Følgende er fra bogen " Slægten Rambusch ” af Sigurd Rambusch, udgivet i 1965.
" officeren og politikeren Edvard R. er slægtens kendteste mand. På tre områder har han ydet betydelig indsats; i hæren, i forsvarsagitation og politik og i plantningssagen. Skolegang i Rendsburg, præliminæreksamen fra Slesvig Domskole 1863, telegrafist. Ved udbruddet af krigen 1864 meldte han sig som frivillig, men nåede ikke at komme med. Uddannet ved landvæsen 1864 - 68, derefter officerkarriere.

Menig 25. april 1868, korporal 30. april 1869, sekondløjtnant i fodfolket 30. juli 1870, premierløjtnant i ingeniørkorpset 1. maj 1874, kaptajn 9. maj 1883, chef for telegrafkompagniet 1. maj 1884. På grund af alder afskediget med oberstløjtnantrang 7. maj 1898.

Han var teknisk begavet og havde evner som arbejdsleder. Han forbedrede forskellige telegraf- og signalapparater og konstruerede bl.a. en felttelefon og en blinklanterne til natsignalering. Desuden organiserede han hærens ballontjeneste og deltog selv i flere ballonture. Forestod opførelsen af Fortun-, Bagsværd- og Hvidøreforterne (led i Københavns befæstning 1885 - 94).

Nogle pjecer og artikler fra disse år viser hans interesse for tekniske problemer. Som første skridt til en politisk karriere kastede han sig fra ca. 1880 ud i tidens heftige forsvarsagitation. Det gjaldt Københavns befæstning, midlerne dertil ville han skaffe ved selvbeskatning. Selv gav han hele sin officersgage (-pension) til forsvarssagen. I 1885 udgav han sit største arbejde, " Vort værn, Forsvarets historie 1850 - 84 ", på 240 sider.
En lang række artikler i dagpressen og nogle tusinde foredrag over hele landet må med i billedet af en af forsvarssagens ledende agitatorer i en menneskealder.
1898 blev han afskediget, og han gik nu for alvor ind i politik.

1895 og 1898 forkrtingskandidat for højre i København, 2. okt. 1903 – 11. maj 1918 landstingsmand for 1. Kreds (København). Sekretær i tinget 1903 - 08.
Han tog tit ordet under forhandlingerne, oftest naturligvis om militære spørgsmål, men mange andre emner havde hans interesse. I 1908 afholdt han (og Asger Karstensen) sig fra at stemme og muliggjorde derved vedtagelsen af loven, der demokratiserede valgretten ved kommunale valg; højre var utilfredse med dem. I det hele taget var han ikke reaktionær, havde flere venner i højskolen og forstod, at forsvaret intet var værd, hvis det ikke byggede på folkets tillid; derfor popularisering og agitation.
Trods en energisk indsats formåede han ikke at gøre sig rigtig gældende på Rigsdagen; han kunne ikke affinde sig med partilinien i alle spørgsmål, og i 1918 blev han vraget af det nydannede konservative Folkeparti.

I 1919 skrev han to politiske pjecer - Ministeriet Zahles ord og handlinger - et flammende angreb på den radikale grænsepolitik - og Verdenskrigens oprindelse, ophavsmænd og sandsynlige følger, en citatsamling med rigelig til gode seen af egne standpunkter, dog positiv overfor Wilson og Folkeforbundet.

Efter sin afsked fra hæren og sideløbende med sit politiske virke kastede han sig ud i et nyt eventyr. Hans kones slægt, Kjeldsen'erne, ejede store hedestrækninger omkring slægtsgården Lerkenfeldt I Himmerland. Her gik den 56-årige " med ungdommelig iver og virketrang "i 1902 i gang med at rydde lyngen og plante nåletræer. Hos fagfolk og i videnskabelig litteratur søgte han oplysninger om hvilke træer det var bedst at anvende.
Arbejdet begyndte kl. 6 efter et bad i åen; selv gik han i spidsen med 5 - 7 timers arbejde. Der benyttedes en plov, han selv havde konstrueret. Allerede 1908 var 35 tdr. land beplantet, og snart stod der en veldrevet plantage på 80 tdr. land, Lerkenfeldt Bjerge. Oberstløjtnanten førte en detailleret dagbog og et omhyggeligt regnskab. I 1922 opgjorde han udgifterne til planter og gødning til 19.897. ( hvoraf staten refunderede 4.392 kr. ) og anslog sit eget arbejde til 14.888 kr. (aldrig refunderet).
Rambusch blev medejer af Lerkenfeldt Bjerge og en anden Kjeldsen-plantage. Kjeldsenslægten mindes ham med taknemlighed: " Flittig, nøjsom og uendelig god ”.
En fløj på Lerkenfeldt kaldes endnu ”Rambuschfløjen”. Egnens befolkning rejste et mindesmærke for ham i plantagen, afsløret 24. juli 1927, af Hedeselskabets formand, fhv. Konseilspræsident J.C. Christensen.

Edvard R. var son barn så svagelig, at hans forældre var sikre på, at militæret ikke ville kunne bruge ham. Som 85-årig kunne han se tilbage på et virksomt liv, og han var stadig forbløffende vital. Sin leverecept angav han således: " Stadig brug af alle evner og kræfter lige til deres grænse, nøjsom og tarvelig levevis, afhold fra tobak og tilnærmligvis fra alkohol og andre pirringsmidler (som stærke krydderier o.l. ), tidlig op og tidlig til ro, dagen til arbejde, natten til søvn ". Desuden et koldt bad hver morgen og rigelig motion og frisk luft.

Hans dagbøger viser, at han dyrkede en del selskabelighed; han holdt af musik og teater og var en ihærdig danser. Samtidig var han dog så sparsommelig, at han ved sin afsked i 1898 havde en formue på 41.000 kr.

Med års mellemrum traf han på gaden i København sin fætter Sigurd R. Denne har berettet, at møderne altid forløb på samme måde: Edvard R. hilste " Goddag Sigurd!", trak sit ur frem og konstaterede: " Vi har nøjagtig 3 minutter at tale sammen ", og derefter spurgte han systematisk: " Hvordan har din kone det? Skammelig, at hun er radikal" "…… " Hvordan går det med dine børn ? " …… " Dit arbejde ? " ….. o.s.v. Når de 3 minutter var tilende, ilede han videre.

I slutningen af 1933 tog han på en af Berlingske Tidende arrangeret julerejse til Madeira. Ufortrøden studerede han spansk før og under rejsen og han var en veloplagt og populær rejsefælle. Under et besøg i Tanger blev han våd af styrtsøer, en forkølelse udviklede sig til lungebetændelse og endelig sagde hjertet stop.