Ballonopstigninger:

   Tivoli gentog iaftes sin Stiftelsesfest i det dejligste Vejr, denne Sommer endnu har budt paa. Illuminationen tog sig nydelig ud, og femtentusind Mennesker gik gennem Tælleapparaterne for at beundre den.
    Festen indledtes med en dobbelt Ballonopstigning. Hr. Laursen startede først med sin Aborre, der foruden Luftskipperen medførte som Passager en luftbefaren Typograf. Et Øjeblik efter fløj Hr. Johansen tilvejrs i sin ny Ballon med tagende som Ledsager Kaptajn Rambusch.
    Hr. Johansens ny Ballon er det smukkeste Eksemplar af Arten, vi længe har set; den er formet som en overordentlig velskabt Pære og af en behagelig lys Farve. Da den med en elegant Manøvre strøg hen over Aborren og tegnede sine elegante Konturer mod den blaa Himmel, raabte Tilskuerne Hurra af deres fulde Lunger.
    For en Gangs Skyld gik Ballonen ikke til Sverrig. Aborren dalede efter en Snes Minutters Forløb ned ved Taarnby og Hr. Johansen landede efter en halv Times Sejlads paa en Græsmark i Nærheden af Kongelunden.
    Hr. Johansen har ønsket, at hans ny Ballon ikke som de to gamle skulde hente sit Navn fra Fiskenes Verden, men - hvad der unægtelig ogsaa er mere passende - fra Fuglenes Rige, og han var saa galant iaftes at overlade Valget af et navn til Politiken.
    Vi valgte efter nøje Overvejelse Navnet Maage, og vi ønsker Maagen alt muligt Held og Lykke, hver Gang den i Fremtiden flyver over Havet.