Følgende er fra bogen " Slægten Rambusch ” af Sigurd
Rambusch, udgivet i 1965.
" officeren og politikeren Edvard R. er slægtens kendteste mand.
På tre områder har han ydet betydelig indsats; i
hæren, i forsvarsagitation og politik og i plantningssagen.
Skolegang i Rendsburg, præliminæreksamen fra Slesvig
Domskole 1863, telegrafist. Ved udbruddet af krigen 1864 meldte han sig
som frivillig, men nåede ikke at komme med. Uddannet ved
landvæsen 1864 - 68, derefter officerkarriere.
Menig 25. april 1868, korporal 30. april 1869, sekondløjtnant i
fodfolket 30. juli 1870, premierløjtnant i
ingeniørkorpset 1. maj 1874, kaptajn 9. maj 1883, chef for
telegrafkompagniet 1. maj 1884. På grund af alder afskediget med
oberstløjtnantrang 7. maj 1898.
Han var teknisk begavet og havde evner som arbejdsleder. Han forbedrede
forskellige telegraf- og signalapparater og konstruerede bl.a. en
felttelefon og en blinklanterne til natsignalering. Desuden
organiserede han hærens ballontjeneste og deltog selv i flere
ballonture. Forestod opførelsen af Fortun-, Bagsværd- og
Hvidøreforterne (led i Københavns befæstning 1885 -
94).
Nogle pjecer og artikler fra disse år viser hans interesse for
tekniske problemer. Som første skridt til en politisk karriere
kastede han sig fra ca. 1880 ud i tidens heftige forsvarsagitation. Det
gjaldt Københavns befæstning, midlerne dertil ville han
skaffe ved selvbeskatning. Selv gav han hele sin officersgage
(-pension) til forsvarssagen. I 1885 udgav han sit største
arbejde, " Vort værn, Forsvarets historie 1850 - 84 ", på
240 sider.
En lang række artikler i dagpressen og nogle tusinde foredrag
over hele landet må med i billedet af en af forsvarssagens
ledende agitatorer i en menneskealder.
1898 blev han afskediget, og han gik nu for alvor ind i politik.
1895 og 1898 forkrtingskandidat for højre i København, 2.
okt. 1903 – 11. maj 1918 landstingsmand for 1. Kreds
(København). Sekretær i tinget 1903 - 08.
Han tog tit ordet under forhandlingerne, oftest naturligvis om
militære spørgsmål, men mange andre emner havde hans
interesse. I 1908 afholdt han (og Asger Karstensen) sig fra at stemme
og muliggjorde derved vedtagelsen af loven, der demokratiserede
valgretten ved kommunale valg; højre var utilfredse med dem. I
det hele taget var han ikke reaktionær, havde flere venner i
højskolen og forstod, at forsvaret intet var værd, hvis
det ikke byggede på folkets tillid; derfor popularisering og
agitation.
Trods en energisk indsats formåede han ikke at gøre sig
rigtig gældende på Rigsdagen; han kunne ikke affinde sig
med partilinien i alle spørgsmål, og i 1918 blev han
vraget af det nydannede konservative Folkeparti.
I 1919 skrev han to politiske pjecer - Ministeriet Zahles ord og
handlinger - et flammende angreb på den radikale
grænsepolitik - og Verdenskrigens oprindelse, ophavsmænd og
sandsynlige følger, en citatsamling med rigelig til gode seen af
egne standpunkter, dog positiv overfor Wilson og Folkeforbundet.
Efter sin afsked fra hæren og sideløbende med sit
politiske virke kastede han sig ud i et nyt eventyr. Hans kones
slægt, Kjeldsen'erne, ejede store hedestrækninger omkring
slægtsgården Lerkenfeldt I Himmerland. Her gik den
56-årige " med ungdommelig iver og virketrang "i 1902 i gang med
at rydde lyngen og plante nåletræer. Hos fagfolk og i
videnskabelig litteratur søgte han oplysninger om hvilke
træer det var bedst at anvende.
Arbejdet begyndte kl. 6 efter et bad i åen; selv gik han i
spidsen med 5 - 7 timers arbejde. Der benyttedes en plov, han selv
havde konstrueret. Allerede 1908 var 35 tdr. land beplantet, og snart
stod der en veldrevet plantage på 80 tdr. land, Lerkenfeldt
Bjerge. Oberstløjtnanten førte en detailleret dagbog og
et omhyggeligt regnskab. I 1922 opgjorde han udgifterne til planter og
gødning til 19.897. ( hvoraf staten refunderede 4.392 kr. ) og
anslog sit eget arbejde til 14.888 kr. (aldrig refunderet).
Rambusch blev medejer af Lerkenfeldt Bjerge og en anden
Kjeldsen-plantage. Kjeldsenslægten mindes ham med taknemlighed: "
Flittig, nøjsom og uendelig god ”.
En fløj på Lerkenfeldt kaldes endnu
”Rambuschfløjen”. Egnens befolkning rejste et mindesmærke
for ham i plantagen, afsløret 24. juli 1927, af Hedeselskabets
formand, fhv. Konseilspræsident J.C. Christensen.
Edvard R. var son barn så svagelig, at hans forældre var
sikre på, at militæret ikke ville kunne bruge ham. Som
85-årig kunne han se tilbage på et virksomt liv, og han var
stadig forbløffende vital. Sin leverecept angav han
således: " Stadig brug af alle evner og kræfter lige til
deres grænse, nøjsom og tarvelig levevis, afhold fra tobak
og tilnærmligvis fra alkohol og andre pirringsmidler (som
stærke krydderier o.l. ), tidlig op og tidlig til ro, dagen til
arbejde, natten til søvn ". Desuden et koldt bad hver morgen og
rigelig motion og frisk luft.
Hans dagbøger viser, at han dyrkede en del selskabelighed; han
holdt af musik og teater og var en ihærdig danser. Samtidig var
han dog så sparsommelig, at han ved sin afsked i 1898 havde en
formue på 41.000 kr.
Med års mellemrum traf han på gaden i København sin
fætter Sigurd R. Denne har berettet, at møderne altid
forløb på samme måde: Edvard R. hilste " Goddag
Sigurd!", trak sit ur frem og konstaterede: " Vi har nøjagtig 3
minutter at tale sammen ", og derefter spurgte han systematisk: "
Hvordan har din kone det? Skammelig, at hun er radikal" "…… " Hvordan
går det med dine børn ? " …… " Dit arbejde ? " ….. o.s.v.
Når de 3 minutter var tilende, ilede han videre.
I slutningen af 1933 tog han på en af Berlingske Tidende
arrangeret julerejse til Madeira. Ufortrøden studerede han
spansk før og under rejsen og han var en veloplagt og
populær rejsefælle. Under et besøg i Tanger blev han
våd af styrtsøer, en forkølelse udviklede sig til
lungebetændelse og endelig sagde hjertet stop.