Ved brev af 28. oktober 1994 til Farum Kommune meddelte Ulla Andersen gennem sin advokat, at hun tog sin afsked. I brevet anførtes følgende:[220]
”Siden Farum Kommune den 17. august 1994 varslede afsked af min klient, har Kommunens ledelse klart givet udtryk for, at min klients fortsatte tilstedeværelse i sin stilling ved Farum Kommune var uønsket.
Ledelsen har i den forbindelse iværksat skærpede kontrolforanstaltninger over for min klients arbejde og fremmøde, som klart har taget sit udgangspunkt i den verserende sag om min klients ytringer den 17. august 1994 og ikke på nogen måde har været sagligt begrundet i kvaliteten af min klients arbejde eller hendes forhold i øvrigt.
I perioden efter min klients tilbagevenden på sin arbejdsplads har ledelsen - herunder særligt min klients umiddelbart foresatte Jørgen Larsen - desuden ikke talt med min klient og i øvrigt behandlet hende som ikke-tilstedeværende.
Farum Kommunes behandling af min klient i den nævnte periode har i det hele lagt et så betydeligt psykisk pres på hende, at hun ikke længere ser sig i stand til at udføre det kriseprægede arbejde som psykolog i familieafdelingen.
Den behandling, som min klient har været udsat for, må anses for en så væsentlig misligholdelse af Farum Kommunes pligter i ansættelsesforholdet, at det berettiger min klient til at ophæve ansættelsesforholdet med den virkning, at hun fra Kommunen har ret til at oppebære fuld løn i det hende tilkommende opsigelsesvarsel, det vil sige frem til den 1.4.1995. Jeg skal samtidig tage forbehold for at rejse krav om godtgørelse for usaglig afsked.”
Borgmesteren underrettede tilsynsrådet herom i et brev af 4. november 1994, hvori det afslutningsvis hedder:[221]
”Det er herefter min opfattelse, at grundlaget for Tilsynsrådets behandling af sagen er bortfaldet, idet der henset til sagens udvikling i givet fald alene ville blive tale om en sagsbehandling af hypotetisk karakter.”
Tilsynsrådet behandlede klagen i et møde den 7. november 1994 og afgav samme dato følgende udtalelse:[222]
”Tilsynsrådets udtalelse
Ud fra en samlet vurdering af sagen finder Tilsynsrådet, at beslutningen om at tildele Ulla Andersen en advarsel med baggrund i indholdet af den tale, hun holdt den 17. august 1994, har været klart ulovlig.
Da Ulla Andersen imidlertid ifølge advokat Mette Lauritzens skrivelse af 28. oktober 1994 har ophævet sit ansættelsesforhold i Farum Kommune med øjeblikkelig virkning som følge af den behandling, hun af Kommunen er blevet udsat for i perioden efter den 17. august 1994, finder Tilsynsrådet, at grundlaget for en vurdering af, om Kommunens beslutning kan sættes ud af kraft i medfør af styrelseslovens § 61, er bortfaldet.
Tilsynsrådets bemærkninger
Tilsynsrådet har ved sin vurdering af sagen lagt til grund, at det er ytringernes indhold – dvs. “mishagsytringer overfor din arbejdsplads” - som har givet anledning til beslutningen om at tildele Ulla Andersen en advarsel.
Tilsynsrådet har endvidere lagt til grund, at kommunen ved behandlingen af sagen i realiteten har rejst tvivl om Ulla Andersens loyalitet.
Uanset at byrådet i sin skrivelse af 1. september 1994 anfører “For ordens skyld anerkender Kommunen selvsagt den ytringsfrihed, du - også som offentlig ansat - har”, er der efter Tilsynsrådets opfattelse tale om, at byrådet har handlet i strid med den offentligretlige retsgrundsætning om offentligt ansattes ytringsfrihed, når byrådet med baggrund i indholdet af den tale Ulla Andersen holdt skrider til en tjenesteretlig reaktion som at tildele hende en advarsel.
Folketingets Ombudsmand har ved flere lejligheder udtalt sig generelt om offentlig ansattes ytringsfrihed sammenholdt med den almindelige loyalitet, som den ansatte har over for sin arbejdsgiver. Ombudsmanden har f eks i en skrivelse af 21. februar 1992 til en kommune i en sag om afskedigelse af en midlertidig ansat i kommune anført følgende:
”Den almindelige loyalitet, man som ansat i en kommune eller anden offentlig myndighed, skylder sin arbejdsgiver, kan ikke begrunde, at myndigheden søger at begrænse de ytringer, som den ansatte fremkommer med uden for tjenesten. Det betyder, at myndigheden ikke kan anvende sanktioner eller andre negative reaktioner, der reelt må betragtes som sanktioner, f.eks. afskedigelse, forflyttelse eller advarsel i anledning af de udtalelser, den ansatte fremsætter som privatperson til pressen, uanset om der er tale om udtalelser, der er stærkt kritiske over for den pågældende myndighed. Udgangspunktet er således, at offentligt ansatte har ganske samme ytringsfrihed som andre til at deltage i den offentlige debat. Hensynet til offentlige myndigheders interne beslutningsproces og funktionsevne antages dog i særlige tilfælde at kunne føre til en begrænsning af de ansattes ytringsfrihed, jf. mine bemærkninger gengivet i Folketingets Ombudsmands Beretning 1987, s 237 ff.”
På baggrund af indholdet i den omhandlede tale og Ulla Andersens ansættelsesforhold som psykolog i kommunen finder Tilsynsrådet, at det ved vurderingen af sagen må anses for uden betydning, om det lægges til grund, at talen blev holdt i eller uden for arbejdstiden.
Under henvisning til bemærkningerne i byrådets skrivelse af 13. oktober 1994 skal det for fuldstændighedens skyld bemærkes, at den kommunale tilsynsmyndighed - selvom den ikke kan skride direkte ind over for den kommunale administration - kan skride ind over for kommunalbestyrelsen, hvor denne ikke reagerer over for kendte ulovligheder i administrationen, jf. herved byrådets henvisning til Hans Gammeltoft-Hansen, m.fl.: Forvaltningsret (1994) s 494 m. Byrådet har efter Tilsynsrådets opfattelse påtaget sig et direkte ansvar for den omhandlede advarsel ved sin beslutning på mødet den 11. oktober 1994, da denne beslutning går ud på, at Byrådet tiltræder økonomiudvalgets forslag til udtalelse til Tilsynsrådet herunder følgende “Byrådet har derfor ingen bemærkninger til den advarsel, som den administrative ledelse har meddelt Ulla Andersen”.
For så vidt angår byrådets bemærkninger om, at det forhold, at der gives en advarsel til en overenskomstansat medarbejder, efter byrådets opfattelse ikke er en afgørelse i lovgivningsmæssig forstand, skal Tilsynsrådet henvise til, at der i Forvaltningsloven med kommentarer af John Vogter, s 49 er anført følgende:
“Også ansættelse af overenskomstansatte og timelønnede må efter forvaltningslovens anses som en forvaltningsakt. Dette indebærer, at alle sager om ansættelse i det offentliges tjeneste som udgangspunkt er omfattet af forvaltningsloven, herunder reglerne om begrundelse og aktindsigt, jfr. også forudsætningsvis § 10, stk. 2. Det samme gælder sager om afskedigelse, disciplinærsager og andre personalesager, hvor myndigheden kan siges at træffe ”afgørelse” i forhold til den ansatte.”
Endvidere er der i Finansministeriets personaleadministrative vejledning om afgørelsesbegrebet anført, at som afgørelser i forvaltningslovens forstand betragtes også en række grundlæggende beslutninger, som det offentlige træffer som arbejdsgiver i forhold til de ansatte. Som et af en række typiske eksempler på afgørelser på personaleområdet nævnes sager om advarsler til overenskomstansatte
…”
Frederiksborg Amts Avis bragte den 8. november 1994 en artikel under overskriften ”Farum-bolden går til Indenrigsministeren” med underrubrikken ”Tilsynsrådet uenig om psykologklagen overhovedet kunne behandles” med omtale af dissens i tilsynsrådet fra medlemmet Claus Lange, borgmester i Helsinge Kommune (V). I samme artikel har borgmester Peter Brixtofte omtalt tilsynsrådets udtalelse således:[223]
”Peter Brixtofte siger, at den er uden betydning, dels fordi den er skrupforkert, og dels fordi Ulla Andersen selv har ophævet sit ansættelsesforhold med kommunen. Men med advarslen har Farum villet slå fast, at der også kan stilles krav om loyalitet af offentligt ansatte, siger Peter Brixtofte.”
Det fremgår af tilsynsrådets beslutningsprotokol[224], at der blev afgivet dissens af Claus Lange, der ved brev af 10. november 1994 til Indenrigsministeriet anmodede om en stillingtagen til, om grundlaget for tilsynsrådets vurdering af sagen var bortfaldet med Ulla Andersens ophævelse af ansættelsesforholdet, og, hvis ministeriet måtte komme frem til, at tilsynsrådet kunne behandle sagen, en stillingtagen til tilsynsrådets udtalelse om, at advarslen var klart ulovlig.[225]
Kommunernes Landsforening henvendte sig ligeledes til Indenrigsministeriet i sagen, idet Landsforeningen hævdede, at en tjenstlig advarsel ikke er en afgørelse i retlig forstand. Landsforeningen gjorde i den forbindelse gældende, at en advarsel i praksis anvendes som en (skriftlig) tilkendegivelse fra en arbejdsgiver om, at en bestemt adfærd eller handlemåde ikke kan accepteres, og at en gentagelse af den pågældende adfærd eller handlemåde vil kunne forventes at medføre afskedigelse eller andre ansættelsesretlige skridt.[226]
Ved brev af 26. februar 1997 - eller godt to år senere - besvarede Indenrigsministeriet efter høring af Ulla Andersen, Farum Kommune og tilsynsrådet henvendelsen fra Claus Lange. I brevet udtalte ministeriet sig først om tilsynets kompetence:[227]
”Det tilsyn, som de kommunale tilsynsmyndigheder udøver over for kommunerne, er et retligt tilsyn. Tilsynet omfatter kun spørgsmål om, hvorvidt der er sket en tilsidesættelse af lovgivningen, herunder offentligretlige retsgrundsætninger, jf. § 61 i lov om kommunernes styrelse (lovbekendtgørelse nr. 615 af 18. juli 1995).
Indenrigsministeriet er ikke almindelig klageinstans i forhold til tilsynsrådene, men ministeriet fører tilsyn med, at tilsynsrådene ikke tilsidesætter lovgivningen, og at tilsynsrådenes udtalelser ikke er udtryk for en urigtig retsopfattelse eller hviler på et urigtigt faktisk grundlag, jf. § 61 a i lov om kommunernes styrelse.
De kommunale tilsynsmyndigheder kan ikke behandle klager over spørgsmål af privatretlig karakter, herunder klager med relation til ansættelsesforhold i kommunen.
De kommunale tilsynsmyndigheder kan dog i sager af i øvrigt privatretlig karakter tage stilling til, om offentligretlig lovgivning, herunder offentligretlige retsgrundsætninger, er tilsidesat. Der skal i den forbindelse henvises til betænkning nr. 996/1983 om ansvarsplacering og reaktionsmuligheder i kommunestyret, side 73 og 155.
For så vidt angår det anførte om, at Tilsynsrådet for Frederiksborg Amt ikke var kompetent til at afgive en udtalelse om Farum Kommunes tildeling af en advarsel til psykolog Ulla Andersen, fordi beslutningen herom blev truffet af borgmesteren og den administrative ledelse, og ikke havde været forelagt byrådet, Økonomiudvalget eller stående udvalg, inden der blev truffet beslutning, skal Indenrigsministeriet bemærke følgende:
Det almindelige kommunale tilsyn omfatter kommunalbestyrelsen og dennes medlemmer samt kollegiale organer under denne, hvis medlemmer er valgt af og blandt kommunalbestyrelsens medlemmer, medlemmer af de kollegiale organer samt kommunale fællesskaber og medlemmer af fællesskabets organer, jf. § 61, stk. 6, i lov om kommunernes styrelse.
Borgmesteren er som kommunalbestyrelsesmedlem, men ikke som organ, omfattet af det kommunale tilsyn efter § 61 i lov om kommunernes styrelse.
Der er således alene kommunalbestyrelsen og de i § 61, stk. 6, i lov om kommunernes styrelse nævnte organer, der kan være adressater for sanktioner efter § 61.
Dette er imidlertid ikke ensbetydende med, at afgørelser truffet af den kommunale forvaltning eller af borgmesteren i dennes [e]genskab af leder af forvaltningen ikke kan gøres til genstand for vurdering af den kommunale tilsynsmyndighed.
Kommunalbestyrelsen har efter styrelseslovens § 2, stk. 1, det overordnede ansvar for hele den kommunale virksomhed. Kommunalbestyrelsen er kompetent til at træffe afgørelse i enhver sag, som vedrører kommunen. Den skal drage omsorg for og føre tilsyn med, at kommunens forvaltning organisatorisk og personalemæssigt fungerer tilfredsstillende, og kommunalbestyrelsen har pligt til at reagere, hvis der inden for forvaltningen konstateres en retsstridig adfærd.
Der henvises til Lov om kommunernes styrelse med kommentarer, 2 udg., 1996, side 46 f.
Den kommunale tilsynsmyndigheds tilsyn med, at en kommunalbestyrelse overholder lovgivningen kan derfor indebære en bedømmelse af sager, der er afgjort uden kommunalbestyrelsens medvirken.
Tilsynsmyndigheden kan således anmode kommunalbestyrelsen om at tage stilling til en sag, hvor det er gjort gældende, at der foreligger retsstridige forhold i kommunens forvaltning. Hvis der konstateres sådanne retsstridige forhold, uden at kommunalbestyrelsen griber ind, kan tilsynsmyndigheden om fornødent anvende sanktioner over for kommunalbestyrelsen med henblik på at få forholdet bragt til ophør.
Der henvises til den kommenterede kommunale styrelseslov, 1996, side 214.
De kommunale tilsynsmyndigheder kan ikke afvise en rejst sag om ulovlighed i en kommunalforvaltning med den begrundelse, at beslutningen ikke er truffet af kommunalbestyrelsen.
Der henvises til Erik Harder, Dansk Kommunalforvaltning II, Opgaver og tilsyn, 1979, side 245.
Det forhold, at den konkrete sag alene blev behandlet af borgmesteren og forvaltningen, er således ikke ensbetydende med, at tilsynsrådet af den grund burde afholde sig fra at vurdere lovligheden af kommunens dispositioner.
Farum Byråd har i sit brev af 13. oktober 1994 til tilsynsrådet anført, at en advarsel til en ansat ikke er en afgørelse i forvaltningslovens forstand.
Indenrigsministeriet skal hertil bemærke, at sagen ikke ses at give anledning til spørgsmål om, hvorvidt der er tale om en afgørelse i forvaltningslovens forstand, idet det kommunale tilsyn ikke er begrænset til afgørelser, men omfatter alle kommunalbestyrelsens beslutninger og undladelser med de ovenfor anførte begrænsninger vedrørende bl.a. sager af privatretlig karakter.
De har videre anført, at tilsynsrådet ikke efter Ulla Andersens ophævelse af sit ansættelsesforhold i Farum Kommune burde have afgivet en udtalelse i sagen.
Indenrigsministeriet skal i den anledning bemærke:
Af tilsynsrådets udtalelse af 7. november 1994 fremgår det, at tilsynsrådet efter Ulla Andersens ophævelse af ansættelsesforholdet ikke fandt anledning til at foretage en vurdering af, om Farum Kommunes beslutning om tildeling af en advarsel kunne sættes ud af kraft i medfør af § 61 i styrelsesloven.
De kommunale tilsynsmyndigheder er som nævnt ikke egentlige klageorganer, men udfører et legalitetstilsyn med kommunerne, og tilsynsmyndighederne kan både rejse sager efter henvendelse og af egen drift.
Det kommunale tilsyn er pligtmæssigt, idet de kommunale tilsynsmyndigheder har pligt til at træffe de nødvendige forholdsregler for at få en kommunalbestyrelse til at efterleve gældende regler.
Tilsynsmyndigheden kan anvende de i § 61, stk. 1-4, i styrelsesloven nævnte sanktioner, når der er grundlag herfor, og kan afgive vejledende udtalelser om sin retsopfattelse og fremkomme med henstillinger og anmodninger eller meddele et pålæg om, hvad man anser for at være gældende ret i en given situation.
Tilsynsmyndigheden vurderer, hvilken reaktion der vil være nødvendig i den konkrete situation.
Der henvises i den forbindelse til den kommenterede kommunale styrelseslov, 1996, side 244-245.
Tilsynsrådet har på denne baggrund efter Indenrigsministeriets opfattelse ikke tilsidesat lovgivningen ved at realitetsbehandle sagen og udtale sig om lovligheden af beslutningen om at meddele Ulla Andersen en advarsel, selvom Ulla Andersen på tidspunktet for tilsynsrådets udtalelse var fratrådt, og tilsynsrådet derfor ikke fandt grundlag for at anvende sanktioner.”
Om den konkrete sag udtales herefter:
”Hvad angår lovligheden af Farum Kommunes ved skrivelse af 1. september 1994 tildelte advarsel, skal Indenrigsministeriet bemærke følgende:
Offentlige myndigheder er i deres opgavevaretagelse - i deres afgørelser, ved udøvelsen af deres virksomhed samt i deres privatretlige dispositioner - forpligtet til ikke at varetage usaglige hensyn.
Der henvises til Bent Christensen, Forvaltningsret, opgaver, hjemmel, organisation, 1991, side 146-148, og den kommenterede kommunale styrelseslov, 1996, side 242.
Offentlige myndigheders beslutninger vedrørende udøvelsen af de almindelige ledelsesbeføjelser over for de ansatte må ikke hvile på et usagligt grundlag. Da offentligt ansatte som udgangspunkt har samme frihed til i eget navn at deltage i den offentlige debat som andre, jf. grundlovens § 77, har offentlige myndigheder i almindelighed ikke adgang til at benytte disciplinære midler over for ansatte, der deltager i den offentlige debat, med henblik på at få de pågældende til at indstille deres udtalelser eller afskrække andre fra at gøre noget tilsvarende, heller ikke selv om udtalelserne er kritiske over for arbejdspladsen.
De offentligt ansattes ytringsfrihed kan imidlertid være begrænset i særlige tilfælde. Folketingets Ombudsmand har i sin beretning for 1987, side 237 ff, opregnet nogle hovedsynspunkter om, i hvilke tilfælde der ud over de almindelige regler om tavshedspligt er begrænsninger i offentligt ansattes ytringsfrihed:
”1. Begrænsningerne omfatter alene udtalelser vedrørende sager inden for de pågældendes eget arbejdsområde. Offentligt ansatte har samme frihed som andre borgere til at udtale sig om sager på forvaltningsområder, som de ikke har berøring med i deres daglige arbejde.
2. Ved udtalelse inden for eget arbejdsområde er det af betydning, om den pågældende som led i sit arbejde har været (eller er) aktivt medvirkende i myndighedens beslutningsproces. Begrænsningerne vil i almindelighed ikke omfatte ansatte med en funktion, der ligger fjernt fra de politiske eller administrative beslutninger.
3. Det spiller en rolle, om udtalelserne fremsættes før eller efter, at en beslutning er truffet. Adgangen til at udtale sig, inden en sag er afgjort, kan - af hensyn til beskyttelse af den interne beslutningsproces - være noget snævrere end adgangen til at udtale sig senere.
4. Det ligger efter praksis fast, at offentligt ansatte har en vidtgående frihed til at udtale sig om ressourcespørgsmål inden for eget arbejdsområde, hvor spørgsmålet kan have væsentlig betydning for medarbejdernes fremtidige ansættelses- og arbejdsforhold.
Det følger af det anførte, dels at der kræves særlige tungtvejende grunde for at anerkende begrænsninger i offentligt ansattes ytringsfrihed, dels at disse grunde normalt kun vil foreligge i forhold til centralt placerede medarbejdere, der deltager eller har deltaget i den omstridte beslutnings tilblivelse.”
De her nævnte tilfælde vedrører således situationer, hvor der foreligger en særlig loyalitetspligt, som i visse tilfælde må antages at begrænse offentligt ansattes ytringsfrihed.
Den almindelige loyalitetspligt, som offentligt ansatte har over for deres arbejdsgiver, kan derimod ikke i sig selv begrunde, at myndigheden søger at begrænse de ytringer, som den ansatte fremsætter i eget navn, uanset om der er tale om ytringer, der er stærkt kritiske over for den pågældende myndighed
Der henvises i den forbindelse til Folketingets Ombudsmands beretning for 1991, side 204.
Det må dog antages, at en ansats kritiske ytringer i særlige tilfælde vil kunne have så alvorlige følgevirkninger på arbejdspladsen og vanskeliggøre et fremtidigt samarbejde i en sådan grad, at det efter omstændighederne kan være berettiget at anvende negative ledelsesbeføjelser over for den pågældende.
Der henvises bl.a. til Hans Gammeltoft-Hansen m.fl., Forvaltningsret, 1994, side 130, og Martin Basse og Oluf Jørgensen, Fortrolighed i forvaltningen, 1988, side 207.
Det må dog i disse tilfælde forudsættes, at beslutningen om at anvende negative ledelsesbeføjelser ikke alene har grundlag i de kritiske ytringer, men tillige i en nødvendig sikring af udførelsen af myndighedens opgavevaretagelse.
Endelig må det formentlig antages, at straffelovens bestemmelser om freds- og ærekrænkelser sætter begrænsninger for, hvilke ytringer offentligt ansatte kan fremsætte, uden at myndighederne kan anvende negative ledelsesbeføjelser over for de pågældende.
Der henvises i den forbindelse til Folketingets Ombudsmands beretning for 1969, side 35, i hvilken ombudsmanden udtalte, at det forhold, at en ansat var fremkommet med en ærekrænkende udtalelse over for myndighedens bestyrelse, der ikke var blevet tilbagekaldt, havde givet bestyrelsen fornødent grundlag for en kraftig reaktion. På denne baggrund fandt ombudsmanden ikke fuldt tilstrækkeligt grundlag for at kritisere, at der var foretaget afskedigelse af den pågældende.
Indenrigsministeriet har med hensyn til den konkrete sag lagt til grund, at Ulla Andersens afskedstale til den afgående kommunaldirektør den 17. august 1994 var en tale, der blev fremført som privatperson og alene på egne vegne. Det er herefter ikke afgørende, om talen blev afholdt i eller uden for tjenestetiden, eller om Ulla Andersen havde stemplet sig ud af flexsystemet.
Det fremgår af sagen, at Ulla Andersens tale ikke vedrørte hendes eget arbejdsområde, men derimod de generelle ledelsesforhold i Farum Kommune, og at Ulla Andersen ikke beklædte nogen ledende stilling eller havde medvirket i den interne beslutningsproces for så vidt angår emner berørt i talen.
Efter Indenrigsministeriets opfattelse var Ulla Andersen derfor ikke omfattet af nogen særlig loyalitetspligt i den foreliggende sag. Der er endvidere intet oplyst i sagen om, at Ulla Andersens ytringer skulle kunne medføre konkrete samarbejdsproblemer i forhold til hendes fortsatte arbejde som psykolog.
Farum Kommune har i sit brev af 12. december 1994 gjort gældende, at det var talens hånlige og nedladende holdning, der var grundlag for den tildelte advarsel, og henvist til den ovenfor omtalte udtalelse i Folketingets Ombudsmands beretning for 1969, side 35.
Ulla Andersens tale af 17. august 1994 er bygget op over H. C. Andersens eventyr “Kejserens nye klæder” og indeholder mange kritiske, ironiske og sarkastiske ytringer om borgmester Peter Brixtofte og de ledende embedsmænd i Farum Kommune. Efter Indenrigsministeriets opfattelse indeholder talen dog næppe ytringer, der kan karakteriseres som egentligt ærekrænkende.
Det er sammenfattende Indenrigsministeriets opfattelse, at Ulla Andersen ikke ved den omhandlede tale kan antages at have overskredet grænserne for sin ytringsfrihed.
Den endelige afgørelse af spørgsmålet henhører under domstolene.
Indenrigsministeriet finder følgelig, at Farum Kommune ikke lovligt kunne beslutte at meddele Ulla Andersen en advarsel på grund af indholdet af talen.
Det er således Indenrigsministeriets opfattelse, at tilsynsrådet ikke har givet udtryk for en urigtig retsopfattelse ved at udtale, at Farum Kommunes advarsel var ulovlig.
Indenrigsministeriet foretager derfor ikke videre i sagen
…”
Vidnet Jørgen Larsen, socialchef og administrerende direktør, har foreholdt advokat Mette Lauritzens brev af 28. oktober 1994 til kommunen, forklaret:[228]
”at han havde et glimrende samarbejde med Ulla Andersen. Han er ikke enig i det foreviste dokuments beskrivelse af hans adfærd, idet han ikke mener, det er korrekt, at han, efter Ulla Andersen kom tilbage til sit arbejde efter hændelsen ved receptionen, ikke talte med Ulla Andersen. Vidnet var modstander af, at Ulla Andersen skulle fyres. Den modstand udtalte han over for borgmesteren, Leif Frimand Jensen, Lars Bjerregaard Jensen og Marianne Helslev. Han henviste til sit kendskab til Ulla Andersen, som udførte et godt arbejde. Da Ulla Andersen kom tilbage til sit kontor efter episoden, skrev hun straks ud til samtlige medarbejdere om en slags klub, hun havde stiftet for ansatte, der havde fået kritik eller var blevet fyret fra kommunen. Vidnet følte, det var en mærkelig måde at komme tilbage på, når man nu skulle have ”tingene til at glide”. Vidnet har ikke oplevet, at Ulla Andersen ”blev lagt på is”. Vidnet havde dialog med Ulla Andersen måske ikke dagligt men jævnligt. Heller ikke forud for John Frederiksens afskedsreception havde vidnet haft daglig kontakt til Ulla Andersen. Han holdt hende ikke ude og havde ikke fornemmelse af, at hun følte det sådan. Ulla Andersen var en dygtig medarbejder. Vidnet var leder for Ulla Andersen. Det var Leif Frimand Jensen, der kørte afskedigelsessagen på forvaltningsplan over for Ulla Andersen, ikke vidnet. Da Ulla Andersen kom tilbage til kommunen, beordrede Leif Frimand Jensen, at hun skulle melde tilbage til ham, hvor hun var, når hun var uden for rådhuset. Det så vidnet ikke noget unaturligt i.”
Vidnet Steen Ballegaard, personalechef, har forklaret:[229]
”Adspurgt om sagen med Ulla Andersen forklarede vidnet, at han var med til receptionen og hørte Ulla Andersen holde sin tale. Vidnet var med i dialogen omkring og udformning af brevet til Ulla Andersen. Det var et brev om påtænkt afskedigelse, som Ulla Andersen skulle høres over, før endelig beslutning om afskedigelse, jf. forvaltningslovens § 19. Vidnet havde ingen mening om brevet, men rådgav borgmesteren om, at hvis han sendte brevet til Ulla Andersen, ville han få den største pressesag nogensinde, da det ville blive kædet sammen med ytringsfriheden, og hvis han i øvrigt ville af med Ulla Andersen, var det et spørgsmål om penge. Samme aften, som receptionen fandt sted, blev vidnet bedt om at skrive brevet, hvilket han gjorde. Han håndbragte det selv samme aften til Ulla Andersen. Vidnet mener, at Ulla Andersen havde en høringsfrist på 2-3 uger til at svare. Vidnet kan ikke huske, om hun svarede inden for fristen eller bad om udsættelse, fordi der var forhandlinger mellem hendes organisation og kommunen. Foreholdt, at Ulla Andersen ved sin advokat til kommunen havde meddelt, at hun følte sig lagt på is, forklarede vidnet, at der ikke var tvivl om, at Ulla Andersen blev lagt på is fra ledelsens side, men ikke fra personalesiden. Vidnet præciserede dette således, at ledelsen besluttede, at der skulle være en tæt ledelsesmæssig opfølgning på Ulla Andersens varetagelse af sine opgaver, herunder opfølgningssamtaler mellem hende og Leif Frimand Jensen eller Jørgen Larsen. Baggrunden for beslutningen var, at det skulle kontrolleres, at hun ikke skejede ud, sådan som det - også efter vidnets mening - var vurderingen, at hun havde gjort ved receptionen.”
Vidnet Benthe Lindevang, tillidsmand, har forklaret:[230]
”Vidnet var ikke med til afskedigelsen af Ulla Andersen. Hun var ikke tillidsmand på det tidspunkt. Tillidsfolkene syntes, at sagen var ”vildt latterlig”, men de kunne ikke gøre noget.”
Vidnet Karin Bek, sekretær, har forklaret:[231]
”… Sten Ballegaard blev samme aften, som afskedsreceptionen havde fundet sted, sendt ud med Ulla Andersens afskedsbrev. Vidnet overværede ikke ledelsens møde, men Sten Ballegaard fortalte hende om det. Det var ikke vidnets indtryk, at Steen Ballegaard var enig i beslutningen. Vidnet tror nærmest, han var lidt ked af det.”
Vidnet Ane Liedecke, forvaltningschef, har forklaret:[232]
”Forespurgt omkring Ulla Andersen-sagen forklarede vidnet, at hun husker sagen. Vidnet havde ikke noget med beslutningerne i sagen at gøre, men har hørt om dem. Personligt var vidnet ikke enig i den måde, sagen blev kørt på. Det er dog ikke noget, hun har givet udtryk for. Vidnet tænkte dengang bare, at det var ”snyd/strengt”. Hun var dengang ikke i en position til at udtale sig om sagen. Sagen blev kun kørt af Leif Frimand Jensen. Der var generelt delte meninger blandt medarbejderne. Det, der blev drøftet, var dog mest, om Ulla Andersen kunne tillade sig at holde den tale. Processen bagefter var meget lukket og blev ikke drøftet. Generelt blev personalesagerne styret meget skjult/lukket.”
Vidnet Klaus Elbæk-Jørgensen, juridisk konsulent, har forklaret:[233]
”Foreholdt ”Ulla Andersen-sagen”[234] forklarede vidnet, at han ikke var direkte involveret i sagen, da det var en personalesag. Det er vidnet, der har konciperet udtalelsen fra kommunen til tilsynsrådet, der er refereret i Indenrigsministeriets brev af 26. februar 1997[235]. Udtalelsen er udtryk for vidnets egen vurdering. Han kan ikke huske resultatet af tilsynsrådets behandling af sagen. Oplyst herom konstaterede vidnet, at han ikke er enig i tilsynsrådets vurdering heller i denne sag. Advarslen var rigtig. Vidnet mener ikke, at han blev spurgt, om der kunne være andre vurderinger af sagen, end den han havde givet udtryk for i udkastet til svaret, inden sagen blev behandlet i byrådet. Vidnets udtalelse blev forelagt byrådet og godkendt.”
Vidnet Alice Wilquin, tillidsmand, har forklaret:[236]
”Vidnet var ikke involveret i sagen om Ulla Andersen. I starten modtog hun kopi af de breve, Ulla Andersen og Psykologforeningen modtog, men det var ikke vidnets sag. Ulla Andersen havde Psykologforeningen, som kørte hendes sag.”
Der henvises i øvrigt til punkt 5 i tillidsmand Bent Nedergaards skriftlige vidneerklæring, jf. afsnit 7.2.7.1.
Jørgen Lindhardt blev pr. 1. januar 2002 ansat i Farum Kommunes Turist- og Servicekontor. Her delte han kontor med Jørn Frederiksen. Jørgen Lindhardt opsagde selv sin stilling den 25. februar 2002. Jørgen Lindhardts rolle i Farum-sagens opkomst var først og fremmest knyttet til den viden, han havde opnået som administrerende direktør i Farum Boldklub A/S i tiden 1. november 2000 til 31. december 2001.
I afsnit 7.1. er Jørgen Lindhardt nævnt i det citerede uddrag af Morten Pihl og Jakob Priess-Sørensen, ”Brixtofte, Historien om en afsløring” (2002), side 80 om ”champignonkuren”.[237]
Bogen indeholder i øvrigt udførlig omtale af, hvordan sportsjournalisten Jacob Priess-Sørensen på B.T. over en periode fra november 2001 frem til årsskiftet, mens Jørgen Lindhardt fortsat var direktør i boldklubben, i stigende grad fik informationer. Det hedder herom bl.a. side 48:[238]
”Priess får dog hurtigt bekræftet sin fornemmelse af, at ikke bare ved Jørgen Lindhardt nogle kontroversielle ting om Farum Boldklub. Han lader også til at ville fortælle dem - når han har samlet mod.
For selv om det ikke er nemt at finde på nye undskyldninger for dag ud og dag ind at ringe op til direktøren og forsøge at skrælle nye lag af, så spiller Jørgen Lindhardt med på legen. Han kan lige så vel som journalisten mærke det akavede i situationen, når de endnu engang indleder en længere telefonsamtale uden noget egentligt påskud, men han afbryder ikke, og han giver på intet tidspunkt til kende, at han ikke ser noget formål med de mange tilsyneladende grundløse opringninger. Han ved udmærket, hvorfor journalisten bliver ved med at ringe, og han gør intet for at sætte en stopper for det.”
Det hedder videre side 50-51:[239]
”I enhver organisation, virksomhed eller forening, hvor der foregår ting, som ikke helt tåler dagens lys, sidder der mennesker, som har moralske skrupler over det, der foregår. Mennesker, som ikke over en længere periode kan acceptere og medvirke til ulovligheder.
De er der alle steder - på kontorerne og i mødelokalerne - og de venter bare på at få muligheden for at komme af med deres frustrationer. De venter på en at fortælle deres historie til - en, der kan beskrive og stoppe de ting, som de har observeret.
Disse hæderlige mennesker skal »bare« lige findes, og de skal også »bare« lige have modet til at tale. De mennesker er der også i Farum, og Lindhardt er en af dem.
For journalisten er han nålen i høstakken. Den moralsk fortørnede medarbejder, som ikke længere kan bære at være en del af det, der foregår, og som har den viden, der skal til for at sætte en stopper for tingene.
Som tidligere salgs- og marketingdirektør i Alletiders Rejser, der i begyndelsen stod for Farums pensionistrejser og som administrerende direktør i Farum Boldklub A/S har han indgående kendskab til en lang række forhold vedrørende Peter Brixtoftes virke. Både som manden, der fandt på at sende pensionister på gratis solrejse til Gran Canaria og især som altdominerende formand for Farum Boldklub A/S.
Og Lindhardt er rystet og vred. Rystet over Peter Brixtoftes ødselhed og vred, fordi borgmesteren og boldklubformanden behandler klubbens ansatte som skidt. Jørgen Lindhardt har som direktør ansvaret for de ansatte og den daglige omgang med dem, og det er ham, der må samle stumperne op, når formanden endnu engang har udnævnt en håndfuld betroede medarbejdere til inkompetente idioter og fyret dem på stedet. Han føler sig desuden trådt på, fordi hans job som direktør er et glansbillede uden værdi.
For der er kun én, der bestemmer i Farum Boldklub, og det er Peter Brixtofte. Intet bliver gennemført, hvis ikke ordren kommer direkte fra ham, og ingen tager en selvstændig beslutning, før den er grundigt afstemt med formandens luner. Gang på gang oplever Jørgen Lindhardt, at hans dispositioner underkendes, og at han alligevel må ind og rede trådene ud efter formanden.
Samtidig er Lindhardt stærkt indigneret og forarget over den måde, Peter Brixtofte bruger skatteborgernes penge på. Strømmen af penge fra kommunekassen til boldklubben og Brixtoftes druk for borgernes penge gnaver i hans samvittighed.”
Efter årsskiftet blev journalist Morten Pihl koblet på, og de fik på et møde den 15. januar 2002 med Jørgen Lindhardt udleveret kopi af regninger mv. vedrørende Restaurant Sepp.[240]
Det hedder videre side 81:[241]
”Som ansat på rådhuset og med sin tidligere ansættelse i Farum Boldklub og de mange relationer, den har til kommunen, kender Jørgen Lindhardt en del af de kommunale embedsmænd. En af disse, som ligger inde med viden om Rørmosegård sagen, har han specielt fidus til, og Lindhardt vurderer, at embedsmanden måske vil være parat til at mødes med journalisterne. Han lover derfor, at han nok skal forsøge at stikke en finger i jorden for at se, om det er muligt at lokke ham frem.
Det er en hårfin balancegang. Men igen er Jørgen Lindhardts fornemmelser for, hvem der kan stoles på i Farum, skarpslebne.
Da han næste gang, et par dage senere, ringer ind på avisen, er det med godt nyt. Lindhardt har simpelthen skaffet en kopi af checken, og embedsmanden vil gerne mødes med journalisterne.
…Udstyret med et mobiltelefonnummer ringer Priess samtidig deres formodede næste kilde op. Det er en meget nervøs mand, der tager telefonen.
Han er afmålt og i forsvarsposition, og han er ikke klar til at tage nogen som helst chancer. Et møde med to journalister vil ikke blive modtaget vel, hvis det kommer Peter Brixtofte for øre, så embedsmanden har en række krav.
»Det skal være efter arbejdstid, og ingen - absolut ingen - må vide, at jeg har talt med jer. Det må aldrig komme frem, at jeg har mødt jer”, siger han.
…… Knapt er han kommet indenfor, før han igen forlanger forsikring for, at ingen nogensinde får at vide, at dette møde finder sted.
»Jeg har aldrig været her. I har aldrig talt med mig. Det må ikke komme frem. Jeg har aldrig nogensinde været her. Aldrig. Det må I love mig.«
Og det gør journalisterne. Hvis ikke kilder trygt kan henvende sig til pressen og være garanteret anonymitet, ville mange historier aldrig nå offentligheden.
Specielt i en sag som denne vil det ikke kunne lade sig gøre at komme nogen vegne, hvis ikke journalisterne kan love og yde fuld anonymitet. Uanset hvor gerne journalisterne ser, at embedsmanden stiller sig op med billede og citater i avisen, hvor han fortæller om hele sagen, er det op til ham selv. Kræver han at være anonym, er han anonym.”
I Morten Pihls bog ”Højt at flyve” (2009) hedder det side 232:[242]
”I slutningen af 2001 havde Jørgen Lindhardt sagt op. Nu arbejdede han i kommunen, men efter lange og svære overvejelser var han nået frem til den beslutning, at offentligheden burde have kendskab til, hvad der i virkeligheden foregik i Farum.
Tirsdag den 15. januar 2002 kl. 10 var Jakob Priess-Sørensen og jeg mødt op hjemme hos Jørgen Lindhardt i Virum. 10 timer senere havde vi forladt ham med blokken fuld af oplysninger om bl.a. borgmesterens druk, rejser, vennetjenester, sponsorater, netværk, køb og salg af grunde. Med os hjem havde vi også en hvid plasticpose, fyldt med kopier af regninger fra Restaurant Sepp.
Regningerne var vigtige som dokumentation. Gennem årene havde en hærskare af journalister forsøgt at dokumentere de mange mistanker om fusk i Farum, men hver gang havde borgmesteren klaret frisag, fordi beskyldningerne ikke kunne dokumenteres.
Skulle vi gøre os håb om at komme længere, var kravet dokumentation, dokumentation og atter dokumentation.
Siden mødet hos Jørgen Lindhardt, som dog ikke i første omgang selv ville stå frem, men alene forsyne os med oplysninger, havde vi arbejdet på at få dokumenteret de sager, han havde fortalt om.
Med vores kendskab til Peter Brixtoftes veludviklede efterretningsnetværk af loyale spejdere havde vi gjort en dyd ud af kun at kontakte kilder, vi på forhånd vidste ikke var en del af dette netværk. Jørgen Lindhardt vidste, hvem der var loyale over for borgmesteren og ville advare ham, og hvem han kunne kontakte og spørge, om de ville tale med os. Det ville nogle heldigvis, men på nær nogle få turde ingen stå frem med navn i avisen af frygt for repressalier fra borgmesteren og fodboldformanden.”
Peter Brixtofte skriver i ”Med hjertet” (2003), side 283f om bl.a. Jørgen Lindhardt,[243] jf. gengivelsen i næste afsnit om Jørn Frederiksen.
I Tôrun Ellingsgaard & Jaku-Lina Elbøl Nielsen: ”Brixtofte - Spillet om magten” (2002) hedder det side 266:[244]
”Også når det gjaldt Farum Park, var der problemer. Udadtil gik det dog glimrende. Fodboldholdet lå i toppen af 1. division og var blevet forstærket med syv tidligere Lyngby-spillere. Men indadtil var situationen en anden. Direktør Jørgen Lindhardt havde den 1. september 2001 sendt Brixtofte et brev om, at han ville forlade sit job den 1. december. Samarbejdet imellem de to var på det tidspunkt kørt af sporet. Brixtofte tog næsten alle beslutninger og satte nye ting i gang hen over hovedet på Jørgen Lindhardt. Allerede da Brixtofte sommeren 2001 var raget uklar med kokken i Farum Marina, havde Lindhardt fået nok. Men flere bestyrelsesmedlemmer i Farum Boldklub A/S havde bedt Jørgen Lindhardt om at vente med at stoppe til efter valget for ikke at risikere, at Brixtofte kom til at stå i et dårligt lys op til valget. Til gengæld havde de lovet at få Brixtofte til at holde op med at blande sig i Jørgen Lindhardts arbejde.”
Yderligere omtale i bogen af Jørgen Lindhardt er gengivet i næste afsnit om Jørn Frederiksen.
I Henrik Madsens bog: ”Bogen om Peter” (2002) hedder det side 240:[245]
”Jørgen Lindhardt bliver således tilbudt et lille kontor i kommunefilialen på Farum Hovedgade 47, hvor han skal arbejde med turister.
Jørgen Lindhardt:
Jeg havde været indlagt for at få fjernet mandler, da en person fra kommunen ringede og spurgte, hvad jeg sagde til mit nye job som turistchef. Jeg svarede, at det havde jeg ikke hørt noget om. Bagefter ringede Lars Bjerregaard. Jeg spurgte ham, hvorfor lige netop han ringede. Jeg sagde til ham, at nu har jeg beviset på, at I er kugleskøre. Jeg mener, her ringer en forvaltningsdirektør fra en kommune til direktøren i et privat aktieselskab og fortæller ham, at han har fået nyt job. Det var totalt absurd. Jeg sagde: Lars, det er ikke dig, jeg er sur på, men kan du ikke se det groteske? Hvad har du med det her at gøre? Nåh, men jeg endte jo med at sige ja til at sætte mig ned i det karantæneramte område på Hovedgaden 47. Dér sad Jørn Frederiksen som bekendt. Så kan du selv lægge to og to sammen. Jeg startede faktisk med at forsvare Peter for alt det gode, han har lavet, og jeg talte blandt andet om alle de penge, han skovlede ind til kommunen. Hallo, sagde Jørn, nu skal jeg fortælle dig et og andet. Efterhånden som jeg hørte, hvad han sagde, blev jeg klar over, at den var rivende gal. Jamen ok, tænkte jeg, det her kommer til at gå ud over en masse borgere.”
I borgmester Peter Brixtoftes pressemeddelelse af 7. februar 2002 om sygeorlov hedder det bl.a.:[246]
”BTs kampagne før valget nåede ikke sit mål. Det skal åbenbart hævnes. I en kommune som vores er det naturligvis altid muligt at finde mennesker, der er afskediget eller på anden måde føler sig dårligt behandlet. Og derfor vil man altid kunne lave smædeartikler om ledelsen af en by eller en anden stor virksomhed i øvrigt.”
Jørgen Lindhardt afgav vidneforklaring i straffesagerne mod bl.a. Peter Brixtofte vedrørende forhold 1 i sponsorsagen om Alletiders Rejser A/S, hvor der skete frifindelse og vedrørende forhold 6-7 om fortæring i hovedsagen, hvor der overvejende skete domfældelse.
Hillerød Kriminalrets dom af 10. april 2007 i hovedsagen indeholder gengivelse af Jørgen Lindhardts vidneforklaring side 420-427 om diverse fakturaer. Det hedder om vidnets ansættelsesforhold:[247]
”Jørgen Lindhardt har forklaret (retsbogen pag. 633 ff.), at han var ansat i Alletiders Rejser indtil oktober 2000 som salg- og marketingdirektør. 1. november 2000 blev han administrerende direktør i Farum Boldklub. September 2001 sagde han sin stilling op, idet der var opstået en betydelig uenighed mellem ham og klubbens formand, borgmester Brixtofte. Uanset hvad vidnet gjorde, var det forkert, og forholdene forekom ham helt kaotiske, hvorfor han foretrak at gå. Boldklubben ønskede at bibeholde hans arbejdskraft i opsigelsesperioden, så han forlod først stillingen fysisk ved årsskiftet. Han var et par uger ledig, medens han gennemgik en operation, og i midten af januar 2002 ansattes han i Farum kommune som konsulent i borgerkontoret. Da han den første måned hverken fik et skrivebord eller en pc-er, sagde han sin stilling op 25. februar 2002. Han er nu direktør i et større hotelselskab …
…Medens vidnet blev afskediget fra Alletiders Rejser, fastholder han, at han selv sagde sin stilling op i boldklubben. Der var mange små hændelser, f. eks. krævede formanden, borgmester Brixtofte, at en person på hotellet blev afskediget, idet han ønskede at nedskære personaleforbruget. Vidnet var ikke meget for det, men accepterede det, men derefter skrev den afskedigede til formanden, som krævede genansættelse af den pågældende, hvilket vidnet fandt undergravede hans autoritet. Under en samtale med borgmesteren på Reseppten sagde vidnet herefter op. Formanden virkede ikke ked af det, men sagde, at da kommunevalget var nært forestående, ønskede han ikke offentlighed om opsigelsen. Vidnet fandt dette helt i orden og blev opsigelsesperioden ud. Noget efter hans fratræden meddelte Lars Bjerregaard ham, at der var en ledig stilling i kommunen, som vidnet søgte og fik. Han havde en enkelt samtale med Brixtofte og Frimand Jensen om stillingens indhold.
…Han fastholder, at han selv tog sin afsked som direktør for boldklubben. Da han fik tilbuddet om at blive turistchef i Farum lød det umiddelbart ikke så forfærdelig dårligt, og han ville give det en chance, men da han først var begyndt, var det mindre tillokkende. Foreholdt sin førnævnte rapportforklaring af 30. oktober 2002, hvorefter han i den følgende periode samlede beviser imod Brixtofte, bemærker han, at han alene erindrer at have samlet beviserne vedrørende vinregningerne. Han havde overvejet at gå til politiet, men da det kom til stykket, valgte han at overlade materialet til journalisterne fra BT. Medvirkende til hans beslutning om at afsløre Brixtofte var, at han i sin sidste stilling i turistkontoret havde flere samtaler med embedsmænd fra Farum Kommune, som udtrykte ængstelse, bl.a. om de økonomiske konsekvenser af transaktionerne vedrørende kaserneområdet, hvor man forventede en betydelig mindre fortjeneste end de af Brixtofte opgivne tal.
…”
I sagen søgte forsvaret angiveligt at gennemføre bevisførelse om troværdigheden af Jørgen Lindhardts vidneudsagn, jf. dommens side 427:[248]
”[C41][249] har som forsvarets vidne forklaret (retsbogen p. 869 f.), at han er kommunikationsrådgiver og bl.a. har været konsulent for Alle Tiders Rejser. Han mødte for nogle år siden Jørgen Lindhardt, dels arbejdsmæssigt og dels et par gange selskabeligt. Særlig husker han en lejlighed på Farum Marina, som han tidsfæster til højsommer, formentlig efter Skt. Hans, 2001, idet man kunne sidde ude. Lindhardt har, når vidnet har mødt ham, været som nat og dag, sommetider stærkt ophidset, ved andre lejligheder næsten blid. Ved denne særlige lejlighed var han meget ophidset, og det gik op for vidnet i løbet af samtalen, at der havde været noget besvær med arbejdstilladelse for nogle baltiske unge piger, og at Lindhardt var blevet gjort ansvarlig herfor, hvilket han var frygtelig vred over. Han udtalte sig ophidset over Brixtofte og sagde, at han havde beviser, han kunne knalde ham på, og han nok skulle få fat på den mand. Vidnet undlod at udspørge nærmere, idet han var utilpas ved situationen. Et par år senere mødte han tilfældigt Lindhardt ved en reception, og ved denne lejlighed var vidnet vred på Lindhardt, idet han i en bog skrevet af tredjemand havde læst, at Lindhardt havde udtalt sig negativt om vidnet selv og sagt, at han hellere ville tale med ti journalister fra Ekstra Bladet, idet han anså vidnet for utroværdigt. Da Lindhardt ved denne reception kom vidnet venligt i mødet, nærmest afviste vidnet ham.”
I sagen førte forsvaret videre journalist Morten Pihl som vidne, jf. dommens side 548:[250]
”…
Han henvendte sig første gang til Jørgen Lindhardt i november 2001 i anledning af, at han havde hørt, at Charlotte Høyer trods reel ansættelse i Farum Boldklub igennem længere tid modtog løn fra Farum kommune. Lindhardt sagde ved denne lejlighed telefonisk, at boldklubben refunderede lønnen til kommunen for 3 måneder ad gangen, hvilket vidnet ikke troede på. Vidnet forsøgte gennem anmodning om aktindsigt at få opklaret, om der var bevis for en sådan refusion. Inden det første møde med Lindhardt var vidnet derfor skeptisk overfor ham, idet Lindhardt efter vidnets opfattelse havde løjet for ham. I løbet af denne første samtale talte Lindhardt med anerkendelse om Brixtoftes indsats, hvorved han bestemt ikke fremtrådte som en mand med hævnlyst og nag. Lindhardt anerkendte dog samtidig, at hvad han tidligere havde sagt om tilbagebetalingen af Charlotte Høyers løn var en nødløgn. Der er i øvrigt herom senere, nemlig i sommeren 2002, truffet en aftale om tilbagebetalingen. I løbet af dette møde afleverede Lindhardt en 10-15 cm tyk bunke regningskopier fra Restaurant Sepp vedlagt fremsendelsesskrivelserne til kommunen, hvilket sidste var af betydning for vidnet, ”ellers havde vi haft et problem”.Forespurgt, hvor Lindhardt havde regningerne fra, nægtede vidnet at navngive Lindhardts egen kilde, idet kildebeskyttelsen også må gælde her. Han anerkender dog, at regningerne kom fra Farum Park, at de afleveredes i fotokopi, og at Lindhardt ikke i egen person havde fotokopieret. Vidnet tilføjer om Lindhardts motiver til at afsløre forholdet, at Lindhardt direkte udtrykte surhed over Brixtoftes måde at behandle både ham og andre i boldklubben på.
…Lindhardt virkede også som mellemmand til andre kilder, i virkeligheden som murbrækker til førstehåndskilder. I den første tid respekterede vidnet Lindhardts ønske om anonymitet, men da en anden journalist, Henrik Madsen, i sin bog om Brixtofte navngav Lindhardt som vidnets kilde og tilskrev ham hævntørst som motiv, fandt vidnet det rigtigst at overtale Lindhardt til at træde frem.
…”
I sagen førte forsvaret videre journalist Jakob Priess-Sørensen som vidne, jf. dommens side 551:[251]
”… han blev uddannet som journalist i år 2001 og straks blev ansat på BT, hvor han kom i sportsredaktionen. Den store nyhed i denne periode var Lyngby Boldklubs truende konkurs og Farum Boldklubs interesse i at overtage Lyngby Boldklubs licens til Superligaen, i hvilken forbindelse vidnet begyndte at henvende sig til Farum Boldklubs direktør Jørgen Lindhardt. Efterhånden kom han umærkeligt til at spørge Lindhardt om andre forhold, idet nyheder om Peter Brixtofte, som både var borgmester og formand for boldklubben, altid var interessante. Vidnet spurgte meget, men han skulle trække næsten alt ud af Lindhardt. Hvis Lindhardt spontant havde givet voldsomme historier fra sig med mange superlativer, ville vidnet have næret en vis skepsis over for pålideligheden af det fremkomne, men netop fordi han var så svær at trække tingene ud af, troede vidnet i højere grad på ham. Vidnet opfattede Lindhardts motiv til at udtale sig som om en moralsk dørtærskel var overtrådt for ham. Straks efter nytår 2002 begyndte vidnet at arbejde sammen med Morten Pihl om sagen, som nu efterhånden var så stor, at det var nødvendigt at være to på den, og da Morten Pihl havde godt kendskab til Farum generelt, blev det ham. Den 15. januar 2002 besøgte Pihl og vidnet sammen Lindhardt, som ved denne lejlighed gav dem en 10 cm høj bunke regninger, fortrinsvis bogholderikopier, enkelte originale regninger, i enkelte tilfælde tillige kopi af fremsendelsesskrivelser til kommunen. Lindhardt sagde, at han havde kopierne fra Farum Boldklub, men gik ikke i enkeltheder med, hvor han havde dem fra, og hvordan de var nået ned i hans pose, bortset fra at han sagde ”fra Farum Boldklubs regnskabsafdeling” eventuelt bogholderi. …
…Da de talte med Lindhardt 15. januar 2002, var de klar over, at han var fratrådt som direktør i Farum Boldklub og nu var ansat på turistkontoret i Farum, hvilket umiddelbart slog dem som et mærkeligt karriereskift, nærmest en degradering, men Lindhardt sagde blot, at han havde taget mod dette arbejde, medens han ledte efter noget andet. Efter 15. januar 2002 har Lindhardt alene givet dem en kopi af checken på 325.000 kr. i Rørmosegård sagen, men ikke andet skriftligt materiale. Derimod har han fortalt dem om nøglepersoner i kommunen til støtte for deres generelle arbejde.
…”
Vidnet Jørgen Lindhardt har over for kommissionen forklaret bl.a.:[252]
”Vidnet forklarede om sine personlige forhold, at han er uddannet mat. stud. på Hjørring Gymnasium og har senere efteruddannet sig inden for marketing og som merkonom. Han har været ansat hos Spies-rejser i 23 år, først som guide og senere i en række leder- og chefstillinger i koncernen især inden for salg og marketing. I 1999-2000 var han ansat som salgs- og marketingsdirektør i Alletiders Rejser. Han kom til Farum Boldklub A/S 1. november 2000 som fuldtids administrerende direktør og fik løn fra januar 2001. Han var herunder ansvarlig for restauranterne. Han opsagde sin stilling den 1. september 2001 til fratræden den 31. december 2001. Baggrunden for opsigelsen var uoverensstemmelser med Peter Brixtofte om, hvordan virksomheden skulle drives. Peter Brixtofte forkastede således budgettet for 2002, fordi han fandt det urealistisk, og lavede derefter et nyt budget natten over. Vidnet fandt omvendt Peter Brixtoftes budgetudkast for urealistisk. Der var mange poster, de så vidt forskelligt på, navnlig havde Peter Brixtofte et alt for positivt syn på, hvilke sponsorindtægter en 1. divisionsklub uden tv-dækning kunne opnå. Sponsoraterne i en klub på dette niveau var ikke ½-1 mio. kr. værd. Det havde de lidt heftige diskussioner om, og uenighed om budgettet var en af årsagerne til, at han sagde op. Det er en naturlig konsekvens af uenigheden mellem en administrerende direktør og en bestyrelsesformand, at så må direktøren gå. I dag er vidnet direktør i hotelselskabet …
Vidnet stod herefter ved årsskiftet 2001/2002 uden job, og ansættelsen i Farum Kommune var derfor velkommen. Leif Frimand Jensen spurgte vidnet, om han kunne hjælpe med turistområdet, idet kommunen havde gode indtægter fra besøg af folk, der ville se nærmere på den såkaldte Farum-model. Vidnet blev sammen med direktør Jørgen Frederiksen placeret på 1. sal i det gamle posthus, som han siden fandt ud af blev betegnet som ”Skammens hus”. Han fik blot et lille skrivebord, og der var ingen pc. Vidnet fik udleveret forskelligt materiale om kommunen, som kunne bruges som introduktion til kommunen ved rundvisninger, men det var læst på en aften, og herefter havde han ikke noget at lave. Der var lagt op til, at han skulle være turistchef. Det var lidt uklart, hvem han refererede til. Der var ikke noget på skrift. Først skulle han være chef for Jørn Frederiksen, og senere gjorde Jørn Frederiksen opmærksom på, at han var vidnets chef. Per Edrén blev også oplyst som reference. Måske var det reelt Leif Frimand Jensen, der var hans chef, men vidnet har aldrig modtaget ordrer fra ham. Ansættelsen blev ganske kortvarig, idet vidnet opsagde sin stilling i februar 2002.”
Efter sammenhæng med tiltalen mod Peter Brixtofte og Leif Frimand Jensen i straffesagerne er disse vidner ikke afhørt af kommissionen om Jørgen Lindhardts rolle, jf. kommissoriets punkt 1.5. Peter Brixtofte har imidlertid i sin skriftlige redegørelse valgt at kommentere bl.a. Jørgen Lindhardts forklaring. Der henvises herom til beretningens bilag 2.2, side 46-47.
Jørn Frederiksen fik med Farum Kommune at gøre som driftschef i Jydsk Rengøring i Vej- og Parkafdelingen, som havde kontrakt med kommunen. Han blev ansat i Farum Kommune som teknisk direktør fra 1. januar 1998. Fra 1. november 2001 blev han turist- og erhvervschef og delte herunder i januar-februar 2002 kontor med Jørgen Lindhardt. Jørn Frederiksen blev i 2003 tilknyttet udviklingen af Farum Nordby og fratrådte i 2006.
Peter Brixtofte skriver i ”Med hjertet” (2003), side 261:[253]
”I første omgang ville vi bygge ungdomsboligerne ved siden af Marie Kruses skole, fordi de havde et ønske om en kostafdeling, d.v.s. de ville tiltrække elever, der boede i tilknytning til Gymnasiet.
Der var ingen modstand, og projektet blev vedtaget enstemmigt i byrådet den 2. januar 2001. Vi havde svært ved at finde opgaver til en af vore ledende medarbejdere Jørn Frederiksen, fordi han var og er så uendelig langsom. Men han var også en flink fyr - troede jeg - med en sympatisk familie. Så her var en opgave, som han forhåbentlig kunne føre ud i livet.
Det endte i rent kaos, fordi han hverken fik talt med Kirkens menighedsråd eller med Marie Kruses Skole. …”
Peter Brixtofte skriver videre side 270f:[254]
”Næste dag var der den besynderlige forside med, at jeg skulle have drukket for 150.000 kr. på en dag. Det var og er naturligvis løgn, som så meget andet, som BT siden har skrevet og vedvarende skriver. Det fremgår af et tidligere kapitel.
Inden vi havde fået fat i bilagene og nået at tage til genmæle, var det et nyt emne, der dukkede op. Nu havde jeg i følge BT også givet min ven Svend Petersen 325.000 kr. - helt uberettiget ved at have beordret vor medarbejder Jørn Frederiksen til at forsinke en frigivelse af købesummen på 32,5 mio. kr. med en dag for Rørmosegård.
Den inkompetente hykler Jørn Frederiksen sad herefter i fjernsynet og fyrede en total løgnehistorie af. Det er utroligt, hvad mennesker kan få sig selv til.
Hele sagen om Rørmosegård var en stor løgnehistorie. Og det var åbenbart en hel serie af løgnehistorier, der var på vej.
Da jeg også gerne ville se papirerne i sagen for at kunne svare korrekt, bad jeg vor jurist Steen Gensmann om at hente sagen og andre tilsvarende sager. Jeg havde nemlig også kontaktet Jørn Frederiksen, der ikke ville mødes med sin chef og ikke vise papirerne (hvad jeg senere godt kan forstå), og allerede havde udtalt sig til TV - uden at tale med undertegnede.
Han havde til gengæld talt med 1. viceborgmester - hans medsammensvorne - Per Edrén.
… [om SF og Rørmosegård]
Og ikke nok med det. Da Steen Gensmann prøver at skaffe papirerne til mig, så jeg kunne læse dem, bliver han og vi andre næste dag på BTs forside hængt ud for at have begået indbrud. Mage til løgnehistorie skal man lede længe efter. At hente papirer på en af ens medarbejderes kontor er helt normalt og har naturligvis intet med indbrud at gøre. Men her - igen - har BT en total mangel på journalistisk moral.
Her optrådte så Jørn Frederiksen igen i TV ved at sige, at det lignede “Watergate og at vi nu ville fjerne bevismaterialer. Det var så uvirkeligt og usandt, at det ikke” var til at forstå. Hvordan kunne han og BT lyve så voldsomt?
Jeg fik aldrig papirerne om Rørmosegård at se. Jørn Frederiksen havde i samråd med 1. viceborgmester Per Edrén - uden at tale med sin chef borgmesteren - afleveret alle papirer til politiet. Så de to Leif Frimand Jensen og undertegnede, der blev hængt ud, kunne ikke få lov til at se papirerne.
Først fire måneder senere fik jeg lov til at få en kopi fra bagmandspolitiet. Kommunens jurister Gert Pedersen og Steen Gensmann var ved at dø af grin, da de så papirerne. Og det kan virkelig kaldes for galgenhumor.
Ved en gennemlæsning af papirerne kunne man nemlig bevise, at BT og Jørn Frederiksen var fulde af løgn.
Af dokumenterne fremgår det, at det var en betingelse for at frigive det deponerede beløb til Svend Petersen på 32.5 mio. kr., at der var tinglyst et anmærkningsfrit skøde. Hvis ikke det var tilfældet senest den 1.2. 2001, skulle Farum betale 1 % i strafrente - svarende til 325.000 kr.
Jørn Frederiksen påstår, at vi kunne have undgået at betale den rente, hvis ikke jeg havde beordret ham til at forsinke frigivelsen.
Mage til løgn og sludder skal man lede længe efter. Den 31.1 kommer skødet tilbage fra tinglysningskontoret og er afvist. Det er afvist, fordi Jørn Frederiksen som sædvanlig ikke har gjort sit arbejde ordentligt, og han har i den forbindelse ikke bragt et tidligere køb af et andet areal på plads…
Under ingen omstændigheder kunne beløbet være frigjort før engang ind i februar på grund af Jørn Frederiksens langsommelighed og mangel på dygtighed.
Med andre ord. Vi kunne på grund af Jørn Frederiksen ikke undgå at betale de 325.000 kr.
Denne dokumentation har SFs Helene Lund i dag haft kendskab til igennem lang tid, og hun har alligevel ikke trukket sin politianmeldelse, og det vil naturligvis på et senere tidspunkt få alvorlige følger for hende - som selvfølgelig den falske udtalelse vil få det for Jørn Frederiksen.”
Det hedder videre side 283f:[255]
”Lad mig kort beskrive, hvem hovedpersonerne i det store opgør i Farum har været - indtil videre.
For det første er der de tre sammensvorne, der på vor lokale restaurant Tante Maren den 23. januar aftalte de sidste detaljer i sammensværgelsen mod Farum.
De tre deltagere i mødet var Jørgen Lindhardt, Jørn Frederiksen og Per Edrén.
Jørgen Lindhardt har i mange år været ansat i Spies-koncernen. Her holdt han op, hvorefter han blev ansat i Alle Tiders Rejser, hvor han blev fyret. På det tidspunkt stod vi og manglede en direktør i Farum Boldklub, fordi den hidtidige tidl. 24-årige ejer af Restaurant Nimb Ib Bolvig havde sagt op.
Vi kendte Jørgen Lindhardt fra vore velfærdsrejser med Alle Tiders Rejser, hvor han virkede både sympatisk og klog.
Bestyrelsen i Farum Boldklub bakkede mig op i valget af ham. Senere fik jeg at vide, at vi skulle have givet os bedre tid. Så havde vi fået en ordentlig bedømmelse af ham at vide såvel fra Spies som fra Alle Tiders Rejser.
Men det er en af mine mange store fejl. Jeg har ind imellem truffet beslutninger for hurtigt, og haft den i den forbindelse dårlige evne at kunne overbevise andre om, at det er fornuftigt.
Senere fik jeg den karakteristik, at han ikke leverede varen og lagde lorte rundt omkring. Sådan viste han sig også at være hos os.
Han snakkede og snakkede. Men der skete aldrig noget. Vi skulle således i boldklubben starte driften af en restaurant på Farum Marina.
Alt var aftalt. Kun meget få ansatte og et beskedent spisekort til at starte med, og så skulle vi se, hvordan det gik. Vi havde bl.a. kontakt til 3 piger fra Litauen, der var meget dygtige tjenere, som ønskede et sommerferiejob. Med dem ville vi så ikke have bundet os ret lang tid frem.
Jeg understregede på bestyrelsens vegne mange, mange gange, at dette var konceptet, og at han skulle skaffe arbejdstilladelse til pigerne fra Litauen, og at han skulle sikre, at vi fik en spiritusbevilling. Og at restauranten lå i Københavns Amt og at det var politimesteren i Gladsaxe, han derfor skulle kontakte.
Uh. Alt var i orden. Vi havde en fantastisk indvielse af Farum Marina Sankt Hans-aften. …
Jeg kunne tage glad af sted til Tyrkiet for at forberede pensionistrejserne.
Jeg var knap nok kommet af sted. Så havde Jørgen Lindhardt lukket Farum Marina igen, smadret det nyopførte køkken, og da jeg kom hjem, havde han ansat 20 personer.
Alene i baren skulle der være to ansatte, der ikke måtte bevæge sig uden for baren. Jeg kan ikke bebrejde de mennesker, som han havde ansat, noget som helst. Det var bare 100 % imod det, der var aftalt.
Det blev der så lavet om på, køkkenet blev genoprettet, og Farum Marina kom i gang igen. Herefter skulle jeg til England med familien.
Den ferie blev præget af Flemming Oppfeldts telefonopringninger med ungdomsbolig-sagen, og at jeg fik jeg at vide, at Jørgen Lindhardt ikke havde sørget for spiritustilladelse. Over telefonen måtte jeg med Steen Gensmann og Søren Hjorths hjælp sørge for at ordne det i sidste øjeblik, som Jørgen Lindhardt havde glemt.
Og et stykke tid efter at de service-mindede dygtige tjenere fra Litauen havde fungeret, viste det sig, at Jørgen Lindhardt også havde glemt at sørge for arbejdstilladelse. Det fik han - helt fortjent - en stor bøde for af politiet - som Farum Boldklub betalte.
Og sådan var det hele tiden. Han kunne jo godt mærke, at han ikke gjorde det særlig godt, og gik så rundt og truede med, at han ikke kunne fyres for han havde noget på os alle sammen.
I dag kan jeg se, at det var hans omgåelse af den aftale, der var lavet med Leif Frimand om den der vinafregning med en vinpris, der ikke har været aftalt, som han tænkte på. Hvordan skulle vi vide det? Hvor har jeg dog været naiv.
Jørgen Lindhardt var simpelthen ikke dygtig nok. Det var derfor et spørgsmål om tid, hvornår han skulle holde op. Da jeg på en eller anden mærkelig måde stadig kunne lide ham, og sådan har jeg det egentlig stadig, syntes jeg, at det var synd for ham at miste sit job og blive arbejdsløs. Derfor ledte jeg efter en løsning.
I slutningen af 2001 fandt jeg ud af den model, at vor hidtidige turistchef Søren Hjorth kunne overtage driften af hotellet og restauranten, og så kunne Jørgen Lindhardt overtage hans job i kommunen. Selve jobbet som adm. direktør for Farum Fodboldklub havde Michael Henriksen lovet mig at overtage indtil videre.
Løsningen for Jørgen Lindhardt var meget venligt ment, men - har jeg nu lært - miskendte genier er ikke så nemme at gøre tilfredse.
Boldklubbens øvrige medarbejdere med økonomidirektør Carsten Pedersen i spidsen kunne i øvrigt ikke forstå, hvad Jørgen Lindhardt havde fået dagen til at gå med. Det fandt Boldklubben senere ud af ved at læse regningerne for telefonen og internettet. Og tænk samme problem havde de haft i Alle Tiders Rejser.
Det andet miskendte geni var Jørn Frederiksen, der havde en fortid i bl.a. Hafnia og Gudme Rosschou. Herefter var han arbejdsløs, indtil han fik et job i Jydsk Rengøring som driftsleder for vej- og gartnerafdelingen. Herfra lærte jeg ham at kende som en tilsyneladende sympatisk og klog mand. Da Thor Pedersen (og det var klogt nok af ham, kan jeg nu se) ikke udnævnte ham til en større stilling, var han ikke så glad. Derefter tilbød jeg ham et job som chef for alle de udliciterede områder i Farum, og det var han ganske glad for.
Med ham har jeg så haft nogle helt konkrete problemer, hvor han nok er blevet fornærmet på mig. Han var - som andre - helt vild med at komme på rejse. Og han accepterede ikke et nej af sin chef - mig. Kunne han omgå min beslutning, gjorde han det.
På en af sponsorturene med Farum Boldklub til Barcelona var jeg meget optaget af, at vi var meget få med fra kommunen. Og han var langt fra at skulle deltage. Alligevel dukkede han op på listen, da vi skulle flyve af sted. Han havde fået en af vore leverandører til at betale hans rejse. Det blev jeg meget vred over.
Og sådan var der mange andre eksempler.
Dertil kommer, at han er utrolig langsom og inkompetent til det arbejde, han havde ansvaret for. Det var naturligvis i sidste ende mit ansvar.
Derfor fandt jeg i slutningen af 2001 et job til ham, der ville passe fint. Han er meget repræsentativ - en nydelig mand, og derfor kunne han sammen med Jørgen Lindhardt tage sig af de mange besøgende til kommunen. Det indebar dog, at han skulle gå lidt ned i løn, men alternativet var at han skulle fyres, så det var et rimeligt tilbud.
Vi begik så den tåbelighed i kommunen, at vi satte de to miskendte genier sammen i bygningen på hovedgaden 47. Her fik de rigtig lejlighed til at gnide hinandens navler og udlægge teksten således, at jeg var roden til alt ondt.
De to var jo så utrolig dygtige, hvad desværre ikke nogle af deres tidligere arbejdsgivere kan bekræfte. Men i deres udlægning var det bare mig, der ikke kunne se det.
Selvfølgelig er det 100 pct. mit ansvar at have givet to mennesker et job, som de ikke kunne bestride tilfredsstillende. Og det er min mangel på grundighed i ansættelsen, der har gjort, at vi ikke skaffede os en tilstrækkelig viden fra deres tidligere arbejdspladser.
Jeg vil så sige, at hvor der handles, spildes der, og Farum har igennem årene haft mange aldeles kompetente og dygtige chefer.
… [kritik af Per Edrén]
På mødet på Tante Maren kunne de tre miskendte genier så blive enige om, at planen skulle sættes i værk. Jørgen Lindhardt gav de “falske” bilag om vinregninger med mere til BT, Jørn Frederiksen fulgte op med sin løgnehistorie om Rørmosegård. Det ville føre til en hetz, som skulle afskaffe mig som borgmester, hvorefter - ifølge planen - Per Edrén som 1. viceborgmester kunne blive borgmester. Herefter ville Jørgen Lindhardt og Jørn Frederiksen fortsætte i gode vellønnede stillinger, herunder ville den lønnedgang, som Jørn Frederiksen stod overfor, forsvinde.
Så nemt blev det heldigvis ikke. Og hans skuffelse var også stor, da Henrik Jerger blev valgt som midlertidig borgmester, og endnu større, da jeg vendte tilbage. Senere ventede andre store skuffelser for ham.
Nu er han ikke alene om at være skuffet. Der er flere, der har uopfyldte drømme om at blive borgmester i Farum. … [om Helene Lund]”
Morten Pihl og Jakob Priess-Sørensen, har i ”Brixtofte, Historien om en afsløring” (2002), side 80, skrevet om placeringen af Jørn Frederiksen på Farum Turist- og Servicekontor og den såkaldte »champignonkur«, jf. afsnit 7.1. Det hedder videre side 80f:[256]
”Inden for kontorets fire vægge har borgmesteren nu ført den mand, der ved allermest om de ting, der er foregået af tvivlsom karakter i Farum Boldklub, sammen med den mand, der ved allermest om kommunens byggesager. Begge er de fjendtligt stemt over for borgmesteren, og begge er de moralsk forargede over de ting, som de har været vidne til.
Det er en giftig cocktail, for Jørgen Lindhardt og Jørn Frederiksen snakker. Den tidligere tekniske direktør fortæller Jørgen Lindhardt om mange af de ting, som han har kendskab til vedrørende kommunens omfattende byggerier. Hvad Frederiksen på dette tidspunkt ikke ved, er, at en del af det, han siger til Lindhardt, går direkte videre til de to journalister.
… Jørn Frederiksen skal naturligvis konfronteres med oplysningerne, da han er manden, som modtog ordren, men de udtalelser, de skal have til avisen, skal først indhentes, dagen før artiklen skal i avisen.”
Der hedder videre side 116f om forløbet den 8. februar 2002:[257]
”Klokken 6 ringer en journalist fra stationen til tidligere teknisk direktør i Farum Kommune, Jørn Frederiksen. I første omgang fastholder Jørn Frederiksen, som han også har gjort det over for B.T.-journalisterne dagen før, at han ikke vil kommentere sagen, men efter at have tænkt sig om i nogle timer, bekræfter han midt på formiddagen alligevel historien over for Københavns Radio.”
I Tôrun Ellingsgaard & Jaku-Lina Elbøl Nielsen: ”Brixtofte - Spillet om magten” (2002) hedder det side 219:[258]
”Jørn Frederiksen havde været teknisk direktør i kommunen i tre år og havde netop skiftet arbejdsområde, så han fremover skulle tage sig af køb og salg af kommunens ejendomme. Som embedsmand var det hans opgave at udføre borgmesterens ordre, men det var også hans opgave at sørge for, at kommunen holdt sig inden for lovens rammer. Og den ordre han lige havde fået, var ikke lovlig.
Jørn Frederiksen var ikke i tvivl om, at han ville miste sit job, hvis han ikke parerede ordre. For hvad kunne han gøre? Viceborgmesteren, Per Edrén, havde arbejdet tæt sammen med Brixtofte de sidste fire år, og det var ham, der havde underskrevet lejeaftalerne mellem kommunen og boldklubben, fordi Brixtofte var inhabil. Så var der “borgernes vagthund”, tilsynsrådet. Et af de fem medlemmer i tilsynsrådet var Peters mangeårige politiske ven og partifælle Arne Blom. Han havde stemt imod de fire andre medlemmer i tilsynsrådet i sager om Farum Kommune. Og med den langsomme arbejdsgang i tilsynsrådet ville Arne Blom kunne nå at fortælle Brixtofte, at Jørn Frederiksen havde henvendt sig, længe før tilsynsrådet fik kigget på sagen. Derfor gjorde han, som Brixtofte havde sagt, og skrev et brev til banken. Bagefter gik han ind på borgmesterkontoret og lagde det på sekretærens bord, så Brixtofte kunne underskrive det.”
Det hedder videre side 277f:[259]
”Samme dag blev det klart, at B.T. holdt ord om nye afsløringer. Avisen bragte en kopi af brevet til banken om betaling af Rørmosegård-grunden, som havde udløst en ekstrabetaling til Svend Petersen på 325.000 kroner. Fra klokken 06.00 om morgenen blev Jørn Frederiksen, som havde været ansvarlig for kommunens køb og salg af ejendomme, ringet op af adskillige journalister.
I første omgang ville han ikke kommentere sagen, men efter at have læst B.T. og tænkt sig om, besluttede han sig ved titiden for at fortælle pressen, at han kendte til sagen.
Jørn Frederiksen fortalte dem, at det ikke var ham, der havde givet en kopi af brevet til banken til B.T. Men han kunne bekræfte, at oplysningerne var rigtige. Han var kort før jul blevet degraderet til et mindre betydningsfuldt job, hvor han skulle beskæftige sig med erhverv-, turisme- og internationale anliggender i Farum Kommune. Brixtofte havde tilsyneladende syntes, at han var for besværlig, fordi han ønskede at være pertentlig med at følge lokalplanerne, når noget skulle bygges. Hans nye kontor lå i byens turistcenter, et lille hvidt hus på Hovedgaden i Farum, hvor pensionisterne bestilte deres velfærdsrejser. Huset fungerede også som posthus, og oppe under loftet havde både Jørn Frederiksen og Jørgen Lindhardt fået kontor. Efter at Lindhardt var stoppet som direktør i boldklubben ved årsskiftet, havde han fået et job som erhvervs- og turistkonsulent i kommunen. Indbyrdes kaldte Jørn Frederiksen og Lindhardt turistkontoret for “det lille karantæneramte hus”, fordi de for blot få måneder siden havde været nogle af de vigtigste brikker for Brixtofte, men nu sad de begge som to kontormus over turistkontoret.
Efter Jørn Frederiksen om formiddagen havde udtalt sig til Københavns Radio om “ekstra-betalingen” til Svend Petersen, forventede han at blive ringet op af politiet. Hvis politiet ikke kontaktede ham i løbet af dagen, så ville han tage kommunens sagsmappe med dokumenterne om Rørmosegård-købet med sig hjem. Det var for risikabelt at lade den ligge på kontoret, for måske ville nogen finde på at fjerne den i løbet af natten, tænkte han.
…Jørn Frederiksen bekræftede i løbet af dagen oplysningerne over for adskillige aviser og tv-stationer, men først sent på eftermiddagen ringede politiet og spurgte, om de kunne komme for at tale med ham, og da klokken var 19.45 trådte to betjente fra Hillerød Politi ind på turistkontoret. Efter mere end to timers afhøring, hvor de talte om købet af Rørmosegård-grunden, forlod betjentene turistkontoret. Med sig havde de sagsmappen om Rørmosegård-købet. Jørn Frederiksen ryddede op på kontoret, og klokken halv elleve slukkede han lyset og låste døren i turistkontoret på Hovedgaden.
Samtidig med, at Jørn Frederiksen blev afhørt af politiet, sad Brixtofte til møde med Venstres byrådsgruppe hjemme hos Mogens Hovgård. …
…Brixtofte sagde, at Jørn Frederiksens udtalelser var helt hen i vejret, og at de hang sammen med, at han havde følt sig forsmået, efter han var blevet degraderet. I det hele taget var de historier, B.T. havde bragt, at sidestille med en hetz. Brixtofte var uskyldig, også med hensyn til de dyre vinregninger, dem havde han personligt aldrig kendt noget til, bedyrede han.
Alligevel fik Steen Gensmann senere på aftenen besked på at hente kontrakten om købet af Rørmosegaard. Steen Gensmann havde været turistchef i tre dage, før han blev sekretariatschef i kommunen, og havde stadig nøglen til turistkontoret og kendte koden til alarmsystemet. Kort efter at Jørn Frederiksen havde slukket lyset i turistkontoret, låste Steen Gensmann sig ind på hans kontor, og for at være sikker på at få den rigtige sagsmappe med sig tog han alle de mapper, som Jørn Frederiksen havde stående i sin reol bag skrivebordet.
…Jørn Frederiksens mistanke om, at nogle i kommunen var meget interesseret i at få fingrene i dokumenterne om Rørmosegård-købet, havde været rigtig. Han var lettet over, at politiet havde taget dem med sig efter afhøringen dagen før. Det måtte være enten Søren Hjort eller Steen Gensmann som havde taget mapperne. De var de eneste, der havde nøgler og kendte koden til alarmsystemet.
Som det første ringede Jørn Frederiksen til vicekriminalkommissæren i Hillerød, som havde afhørt ham dagen før, og fortalte, at sagsmapperne var væk. Derefter ringede han til Steen Gensmann, som hurtigt gik til bekendelse. “Ja, jeg har lånt mapperne,” sagde han.
…… Dagen efter skiftede “Farum-skandalen” i medierne navn til “Farum-gate”. …
Lørdag den 10. februar gav retten i Hillerød politiet en dommerkendelse med tilbagevirkende kraft for at have taget sagsmappen med fra Jørn Frederiksens kontor…”
I Henrik Madsens bog ”Bogen om Peter” (2002) hedder det side 184f:[260]
”Tidligere på året er han - uden helt at være klar over det - kommet gevaldigt på kant med teknisk direktør Jørn Frederiksen.
Peter anser Jørn Frederiksen for at være ufattelig langsom til sit arbejde, og dybest set går Peter med en fornemmelse af, at han har gjort Jørn Frederiksen en tjeneste ved ikke at fyre ham.
Forholdet er imidlertid det, at Frederiksen muligvis er langsom, men uhæderlig er han ikke.
I februar skulle Farum kommune betale entreprenør Svend Petersen 32 millioner kroner for den såkaldte Rørmosegård-grund.
Jørn Frederiksen blev chokeret, da Peter bad ham forsinke betalingen til Svend Petersen én dag.
Forsinkelsen medførte, at Farum kommune kom til at betale en strafrente på 325.000 kroner til Svend Petersen.
Nu skulle man mene, at der var smartere måder at tilegne Svend Petersen 325.000 kroner på, men det er ikke desto mindre, hvad der er sket.
Lige siden har Jørn Frederiksen haft dårlig samvittighed. Som så mange andre embedsmænd i Farum kommune har han valgt at parere ordre, men dårlig samvittighed, det har han.
Der er også et andet problem mellem Peter og Frederiksen. Det drejer sig om en række nye ungdomsboliger på adressen Rugmarken 37.
Her vil Peter opføre 59 nye ungdomsboliger under overskriften: Farum bygger også for de unge.
…Den sag skulle der ikke være nogen ben i, hvis ikke det var fordi kommunens egen byplanafdeling - af alle - i de interne papirer gør opmærksom på, at bygning af ungdomsboliger på den pågældende adresse kræver en ny lokalplan.
…Jørn Frederiksen fastholder, at det ikke vil være lovligt at dispensere fra Planloven, og han nægter at medvirke til noget sådant.
Peter beordrer Erik Frandsen til at lave arbejdet færdigt i løbet af natten. Der skal ligge et nyt udspil til Peter næste morgen.
Det er sådan set ikke det mest interessante.
Det interessante er, at Jørgen Frederiksen efterfølgende bliver degraderet og sat 150.000 kroner ned i løn.
Jørn Frederiksen bliver isoleret i et lille kontor og i det hele taget lagt fuldstændig på is. Han kalder det champignonkuren under henvisning til, at den udmærkede grøntsag gror bedst i mørke.
Degraderingen og champignonkuren kan man vist roligt kalde et vink med en vognstang til den 60-årige Jørn Frederiksen.
Hvis Peter arbejder på at få fjender, er det et særskilt godt stykke arbejde, han præsterer i denne tid.
Enten ser han bort fra, eller også overser han simpelthen, at den mand, han degraderer og sætter ned i løn, er den samme mand, som han angiveligt i februar bad forsinke betalingen til entreprenør Svend Petersen.
Foreløbig affinder Jørn Frederiksen sig dog med sin skæbne, …”
Det hedder videre side 199:[261]
”På rådhuset sidder den degraderede tekniske direktør, Jørn Frederiksen.
Han residerer som tidligere nævnt i et afsides beliggende kontor og oppebærer en stærkt reduceret løn, fordi han har gjort sin pligt og har sagt fra over for forhold, han fandt kritisable.
Peter gør sig ikke klart, hvilket problem, han har siddende oppe under taget på Farum rådhus.”
Det hedder videre side 238:[262]
”Peter Brixtofte:
Jørn Frederiksen blev degraderet, fordi han ikke var god til sit job. Alternativet var, at han blev fyret eller gik på pension.”
Det hedder videre side 255 om møde på Tante Maren den 4. februar 2002:[263]
”To af frokostens tre deltagere bliver få dage senere hovedpersoner i den politiske og personlige henrettelse af Peter Brixtofte.
Den tredje deltager er en politisk opportunist, der ser sit snit til at udnytte situationen.
Til stede er forhenværende direktør i Farum Boldklub Jørgen Lindhardt, forhenværende teknisk direktør i Farum kommune Jørn Frederiksen samt medlem af byrådet for Det Konservative Folkeparti Per Edrén.
Dagsordenen for frokostmødet er en uformel drøftelse af indholdet i udvalget for erhverv, turisme og internationale anliggender, som Per Edrén er formand for.
Jørn Frederiksen og Jørgen Lindhardt er nye embedsmænd på området. Meningen er, at de to embedsmænd skal drøfte indholdet af deres arbejde med Per Edrén.”
Jørn Frederiksen afgav vidneforklaring i straffesagen mod bl.a. Peter Brixtofte (hovedsagen) vedrørende forhold 3-4 (ungdomsboliger Rugmarken 37), forhold 5 (ungdomsboliger mv. Paltholmvej 102) og forhold 8 (bl.a. for sen betaling af 325.000 kr., Rørmosegaard).
Jørn Frederiksen forklarede i Kriminalretten i Hillerød den 22. maj 2005 om forhold 4 ifølge dommen side 242:[264]
”Efter dispensationsnotatet af 2. maj 2001, hvorom senere, fik han frataget sine beføjelser og havde igennem nogle måneder ingen opgaver, indtil han i efteråret 2001 blev turistchef.”
Det hedder videre side 247f vedrørende møde den 7. maj 2001:[265]
”Vidnet deltog ikke i affattelsen af Lene Sierckes notat af 2. maj 2001, men fik det til orientering via e-mail. Først på aftenen den 7. maj blev han ringet op af borgmesterchauffør Mogens Laursen, der anmodede ham om at henvende sig til Erik Frandsen og bringe denne til et møde på rådhuset kl. 20 med borgmesteren. … Brixtofte var rasende over, at notatet af 2. s.m. var sendt til planudvalgets medlemmer og sagde, at han kom fra et Venstregruppemøde på Brdr. Ox, hvor Mogens Hovgaard havde spurgt, hvad det var for noget. Brixtofte slog i bordet og var rasende over, at forvaltningen ikke havde rettet notatet ind efter byrådets vedtagelse af 24. april. Vidnet og Frandsen blev direkte truet med fyring og fik besked på at gå og ændre notatet, så det kom i overensstemmelse med byrådets beslutning. Vidnet svarede, at han mente, at notatet var i orden, og at han havde drøftet spørgsmålet med kommunens jurister og Europlan, som alle var enige herom. Brixtofte sagde, at han havde læst lokalplanen, at han var parat til at gå til Højesteret med det, og at han havde vundet alle retssager indtil nu. Han pålagde dem at være færdige senest kl. 11 næste formiddag. Da vidnet blevet alene med Frandsen, fastholdt han på ny sin egen opfattelse over for denne, men Frandsen bad ham sende den fra Lene Siercke modtagne mail til Frandsens private PC’er i hjemmet, og så ville han se på det. Vidnet er klar over, at Frandsen arbejdede en stor del af natten på sagen og kl. 3 sendte det første udkast til borgmesterens sekretær Vita Hansen med en bemærkning om, at han var træt og ville fortsætte om formiddagen. Kl. 10.30 sendte Frandsen det andet udkast, og kl. 11 gik vidnet og Frandsen sammen til borgmesterens kontor. Frimand Jensen var på ny til stede. Brixtofte udtrykte tilfredshed over, at det nu var bragt i orden, og sagde, at det var et rigtigt godt notat, som ville indgå i materialet. Både vidnet og Frandsen fik et kram, hvilket vidnet nu karakteriserer som et Judaskram, idet Vita Hansen næste dag sagde til vidnet, at han ikke skulle deltage i flere møder om køb og salg af ejendomme, selv om han fortsat skulle udføre papirarbejdet. Så vidt han ved, skulle Frandsen og Gert Petersen overtage denne del af hans hidtidige arbejde. Han beskriver det som, at han sad på ”affyringsrampen”, kontoret for dem, der havde gjort sig utilbens, og han fik ”champignonkuren” dvs. placering i et mørkt rum med en spand skidt over sig med mellemrum. Vidnet var og er bitter over, at han havde fået en uretfærdig skideballe endog efter fyraften. Han har selv mellem retsmøderne henvendt sig til politiet og henledt opmærksomheden på, at han ved en tidligere lejlighed havde medvirket i den meget hurtige ekspedition af lokalplanen 2510 i forbindelse med bygningen af Farum Arena, hvilket havde indbragt ham et takkekort og en vingave, hvorfor han ikke forstår, at han denne gang blev behandlet så hårdt. …
… Ud på efteråret 2001 anbefalede Søren Hjort, den tidligere turistchef, som blev flyttet til nyt arbejde, at vidnet efterfulgte ham som turistchef. Borgmesteren bekræftede dette og sagde, at vidnet kunne forberede sit nye arbejde ved bl.a. ved samtale med Per Edrén, som formentlig skulle være formand efter valget for det relevante udvalg. Efter valget sagde Jørgen Larsen til vidnet, at siden vidnet ikke længere havde ledelsesopgaver, havde borgmesteren besluttet at gennemføre en lønnedgang for ham fra ca. 59.000 til ca. 42.000 kr. månedligt med sædvanligt varsel af 6 måneder. Hvis vidnet ikke accepterede dette brev, eller hvis han henvendte sig til sin fagforening, ville han få ”en anden type brev” hvilket vidnet anså som en trussel om afskedigelse. Vidnet bekræftede sluttelig, at han ikke har haft mere med sagen om Rugmarken 37 at gøre efter 8. maj.”
Jørn Frederiksen forklarede i Kriminalretten i Hillerød den 22. maj 2005 om forhold 8 ifølge dommen side 579-580:[266]
”Den 28. eller 29. januar blev han fra sit eget kontor på 1. sal kaldt ned til borgmesterkontoret og fik af Brixtofte besked på at give banken ordre til at frigive det deponerede beløb den 2. februar. Vidnet er overbevist om, at Frimand Jensen var til stede og overværede det sagte, og andre personer gik ind og ud, idet det var et meget ustruktureret møde. Vidnet sagde til Brixtofte, at det var en dag for sent, men Brixtofte sagde noget i retning af ”du skal bare gøre som jeg siger, og så skal du sende Svend Petersen en check på 325.000 kr.” Vidnet bekræfter, at de to ordrer kom i samme replik fra Brixtofte.”
Vidnet Peter Brixtofte har som tiltalt i straffesagen forklaret bl.a. om forhold 8, at ”Jørn Frederiksen smølede med sagen og ikke havde fået ekspederet tinglysningen”.[267]
I forsvarets procedure for Peter Brixtofte vedrørende forhold 4 hedder det bl.a.:[268]
”Forløbet omkring det senere opgivne projekt på grunden ved Marie Kruses skole er uden enhver betydning, bortset fra at det udstiller Jørn Frederiksen som en inkompetent og illoyal embedsmand og et utroværdigt vidne, hvilket bør bevares in mente ved bedømmelsen af hans vidneforklaring ad forhold 8.”
I forsvarets procedure for Peter Brixtofte vedrørende forhold 8 hedder det som det 6. og sidste argument for frifindelse vedrørende strafrente:[269]
”Strafrenten:
Jørn Frederiksens forklaring pag. 581 om at have modtaget en direkte ordre fra tiltalte Brixtofte om at betale for sent bør forkastes af følgende seks grunde:
…6. Frederiksen havde et notorisk modsætningsforhold til Brixtofte, jfr. Geert Pedersen p. 588.
Udover det anførte gøres gældende, at Frederiksens forklaringer ad forhold 3. og 4. viser ham som et utroværdigt vidne.”
I forsvarets procedure for Leif Frimand Jensen vedrørende forhold 8 benyttes ligeledes ord som ”utroværdig”, ”inkompetence” og ”forsømmelighed”.[270]
I Hillerød Kriminalrets dom af 10. april 2007 hedder det side 722 om forhold 4 bl.a.:[271]
”Forløbet omkring Marie Kruses Skole i det tidlige forår 2001 og det indledende forløb omkring Rugmarken indeholder intet strafbart forhold og nævnes kun summarisk. Det er uden betydning, om ansvaret for den forvirrede sagsbehandling omkring det kuldsejlede projekt om byggeri på en del af Marie Kruses Skoles grund påhviler Jørn Frederiksen, eller om sammenhængen snarere er, at dette projekt var uigennemførligt fra begyndelsen på grund af naboskabet til Stavnsholt kirke og stiftsøvrighedens indgriben samt nødvendigheden af indhentelse af Undervisningsministeriets samtykke. Forløbet viser dog tiltalte Brixtoftes betydelige interesse i hurtig gennemførelse af projektet. Dette gælder også forløbet omkring udskiftningen af Lene Sierckes notat af 2. maj 2001, hvorefter projektet ikke var i overensstemmelse med byplanvedtægten, med Erik Frandsens notat af 8. s.m., hvorefter sådan overensstemmelse bestod, udarbejdet efter udtrykkelig ordre, snarere pression fra Brixtofte.”
I Hillerød Kriminalrets dom hedder det side 797 om forhold 8 bl.a.:[272]
”Efter Frederiksens forklaring pag. 580 ff. har han utvetydigt fået ordre fra Brixtofte i Frimand Jensens overværelse om at frigive det deponerede beløb en dag for sent og betale 325.000 kr. til Svend Petersen, ligesom ordren er modtaget så betids som 28. eller 29. januar 2001, hvor rettidig betaling stadig var mulig. De tiltalte anerkender at have underskrevet det relevante brev 1. februar 2001, pp. 572 og 577, men bestrider det af Frederiksen om ordren anførte.
Medens det er betænkeligt at anse et forhold for godtgjort ved et enkeltstående vidnes ubestyrkede forklaring mod begge tiltaltes benægtelse, ligesom også det efterhånden opståede modsætningsforhold mellem Frederiksen og tiltalte Brixtofte, beskrevet pag. 248 f., tilsiger forsigtighed ved bedømmelsen af Frederiksens vidneforklaring, bestyrkes rigtigheden af denne forklaring af følgende omstændigheder: …”
Herefter følger en længere argumentationskæde side 797-800, hvorefter begge tiltalte findes skyldige i denne del af tiltalen.
Under ankesagen forklarede Jørn Frederiksen bl.a.:[273]
”Foreholdt Frimand Jensens forklaring for byretten (ex. F, side s. 358) og Peter Brixtoftes forklaring for byretten (ex. F. side 359), hvorefter Frimand Jensen ikke deltog i mødet den 7. maj om aftenen, fastholdt vidnet sin forklaring og forklarede supplerende, at han tydeligt erindrer, hvordan de var placeret rundt om bordet i borgmesterkontoret med Frimand Jensen for den ene bordende. Det kom under mødet frem, at Lene Siercke ikke ville underskrive grave- og støbetilladelsen, hvorefter Peter Brixtofte så direkte på Frimand Jensen og sagde henvendt til denne, at Lene Siercke så måtte fyres.
Foreholdt vidnet Erik Frandsens forklaring for byretten (ex. F, side 366 og side 367 øv) om forløbet efter mødet med Peter Brixtofte den 7. maj om aftenen, fastholdt vidnet sin forklaring og forklarede supplerende, at han og Erik Frandsen efter mødet med borgmesteren gik op på vidnets kontor, hvor vidnet sagde, at han ikke ville være med til at udfærdige et notat, der gik imod Lene Sierckes notat, uanset om han så ville blive fyret.
…… Han havde et dårligt forhold til Peter Brixtofte i tiden efter de begivenheder, han har forklaret om, men deres forhold blev dog igen bedre, som tiden gik. Han har hele tiden haft et godt forhold til Leif Frimand Jensen. Efter at Lars Carpens blev borgmester, blev han selv projektmedarbejder på projektet vedrørende Farum Kaserne, som Søren Blaabjerg var leder af. Med udgangen af 2006 ophørte hans ansættelse i kommunen, da han fik tilbudt en fratrædelsesordning.”
I Østre Landsrets ankedom af 6. oktober 2009 hedder det vedrørende forhold 8 bl.a.:[274]
”For sen betaling af 325.000 kr.
Det er ubestridt, at frigivelsen af den i forbindelse med købet deponerede købesum skete én dag for sent. Også efter bevisførelsen for landsretten findes det navnlig ved Jørn Frederiksens på dette punkt troværdige forklaring godtgjort, at Peter Brixtofte har pålagt Jørn Frederiksen at betale for sent for derved efter aftale med Svend Petersen at stille denne gunstigere i forbindelse med ejendomshandlen, uden at kommunalstyrelsen fik lejlighed til at tage stilling til ydelsen. Peter Brixtofte findes på den baggrund at have misbrugt sin stilling til at krænke det offentliges ret, jf. straffelovens § 155. …”
Vidnet Jørn Frederiksen har forklaret:[275]
”Vidnet forklarede om sine personlige forhold, at han efter realeksamen og militærtjeneste læste til højere handelseksamen på Nakskov Handelsgymnasium, Niels Brock pensum, fortsatte studierne på Handelshøjskolen i København, HD pensum, ej færdiggjort. Beskæftiget i 25 år (1968-1993) i den finansielle sektor. Ansat/medindehaver af vekselererfirmaet Gudme Raaschou i 18 år. Derefter kom han til Baltica Børsmæglerselskab som underdirektør, senere og indtil dennes konkurs ansat i Hafnia koncernen som direktør for Hafnia Børsmæglerskab, hvorefter han i en periode var arbejdsledig. Han blev ansat som driftschef i Jydsk Rengøring i Vej- og Parkafdelingen, som havde kontrakt med Farum Kommune. Efterfølgende blev han ansat i Farum Kommune som teknisk direktør fra 1. januar 1998.
Han blev tilbudt jobbet i Farum Kommune som forvaltningschef, da han havde kendskab til kommunen gennem sit arbejde fra Jydsk Rengøring. Den 3. januar 1998 ved kommunens nytårskur blev han af borgmesteren over for personalet præsenteret som udliciteringschef, uden at han på forhånd var blevet orienteret om, at han skulle have denne titel. Da han var chef for teknisk forvaltning, var han alene ansvarlig for udlicitering på det tekniske område. Han havde således ansvaret for bl.a. udlicitering og salg af renseanlæg og spildevandssystem, udliciteringen og kontraktopfølgning på Jydsk Rengørings Ejendomsselskabs drift af park- og vejafdelingen, udlicitering og salg til Marius Petersen A/S af genbrugsstationen mv. Han var herudover beskæftiget med sale-and-lease-back og efterhånden også mere og mere med køb og salg af fast ejendom. Erik Frandsen afløste ham som teknisk direktør, idet han selv fra 1. januar 2000 overgik til at arbejde med køb og salg af fast ejendom. Adspurgt gentog vidnet, at han som teknisk direktør og udliciteringschef alene havde ansvar for udlicitering af de dele, der hørte under teknisk forvaltning.
Den 1. november 2001 overtog han Søren Hjorths stilling som turist- og erhvervschef og flyttede til hans kontor på Hovedgaden 47 i forbindelse med en strukturændring i Farum Kommune. Søren Hjorth skulle betjene borgmesteren, og han flyttede derfor til borgmestergangen. Vidnets primære opgaver var at servicere og være guide for udenlandske gæster, som var på studiebesøg i Farum Kommune. Han fortalte dem om de forskellige nye tiltag i kommunen, eksempelvis udlicitering af rensningsanlægget, genbrugsstationen og plejecentret. Turistkontoret fungerede samtidig som et servicekontor for de lokale borgere, herunder som postkontor. Han havde til Turistkontoret medtaget sager om ejendomshandler, da det ikke var blevet besluttet, hvem der skulle overtage denne opgave. Det var mest afslutning af igangværende sager. Vidnet stod for tinglysning, refusionsopgørelse mv. for handler, der var gennemført.
Der skete nogle ting i kommunen, der medførte, at vidnet havde nogle uoverensstemmelser med borgmesteren omkring slutningen af 2001. Det var blandt andet på grund af vidnets rolle i ungdomsbolig-sagen. Byggeriet af ungdomsboligerne skulle oprindeligt ske på Marie Kruse skolens grund, men planen blev ændret på grund af nogle lokalplansforhold, og ungdomsboligerne skulle nu bygges i et erhvervsområde. Borgmesteren og byrådets flertal mente ikke (SF var imod), der var problemer i at opføre boliger i et erhvervsområde, selv om lokalplanen sagde noget andet. Vidnet var ikke enig i den beslutning, og forvaltningen udarbejdede et notat, der gav udtryk for, at opførelse af boligerne ville være i strid med lokalplanens bestemmelser. Vidnet sagde også, at han ikke ville være med til noget, der stred mod en lokalplan. Derfor blev han degraderet. Hans arbejdsområde blev herefter ikke ændret nævneværdigt før april 2003, hvor kommunaldirektør Karsten Ole Knudsen gav vidnet jobbet som projektkoordinator for Farum Nordby, og vidnet flyttede arbejdssted til Farum Kaserne. Her skulle han blandt andet beskæftige sig med at udvikle området Farum Nordby til boligområde, det vil sige Farum Kaserne, Hjortefarmen og Rørmosegård. Vidnet skulle koordinere arbejdet og være bindeled mellem kommunen og de involverede, der stod for arbejdet omkring opførelse af boliger og udvikling af området. Som koordinator beskæftigede han sig med indhentelse af tilbud på nedrivning af den gamle bygningsmasse, oprensning af jorden og koordinering af byggemodningen for hele området, herunder infrastrukturen omfattende eksempelvis veje, vand, el, nedlægning af bredbånd, rensning af kloakker og lignende. Det er vidnets ansvar at koordinere og stå for hele logistikken for projektet og at sikre, at kommunen får det, den betaler for.”
Vidnet Sabine Kirchmeier-Andersen, byrådsmedlem (A), har forklaret:[276]
”Adspurgt af advokat Valentiner-Branth om hvad champignonkuren var, forklarede vidnet, at det var en spøg. Det betød, at når nogen var faldet i unåde hos borgmesteren, så blev de sat hen i et mørkt rum, og stak de næsen frem, fik de billedligt talt hovedet hugget af.”
Efter sammenhæng med tiltalen mod Peter Brixtofte og Leif Frimand Jensen i straffesagerne er disse vidner ikke afhørt af kommissionen om Jørn Frederiksens rolle, jf. kommissoriets punkt 1.5. Peter Brixtofte har imidlertid i sin skriftlige redegørelse valgt at kommentere bl.a. Jørn Frederiksens forklaring. Der henvises herom til beretningens bilag 2.2, side 29-30.
De for kommissionens opgave væsentlige spørgsmål om tjenestepligt og loyalitet samt pligt til ”at sige fra” har i Farum-sagen særlig betydning på økonomiområdet. Stillingen som økonomidirektør blev i undersøgelsesperioden varetaget af henholdsvis Hans Jørgen Brink, Palle Mikkelsen, Martin Vith, Carsten Lehrmann og igen Hans Jørgen Brink. Palle Mikkelsens rolle med status som konsulent omtales nedenfor i afsnit 7.5.3.
Morten Pihl skriver i ”Højt at Flyve” side 197:[277]
”Peter Brixtofte havde hentet Carsten Lehrmann til kommunen fra et job som økonomichef i Falck. Han var uddannet revisor og blev ansat som regnskabschef lige under kommunens økonomidirektør, Martin Vith.
Martin Vith var kørt sur i det i Farum og havde som så mange topchefer før ham sagt op. Han havde flere gange forsøgt at få borgmesteren til at gå i byrådet for at søge bevilling til de massive overskridelser af budgettet, men det ville Peter Brixtofte ikke. Martin Vith gad ikke længere tale for døve øren, så han søgte væk.”
Det hedder videre side 216:[278]
”Den 5. december 2001 gjorde økonomidirektør Carsten Lehrmann igen kommunens likvide midler op, og i det papir, han skrev til borgmesteren, forklarede han, at Ejno Klausen[279] samme dag havde været på besøg på rådhuset og konstateret, at kommunen ikke overholdt kassekreditreglen.
Tallene viste godt nok et plus på fire mio. kr., men ifølge beregningerne, hvor Carsten Lehrmann forudsatte, at der ville komme penge i kassen fra BG Bank i løbet af december, ville kommunen overtræde reglen den 21. december 2001. Selv med en pengeindsprøjtning fra BG Bank ville kommunen altså kun kunne holde skindet på næsen i to uger.
…Det var ikke kun Ejno Klausen, som blev fjernet.
Carsten Lehrmanns dage som økonomidirektør var ligeledes talte, men som altid lod borgmesteren en anden overbringe den dårlige nyhed. Et par dage senere blev Carsten Lehrmann kaldt ind til kommunens administrerende direktør, Jørgen Larsen, der fortalte ham, at borgmesteren ikke længere ønskede ham som økonomidirektør. Han blev degraderet til chefcontroller. I stedet udnævnte borgmesteren Hans Jørgen Brink til økonomidirektør. Hans Jørgen Brink stod for kontakten til FIH og lavede loyalt de oversigter, borgmesteren ønskede om fremtidens økonomiske udvikling i kommunen de næste 25 år. Han havde tidligere været økonomidirektør og blev det nu igen i sin karrieres efterår.”
I Henrik Madsens bog ”Bogen om Peter” (2002) omtales økonomidirektørerne bl.a. side 134:[280]
”Hans Jørgen Brink er en bogholdertype, der gør, hvad der bliver sagt.
Også Hans Jørgen Brink er et ganske fortræffeligt menneske, der bare gerne vil have dagen til at gå på en god måde.
Hans Jørgen Brink har lært sig at leve med Peter.”
Det hedder videre side 168-169:[281]
”Både økonomidirektør Martin With og it-direktør Thue Mylin siger deres stillinger op. De siger intet til offentligheden om deres farvel til Farum, men omgivelserne tilegnes det klare indtryk, at den manglende økonomiske styring er årsagen.
I modsætning til en del andre, får Martin With og Thue Mylin altså ikke sparket, men siger selv op.
Et muligt økonomisk sammenbrud i Farum er ikke det bedste at have stående på et cv for en stræbsom ung mand.
…Peter forfremmer endvidere økonomimedarbejderen Carsten Lehrmann til økonomidirektør.
Det er egentlig ikke et job, som Peter mener, at Carsten Lehrmann er kvalificeret til, men han kan bruges i en håndevending.”
Det hedder videre side 238f:[282]
ӯkonomien i Farum er en katastrofe.
Kommunen har forudsat, at man får 300 millioner kroner ind for salg af Rørmosegårdgrunden.
Foreløbig er der ikke kommet en krone ind.
Der er heller ikke udsigt til, at pengene kommer foreløbig.
Peter mener ikke, at økonomidirektør Carsten Lehrmann har styr på sine ting.
Han beslutter at degradere Carsten Lehrmann.
Degraderingen er et hårdt slag for Carsten Lehrmann, der tilmed sættes kraftigt ned i løn.
Carsten Lehrmann får - populært sagt - samme tur som teknisk direktør Jørn Frederiksen, der fortsat sidder og varmer sig i den lille rådhusfilial på Farum Hovedgade 47.”
Carsten Lehrmann afgav følgende notat til borgmester Peter Brixtofte, angiveligt af 5. december 2001:[283]
”Til: Borgmesteren
Vi har igennem de sidste to måneder dagligt opgjort det gennemsnitlige nettokassebeholdning. Denne er opgjort som vore bank-mellemværender tillagt værdien af frie og bundne obligationer. Fra denne værdi er fratrukket de deponerede midler. Denne nettoværdi for de sidste 365 dage skal være over nul for at kassekreditreglen overholdes.
Vedlagt fremsendes opgørelsen hvoraf dette nettobeløb fremgår i højre kolonne. Heraf fremgår at værdien kommer under nul den 21. december 2001. Der er indlagt en forudsætning om at vi udover de a/c-modtagne 250 mio. kr. modtager 100 mio. kr. den 20. december 2001. Denne forudsætning kender Leif mere til. Regnereglen kan kontrolleres ved at tage 1/365 af forskelsværdien imellem f.eks. den 4. december 2000 og 4. december 2001. Dette giver (117.587-30.398)/365 = 239. Dette svarer til bevægelsen i nettogennemsnittet fra den 4. december til den 5. december 2001.
Vor ledende revisor Ejno Klausen var på uanmeldt kasseeftersyn den 31. oktober 2001 hvor kassen stemte. Herefter fik vi en måned til ajourføring af samtlige beholdningskonti (afstemning og sagsbehandling). Disse forhold som er udliciteret til Business services var ikke i orden til den 31. oktober 2001 hvorfor Jørgen Larsen og undertegnede udbad os en tidsplan for dette af Karsten Heiselberg. Revisoren var herefter som aftalt forbi i mandags hvor de likvide konti stadig ikke var sagsbehandlet. Vi har aftalt med revisoren at han kommer på mandag og vil få forelagt afstemt materiale i.h.t. Karsten Heiselberg. Da revisoren i mandags havde gennemgået andre med kasseeftersynet relevante sager såsom pantebreve mv. så blev jeg forespurgt om kassegennemsnittet idet han kunne se at vi havde et stort træk på kassekreditten. Dette meddelte jeg Leif mandag aften og udleverede tirsdag listen til revisoren indtil 3. december 2001.
Revisoren mente at kassekreditreglen ikke var overholdt allerede i oktober 2001 hvilket blev benægtet af undertegnede med henvisning til lånebekendgørelsens § 7.”
Vidnet Martin Vith har forklaret:[284]
”Vidnet forklarede om sine personlige forhold, at han er uddannet cand. polit. i 1998, og at han både under uddannelsen og efter var ansat i Venstres folketingsgruppes økonomiske og politiske sekretariat. Han blev ansat som økonomikonsulent i Farum Kommune den 15. juni 1999. Den 1. august 1999 blev han udnævnt til budgetchef. Han opsagde sin stilling i starten af december 2000 og fratrådte ved udgangen af januar 2001. Baggrunden for opsigelsen var, at han ikke kunne leve med sin ansættelsesmæssige situation. Det var blevet tydeligt for ham i løbet af efteråret 2000, at hans budgetopfølgningsrapporter, der viste overskridelser af budgettet, med oplæg til tillægsbevillinger ikke kom igennem til økonomiudvalg og byråd. Vidnet gjorde borgmesteren opmærksom på problemstillingen. Det var ham meget magtpåliggende, at der blev vedtaget de nødvendige tillægsbevillinger i henhold til loven. Han var meget bevidst om, at der senest på årets sidste byrådsmøde skulle vedtages nødvendige tillægsbevillinger for at få rettet op på situationen, og det sagde han til borgmesteren. Der blev ikke taget stilling til hans forslag til tillægsbevillinger i byrådet. Som budgetchef havde vidnet ansvaret for budgettet, og da han ikke kunne komme igennem med sine tillægsbevillingsforslag til byrådet, opsagde han sin stilling. Det var den reelle begrundelse for opsigelsen, og det var den begrundelse, han gav over for borgmester Peter Brixtofte, men ikke over for andre.
Vidnet Carsten Lehrmann har forklaret:[285]
”Vidnet forklarede om sine personlige forhold, at han er uddannet HD i regnskabsvæsen. Han har tidligere været ansat som økonomichef i Falcks Redningskorps. Han blev ansat 1. oktober 2000 som regnskabschef i Farum Kommune og udnævnt 1. februar 2001 til økonomidirektør. Den 15. december 2001 blev han chefcontroller. I august 2002 flyttede han til det, der hedder ”Rådhus 2” - Produktionshuset, hvor social- og beskæftigelsesafdelingen ligger. 1-2 måneder før hele Farum-sagen kom op for alvor i medierne, var der ”kold luft” fra ledelsen over for vidnet. Der blev efter sagens oprulning i medierne udnævnt en midlertidig kommunaldirektør. Vidnet satte på eget initiativ en undersøgelse i gang vedrørende funktionen af it-systemet. I marts 2002 droppede økonomiudvalget it-systemet.
Det var borgmester Peter Brixtoftes beslutning at degradere vidnet, og vidnet fik besked om det fra Jørgen Larsen. Der blev ikke givet en officiel forklaring. Vidnet vidste godt selv, at det skyldtes, at han havde afleveret et notat onsdag den 5. december 2001 til borgmesteren, hvori han gjorde Peter Brixtofte opmærksom på, at kassekreditreglen ikke længere ville være overholdt den 21. december 2001.
Indirekte var notatet en opfordring til Peter Brixtofte om at henvende sig til Indenrigsministeriet. Det notat kunne Peter Brixtofte ikke lide. Den ledende revisor fra Kommunernes Revision, Ejno Klausen, mente, at kassekreditreglen allerede var overskredet i oktober 2001. Det var en teknisk finesse, der medførte de forskellige datoer, idet det var et spørgsmål om opgørelsesmetoden. Også revisorens indstilling blev nævnt i notatet. Herefter konstaterede vidnet, at den ledende revisor ikke kom til det aftalte møde dagen efter, og revisoren kom aldrig mere i Farum Kommune. Ugen efter fik vidnet en indkaldelse til et møde med Jørgen Larsen, hvor han blev degraderet til chefcontroller uden portefølje.
Vidnet udleverede kopi af det omtalte udaterede notat til kommissionen med bilag udvisende opgørelsesmetoden over løbende kassebeholdning.[286]
…Adspurgt af kommissionen forklarede vidnet, at han i dag arbejder i Farum Kommune i Produktionshuset. Han arbejder med økonomi og budgetopfølgning vedrørende socialområdet og beskæftigelses- og integrationsområdet, herunder har han ansvar for blandt andet dagpenge og pensioner.”
Vidnet Jørgen Larsen, socialchef og administrerende direktør, har forklaret:[287]
”Adspurgt om beslutningen om at degradere Carsten Lehrmann forklarede vidnet, at han havde et par samtaler med Carsten Lehrmann for at få ham ind i nye opgaver i Produktionshuset. Selve beslutningen om forflyttelsen af Carsten Lehrmann var vidnet ikke involveret i. Foreholdt vidnet Carsten Lehrmanns forklaring[288] forklarede vidnet, at han ikke er bekendt med koblingen mellem notatet om manglende overholdelse af kassekreditreglen og degraderingen, men vidnet kan bekræfte, at degraderingen skete på borgmesterens initiativ. Det var vidnet, der havde samtalen med Carsten Lehrmann. Vidnet fik fra borgmesteren at vide, at Carsten Lehrmann ikke var dygtig nok, og at kollegaerne i økonomiafdelingen ikke var tilfredse med hans synlighed som chef. Efter forflyttelsen bevarede Carsten Lehrmann vist nok sin hidtidige løn. Adspurgt om vidnet forelagde oplysningerne om manglende dygtighed for Carsten Lehrmann, forklarede vidnet, at han ikke sagde noget til ham af hensyn til ham selv. Set i bakspejlet skulle vidnet nok have ladet borgmesteren tage samtalen selv, når nu borgmesteren var utilfreds. Carsten Lehrmann havde efter vidnets opfattelse nogle kvalifikationer, og vidnet så fremad med henblik på at finde nye arbejdsfunktioner til ham. Baggrunden for at det var vidnet, der havde samtalen med Carsten Lehrmann, var, at han var den øverste personaleansvarlige på konto 6-området. Det samme gentog sig med Jørn Frederiksen (konto 6), og også her burde borgmesteren selv have taget samtalen. Carsten Lehrmann refererede ikke som økonomidirektør til vidnet.”
Efter sammenhæng med tiltalen mod Peter Brixtofte og Leif Frimand Jensen i straffesagerne er disse vidner ikke afhørt af kommissionen om økonomidirektørernes rolle, jf. kommissoriets punkt 1.5. Peter Brixtofte har imidlertid i sin skriftlige redegørelse valgt at kommentere bl.a. Martin Viths og Carsten Lehrmanns forklaringer. Der henvises herom til beretningens bilag 2.2, side 16 og 18.
Kommissionen finder det efter lov om undersøgelseskommissioner og med kommissoriets nærmere afgrænsning af almenvigtig betydning at undersøge de spørgsmål Farumsagen giver anledning til vedrørende tjenestepligt og loyalitet samt pligt til ”at sige fra”. Derfor omtales Leif Frimand Jensen og Jørgen Larsen også med inddragelse af personoplysninger, der ikke ellers ville være offentligt tilgængelige.[289]
Spørgsmål om tjenestepligt og loyalitet for en ledende embedsmænd samt pligt til ”at sige fra” er omtalt i straffesagerne vedrørende Leif Frimand Jensen, herunder særligt i parternes procedure og i domspræmisser vedrørende strafudmåling. Domstolenes retlige vurderinger indgår som en del af faktum i kommissionens undersøgelse, jf. kommissoriets punkt 1.5.
Kommissionen har i øvrigt gjort sig bekendt med materialet i Leif Frimand Jensens personalesag. I sagen findes navnlig materiale fra den undersøgelse, konsulenter fra KL påbegyndte vedrørende et evt. diciplinært ansvar som følge af Leif Frimand Jensens dispositioner som ordførende direktør og sag om ansøgt helbredsbetinget pensionering. Leif Frimand Jensen blev således i september 2002 efter anmodning afskediget af helbredsmæssige grunde og diciplinærsag frafaldet.[290] Kommissionen skal i den forbindelse understrege, at kommissionens opgave ikke omfatter ansættelsesretlige vurderinger vedrørende enkeltpersoner.
Henset til kommissionens opgave er det derfor fundet rigtigst og tilstrækkeligt under omtale af personaleforhold at begrænse sagsfremstillingen til det fremkomne i straffesagerne i form af procedureindlæg og domsbegrundelser. Hertil kommer forklaringerne gengivet nedenfor.
Særligt om Leif Frimand Jensens karriereforløb henvises til forsvarerens gennemgang i den skriftlige procedure i hovedsagen som refereret nedenfor.
I sponsorsagen hedder det i Hillerød Kriminalrets dom af 20. juni 2006:[291]
”Ved strafudmålingen er for alle tillagt vægt i skærpende retning, at forholdet er begået af fire i forening jfr. straffelovens § 81 nr. 2), og for de tiltalte Brixtofte og Frimand Jensen, at forbrydelsen er begået i udførelsen af offentlig tjeneste, § 81 nr. 7), hvilket gælder med særlig vægt for Brixtofte, der som den forurettede kommunes borgmester havde den højeste post, som kunne opnås ved et demokratisk valg, i noget mindre grad for Frimand Jensen, som har været i en loyalitetskonflikt mellem sine pligter, som han så dem, over for borgmesteren og sine åbenbare pligter over for Farum kommune.
I formildende retning gælder for de tiltalte Frimand Jensen, NN og PP det af tiltalte Brixtofte udøvede pres, omend dette ikke har haft en sådan styrke, at straffelovens § 82 nr. 6) kan finde anvendelse. …”
Dommen blev ikke anket for Leif Frimand Jensens vedkommende.
I hovedsagen hedder det under gengivelsen af parternes procedure i Hillerød Kriminalrets dom af 10. april 2007, side 653f:[292]
”Anklagemyndigheden
…Ad strafudmåling.
En borgmester og embedsmands misbrug af deres stillinger på skatteborgernes bekostning er udtryk for grov kriminalitet, herunder at de demokratiske spilleregler sattes ud af kraft.
…For Brixtofte påstås straf af fængsel ikke under 3 år. For Frimand Jensen påstås en ubetinget straf sat i relation til den for Brixtofte udmålte straf. Også embedsmandens handlinger må bedømmes strengt og må sammenlignes med advokaten, der medvirker til en klients ulovlige handler. Den folkevalgte, her Brixtofte, kan kun vanskeligt handle på egen hånd og har brug for embedsmandens hjælp. Dennes loyalitetspligt gælder over for institutionen, her kommunen, og ikke over for chefens person, her Brixtofte. Embedsmanden skal sige fra og muligvis endog anmelde chefens overtrædelser.”
Det hedder videre side 685:[293]
”Forsvaret for tiltalte Leif Frimand Jensen.
Generelt gøres gældende, at det påhviler kommunens embedsmænd, herunder tiltalte, at efterkomme ordrer og instruktioner fra borgmesteren, som både er politisk og administrativ chef, og over for hvem der er en klar lydighedspligt, medmindre instruktionen fremstår som åbenbart ulovlig, og at der må indrømmes embedsmænd et betydeligt spillerum i det mulige valg mellem to modstridende pligter, idet der skal være plads til et fejlskøn. Tiltaltes handlinger tilsiger alle at effektuere byrådets beslutninger og intentioner.
…”
Om formildende omstændigheder ved en evt. strafudmåling henvises bl.a. til ”tiltaltes underordnede stilling i forhold til medtiltalte, som var hans chef, hvem han skyldte lydighed” (side 693).
Under byrettens begrundelse for strafudmålingen hedder det bl.a. side 802f:[294]
”Ad strafudmåling, sagsomkostninger og erstatning.
…
For begge tiltaltes vedkommende er tillagt vægt i skærpende retning, at forbrydelserne er begåede af to i forening jfr. straffelovens § 81 nr. 2), og at de er begåede i udførelsen af offentlig tjeneste, § 81 nr. 7), hvilket gælder med særlig vægt for tiltalte Brixtofte, der som den forurettede kommunes borgmester havde den højeste post, som kunne opnås ved et demokratisk valg, i noget mindre grad for tiltalte Frimand Jensen, som har været i en loyalitetskonflikt mellem sin pligt, som han så den, over for borgmesteren og sine åbenbare og overordnede pligter over for Farum kommune.I formildende retning gælder for tiltalte Frimand Jensen i mindre grad det af tiltalte Brixtofte udøvede pres, omend dette ikke over for ham - i modsætning til Brixtoftes adfærd over for andre, mindre følgagtige embedsmænd - har haft en sådan styrke, at straffelovens § 82 nr. 6) kan finde anvendelse.
…Tiltalte Frimand Jensen vil være at anse efter straffelovens § 155, 1. og 2. pkt., efter § 157 og efter § 286 stk. 2 jfr. § 280, således at der i medfør af straffelovens § 61 stk. 1 fastsættes en fælles straf, der også omfatter straffen for den ved dommen af 20. juni 2006 påkendte forbrydelse, hvilken fælles straf fastsættes til fængsel i 2 år.
Ved en samlet afvejning mellem sagens omfang som afspejlet i den idømte strafs længde og de foreliggende stærke oplysninger om denne tiltaltes alvorlige legemlige svækkelse findes det efter omstændighederne forsvarligt at gøre hele straffen for ham betinget som nedenfor bestemt, idet det understreges, at ingen andre påberåbte formildende omstændigheder ville have kunnet medføre denne udgang af sagen.”
I Østre Landsrets ankedom i hovedsagen af 6. oktober 2009 hedder det i anklagerens skriftlige procedure om straffastsættelsen side 490 f:[295]
”Med hensyn til strafpåstand for Leif Frimand Jensen kan anføres, at han på en eller anden måde må have følt sig forpligtet til “at hjælpe til”. Han har betegnet sig selv som “mappebærer og en “kvalificeret bydreng” Men de handlinger, han har foretaget, må på samme måde som anført ovenfor ved Peter Brixtofte, betegnes som særdeles alvorlige og farlige for et demokrati, hvor Frimand Jensen på lignende måde som de folkevalgte er betroet et hverv. En embedsmands medvirken til en folkevalgts misbrug af sin stilling må betragtes mindst på samme måde som advokaten, der medvirker til sin klients ulovlige handlinger.
Også i relation til embedsmanden skal der reageres strengt, hårdt og kontant, hvis vi ikke skal risikere at ende i et typisk udansk samfund.
Ved bedømmelsen af Leif Frimand Jensens rolle er det endvidere vigtigt at tage i betragtning, at det er uhyre svært (for ikke at sige umuligt) for den folkevalgte at handle på egen hånd. Han skal have en til at hjælpe sig. Her kommer den loyale embedsmand ind i billedet. Embedsmanden må i denne situation imidlertid ikke være illoyal over for det embede, han er sat til at varetage. Han har en ubetinget pligt til at varetage sit arbejde ud fra de forudsætninger, han er ansat, og de funktioner, han er betroet. Han må ikke i misforstået loyalitet over for sin foresatte misbruge sin stilling. Begås der i denne situation noget strafbart, skal han straffes og det endda hårdt.
Frimand Jensen var Peter Brixtoftes nærmeste medarbejder, som tog del i alle de større sager/problemer, borgmesteren var involveret i. Det var således Frimand Jensen, der - selv om organisationsplanen for kommunen viste noget andet - rent faktisk tog del i og ansvar for - de alvorligste sager/spørgsmål/problemer, der var i Farum Kommune i 2001, nemlig økonomien.
Det var Frimand Jensen, der på krisemødet den 26. november 2001 på Bregnerød Kro … fik pålagt at styre forskellige opgaver af økonomisk karakter og det var Frimand Jensen, der var beskæftiget med det vigtigste i 2001, nemlig at få penge ud af al den jord (helst på forhånd) Farum Kommune var ved at overtage. Det var også Frimand Jensen, der var involveret i samarbejdet med FIH, og det var Frimand Jensen, der var med, når der uden om Byrådet skulle optages lån, der skulle forhindre Farum Kommunes sammenbrud. Det var endvidere Frimand Jensen, der var med når noget af det vigtigste for Peter Brixtofte, nemlig fodboldklubbens forhold, var på agendaen - jf. hans deltagelse i fodboldklubbens bestyrelsesmøder. Endelig delte de kontor - og det var selvfølgelig også Frimand Jensen, der var med omkring ungdomsboligerne og Paltholmvejsprojektet. Det var endelig Frimand Jensen, der de facto stod for hele spørgsmålet om afholdelse af udgifter til repræsentation. Hvem gik administrationen til, når der var problemer? De gik ikke til Brixtofte, men til Frimand Jensen.
Han skal sige fra, han har endda en i hvert fald moralsk pligt til at “melde” sin chef. Han skal sige fra på en måde, så der ikke er noget at misforstå. Det er ubehageligt, men det er vigtigt, at der sendes et signal fra denne ret, som ikke er til at misforstå. Det skal være et signal, der er så kraftigt, at ubehaget ved at sige fra må opfattes som langt mindre, end den konsekvens i form af en straf der idømmes ved bare at være følgagtig.
Resultatet for Frimand Jensens vedkommende er derfor, at der også her må udmåles en ubetinget fængselsstraf af en betydelig længde - der naturligvis skal relateres til den straf, der udmåles til Brixtofte.
Der findes efter anklagemyndighedens opfattelse ikke grundlag for at gøre straffen eller nogen del heraf betinget eller med udmåling af samfundstjeneste. Hvilket også meget tydeligt fremgår af praksis omkring grove berigelsesforbrydelser.
…Skulle retten finde, at Leif Frimand Jensens helbredstilstand fortsat måtte gøre en ubetinget fængselsstraf uforsvarlig, skal anklagemyndigheden subsidiært påstå, at i hvert fald en del af straffen gøres ubetinget.”
I ankesagen nedlagde forsvaret påstand om frifindelse for forhold 6 og forhold 7, og i øvrigt stadfæstelse af Hillerød Rets dom, dog at der blev påstået formildelse i det omfang, der sker hel eller delvis frifindelse i forhold 6 og forhold 7. Disse forhold vedrørte rejser og repræsentation. Det hedder i forsvarets skriftlige procedure side 6-10:[296]
”I anklagemyndighedens procedure, side 203, introduceres Leif Frimand for første gang for landsretten med følgende kortfattede sentens:
”Leif Frimand blev i 1987 ansat i Farum Kommune som socialchef. I perioden 1994-2002 var Leif Frimand ordførende direktør - dog afbrudt af en periode på 1 år (1. april 1998 - 31. marts 1999), hvor han fungerede som chefrådgiver i kommunen.”
Jeg nævnte, at introduktionen var kort, og det er ikke nødvendigvis en fejl, men det er det i dette tilfælde, fordi præsentationen af Leif Frimand overfor landsretten bliver misvisende, særligt i relation til at titlen ordførende direktør i perioden efter hans genindtræden i direktionen 1. april 1999 mere var af navn end af gavn, og fordi introduktionen slet ikke tager hensyn til de afgørende skift i Leif Frimands arbejdsopgaver, som indtrådte efter hans genindtræden i direktionen. På denne baggrund finder jeg anledning til rekapitulere dels Leif Frimands baggrund og dels de opgaver, som han blev sat til at varetage i det år, der er genstand for denne ankesag, nemlig 2001.
Leif Frimand har haft en fortjenstfuld erhvervskarriere startende med tjeneste i militæret, hvor han efterfølgende fortsatte som officer af reserven senest som oberstløjtnant. Han har efter sin tjeneste i militæret været beskæftiget i kommunalt regi i første række indenfor socialområdet, hvor han i en årrække var tilknyttet socialforvaltningen i andre kommuner, indtil han i 1987 modtog ansættelse som socialchef i Farum Kommune, i hvilken stilling han fungerede indtil han i 1994 tiltrådte som ordførende direktør.
Farum Kommune indførte på dette tidspunkt en ny ledelsesstruktur, hvor man erstattede det hidtil anvendte kommunaldirektør-begreb med en række sideordnede direktører med forskellige ansvarsområder, men i øvrigt sideordnet kompetence og med reference til borgmesteren.
Jeg har som bilag til denne procedure medtaget en oplysningsrapport fra Statsadvokaturen, dateret 16. juni 2009, som jeg vil dokumentere i hovedtræk.
Som det fremgår, modtog alle direktører lige løn på kr. 53.000,- månedligt. Der var således ikke noget kvalifikations- eller ansvarstillæg knyttet til hverken titlen administrerende direktør, som Jørgen Larsen havde, eller ordførende direktør som Leif Frimand i 2001 blev benævnt, og dette er en ikke uvæsentlig illustration af, at alle direktører i kommunen havde lige ansvar og lige forpligtelser til at påse lovlig forvaltning, et udtryk der er gentaget adskillige gange i den indankede dom. Enkelte af direktørerne har fået åremålstillæg, men dette tillæg modsvares af andre forringelser i ansættelsesforholdet og ændrer således ikke på den principielle lønmæssige ligestilling direktørerne imellem.
Retten skal være opmærksom på, at Jørgen Frederiksens årsgage i 2001 var kr. 636.000,-, som var en ganske betydelig løn i 2001, og som nødvendigvis indebar både krav om ansvar og kompetence. Landsretten må have denne omstændighed for øje, når Jørgen Frederiksen gentagne gange i sine forklaringer forsøger at unddrage sig ansvar og kaste skylden på andre for at dække sin egen inkompetence.
Frimands helbred var og er ikke godt, og i 1998 så han sig nødsaget til at fratræde sin stilling i kommunens direktion, hvor han indtil da også havde fungeret som sekretær for byrådet og økonomiudvalget, og i øvrigt var ansvarlig for personaleadministrationen.
Han var ude af direktionen ca. et år og fungerede i denne periode som rådgiver, indtil han i 1999 efter opfordring genindtrådte i direktionen, men der skete i denne forbindelse et afgørende skift i hans opgaver.
Det var et vilkår for ham, at han ikke længere skulle have noget økonomisk ansvar, herunder budgetansvar eller beskæftige sig med økonomiske opgaver, ligesom han fralagde sig personaleadministrationen.
Han fratrådte endvidere sit sekretærjob for byrådet og økonomiudvalget, og hans hovedopgaver var herefter at forestå kommunens internationale forbindelser, erhvervelsen og udviklingen af kaserneområdet samt en række ad hoc-opgaver. De funktioner, som han hidtil havde varetaget før sin fratræden som ordførende direktør, var overtaget af kommunens administrerende direktør, Jørgen Larsen.
Borgmesteren er i Farum Kommune - som i alle andre kommuner - kommunens højeste politiske og administrative chef.
Det påhviler kommunens embedsmænd at efterkomme ordrer og instruktioner fra borgmesteren, overfor hvem der er en klar lydighedspligt.
Tilsidesættelse af lydighedspligten er et klart loyalitetsbrud, der vil medføre afskedigelse og endda i særlige tilfælde kan medføre strafansvar efter Straffelovens § 156.
Embedsmanden kan således komme i et skisma, hvis han har en fra borgmesteren afvigende holdning, men det er klart, at embedsmanden ikke kan sætte sit skøn over borgmesteren.
Man plejer at udtrykke det på den måde, at embedsmanden har en pligt til at handle i overensstemmelse med de instruktioner, han modtager, med mindre sådanne instruktioner fremstår som åbenbart ulovlige.
Jeg nævner dette fordi, jeg gerne overfor Landsretten vil gøre det klart, at der i kraft af embedsmandens særlige situation, hvor man om jeg så må sige kan komme i klemme mellem 2 modstridende pligter, må indrømmes et ganske betydeligt spillerum, - der skal være plads til et fejlskøn i relation til forsætbedømmelsen.
Det er utvivlsomt at Leif Frimands mangeårige indsats i militæret i et vist omfang har præget hans verdensbillede. Her kan man vel tilkendegive sin mening om en foranstaltning eller en aktion, men når først beslutningen er taget af de, der har retten hertil, så hører diskussionen op og man udfører loyalt de ordrer, som man er pålagt med mindre at disse klart fremstår som åbenbart ulovlige. Uden et sådant adfærdskodex ville forsvaret slet ikke kunne fungere.
Noget tilsvarende om end ikke i så kategorisk form gælder al offentlig forvaltning og måske i udtalt grad netop i Farum Kommune, hvor en karismatisk borgmester aldrig har lagt skjul på, at bestemmelsesretten tilkom det politiske niveau.
Borgmesteren har både i skrift og tale gennem årene vendt sig mod embedsmandsvælde og pointeret, at beslutningsretten tilkom politikerne, som havde det folkelige mandat og som skulle stå til regnskab for deres handlinger ved kommunevalgene.
Landsretten må i denne forbindelse lægge til grund, at borgmesteren ikke har været alene om denne holdning, men at denne i hele forløbet fuldt har været bakket op af et betydeligt flertal i byrådet, der også i en række forhold rakte ud over Venstreflertallet og således også havde tilslutning fra andre partier.
Det er således i udgangspunktet noget vanskeligt at forestille sig, hvorledes en embedsmand skulle kunne udøve kritik endsige modsætte sig tjenstlige ordrer indenfor områder, som i vidt omfang er skønspræget når hele det politiske system står bag borgmesteren.
Synspunktet har naturligvis mest vægt i forhold 6, men de her fremhævede komponenter må nødvendigvis indgå i landsrettens bedømmelse af de enkelte forhold og i særdeleshed hvad angår strafudmåling.
Det er i sig selv uden fortilfælde i dansk retspraksis, at der rejses tiltale efter Straffeloven i relation til embedshandlinger, der uomtvisteligt tilsigter at effektuere byrådets beslutninger og intentioner.”
I Østre Landsrets dom af 6. oktober 2009 hedder det om strafudmålingen side 57:[297]
”For så vidt angår Leif Frimand Jensen gælder overordnet, at han var en højt placeret embedsmand, der i praksis spillede en helt afgørende rolle for effektueringen af Peter Brixtoftes beslutninger og løbende gik denne til hånde.
Leif Frimand Jensen har ikke sagt fra over for Peter Brixtoftes ulovligheder, og hans misforståede loyalitet over for Peter Brixtofte havde et sådant omfang, at han tilsidesatte de pligter over for Farum Kommune, der var forbundet med hans stilling.
Landsretten er opmærksom på, at Leif Frimand Jensen med en så egenartet og stærk politisk leder som Peter Brixtofte ville være kommet under et betydeligt pres, hvis han havde sagt fra, og at han muligt kunne have risikeret afskedigelse, forringelse af arbejdsvilkår eller lignende. Det forhold, at Leif Frimand Jensens helbred var stærkt svækket gennem hele 2001, må antages at have gjort det vanskeligere for ham at yde den modstand, som han burde.
Navnlig når henses til sidstnævnte formildende omstændigheder finder landsretten efter en samlet vurdering, at den fællesstraf for Leif Frimand Jensen på fængsel i 2 år, som byretten har udmålt, er passende bestemt.
Når endvidere henses til de for landsretten fremlagte oplysninger om Leif Frimand Jensens nuværende alvorlige helbredsproblemer, tiltræder landsretten, at den af Leif Frimand Jensen forskyldte fællesstraf gøres betinget på vilkår om to års straffri vandel.
Sagens varighed kan ikke for nogen af de tiltalte føre til en anden og mildere straf. Det bemærkes herved, at efterforskning og strafforfølgning i sagen er iværksat og fremmet behørigt, og at sagen er behandlet i to instanser.”
Vidnet Leif Frimand Jensen har forklaret:[298]
”Adspurgt om snitfladen mellem Peter Brixtofte og vidnet som direktør og om hvordan arbejdsfordelingen var imellem dem, mens vidnet var ordførende direktør i tiden fra 1994 til 1998, forklarede vidnet, at borgmesteren klart gav udtryk for, at det var ham, der bestemte i kommunen. Han var valgt til at være den øverste leder både politisk og administrativt, og det agtede han at gøre brug af. Det betød, at Peter Brixtofte var den suveræne beslutningstager i alle forhold. Alle beslutninger skulle forelægges Peter Brixtofte, og det gjaldt alt, helt ned til om der ved et 10 års jubilæum i en daginstitution skulle gives flødeboller eller lagkager. Man lærte rimeligt hurtigt, at hvis man foreslog flødeboller, så blev det lagkager, dvs. hvis man havde gjort noget selv, lavede borgmesteren det tit om. Peter Brixtofte var meget udadvendt og kendte alle kroge i kommunen. Han kendte alle dagsinstitutionslederes og alle skoleinspektørers navne, selv mange skolelærere kendte han ved navn. Han var allround som borgmester.
Vidnet vidste godt, at hans plads var et skridt bagved borgmesteren, men Peter Brixtofte ville gerne have ham med. Peter Brixtofte var totalbeslutningstageren. Da vidnet var socialchef, var han ikke så tæt på borgmesteren. Da vidnet var syg, var Peter Brixtofte overraskende nærværende, besøgte ham, sendte hilsner og ringede og spurgte til hans helbred. Vidnet havde ikke private relationer til Peter Brixtofte, heller ikke senere. Efterhånden som vidnet kom tættere på Peter Brixtofte, lærte vidnet hans tankegang at kende, og mere og mere blev videregivet til vidnet. Det kunne f.eks. være, hvordan vidnet skulle tage mod gæster og være nærværende til arrangementer. Hvis en borger henvendte sig til kommunen om en sag, så gav borgmesteren ofte vidnet disse opgaver.
Peter Brixtofte mødte meget tidligt om morgenen. Vidnet selv mødte ca. kl. 8.15. Da havde borgmesteren været igennem posten og dagens aviser. Peter Brixtofte havde et kolossalt stort netværk til pressen, kaldte sig for delvis journalist og skrev klummer i Jydske Vestkysten. Peter Brixtofte blev også tit ringet op af journalister, der manglede noget til deres avis. Så kunne Peter Brixtofte på 5 minutter f.eks. kommentere manglende flygtningeboliger i Gentofte med, at Farum Kommune gerne ville købe en sådan bolig i Gentofte og genudleje den til flygtninge - selvom kommunen nok ikke ville gøre det, men det gav opmærksomhed omkring Farum Kommune, og det kom i avisen. Efter dagens post kunne der være en borger, der rev borgmesteren i armen, fordi han havde problemer med at få sin svigermor på plejehjem eller problemer med skæve fliser. Sådanne sager blev vidnet så sat på at ordne. Der var en uskreven regel om, at der kun var én, der måtte forstyrre vidnet, når han sad i møder. Det var Peter Brixtofte, og det gjorde han. Det var fuldstændig lige meget, hvad vidnet sad i. Hvis der kom en besked fra Peter Brixtoftes sekretær om, at borgmesteren havde brug for ham, betød det ikke, at vidnet kunne lade borgmesteren vente 10 minutter. Vidnet måtte undskylde sig og straks gå til borgmesteren. Det var borgmesterens arbejdsfacon.
Foreholdt udsagn om at vidnet og Peter Brixtofte var uadskillelige, forklarede vidnet, at sådan har det nok virket set udefra, idet vidnet tit fulgtes med borgmesteren. Borgmesteren havde brug for, at der var nogen ved siden af ham eller tæt på ham. Det var hans måde at være på. Vidnet havde altid sin mobiltelefon tændt, så forvaltningscheferne og andre kunne ringe til vidnet. Så kunne vidnet afgøre, om det var noget, borgmesteren skulle tage stilling til. Det mindede om den rolle, vidnet i sin tid havde som adjudant for en oberst i forsvaret.”
Vidnet har om tjenesteordrer og loyalitet mv. yderligere forklaret:[299]
”Adspurgt af advokat Valentiner-Branth om loyaliteten som embedsmand var undtagelsesfri, forklarede vidnet, at hans holdning var ligesom inden for forsvaret, at hvis der udstikkes en ordre, skal ordren udføres. Hvis man selv synes, ordren er ulovlig, skal man sige det, og hvis så ordren alligevel fastholdes, skal den udføres, selvom den er på kanten. Man er kun ansvarlig for at efterkomme klart ulovlige ordrer. Det var tilsvarende, hvis borgmesteren udstak en ordre, så udførte man ordren. Det følger af tjenestemandsloven og almindelig jura. Hvis borgmesteren havde bedt vidnet brænde en daginstitution ned, så ville vidnet selvfølgelig have nægtet!”
Vidnet har endvidere forklaret:[300]
”Advokat Paludan-Müller foreholdt vidnet, at vidnet flere gange har forklaret, at han personligt var uenig med Peter Brixtofte, og adspurgt om denne uenighed var noget, han holdt skjult, forklarede vidnet, at det var det ikke. Peter Brixtofte var helt klar over vidnets politiske opfattelse og tror, at Peter Brixtofte opfattede det som en styrke i deres samarbejde. Han var ofte åbent uenig med Peter Brixtofte, men de holdt det internt mellem de to. Han kunne diskutere med Peter Brixtofte, men når beslutningen var truffet, så diskuterede de ikke yderligere. Det minder om forløbet, frem til generalen har givet sin ordre om at gå til højre eller venstre. Når ordren er givet, følger man ordren. Ved vidnets ansættelsessamtale troede de i kommunen, at vidnet med sin baggrund fra militæret var stærkt højreorienteret, men vidnets private opfattelse ligger snarere til venstre. Politik skal imidlertid ikke blandes ind i et ansættelsesforhold som tjenestemand. Det kender man også fra ministerierne, hvor embedsmanden udfører det, der skal udføres. Vidnet ved godt, at det i pressen blev sagt, at han var pot og pande med Peter Brixtofte. Det er forkert. Vidnet kom ikke sammen med Peter Brixtofte privat, og der var ingen symbiose mellem dem.
…Adspurgt om lovgivningen mv. kunne have forhindret eller begrænset omfanget af problemerne i Farum Kommune og om vidnets overvejelser herom, forklarede vidnet, at hvis man fremover skal undgå, at en embedsmand skal dømmes for misforstået loyalitet, så bør man præcisere lovgivningen og ansvarsfordelingen mellem den politiske leder og den ansatte embedsmand. Vidnet føler, at han har været udsat for justitsmord[301], og det er krænkende for vidnets integritet at blive slæbt igennem retssager og en kommissionsundersøgelse i 7 år for at have udført sit arbejde, som tjenestemandsloven siger, man har pligt til. Der er klart angivet i styrelsesloven, at borgmesteren er den øverste administrative og politiske leder. Vidnet mener også, at med hensyn til repræsentation skal der være fastlagte regler, og niveauet bør præciseres. Østre Landsret har jo sagt, at hvis man bruger over 1.000 kr. pr. person i repræsentation, er det mandatsvig. Der skal måske være en øverste grænse, og ellers må det være op til styrelseslovens regler. Det er helt umuligt at vide, hvornår man er indenfor eller udenfor, når reglerne er fastsat med tilbagevirkende kraft.”
Vidnet Peter Brixtofte har forklaret:[302]
”Den ordførende direktør, Leif Frimand Jensen, hjalp hele tiden vidnet i dennes arbejde. Det var bedre med 2 hjerner og fire hænder end det halve. Det kan godt være, at Leif Frimand Jensen koordinerede nogle ting i forholdet mellem forvaltningschefer og vidnet, men Leif Frimand Jensen var ikke overordnet i forhold til de andre forvaltningschefer. Det er en kæmpe fejltagelse i straffesagen, at Leif Frimand Jensen havde ledelse i forhold til den øvrige forvaltning.[303] Der var ingen tvivl om, at vidnet var den øverste administrative leder. Vidnet talte meget med Leif Frimand Jensen, og en gang imellem udstak han opgaver til ham. Leif Frimand Jensen kunne ikke instruere nogen af forvaltningscheferne uden en ordre fra vidnet. Leif Frimand Jensen var en ualmindelig loyal og dygtig medarbejder.”
Kommissionen har gjort sig bekendt med materialet i Jørgen Larsens personalesag. Jørgen Larsen blev ansat i Farum Kommune i en tjenestemandsstilling som socialrådgiver i 1983 efter at have været socialrådgivervikar fra den 1. marts 1982. Han blev kontorchef fra den 1. januar 1993 og fra 1. oktober 1994 konstitueret som socialchef. Ved brev af 14. Marts 1995 meddeltes Jørgen Larsen ansættelse som socialchef. Han blev pr. 1 marts 1997 socialchef. Han blev pr. 1. marts 1997 udnævnt som åremålsansat socialchef/viceordførende direktør (forvaltningschef for social og sundhed), for en periode af 5 år og med et åremålstillæg. Pr. 1. marts 1998 blev Jørgen Larsen udnævnt som administrerende direktør og fortsat som åremålsansat. Ved udløbet af åremålsperioden 1. marts 2002 vendte Jørgen Larsen tilbage til stillingen som socialchef. Byrådet fritog den 28. januar 2003 Jørgen Larsen for dette hverv, mens hans rolle i Farum-sagen blev undersøgt. Ved brev af 23. Farum-sagen blev undersøgt. Ved brev af 23. oktober 2003 meddelte kommunen Jørgen Larsen, at byrådets flertal i sit møde den 7. oktober 2003 havde besluttet, at der ikke var grundlag for at gennemføre et tjenstligt forhør, jf. tjenestemands -regulativets kapitel 4 . Jørgen Larsen genoptog derfor sit arbejde i kommunen den 29. oktober 2003.[304]
Spørgsmål om et evt. diciplinært ansvar for Jørgen Larsen som følge af dispositioner i undersøgelsesperioden er derfor endeligt afgjort. Kommissionen skal i øvrigt understrege, at kommissionen ikke har til opgave at foretage ansættelsesretlige vurderinger vedrørende enkeltpersoner.
Kommissionen har derfor til belysning af det for kommissionens opgave efter lov om undersøgelseskommissioner og kommissoriets nærmere afgrænsning væsentlige spørgsmål om tjenestepligt og loyalitet for de øverste embedsmænd samt pligt til ”at sige fra” alene foretaget en sammenfatning af de vigtigste synspunkter i den undersøgelse, konsulenter fra KL påbegyndte vedrørende et evt. diciplinært ansvar for Jørgen Larsen efter hans forpligtelser som administrerende direktør.[305] Jørgen Larsen afgav i den anledning et omfattende høringssvar, hvori han afviste at have begået tjenesteforseelser som administrerende direktør:
Jørgen Larsen har forklaret bl.a.:[307]
”Foreholdt “Personsag” og ”Organisationsændring” fra økonomiudvalgsmøde den 17. marts 1998,[308] særligt under sagsfremstillingen ”den administrerende direktør Jørgen Larsen bliver ansvarlig for den daglige koordinering af alle kommunens overordnede områder herunder:…” forklarede vidnet, at han ikke fik lederbeføjelser i forhold til de øvrige direktører. De enkeltområder, der nævnes i det foreholdte bilag, var vidnets ansvar og for disse havde han lederbeføjelser. Forvaltningsdirektørerne refererede direkte til borgmesteren. Vidnet indledte med at indkalde til direktionsmøder, idet han forestillede sig, at der på disse skulle ske en koordinering af sager/områder, der havde interesse for flere forvaltninger. Det var ugentlige møder. Han mener, han indkaldte til og afholdt disse møder 1-2 måneder, måske 3-8 møder i alt. Borgmesteren og Leif Frimand Jensen deltog ikke i møderne. Det var et problem, da Leif Frimand Jensen og borgmesteren hele tiden var i dialog og de selv holdt møde om mange væsentlige sager. Leif Frimand Jensen og borgmesteren gik selv direkte til de enkelte chefer uden om alle andre, når der skulle aftales noget. Vidnet mener at huske, at der gik nogle uger måske nogle måneder før Leif Frimand Jensen vendte tilbage efter sin sygdom. Herefter indtrådte Leif Frimand Jensen i en langsomt glidende proces i stillingen som ordførende direktør igen. Formelt startede Leif Frimand Jensen op igen i starten af 1999 som kommunaldirektør/ordførende direktør. Efter Leif Frimand Jensen vendte tilbage var det som om områderne blev todelt mellem Leif Frimand Jensen og vidnet. Vidnet havde ansvar for egne områder. Leif Frimand Jensen havde ansvar for og tog sig af koordinering af resten.”
Vidnet Karsten Ole Knudsen, kommunaldirektør, har forklaret, at han havde møder med daværende kontorchef i KL’s personalejuridiske kontor, Per Rhode Soelberg om hvorvidt Jørgen Larsen skulle fritages for tjeneste. Vidnet, der ikke er jurist, henholdt sig til KL’s vurdering.[309]
Vidnet Mona Egebjerg, organisationsdirektør, har i lighed med Karsten Ole Knudsen forklaret, at hun som ikke-jurist, henholdt sig til KL’s vurdering.[310]
Vidnet Per Rohde Soelberg, KL, har i sin forklaring uddybet KL’s vurderinger i sagen, herunder om stillingsindholdet. I et interview med Leif Frimand Jensen havde denne over for vidnet beskrevet sig selv selv som ”udenrigsministeren” og Jørgen Larsen som ”indenrigsministeren”, forstået sådan, at de eksterne relationer hørte under Leif Frimand Jensen, mens den interne administration hørte under Jørgen Larsen.[311]
Vidnet Per Edrén, byrådsmedlem (C) har i sin forklaring kritiseret bl.a. Jørgen Larsen som værende for villig til at efterkomme borgmesterens ordrer ved forskellige dispositioner. På spørgsmål om, hvad vidnet på baggrund af sin kritik selv havde gjort, forklarede vidnet, at han ikke dengang havde anledning til at gøre noget, da han først efterfølgende fik viden om forholdene.[312]
Vidnet Peter Brixtofte har forklaret:[313]
”Foreholdt vidnet Jørgen Larsens forklaringer[314] om den administrerende direktørs beføjelser, herunder at han ikke havde lederbeføjelser i forhold til de øvrige direktører, men kun på egne områder, og adspurgt om Jørgen Larsen havde lederbeføjelser, forklarede vidnet, at det var ham som borgmester, der var chef for forvaltningen, også i forhold til Jørgen Larsen. Det har han aldrig lagt skjul på. Han blandede sig meget lidt i administrationen på personaleområdet. Der havde Jørgen Larsen store beføjelser i hverdagen. Jørgen Larsen havde udover personaleområdet ansvaret for det sociale område og dermed rigeligt at gøre. Der var ingen grund til, at Jørgen Larsen skulle sætte sig ind i andre ting, f.eks. lokalplaner. Foreholdt Jørgen Larsens forklaring om, at han til at begynde med indkaldte til direktionsmøder med henblik på at koordinere, men at vidnet og Leif Frimand Jensen ikke deltog, forklarede vidnet, at der nok har været en hel del gange, hvor vidnet ikke har deltaget. Den daglige koordinering behøvede vidnet ikke være en del af. Vidnet havde travlt og måtte prioritere, hvilke møder han deltog i. Vidnet havde, da Jørgen Larsen blev administrerende direktør, travlt med blandt andet de store idrætsprojekter. Leif Frimand Jensen hjalp vidnet med disse opgaver.
Adspurgt om rollerne som henholdsvis ordførende og administrerende direktør forklarede vidnet, at der i Farum Kommune ikke var en traditionel kommunal struktur. Ideen var, at Leif Frimand Jensen, efter han vendte tilbage fra sin sygeorlov, og Jørgen Larsen var blevet administrerende direktør, skulle hjælpe vidnet med de større planlægningsopgaver og projekter. Jørgen Larsen skulle som administrerende direktør tage sig af hverdagen. Den administrerende direktør administrerede, og den ordførende direktør havde at gøre med det overordnede og fremadrettede, for eksempel forhandlinger med forsvaret i forbindelse med køb af kasernen. Leif Frimand Jensen tog sig således af det planlægningsmæssige og det visionære. Jørgen Larsen tog sig af dagligdagen. Jørgen Larsen havde instruktionsbeføjelser over for de andre direktører på den måde, at havde Jørgen Larsen aftalt med vidnet, at der skulle gøres noget på eksempelvis skoleområdet, så kunne Jørgen Larsen gå videre med at få det ført ud i livet. Det samme var gældende for Leif Frimand Jensen, men for begges vedkommende kun efter aftale med vidnet.”
Der henvises i øvrigt navnlig til vidneforklaringer gengivet i bind 4, kapitel 6.4.1.
I kapitel 8 omtales sager om ansættelse og idrætsfremme. Kommissionen finder ikke, at der ud over disse sager og de ovenfor omtalte sager, er knyttet en sådan almen interesse til andre personalesager, at der i en afvejning med undersøgelsens formål og hensynet til enkeltpersoner er grundlag for særskilt omtale af disses personalesager.
I Indenrigsministeriets brev af 26. februar 1997 lagde ministeriet til grund, at Ulla Andersens tale - bygget op over H. C. Andersens eventyr “Kejserens nye klæder” - indeholdt mange kritiske, ironiske og sarkastiske ytringer om borgmester Peter Brixtofte og de ledende embedsmænd i Farum Kommune. Efter ministeriets opfattelse indeholdt talen dog næppe ytringer, der kunne karakteriseres som egentligt ærekrænkende. Det var sammenfattende ministeriets opfattelse, at Ulla Andersen ikke havde overskredet grænserne for sin ytringsfrihed, og at kommunen derfor ikke lovligt kunne meddele Ulla Andersen en advarsel på grund af talens indhold.
I begrundelsen for afskedigelsen anførtes, at ”ledelsen havde mistet tilliden til, at Ulla Andersen loyalt ville forfølge de politiske mål, som byrådet opstiller”. Kommissionen bemærker sig, at Ulla Andersen bestred en stilling som i overvejende grad var af faglig karakter som psykolog, og at der med henvisning til talen blev taget disciplinært skridt begrundet i en ikke konstateret, men forventet misligholdelse af ansættelsesforholdet (anteciperet misligholdelse).
Som det fremgår af det anførte i afsnit 7.4.1. om den retlige ramme, ligger det fast, at offentligt ansatte som udgangspunkt har en ret til at ytre sig på egne vegne på lige fod med andre borgere. I et vist omfang vil der dog kunne fastsættes begrænsninger for ytringsfriheden, når der er tale om sager inden for den pågældendes eget arbejdsområde, navnlig hvis den pågældende som led i sit arbejde er eller har været aktivt medvirkende i myndighedens beslutningsproces. Adgangen til at udtale sig, inden en sag er afgjort, vil af hensyn til beskyttelse af den interne beslutningsproces være noget snævrere end adgangen til at udtale sig senere. Offentligt ansatte har en videregående frihed til at udtale sig om ressourcespørgsmål inden for eget arbejdsområde, hvor spørgsmålet kan have væsentlig betydning for medarbejdernes fremtidige ansættelses- og arbejdsforhold. Rækkevidden af offentligt ansattes ytringsfrihed beror i øvrigt på omfanget af tavshedspligten, som den ansatte er underlagt.
Det er derimod så vidt ses aldrig anfægtet, at myndigheden vil kunne fastsætte begrænsninger i adgangen for en offentlig ansat til at ytre sig på embedets vegne.
Disciplinære sanktioner i form af afskedigelse, stedlig forflyttelse, ændring af arbejdsopgaver, nedgang i løn eller bortfald af personalegoder mv. må kun anvendes, hvis en ansat har overtrådt sine tjenesteforpligtelser, herunder ved at have fremsat udtalelser i strid med tavshedspligten og som overskrider ytringsfriheden. Lovligt fremsatte ytringer kan ikke danne grundlag for disciplinære sanktioner.
Skulle der opstå samarbejdsproblemer på grund af lovlige ytringer, vil dette i særlige tilfælde dog kunne begrunde anvendelse af saglige negative ledelsesmæssige beslutninger over for vedkommende, der har fremsat ytringerne, men det må forudsættes, at disse beslutninger ikke går ud over, hvad der er nødvendigt for at rette op på samarbejdsproblemerne, således at forvaltningsrettens almindelige proportionalitetsgrundsætning iagttages.
Et væsentligt element i offentligt ansattes ytringsfrihed er, at de ansatte har sikkerhed for, at offentlige udtalelser, som ligger inden for rammerne af ytringsfriheden, ikke medfører, at der sker disciplinære sanktioner. Ansættelsestryghed kan således være en nødvendig forudsætning for, at en formel ytringsfrihed opnår den tilsigtede effekt, herunder at den ansatte ikke holder sig tilbage fra at ytre sig om forhold, som han eller hun ønsker at ytre sig om.
Uanset faktisk kompetence og rollefordeling var Leif Frimand Jensen og Jørgen Larsen som henholdsvis ordførende direktør og administrerende direktør en del af kommunens øverste administrative ledelse. De havde som følge heraf i særlig grad grund til at være opmærksomme på deres forpligtelse til loyalt at varetage kommunens anliggender.
Spørgsmålet om loyalitet over for kommunen, såfremt denne loyalitet måtte komme i konflikt med loyalitet i forhold til borgmesteren personligt, og om pligten til ”at sige fra” og evt. gå til byrådet eller myndighederne er berørt og endeligt vurderet for Leif Frimand Jensens vedkommende ved dommene i sponsorsagen og i hovedsagen. De af domstolene foretagne retlige vurderinger indgår som en del af faktum i kommissionens undersøgelse. Kommissionen konstaterer vedrørende Jørgen Larsen, at byrådet besluttede ikke at gennemføre en disciplinærsag.
Farum Kommunes økonomi blev i undersøgelsesperioden varetaget i rækkefølge af økonomidirektørerne Hans Jørgen Brink, Palle Mikkelsen, Martin Vith, Carsten Lehrmann og igen Hans Jørgen Brink. Området havde særlig betydning i Farum-sagen, jf. bind 13, kapitel 21-22, bind bind 14, kapitel 23 og bind 15, kapitel 24. Martin Vith valgte - som mange nok vil gøre - at søge anden stilling uden at gå i offentlig polemik med sin arbejdsgiver, da hans indstilling om budgetregulering ikke blev forelagt byrådet. Carsten Lehrmann accepterede i lighed med Jørgen Lindhardt og Jørn Frederiksen at indrette sig - i hvert fald for tiden - med en degradering, efter han havde gjort opmærksom på, at kassekreditreglen var overtrådt.
Jørn Frederiksen har som baggrund for sin degradering forklaret, ”at han ikke ville være med til noget, der stred mod en lokalplan.” (Sagen vedrørende ungdomsboligbyggeriet).
Uanset om Jørgen Lindhardt var embedsmand eller privat ansat direktør, da han sikrede sig kopier af et større antal restaurationsregninger og senere i en plastpose overgav dem til to journalister, er problemet principielt det samme, nemlig spørgsmålet om hvornår loyaliteten over for embedet eller virksomheden, der har ansat den pågældende, kan eller må vige.
Den væsentligste grænse er naturligvis den, hvor man selv risikerer et ansvar ved at medvirke eller undlade at reagere. Den anden grænse er den, som for den enkelte person sættes ud fra overvejelser om, hvorvidt sagen kan bære over for den nærliggende risiko for, at man pådrager sig et ansvar for brud på tavshedspligt, mister sit job og risikerer at blive miskrediteret i en fortsat karriere. Valget vil derfor let kunne være at lade som ingenting eller - hvis der handles - at vælge anonymitet med ved videregivelse af oplysninger til pressen.
For embedsmanden bør vejledning for den korrekte adfærd kunne søges i justitsministeriets vejledning om offentligt ansattes ytringsfrihed og i øvrigt i betænkningen, jf. afsnit 7.4.1.
For den, der står frem, og som i bedste fald til sidst får rettens ord for sin troværdighed, er der lang vej. Det faktiske forløb for Jørgen Lindhardt og Jørn Frederiksen illustrerer med al ønskelig tydelighed et sådant forløb, hvor deres mulige fejl og mangler som embedsmænd vil blive fremhævet og brugt, herunder som led i et - i øvrigt fuldt legitimt - forsvar i en straffesag.
Særligt om degradering bemærkes, at det som reaktionsmulighed kan have flere facetter. Over for den embedsmand, der ikke har noget nærliggende stillingsalternativ, f.eks. efter alder eller markedskonjunkturer, er det et føleligt indgreb både at tabe kompetence, løn mv. og fortsat at skulle omgås kollegaer efter muligt tab af anseelse. For ledelsen kan det både være et udtryk for mildhed, hvis alternativet er fyring og vanskelige alternative beskæftigelsesmuligheder, eller - som postuleret - et eksempel der tjener til advarsel for andre samtidig med, at der som modydelse til fortsat ansættelse kan forventes loyalitet.
Det må efter kommissionens opfattelse anses for en systemfejl, hvis de, der har haft informationerne og mulighederne, typisk vælger ikke at reagere. I tilfælde af grove overtrædelser og i mangel af reaktion ved henvendelse til byrådsmedlemmer må en henvendelse til revisionen og tilsynsmyndighederne være det næste og rigtige skridt. Det ansættelsesretlige værn for en sådan embedsmand bør være indrettet, så det giver et sikkerhedsnet også økonomisk set. Synspunktet bør veje tungt ved udmåling af godtgørelse eller erstatning.
Kommissionen finder ikke grundlag for at anfægte (flertallets) konklusioner i betænkningen fra udvalget om offentligt ansattes ytringsfrihed og meddeleret, men forløbet i Farum-sagen kan give anledning til genovervejelse af behovet for lovgivning om meddeleret og - navnlig - ansættelsesretligt værn og i den sammenhæng om vejledninger og etiske regler rækker.
Det skal understreges, at det for enhver embedsmand er i gråzonen, problemerne ligger. Her gælder der fortsat en margin, hvor udgangspunktet er, at embedsmanden med god grund kan forventes loyalt at udføre borgmesterens og byrådets lovlige beslutninger. Det er enestående i dansk kommunalpolitik, at en borgmester og en ordførende direktør/kommunaldirektør i forening gør sig skyldige i alvorlige strafbare forhold.[315]
Det må forventes, at den der påtager sig en ledende stilling i en kommune - navnlig som kommunaldirektør, ordførende eller administrerende direktør - gør sig klart, hvilket ansvar der er forbundet med at indtage en sådan stilling, og at der som udgangspunkt ikke siden kan henvises til manglende uddannelsesmæssig eller personlig kompetence, endsige manglende faglige forudsætninger for at bestride stillingen. Undladelse heraf ved ansættelse eller forfremmelse er imidlertid ikke ensbetydende med, at der senere kan gøres et ansættelsesretligt ansvar gældende.[316]
Om samspillet mellem borgmesteren og kommunaldirektørrollen henvises også til bind 4, kapitel 5 og bind 4, kapitel 6, herunder navnlig bemærkningerne i afsnit 6.5.
Farum Kommune har i undersøgelsesperioden haft fastansatte personer med stillingsbetegnelsen konsulent, f.eks. juridiske konsulenter. Dennne stillingsbetegnelse kan være anvendt alene ud fra et ønske om at signalere holdninger til organisationsopbygningen, jf. bind 4, kapitel 6.
Stillingsbetegnelsen er også benyttet for personer, der på fuld tid eller deltid har været knyttet til kommunen på ansættelseslignende vilkår vedrørende månedligt betalt honorar og typisk i en fastlagt tidsmæssig periode. Nogle af disse personer har alene eller helt overvejende haft arbejdsfunktioner for Farum Kommune modsat den typiske selvstændige konsulent med en bredere kundekreds.
Farum Kommunes benyttelse af sådanne konsulenter har været genstand for kritik ud fra et synspunkt om, at det var en måde at ”ansætte” medarbejdere på uden de bindinger, der måtte være for den kommunale lønfastsættelse og øvrige ansættelsesvilkår.
For personer, der måtte anses for selvstændige konsulenter, har deres samarbejdsrelationer til forvaltningen vedrørende myndighedsopgaver ligeledes givet anledning til kritik.
Hertil kommer overvejelser om økonomisk forsvarlighed henset til betragtninger om den bedste og billigste måde for kommunal opgaveudførelse, hvor ikke mindst kommunens kontrol med hvilke opgaver, der overlades til private konsulenter, er et centralt tema, jf. herom navnlig bind 6, kapitel 9 om udlicitering til Rambøll.
Herudover omfatter kritikken af konsulenternes virke spørgsmålet om, hvorvidt de (alene) har varetaget opgaver for Farum Kommune, eller om de helt eller delvist har udført opgaver for Farum Boldklub eller Ajax-Farum Håndboldklub A/S, og om sidstnævnte ydelser er betalt af kommunen som evt. ulovlig støtte til professionel idræt.
Under den retlige ramme hører bl.a. spørgsmål om tavshedspligt vedrørende behandlede personsager og om, hvilken rolle Kommunernes Lønningsnævn måtte have efter styrelseslovens § 67, jf. omtalen i afsnit 7.3.1.
Kritikken har omfattet spørgsmål om (1) honoreringen som oprindelig beskæftigelseskonsulent - senere som ansat, (2) deltagelse i socialudvalgets møder med indsigt i en række personsager og (3) virke som en del af ledelsen og dermed beføjelser til at lede og fordele arbejdet for en række kommunalt ansatte.
Det Fri Aktuelt skrev den 22. august 1992 under overskriften ”Forvaltningschef får superløn af Brixtofte” bl.a.:
”I Farum Kommune har borgmester Brixtofte ansat en repræsentant for et privat firma som forvaltningschef. For så kan kommunen betale ham en langt højere gage, end dengang han var ansat på normale vilkår.”
I artiklen citeredes byrådsmedlem P. E. Gustafsson for udtalelse om, at Lars Bjerregaard Jensens deltagelse i socialudvalgsmøderne var ulovlig.
Det Fri Aktuelt bragte den 29. august 1992 artiklen ”KL: Brixtofte på gal kurs” med underrubrikken ”Kommunernes Landsforening undsiger Venstre-borgmester Peter Brixtofte”.[317] Det hedder i artiklen bl.a.:
”Det er helt uacceptabelt, hvis en kommune forsøger at omgå de kommunale lønningsregler, sådan som Farum kommune synes at gøre. Vi har ingen sympati for borgmester Brixtoftes handlingsmønster i denne sag. Det siger formanden for Kommunernes Landsforenings lønudvalg, Søren Andersen (K), efter udvalget i dag har drøftet Farums kommunes kontrakt med Lars Bjerregaard Jensens anpartsselskab.
Lønudvalget er utilfreds med, at Farum kommune ved hjælp af en speciel konstruktion, kan aflønne beskæftigelseskonsulent og forvaltningschef Lars Bjerregaard Jensen langt højere end andre forvaltningschefer. Han tjener mellem 500.000 og 600.000 kroner, mens hans kolleger må nøjes med 350.000 kroner, Det er med til at udhule lønreglerne, mener udvalget.
Det er uacceptabelt for de 272 andre kommuner, når en enkelt kommune omgår systemet og derved skaber usikkerhed om indgåede aftaler om chefløn. Vi forsøger alle at holde lønningerne på et rimeligt niveau, og derfor er det illoyalt, hvad Peter Brixtofte gør, siger Søren Andersen.
…I en stillingsannonce den 21. maj i år søgte Farum kommune en ny kommunaldirektør. I annoncen stod der, at ledelsen derudover består af fem forvaltningschefer. Den annonce reagerede lønafdelingen i Kommunernes Landsforening på ved den 25. maj at meddele Farum kommune, at den ene stilling - Lars Bjerregaard Jensens - ikke er godkendt af Kommunernes Lønningsnævn.
Men Farum kommune svarede igen med at påstå, at han rent ansættelsesretslig ikke er forvaltningschef.
Men den går ikke. En privatansat, som ikke står på kommunens lønningsliste, kan ikke have permanent plads i ledelsen og derfor kan Lars Bjerregaard Jensen slet ikke være forvaltningschef. Det kan ikke lade sig gøre, siger formanden for lønudvalget Søren Andersen.
Han understreger samtidig at der ikke er noget odiøst eller forkert i, at en kommune køber konsulentbistand fra private.”
Avisen skrev samme dag under overskriften ”Minister i samråd om tavshedspligt” med underrubrikken ”Socialdemokraterne Jytte Andersen og Hanne Andersen vil have afklaret, om Farum Kommune handler i strid med loven” bl.a.: [318]
”De to politikere sætter spørgsmålstegn ved, om retssikkerheden for sociale klienter er opfyldt, når en repræsentant for et privat firma sidder med ved behandlingen af fortrolige personsager.”
Det Fri Aktuelt fortsatte sin dækning af sagen den 5. oktober 1992 med artiklen ”Omstridt konsulent fastansat” med underrubrikken ”Farums borgmester Peter Brixtofte bøjer sig og fastansætter konsulent”. Det hed heri bl.a.:[319]
”Farum fastansætter nu den private jobkonsulent Lars Bjerregaard Jensen - efter skarp kritik af kommunens brug af Lars Bjerregaard Jensens konsulentvirksomhed.
Farum Kommune er blevet kritiseret for at have en privat person med til at behandle fortrolige personsager på kommunens socialudvalgsmøder.
Desuden kunne kommunen med den private konstruktion give ham en løn på omkring 500.000 kroner for at finde job til bistandsklienter - mod normalt 350.000 kroner til de kommunale forvaltningschefer.
På grund af den seneste tids debat har Farum valgt at ændre den hidtidige praksis her og nu.
Økonomiudvalget har enstemmigt vedtaget at fastansætte Lars Bjerregaard i kommunens regi, oplyser borgmester Peter Brixtofte (V).
»Kritikken har fået os til at fremskynde ansættelsen af Lars Bjerregaard Jensen. Men det har hele tiden stået i kontrakten, at han kunne fastansættes, hvis situationen på arbejdsmarkedet blev ved at være så alvorlig, « siger Peter Brixtofte.
»Den beslutning er vi nu nået frem til. Vi gider da ikke have den kritik. Alle afskygninger i sagen er ikke afklaret. Men det vil overalt ende med, at vores hidtidige brug af ham var i orden. Indtil nu har kommunerne accepteret det, og efter samrådene i Folketinget har politikerne sagt OK.«
Ifølge Peter Brixtofte forbliver Lars Bjerregaard Jensens økonomiske vilkår under ét uændret i den nye stilling.
Han får ganske vist mindre i løn i sit nye job hos kommunen. Til gengæld får han pensionsbidrag, løn under sygdom, feriepenge og mange andre goder samt dækket sine omkostninger af kommunen.
»Det afgørende i denne sag er at få alle i arbejde i Farum. Og det afgørende er samtidig, at Lars Bjerregaard Jensen får en ordentlig hyre for sin indsats. For det er et barsk job, han har, « siger Peter Brixtofte.
Lars Bjerregaard Jensens nye titel er uvis for byens borgmester.”
Forløbet er beskrevet af Bjarne Birkbak i bogen ”På med vanten” (1997) i kapitel 7 ”Et privat konsulentfirma i den kommunale sagsbehandling” (side 77-85), hvor tilsynsrådets afgørelse af 26. april 1993 udlægges således:[320]
”På godt dansk var konklusionen altså: Der var ikke noget i vejen med, at Lars Bjerregaard deltog i Socialudvalgets møder, for han var blot en almindelig kommunal embedsmand, der for at omgå lønningsreglerne havde et lidt specielt ansættelsesforhold, og det vedkom ikke Tilsynsrådet!”
Sagen gav anledning til spørgsmål i Folketinget, både i 1992/1993 og efter Farum-sagens opkomst, jf. beretningens bilag 10, afsnit 2.5.1.1.1., 2.16.4.4., 2.16.4.27., 2.16.4.29. og 2.16.4.49.
Konsulent og senere direktør Lars Bjerregaard Jensens rolle på beskæftigelses- og integrationsområdet er beskrevet i bind 10, kapitel 14.
Kommunen har ikke været i stand til på kommissionens anmodning at finde skriftlige konsulentaftaler med Lars Bjerregaard Jensen. Aftalerne er derfor beskrevet ud fra protokoller og andre sagsakter.
Den oprindelige konsulentaftale med konsulentfirmaet Lars Bjerregaard Jensen blev indgået i 1986 efter behandling i erhvervs- og beskæftigelsesudvalget og i byrådet.
Ved møde i økonomiudvalget den 5. maj 1987 forelå indstilling fra erhvervs- og beskæftigelsesudvalget om forlængelse af aftalen med konsulentfirmaet, der efter det oplyste på mødet primært bestod i at formidle samarbejde mellem kommunen og de lokale erhvervsvirksomheder om jobplacering af arbejdsløse i virksomheder. Til punktets behandling i økonomiudvalget var et bilag bestående af forslag til aftale. Det fremgår af protokollen for mødet, at den nye aftale skulle gælde til 31. marts 1990, og vederlaget skulle være 230 kr. i timen. Timelønnen var ifølge protokollen fastsat ud fra forventede stigninger i lønninger indtil 1. april 1990 (svarer til 35,3 %), idet der samtidig var taget højde for ”markedspriser” for konsulenter. Endvidere fremgår af protokollen at:[321]
”Forvaltningen indstiller, at konsulentaftalen godkendes, idet der siden den nugældende aftale blev indgået er konstateret en meget positiv udvikling i antallet af arbejdsløse, der opnår beskæftigelse i erhvervsvirksomheder. Det er forvaltningen vurdering, at denne positive udvikling ikke vil kunne fastholdes i samme omfang, såfremt aftalen ikke forlænges”.
Det fremgår, at Helene Lund (F) i erhvervs- og beskæftigelsesudvalget tog forbehold for lønstigningen. Økonomiudvalget tiltrådte erhvervs- og beskæftigelsesudvalgets indstilling. Eric Christensen (F) stemte imod, da han fandt, at ”lønstigningen ikke burde overstige den, der var almindelig på arbejdsmarkedet”.
I 1990 blev indgået ny aftale med konsulentfirmaet, der gjaldt til 1995. Vederlaget var nu 260 kr. pr. konsulenttime. Aftalen blev februar 1990 godkendt i økonomiudvalget. Hans Carl Nielsen fandt dog, at aftalen burde begrænses til 38 timer pr. uge (pr. 1. september 1990 37 timer) i stedet for 42, således at timer derudover skulle begrundes særskilt. Under behandling af forslag om forlængelse af kontrakten med Lars Bjerregaard Jensen beskrives aftalen på ny som formidling af ”samarbejdet mellem kommunen og private erhvervsvirksomheder om jobplacering af arbejdsløse”.[322]
Socialudvalget besluttede i november 1990, at anbefale reformforslaget Rådhusreform 2 (Hugo) for så vidt angik udvalgets område, herunder at Produktionshuset blev udskilt som en selvstændig forvaltningsenhed blandt andet med reference til socialudvalget vedrørende arbejdsoptræning/arbejdsprøvning og bistandsmidlerne og med reference til erhvervs- og beskæftigelsesudvalget vedrørende beskæftigelsesmidlerne. Alle opgaver vedrørende produktion og beskæftigelse skulle varetages af Produktionshuset. Reformen medførte, at den daglige ledelse varetoges af beskæftigelseskonsulenten med samme ansvar og pligter - herunder budgetmæssige - som andre forvaltningschefer.
Den 19. december 1990 vedtoges Rådhusreform 2 (Hugo) i byrådet, jf. bind 4, kapitel 6.
Den i kommunen ansatte juridiske konsulent Klaus Elbæk-Jørgensen udfærdigede den 11. december 1990 til Bente Abildstrøm et notat i forbindelse med behandlingen af Rådhusreform 2. Bente Abildstrøm havde spurgt ham, om der var et juridisk problem i, at reformen blandt andet ville betyde, at Produktionshuset skulle være en afdeling i rådhusets administration og skulle ledes af konsulent Lars Bjerregaard Jensen som chef. Klaus Elbæk-Jørgensen svarede i sit notat benægtende med følgende begrundelse:[323]
”l. Hverken den kommunale styrelseslov eller lovgivningen i øvrigt indeholder bestemte krav til, hvordan kommunerne indretter deres administration. Det har altid været praksis, at kommunerne er frit stillede med hensyn til afgørelsen af, hvorledes administrationen bedst kan organiseres.
Det er ikke engang krævet af lovgivningen, at kommunerne i det hele taget har deres egen administration, d.v.s. en organisation bestående af tjenestemænd og/eller andre ansatte. Der er mange eksempler på, at kommunerne har ladet administrative opgaver varetage af private firmaer, fx på byplanlægningsområdet.
Der behøver ikke at være nogen principiel forskel på en (offentlig) ansættelsesaftale og en (privat) konsulentaftale. Forskellene kommer an på, hvordan konsulentaftalen udformes.
Forvaltningsloven gælder for alle dele af den offentlige forvaltning, altså også i tilfælde, hvor private virksomheder efter særlig aftale udøver offentlig forvaltningsvirksomhed. Det bør fremgå af konsulentaftalen, at forvaltningslovens regler om bl.a. inhabilitet, begrundelse, klagevejledning og tavshedspligt også gælder for konsulentfirmaets virksomhed for Farum Kommune.
Straffelovens kapitel 16 (forbrydelser i offentlig tjeneste eller hverv m.v.) gælder for alle, som virker i offentlig tjeneste eller hverv, altså også for personer, der ifølge en konsulentaftale udfører offentlige administrative opgaver.
Hvis en kommunalt ansat chef eller medarbejder gør sig skyldig i grov forsømmelse af sit hverv, ulovligheder eller lignende, kan ansættelsesaftalen opsiges af Kommunen. Det samme gælder, hvis en konsulent misligholder konsulentaftalen på denne måde. Man må altså sige, at en konsulent har samme aftaleretlige ansvar som en ansat over for kommunen for, at arbejdet varetages korrekt.”
Den 26. november 1991 vedtog økonomiudvalget en ny administrativ struktur, der blandt andet indebar, at beskæftigelseskonsulenten nu blev chef og fik chefansvar for ansvarsområdet beskæftigelse/revalidering, flygtninge, førtidspension (arbejdsmarkedsforanstaltninger). Lars Bjerregaard Jensen fik titel af forvaltningsdirektør og blev en del af direktionen på i alt 6 medlemmer (5 forvaltningschefer og kommunaldirektøren).[324]
Området er blandt andet beskrevet således i et notat af kommunaldirektør Bente Abildstrøm:[325]
”Beskæftigelse/reva/flygtninge/pension:
Det nuværende Reva-afsnit (incl. Flygtningesager) i Social service og Sundhed lægges sammen med Beskæftigelsesafdelingen og placeres som en stab til kommunaldirektøren. Sammenlægningen betyder bl.a., at al sagsbehandling vedrørende ledige samles ét sted. Chefområdet har sekretærfunktion for Bestyrelsen i Produktionshuset.”
Forud for vedtagelsen af den nye struktur i 1991 havde Klaus Elbæk-Jørgensen skrevet et nyt notat til Abildstrøm af 20. november 1991, om hvorvidt denne organisationsændring kunne give anledning til en ændring af kommunens hidtidige opfattelse af lovligheden af, at kommunen havde valgt at besætte en administrativ chefpost med en privat konsulent i stedet for at indgå en ansættelsesaftale. Klaus Elbæk-Jørgensen henviste til det tidligere notat af 11. december 1990 og erklærede, at han forsat ikke mente, at det var et problem, at chefen var placeret i stillingen i kraft af en konsulentaftale frem for en ansættelsesaftale.[326]
I anledning af en senere sag i tilsynsrådet slog byrådet fast, at socialudvalget havde valgt ikke at delegere afgørelsen i sager om førtidspension til ansatte eller andre. Udvalget traf altså selv beslutning i hver enkelt førtidspensionssag. Denne udtalelse stemmer med de sagsakter, der fremgår af en konkret sag (nævnes nedenfor), hvor førtidspensionssamrådet med blandt andet Lars Bjerregaard Jensen indstillede til socialudvalget, hvorefter udvalgets medlemmer traf afgørelse.
Økonomiudvalget bestemte i september 1992 som led i en justering af den administrative organisation, at beskæftigelseskonsulenten ikke længere skulle varetage denne opgave.
Konsulentaftalerne blev oprindeligt indgået med Lars Bjerregaard Jensens personligt ejede konsulentvirksomhed, der i 1989 blev omdannet til et anpartsselskab, Lars Bjerregaard Jensen Rådgivning ApS (LBJ Rådgivning ApS). Ifølge udskrift fra Erhvervs- og Selskabsstyrelsen var selskabets formål ”at drive arbejdsformidlings-, handels-, kursus-, service- og leasingvirksomhed”. Det blev opløst 27. juni 1995. Lars Bjerregaard Jensen forklarede i skifteretten, at selskabet havde indstillet sin aktivitet i marts 1993.[327]
Lars Bjerregaard Jensen blev ansat af kommunen den l. april 1993 som ledende beskæftigelseskonsulent og fratrådte den 31. januar 2003 pga. sygdom efter sygemelding fra 8. maj 2002.[328]
Ifølge forslag til ændring af den administrative struktur, udarbejdet af kommunaldirektør John Frederiksen kort efter dennes tiltræden, og godkendt på økonomiudvalgsmøde 29. september 1992, var en af de begrundelser, der blev nævnt for at ændre organisationen, at der var behov for at overveje en ændret ansættelse af beskæftigelseskonsulenten som følge af den megen mediekritik, der havde været af kommunens anvendelse af et privat firma.
Kommunaldirektør John Frederiksen udarbejdede et notat i tillæg til forslag til ny struktur, hvoraf blandt andet fremgår om beskæftigelseskonsulenten:[329]
”Efter ønske fra den nuværende beskæftigelseskonsulent indstilles det, at der arbejdes på at fastansætte beskæftigelseskonsulenten. Dette forudsætter, at Kommunen løses fra den nuværende aftale med LBJ Rådgivning ApS. Samtidig indstilles det, at det såkaldte Reva-afsnit flyttes til forvaltningsdirektøren for ”Borger Økonomi og Skat”, der samtidig tillægges udvidede koordineringsopgaver i relation til økonomiske analyser på det samlede område: ydelser, skat og beskæftigelsesindsats. Efter en fastansættelse indplaceres beskæftigelseskonsulenten som en af de større stabsfunktioner med direkte referat til kommunaldirektøren, jf. oversigten senere for den nye struktur.
Da ansættelse af beskæftigelseskonsulenten forudsætter, at den nuværende kontrakt med LBJ Rådgivning ApS ophører, indstilles det, at Borgmesteren bemyndiges til såvel at indgå aftale om kontraktens ophævelse som at forhandle og indgå aftale med Lars Bjerregaard om ansættelsen og dens vilkår.”
Ifølge det vedtagne forslag blev beskæftigelsesområdet fra 1. januar 1993 en stabsfunktion for kommunaldirektøren, og det blev besluttet at normere en stilling som ledende beskæftigelseskonsulent. Stillingsindehaveren skulle lede stabsfunktionen for beskæftigelse (Produktionshuset).
Den 2. marts 1993 vedtog økonomiudvalget oprettelse af en ny stilling som kommunens ledende beskæftigelseskonsulent. Af protokol fra udvalgets møde fremgår under punktet ”Klassificering af stilling som beskæftigelseskonsulent samt beslutning om ansættelse”:[330]
”Sagsfremstilling:
Økonomiudvalget godkendte i sit møde den 29. september 1992 en indstilling om at justere den administrative organisation på rådhuset.
Som et led heri blev det besluttet at normere en stilling som ledende beskæftigelseskonsulent. Stillingsindehaveren skal lede stabsfunktionen for beskæftigelse (Produktionshuset).
Da stillingen som ledende beskæftigelseskonsulent ikke er dækket af nogen overenskomst eller tjenestemandsaftale, kan Byrådet selv fastsætte aflønningen efter forudgående forhandling med en forhandlingsberettiget personaleorganisation.
Forvaltningen har på den baggrund foreslået HK-Kommunal, at stillingen - med forbehold for økonomiudvalgets godkendelse - klassificeres i lønramme K 33 + særligt kvalifikations- og rådighedstillæg på kr. 110.800 i årligt grundbeløb ( l. 10. 1984-niveau) og med ansættelsesvilkår i øvrigt ifølge den mellem Kommunernes Landsforening og HK indgåede overenskomst for kontorpersonale.
HK-Klubben f/Farum Rådhus meddeler, at den ikke har bemærkninger til forslaget.
Forvaltningen indstiller, stillingen klassificeres som ovenfor anført, at stillingen uden opslag besættes med Lars Bjerregaard Jensen så vidt muligt pr. l. april 1993 eller snarest derefter og under forudsætning af, at Kommunen med virkning fra ansættelsesdatoen bliver frigjort fra kontrakten med Lars Bjerregaard Jensen Rådgivning ApS, og det i ansættelsesaftalen indgår, at Lars Bjerregaards eventuelle supplerende beskæftigelse, f.eks. som privat konsulent, uden for Farum Kommune skal foregå uden for den for fuldtidsbeskæftigede på rådhuset normale arbejdstid.
Beslutning:
Godkendt.
Hans Carl Nielsen (A) kan godkende klassificeringen under forudsætning af, at stillingen opslås, og mener at det store klassificerings- og rådighedstillæg forudsætter, at den der besætter stillingen ikke har supplerende beskæftigelse som privat konsulent el.lign.
Eric Christensen (F) kan ikke medvirke fordi:
- sagen ønskes forelagt KL ’s lønudvalg,
- aflønningen ligger op til 100 pct. højere end det, som andre kommuner betaler for en tilsvarende funktion og
- fordi stillingen ikke opslås offentligt
P. E. Gustafsson (C) kan ikke medvirke, idet han ønsker stillingen opslået, og idet han finder lønnen er alt for høj.”
Lars Bjerregaard Jensen blev ansat ved ansættelsesbrev af 11. marts 1993.
Økonomiudvalget godkendte den 1. november 1994 et tillæg under punktet ”Forhøjelse af kvalifikationstillæg til chefer”:[331]
”Sagsfremstilling:
Ifølge den organisationsplan for rådhusadministrationen, som økonomiudvalget vedtog den 11. september 1994, får chefen for Plan og Information tillagt det administrative ansvar for fritids- og kulturområdet.
Endvidere får beskæftigelseschefen tillagt det administrative ansvar for erhvervsområdet, indvandrerpolitikken og ungdomsvejledningen.
Der er for begge chefers vedkommende tale om væsentlige ændringer af deres stillinger, idet deres ansvarsområder udvides.
Begge chefstillinger er organisatorisk indplaceret som stabsfunktioner.
Borgmesteren indstiller på den baggrund, at økonomiudvalget overfor de respektive forhandlingsberettigede personaleorganisationer foreslår, at kvalifikationstillægget til begge chefstillinger forøges med virkning fra den 1. november 1994 med 60.000 kr. (1. april 1994-niveau), og at tillægsforhøjelsen bliver pensionsgivende.
Beslutning:
ØU tiltræder under forudsætning af de respektive organers tiltræden i så fald med virkning fra 1. 9 1994. Hans Carl Nielsen (A) forudsætter at den samlede løn incl. det nye tillæg til de to chefer ikke overstiger lønnen for sammenlignelige stillinger i kommuner på Farums størrelse.”
Økonomiudvalget godkendte den 6. juni 1995 efter indstilling fra den ordførende direktør at stillingen som erhvervs- og beskæftigelseschef efter forhandling med HK Kommunal, klassificeres i lønramme K36 (49) med et pensionsgivende tillæg på 154.000 kr. årligt (1/4-95 niveau).[332]
I brev af 15. august 1996 fra ordførende direktør Leif Frimand Jensen til Lars Bjerregaard Jensen delegeredes ansvar og kompetence fra den ordførende direktør til ”forvaltningsdirektør Lars Bjerregaard” til at føre forhandlinger med de respektive fagorganisationer om indgåelse af aftaler om puljejob/jobtræning o. lign.[333]
I brev af 21. april 1999 fra borgmester Peter Brixtofte og Jørgen Larsen til Lars Bjerregaard Jensen meddeltes, at hans nettomånedsløn ændredes med virkning fra 1. april 1999 svarende til en bruttoløn på løntrin 49 + pensionsgivende tillæg. Ændringen var begrundet i ”organisatorisk ændring i forbindelse med etablering af Erhvervs- og Arbejdsmarkedsområdet”.[334]
I organisationsplan for kommunen for 1999 var Lars Bjerregaard Jensen opført på linje med yderligere 4 direktører alle under ledelse af borgmesteren. Lars Bjerregaard Jensen havde ifølge diagrammet ansvar for følgende områder: Erhverv og arbejdsmarkedsforanstaltninger, dagpengeopfølgning, revalidering, integration og sprogskole samt turisme. Herunder var nævnt integrationsområdet, erhvervs- og arbejdsmarkedsområdet, Servicecenter Vest og sprogskolen.
På organisationsdiagram dateret 6. juni 2000 var anført 7 direktører med reference direkte under borgmesteren, idet Peter Madsen og Peter Frandsen var kommet til. Direktionen bestod herefter af i alt 8 (de 7 direktører samt borgmesteren). Ansvarsområdet for Lars Bjerregaard Jensen var ikke ændret.
Arbejdsdirektoratet (nu Arbejdsmarkedsstyrelsen) skrev den 11. september 1986 blandt andet, at en mellem kommunen og konsulentfirmaet Lars Bjerregaard Jensen indgået aftale om joplacering af arbejdsløse var i strid med arbejdsløshedslovens bestemmelser om privat arbejdsformidling. Kommunen anmodede ved brev af 23. oktober 1986 direktoratet om at genvurdere sagen. I den forbindelse oplyste kommunen, at konsulent Lars Bjerregaard Jensen kun foretog den form for arbejdsformidling, som bestod i opsøgende virksomhed med henblik på at orientere virksomheder om de forskellige beskæftigelsesfremmende ordninger, samt var behjælpelig med at formidle kontakt mellem virksomhederne, arbejdsformidlingen og arbejdsløse. Det oplystes videre, at konsulenten udadtil optrådte som kommunens repræsentant og ikke for sit firma, samt at han havde kontor og sekretærbistand på rådhuset og brugte kommunens telefon og brevpapir etc. Arbejdsdirektoratet fandt herefter på det således foreliggende grundlag, herunder særligt under hensyn til oplysningerne om konsulentens arbejdsfunktion og arbejdsvilkår i forbindelse med formidling af kontakt mellem de arbejdssøgende og virksomhederne i Farum Kommune, at den udøvede virksomhed ikke kunne karakteriseres som privat arbejdsformidling i arbejdsløshedslovens forstand, og at der derfor ikke opstod spørgsmål om meddelelse af tilladelse efter arbejdsløshedslovens § 24 a, stk. 1.[335]
Ved brev af 24. august 1992 anmodede tilsynsrådet Farum Kommune om bemærkninger til artiklen i Det Fri Aktuelt den 22. august 1992 for så vidt angår Lars Bjerregaard Jensens deltagelse i Farum Kommunes direktion og i socialudvalgets møder. Tilsynsrådet præciserede i brev af 22. september 1992 anmodningen således:[336]
”
- I hvilket omfang har Lars Bjerregaard Jensen deltaget i socialudvalgets møder og i hvilket omfang deltager han fortsat i disse møder.
- I hvilket omfang behandler han eller har behandlet sociale sager.
- Om hvorvidt den pågældende kun har overværet forhandlinger i socialudvalget, når det har været ønskeligt at hensyn til en sags oplysning, jfr. styrelseslovens 20, stk.
- Om hvorvidt den pågældende har deltaget i behandlingen at andre sager, end stillingen som beskæftigelseskonsulent tilsiger.
Det skal for god ordens skyld bemærkes, at tilsynsrådets formand på opfordring fra pressen som anført uden nærmere at kende sagen alene har udtalt, at det næppe kan være lovligt for en kommune at uddelegere sociale sager til et privat firma.”
Sidstnævnte bemærkning fremkom efter der var rejst kritik af tilsynsrådets formand for på forhånd at have udtalt sig i sagen uden at kende den og inden tilsynsrådet havde taget stilling.
Den 3. november 1992 blev tilsynsrådets forespørgsel behandlet på et møde i økonomiudvalget, idet borgmesteren foreslog følgende besvarelse på tilsynsrådets 4 spørgsmål:[337]
- Beskæftigelseskonsulenten har i et vist omfang overværet og overværer fortsat møder i Socialudvalget. Overværelsen sker efter Socialudvalgets udtrykkelige anmodning og i overensstemmelse med § 20, stk. 3,2. pkt. i den kommunale styrelseslov.
- Byrådet har den 19. december 1990 vedtaget, at beskæftigelseskonsulentens ansvarsområde skal være: beskæftigelse, revalidering, flygtninge og førtidspension (arbejdsmarkeds-foranstaltninger). Den 29. september 1992 har økonomiudvalget vedtaget, at ansvarsområdet med virkning fra l. november 1992 skal være: ledelse af Produktionshuset og jobformidlingen i forbindelse hermed.
- Besvares bekræftende.
- Besvares benægtende.”
Økonomiudvalget anbefalede forslaget til svar. Helene Lund kunne dog alene tage forslaget til efterretning. Hans Carl Nielsen kan ikke medvirke til besvarelse af punkt 4, da sager vedrørende revalidering og førtidspension ikke vedrørte Lars Bjerregaard Jensens stilling som beskæftigelseskonsulent men andre opgaver, som socialdemokratiets byrådsgruppe havde stemt imod at lægge ud til et privat konsulentfirma. P. E. Gustafsson kunne ikke medvirke og havde følgende kommentarer:[338]
”
Ad 1. Lars Bjerregaard fra Konsulentfirmaet Lars Bjerregaard Jensen Rådgivning ApS har deltaget i socialudvalgsmøderne den 24/3, 28/4 og den 26/5 1992.
På mødet den 28/4 stillede Lisbet Jacobsen (UP) spørgsmålstegn ved Lars Bjerregaards tilstedeværelse.
På mødet den 26/5 protesterede Lisbeth Jacobsen (UP) mod at Lars Bjerregaard, Konsulentfirmaet LBJ Rådgivning ApS deltog i mødet under personsager.
Lars Bjerregaard ønskede at forlade mødet, men blev af Socialudvalgsformanden beordret til at blive.
Ad 2. Kommunens Førtidssamråd består af tre tjenestemænd, kommunens lægekonsulent og Lars Bjerregaard, LBJ Rådgivning ApS.
Ad 3. Lars Bjerregaard deltog under hele afviklingen af socialudvalgsmøderne, socialudvalget har ikke fremsat ønske om Lars Bjerregaards deltagelse, - dokumentation udbedes.
Ad 4. se ad 2 og 3.”
Den 11. november 1992 vedtog byrådet en besvarelse af spørgsmålene med få ændringer i spørgsmål 3 og 4, der blev uddybet således:[339]
”
Ad 1. Lars Bjerregaard Jensen har overværet alle forhandlingerne i Socialudvalget på udvalgets møder den 24.3., 28.4. og 26.5.1992, idet Socialudvalget har forudsat lovligheden heraf.
Ad 2. Lars Bjerregaard Jensen har deltaget i behandlingen af sager vedrørende revalidering og førtidspension i overensstemmelse med byrådsflertallets beslutning den 19. december 1990, jfr. besvarelsen af spørgsmål 2.”
Lisbet Jacobsen (UP) og P. E. Gustafsson (C) stemte imod, idet de henviste til P. E. Gustafssons udtalelse i økonomiudvalget, som de ønskede medsendt til tilsynsrådet. F’s byrådsgruppe undlod at stemme, idet de tog sagen til efterretning.
Svaret som vedtaget i byrådet blev sendt til tilsynsrådet den 17. november 1992.[340]
Den 9. december 1992 havde tilsynsrådet til sagen modtaget dels et brev fra Socialministeriet af 1. december 1992, dels breve fra byrådsmedlem Lisbet Jacobsen af 11. november og 2. december 1992. Lisbet Jacobsen havde i brev til Folketingets Socialudvalg klaget over, dels at borgmesteren havde svaret udvalget, uden at sagen havde været behandlet politisk i Farum Kommune, dels at svaret fra borgmesteren var urigtigt, idet Konsulentfirmaet Lars Bjerregaard Jensen Rådgivning var medlem af kommunens førtidspensionssamråd og derfor fulgte den enkelte klient gennem hele sagsforløbet og underskrev, på socialudvalgets vegne, afgørelsen til den enkelte klient. Hun gjorde endvidere gældende, at det var ukorrekt, når borgmesteren påstod, at socialudvalget udtrykkeligt havde anmodet om Lars Bjerregaard Jensen Rådgivnings tilstedeværelse, idet hun oplyste, at Lars Bjerregaard Jensen Rådgivning mødte op på socialudvalgets møde den 24. marts 1992. Det var ikke efter ønske fra socialudvalget, og det var ikke for at give en orientering om beskæftigelse som var hans område, og som var henlagt til erhvervs- og beskæftigelsesudvalget. Endvidere oplyste Lisbet Jacobsen, at Lars Bjerregaard Jensen Rådgivning havde deltaget i de tre i udskrift fra økonomiudvalget nævnte socialudvalgsmøder i deres fulde udstrækning. Socialministeren videresendte klagen til tilsynsrådet som tilsynsmyndighed for kommunen.[341]
Tilsynsrådet bad i den anledning ved brev af 9. december 1992 kommunen om yderligere bemærkninger til sagen, idet tilsynsrådet specielt anmodede om bemærkninger vedrørende proceduren i forbindelse med Socialministeriets høring af kommunen og påstanden om, at der skulle være givet Socialministeriet urigtige oplysninger om faktiske forhold.
Ved brev af 8. februar 1993 besvarede Farum Kommune henvendelsen fra tilsynsrådet således:[342]
”1. Beskæftigelseskonsulenten er en blandt tre personer i Kommunens Førtidspensionssamråd. Udover Beskæftigelseskonsulenten består Samrådet af Kommunens lægekonsulent, der er privatpraktiserende læge, samt lederen af Kommunens Revalideringsafsnit.
2. Alle afgørelser om afslag på eller tilkendelse af førtidspension træffes af Det Sociale Udvalg eller indstilles af Det Sociale Udvalg f.s.v. angår de pensionssager, hvor det er Amtet, der er den besluttende myndighed. Sammensætningen af Førtidspensionssamrådet samt proceduren er godkendt af Det Sociale Udvalg i december 1991.
3. Beskæftigelseskonsulenten har kun overværet møder i Socialudvalget efter anmodning fra Socialudvalgets formand. Enkelte medlemmer af Socialudvalget har lejlighedsvis protesteret mod Konsulentens tilstedeværelse, men har ikke krævet afstemning om tilstedeværelsen. Socialudvalgets flertal har forudsat lovligheden af Beskæftigelseskonsulentens overværelse af socialudvalgsmøder på denne måde.”
Samtidig havde Farum Kommune ved brev af 4. februar 1993 underskrevet af borgmester Flemming Oppfeldt og kommunaldirektør John Frederiksen klaget til tilsynsrådet i henhold til vedtagelse i byrådet den 3. februar 1993 over, at P. E. Gustafsson ved to møder i socialudvalget havde forladt mødet i protest mod beskæftigelseskonsulentens tilstedeværelse.[343] I brevet var henvist til den kommunale styrelseslovs § 61 c, stk. l, om tilsidesættelse af de pligter, som den pågældendes hverv medfører. P. E. Gustafsson imødegik kritikken fra byrådet ved brev af 24. marts 1993 til tilsynsrådet.[344]
Den 26. april 1993 forelå tilsynsrådets endelige udtalelse dels om beskæftigelseskonsulentens tilstedeværelse ved socialudvalgets møder, dels om klagen over at P. E. Gustafsson havde forladt møder i socialudvalget.[345] Endelig forelå der samme dato en udtalelse i en sag rejst af en borger.
I sagen om Lars Bjerregaard Jensen deltagelse i socialudvalgsmøderne udtalte tilsynsrådet:[346]
”Tilsynsrådet finder på baggrund af de i sagen foreliggende oplysninger ikke grundlag for at fastslå, at der er handlet i strid med lovgivningen i forbindelse med Lars Bjerregaard Jensens deltagelse i socialudvalgets møder i Farum kommune.
For så vidt angår det rejste procedurespørgsmål finder tilsynsrådet, at besvarelsen af Socialministeriets skrivelse må betragtes som så utvivlsom, at borgmesteren har været berettiget til at foretage denne i medfør af kompetencereglen i styrelseslovens § 31, stk. l, således som han har oplyst til sagen.”
Det nævnte procedurespørgsmål henviser til Lisbet Jacobsens klage til Folketingets Socialudvalg over borgmesterens besvarelse uden om byrådet.[347]
Under tilsynsrådets bemærkninger anførtes bl.a.:[348]
”Tilsynsrådet har noteret sig, at flertallet i byrådets socialudvalg i sin udtalelse til byrådet bl.a. har anført
at ”økonomiudvalget den 26.november 1991 som led i en omorganisering af administrationen har bestemt, at kommunens beskæftigelseskonsulent skulle have chefansvar for ansvarsområdet: beskæftigelse/revalidering/flygtninge/-førtids-pension (arbejdsmarkeds foranstaltninger)”,
at “Beskæftigelseskonsulenten er på ingen måde “en privat og helt uvedkommende person”, men tværtimod beskæftiget i Farum kommunes tjeneste i henhold til en kontrakt mellem kommunen og hans firma, LBJ Rådgivning ApS”,
at “det følger af den kommunale styrelseslovs § 17, stk. 6, at en kommunalbestyrelse frit kan træffe bestemmelse om indretningen af kommunens administration”, samt
at “det følger af styrelseslovens § 20, stk. 3, at de stående udvalg kan tillade personer, der er ansat i kommunens tjeneste, at overvære møderne med henblik på varetagelse af sekretariatsfunktioner m.v. for udvalget.
Kommunen har på telefonisk forespørgsel … oplyst, at Lars Bjerregaard Jensen har været ansat i Farum kommune som beskæftigelseskonsulent siden l. august 1986 i henhold til en kontrakt mellem kommunen og LBJ Rådgivning ApS, at han ved aftalen i 1986 fik et højere honorar, end hvis han var blevet ansat som embedsmand i kommunen, at han - efter at han i slutningen af 1991 fik chefansvar for det forannævnte ansvarsområde - har deltaget i socialudvalgsmøderne efter anmodning fra socialudvalgets formand, at han pr. l. november 1992[349] er blevet ansat i kommunens tjeneste som ledende beskæftigelseskonsulent og fungerer som afdelingsleder, samt at han fortsat i denne egenskab deltager i socialudvalgsmøderne.
Det skal bemærkes, at tilsynsrådet ikke har taget stilling til, om der er sket overtrædelse af bestemmelserne om løn- og øvrige ansættelsesforhold for personale i kommunal tjeneste, jfr. styrelseslovens § 67, da dette spørgsmål falder udenfor tilsynsrådets undersøgelse, og da det efter tilsynsrådets opfattelse henhører under Kommunernes Lønningsnævn som kommunal løntilsynsmyndighed at udtale sig om spørgsmålet.
Ved vurderingen af lovligheden af Lars B. Jensens deltagelse i socialudvalgsmøderne finder tilsynsrådet i den konkrete situation, at det ikke har afgørende betydning, at han har deltaget via kontraktforholdet mellem kommunen og Lars Bjerregaard Jensen Rådgivning ApS, når han i realiteten har været at betragte som ansat i kommunens tjeneste som forvaltningschef for kommunens afsnit for revalidering og førtidspension.
I denne forbindelse lægger tilsynsrådet bl.a. vægt på, at der gælder samme tavshedspligt, hvad enten der formelt er tale om et ansættelsesforhold eller et kontraktsforhold.”
Tilsynsrådet havde endvidere lagt vægt på de redegørelser der var afgivet til Folketinget i september og oktober 1992 af socialministeren og justitsministeren.
Omkring Lisbet Jacobsens klage over manglende information i forbindelse med svaret til Folketingets Socialudvalg udtalte tilsynsrådet, at borgmesteren som sket kunne besvare forespørgsler på byrådets vegne, hvis der var tale om afgivelse af faktiske oplysninger om en sag til andre myndigheder, jf. den kommunale styrelseslov § 31, stk. l, og der var ikke i loven nogen forpligtelse til efterfølgende information af byrådsmedlemmerne, med mindre det fremgik af for eksempel styrelsesvedtægten, hvilket ikke var tilfældet for Farum Kommune, jf. i øvrigt bind 4, kapitel 5 om borgmesterfunktionen.
Ligeledes den 26. april 1993 udtalte tilsynsrådet sig om byrådets klage over, at P. E. Gustafsson var gået fra to møder i socialudvalget. Idet tilsynsrådet lagde til grund, at P. E. Gustafsson igen ville deltage også i socialudvalgets møder om personsager, når han var gjort bekendt med rådets udtalelse vedrørende det lovlige i Lars Bjerregaard Jensens tilstedeværelse under møderne, fandt tilsynsrådet ikke tilstrækkeligt grundlag for at rejse påtale over for P. E. Gustafsson i henhold til den kommunale styrelseslov § 61 c, stk. 2, og tilsynsrådet fandt ikke stk. l anvendelig, idet der skulle være tale om en meget lang periodes udeblivelse med det formål at sabotere arbejdet i udvalget, hvilket ikke var tilfældet i den konkrete sag.[350]
Sideløbende med den generelle sag om den private beskæftigelseskonsulents tilstedeværelse under socialudvalgets møder behandlede tilsynsrådet en konkret klage fra en borger over fremgangsmåden ved socialudvalgets afgørelse af hans ansøgning om førtidspension.[351]
Ved brev af 7. januar 1993 klagede vedkommende således til socialministeriet over, at ”en privat og helt uvedkommende person har været med til at afgøre min pensionssag”. Den person, der blev refereret til var Lars Bjerregaard Jensen. Klageren var specielt stødt over, at Lars Bjerregaard Jensen deltog i et førtidspensionssamråd i april 1992, hvor alle klagerens personlige papirer var til stede og i et møde i socialudvalget den 28. april 1992, samt at han derefter modtog et brev, hvor Lars Bjerregaard Jensen underskrev sig som forvaltningschef, hvilket klageren ikke mente, en privat beskæftigelseskonsulent kunne kalde sig.
Socialministeriet udtalte sig generelt om socialudvalgets mulighed for at tilkalde andre personer end medlemmer til at deltage i et møde,[352] men videresendte i øvrigt den konkrete sag til tilsynsrådet til konkret besvarelse under henvisning til tilsynsrådets tilsynsmyndighed i forhold til kommunerne.[353]
Byrådet vedtog den 10. marts 1993 at svare tilsynsrådet således:[354]
”1. Beskæftigelseskonsulenten er en blandt tre personer i kommunens førtidspensionssamråd. Udover beskæftigelseskonsulenten består samrådet af kommunens lægekonsulent, der er privatpraktiserende læge, samt lederen af kommunens REVA-afsnit.
2. Alle afgørelser som afslag eller tilkendelser af førtidspension træffes af det sociale udvalg eller indstilles af det sociale udvalg f.s.v. angår de pensionssager, hvor det er amtet der er den besluttende myndighed. Sammensætningen af førtidspensionssamrådet samt proceduren er godkendt af det sociale udvalg december 1991.
3. Beskæftigelseskonsulenten har kun overværet møder i socialudvalget efter anmodning fra Socialudvalgets formand. Enkelte medlemmer af Socialudvalget har lejlighedsvis protesteret mod konsulentens tilstedeværelse, men har ikke krævet afstemning om tilstedeværelsen. Socialudvalgets flertal har forudsat lovligheden af beskæftigelseskonsulentens overværelse af socialudvalgsmøder på denne måde.”
På tilsynsrådets referatark havde en sagsbehandler den 6. april 1993 noteret følgende om modstridende oplysninger fra kommunen om Lars Bjerregaard Jensens ansættelse og tilknytning til kommunen:[355]
”1) I Byrådets skrivelse af 9/10-92 til Socialministeriet anføres ”at det pågældende firma (LBJ Rådgivning ApS) repræsenteret ved konsulent Lars Bjerregaard Jensen i et vist omfang har overværet og forsat overværer møder i socialudvalget”
I Byrådets skrivelse af 17/11-92 til Tilsynsrådet udtales, at beskæftigelseskonsulenten o.s.v., idet man samtidig beskriver hans ansvarsområde
I Byrådets skrivelse af 16/3-93 nævnes, at beskæftigelseskonsulent i april 1992 som medlem af Førtidspensionssamrådet har behandlet [C190]s pensionssag, at beskæftigelseskonsulenten som led i en omorganisering af administrationen skulle have chefansvar (nov. 1991-sept. 1992), at beskæftigelseskonsulenten på ingen måde er ”en privat og helt uvedkommende person” men tværtimod beskæftiget i Farum Kommunes tjeneste i henhold til en kontrakt mellem kommunen og hans firma.”
Endelig nævnes, at Lars Bjerregaard Jensen i brev til klageren underskrev sig som forvaltningschef. Sagsbehandleren konkluderer, at det næppe er afgørende for, om Lars Bjerregaard Jensen har kunnet deltage i socialudvalgets møder, og at der næppe er grund til[356]
”at antage at han skal betragtes som en person, der som sagkyndig eller konsulent eller lignende mod honorar løser opgaver for kommunens forvaltning uden for et egentligt ansættelsesforhold.”
Kommunen havde i forbindelse med tilsynsrådets anmodning om bemærkninger søgt juridisk bistand hos advokat Andreas Fischer. I et internt notat af 3. februar 1993 refererede Klaus Elbæk-Jørgensen advokatens svar:[357]
”Jeg har som aftalt drøftet spørgsmålet om Lars Bjerregårds overværelse af møder i socialudvalget med advokat Fischer.
Han er enig med os i, at § 20, stk. 3, 1. pkt., i den kommunale styrelseslov må antages at indeholde tilstrækkelig hjemmel til overværelsen.
Bestemmelsen lyder:
“Udvalgene kan tillade personer, der er ansat i kommunens tjeneste, at overvære møderne med henblik på varetagelse af sekretariatsfunktioner mv. for udvalget.”
Det eneste, der kan give anledning til tvivl, er, om Lars Bjerregaard er omfattet af udtrykket: “ansat i kommunens tjeneste”.
I funktionærlovens forstand er Bjerregård selvfølgelig ikke “ansat”, men det kan næppe i sig selv være afgørende for fortolkningen af den pågældende bestemmelse i styrelsesloven.
Det afgørende må derimod være, at Bjerregård ifølge sin kontrakt virker “i kommunens tjeneste”.
I den forbindelse må det fremhæves, at der i styrelsesloven kun findes følgende bestemmelse (§ 17, stk. 6) om den kommunale administration:
“Kommunalbestyrelsen drager omsorg for indretning af kommunens administration og fastsætter regler om ansættelse og afskedigelse af kommunalt personale.”
Det vil sige, at loven i princippet stiller kommunerne ganske frit med hensyn til, på hvilken nærmere bestemt måde administrationen indrettes.
Fx. må det være lovligt slet ikke at have nogen administration, nemlig hvis borgmesteren og kommunalbestyrelsens øvrige medlemmer selv kan og vil ekspedere alle sager.
Ligeledes må det - inden for rammerne af Det Kommunale Lønningsnævns bestemmelser, jfr. styrelseslovens § 67 - være kommunernes egen sag, hvilke personer, firmaer osv. administrationen overlades til.
Det bemærkes i denne forbindelse, at Kommunernes Landsforenings Lønudvalg, der varetager tilsynet med kommunerne på Lønningsnævnets vegne, ikke har haft bemærkninger til Kommunens kontrakt med Lars Bjerregård.”
Sidstnævnte bemærkning er ikke i øvrigt verificeret i kommunens sagsakter. Se i øvrigt nedenfor afsnit 7.5.2.5. Kommunernes Lønningsnævn.
Tilsynsrådet udtalte den 26. april 1993:[358]
”Tilsynsrådet finder ikke grundlag for at fastslå, at det har været ulovligt, hverken at Lars Bjerregaard Jensen har deltaget i socialudvalgets møde vedrørende behandlingen af Deres pensionssag, eller at han som forvaltningschef har medunderskrevet socialudvalgets skrivelse at 1. juni 1992 til Dem.”
Under tilsynsrådets bemærkninger anførtes:
”Tilsynsrådet har lagt til grund, at Lars Bjerregaard Jensen i realiteten har været at betragte som ansat i kommunens tjeneste som forvaltningschef for kommunens afsnit for revalidering og førtidspension. Det må derfor anses for ganske naturligt, at Lars Bjerregaard Jensen i denne egenskab har medunderskrevet socialudvalgets skrivelse af l. juni 1992 til Dem.”
Den 27. august 1992 blev indenrigsminister Thor Pedersen af Folketingets Kommunaludvalg anmodet om i et samråd at besvare følgende spørgsmål C:[359]
”Ministeren bedes oplyse hvorvidt den kommunale og sociale styrelseslov åbner mulighed for, at ansatte i private konsulentfirmaer kan deltage i lukkede udvalgsmøder, herunder udvalgsmøder, der behandler personfølsomme sager.”
Spørgsmålet var utvivlsomt begrundet i den konkrete sag i Farum Kommune om beskæftigelseskonsulentens deltagelse i socialudvalgets møder. Af materiale modtaget fra Indenrigsministeriet fremgår bl.a.:[360]
”Udkast til talepapir til ministerens godkendelse
Til brug for ministeren i samrådet med kommunaludvalget den 8. september 1992 kl. 9.00 om, hvorvidt ansatte i private konsulentfirmaer har mulighed for at deltage i udvalgsmøder (samrådsspørgsmål C), forelægges udkast til talepapir.Endvidere vedlægges bilag 1-7 (hvoraf 1-5 er nævnt i talepapiret), der indeholder følgende:
Bilag 1: Samrådsspørgsmål C
Bilag 2: Den kommunale styrelseslov
Bilag 3: Den sociale styrelseslovs § 2 og 3
Bilag 4: Forvaltningslovens § 27, stk. 3
Bilag 5: Straffelovens § 152 og §§ 152c-152f
Bilag 6: Samrådsspørgsmål V til socialministeren
Bilag 7: PresseklipDet bemærkes, at besvarelsen af samrådsspørgsmålet - ligesom selve spørgsmålet - er holdt i generelle vendinger.
Om Farum-sagen, som klart er baggrunden for spørgsmålet, kan bemærkes, at det juridiske spørgsmål i denne sag synes at være, om myndighedsudøvelse kan delegeres til private. Dette spørgsmål beror på en fortolkning af regelgrundlaget (socialministeriets lovgivning).
Der kan derimod ikke drages nogen slutninger fra bestemmelserne i forvaltningslovens § 27, stk. 3, om pålæg af tavshedspligt over for private. Denne regel siger intet om, i hvilket omfang private over hovedet kan deltage i myndighedsudøvelse.
Det tilføjes, at socialministeren er kaldt i samråd den 14. september 1992 om Farum-sagen, jf. bilag 6.
1. kommunekontor, den 3. september 1992.”
Den 28. august 1992 forelagde Folketingets Socialudvalg følgende samrådsspørgsmål for socialminister Else Winther Andersen:[361]
”Spørgsmål V:
Ministeren bedes redegøre for, om Farums borgmester Peter Brixtofte handler i overensstemmelse med de kommunale og sociale styrelseslove, når et privat firma deltager i møder, hvor der behandles personfølsomme sager.Spørgsmål X:
Ministeren bedes redegøre for, om det private firma har sæde i personsagsudvalget og børne- og ungeudvalget, som har ansvar for anbringelse af børn uden for hjemmet.”
Til ministerens besvarelse af samrådsspørgsmålene den 8. september 1992 blev bl.a. udarbejdet et notat, hvoraf fremgår:[362]
”Oplysningerne er dels fra pressen, dels fra Farum Kommune. På grund af sagens følsomme karakter, har vi alene kontaktet kommunen med henblik på spørgsmål X.
Tilsynsrådet, der har taget sagen op på egen hånd, er ikke kontaktet. Papirerne er udarbejdet i tæt samarbejde med Indenrigsministeriet.
Farum Kommune har ansat en privat beskæftigelseskonsulent, som samtidig er leder af kommunens beskæftigelsessekretariat.
Farum Kommune om spørgsmål X:
Det private firma har hverken sæde i personsagsudvalget (det sociale udvalg) eller i børn- og ungeudvalget.
Firmaet overværer derimod sager i socialudvalget om førtidspension.
Samtlige førtidspensionssager forelægges for socialudvalget, idet finansieringen jo nu er delt mellem kommune og stat. Det er udvalget selv, der har bedt den private konsulent om at overvære disse sager, men også kun disse sager. (Der er ca. 80 sager om året).
Det private firma overværer ikke møderne i børne- og ungeudvalget.
…”
Af ministerens talepapir fremgår det:[363]
”Spørgsmål V:
Ministeren bedes redegøre for, om Farums borgmester Peter Brixtofte handler i overensstemmelse med de kommunale og sociale styrelseslove, når et privat firma deltager i møder, hvor der behandles personfølsomme sager.Svar:
Det fremgår af den kommunale styrelseslovs § 20, stk. 3, 2. pkt., at et udvalg kan tilkalde andre personer til at overvære forhandlingerne, når det er ønskeligt af hensyn til en sags oplysning.Dette betyder, at vedkommende alene overværer forhandlingerne, men ikke deltager i afstemningen. Det kan fx være en sagkyndig på et særligt område, som forklarer om det pågældende område og svarer på spørgsmål fra udvalget.
Vedkommende kan naturligvis pålægges tavshedspligt efter forvaltningslovens § 27, stk. 3. En overtrædelse af tavshedspligten kan straffes efter straffelovens § 152 a. Det antages, at udvalget har pligt til at pålægge vedkommende tavshedspligt, hvis der på udvalgsmødet fremkommer fortrolige oplysninger.
Efter § 2, stk. 2, i den sociale styrelseslov kan sager om ydelser m.v. til enkeltpersoner ikke behandles i den samlede kommunalbestyrelse. Afgørelse i disse sager træffes af det eller de udvalg, som efter kommunens styrelsesvedtægt varetager de pågældende opgaver.
Bestemmelsen blev indsat som led i ophævelsen af det sociale udvalgs selvstændige kompetence. En kommune kan herefter frit tilrettelægge sin udvalgsstruktur, men de sociale sager er fortsat på grund af de særligt følsomme oplysninger i disse sager sikret en fortrolig behandling.
Det må derfor fastslås, at alene de kommunalbestyrelsesmedlemmer, der er medlemmer af udvalget/udvalgene efter § 2, stk. 2, og ansatte i den/de tilhørende forvaltninger kan træffe afgørelse i sagerne. (Borgmesteren kan endvidere deltage i møderne, når det er nødvendigt for, at han/hun kan varetage sin borgmesterfunktion. Borgmesteren kan endvidere indhente og gennemse en sag, hvis der er klaget over sagsbehandlingen).
Men udvalget/udvalgene kan i lighed med andre udvalg tilkalde andre personer, når det er ønskeligt af hensyn til en sags oplysning, jf. reglen i den kommunale styrelseslov.
Det særlige udvalg (hjælpeforanstaltninger uden samtykke) efter den sociale styrelseslovs § 3 består af 5 eller 7 medlemmer, der vælges af kommunalbestyrelsen blandt dets medlemmer.
Børn og unge-udvalget, der afløser § 3-udvalget består af 3 medlemmer, der vælges af kommunalbestyrelsen blandt dens medlemmer.
Som medlemmer udpeges endvidere byretsdommeren i retskredsen samt en pædagogisk-psykologisk sagkyndig.
Efter bistandslovens § 126, stk. 4, fastsætter socialministeren forretningsordenen for børn og unge-udvalget.
Det vil udtrykkeligt af forretningsordenen fremgå, hvem der må deltage under voteringen.
Som det gælder udvalget/udvalgene efter den sociale styrelseslovs § 2, stk. 2, kan andre end medlemmerne overvære forhandlingerne efter den kommunale styrelseslovs § 20, stk. 3, 2.pkt.
Overtrædelse af reglerne
Socialministeriet har et almindeligt ressorttilsyn (overtilsyn) med det sociale område. Dette betyder, at vi har en ulovbestemt pligt til at følge det sociale område. Hvis vi bliver opmærksomme på en formodet ulovlighed i en kommune, er socialministeriet berettiget til at gribe ind. Dette skal ske gennem det almindelige kommunale tilsyn.Således er socialministeriets tilsynsforpligtelse opfyldt, når vi har sikret os, at tilsynsrådet har taget sagen. Til gengæld er sagen så gået over til tilsynsrådet, idet socialministeriet herefter alene kan udtale sig til tilsynsrådet og ikke kommunen.
Tilsynsrådet for Frederiksborg Amt behandler for tiden sagen. Det er efter lovgivningen tilsynsrådet, der udøver det umiddelbare tilsyn med Farum Kommune. Hverken socialministeriet, jeg selv eller indenrigsministeren kan derfor gå ind i en vurdering af den konkrete sag.”[364]
Spørgsmål X besvaredes i overensstemmelse med svaret fra Farum Kommune.
Den 18. september og 14. oktober 1992 stillede socialudvalget en række skriftlige spørgsmål til ministeren om hvad ”sagkyndige (et privat firma)” er berettiget til at se af personfølsomme oplysninger mv. (spørgsmål nr. 11-18).[365]
Socialministeriet anmodede om bidrag til besvarelse af spørgsmålene fra Farum Kommune, Indenrigsministeriet og Justitsministeriet.
Den 9. oktober 1992 svarede Farum Kommune blandt andet:[366]
”Det bekræftes, at det pågældende firma (Lars Bjerregaard Jensen Rådgivning ApS), repræsenteret ved konsulent Lars Bjerregaard Jensen, i et vist omfang har overværet og fortsat overværer møder i Socialudvalget. Overværelsen sker efter Socialudvalgets udtrykkelige anmodning og i overensstemmelse med § 20, stk. 3, 2. pkt., i lov om kommunernes styrelse, der er sålydende: ”Udvalgene kan tilkalde andre personer (d.v.s. personer der ikke er ansat i kommunens tjeneste, jfr. bestemmelsens pkt. l), her under andre medlemmer af kommunalbestyrelsen, til at overvære forhandlingerne, når det er ønskeligt af hensyn til en sags oplysning.”
Det bekræftes tillige, at firmaet har haft og har adgang til personfølsomme dele af førtidspensionssager.
…”
Spørgsmål nr. 216 ”Vil en sagkyndig (et privat firma) være berettiget til samtlige bilag - herunder personfølsomme oplysninger?” besvaredes med en henvisning til justitsministeriets gennemgang og bemærkninger om straffelovens § 152 a og til at:
”En videregivelse af fortrolige oplysninger fra myndigheden til den sagkyndige vil ikke være uberettiget og derfor ikke udgøre et brud på myndighedens tavshedspligt. Det følger heraf, at den sagkyndige er berettiget til at modtage oplysninger i sagerne”.
Den 11. november 1992 skrev byrådsmedlem Lisbet Jacobsen til Folketingets Socialudvalg med klage over sagens behandling og kommunens besvarelse af henvendelsen fra Socialministeriet, idet hun påpegede en række fejl og mangler. Ministeriet sendte klagen til tilsynsrådet, der behandlede den konkrete sag, jf. gengivelsen ovenfor.
Socialministeriet videresendte den 10. juni 1993 tilsynsrådets udtalelse af 26. april 1993 om anvendelse af medarbejdere fra et privat firma i møder, hvor der behandles personfølsomme sager, til Folketingets Socialudvalg.
En stillingsannonce vedrørende en ny kommunaldirektør den 21. maj 1992 beskrev en ændret ledelsesstruktur, hvorefter ledelsen kom til at bestå af en kommunaldirektør og 5 forvaltningschefer.[367] Lønafdelingen i Kommunernes Landsforening reagerede herpå ved den 25. maj at meddele kommunen, at den ene stilling, Lars Bjerregaard Jensens, ikke var godkendt af Kommunernes Lønningsnævn. Kommunen svarede, at Lars Bjerregaard Jensen ansættelsesretligt ikke var forvaltningschef.
Tilsynsrådet rejste som beskrevet ovenfor ved brev af 24. august 1992 af egen drift sagen efter en artikel i Det Fri Aktuelt den 22. august 1992 ”Forvaltningschef får superløn af Brixtofte”. I artiklen nævntes det som et problem, at Lars Bjerregaard Jensen fungerede som en del af direktionen i kommunen. I tilsynsrådet første skrivelse til kommunen med anmodning om bemærkninger nævntes ”Lars Bjerregaard Jensen’s deltagelse i Farum Kommunes direktion”. Punktet udgik af tilsynsrådets anmodning, da der den 22. september 1992 blev sendt en præcisering af, hvilke spørgsmål der ønskedes besvaret. Heller ikke senere i sagen vendte tilsynsrådet tilbage til spørgsmålet.
Tilsynsrådet rettede ikke henvendelse til Lønningsnævnet.[368]
Vidnet Steen Ballegaard, personalechef, har forklaret:[369]
”Vidnet husker kun én konsulentaftale med en person, der arbejdede for kommunen, og det var aftalen med Lars Bjerregaard Jensen. Den aftale havde vidnet ikke noget at gøre med. Han ved ikke, om der var andre konsulentaftaler. På forespørgsel om vidnet har en idé om, hvem der har udformet konsulentaftaler, udtaler vidnet, at Klaus Elbæk-Jørgensen eller Bente Abildstrøm havde deltaget i indgåelsen af aftalen med Lars Bjerregaard Jensen, da han ved, at Bente Abildstrøm havde spurgt Klaus Elbæk-Jørgensen, om der var hjemmel til en sådan ”ansættelse”. Vidnet er i besiddelse af et notat fra Klaus Elbæk-Jørgensen fra 1992 herom. Efter vedtagelse af ændringer i den administrative struktur gældende fra 1. januar 1992 havde Lars Bjerregaard Jensen ud over beskæftigelse tillige ansvar for revalidering, flygtninge og pensionsområdet.”
Vidnet Klaus Elbæk-Jørgensen, juridisk konsulent, har forklaret:[370]
”Vidnet forklarede, at det er ham, der har konciperet den skriftlige konsulentaftale, der blev indgået med Lars Bjerregaard Jensen. Han ved ikke, hvor aftalen blev opbevaret, måske på personalekontoret eller borgmesterkontoret. I vidnets tid brugte kommunen ikke konsulenter bortset fra Lars Bjerregaard Jensen. Vidnet mener, at alene de skiftende kommunaldirektører og borgmesteren har et samlet overblik over anvendelse af konsulenter. Foreholdt notater fra december 1990 og november 1991 vedrørende anvendelse af konsulent Lars Bjerregaard Jensen,[371] bekræftede vidnet, at det er ham, der har skrevet notaterne. Det er korrekt forstået, at Lars Bjerregaard Jensen blandt andet skulle træffe afgørelser, og det gjorde han. Vidnet kan ikke påstå, at han har undersøgt, om der er hjemmel i lovgivningen til at delegere kommunens kompetence til at træffe afgørelser på området til private, men da der efter vidnets opfattelse ingen steder i lovgivningen står, at det er forbudt at delegere, mente og mener vidnet ikke, der er et problem. Mange af vidnets svar i forelagte sager gik ud på at hævde kommunernes selvstændighed og gøre sig fri af ”gamle tanker”. Han ville ikke bare lægge udtalelser fra juridiske professorer til grund, men afprøve nye grænser. Vidnet står inde for det, han har skrevet i notaterne. Han har aldrig skrevet noget eller blevet pålagt at skrive noget, der ikke stemte med hans egen opfattelse. Han drøftede nogle ting med borgmester Peter Brixtofte, og det er muligt, at dennes meninger udtrykt under drøftelserne har haft betydning for vidnets egen vurdering af en sag. Vidnet har dog aldrig været ude for, at Peter Brixtofte har dikteret et juridisk resultat. Vidnet kan heller ikke huske, at Peter Brixtofte skulle have været uenig i de råd, vidnet har givet.
Foreholdt borgmesterens udtalelse til aviserne om størrelsen af beskæftigelseskonsulentens vederlag[372] og adspurgt om forholdet til reglerne om Kommunernes Lønningsnævn, forklarede vidnet, at han nok er blevet rådspurgt i forbindelse med fastsættelse af vederlaget, da det var vidnet, der udfærdigede kontrakten mellem kommunen og Lars Bjerregaard Jensen. Det er vidnets opfattelse, at kontrakten var helt i overensstemmelse med reglerne i lov om kommunernes styrelse. Vidnet var ikke involveret i den senere beslutning om at ansætte Lars Bjerregaard Jensen i stedet for at have ham tilknyttet som konsulent.
Foreholdt Eric Christensens spørgsmål om Kommunernes Lønningsnævn på økonomiudvalgsmødet 2. marts 1993[373] forklarede vidnet, at det ikke siger ham noget i dag, men han læste dengang udskrifterne fra byrådsmøderne.
Vidnet kender ikke noget konkret til, i hvilket omfang Lars Bjerregaard Jensen deltog i socialudvalgets møder.”
Vidnet Jørgen Larsen, socialchef og administrerende direktør, har forklaret:[374]
”Konsulentaftalen med Lars Bjerregaard Jensen blev lavet midt i 1980’erne, men blev senere ændret til fastansættelse. Borgmesteren gik ikke målrettet efter konsulentansættelserne. Palle Mikkelsens ansættelse kendte vidnet godt. Ansættelsesformen skyldtes, at Palle Mikkelsen havde egen virksomhed. Palle Mikkelsen havde enkelte ansvarsområder i starten, senere blev han økonomidirektør. Det var det samme med Martin Viths konsulentaftale, der blev ændret til fastansættelse.[375] Vidnet har kendskab til, at man på teknisk område, hvor kommunen ikke havde volumen til at fastansætte folk til opgaverne, valgte at trække på konsulenter, der havde særlig kompetence (spidskompetencer), f.eks. biologer. Benyttelse af konsulenter skulle give større faglighed og bedre økonomi. Det var Leif Frimand Jensen, der stod for aftalen med Rambøll om konsulentarbejde på det tekniske område. I startfasen var vidnet med til nogle møder med Rambøll. Senere viste det sig, at man brugte mange konsulenttimer på området.”
Vidnet Per Rohde Soelberg, KL, har forklaret:[376]
”Foreholdt notat af 28. august 1992 fra Kommunernes Landsforening[377] sammenholdt med brev af 28. juli 1992 fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd[378] forklarede vidnet, at det er en af hans medarbejdere, der har skrevet notatet, og han har godkendt det som chef. Vidnet vil ikke udelukke, at han gjorde sig overvejelser om, hvorvidt det kunne betragtes som en form for omgåelse af de kommunale lønregler, men det erindrer han ikke i dag. Det er ikke KL’s opgave at føre tilsyn, men det var ikke usædvanligt, at man kontaktede en kommune, hvis man blev opmærksom på usædvanlige forhold. Vidnet husker ikke nærmere sagens opkomst, og husker heller ikke om den pågældende medarbejder dengang kontaktede kommunen og bad om en forklaring. Hans Otto Jørgensen var vidnets kollega og også kontorchef i KL.
Foreholdt brev af 6. april 1993 fra vidnet til udvalgsformand Søren Andersen[379] forklarede vidnet, at så vidt som han nu husker det, så var det Søren Andersen, der henvendte sig, fordi han havde fået en henvendelse fra en person på en konference, vist fra en politiker. Der var nogen, der sagde, at det var en mærkelig konstruktion, særligt omkring lønningen. På det tidspunkt skulle alle direktørstillingerne besættes på tjenestemandsvilkår, og derved lå det implicit i formuleringen, at opslag skulle ske. Vidnet er enig i, at det følger af god forvaltningsskik, at alle stillinger opslås, idet man jo ikke på forhånd kan vide, om en ansættelse ender med at ske på overenskomst- eller tjenestemandsvilkår. Men uanset dette, så skrev de jo indirekte, at opslag var påkrævet, idet direktørstillinger dengang skulle besættes på tjenestemandsvilkår.”
Vidnet Peter Brixtofte har forklaret:[380]
”Adspurgt om ansættelse af personale på rådhuset, konto 6, forklarede vidnet, at der som en selvfølge ikke kunne ansættes personale under konto 6 uden borgmesterens tilladelse. Planen var at nedbringe personalet, og vidnet tog sin opgave alvorligt. Nogle gange har vidnet også været med til at vælge mellem flere ansøgere. Han har herunder i nogle tilfælde været med til at begå fejl ved at ansætte de forkerte medarbejdere.
…Lars Bjerregaard Jensen var, før han kom til Farum, leder af job-patruljen i Allerød og havde stor succes. Farum Kommune havde store udgifter til langtidsledige og kontanthjælpsmodtagere. Vidnet fik Lars Bjerregaard Jensen til Farum. Lars Bjerregaard Jensen blev ansat på konsulentvilkår i Farum Kommune, for at han kunne få en højere løn end den, han kunne få som kommunalt ansat, og alligevel fik han for lidt set i forhold til, at han sparede staten og Farum Kommune for hver 50 mio. kr. om året eller i alt 100 mio. kr. om året. Vidnet mener godt, at man kunne se bort fra krav fra bl.a. Kommunernes Lønningsnævn vedrørende størrelsen af lønninger.[381] Lars Bjerregaard Jensen var fabelagtigt dygtig, og vidnet var ikke leder af et bureaukrati.
…”
Vidnet Peter Brixtofte har yderligere forklaret:[382]
”Adspurgt om Lars Bjerregaard Jensen’ honorering, herunder om Lars Bjerregaard Jensen havde et firma, som arbejdede for Produktionshuset, forklarede vidnet, at Lars Bjerregaard Jensen var speciel og han ikke passede ind i en kommune. De lavede en konsulentordning alene for at sikre, at Lars Bjerregaard Jensen fik en ordentlig løn, og reelt burde han have haft meget mere i løn. Adspurgt om kommunens benyttelse af lignende konsulentløsninger forklarede vidnet, at kommunen var meget åben omkring i visse tilfælde at lave konsulentaftaler i stedet for fastansættelse i kommunen. Palle Mikkelsen blev ansat på samme måde.”
I Tôrun Ellingsgaards og Jaku-Lina Elbøl Nielsens bog ”Brixtofte - Spillet om magten” (2002) hedder det side 153 under omtale af sale-and-lease-back modellen mv.:[383]
“Tanken var født, og Brixtofte ansatte i februar [1998] en ny økonomichef, som skulle føre den ud i livet og planlægge moderniseringer inklusive sale and lease back-modellen og udliciteringer i kommunen. Det var den tidligere chef for Amternes og Kommunernes Forskningsinstitut, Palle Mikkelsen, som på det tidspunkt var leder af Institut for Offentlig økonomi og Udvikling, der fik opgaven. Farum Kommune blev hermed den første kommune i landet, der hyrede en privat rådgiver til at tage sig af kommunens overordnede økonomiske planlægning.
I den forbindelse udtalte Brixtofte sig til Berlingske Tidende: “Om fire år skal Farum være landets bedste kommune - gældfri og med den laveste skatteprocent. Jeg er klar over, at det kan lyde som pral, men man skal have lov til at sætte sig nogle mål. Vores økonomi er så overbevisende gennemanalyseret, at jeg godt tør sige: Sådan bliver det.” Samtidig sendte han en hilsen til sine egne embedsmænd på rådhuset ved sige: “Vi ønsker at lade de dygtigste private firmaer konkurrere om arbejdsopgaver for os. Vi kunne godt fortsætte med at ansætte højtuddannede eksperter, men erfaringsmæssigt ved vi, at hver gang det virkelig tæller, er vi alligevel nødt til at købe konsulentbistand.”
I løbet af året arbejdede Palle Mikkelsen og Brixtofte tæt sammen om at udvikle sale and lease back-modellen til salget af kommunens bygninger.”
I en organisationsoversigt af 9. marts 1998 hedder det om Palle Mikkelsen:[384]
”Økonomiområdet
Økonomichef Palle Mikkelsen.
Der er oprettet en Økonomifunktion. Denne funktion har til opgave at tilrettelægge, styre og koordinere alle kommunens økonomiske funktioner.Under området vil bl.a. blive henlagt:
- Skat
- Incasso
- Fællesområdet
- Likviditetsstyringen”
Under medarbejdere anføres: [385]
”Økonomidirektør Palle Mikkelsen
Viceøkonomidirektør Thue Mylin
Likviditetschef/daglig koordinator Birgit Pedersen
Hans Jørgen Brink”
Palle Mikkelsen var formentlig som konsulent fast tilknyttet kommunen vedrørende funktionen som økonomidirektør fra januar 1998 til august 1999. Der er ikke fundet nogen skriftlig konsulentaftale, og Palle Mikkelsen har herom for kommissionen forklaret, at han ikke mener, at der blev indgået en skriftlig kontrakt. Selv mener Palle Mikkelsen efter samme forklaring, at starten må være marts eller april 1998, men Palle Mikkelsens navn optræder i indkaldelse til direktionsmøde af 28. januar 1998.[386] Palle Mikkelsen har forklaret, at han stoppede kort efter Martin Vith tiltrådte. Martin Vith har forklaret, at han blev ansat som økonomikonsulent i Farum Kommune den 15. juni 1999 og udnævnt til budgetchef den 1. august 1999. Vidnet efterfulgte i august 1999 Palle Mikkelsen.
Som led i denne konsulentaftale eller ved selvstændig aftale deltog Palle Mikkelsen den 11. maj 1999 i ”Lukket økonomiudvalgsmøde/Byrådsmøde-budgetkonference” på Kollekolle. Palle Mikkelsen havde to indlæg ”kl. 9.00 - 9.30 Opfølgning på 62-punkts Handlingsplanen, Igangsat/gennemført” og ”9.30 - 9.45 Den samfundsøkonomiske udvikling”, der blev efterfulgt af ”9.45 - 10.00 Status - kommunens økonomi nu, nærmeste fremtid og 25 år frem v/Peter Brixtofte”.[387]
Palle Mikkelsen har forud for tilknytningen som økonomidirektør bistået Farum Kommune med bl.a. Bertelsmann-samarbejdet, jf. bind 11, kapitel 16.
Vidnet Palle Mikkelsen har forklaret:[388]
”Vidnet forklarede om sine personlige forhold, at han er cand. polit. Han har blandt andet været ansat i Økonomiministeriet, Finansministeriet og i Skatteministeriet. I 1992 forlod han sammen med en anden medarbejder Amternes og Kommunernes Forskningsinstitut (AKF) og dannede et ”Institut for Offentlig Økonomi og Udvikling”. Instituttets virksomhed kan sammenlignes med den virksomhed som både AKF og Socialforskningsinstituttet udfører. Instituttet beskæftiger sig navnlig med enkeltstående analyser for amter, kommuner, styrelser, men har også opgaver for private virksomheder.
En af instituttets første opgaver i 1993 var for Farum Kommune. Farum Kommune var nomineret af Bertelsmann Fonden som en af de 10 bedste kommuner i verden. Begrundelsen var, at kommunen havde gennemgået en interessant ”turnaround” og var gået fra en økonomisk og politisk dårlig situation i 1970’erne til nu at have en god situation økonomisk og ledelsesmæssigt. Det var daværende kommunaldirektør John Frederiksen, som henvendte sig til Institut for Offentlig Økonomi og Udvikling og spurgte om hjælp. Instituttet blev bedt om hjælp til et oplæg om Farum Kommunes kvalifikationer. Som nomineret skulle kommunen på engelsk skrive om, hvorfor kommunen var så god, herunder hvordan man havde vendt en dårlig udvikling, og beskrive kommunen i dag også i forhold til kommuner i andre lande. Instituttet har også haft andre opgaver for Farum Kommune og har blandt andet udført demografiske analyser af ældreområdet og analyse af grundskolen. Det var typiske ad hoc opgaver i instituttet.
Vidnet sagde først nej til Peter Brixtofte og Leif Frimand Jensen, da de spurgte, om han ikke ville ansættes i kommunen. De fandt så en anden løsning, der gik ud på, at vidnet som en opgave for instituttet skulle ”fungere som økonomichef” for kommunen. Han fungerede som økonomichef i ca. 1½ år. Han var således ikke ansat. Han mener ikke, at der blev indgået en skriftlig kontrakt. Aftalen indebar, at han fik et kontor og en medhjælper på rådhuset. Han ville ikke opgive alle andre opgaver, så hans funktion for kommunen svarede ikke til en 100 % arbejdsindsats, det vil sige, han var der ikke fuld tid. Der var ikke en egentlig nedskrevet beskrivelse af hans arbejdsopgaver, men det ”lå i kortene”, at han skulle løse de opgaver, der normalt blev varetaget af økonomichefen, herunder udarbejdelse af regnskaber og budgetter, klargøring af materiale til økonomiudvalg og i det hele taget sørge for, at tingene omkring disse områder fungerede. Der var ingen aftale om vidnets tidsforbrug, men en aftale om et fast beløb om måneden som betaling til vidnet. Det var en fleksibel aftale. Vidnet var næsten dagligt i kommunen, men ikke hele dagen. Vidnet havde fra start en økonomichefs funktioner. Han husker ikke, hvornår han startede i kommunen. …[389] Vidnet arbejdede sammen med Hans Jørgen Brink, som sad i teknisk forvaltning, på samme måde som han arbejdede sammen med de andre budgetansvarlige i de andre forvaltninger, institutioner og eksempelvis musikskolen. … Der var en del budgetansvarlige, omkring 25 personer, der hver havde sit område, da administrationen var meget decentral. Birgit Pedersen var vidnets medhjælper og højre hånd.
Vidnet forklarede om baggrunden for, at han stoppede i kommunen, at han selv gerne ville slutte igen. Han var ikke så interesseret i det administrative arbejde. Peter Brixtofte havde en idé om, at der skulle være et økonomisk/politisk sekretariat, og borgmesteren hentede Vith ind som økonom fra vist nok Venstres sekretariat i Folketinget. Herefter stoppede vidnet forholdsvis kort tid efter.
…Vidnets ”chef” var Peter Brixtofte. I den første periode, vidnet arbejdede for kommunen på denne måde, oprettede Peter Brixtofte en direktion bestående af blandt andet vidnet. Det løb gradvis ud i sandet og kom aldrig til at fungere, da cheferne i direktionen aldrig havde tid til at kunne mødes samlet. Herefter kørte det mere ”face to face” eller ad hoc, således at borgmesteren talte med den chef, der havde noget aktuelt. Vidnet drøftede på denne måde eksempelvis den økonomiske gennemførelse af salget af rensningsanlægget og gennemgik de indkomne tilbud.
Vidnet Hans Jørgen Brink, økonomidirektør, har forklaret:[390]
”Med hensyn til Palle Mikkelsen forklarede vidnet, at Palle Mikkelsen i starten varetog opgaver for kommunen i forbindelse med Bertelsmann Fonden. Frem til 1. oktober 1998 udførte Palle Mikkelsen kun specialopgaver. Oplyst om, at økonomiudvalget allerede i januar 1998 havde besluttet, at Palle Mikkelsen skulle varetage økonomicheffunktionen, fastholdt vidnet, at det var ham, der var økonomichef frem til oktober 1998, hvorefter Palle Mikkelsen overtog denne opgave.”
Vidnet Martin Vith, økonomidirektør, har forklaret:[391]
”Vidnet efterfulgte i august 1999 Palle Mikkelsen. Da vidnet tiltrådte, var der en meget decentral struktur med en lille økonomiafdeling. Der var i starten kun vidnet selv og en økonomikonsulent - en controller. Vidnet mente, at økonomiafdelingen var for lille, og han ønskede flere folk ansat. Der var for mange projekter i gang, og det gik hurtigt.”
Vidnet Per Edrén, byrådsmedlem (C), har forklaret:[392]
”Adspurgt om hvem der holdt indlæg på byrådskonferencen 30. januar 1998, forklarede vidnet, at det var svært at adskille konferencerne fra hinanden, men han husker, at Palle Mikkelsen deltog i 2-3 byrådskonferencer, hvor temaet var økonomi. Palle Mikkelsen havde en særstatus, han var meget klog og dygtig til økonomi. Efterfølgende blev han ansat som konsulent og indtrådte som en slags økonomichef i kommunen.”
Vidnet Peter Brixtofte har forklaret:[393]
”Palle Mikkelsen var også ansat på konsulentvilkår. Det skete blandt andet af hensyn til muligheden for at give en højere aflønning, men Palle Mikkelsen havde også sit eget firma ved siden af, og han passede ikke til at sidde fast på et rådhus. Konsulentaftalen holdt bare ikke så længe. Palle Mikkelsen vidste alt om Danmarks kommuner og var bl.a. med til at lave kommunalreformen i 1970. Palle Mikkelsen og Jens Erik Stenstrup var med til budgetkonferencer i Farum Kommune, og ind imellem mødte de også i Farum Kommune for at fortælle om økonomien i forskellige projekter.”
Vidnet Peter Brixtofte har videre forklaret:[394]
”Advokat Valentiner-Branth foreholdt vidnet Palle Mikkelsens forklaring[395] ”Der var ikke en egentlig nedskrevet beskrivelse af hans arbejdsopgaver, men det ”lå i kortene”, at han for kommunen skulle løse de opgaver, der normalt blev varetaget af økonomichefen…” og at de opgaver, Palle Mikkelsen hidtil havde udført for kommunen i Institut for Offentlig Økonomi og Udvikling, typisk var ”ad hoc opgaver”. Vidnet var enig i Palle Mikkelsens beskrivelse af sit jobs indhold som økonomichef. Vidnet har ikke haft noget med at gøre, hvad der blev skrevet ned om opgaven. Palle Mikkelsen var en ret kompetent herre. Vidnet bekræfter Palle Mikkelsens forklaring[396], hvorefter den decentrale opbygning med 20-25 budgetansvarlige allerede var således, da Palle Mikkelsen startede i økonomicheffunktionen.”
Farum Kommune indgik konsulentaftale med Clemmens ApS (senere A/S) om en designmanual. Arbejdet blev udført af Klaus Mildahl Clemmens.
Byrådet vedtog den 8. december 1998 under punktet ”Farum i det næste årtusinde” bl.a., at der blev afsat ½ mio. kr. til, at Clemmens Skilte og Reklame kunne udarbejde forslag med design og skilte i samarbejde med arkitekt Hans Tyge Petersen og ingeniørfirmaet Carl Bro. Der skulle ifølge sagsfremstillingen bl.a. laves ”ny grafisk identitet” som led i planer om ”forslag og tiltag der forskønner og udvikler byen i takt med de krav en moderne kommune skal leve op til, og som med rette kan forventes af dens borgere.”[397]
Michael Elbæk udarbejdede notat af 8. januar 2002 til Lars Bjerregaard Jensen:[398]
”Ifølge aftale kommer her et mindre notat om kommunens brug af konsulenter med speciel fokus på Ib Andersen[399] og Klaus Mildahl. Dette notat bør behandles fortroligt
Klaus Mildahl: Klaus er tilknyttet kommunen som konsulent. Han sender en regning hver måned forud på kr. 18.750,00 inkl. moms for konsulentbistand. Umiddelbart er der ikke mange der kender til denne aftale, der stammer tilbage fra ca. medio 1999. Ifølge Carsten Pedersen, Farum Boldklub, blev Klaus ansat for at hjælpe i organisationen i Farum Boldklub med servicering af sponsorer, kampprogrammer, skilte til stadion og lignende. Han skulle “oplære” Jan Laursen, der var helt ny på det tidspunkt. Bliver stadig af og til brugt af Farum Boldklub. I kommunen bliver han brugt i forbindelse med udgivelserne af alle vores farvestrålende kataloger, brochurer, pjecer, gadeskiltning og udarbejdelse af reklameskilte i Farum Park og Farum Arena samt diverse små ad hoc opgaver. Alt dette er det mit indtryk at vi dog også bliver faktureret for. Som det fremgår af vedlagte udskrifter købte vi i 2001 for kr. 5,1 mio. - heraf er en meget stor del vedr. gadeskiltning, som fremgår af kopierne bagerst - og 4,4 mio. inkl. moms i 2000 hos Clemmens. Trods stor ihærdighed er det ikke lykkes at finde en kontrakt eller ansættelsespapir i øvrigt på Klaus Mildahl.
Øvrige forhold: Som netop nævnt hjælper han stadig lidt til i Farum Boldklub, men ikke nok til at det er kr. 15.000 + moms værd i måneden.
Nok så vigtigt er det dog at han som sponsor i klubben i årene 1999, 2000 og 2001 har lagt kr. 150.000 hvert af årene. Fra boldklubbens side er man i gang netop i denne periode at forhandle med Clemmens om de fortsat skal være sponsor og med hvor meget. Det skal derfor nøje overvejes om kommunen ønsker at ændre Klaus’ ansættelsesvilkår netop nu i forhandlingsforløbet. Det er selvfølgelig det mest reelle at gøre det nu, såfremt det bliver konklusionen, da det ikke virker særlig smart udadtil at droppe hans konsulentaftale i det øjeblik han eventuelt ikke mere er sponsor i klubben.
Mit forslag: Da vi ikke er i besiddelse af en kontrakt bør vi indkalde Klaus Mildahl til et møde hurtigst muligt. Her vil vi foreligge ham situationen og opsige ham med en for begge parter passende opsigelsesperiode, fx 3 måneder. Man kan mellem linierne gøre ham opmærksom på, at vi de sidste 2 år har købt for knap 10 mio. inkl. moms hos Clemmens og vi ser i øvrigt gerne i den forbindelse at han fortsætter som sponsor for klubben. Besluttes det at fortsætte samarbejdet vil det være en fordel for begge parter at få udarbejdet en kontrakt med en jobbeskrivelse samt opsigelsesvilkår.
…”
I Michael Elbæks efterfølgende notat af 10. januar 2002 til Lars Bjerregaard Jensen hedder det:[400]
”…
Jeg har i dag omkring kl. 13.30 talt med Klaus Mildahl på hans mobiltelefon. Jeg fortalte meget kort at vi i kommunen er ved at gennemgå alle områderne - herunder også vores konsulentansatte. Inden jeg kom længere gav han udtryk for, at en afbrydelse af samarbejdet absolut er muligt. Han sagde at han havde overvejet et møde med Jørgen Larsen vedrørende dette. Jeg svarede at dette møde burde han i stedet tage med dig og så kunne I i fællesskab vurdere mulighederne og vilkårene for et eventuelt fremtidigt samarbejde.Han oplyste at han havde et stykke papir - en kontrakt - som han havde lavet med Leif, men han lød ellers meget samarbejdsvillig også med hensyn til at løse ham fra sin ansættelse.
For at få det bedst mulige grundlag til at vurdere vores forventede udgifter i 2002 på designområdet bad jeg Klaus lave en oversigt (vedlagt) og det har han så gjort - en ganske god én endda.
En kort gennemgang af Klaus Mildahls oversigt:
Konsulentaftale: Burde kunne opsiges meget hurtigt.
Gadenavneskilte: Vi mangler at betale ca. kr. 900.000 ved levering. Dette er bekræftet af Erik Frandsen.
Designmanual: Mangler at betale ca. kr. 225.000 i 2002. Projektet iværksat af Sidse.
Designopgaver ekstra: I alt næsten kr. 300.000. Iværksat af Sidse.
Pileskilte: Ikke med på oversigten. Erik Frandsen forventer at skulle bruge omkring kr. 300.000 til pileskilte (vejskilte).
Derudover kommer så alt det løse med løbende brochurer, pjecer, skilte mv.
Du nævnte et beløb på kr. 4 mio. til mig, jeg kan umiddelbart heldigvis kun få det til omkring kr. 1,725 mio. (900.000+225.000+300.000+300.000) + altså det løse.
Der kommer udgifter til blandt andet opsætning af alle disse skilte, som ikke er med i oversigten. Ifølge Hans Jørgen Brink blev der i 1999 afsat 6,5 mio. til skilte, grafisk design mv. og det fremgår af vedlagte kontoudskrift af denne konto at vi indtil nu i alt har brugt kr. 4,46 mio. Der er altså ca. kr. 2 mio. tilbage på budgettet og med forventede omkostninger på kr. 1,725 mio. og eventuelt omkostninger til opsætningen er budgettet brugt.
…”
Kommissionen har afhørt Klaus Mildahl Clemmens om følgende fakturaer udstedt af Clemmens A/S til kommunen:
Faktura 7038 af 7. oktober 1999 til Farum Kommune, Att.: Leif Frimann med tekst: ” Ver. Pressemøde Farum Park. Honorar for Poul Erik Andersson. Udarbejdelse af indkaldelse til pressemøde, møder, e-mail og telefon kontakt til sportsredaktioner 11 stk. Forberedelse og pressemøde i Farum d. 23.9.99.”[401]
Faktura 7426 af 30. december 1999 til Farum Kommune, Att.: Hr. Marcussen med tekst: ”Vedr. Farum Park Indpakning af Køleskab og Bar. 1+2 Sal. Bestilt af Ark. Gert Andersen. Udf. d. 16-10+ 14-12/99” på 15.350 kr.[402]
Faktura 7817 af 18. april 2000 til Farum Kommune, Att.: Jørn Frederiksen med tekst: ”6 Sæt Udprint af Kamptider til midlertidige henvisningsskilte” på 14.400 kr.[403]
Faktura 8252 af 17. august 2000 til Farum Kommune, Att.: Marianne Bolvig/Kulturhuset med tekst: ”Vedr. Musikfestival. 10 timer konsulentbistand, skitser og oplæg” på 5.500 kr.[404]
Faktura 8305 af 24. august 2000 til Farum Kommune, Att.: Lis Johannesen med tekst: ”1 helsides annonce, vedrørende Kamp Program 11-08-2000 for annoncerings sæson 2000 / 2001” på 24.000 kr.[405]
Faktura 8352 af 14. september 2000 til Farum Kommune, Att.: Jørn Frederiksen med tekst: ”6 sæt kamptider til henvisningsskilte.” på 14.400 kr.[406]
Faktura 8543 af 30. oktober 2000 til Farum Kommune, Att.: Erik Frandsen med tekst: ”Plakater med vejskiltehenvisninger til åbent hus. Best. af Farum boldklub d. 19.10 ekspres lev. d. 20.10.2000.” på 2.500 kr.[407]
Faktura 8621 af 8. november 2000 til Farum Kommune, Att.: Leif Frimand Jensen med tekst: ”Registrerings bilag til adv. på Farum Arena og Restaurant Sepp” på 560 kr.[408]
Vidnet Klaus Mildahl Clemmens har forklaret:[409]
”Foreholdt udskrift af byrådsprotokol den 8. december 1998[410] forklarede vidnet, at han lavede logo og oplæg. Herefter præsenterede han oplægget på byrådsmødet. Det var det samme, som han nu laver for andre kommuner. Han var og er en del af lokalområdet, da han bor i Farum. Han var tilknyttet fodboldklubben og mødte der en masse mennesker. Det var vidnet, der henvendte sig til Farum Kommune. … Generelt lavede han grafisk materiale til Farum Kommune, fx brochurer til teknisk forvaltning. Logomæssigt var kommunen lidt nedslidt. Vidnet kendte alle politikerne i Farum, og det er måden, man driver forretning på; man undersøger både politisk og administrativt dem, man skal handle med. Beløbet på ca. ½ mio. kr. dækker selve udførelsen af grunddesignet i form af en design-manual.
Der var mange opgaver som konsulent for Farum Kommune. Man valgte en model med et fast rådighedsbeløb til omkring 10.000-15.000 kr. hver måned i en periode på 6-7 måneder som et alternativ til en model med fakturering på timebasis. Det er meget almindeligt. Clemmens ApS blev herefter antaget på konsulentvilkår og med vidnet som konsulent. Han var således ikke ansat af kommunen personligt. Det var selskabet, der fik et fast rådighedsbeløb hver måned i en periode på 6-7 måneder. Det var den periode, hvor de forskellige design blev implementeret.
Vidnet fik til opgave at lave en designmanual. Designprocessen var fx at designe hjemmeside, skilte, byvåbens farver, skrifttyper og så videre. Når sagen var færdig, skulle det hele implementeres. Han stod til rådighed i 24 timer i døgnet for at sikre implementeringsprocessen. Det kan tage op til 3 år at få løst en implementering. Vidnet skulle - som konsulent - sørge for at skiltene kom op eller blev sat op til tiden. Skiltene blev enten produceret ude i byen eller af medarbejdere i Clemmens ApS/A/S.
Foreholdt Michael Elbæks notater af 8. og 10. januar 2002[411] forklarede vidnet, at de startede med implementeringen i begyndelsen af 2000 måske slutningen af 1999, og han erindrer ikke, om de stadig skulle være i gang 2 år senere.
Det var ikke en del af opgaven at levere til Farum Boldklub. Vidnet er sponsor og er kommet meget i boldklubben, og han havde kontor der. Han lavede mange ting for boldklubben, og han sendte regningerne dertil, når opgaverne var løst. … Der er ikke nogen sammenhæng mellem hans opgaver for Farum Kommune og Farum Boldklub. Nogle af regningerne blev sendt til kommunen, men det var for byggerierne, som også var kommunens.
Det er korrekt, at der ikke i kommunen kan findes ansættelsespapirer, da han som nævnt ikke var ansat. Clemmens ApS/A/S har altid skrevet en faktura og har fået konsulenthonorar for generel rådgivning omkring design og lignende, mens selve produktionen faktureredes separat. Der blev produceret 700 gadeskilte for 2½ mil. kr., og det har kommune fået en regning på. I konsulentaftalen holdes produktionen udenfor. Salgschefen i Clemmens ApS/A/S får ordren, udfører ordren og skriver en regning.
Foreholdt faktura 8252 af 17. august 2000 vedrørende konsulentbistand til musikfestival[412] forklarede vidnet, at det var kulturhuset, som arrangerede musikfestival, og det er igen noget andet. Det var kulturhuset, der ringede til Clemmens ApS/A/S og bad dem lave denne separate opgave. Det var mange forskellige løse opgaver i kommunen. I 2002 mener vidnet ikke, at aftalen, som Elbæks notat omtaler, var gældende. Det kan godt være, at Clemmens ApS/A/S i flere år fik 15.000 kr., fordi det tager dage/uger at implementere nye gadeskilte. Vidnet husker ikke, om det er 2 år eller 1½ år, men man kan se det på fakturaen. Det var ikke kun det grafiske design. Det tog fx 6 måneder at lave den grafiske del af hjemmesiden.
Inden for skiltning var opdragsgiveren Erik Frandsen i teknisk afdeling. Omkring grafiske opgaver var det ofte Marianne Bolvig. Leif Frimand Jensen og Peter Brixtofte varetog det overordnede, og vidnet har holdt nogle møder med dem, men i den daglige drift var man i kontakt med de enkelte afdelinger. Man var meget opgaveorienteret, og vidnet var til rådighed i 24 timer i døgnet også frem til 2002. Der var ingen, der lagde mærke til, om han var der 20 eller 50 timer. Han boede i kommunen. Han syntes, at opgaven var spændende, og det var hans hjertebarn. Derfor har han deltaget i næsten alle opgaverne. Vidnet mener, at han har leveret det, han skulle, og mere til. Faktisk var han nok ikke gået konkurs, hvis ikke han havde lagt så stor en arbejdsindsats i Farum Kommune.
Foreholdt faktura 8305 af 24. august 2000[413] forklarede vidnet, at det sikkert var en faktura på indrykning af annonce i et kampprogram vedrørende fodbold. Farum Kommune indrykkede tillige annoncen i Farum Avis. Foreholdt faktura 7038 af 7. oktober 1999[414] og adspurgt hvorfor Clemmens ApS/A/S honorerede Poul Erik Andersson for pressemøde i Farum Park, forklarede vidnet, at det var fordi Poul Erik Andersson var antaget hos Clemmens ApS/A/S og var presseansvarlig og stod for hele arrangementet, og derfor fakturerede man honoraret videre til kommunen. Selvom der stod vidnets navn på fakturaen, så kunne det godt være en medarbejder fra Clemmens ApS/A/S der havde modtaget og udført ordren. Hvis en fra kommunen bestilte noget til boldklubben, så var det ok, men hvis der stod boldklubben, kunne det godt være til Farum Park. Foreholdt faktura 7426 af 30. december 1999 forklarede vidnet, at han ikke ved, hvad indpakning af køleskab er. Foreholdt faktura 8543 af 30. oktober 2000[415] ”plakater med vejskiltehenvisninger til åbent hus” forklarede vidnet, at det typisk kunne være plakater til omdirigering af trafikken. Det kan godt være det var en fra Farum Park, der ringede og bestilte vejskiltene. Det var Erik Frandsen, der skulle godkende. Ad[416] ”registrerings bilag til advokat…” forklarede vidnet, at det var Clemmens ApS/A/S som stod for indretning af restaurant Sepp og måske videreforsendelsen af bevillingspapirer. Forespurgt hvad bevillingspapir var, forklarede vidnet, at det kunne være udfyldning af papirer til myndigheder. Foreholdt faktura 7817 af 18. april 2000 og faktura 8352 af 14. september 2000[417] forklarede vidnet, at det er rigtigt, at ”6 sæt udprint af kamptider” må være til boldklubben. Han ved ikke hvorfor, den er sendt til og betalt af kommunen. Clemmens ApS/A/S har sendt regninger til boldklubben, masser af regninger.
Foreholdt sponsorfortegnelse[418] forklarede vidnet, at Clemmens ApS/A/S er sponsor for Farum Boldklub. Kontrakten bliver fornyet og forlænget hvert år. Vidnet satte sponsoratet ned på et tidspunkt. Sponsoratet før 1999 var ca. 25.000 kr. Det betød meget for Clemmens ApS/A/S at være sponsor. Clemmens ApS/A/S gav generelt store sponsorater, hver gang de fik en opgave i en kommune. De gav sponsorater fx til Rødovre, Gladsaxe og andre kommuner. Det er vigtigt at vise sig. Kommunerne stillede ikke krav om, at Clemmens ApS/A/S skulle være sponsor for fodboldklubben for at få designopgaver. Den slags har vidnet aldrig hørt om.
…”
Vidnet Michael Elbæk, økonomimedarbejder, har forklaret:[419]
”Forehold vidnets notater af 8. og 10. januar 2002[420] forklarede vidnet, at han generelt talte rigtig godt sammen med Lars Bjerregaard Jensen, der var direktør i Produktionshuset. Lars Bjerregaard Jensen interesserede sig for kommunens benyttelse af konsulenter, formentlig fordi der var nogle skævheder og ting, der ikke var, som de burde være. Til brug for udarbejdelsen af notatet af 8. januar 2002 havde vidnet formentlig været kommunens økonomisystemer igennem vedrørende Klaus Mildahl. Vedrørende omtalen af Klaus Mildahls sponsorater bemærker vidnet, at der godt dengang kunne være et behov for at imødegå evt. antagelser om sammenhæng mellem det at få en kommunal opgave og så også at blive sponsor for Farum Boldklub. Der var fokus på en sådan mulig sammenhæng.”
Vidnet Ib Bolvig Hansen, direktør i Farum Boldklub A/S, har forklaret:[421]
”Foreholdt organisationsdiagram af 27. september 2000[422] forklarede vidnet, at han har lavet diagrammet. Det var hans store interesse at få styr på organisationen. Under ”konsulenter” forklarede vidnet, at Poul Erik Andersson bl.a. varetog klubbens kontakt til pressen og møder med sponsorer. Klaus Mildahl var reklamemand og stod for at sælge blandt andet bandereklamer. Vidnet ved ikke, om de var aflønnet af Farum Boldklub A/S, idet det var økonomidirektør Carsten Pedersen, der stod for lønningerne.”
Vidnet Jørgen Lindhardt, direktør i Farum Boldklub A/S, har forklaret:[423]
”Adspurgt vedrørende ”Konsulenter” forklarede vidnet, at Poul Erik Andersson hjalp med alt, hvad der hed pressemeddelelser, og fungerede også som kommentator ved kampene, og vidnet mener, at han sendte fakturaer til boldklubben. Klaus Mildahl havde et reklamebureau, som vidnet ikke havde så meget med at gøre. Det var mest i Ib Bolvigs tid. …”
Vidnet Peter Brixtofte har forklaret:[424]
”Foreholdt Michael Elbæks notater af 8. og 10. januar 2002 om brug af Ib Andersen og Klaus Mildahl som konsulenter[425] forklarede vidnet, at han havde den opfattelse, at der på konsulentområdet var et overforbrug i kommunen. Vidnet bestilte derfor en undersøgelse for at få set alle konsulentaftaler igennem, men han husker ikke, om han har set dette notat. De havde sparet 50 mio. kr. på at udlicitere driften,[426] men de skulle følge med i, at de regninger, kommunen fik, var korrekte, og at kommunens egen budgetopfølgning og regnskabsaflæggelse var god nok.
Adspurgt om det var vidnet, der havde antaget Klaus Mildahl som konsulent, forklarede vidnet, at det var byrådet, der havde vedtaget ansættelsen. Byrådet havde efter forelæggelse på en byrådskonference godkendt, at kommunen skulle have nye skilte og grafisk profil. Kommunens vejskilte var noget af det grimmeste, og Klaus Mildahl var meget optaget af nyt design. Det var et kæmpe projekt omkring kommunens grafiske profil. Adspurgt om Klaus Mildahl havde hjulpet Farum Boldklub A/S, forklarede vidnet, at det havde Klaus Mildahl også gjort. Klaus Mildahl havde et løbende projekt for kommunen, der ikke blev helt færdigt. Vidnet gik ud fra, at det var Lars Bjerregaard Jensen, der styrede det. Vidnet ved kun, hvad der blev vedtaget i byrådet.”
Med forbehold af byrådets godkendelse underskrev Peter Brixtofte den 11. marts 1996 følgende aftale med centerleder Ib Andersen:[427]
”Aftale mellem Farum Kommune og Ib Andersen, Reklame- og Marketing, (IA),
…1) IA påtager sig at forberede, tilrettelægge og gennemføre kulturelle arrangementer i Paltholm Centret m.v. efter aftale med koordinerende leder af Paltholmcenteret Zanne Jahn.
2) Honoraret udgør kr. 15.000 pr. mdr. (÷ moms) bagud fra og med 1. marts 1996. Kontrakten kan opsiges fra begge sider med 3 måneders varsel.
3) Aftalen løber foreløbigt for 2 år, idet der senest et halvt år før kontraktens udløb træffes aftale om en eventuel forlængelse.”
Michael Elbæk udarbejdede notat af 8. januar 2002 til Lars Bjerregaard Jensen:[428]
”Ib Andersen: Ib er tilknyttet Farum Kommune som konsulent. Han sender hver måned en faktura på kr. 10.000 + moms, bagud, for konsulentarbejde. Sandheden er nu nok at han ikke laver noget særligt for hverken kommunen eller boldklubben - også her har jeg talt med Carsten Pedersen. Han har tidligere været speaker i Farum Park, men er det ikke mere. Han hjælper til i kommunen ved festlige lejligheder, fx byfest, Ritter Classic og er konferencier ved diverse arrangementer. Heller ikke her er det lykkes at få fingrene i en kontrakt, men her skulle der faktisk efter sigende eksistere en!
Øvrige forhold: Ib er centerleder på Farum Bytorv og har så vidt jeg kan se gjort et godt stykke arbejde her med stadig stigende omsætningstal for centeret. Han har været der mange år og har vel sin del af Bytorvets succes på trods af en hård fødsel for centeret. Borgmesteren og kommunen i øvrigt nyder vel også godt af at det går godt for kommunens handlende og at borgerne i Farum har et godt lokalt indkøbscenter. Ib Andersen er desuden meget sportsinteresseret og færdes meget til byens sportsbegivenheder. Hvad der udover det tidligere tilhørsforhold til Farum Boldklub ellers er grunden til at Ib skal have et konsulenthonorar, ved jeg ikke.
Mit forslag: Da vi tilsyneladende heller ikke her er i stand til at finde en kontrakt vil jeg anbefale at afholde et møde med Ib Andersen og såfremt det er konklusionen, så her opsige samarbejdet med et for begge parter passende varsel, fx 3 måneder. Hvis samarbejdet skal fortsætte så skal der udarbejdes en jobbeskrivelse til Ib, så vi får noget for pengene og har noget at måle ham efter i begge parters interesse.”
I Michael Elbæks efterfølgende notat af 1. februar 2002 til Lars Bjerregaard Jensen hedder det:[429]
”Blot til orientering vedlægges Ib Andersens reaktion på opsigelsen fra Farum Kommune. Det er klart man kan blive skuffet når ens kontrakt bliver opsagt, men vi er i vores fulde ret til at gøre det jf. kontraktens stk. 2 sidste sætning.
De kopier som han har medsendt er næppe hele sandheden da honorarets størrelse - han har selv sendt månedlige fakturaer - de sidste par år har udgjort kr. 10.000 + moms og ikke som det står i aftalens stk. 2, kr. 15.000 + moms. Der må altså være foregået en ændring af aftalen, hvilket også det lille tillæg åbner mulighed for i andet afsnit.
Konklusion: Da vores opsigelse er skrevet den 25. januar 2002 og han sikkert rigtigt nok først har modtaget den 30. januar vil jeg anbefale at vi fortsat betaler Ib’s honorar på kr. 10.000 + moms til udgangen af april 2002 som han selv fastholder. Der er ingen grund til andet.”
Vidnet Ib Andersen har forklaret:[430]
”Vidnet forklarede om sine personlige forhold, at han er uddannet i tøjbranchen og siden hen i reklamebranchen. Han har arbejdet freelance med reklame og marketing for en række butikscentre og herunder for Farum Bytorv. Vidnet har været centerkonsulent på deltid til 2002 for Farum Bytorv Centerforeningen - der er en privat forening - som ledes af en bestyrelse med 5 bestyrelsesmedlemmer. Han har været ansat som konsulent i Farum Kommune fra 1996. Han gik på pension 18. april 2004.
Foreholdt konsulentaftale af 11. marts 1996[431] forklarede vidnet, at aftalen mellem Farum Kommune og vidnet den 29. oktober 1997 blev forlænget for en 5-årig periode frem til 1. marts 2003, og at de øvrige betingelser i aftalen løbende kunne tages op til forhandling af begge parter. Aftalen er underskrevet af Peter Brixtofte og Leif Frimand Jensen. Kopi blev udleveret til kommissionen. Den 1. januar 1999 gik vidnet på fuldtid i centeret, og hans månedlige honorar fra kommunen blev sat ned til 10.000 kr. + moms.
Vidnets opgaver for kommunen var bl.a. at forberede og tilrettelægge arrangementer i Kulturhuset, fx i forbindelse med lørdagscafe og udstillinger, samt jule- og musikarrangementer i Paltholmcenteret. Vidnet talte ikke meget med Peter Brixtofte og Leif Frimand Jensen om disse ting. Sideløbende havde han ad hoc opgaver som fx kunne være arrangementer i Kumbelhaven, byfesterne, Ritter Classic etc., hvilket mest skete i samarbejde med Leif Frimand Jensen, Peter Brixtofte og Kulturhuset. Det var et stort arbejde at arrangere byfest, senest i 1999. Vidnet har ikke været bestyrelsesmedlem i Farum Boldklub A/S og havde heller ikke arbejdsopgaver her, men han sad i bestyrelsen i Farum og Erhverv og derved havde han opgaver med at tilrettelægge de kommende arrangementer sammen med Gitte Rust, Peter Brixtofte, Poul Winckler, Jens Lindemann og senere Stilling Hansen.
Foreholdt notater fra januar og februar 2002 fra Michael Elbæk[432] forklarede vidnet, at han kendte Lars Bjerregaard Jensen, men han ved ikke, hvem Michael Elbæk var. Han var ikke en af dem, man hørte noget til på banen. Vidnet gik ned i løn, da han kun arbejdede 1/4 tid for Farum Kommune, men han mener, at han har ydet meget mere, end hvad lønnen svarer til. Han har bl.a. været speaker i Farum Park og har underholdt publikum i forbindelse med arrangementer etc. …”[433]
For så vidt angår Michael Elbæks forklaring herom henvises til afsnit 7.5.4.2. vedrørende Klaus Mildahl Clemmensen. [434]
Vidnet Peter Brixtofte har forklaret:[435]
”Adspurgt om Ib Andersens konsulentopgave forklarede vidnet, at han ikke husker, om det var ham, der antog Ib Andersen som konsulent, og om det kom op i byrådet, men hans ansættelse var rimelig åbent kendt. Det var vidnet, der opsagde ham. Ib Andersen var centerleder i Farum Bytorv, og han havde været med til at lave arrangementer og byfester, og det havde han gjort godt. Kommunen fik noget for pengene.”
Farum Kommune indgik udateret konsulentaftale med Jens Glavind om tilknytning ”som udviklingskonsulent i perioden 1. januar 2002 - 30. juni 2002.”. Konsulentaftalens § 3 taler ikke om konsulentvederlag, men om aflønning: [436]
”§ 3 AFLØNNING
1. Jens Glavind aflønnes med i alt kr. 15.000 pr. måned. Den aftalte løn betales månedsvis bagud.”
Aftalen omtaler ikke f.eks. feriepenge, pension eller moms.
Jens Glavinds arbejdsopgaver og ansvarsområde fremgår af bilag til kontrakten.[437] Ved udførelse af arbejdsopgaverne refererer Jens Glavind direkte til Stefan Krüeger. Aftalen er underskrevet på kommunens vegne af Stefan Krüeger.
Bilaget har følgende indhold:[438]
”ARBEJDSOPGAVER- OG ANSVARSOMRÅDE:
Farum Svømmehal
Jens Glavind skal udarbejde en handlingsplan omkring mulighederne for at skabe et privat svømmecenter med henblik på kommunale besparelser. I den forbindelse skal Jens Glavind undersøge følgende områder:
- Forenkling af driften.
- Sammenlægning af klubberne.
- Skabelsen af et professionelt team som overbygning på klubberne.
- Tæt samarbejde med TD elitecenter.
- Tæt samarbejde med Swim Mix.
- Skolesvømning forbedres og moderniseres
Kommunens idrætsambassadører
Jens Glavind skal videreudvikle konceptet omkring idrætsambassadører og være ansvarlig for følgende tiltag:
- Udarbejde en aktivitetsplan i samarbejde med idrætsambassadørerne.
- Arrangere idræts- og fritidsaktiviteter med idrætsambassadørerne i kommunens idrætsforeninger, skoler og SFO’er.
- Arrangere seminar/foredrag med idrætsambassadørerne for kommunens borger og andre interesserede.
3. Skole- og institutionsområdet
Jens Glavind skal i samarbejde med den kommunale sundhedstjeneste udvikle et idrætsprojekt i skoler og institutioner som omfatter følgende områder:
- Opprioritering af skoleidræt.
- Program for fysisk aktivitet i daginstitutionerne.
- Samarbejde med idrætsforeningerne.”
Den 22. april 2002 indstillede Stefan Krüeger til borgmester Peter Brixtofte og udvalgsformand Gitte Melchiorsen, ”at vi får Jens ansat i forvaltningen”. Det hedder videre:[439]
”Jeg foreslår at Jens aflønnes på følgende vilkår:
Fra den 1. juli 2002 - 31. december 2002: På samme vilkår som hidtil, dvs. kr. 15.000 pr. måned.
Fra den 1. januar 2003: Normal fuldtidsstilling med løn modsvarende hans kvalifikationer.”
Økonomiudvalget godkendte den 14. maj 2002 efter indstilling fra idræts- og fritidsudvalget at konsulentaftalen med Jens Glavind forlængedes og i 2003 udvidedes. Det hedder i sagsfremstillingen:[440]
”Udgiften til Jens Glavinds honorar, kr. 15.000 pr. måned, kan holdes indenfor budgettet til personale og konsulentbistand i indeværende år.
I 2003 ønskes aftalen udvidet, det vil sige at Jens Glavind vil udføre flere opgaver for Idræt og Fritid, Farum Kommune. Konsekvensen vil blive et øget honorar, som kan dækkes i kraft af at områdechef Thorvald Marcussen går på pension den 1. marts 2003.”
Der blev herefter indgået ny konsulentaftale dateret 29. juni 2002 for perioden 1. juli 2002 til 31. december 2002 og med et bilag om arbejdsopgaver og ansvarsområde, der svarede til bilaget til konsulentaftalen. Det hedder i aftalen bl.a.:[441]
”§ 3 AFLØNNING
1. Jens Glavind aflønnes i perioden 1. juli 2002 - 31. december 2002 med i alt kr. 15.000, - pr. måned. Den aftalte løn betales månedsvis bagud.
2. Jens Glavinds løn fra den 1. januar 2003 aftales mellem parterne senest den 15. august 2002.”
Aftalen omtaler ikke f.eks. feriepenge, pension eller moms.
Vidnet Jens Glavind har forklaret:[442]
”Foreholdt konsulentaftale af 29. juni 2002[443] forklarede vidnet, at det, der står i konsulentaftalen om hans opgaver, svarer til, hvad han faktisk udførte. Som udviklingskonsulent skulle han på blandt andet søge at aktivere børn og unge. Han eftersporede på skolerne de 5-8 %, der ikke dyrkede idræt, navnlig overvægtige børn. Specielt for Peter Brixtofte var det en stor udfordring at gøre skolerne attraktive via idræt. Vidnet udviklede et livsstilsprojekt.[444] Vidnet lavede før konsulentaftalen pr. 1. juli 2002 ad hoc opgaver for Stefan Krüeger blandt andet afvikling af idrætsambassadør-ordningen. Han var ledig efter stop i Dansk Svømmeforbund i oktober 2001. Vidnets kontrakt kunne forlænges, men det blev den ikke. Vidnet var i Farum Kommune i 5 måneder fra 1. juli til 1. december 2002. Farum Kommune var ikke så attraktivt et sted, som vidnet troede, derfor stoppede han i december 2002.”
…Forholdt notat af 13. marts 2002[445] forklarede vidnet, at han samarbejdede med Stefan Krüeger, men han var ikke ansat.”
Vidnet Stefan Krüeger, chef for idrætsområdet, har forklaret:[446]
”Adspurgt vedrørende brugen af konsulenter oplyste vidnet, at han kendte kommunens politik vedrørende brug af konsulenter. Han var selv konsulent.[447] Vidnet og idrætsambassadørerne havde en kontrakt med kommunen at henholde sig til. Der var 2-3 konsulenter på kontrakt. Vidnet kunne ikke indgå konsulentaftaler på egen hånd, og han har kun været involveret i indgåelsen af kontrakten med Jens Glavind.”
Den 22. september 2005 udtalte tilsynet sig om kommunens aftale med Stuer-Lauridsen Sportsmanagement ApS om konsulentbistand til idrætsarrangementer mv. Tilsynet havde rejst sagen på baggrund af en række fakturaer udskilt fra byggeregnskaberne med FIH som byggeregnskaberne uvedkommende.
Det hedder i tilsynets sagsfremstilling bl.a.:[448]
”Farum Byråd udtalte i brev af 13. november 2003 til Tilsynsrådet, at der alene forelå et oplæg til en aftale om konsulentbistand fra Lisbet Stuer-Lauridsen til Farum Kommune v/Leif Frimand Jensen. Det havde ikke været muligt at fremskaffe en underskrevet aftale eller oplysninger om, hvorvidt en sådan aftale faktisk var indgået.
Lisbet Stuer-Lauridsen Sportsmanagement ApS ydede blandt andet konsulentbistand i forbindelse med større idrætsarrangementer, herunder Danish Open i bordtennis og Realkredit Danmark Open i badminton. Det var formentlig tidligere borgmester Peter Brixtofte og tidligere ordførende direktør Leif Frimand Jensen, der entrerede med Stuer-Lauridsen Sportsmanagement ApS i de konkrete situationer. Det fremgik af hovedparten af udgiftsbilagene, at det var Leif Frimand Jensen, der havde godkendt disse.
I aftaleudkastet er anført følgende:
“Det, jeg fik indtryk af, jeg skulle være behjælpelig med, var at hjælpe med Farum hallens opbygning for at sikre, at hallen blev optimal for sportsudøvere, sponsorer og pressen. Derudover skal jeg være med til at finde på ideer til Ajax-Farum Håndbold og Værløse-Farum Basket, så det bliver så attraktivt som muligt at være tilskuer i Farum hallen i fremtiden.
Udover ovenstående vil Stuer-Lauridsen Sportsmanagement ApS forsøge at få store internationale sportsarrangementer eller landskampe til byen.
Ydermere, vil jeg være på kontoret i Farum hallen min. 10 timer om ugen, hvor jeg/vi vil varetage ovenstående.”
Tilsynet havde ved brev af 11. september 2003 spurgt til en række fakturaer, og kommunen svarede ved brev af 13. november 2003 bl.a.:[449]
”Fakturaerne vedrører bl.a. billetsalg ved Realkredit Danmark Open, billetsalg og billetnet, Farum Open, Danish Open samt Konsulentaftale for 1. oktober 1999 til 31. januar 2000 samt 30. september 2000 til 30. september 2001. Fakturaerne vedlægges som bilag.
Forvaltningen skal oplyse, at det ikke har været muligt at fremskaffe yderligere oplysninger vedrørende afholdelsen af disse udgifter. Udgifterne er afholdt i en periode, hvor Stuer-Lauridsen Sportsmanagernent ApS løste forskellige opgaver som konsulent for Farum Kommune i forbindelse med større idrætsarrangementer. Forvaltningen er ikke bekendt med, hvorfor enkelte fakturaer, der er stilet til Farum Boldklub A/S og Farum & Erhverv er betalt af Farum Kommune. På det foreliggende grundlag er det ikke muligt at udtale sig om, hvorvidt de afholdte udgifter kan være / har været afholdt i en lovlig kommunal interesse.
…Tilsynsrådet beder Farum Byråd redegøre for, hvad der er baggrunden for, at kommunen har udbetalt 37.500 kr. til Stuer-Lauridsen Sportsmanagement ApS i ni måneder, efter deres aftale med daværende idrætsambassadør Peter Rasmussen skulle være opsagt.
Forvaltningen skal oplyse, at Stuer-Lauridsen Sportsmanagement ApS som ovenfor nævnt har leveret forskellige konsulentydelser i forbindelse med større sportsarrangementer. Der foreligger - forvaltningen bekendt - ikke en aftale, hvoraf fremgår, at der er aftalt et bestemt konsulenthonorar til Stuer-Lauridsen Sportsmanagement ApS. Det har ikke været muligt at fremskaffe oplysninger om, hvad der er baggrunden for, at kommunens udbetaling af de 37.500 kr. i ni måneder. Forvaltningen er således ikke bekendt med om beløbet dækker over almindeligt konsulenthonorar til Stuer-Lauridsen Sportsmanagement ApS.”
Tilsynet udtalte den 22. september 2005:[450]
”Efter kommunalfuldmagtsreglerne kan en kommune lovligt yde støtte til sportsaktiviteter, ligesom en kommune lovligt kan yde støtte til større idrætsarrangementer med henblik på at reklamere for kommunen og med henblik på at give borgere mulighed for at overvære sportsligt underholdende arrangementer. Kommunen må dog ikke yde støtte til professionel sport.
Det må antages, at kommunen som led i disse aktiviteter lovligt kan købe ekstern konsulentbistand til at bistå med løsning af opgaver vedrørende de kommunalt støttede idrætsarrangementer. Det er imidlertid en forudsætning for, at en sådan konsulentaftale lovligt har kunnet indgås, at der foreligger en modydelse, som står i rimeligt forhold til de udbetalte beløb.
Efter en gennemgang af udkast til konsulentaftale, som Lisbet Stuer-Lauridsen den 31. maj 2000 har fremsendt til tidligere ordførende direktør Leif Frimand Jensen, er det således Tilsynets opfattelse, at Farum Kommune som udgangspunkt lovligt har kunnet indgå en konsulentaftale med Stuer-Lauridsen Sportmanagement ApS om bistand i forbindelse med indretningen af Farum Arena og i forbindelse med gennemførelsen af større sportsarrangementer.
I forhold til opgavebeskrivelsen i aftaleudkastet er det imidlertid ligeledes Tilsynets opfattelse, at kommunen ikke lovligt kan stille konsulentbistand vederlagsfrit til rådighed for Ajax-Farum Håndbold A/S og Værløse-Farum Basket A/S, da der herved er tale om støtte til erhvervsvirksomhed i form af professionel sport.
Tilsynet kan imidlertid ikke på det foreliggende grundlag udtale sig om, hvorvidt der i det konkrete tilfælde er ydet støtte til professionel sport, ligesom Tilsynet ikke kan udtale sig om, hvorvidt honoreringen i det konkrete tilfælde står i rimeligt forhold til de leverede konsulentydelser.
Tilsynet har på baggrund af sagens oplysninger konstateret, at aftalen ikke har været behandlet i byrådet, hvilket er i strid med styrelseslovens § 40, stk. 2, hvorefter bevillingsmyndigheden er hos kommunalbestyrelsen, og indtægter eller udgifter, som ikke er bevilget i forbindelse med vedtagelsen af årsbudgettet, ikke må iværksættes, før kommunalbestyrelsen har meddelt den fornødne bevilling.
Farum Kommune har overfor Tilsynet redegjort for, at aftalegrundlaget for kommunens engagement med Stuer-Lauridsen Sportsmanagement ApS er uafklaret, hvorfor det må anses for usikkert i hvilket omfang de beløb, der er udbetalt til Stuer-Lauridsen Sportsmanagement ApS, er afholdt i en lovlig kommunal interesse, og om beløbene står i rimeligt forhold til modydelserne. Det har ikke været muligt at få Stuer-Lauridsen Sportsmanagement ApS til at bidrage til sagens oplysning. Farum Kommune har derfor besluttet at henlægge sagen.
Tilsynet skal i den anledning udtale, at det følger af det kommunalretlige princip om forsvarlig økonomisk forvaltning, at kommunalbestyrelsen skal søge beløb, der er udbetalt med urette, tilbagebetalt.
Kommunen må således foretage en vurdering af, om udgiften er afholdt med lovligt kommunalt formål, og om den står i rimeligt forhold til modydelsen, og såfremt dette ikke er tilfældet, tage stilling til, hvorvidt beløbet skal tilbagesøges.
Det følger imidlertid ligeledes af princippet om forsvarlig økonomisk forvaltning, at kommunen ved sin vurdering af om et beløb, der er udbetalt med urette, skal søges tilbagebetalt, skal foretage en vurdering - eventuelt i samarbejde med kommunens advokat - af, om der er rimelig udsigt til at kunne gennemføre et sådant krav.
Det er Tilsynets opfattelse, at en kommune ikke kan undlade at forfølge et krav alene med henvisning til, at det ikke har været muligt at få modparten til at medvirke til sagens oplysning. I så fald må udsigten til at vinde en eventuel retssag vurderes ud fra de øvrige i sagen foreliggende omstændigheder.
Tilsynet finder imidlertid ikke grundlag for at udtale, at Farum Kommune ved ikke at forfølge sagen over for Stuer-Lauridsen Sportsmanagement ApS har handlet i strid med princippet om forsvarlig økonomisk forvaltning.
Tilsynet har i den forbindelse lagt vægt på, at udgifterne kan være afholdt i en lovlig kommunal interesse, og at den skriftlige dokumentation i sagen er meget begrænset, så vel hvad angår aftalegrundlaget som de udbetalinger, der er foretaget med henvisning hertil.
For så vidt angår spørgsmålet om udbetalinger af honorar til badmintonspilleren Peter Rasmussen i en periode på ni måneder, hvor der muligvis er udbetalt honorar både til Peter Rasmussen selv og via Stuer-Lauridsen Sportsmanagement ApS bemærkes, at Tilsynet ikke finder at kunne lægge til grund, at sådanne dobbeltudbetalinger har fundet sted. Tilsynet har i den forbindelse lagt vægt på, at det ikke har kunnet fastslås, hvorvidt de pågældende udbetalinger til Stuer-Lauridsen Sportsmanagement ApS reelt vedrørte Peter Rasmussen, eller om der var tale om honorar til Stuer-Lauridsen Sportsmanagement ApS.
Tilsynet skal i øvrigt vedrørende Farum Kommunens ansættelse af eliteidrætsudøvere som sportskonsulenter eller idrætsambassadører henvise til sagen 2003-613/249, hvor Tilsynet har udtalt, at der ikke er grundlag for at kræve noget beløb tilbagebetalt fra sportskonsulenterne.
…Tilsynet foretager ikke videre i sagen.”
Under lovgrundlag citeres styrelseslovens § 40, stk. 2, om bevilling samt betænkning nr. 1425/2002 om indsigt den kommunale administration, side 103:
“Det følger endvidere af den kommunalretlige grundsætning [økonomisk forsvarlighed], at kommunalbestyrelsen er forpligtet til at sørge for, at der ikke påføres kommunen tab, der kunne være undgået. En kommunalbestyrelse har derfor pligt til at søge at begrænse et tab, f.eks. ved at søge et beløb, der er udbetalt med urette, tilbagebetalt. En undladelse af at gøre et tilbagesøgningskrav gældende kan efter omstændighederne anses som uforsvarlig. Ved afvejningen af, om der skal ske tilbagesøgning, kan blandt andet indgå, om modtageren af beløbet må antages at have været i god tro, om tilbagesøgningskravet eventuelt er forældet, og om der er udsigt til at vinde en eventuel retssag. Kommunalbestyrelsen vil således ikke i alle tilfælde være forpligtet til at forfølge et krav.”
Kommissionen har tilvejebragt skriftligt materiale til yderligere belysning af emnet.
I referater af bestyrelsesmøder i Ajax-Farum Håndbold A/S omtales Lisbeth Stuer-Lauridsen (LSL) i tilknytning til sponsorater.
I referatet af bestyrelsesmøde nr. 1 den 10. maj 2000 hedder det:[451]
”5.0 Sponsorarbejde
5.1 Der skal snarest udarbejdes PR-oplæg for sponsorsalg - generelt om Farumprojektet, specielt for sponsorater og for Erhvervsklub. MP taler med Lisbeth Stuer-Lauridsen om udarbejdelse af dette.
…”
Efter referatet af bestyrelsesmøde nr. 2 den 24. maj 2000 deltog Lisbeth Stuer-Lauridsen i en del af mødet. Det hedder:[452]
”5.0 Sponsoraktiviteter
Lisbeth Stuer-Lauridsen forelagde et oplæg for marketingplan for 2000/01, som blev udleveret til bestyrelsen.
Der var megen bred snak omkring de tiltag, som skal føres ud i livet, og der er lagt vægt på, at Farumprojektet skal være noget nyt og utraditionelt.
Det er dog væsentligt, at der hurtigst muligt udarbejdes PR-layout materiale og dokumenter for såvel erhvervsklub som sponsorer. LSL, MP og HF arbejder videre med dette.
Fastlæggelse af kamparrangementer i Farumhallen - 2 eller 3 kampe pr. dag pr. dag - afklares af Henrik og Gitte.
Efter LSL havde forladt mødet, rejste GM[453] spørgsmål om eventuel honorering af LSL’s arbejde. MP vil snarest afklare, om - og i givet fald med hvor meget - der skal ske honorering.”
Til mødet forelå fra Stuer Lauridsen Sportsmanagement som skitseoplæg ”Marketingplan 2000/01, Ajax-Farum Håndbold” på 25 sider.[454]
Der ligger endvidere en organisationsplan, hvori Lisbeth Stuer Lauridsens navn optræder.[455] Efter mødet den 24. maj 2000 udarbejdedes et opsamlingsnotat:[456]
”Opsamlingsnotat efter bestyrelsesmødet den 24. maj 2000 i AJAX-FARUM Håndbold A/S
Inden næste bestyrelsesmøde skal vi huske følgende:
…- Hvem betaler Lisbeth Stuer Lauridsen for sponsoraktiviteter? Dette skal planlægges og styres.
…- Tilskud fra kommunen kr. 1,1 mio. i budget skal afklares. Er dette ulovligt?”
Ifølge referat[457] blev der afholdt møde den 27. juni 2000:[458]
”Deltager: Leif Frimand, Chr. Kruse Madsen, Carsten Pedersen, Gitte Melchiorsen, Mette Villadsen og Morten Pedersen (ref.)
Kopi: Deltager, bestyrelse & Peter Brixtofte1. Mødets formål
På bestyrelsesmødet d. 14.06.00 var der en del vigtige punkter, som skulle afklares med Farum kommune, hvorfor dette møde blev afholdt.
2. Færdiggørelse af Farumhallen
Der var udmeldt, at Farum Hallen ikke kunne påregnes anvendt til håndbold før primo december 2000. Dette var bl.a. oplyst af gulvfirmaet Sportsson ved rejsegildet d. 26.06.00. Der var 100 % enighed om, at dette ikke kunne accepteres.
Leif Frimand oplyste, at han d.d. skulle have et møde med Skanska og her ville drøfte sagen. LF fik udleveret hjemmestævnedatoer for kampe i Farum Hallen og disse skal gennemføres.
I modsat fald vil Ajax-Farum projektet falde til jorden såvel med image som m.h.t. publikum og sponsorer.
3. PR layout materiale
Det igangsatte og fremtidige PR-arbejde, som Lisbeth Stuer yder for Ajax-Farum Håndbold skal iflg. Leif Frimand ikke betales af Ajax-Farum, idet dette er indeholdt i aftalte aflønning af Lisbeth Stuer, en aftale som løber til 1. okt. 2001.
…”
I en brochure af 13. juli 2000 for Ajax-Farum Erhvervsklub er som kontaktpersoner anført Stuer-Lauridsen Sportsmanagement, projektleder NN, og adm. direktør Morten Petersen, Ajax-Farum A/S.[459]
Honorarspørgsmålet nævnes også i et referat af møde den 14. juli 2000 mellem Lisbeth Stuer-Lauridsen (LS) og Morten Petersen (MP):[460]
”Folder for Ajax-Farum Erhvervsklub
…10 Økonomi ved PR layout
MP ønskede en drøftelse omkring økonomi for LSLs engagement, idet Ajax-Farum A/S jf. møde d. 27.06.00, ikke udover diverse mindre optrykninger skulle betale yderligere. LSL oplyste, at dette var korrekt, idet dette var et mellemværende med Leif Frimand og FK.
…”
Lisbeth Stuer-Lauridsens virke er herudover bl.a. omtalt i en notits om drøftelse med Bjarne Jensen, jf. afsnit 7.5.9.
Der henvises i øvrigt om aftalen med badmintonspilleren Peter Rasmussen til bind 7, kapitel 10.3.4.2.3.2.
Farum Kommune skrev den 11. august 1999 således til PHL Konsulent v/Preben Hansen Lund:[461]
”Det bekræftes herved, at der mellem PHL Konsulent og Farum kommune indgåes aftale om konsulentbistand i opbygningsfasen af Farum Stadion, herunder sports- og konferencecenter, i perioden frem til opstart af disse.
Konsulentaftalen aftales med opstart pr. 1. august 1999.
Der er aftalt et månedligt konsulentgebyr på kr. 40.000 ekskl. moms skriver firetitusinde pr. måned.”
Der foreligger et håndskrevet dokument af 3. november 2000 underskrevet af Leif Frimand Jensen og Preben Hansen Lund med følgende indhold: ”If.m. ophør af konsulentaftale med PHL-Konsulent udbetales bonus for særdeles veludført konsulentbistand og et beløb på 152.000 kr. ekskl. moms.[462] Leif Frimand Jensen bekræftede konsulentaftalens ophør og udbetalingen af det nævnte beløb ved Farum Kommunes brev af 8. november 2000:” I forbindelse med ophør af vores konsulentaftale udbetales herved kr. 152.000,- + moms. ”[463]
PHL Konsulent ved Preben Hansen Lund har i en skriftlig redegørelse efter § 9 i lov om undersøgelseskommissioner oplyst følgende:[464]
”Tiltrådt primo august år 2000, som konsulent angående en del af byggeriet “Farum Park”. Aftalen var mellem Farum Kommune og PHL Konsulent. Konsulent opgaven sluttede november år 2001, ret efter konferencecenterets ibrugtagelse.
Min primære opgave var at tilse og komme med forslag til indretning af konferencecenteret, med tilhørende værelser, samt at kontrollere indretningens kvalitet gennem konferencecenterets byggeperiode, og sikre at den gældende lovgivning, så som levnedsmiddelkontrol, daglig egenkontrol, arbejdsgang og lignende blev overholdt vedrørende dette, så det kunne tages i brug uden anmærkninger fra myndighedernes side.
Ligeledes var det min opgave at deltage i de ugentlige byggemøder, for derigennem at sikre at bl.a. tidsplaner, indretning ol. blev overholdt.
Som sidste opgave stod jeg for ansættelse af receptionspersonale til konferencecenteret.”
Farum Kommune indgik den 1. oktober 1999 konsulentaftale med Bjarne Jensen Consult v/Bjarne Jensen om ”rådgivning omkring rejseaktiviteter” i Farum Kommunes regi. Konsulentydelserne blev honoreret med 42.000 kr. + moms pr. måned. Samarbejdet ophørte med udgangen af april 2002.[465]
Bjarne Jensen drev oprindeligt et konsulentfirma, BJC Consult v/Bjarne Jensen, et firma der solgte pakkerejser, Sport & Event International v/Bjarne Jensen, og et firma der forestod arrangementer for turister, der kom til Danmark, Sport & Event Incoming v/Bjarne Jensen. Firmaerne blev senere lagt sammen til ét firma: Sport & Event International v/Bjarne Jensen.
Ved Retten i Lyngbys dom af 28. oktober 2008 blev Sport & Event International v/Bjarne Jensen frifundet for et tilbagebetalingskrav på 500.000 kr. i en sag anlagt af Farum Kommune vedrørende fakturaer udstedet af de tre firmaer, jf. bind 11, kapitel 17.10.2. Det hedder i dommen bl.a.: [466]
”Om samarbejdet med Bjarne Jensen generelt har Leif Frimand Jensen oplyst, at kommunen havde outsourcet en stor del af sin administration og reduceret medarbejderstaben fra 207 til 80. Kommunen var derfor afhængig af bistand fra eksterne konsulenter. Bjarne Jensen hjalp kommunen i forbindelse med velfærdsrejserne og i forbindelse med internationale rejser, byfester, åbninger og aktiviteter af kulturel art i øvrigt, eksempelvis indvielsen af Farum Park. Det var Peter Brixtofte som borgmester, der bestilte Bjarne Jensens ydelser. …”
Bjarne Jensens virke vedrørende marketing for Farum Boldklub A/S og Ajax-Farum Håndboldklub A/S - og dermed sammenfald af medvirkende personer - kan bl.a. illustreres ved notat om drøftelse den 17.august 2000. Notatet er udfærdiget med Ajax-Farums logo:[467]
”Ajax-Farum Håndbold
Drøftelse med Bjarne Jensen den 17.08.00Vedr. Marketing
Kopi: Bjarne Jensen, Leif Frimand, Peter Brixtofte, Lisbet Stuer, Morten Petersen
- Bjarne Jensen orienterede om det fremtidige marketingsarbejde, som han er ansvarlig for - både fodbold og håndbold.
- M.h.t. Lisbeth Stuers arbejde og ansvarsområde, så referer hun til FB A/S v. BJ.
- LS fortsætter p.t. uændret m.h.t. den nye hal
- LS er ansvarlig for at få arrangementer for håndbolden gennemført efter LSs oplæg og i samarbejde med MP.
- MP kan fortsætte samarbejde med LS som hidtil.
- BJ og LS afholder koordineringsmøder i gange pr. uge.
- Tegning af sponsorater inkl. Erhvervsklub varetages af FB A/S (Sport & Event hjælper i startfasen u/b).
- MP deltager i møder med potentielle sponsorer efter behov (koordinering af BJ).
- Der afholdes regelmæssige koordineringsmøder
- På Farum & Erhvervs møde den 27. august kl. 11.15 vil BJ bl.a. fremlægge Ajax-Farum Håndbold A/S som nyt produkt for potentielle sponsorer.
- Den 13. oktober vil blive afholdt et sponsormøde for “nye” firmaer, som ikke tidligere har været sponsorer i Farumsregi.(i forbindelse med Åbent Hus i Farum Park for erhvervslivet i Farum og opland).”
Der henvises i øvrigt til bind 7, kapitel 11.3.2., bind 11, kapitel 15 om pensionistrejserne og bind 11, kapitel 17.10.2. om rejser og repræsentation.
Anvendelsen af en selvstændig konsulent eller et konsulentfirma kan have flere begrundelser, herunder både kvantitative og kvalitative. I nogle tilfælde vil antagelsen af en selvstændig konsulent have betydelig lighed med en egentlig ansættelse og kan forveksles med stillingsbetegnelsen konsulent.
Som eksempel på en kvantitativ begrundelse henvises til Leif Frimand Jensens forklaring for Lyngby ret efter dom af 28. oktober 2008 om Bjarne Jensens bistand, hvorefter ”kommunen havde outsourcet en stor del af sin administration og reduceret medarbejderstaben fra 207 til 80. Kommunen var derfor afhængig af bistand fra eksterne konsulenter”. Kommunen havde således ikke selv tilstrækkelige personalemæssige resurser til løsning af den særlige opgave vedrørende pensionistrejser, jf. bind 11, kapitel 15, dvs. en kvantitativ begrundelse. Samtidig må det antages, at der var en kvalitativ begrundelse for at anvende konsulentydelser fra Bjarne Jensen og dennes firmaer.
Som eksempel på en kvalitativ begrundelse henvises til overvejelserne om udliciteringerne til Rambøll af opgaver i teknisk forvaltning. På dette område er det f.eks. sædvanligt at anvende konsulentfirmaer til (mere komplekse) plan- og miljøopgaver, hvor kommunen har svært ved selv at opbygge den fornødne ekspertise. Leif Frimand Jensen har også forklaret herom, jf. bind 5, kapitel 9.
En yderligere begrundelse for at anvende konsulenter kan være, at nogle opgaver efter deres art ikke passer ind i den eksisterende administrative struktur eller personlige forhold hos konsulenten. Palle Mikkelsen ønskede således ikke fastansættelse, og Bent Albrechtsen var begrænset af et timeloft efter pensionering fra tidligere beskæftigelse som økonomidirektør.
Endelig kan begrundelsen være en mulig adgang til højere honorering, jf. nedenfor om Lars Bjerregaard Jensen.
Konsulentbetegnelsen er også anvendt på personer, der i hvert fald honorarmæssigt lige så godt kunne have været ansat på fuld tid eller deltid, således at konsulentbetegnelsen er anvendt som en stillingsbetegnelse efter en organisatorisk indplacering. Konsulentaftalen med Jens Glavind ligner således en ansættelsesaftale både efter sprogbrugen ”løn” og efter det månedlige vederlag, der synes sammenligneligt med det sædvanlige for en kommunalt ansat. Aftalen omtaler derimod ikke f.eks. feriepenge og pension som sædvanligt i et ansættelsesforhold.
For Lars Bjerregaard Jensens vedkommende var kommunens overvejelse navnlig, at man ved at tilbyde et honorar, der oversteg lønsatserne, kunne få bistand fra en konsulent, der til gengæld forventedes at kunne opnå særligt gode resultater, jf. bind 10, kapitel 14. Konsulentmodellen har her været en temmelig bevidst løsning på problemet uanset mulig konflikt med det almindelige aftalesæt for kommunal ansættelse.
Det må således lægges til grund, at honoreringen ikke var godkendt af Lønningsnævnet hverken i forbindelse med konsulentaftalerne, eller i forbindelse med hans fastansættelse, hvor der ved byrådets beslutning om at oprette en stilling som beskæftigelseskonsulent siges direkte, at ansættelsesforholdet ikke er omfattet af gældende overenskomster. Eric Christensen rejser i økonomiudvalget den 2. marts 1993 ønske om forelæggelse for KL ’s lønudvalg i forbindelse med, at stillingen oprettes. Tilsynsrådet forfølger ikke denne problematik. Tilsynsrådet har angiveligt tidligere anmodet om udtalelse fra Lønningsnævnet, når der var spørgsmål i sager under Lønningsnævnets kompetence. Revisionen finder tilsyneladende heller ikke anledning til at undersøge forholdet hverken ud fra den kritik, der rejses i medierne, eller f.eks. i forbindelse med at revisionen går ind og undersøger projektledernes aflønningsforhold i Produktionshuset.
Af de svar, der er givet fra henholdsvis Justitsministeriet, Socialministeriet og Indenrigsministeriet, må konkluderes, at kommunens socialudvalg lovligt kan tillade en privat konsulent at deltage i udvalgets møder for så vidt angår forelæggelser af de enkelte sager og med henblik på at afgive oplysninger i forbindelse med udvalgets forhandling af sagerne. Det fremgår dog klart af Indenrigsministeriets svar, at ingen ud over udvalgets medlemmer må være til stede under afstemning i udvalget. Med denne begrænsning har et privat konsulentfirma lovligt kunne deltage i udvalgets møder, jf. forvaltningslovens § 27, stk. 3. Konsulenten har efter aftaleforholdet været omfattet af regler om tavshedspligt.
En forudgående drøftelse og evt. afstemning i et udvalg af spørgsmålet om tilkaldelse af en konsulent fra et privat konsulentfirma til udvalgets møder samt orientering om dennes beføjelser og reglerne om tavshedspligt vil i almindelighed være egnet til at forebygge f.eks. den polemik, der i Farum bevirkede, at P. E. Gustafsson udvandrede fra møderne. I det praktiske liv vil en sagkyndig formentlig blive tilkaldt af udvalgsformanden og tilstedeværelsen (stiltiende) accepteret af udvalgets medlemmer under klar forudsætning om, at den sagkyndige har tavshedspligt.
For så vidt angår Lars Bjerregaard Jensens rolle som privat konsulent med ledelsesbeføjelser i kommunen har tilsynsrådet angiveligt ikke fundet grundlag for ”at antage at han skal betragtes som en person, der som sagkyndig eller konsulent eller lignende mod honorar løser opgaver for kommunens forvaltning uden for et egentligt ansættelsesforhold”. Spørgsmålet om ledelsesbeføjelser i kommunen som forvaltningschef, samarbejdsrelationerne mellem beskæftigelseskonsulenten og administrationen og delegation af offentligretlig kompetence har ikke reelt været et problem.[468]
For så vidt angår de notater, der er udfærdiget af kommunens juridiske konsulent Klaus Elbæk-Jørgensen, synes de alene at angå situationen, hvor kommunen ved en konsulentaftale overdrager visse administrative opgaver til en konsulent, mens spørgsmålet om, hvorvidt en sådan kan gives lederansvar, ikke uddybes. Notatet af 20. november 1991 tyder på, at Lars Bjerregaard Jensen fik kompetence til at træffe afgørelser.
Et kritikpunkt vedrørende konsulentydelser med relation til idræt har været afgrænsningen af den kommunale opgavevaretagelse i forhold til professionel idræt, jf. herunder tilsynets bemærkninger om Stuer-Lauridsen Sportsmanagement ApS.
Som svar den 27. juni 2000 på spørgsmål i bestyrelsesmøde i Ajax-Farum Håndboldklub A/S den 24. maj 2000 om, hvem der betalte for Stuer Lauridsens bistand med PR, blev det ifølge referatet oplyst, at det ”igangsatte og fremtidige PR-arbejde, som Lisbeth Stuer yder for Ajax-Farum Håndbold skal iflg. Leif Frimand ikke betales af Ajax-Farum, idet dette er indeholdt i aftalte aflønning af Lisbeth Stuer, en aftale som løber til 1. okt. 2001.”
Bjarne Jensen (og hans firmaer) spillede en betydelig rolle ved gennemførelsen af pensionistrejserne og herudover ved en række kommunale enkeltarrangementer. Bjarne Jensen var også aktiv i relation til Farum Boldklub A/S og Ajax Farum Håndboldklub A/S, jf. herunder det anførte i Ajax-Farums notat om drøftelse med Bjarne Jensen den 17. august 2000 om ansvar for marketingsarbejdet vedrørende både fodbold og håndbold. Bjarne Jensen er vedrørende evt. interessesammenblanding frifundet i straffesagen vedrørende Alletiders-Rejsers sponsorat og i øvrigt frifundet for civilretlige erstatningskrav vedrørende pensionistrejser mv., jf. bind 16, kapitel 28.
[1] Om afgrænsningen af relevant og nødvendig personomtale efter lov om undersøgelseskommissioner henvises til bemærkningerne i bind 1, kapitel 1.7.2.
[2] 65-2,f1,b139
[3] Suzanne Aaholm
[4] 267-1,f1,b29-32. Af Eva Bøgelund.
[5] 65-3,f1,b127-128
[6] 65-3,f1,b128-129
[7] 65-3,f1,b137-138
[8] 65-4,f1,b19
[9] 65-4,f1,b57-58
[10] 65-4,f1,b60
[11] 64-4,f1,b68
[12] 65-4,f1,b87
[13] 65-5,f1,b34
[14] 65-1,b81
[15] 257-4,b68-69. Af Arne Notkin.
[16] 447-20,f8,b5
[17] 257-5,b33. Fra RB.
[18] 257-1, b 44
[19] 257-2, b14
[20] 257-5, b30
[21] 257-5,b84
[22] 257-5, b85
[23] 257-5, b94
[24] I forbindelse med to egendriftsundersøgelser foretaget af Folketingets Ombudsmand i 1990 og 1991 har ombudsmanden givet en grundig karakteristik af retsgrundlaget for uansøgte afskedigelser inden for staten.
[26] Direktiv nr. 91/533 om arbejdsgiverens pligt til at underrette arbejdstageren om vilkårene for arbejdskontrakten eller ansættelsesforholdet.
[27] Lov nr. 392 af 22. juni 1993 om arbejdsgiverens pligt til at underrette lønmodtageren om vilkårene for ansættelsesforholdet, jf. lovbkg. nr. 240 af 17. marts 2010.
[28] Jf. mail af 24. september 2004 (491-1,f2)
[30] Funktionærret, 2. udgave, 1998, s. 484ff.
[31] Betænkning nr. 1049/1985 om det kommunale løntilsyn, side 14.
[32] Foreningen af Tjenestemænd og Chefer i DJØF: (Amts)kommunale topchefers ansættelsestryghed. Betænkning fra udvalget om (amts)kommunale topchefers tryghed (DJØF, 1996)
[33] 303-22,b7 (og 303-51)
[34] I økonomiudvalgets protokol for 20. maj 2003, punkt 248 hedder det ”Personalehåndbogen er fra 1994 og er slet ikke i overensstemmelse med virkeligheden i 2003 og trænger til en gennemgribende renovering.” (336-5,f2,b117-118).
[35] 305-5,f1,b137
[36] 303-31,b4
[37] 300-31,b390. Udkast.
[38] 249-1,b419
[39] 303-8,b8-9
[40] ”§ 10, stk. 3. Udvalget varetager den umiddelbare forvaltning af løn- og personaleforhold inden for ethvert af Kommunens administrationsområder. Udvalget fastsætter regler for Borgmesterens og administrationens behandling af personalesager.” (35-1,f6,b6).
[41] 303-8,b3-5
[42] Efter den dagældende folkeskolelovs § 40, stk. 2, traf kommunalbestyrelsen beslutning om bl.a.: ”2) Ansættelse og afskedigelse af ledere og lærere. Beslutningerne om ansættelse af ledere og lærere træffes efter udtalelse fra vedkommende skolebestyrelse, jf. § 44, stk. 7.”, jf. lovbekendtgørelse nr. 739 af 6. oktober 1998. Det hedder nu i § 40, stk. 6: ”Beslutninger om ansættelse af ledere og lærere træffes, efter at der er indhentet udtalelse fra vedkommende skolebestyrelse, jf. § 44, stk. 7.”, jf. lovbekendtgørelse nr. 998 af 16. august 2010. Skolebestyrelsen har efter § 44, stk. 7, pligt til at afgive udtalelse.
[43] Citeret fra tilsynsrådets udtalelse 176-36,f2,b139-141.
[44] Det hedder i brevet bl.a.: ”Undervisningsministeriets vejledning om ansættelse og afskedigelse siger herom (s.11): ”Skolebestyrelsens udtaleret og -pligt er som hovedregel en gyldighedsbetingelse. Kommunalbestyrelsen kan derfor ikke ansætte en leder, lærer eller børnehaveklasseleder, før skolebestyrelsen har udtalt sig.” Videre siger vejledningen (s.11): ”Da skolebestyrelsen kun udøver sin kompetence på møder, er det på et sådant møde, skolebestyrelsen skal beslutte sin udtalelse.” Endelig fremgår det af vejledningen (s.14): ”Skolebestyrelsen har altid ret til en samtale med ansøgerne, hvis den ønsker det..”” 302-43,b5.
[45] 176-36,f2,b141
[46] 293-1
[47] 293-1,b133
[48] 337-4,f1,b95
[49] 293-1,b10
[50] 293-1,b2-3
[51] 283-67,b21. Valgt som tillidsmand med virkning fra 18. maj 1998.
[52] Navn anonymiseret som B75.
[53] 283-76,b27
[54] 303-10,b6-10
[55] 305-2,f2,b8-9
[56] 337-4,f1,95
[57] 337-4,f1,139
[58] 336-5,f2,37 og 95
[59] 336-5,f2,b119-120
[60] 303-29, b119. Arbejdstilsynets brev af 9. september 1994 til Farum Kommune.
[61] 303-29, b131-135
[62] 303-29,b38. Af Erik Bjørn Møller. Det fundne udklip er udateret.
[63] 423-16,b11-12
[64] Det drejer sig efter beskrivelsen om budget 2003.
[65] 423-16,b2-3
[66] 423-16,b8
[67] 423-16,b4-7
[68] 316-1,b4-7
[69] Vidnet har efter gennemlæsning af protokollet anført at have forklaret: ”Når Peter Brixtofte blev vred beskyldte darbejderne for alt muligt for eksempel at være dumme, dvaske og dovne - og nedgjorde dem.”
[70] Vidnet har efter gennemlæsning af protokollet ønsket at tilføje: ”Fordi medarbejderne ikke skulle ”fyre” kommunen. Peter Brixtofte ønskede selv at bestemme, hvornår medarbejderne skulle forlade arbejdspladsen.”
[71] 303-22,b7. Gengivet ovenfor i afsnit 7.2.2.
[72] 35-1,f5,b25
[73] 316-2,b3-12
[74] 303-22,b7. Gengivet ovenfor i afsnit 7.2.2.
[75] Det hedder i begrundelsen for dørlukningen: ”Ordlyden af fratrædelsesaftalen er kommissionen bekendt, men ikke baggrunden for vidnets fratræden. Da der som udgangspunkt er tale om personfølsomme oplysninger, da det ikke kan udelukkes, at afhøring i åbent møde vil tilføje vidnet unødig krænkelse og da kommissionen vil udfærdige en offentlig tilgængelig rapport over sine undersøgelser, hvorved offentligheden vil få adgang til de for sagen væsentlige oplysninger, findes der at foreligge sådanne særegne omstændigheder, at denne del af mødet bør foregå for lukkede døre, jf. lov om undersøgelseskommissioner § 30, stk. 3. …”
[76] 316-3,b5-9
[77] 316-5,b6-7
[78] 303-22,b5-6. Gengivet ovenfor i afsnit 7.2.2.
[79] 303-22,b24
[80] 316-6,b2-6
[81] 303-22,b5-6. Gengivet ovenfor i afsnit 7.2.2
[82] 257-5,b33
[83] 316-7,b2-8
[84] 303-22,b7. Gengivet ovenfor i afsnit 7.2.2.
[85] 316-8,b4-6
[86] Henrik Madsen: Bogen om Peter, s. 70: ”Peter kommer ikke til Suzanne Aaholms afskedsreception, hvilket er en primitiv reaktion på skoledirektørens farvel. Alle er enige om, at Suzanne Aaholm har været Peter en god og loyal arbejdskraft. Alligevel optræder han som en forkælet skoledreng. Peter sørger for at indkalde samtlige direktører i kommunen til møde samtidig med skoledirektørens afskedsreception, hvorved de andre direktører får svært ved at sige farvel. Det er en tarvelig handling. Direktørerne sniger sig ud fra mødet og siger farvel, nærmest i det skjulte.” (65-4,f1,b68).
[87] 303-22,b7. Gengivet ovenfor i afsnit 7.2.2.
[88] 316-9,b6-9
[89] 303-22,b7 og b24. Gengivet ovenfor i afsnit 7.2.2.
[90] 316-10,b3-5
[91] Vidnet har efter gennemlæsning af protokollet ønsket tilføjet, at Leif Frimand Jensen fremover udtalte til hende:” Man kan vinde 1 og 2. sæt mod Brixtofte, men man kan ikke vinde kampen”.
[92] 303-22,b7 og b24. Gengivet ovenfor i afsnit 7.2.2.
[93] 316-11,b5
[94] 316-12,b3-4
[95] 316-1,b5
[96] 303-22,b7. Gengivet ovenfor i afsnit 7.2.2.
[97] 316-18,b3
[98] 316-51,b4-6
[99] 583-2,b6-7. Brevet af 30. september 1999 er medtaget i beretningens bilag 3.
[100] 316-139,b3
[101] 316-65,b5
[102] 316-200,b3
[103] 402 (spørgsmål) og 406 (svar). Adgangen til at afgive skriftlig redegørelse blev benyttet af hensyn til vidnets helbred.
[104] 402-2. Spørgsmål 3: Arbejdet i samarbejdsudvalget og som tillidsmand. Der ønskes en beskrivelse af mødeaktiviteten og informationsniveauet for samarbejdsudvalget.
Særligt ønskes beskrivelse af informationsniveauet vedrørende afskedigelser, nedskæring, omstrukturering og rokering af medarbejdere. Hvordan medvirkede samarbejdsudvalget i sager om afsked, nedskæring (herunder overholdelse af tryghedsaftalen), omstrukturering, rokering mv.? Hvad var Deres egen rolle? Hvorledes er Deres indtryk af ledelsens modtagelse af spørgsmål eller kritik fra medarbejderne. Blev der taget hensyn hertil? Blev forslag og/ eller kritik fulgt op? Havde samarbejdsudvalget kontakt til borgmesteren ? Til øvrige byrådsmedlemmer? . For den Havde samarbejdsudvalget kontakt til borgmesteren? Til øvrige byrådsmedlemmer?”.
i teksten citerede besvarelse af dette og følgende spørgsmål, se 406-1,b1-3.
[105] 402-2. Spørgsmål 4: Arbejdsklima og personaleforhold. ”Der ønskes en generel beskrivelse af Deres oplevelse af det psykiske arbejdsmiljø i perioden 1. januar 1990 og frem til Deres fratræden, særligt de indtryk Deres hverv som tillidsmand har givet. Herunder ønskes særligt beskrevet forholdet medarbejderne imellem, forholdet til den administrative ledelse, forstået som fagforvaltningscheferne og kommunaldirektøren, samt forholdet og kontakten til borgmesteren og forholdet til og kontakt med de øvrige medlemmer af byrådet. Arbejdstilsynet foretog i 1994-1995 en undersøgelse af det psykiske arbejdsmiljø på rådhuset. Hvordan var samarbejdsudvalget involveret heri? Hvordan var De involveret heri? Blev der efter undersøgelsens afslutning fulgt op på vejledningen fra Arbejdstilsynet? Vejledningen vedlægges til Deres orientering, bilag 3 (303-29 billede 11-15). Har De selv eller andre medarbejdere været trykkede eller stressede på grund af stort arbejdspres eller andre forhold? Har De oplevet at borgmesteren talte hånligt eller nedladende til medarbejdere? Har De været ude for at andre i ledelsen gjorde det? Er det noget, der har været drøftet på samarbejdsudvalgsmøderne? Har De oplevet, at der blev udtrykt kritik af ledelsesstilen fra medarbejderne? Blev det i så fald også udtrykt overfor ledelsen og hvordan reagerede ledelsen i givet fald herpå? Bilag [presseklip]”.
[106] 316-3,b5
[107] 316-14,b3-5
[108] 316-139,b3
[109] 423-16,b4-7
[110] 316-237,b15
[111] 418-74,b4 Udtalelse til Farum Avis den 12. februar 2002 i artikel ”Brixtofte vender hjem til borgmesterstolen”.
[112] ”Når Peter Brixtofte blev vred beskyldte han ofte medarbejderne for alt muligt - for eksempel at være dumme, dvaske og dovne - og nedgjorde dem.” (316-1,b4 med note 1).
[113] ”Hun husker ikke konkrete tilfælde, hvor han har talt hånligt/nedladende til andre, men Peter Brixtofte kunne godt blive rigtig gal.” (316-10,b5) og om baggrunden for hendes stillingsskift i kommunen (316-19,b3)
[114] Om ledelsesform og ”total mangel på respekt for andre mennesker” (316-18,b2). Se Peter Brixtoftes kommentar til forklaringen i bilag 2.2. side 7f.
[115] ”Lagt på is” … (316-51,b5).
[116] Blev gjort ansvarlig for, at et brev fejlagtigt havnede hos pressen og fik at vide, at de andre medarbejdere ikke måtte tale med hende. (316-65,b7)
[117] Tillidsmand Bent Nedergaard skriver som svar på spørgsmål 4 om arbejdsklima og personaleforhold: ”Jeg mener ikke, at borgmesteren har talt hånligt eller nedladende til medarbejderne. Jeg har heller ikke erindring om, hvorvidt andre har gjort det.” (402 og 406). Vidnet Ane Liedecke har forklaret: ”Vidnet har ikke personligt været udsat for hånlig eller nedladende tiltale fra borgmesteren. Hun har oplevet, at andre har været udsat for det. Vidnet forklarede, at hun tror, der var stor variation i samspillet mellem borgmesteren og de enkelte ansatte. Vidnet har periodevis oplevet, at borgmesteren havde et større alkoholforbrug i arbejdstiden. Foreholdt tidligere samstemmende forklaringer herom til kommissionen, er vidnet fuldstændig enig i, at det ikke påvirkede borgmesterens dømmekraft eller arbejdsindsats.” (316-9,b7).
[118] I dag beskrives Forhandlingssekretariatet i KL’s Lønafdeling som dem, der varetager kommunernes arbejdsgiverinteresser i forhold til danske myndigheder og EU i forhold til det løn- og personalepolitiske område.
[119] Betænkning nr. 1049/ 1985 om det kommunale løntilsyn, side 14.
[120] 390-1,b4
[121] 390-3,b72-73. Se i øvrigt kapitel 9.
[122] 390-3,b20-21
[123] 390-1,b75-82. Notatet er medtaget i beretningens bilag 3.
[124] 390-1,b105
[125] 390-1,b71-72 og b66-68
[126] 390-1,b21-22
[127] 390-1,b55 og 57-58
[128] 390-1,b40
[129] 390-1,b23 og 43
[130] 390-1,b46
[131] 390-1,b45
[132] Jf. beretningens bilag 10, afsnit 2.16.4.49. og nævnets interne notat af 22. april 2002. (390-1,b27)
[133] 305-5,f2,b18-20
[134] 219-43
[135] 308-1,b54-55
[136] 305-5,f2,b98
[137] 249-5,b301
[138] 305-6,b33-35
[139] 305-6,b113-114
[140] 308-1,b47
[141] 423-4,b69-76. Citat fra Vallensbæk Kommunes lønpolitik 1998.
[142] Se også Strukturkommissionens betænkning nr. 1434/2004, bind 1, side 289 om ”Resultatafhængig lønpolitik” som en af flere styringsformer.
[143] 528-7,b38-43
[144] 294-1,b1-3. Underskrevet af KL’s konsulenter Per Rohde Soelberg og Niels Nørby Pedersen.
[145] 294-8,b1-10
[146] Kommissionen har i øvrigt givet bisidderne pålæg efter § 22, stk. 3, i lov om undersøgelseskommissioner med henblik på beskyttelse af persondata ud over dem, der ville være omfattet af retten til aktindsigt. Pålægget er givet med bemærkning om, at kommissionen vil være indstillet på at genoverveje standpunktet såfremt bisidderen finder, at oplysningerne bør inddrages i undersøgelsen. Pålægget har også omfattet bilagsdelen til KL’s fire delrapporter (samt visse dele af Finanstilsynets materiale vedrørende FIH-bank.) Der er ikke modtaget sådanne anmodninger.
[147] Vedrørende fratrædelsesordninger og disciplinære forhold.
[148] Dvs. navnlig regelsættet efter lov om undersøgelseskommissioner set i forhold til persondataloven, retsplejeloven, EMK og almindelige personhensyn. Se også bemærkningerne i kapitel 28 vedrørende gengivelse af straffedomme.
[149] 294-8,b1-10
[150] 294-8,b1-10
[151] 294-4,b1-12
[152] 294-2,b1-13
[153] 294-8,b1-10
[154] 294-6,b1-9
[155] 294-4,b1-12
[156] 294-2,b1-13
[157] 294-8,b1-10
[158] 294-6,b1-9
[159] 294-4,b1-12
[160] 294-2,b1-13
[161] 294-4,b1-12
[162] 294-2,b1-13
[163] 294-8,b1-10
[164] 294-6,b1-9
[165] 294-4,b1-12
[166] 294-2,b1-13
[167] 294-1,b1-3
[168] 294-1,b2
[169] 294,b3
[170] 294,b2-3
[171] 294-1,b3
[172] 336-5,f2,b117-118
[173] 300-29,f1,b7-9
[174] 316-3,b8. Den 28. maj 1998 modtog B75 ”Bekræftelse på ansættelse” som ”chefansvarlig for Farum Kommunes infrastruktur med tiltrædelse snarest muligt, senest d. 1.10.1998.”. Brevet var underskrevet af Peter Brixtofte og Jørgen Larsen. Ved brev af 1. oktober 1998 skrev kommunen: ”Herved annulleres Farum Kommunes brev af 30.09.98 vedrørende opsigelse af din stilling. Farum Kommune udbetaler en fratrædelsesgodtgørelse svarende til 4 måneders løn, samtidig afregnes … pensionsbidrag.” (283-41,f1,b94 og 95)
[175] Anonymiseret som B75.
[176] 316-5,b3-5
[177] 294-8,b1-10, ad b6
[178] 305-9,f1,b127
[179] 316-6,b3-4
[180] 316-65,b8
[181] 316-172,b9-10
[182] 528-16,b146-150
[183] 294-8,b1-10, ad b6
[184] 316-173,b3-5
[185] 294-8,b1-10, ad b6
[186] 316-174,b3-7
[187] 294-8,b1-10, ad b6
[188] 294- 8,b1-10, ad b6
[189] 316-200,b3-7
[190] 528-16,b147-150
[191] 316-172,b9-11
[192] Se sag 294-10
[193] Alf Ross, tredje gennemarbejdede udgave ved Ole Espersen, 1980, side 715.
[194] 2. udgave, 2000, side 274f.
[195] Udarbejdet efter anmodning fra Finansministeriet. Kommissoriet omfattede bl.a. som punkt 2. ”En beskrivelse af gældende ret med hensyn til ansattes ret/pligt til at “sige fra” og til at underrette overordnede om en tjenestebefalings ulovlighed, og i den forbindelse navnlig i hvilket omfang der i dag må antages at være ret/pligt til at rette henvendelse til andre herom, herunder til andre myndigheder, samt eventuelt i hvilken form en sådan henvendelse kan ske. Endvidere en beskrivelse af den ansattes ret til at sikre sig bevis for sit standpunkt med hensyn til en dispositions lovlighed.”. Se i øvrigt literaturoversigten til udredningen, herunder før Tamil-sagen professor Bent Christensens artikel i 1992 “Lydighedspligt, loyalitetspligt og centraladministrationens embedsmænd” (Ugeskrift for Retsvæsen, afd. B, 1992, side 396f.) og forskellige forfatteres opfølgning på Tamil-sagen. (Beretning om Tamil-sagen, 1992 (afgivet januar 1993) og Beretning og indstilling i den tjenstlige undersøgelse i Tamil-sagen, 1995). Se også Oliver Talevski, Jens Peter Christensen og Claus Dethlefsen: ”Undersøgelseskommissioner, Embedsmandsansvaret og Folketingets rolle” (2002), side 251ff., navnlig side 313- 322 om kommunale chefers tjenestepligter.
[196] Se beretningens bilag 10, afsnit 2.18.3.4.
[197] Udvalget havde nu højesteretsdommer, professor Jens Peter Christensen som formand.
[198] 721-1,f4. Retsudvalget Alm. del - bilag 546.
[199] 721-1. Medtaget i beretningens bilag 3.
[200] En ekstrakt af disse dele af betænkningen er medtaget i beretningens bilag 3 under 721-1,f1.
[201] Her omtales reglerne om tavshedspligt i relation til ytringsfrihed.
[202] ibid.
[203] Se i øvrigt ibid. side 313-322, afsnit 4.4. Specielt om kommunale chefers tjenestepligt.
[204] Om henvisningen til Tamil-sagen bemærkes, at der både i denne sag på det statslige område og Nordisk Fjersagen på det private område for så vidt forelå det samme dilemma, nemlig om henholdsvis ledende embedsmænd og direktører mv. skulle ”sige fra” eller risikere et disciplinært, civilretligt eller strafferetligt ansvar. I tamilsagen blev den daværende justitsminister dømt for overtrædelse af ministeransvarlighedsloven og der blev pålagt disciplinært ansvar for bl.a. departementschefen, der ikke havde sagt fra over for ministerens ulovlige beslutning vedrørende sagsbehandlingen (Beretning om Tamil-sagen, 1992, side 2200f (afgivet januar 1993) og Beretning og indstilling i den tjenstlige undersøgelse i Tamil-sagen, 1995). I Nordisk Fjer-sagen blev flere direktører idømt fængselsstraffe for ikke at have sagt fra, men medvirket til bestyrelsesformandens ulovlige dispositioner (UfR 1998.1752 ØLD).
[205] De snævre undtagelser i retsplejelovens § 172 og retspraksis omtales. Også den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 10 samt praksis fra Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol indebærer en vidtgående adgang for medierne til at beskytte deres kilder.
[206] Afsnittet vedrører udvalgets anbefalinger om evt. særlige regler om ansættelsesretlig beskyttelse.
[207] 447-20,f8,b6
[208] 447-20,f8,b7
[209] 620-6,f2,b103
[210] 620-6,f2,b102
[211] 620-6,f2,b101
[212] 470-31,b84-85
[213] 470-31,b86
[214] 470-31,b159
[215] 470-31,b6. Kommunen havde forinden udsendt pressemeddelelse: ”Efter at psykolog Ulla Andersen i brev af 26. august 1994 har udtalt, at hun ikke finder anledning til at undskylde indholdet af en tale, som hun holdt den 17. august 1994, har direktionen besluttet nøje at overveje, hvad der herefter videre skal ske i sagen. Baggrunden er, at sagen har stor principiel betydning for offentlige arbejdsgivere, hvorfor Kommunen vil indhente yderligere advokatråd mv. …”. (620-6,f2,b99)
[216] 470-31,b6-7
[217] 470-31,b88
[218] 470-31,b89-92
[219] 470-31,b93
[220] 470-31,b52-53
[221] 470-31,b97
[222] 175-20,b29-32. I samme møde behandledes efter dagsordenen ”Klage af 21. august 1994 fra Komitéen Mod Magtmisbrug v/Jussi Merklin over: 1) ulovlig administration i forbindelse med en påtænkt afskedigelse af psykolog Ulla Andersen og 2) en administrativ beslutning om nedlæggelse af kommunaldirektørembedet i Farum kommune.” (sag 1994-951/147). I tilsynsrådets udtalelse af 7. november 1994 i disse klager henvistes til den samtidige udtalelse vedrørende advokat Mette Lauritzens klage. Beslutningen om at ændre kommunaldirektørstillingen til ordførende direktør gav ikke tilsynsrådet anledning til bemærkninger. (175-19)
[223] 175-20,b48. Avisudklip fundet på tilsynsrådets sag.
[224] 470-31,b96
[225] 175-20,b28. I et notat fra statsamtmanden til Indenrigsministeriet om forløbet af tilsynsrådets møde hedder det bl.a.: ”Gjorde opmærksom på, at udtalelsen ikke er en afgørelse i styrelseslovens § 50, stk. 2’s forstand. Den er derfor ikke omfattet af standsningsretten. Kommunalbestyrelsen eller et rådsmedlem eller en part kan henvende sig til Indenrigsministeriet med spørgsmål om Indenrigsministeriet deler Tilsynsrådets retsopfattelse. Claus Lange fremsætter og begrunder et ændringsforslag. Tre medlemmer og formanden udtaler sig imod. På Claus Lange’s begæring indføres ændringsforslaget i beslutningsprotokollen sammen med en kort meningstilkendegivelse. Claus Lange beder endvidere om, at hans nærmere motivering for ændringsforslaget og formandens belæring om standsningsretten optages i protokollen Dette nægtes under henvisning til, at der alene er tale om en beslutningsprotokol.”. (175-20,b40).
[226] 470-31,b3. Fra KL’s notat om sagen.
[227] 175-20,b2-19
[228] 316-3 Brevet blev oplæst under dørlukning, men er nu refereret ovenfor.
[229] 316-6
[230] 316-7
[231] 316-8
[232] 316-9
[233] 316-11
[234] 175-20,b2-7 og 94
[235] 175-20,b5-7
[236] 316-12
[237] 65-1,b81
[238] 65-1,b49-50
[239] 65-1,b51-52
[240] Jørgen Lindhardts rolle er også omtalt i andre bøger og avisartikler.
[241] 65-1,f1,b82-84
[242] 65-30,f1,b232
[243] 65-2,f1,b283
[244] 65-3,f1,b276
[245] 65-4,f1,b238
[246] 418-74,b3. Se kapitel 25.2.1.
[247] 238-99,f2,b420-427. Se beretningens bilag 9.1.
[248] 238-99,f2,b427-428. Også i Hillerød Kriminalrets dom af 20. juni 2006 var troværdighed et tema. I rettens bemærkninger om bevisernes vægt ved frifindelsen i sponsorsagens forhold 1 hedder det, at retten ikke havde ”grundlag for at forkaste vidnet Jørgen Lindhardts forklaring som utroværdig” (456-39,b192-193).
[249] Vidne anonymiseret som C41.
[250] 238-99,f2,b548-551
[251] 238-99,f2,b551-553
[252] 316-133
[253] 65-2,f1,b259
[254] 65-2,f1,b268-271
[255] 65-2,f1,b281-285. Fra kapitel 38 ”Farums svar på Robinson-serien”.
[256] 65-1,b81-82
[257] 65-1,b117
[258] 65-3,f1,b227
[259] 65-3,f1,b287-290
[260] 65-4,f1,b182-184
[261] 65-4,f1,b197
[262] 65-4,f1,b236
[263] 65-4,f1,b253.
[264] Se beretningens bilag 9.1.
[265] 238-99,f2,b247-249. Se i øvrigt dommen i beretningens bilag 9.1, herunder bl.a. Lene Sierckes forklaring i dommen side 255 og Erik Frandsens forklaring side 2457.
[266] 238-99,f2,b579-580
[267] 238-99,f2,b566
[268] 238-99,f2,b666
[269] 238-99,f2,b683-684
[270] 238-99,f2,b692-693
[271] 238-99,f2,b722-723
[272] 238-99,f2,b797
[273] 802-45,b4
[274] 802-87,b52
[275] 316-66
[276] 316-243
[277] 65-30,f1,b197
[278] 65-30,f1,b217-218
[279] Revisor fra Kommunernes Revision.
[280] 65-4,f1,b132
[281] 65-4,f1,b166-167
[282] 65-4,f1,b236
[283] 549-1,b1
[284] 316-34,b2-3
[285] 316-35,b2-10
[286] 549-1,b1-61
[287] 316-166,b2-3
[288] 316-35, navnlig b2-3
[289] Om afgrænsningen af relevant og nødvendig personomtale efter lov om undersøgelseskommissioner henvises til bemærkningerne i bind 1, kapitel 1.7.2. og beretningens bilag 1.2.1.2.
[290] Det fremgår således af kommunens brev af 24. september 2002 om afskedigelse på grund af helbredsbetinget utjenstdygtighed, at der som følge af byrådets beslutning om, at imødekomme anmodningen om afsked på grund af sygdom, ikke længere var retligt grundlag for at gennemføre et tjenstligt forhør. (283-23,b196-198)
[291] 456-39,b199-200
[292] 238-99,f2,b653-654
[293] 238-99,f2,b685
[294] 238-99,f2,b802-805
[295] 802-84,f2,b248-252
[296] 802-86,f1,b6-10
[297] 802-87,b57
[298] 316-238,b13-14. Om vidnet Leif Frimand Jensens placering i den administrative struktur og rolle som ordførende direktør henvises til kapitel 6, herunder med gengivelse af vidnets forklaring. Der henvises i øvrigt til vidnets forklaringer i beretningens emneopdelte kapitler.
[299] 316-239,b10
[300] 316-242,b12-25
[301] De af domstolene foretagne retlige vurderinger indgår som en del af faktum i kommissionens undersøgelse, jf. kommissoriet. Udsagnet står således for vidnets egen regning og ansvar.
[302] 316-246,b13-14. Peter Brixtofte har i øvrigt i sin skriftlige redegørelse kommenteret bl.a. forklaring afgivet af Leif Frimand Jensen (beretningens bilag 2.2, side 91-93).
[303] De af domstolene foretagne retlige vurderinger indgår som en del af faktum i kommissionens undersøgelse, jf. kommissoriets punkt 1.5.
[304] 283-41,f1,b4
[305] Om afgrænsningen af relevant og nødvendig personomtale efter lov om undersøgelseskommissioner henvises til bemærkningerne i bind 1, kapitel 1.7.2. Se i øvrigt beretningens bilag 1.2.1.2. om høringssvar.
[306] Om Jørgen Larsens placering i organisationen henvises i øvrigt til bind 4, kapitel 6. I bisidderens høringssvar jf. beretningens bilag 1.2.1.3., peges på konklusionerne i bind 4, kapitel 6.5.
[307] 316-3,b4. Der henvises herudover til vidnets forklaring i bind 4, kapitel 6.4.1.
[308] 305-9,f1,b44-45,særligt b45, afsnit 3
[309] 316-172,b10. Forklaringen blev afgivet for lukkede døre og er i øvrigt udeladt af den offentliggjorte protokol.
[310] 316-200,b4. Forklaringen blev afgivet for lukkede døre og er i øvrigt udeladt af den offentliggjorte protokol.
[311] 316-174,b5. Forklaringen blev afgivet for lukkede døre og er i øvrigt udeladt af den offentliggjorte protokol.
[312] 316-230,b4. Forklaringen, der også vedrører andre navngivne personers personaleforhold, er udeladt af den offentliggjorte protokol.
[313] 316- 246,b15-16. Peter Brixtofte har i øvrigt i sin skriftlige redegørelse kommenteret bl.a. forklaring afgivet af Jørgen Larsen, jf. beretningens bilag 2.2.
[314] Som refereret ovenfor (316-3,b4)
[315] Bent Christensen og Preben Espersen: ”Retsforholdet mellem politikere og embedsmænd ”(1983) omtaler i afsnit 3.3.3.2. ”Ulovligheder, der kan henføres til borgmesteren”, side 103f, en sag, hvor en amtsborgmester blev dømt for besvigelser mod amtskommunen, og hvor kommunaldirektøren som resultat af en tjenstlig undersøgelse modtog en irettesættelse for udvist passivitet. Sagen fra 1981 om en borgmesters modtagelse af bestikkelse fra en entreprenør i form af et ”mosgrønt badeværelse” står som et andet alvorligt eksempel på en borgmesters strafbare adfærd.
[316] Se i øvrigt høringssvar fra Jørgen Larsens bisidder med kommissionens bemærkninger, jf. beretningens bilag 1.2.1.3.
[317] 175-3,b103. Af Tea Krogh Sørensen.
[318] 390-3,b102. Af Tea Krogh Sørensen.
[319] 390-2,b26. Af Jens Grund.
[320] 65-14,f1,b78-86
[321] 315-1,b2
[322] 305-1,f1,b67
[323] 300-2,b8
[324] 305-2,f2,b215
[325] 300-2,b5. ”Bestyrelsen” er erhvervs- og beskæftigelsesudvalget.
[326] 300-2,b6
[327] 201-7
[328] Det bemærkes, at det flere steder i artikler fra 1992 fejlagtigt fremgår, at beskæftigelseskonsulenten fra start var ansat i kommunen, men hurtigt startede sit eget konsulentfirma. Lars Bjerregaard Jensen døde i 2004.
[329] 310-1,b1
[330] 305-4,f1,b89-90
[331] 305-5,f2,b91
[332] 305-6,b110
[333] 283-8,b38
[334] Lønstigningen ses ikke behandlet i økonomiudvalget.
[335] Direktoratets brev, 175-3,b19-20. Lovbekendtgørelse nr. 615 af 12. september 1986 om arbejdsformidling og arbejdsløshedsforsikring m.v. § 24 a, stk. l: ”Arbejdsdirektøren kan efter forhandling med landsarbejdsnævnet tillade personer og foreninger at foretage privat arbejdsanvisning inden for enkelte faglige eller stedlige områder, hvor der skønnes at være ganske særligt behov herfor.”
[336] 175-3,b97
[337] 305-3,f2,b193-195
[338] 175-3,b52
[339] 175-3,b51-53
[340] 175-3,b49-50
[341] 175-3,b62-65
[342] 175-3,b28
[343] 175-3,b29
[344] 175-3,b22
[345] 175-3,b2-6
[346] 175-3,b2
[347] 175-3,b55
[348] 175-3,b3-4
[349] Det bemærkes, at Lars Bjerregaard Jensen først blev fastansat i kommunen i april 1993 og ikke som angivet i tilsynsrådets udtalelse i november 1992.
[350] 175-3,b9
[351] 175-75
[352] 175-75,b24
[353] 175-75,b23
[354] 249-4,b71-75 og 175-75,b10-12
[355] 175-75,b2
[356] 175-75,b4
[357] 218-17,b19-20
[358] 175-75,b6-7
[359] Se beretningens bilag 10, afsnit 2.5.1.1.1.
[360] 179-161,b5-36
[361] Beretningens bilag 10, afsnit 2.5.1.3.1.
[362] 232-9,f1,b22
[363] 232-9,f1,b61-65
[364] Frem til 1. januar 1991 var den sociale styrelseslov § 22 sålydende: ”Socialministeren fører tilsyn med kommunernes og amtskommunernes socialvæsen og med offentligt støttede eller anerkendte institutioner, der virker inden for det sociale område.” Bestemmelsen ophævedes ved lov nr. 794 af 30. november 1990 med virkning fra 1. januar 1991.
[365] Se beretningens bilag 10, afsnit 2.5.1.3.1.
[366] Se brevet i øvrigt i beretningens bilag 10, afsnit 2.5.1.3.1.
[367] 853-42,f8,b214
[368] Modsat sag om ansættelsesforholdene for de medarbejdere der ”udliciteres” sammen med Vej og park-området. Her ville Kommunernes Lønningsnævn ikke udtale sig, da nævnet ikke ville blande sig i løn- og ansættelsesforhold i en privat virksomhed. Tilsynsrådet bad Lønningsnævnet om en udtalelse i forbindelse med projektlederløn i Produktionshuset.
[369] 316-6,b4
[370] 316-11,b3-5
[371] 300-2,b6-9
[372] 175-3,b103 og b101
[373] 305-4,f1,b89-90
[374] 316-158,b5
[375] Efter gennemlæsning af protokollet ønsker vidnet tilføjet: ”Det var ikke vidnet der foretog ansættelse eller valgte ansættelsesform for Martin Vith”.
[376] 316-174,b2-3
[377] 470-3,b10-12
[378] 470-3,b128
[379] 470-3,b106-107
[380] 316-246,b16
[381] Vidnet har efter gennemlæsning ønsket sætningen slettet.
[382] 316-251,b5
[383] 65-3,f1,b158
[384] 219-42,b4. Se i øvrigt kapitel 6.
[385] 219-42,b8
[386] 219-68,b11
[387] 303-36,b21-22. Jf. i øvrigt kapitel 25.
[388] 316-33,b2-4
[389] Vidnet har efterfølgende bemærket: ”Starten må være marts eller april 1998”.
[390] 316-32,b2
[391] 316-34,b3
[392] 316-228,b7
[393] 316-246,b16
[394] 316-255,b15-16
[395] 316-33,b3,2. afsnit
[396] 316-33,b4
[397] 249-9,b226
[398] 285-4,f9,b33
[399] Se afsnit 7.6.6.
[400] 285-4,f9,b36
[401] 179-158,f1,b292
[402] 179-158,f1,b293
[403] 179-158,f1,b296
[404] 254-70,b742
[405] 179-158,f1,b290
[406] 179-158,f1,b297
[407] 179-158,f1,b294
[408] 179-158,f1,b295
[409] 316-109,b2-5
[410] 249-9,b226-227
[411] 285-4,f9,b33-34 og 36-37
[412] 254-70,b742
[413] 179-158,f1,b290
[414] 179-158,f1,b292
[415] 179-158,f1,b294
[416] 179-158,f1,b295
[417] 179-158,f1,296-297
[418] 285-11,f2,b9 og 15
[419] 316-108,b5
[420] 285-4,f9,b33-34 og 36-37
[421] 316-131,b5
[422] Medtaget i beretningens bilag 3 under 224-44,b240.
[423] 316-133,b8. Senere ansat i kommunen, jf. afsnit 7.5.3.2.
[424] 316-255,b15
[425] 285-4,f9,b33-34 og 36-37
[426] Efter gennemlæsning af protokollet ønskede vidnet følgende ændret: ”at udlicitere driften” ændres til ”at rationlisere administrationen fra ca. 220 fuldtidsansatte i 1985 til ca. 80 i 2001.”
[427] 620-8,f5,b106
[428] 285-4 f 9,b33-34. Som også omtaler Klaus Mildahl Clemmensen, jf. foregående afsnit.
[429] 285-4,f9,b36-37
[430] 316-149,b2-3
[431] 620-8,f5,b106
[432] 285-4,f9,b33-34 og 37
[433] 781-1,b3-5
[434] 316-108,b6
[435] 316-255,b15
[436] 423-13,b5
[437] 423-13,b6-12
[438] 423-13,b6
[439] 423-13,b4
[440] 423-13,b2
[441] 470-39,b48-49
[442] 316-84
[443] 470-39,b48-50
[444] Efter gennemlæsning af protokollet har vidnet efterfølgende oplyst, at efter kontrakterne med Farum Kommune har har han været ansat i 2 omgange: 1/1-1/7 2002 og 1/7-1/12 2002.
[445] 528-10,b223-229. Notat om idrætsambassadører udarbejdet af ”Stefan Krüeger og Jens Glavind, Idræt og Fritid, Farum Kommune”.
[446] 316-83
[447] Vidnet har i samme afhøring forklaret: ”Han blev ansat i Farum Kommune i august 2000.”, hvilket stemmer med ansættelseskontrakt af 7. august 2000 (283-87,b60).
[448] 256-61,f1,b2-9
[449] 256-61,f1,b10ff
[450] 256-61,f1,b2ff
[451] 819-60,b241. MP = Morten Petersen, adm. dir. i Ajax-Farum Håndbold A/S.
[452] 819-60,b238
[453] GM = Gitte Melchiorsen.
[454] 819-60,b352-376
[455] Medtaget i beretningens bilag 3 under 819-60,b381.
[456] 819-60,b348
[457] På papir med Farum Boldklub A/S’ logo.
[458] 819-60,b256
[459] 819-60,b244
[460] 819-60,b242
[461] 110-4,f4,b84 og 221-2,f4,b77. Underskrevet af Leif Frimand Jensen.
[462] 584-8,b1
[463] 110-4,f4,b85
[464] 415-1,b2
[465] 902-1,b129
[466] 902-1,b29
[467] 819-60,b147. FB= Farum Boldklub A/S, BJ = Bjarne Jensen, LS = Lisbeth Stuer Lauridsen, MP= Morten Petersen.
[468] Det er i den forvaltningsretlige teori er fast antaget, at offentligretlig kompetence ikke kan delegeres til en privat person eller sammenslutning uden særlig hjemmel, jf. for eksempel Poul Andersen: Dansk Forvaltningsret 5. udg. side 290.